Er denne kaffe smuk nok?

- tale ved overrækkelsen af debutprisen Munch-Christenssens Kulturlegat til Andreas Pedersen på Vejle Bibliotek

Andreas Pedersens debutbog Fryden er i tredobbelt forstand frydefuld: Læseren frydes i berusende grad over at læse bogen, bogen er fuld af skildringer og påkaldelser og besværgelser af oplevet fryd, og bogen er insisterende, men forløst – fordi læseren faktisk frydes, fordi den beskrevne fryd er faktisk overbevisende frydende – hyldest til fryden som vigtig og meningsfuld og bare skøn og for fed oplevelsesmodus (og det bedste, intrikate pift af et ord: FRYD!).
Andreas har i et interview fortalt om sin epifaniske oplevelse af fryden, der nemlig fremkaldtes eller blev indgivet ham, da han stod ”på en altan i Napoli og betragtede nogle unge drenge i folkedragter, der pludselig begyndte at synge og danse, bevæge sig eksalteret og råbende. Han gik ind i køkkenet og skrev i sin notesbog: »Hjertet kan aldrig standse fryden«.” Med Andreas’ egne ord i interviewet:
” »Skønheden interesserer mig, fordi den sætter kroppe i bevægelse. Ligesom fryden har skønheden det med at lade sig rive med af noget, som man ikke nødvendigvis ved, hvad betyder. Fryden kan vise sig i bevægelser i kroppen, som for eksempel drengene, der danser i Napoli, men fryden kan også være bevægelser i ordene (…) Det er ikke, fordi fryden annullerer al smerte eller med ét løser alt. Fryden er bare det, der binder mennesker og ord sammen i smukke bevægelser. Men fryden er også en del af en kamp mod døden «.”
I bogens første linjer er både synet af drengene og selve køkkennotatet blevet offer for en hård kondensering:
””Fryden”.// Et ord jeg skrev ned, fordi nogle en dag gav sig til at synge og spille i gården, og jeg stod ligesom mange andre på en af altanerne og lyttede til det. / Notater i flok, hen over kroppen som en anden bevidsthed.”
Bogen har ingen genrebetegnelse, men som Politikens lige så befrydede anmelder påpegede, er ”notater i flok” et meget godt bud på den manglende genre, så sandt som bogen indeholder alskens både lyriske og prosaiske formater såvel som stilarter, blandt hvilke man igen og igen møder notatets særlige mix af det henkastede og det eftertænksomme.
Syv sider senere, i det første af tre hvirvlende portrætter af ungdomskolleger, konstaterer digteren, at ”der er punkter for spredning og samling/ som daglejere og sne, skønhed i flok.” Og det er alligevel den bedste genrebetegnelse, fordi den også artikulerer digterens på samme tid beskedne og gigantiske ambition, i den enkelte tekst og i bogen som anti-helhed: Skønhed i flok. Flokken er en flerhed, der uroligt befinder lige præcis mellem spredning og samling, en levende flerhed nemlig, som vrimlende sneflokke og flokke af daglejere. Jævnfør bare den meget dejlige definition i Ordbog over det danske sprog, som er min ikke-pekuniære gave til Andreas i dag:
  ” et ubestemt (i alm. forholdsvis stort) antal af (ting ell. især) levende væsener, der danner en vis samlet helhed (især) ved at befinde sig paa samme sted (staa, færdes, flyve osv. samlet); (især mindre) hob ell. skare (af levende væsener). (ordet er mere dagl. end Hob, Skare (forekommer saaledes ikke i bibelen) og bruges især (mods. Hob, Sværm, Stime olgn.) om hvad der har ell. opfattes som havende en vis individuel selvstændighed, ofte m. bibet. af bevidst sammenslutning, fællesskab, enighed olgn.)”
I får også lige dette Paludan Müller-citat: ”O see den store Flok af brune Daadyr, / Der flyver over Sletten.”
Fryden benævnes ikke frygtelig mange gange i selve brødteksten i forhold til de endnu mere utidige og belastede søskende-ord lykke og skønhed, som Andreas med stor, anti-modernistisk fryd nægter at vrænge af eller ironisere over. Bogen er – ved siden at være lige så skøn og lyksalig som den er frydefuld – også et skønheds- og lykkekatalog og en skønheds- og lykkeguide, dér kan skønhed og lykke findes.  Hos den søde kæreste selvfølgelig, men også, som endnu en fin, omvendt provokation, i samværet med og kærligheden til den helt nære familie, og i familiemedlemmernes egen hverdagspraksis. Om moren hedder det, i reportagen fra sigende nok et bryllup: ”vores mor forsigtigt gående i gruset/men også bare lykkelig”. Og om landmands-faren: ”han bærer noget med sig/ måske dette, at han på sin egen måde, ud fra ideer om/ drift, udvikling, anseelse, tradition/ listen ufuldstændig/ har levet ekstremt tæt på, hvad han har forestillet sig/ er skønheden”.
Nogle af os har ventet længe på, at Andreas omsider debuterede akkurat så talentfuldt, som hans første tekster til overflod lovede, at han ville. I disse linjer fra debutbidraget til Hvedekorn 1, 2010, drømmer han varsomt og frygtsomt om lykken, skønheden, fryden:
”Jeg lover/ mere potentiale./ Vi skal aldrig bo/ i papkasser/ eller se Maldiverne synke. I stedet for burde vi kysse/ med de lykkelige. Jeg lover at jeg ikke/ drømte om grønt græs i nat. Jeg skal nok syre ud./ Undgå skuffelsen. Hvem kan fraskrive sig selv? I stuen derhjemme et stort billede/ med en bedrøvet kvinde. De tydelige penselstrøg. Du kan være smuk, hvis du/ gider. Gider du det? En smule/ ufatteligt. Jeg nægtede og sagde: ingen kan have læber af jordbær.”
Til det svarer debutbogen, seks år senere: Jo, en digter kan godt have læber af jordbær. Det første, betydelige og udødeligt flygtige kys fra disse jordbærlæber præmieres yderst fortjent med Munch Christensens Kulturlegat 2017, tillykke med det, din frydopvækker!

