Min egen reelle og realistiske næse

Jeg skulle i går i en podcast karakterisere - personligere bliver det ikke!  min egen næse (apropos næsetemaet i Korshøjen (jeg er ikke blevet interviewet om egen skønlitteratur i mindst 20 år, højst chokerende som sådan)) og nåede frem til:

Mix af ørne- og kartoffelnæse
(ørnen mest fra Togeby-siden, kartoflen mest fra Bukdahl-siden)

- og så var der dengang Janina Katz - dybt og hårdt savnet, person såvel som skrift! - til eftterårsreception hos Borgen/Vindrose ved toppen af trappen ned til haven nærmest råbte, kløvende sit eget fantastiske træskonæb gennem luften:

- Larz! Hvor har du den næze fra!!??

- Hjemmefra! Burde jeg have svaret

Må kun læses af næseaber

En stor næse har jeg haft siden den dybe pubertet, og der er aldrig nogen, der har kaldt mig næseabe (men flere (forfattere), der har konstateret eller gjort grin med min næses storhed (og ikke kun Rifbjerg, udseendeforhåneren par excellence)), men det kunne der have været, og måske er der nogen, der gør det nu (der er for øvrigt en sekvens i Tintin-hæftet Flight no. 701 til Sidney, hvor skurken Alan griner af en næseabe, indtil han opdager, at den ligner overskurken (og ved hans første optræden jødekarikaturen) Rastapopulos) - og jeg fortæller altid historien om salig Janina Katz, der selv havde et fantastisk træskonæb af en næse, der trak mig til side ved en Borgen-reception og spurgte: Larszz, jaj har tænkt majet over det: hvor har du din næsze fra (underforstået: når jeg nu ikke er jøde)? Svaret er store, sære næser på både mødrene og fædrene (mestendels etnisk danske) sider, der tilsammen er konvergeret til denne enestående extremitet -

See You Later, Janina

I loved her a lot

men jeg havde glemt en kalot

så jeg lånte en med The Simpsons-motiv

der fløj af mit hoved

da jeg stod ved hendes grav

maybe she laughed a little

(jeg kunne godt lide, at der blev læst så mange digte op, digte klæder en begravelse, især når den døde har skrevet dem selv, og de ikke er halvt dårlige, og undskyld Janina, din bandsat beskedne sjæl, men det er de ikke)

Kinesisk gravøl

Sidder og drikker blandt blomsterne,
beruser mig af et glad hjerte i et bæger eller tre.
Min eneste sorg er at blomsterne godt kan tale,
men ikke gider åbne sig for en gammel tosse som mig.

- Eske K. Mathiesens fordanskning af et digt af Liu Yü-hsi i kataloget (som jeg lige har taget ud af sin konvolut) til Johanne Foss' udstilling på Sophienholm Landskabet som scene, og her er et billede af hende Johanne:

Poetens prosa er poetiskere

Jeg turde ikke sige det, mens Janina var i live, for jeg er ikke sikker på, at hun var enig, eller rettere, jeg er sikker på, at hun var uenig: Hendes prosa - frem for alt de 5 romaner, Mit liv som barbar, Putska, Fortællinger til Abram, Drengen fra dengang, Længsel på bestilling - er betydeligere, nej, mesterligere, dvs. vildere og finere, intensere og nonchalantere, end hendes poesi. Så, nu har jeg sagt det, og jeg har allerede dårlig samvittighed, men jeg mener det, gør jeg. Her er et selvstændigt kapitel fra Længsel på bestilling, der jo handler om (BL.A. - en JK-roman handler om ALT MULIGT) og er fortalt af en ældre kvinde, bosiddende i Danmark, der i en årrække har et forhold kørende med en yngre handyman på et feriehotel i Israel:

Forleden dag dræbte en selvmordsbomber over tredve mennesker på restauranten Maxim i nærheden af Haifa. Et samlingssted for arabiske og jødiske idrætsfolk. Jeg kom til at tænke på Monieks café og hans arabiske partner. Men jeg fandt også ud af at, at ”maxim” på ivrit betyder ”charmerende”. Og det sagde jeg til dig. Du smilede forbavset. Du bliver så glad hver gang jeg siger et ord på dit sprog.
  Hvordan og overfor hvem skal man undskylde sin tankegang? 

Kære, viise, skrappe, vittige Janina er væk

Janina Katz, dansk-polsk digter, 1939-2013

OM ET ØJEBLIK

1.

Jeg har det sådan,
som om jeg om et øjeblik
skulle møde dem,
der er på billeder.

Så længe har de ventet
på mig.

Især de ældste.
De, der døde unge.

Hvad skal jeg sige til dem?
Hvad skal jeg undskylde for?

For at livet blev ved
med at forføre mig
til sidste øjeblik?

2.

Man skal stadigvæk
holde sig beskæftiget,
bringe orden i,
ringe tilbage,
hente fra vaskeriet,
finde de rigtige ord
til afsked.
Tage et dybt åndedrag.

Give livet et kys.

- fra forårets samling, Endnu ikke allerede


- her er et sørgmodigt kys til dig!