                                          
(foto: Anne-Marie Mai - link til AMM's tale for prismodtager nr. 2, Liv Nimand Duvå HER)

Fugleforgiftning

Min tale

-->

Tale ved uddelingen af debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat til Ursula Scavenius for Fjer på Vejle Bibliotek 30. september 2016

Fugleforgiftning

Et vigtigt og centralt engelsk ord, som det er svært at finde en dansk pendant til, er weird, w-e-i-r-d. Nettet foreslår en sværm af oversættelser: Underlig, mærkelig, forskruet, uhyggelig, overnaturlig, besynderlig, ejendommelig, gal, sær. Ingen af dem rammer plet, og det gør de heller ikke tilsammen; der mangler den her ekstrabetydning eller ekstrastemning af noget foruroligende, truende, smittende, kvælende.

  Ursula Scavenius får i dag tildelt den ene halvdel af Danmark største debutantpris, fordi hendes debutbog Fjer, der indeholder tre store fortællinger, ”Majinski”, ”Luna Secunda” og ”Fugleland”, er så kvalificeret og umanerlig weird, dvs. underlig, mærkelig, forskruet, uhyggelig, overnaturlig, besynderlig, ejendommelig, gal, sær, foruroligende, truende, smittende, kvælende - mindst!

   I engelsktalende lande er weird fiction en decideret genre. Ægteparret Ann og Jeff Vandermeers eminent læseværdige antologi The Weird. A Compendium of Strange and Dark Stories fylder i min e-bogs-udgave 2596 sider og indeholder fortællinger af både finlitterære helteskikkelser som Franz Kafka og Jorge Luis Borges og underlødige genreforfattere som Daphne du Maurier og Stephen King, og så en hel masse vilde folk, jeg aldrig har hørt om før. Opfinderne og navngiveren af weird-genren er den virkelig weirde amerikaner H.P. Lovecraft, og hans definition lyder cirka sådan:
  En weird fortælling har overnaturlige elementer, men er noget andet end en traditionel spøgelses- eller gyserhistorie, den genererer (citat) ”en særlig atmosfære af åndeløs og uforklarlig rædsel (…) gennem en ond og specifik suspension eller overvindelse af naturkræfterne.”

  Ingen danske forfattere er inviteret med i hr. og fru Vandermeers antologi, hvilket både er for galt og fuldt forståeligt. Der er glimt af weirdness hos Knud Hjortø, Ernesto Dalgas, Johannes V., og med et ordentligt tidsspring hos Preben Major, Vagn Lundbye, Ulla Ryum og måske Charlotte Weitze. Men jeg planlægger at sende Vandermeer’erne en mail og insistere på, at Ursula Scavenius kommer med i næste udgave med for eksempel ”Fugleland”.

  Den fortælling er eksemplarisk weird ved som de to andre fortællinger at nægte at være plotdrevet eller levere veltimede forskrækkelser og ved at selve det overnaturlige – at der vokser fjer på den fugleglade dreng Anton – kvantitativt fylder meget, meget lidt forhold til den naturlige og stillestående, tungt stemningsfulde ikke-handling:

  Den mandlige jegfortæller, Antons far, driver rundt på sin plantage i Hornbæk og mindes sorgfuldt sin afdøde kone, mens han har gang i et nyt, distræt forhold til nabokonen. Intet sker rigtigt i evige, sørgmodige nutids- og  fortidscirkler, afbrudt med lange mellemrum af disse umulige fjer på Anton. Her har Anton lige forsøgt at redde en hejre fri af et pigtrådshegn:

  ”Da jeg kom hjem stod han allerede og vaskede sig under bruseren. Bagefter gik jeg ud i badet, hvor der stank sødligt. Den lugt kendte jeg fra dengang, Anton var lille. Der lå fjer i brusebadet, blodige. Små og store. De næste par dage holdt jeg øje med ham. Han lugtede af sved, og han dækkede sine arme med lange vanter. Han fældede dun, som skød ud af hans nakke. Jeg overraskede ham med en klud og tørrede ham i nakken, men fjerene hang fast. Så løb han fra mig. Dagen efter havde han taget sin hættetrøje på.”

  Her er mulighed for at beundre, hvor intenst og selvfølgeligt Scavenius fremmaner den forunderlige underlighed. Det er også intensiteten og selvfølgeligheden, der forhindrer fjervæksten i at blive plat, dybsindig symbolik. Fjerene kan ikke oversættes, læseren må uhjælpeligt acceptere dem som simpelthen fjer og finde sig at lade sig hjemsøge af dem resten af sine dage – og vågne op midt om natten og mærke efter om, hun selv er blevet smittet, for hvad nu hvis fugleforgiftningen også lader sig overføre gennem læsning, det er ikke umuligt- og nu er I advaret!

  Hvis de små overnaturligheder og de store stemningsfuldheder absolut skal handle om noget andet end dem selv og deres weird effekt – og det behøver de altså ikke! – så handler de om, at der det går helt skævt med naturen og vores behandling af den. At det allerede er gået helt galt. At vi for længst lever efter katastrofen. Hvor de gamle, weird fortællinger var metafysiske og surrealistiske, er de nye snarere fysiske og realistiske. Weird er bare noget, verden er, og bliver mere og mere. Jævnfør også, hvordan det måske allermest mærkværdige og foruroligende i de tre fortællinger bliver ikke særlig avanceret (eller overnaturlig) sex og mad.

   Det er til syvende og sidst alt andet end weird, at Ursula Scavenius om et øjeblik træder herop og modtager penge og blomster og et stort tillykke, men det ville på den anden side heller ikke undre mig, hvis hun lettede en lillebitte smule.

(foto: AMM)

Den røgfyldte neon-denim-optik

Anne-Marie Mais tale

-->

Debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat
  

Til Jonas Eika Rasmussen for romanen, Lageret Huset Marie (2015)

Hvorfor er det, at nogle bøger har en særlig tiltrækningskraft? Hvorfor hænger læseren på og lægger ikke bogen fra sig, før den sidste side er rundet og den sidste sætning løbet ud? Der er sikkert mange svar på disse spørgsmål. Læserne kan blive grebet af en spændende handling; man lever sig ind i personernes historier; man får en indsigt i noget menneskeligt, som man ikke har fattet og bliver opmærksom på forhold og erfaringer, man aldrig før har forstået. Sproget kan være så udtryksfuldt, rædselsvækkende eller rigt, at man fanges ind i sætningerne og billederne.  Bøger kan på en række forskellige måder knytte deres læsere til sig, og mangfoldigheden af mulige tilknytninger er noget af det vigtigste ved skønlitteraturen.

Jonas Eika Rasmussens roman Lageret Huset Marie knytter sin læser til sig igennem selve stemningen. Handlingen er hverken vild eller særligt påfaldende; men stemningen er umiskendelig, og man lægger virkelig ikke bogen fra sig, før man har fulgt hovedpersonen Elias på alle hans veje mellem Lageret, hvor han arbejder, Huset, som han bor i sammen med sine venner, og kæresten Marie, som han mødes med på gåture ved stranden og i hendes lejlighed.  