Jeg lover at sørge og mindes med stil
og kun den allermindste sentimentalitet

Janina Katz er jo sgu da 90'er-digter

Mit blik strejfede morgenligt en overskrift på Politikens bogtillæg "Har vi et problem?/ Sidste år var vores kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris unge og uprøvede. I år er de det modsatte", der henviste til en rådvildt pointe- og meningsløs kommentar af Mikkel Bruun Zangenberg:
   "Sidste år (...) to unge og i offentligheden ret ukendte forfattere, Josefine Klougart (f. 1985) var knap nok debuteret, og Harald Voetmann (f. 1978) var en feinschmecker for ganske små grupper af litteraturnørder. Lød kritikken./ Spørgsmålet er om Schnack og Rösing har lyttet til deres kritikere, for i år er Vibeke Grønfeldt (f, 1947) og Janina Katz (f. 1939) nomineret til den store pris./ Ligger der et signal, måske endda en indrømmelse, i valget af de to modne damer? Og betyder det noget, at de begge er kvinder [der skal altså ikke meget til at få ren kvinderepræsentation, når der kun skal vælges 2!]? Sådan at vi igen har fået en politiske korrekt nominering, denne gang blot med pilen rettet mod de ældre og mod kvindekønnet."

Og bla bla bla, og det mener Zangenberg så vist ikke alligevel, for han mener vist slet ikke noget som helst, og må jeg ikke bare lige i al stilfærdighed gøre opmærksom på, at i forhold til forfatterskabets alder, er Katz tættere på Voetmann end på Grønfeldt; Grønfeldt debuterede i 1975, Katz i 1991 (derfor bliver det også absurd, når Zangenberg taler om "en særlig præference for den sene del af Katz' digtning", der ER kun en sen del!), Voetmann i 2000; Katz og Voetmann har været kolleger længere end de ikke har været det. At aldre kan være mindst lige så misvisende som at kønne.

Nordisk Råd er all right!

Yderst glimrende valg af danske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris, uomgængelige værker af to vilde og vise damer:

Vibeke Grønfeldts mesterlige monstrum Livliner
Janina Katz' tyst tvetungede brevmappe Skrevet på polsk, hvorfra dette digt skal citeres:

MINE VENINDER OG JEG

Vi venter på slutningen
med et smil på læben.
Skifter farverne.
Frisker salater op.

Vandrefuglene
- snubler vi
over skyerne.

Vi dypper vores vinger
i kærlighedens udtørrede damme.

I det parisiske Orangerie
svaler vi vores ansigter
med åkanders blomster-

I et andet museum
knuger vi enhjørningen
ind til brystet.

Mine kære.
Dette digt er faldet ud
af mit hjerte,
der er sygt af fortid.

Af -
endnu lidt
Og -
ikke endnu.

med jer.

- må de begge 2 vinde!

2 xtra-anbefalinger (og 2 lette udvidelser)

der ikke nåede med på Kritikerlisten i denne fredags WA Bøger:

Janina Katz: Skrevet på polsk. 52 sider. Rosinante

I hemmelighed har Janina Katz skrevet digte på polsk, nu har hun lykkeligvis afsløret dem, men på dansk jo, og de ligner til forveksling lutter fremragende, kritisk kloge Katz-digte, men hvad nu hvis der alligevel er en polsk ekstra-dirren, vi ikke får med!?

Henning Mortensen: Slottet ved Det Liguriske Hav. 168 sider. Gyldendal

Information syntes dette andet, intrikat sydende bind Mortensens nye noir-serie er søvndyssende selvfedt, mens Politiken og WA erklærer sig effektivt og elegant forført af tidl. embedsmands Victor Seemanns blidt blodige bekendelser, stol på dem! 

- og let udvidede versioner af de to, der nåede med (DEN ENE ER SÆRLIG AKTUEL I DAG ! ... ! ... !)

Hanne Højgaard Viemose: Hannah. 186 sider. Gyldendal

Sjældent at en dansk debutroman har hovedroller til krokokdiller og monstrøse tudser. Men sådan en debutroman er Hannah: "deres gift var stærk nok til at dræbe en hund, de kunne spytte en meter frem for sig." Aggressivt springsk kortlægger den et råt stykke virkelighed: Ungdomsliv på australsk bananplantage. Årets debutantværk?

(som dog debutværket nedenfor, udkommet efter ovenstående var skrevet (til i virkeligheden septembers Kritikerliste, ligesom Katz (ja, særdeles komplekst!), også kan konkurrere om at være/blive)

Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. 96 sider, Gyldendal

”Meget tidligt i mit liv var det for sent.” Sådan lyder en af de første sætninger i Bjørn Rasmussens TNT-talentfulde debutbog, og at det ikke nogen resigneret sætning, men snarere en krigserklæring, mod hjemstavnen Lemming, kønsidentitet med meget mere, beviser resten af den for alvor og ret meget sjov totalkrigeriske skrift.

At fange sig selv i flugten

Søndag 15. maj, CPH:LITT
13:00-14:00 - Huset, Musikcaféen, 3. Sal
Ewa Lipska (POL) i samtale med Janina Katz (DAN).
Moderator: Lars Bukdahl

Hellere immoderator! vi vil høre de to betydelige og kloge digtere og veninder udfolde sig umådeholdent, og måske får vi afsløret mere end en tredjedel af, hvad de hvisker og især tisker om - og vi vil høre betydelige og kloge digte læst op på polsk og dansk fra den nye af Janina og Anne Hermann oversatte samling (anmeldt i går i WA Bøger, alt, alt for kort, men det var et meget lille mulighedsvindue, der blev åbnet) I herberget Europa, og helst gerne dette, som på dansk automatisk og på en prik er henvendt til DK:

Jeg siger til mit land:
flyt ud
rejs bort
Vær et øjeblik
en fremmed.
Vend så tilbage
og tag bolig i dig selv.
Overvej det hele
en gang til.
Fang dig selv
i flugten.