Romanen er opbygget af afsnit om og fra de forskellige lokaliteter: lageret er en lukket, maskinel, nærmest robotagtig verden, hvor en gruppe unge arbejdere henter varer ud fra den enorme varebeholdning og sender dem ud til de forskellige varehuse.  Huset er en forfalden Risskov-villa, som Elias og hans venner bebor i perioden op til, at huset skal rives ned. Kæresten Maries lejlighed er hjemsted for en forelskelse, der måske bliver til et kærlighedsforhold. Romanen skaber stemninger omkring disse steder – man sanser og fornemmer Lagerets overvældende tingsverden, hvor mennesket bliver en slags vedhæng til maskineriet. Husets forfaldne drengeverden lugter, rådner og gærer, som kun et gammelt hus kan gøre det, og Maries 90 cm brede seng kan rumme både den intense nærhed og den uendelige afstand, som kan være imellem elskende.

Elias er ved at blive overmandet af stederne i sit liv; men gradvis får han en vis magt over omverdenen. Det lykkes ham at standse båndet på Lageret, og de unge arbejdere finder ud af, hvordan de kan kommunikere med hinanden gennem strømmen af ordrer. Elias slipper også ud af husets mentale dynd og får skabt så meget afstand til Marie, at de ikke æder hinanden op i angst og barndomstraumer.

Når man læser Jonas Eika Rasmussens roman kan man opleve, at man pludselig husker arbejdspladser, sin ungdoms boliger og famlende kæresteforhold, følelsen af at blive overvældet af omverdenen og følelsen af at vente på noget, man ikke ved, hvad er.  Man gribes af romanens stemninger og sørme ja, man gør noget så godt og gammeldags som at identificere sig med personer, tider og steder. Eika Rasmussen har lokket læseren med ind i romanens spidsvinklede trekant, som Elias beskriver:

”Jeg pendlede mine døgn mellem Huset, Lageret og Marie som punkterne i en spidsvinklet trekant, hvis sider optegnede mine daglige ruter.  Jeg begyndte at føle noget der mindede om hjemlighed hos dem alle tre, og de begyndte at fylde mig.”

(s. 83)

 

Det særlige ved Eika Rasmussens roman er tillige, at den giver læseren en adgang til nogle efterhånden, klassiske bøger i nyere dansk litteratur. Der er i romanen stemninger og situationer, som giver en lyst til at genlæse Klaus Rifbjergs roman Arkivet (1967),  som handler om to unge 1950´er-mænd og deres venten på liv, kærester og fremtid, mens de arbejder i et kælderarkiv, hvor elevatoren skramler, rækkerne af reoler er uendelig, og diverse billeder af nøgne damer bliver studeret. Rifbjerg ville have elsket den scene i Eika Rasmussens roman, hvor drengekollektivet fra deres forfaldne hus lurer på en ammende kvinde.  I Rifbjergs roman er stemningen af en arbejdsplads fastholdt i nøgterne sansninger af lyde, blikke, madpakker og indforstået arbejdspladssprog, hvilket finder paralleller i Eika Rasmussens roman eksempelvis når han fortæller om lagerets indretning. Men der er også en tematik omkring kameravinkler, film og blikkets spejl, hvor de to forfattere har noget tilfælles.  I Husets kælder arbejder en af drengene med filmeksperimenter og musikvideoer, men Elias er bange for at blive fanget i et af Frederiks billeder og i de andres blikke.  Han fortæller: ”[…] men jeg var bange for at blive et billede; for at blive set igennem den røgfyldte neon-/demin-optik, som jeg forestillede mig var i rummets blik, som var alles blik på alle, et indviklet mønster af genkendelser eller ej.” (s. 34).  Kameraerne er blevet flere, og blikkene farligere end i Rifbjergs univers, men tematikken er fælles.    

Og så er vi jo selvfølgelig i Århus, ved stranden og i Risskov, hvilket får denne læser til at mindes stemninger og scenerier i Tage Skou-Hansens De nøgne Træer (1957) om unge under besættelsen, der traver afsted langs stranden og taler om kærlighed, liv og død.  Hos Eika Rasmussen ser vi stranden i dette skarptskårne billede: ”Jeg løftede blikket fra muleposen og så ud over havet. Lyset blev mørkt igennem det tætte skydække. Vandet havde samme farve som himlen undtaget noget grønt. Et sted midt i det, cirka halvtreds meter ude, var der en lille blå og hvid kugle, et badehættehoved, der dukkede op og ned i et jævnt tempo langs kysten.” (s. 135).

Skarpe og klare linjer og mærkelige flashbacks mellem romaner fra vidt forskellige tidsaldre kan optegnes. De nævnte romaner er ikke bare nydelige kryds på en litteraturhistorisk tidslinje, men bliver punkter i en spidsvinklet trekant mellem bøger, man kan færdes imellem og glæde sig over er tilgængelige for læseren her og nu.   

Med Lageret Huset Marie  har Jonas Eika Rasmussen placeret sig midt i litteraturen, og debutantprisen kan tjene som tak for en bog, som læserne kan blive ved at vende tilbage til.  Hjertelig tillykke!        

-->

Debutantprisen

Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat

Til Jonas Eika Rasmussen for romanen, Lageret Huset Marie (2015)

Hvorfor er det, at nogle bøger  har en særlig tiltrækningskraft? Hvorfor hænger læseren på og lægger ikke bogen fra sig, før den sidste side er rundet og den sidste sætning løbet ud? Der er sikkert mange svar på disse spørgsmål. Læserne kan blive grebet af en spændende handling; man lever sig ind i personernes historier; man får en indsigt i noget menneskeligt, som man ikke har fattet og bliver opmærksom på forhold og erfaringer, man aldrig før har forstået. Sproget kan være så udtryksfuldt, rædselsvækkende eller rigt, at man fanges ind i sætningerne og billederne.  Bøger kan på en række forskellige måder knytte deres læsere til sig, og mangfoldigheden af mulige tilknytninger er noget af det vigtigste ved skønlitteraturen.

Jonas Eika Rasmussens roman Lageret Huset Marie knytter sin læser til sig igennem selve stemningen. Handlingen er hverken vild eller særligt påfaldende; men stemningen er umiskendelig, og man lægger virkelig ikke bogen fra sig, før man har fulgt hovedpersonen Elias på alle hans veje mellem Lageret, hvor han arbejder, Huset, som han bor i sammen med sine venner, og kæresten Marie, som han mødes med på gåture ved stranden og i hendes lejlighed.  

Romanen er opbygget af afsnit om og fra de forskellige lokaliteter: lageret er en lukket, maskinel, nærmest robotagtig verden, hvor en gruppe unge arbejdere henter varer ud fra den enorme varebeholdning og sender dem ud til de forskellige varehuse.  Huset er en forfalden Risskov-villa, som Elias og hans venner bebor i perioden op til, at huset skal rives ned. Kæresten Maries lejlighed er hjemsted for en forelskelse, der måske bliver til et kærlighedsforhold. Romanen skaber stemninger omkring disse steder – man sanser og fornemmer Lagerets overvældende tingsverden, hvor mennesket bliver en slags vedhæng til maskineriet. Husets forfaldne drengeverden lugter, rådner og gærer, som kun et gammelt hus kan gøre det, og Maries 90 cm brede seng kan rumme både den intense nærhed og den uendelige afstand, som kan være imellem elskende.

Elias er ved at blive overmandet af stederne i sit liv; men gradvis får han en vis magt over omverdenen. Det lykkes ham at standse båndet på Lageret, og de unge arbejdere finder ud af, hvordan de kan kommunikere med hinanden gennem strømmen af ordrer. Elias slipper også ud af husets mentale dynd og får skabt så meget afstand til Marie, at de ikke æder hinanden op i angst og barndomstraumer.

Når man læser Jonas Eika Rasmussens roman kan man opleve, at man pludselig husker arbejdspladser, sin ungdoms boliger og famlende kæresteforhold, følelsen af at blive overvældet af omverdenen og følelsen af at vente på noget, man ikke ved, hvad er.  Man gribes af romanens stemninger og sørme ja, man gør noget så godt og gammeldags som at identificere sig med personer, tider og steder. Eika Rasmussen har lokket læseren med ind i romanens spidsvinklede trekant, som Elias beskriver:

”Jeg pendlede mine døgn mellem Huset, Lageret og Marie som punkterne i en spidsvinklet trekant, hvis sider optegnede mine daglige ruter.  Jeg begyndte at føle noget der mindede om hjemlighed hos dem alle tre, og de begyndte at fylde mig.”

(s. 83)

Det særlige ved Eika Rasmussens roman er tillige, at den giver læseren en adgang til nogle efterhånden, klassiske bøger i nyere dansk litteratur. Der er i romanen stemninger og situationer, som giver en lyst til at genlæse Klaus Rifbjergs roman Arkivet (1967),  som handler om to unge 1950´er-mænd og deres venten på liv, kærester og fremtid, mens de arbejder i et kælderarkiv, hvor elevatoren skramler, rækkerne af reoler er uendelig, og diverse billeder af nøgne damer bliver studeret. Rifbjerg ville have elsket den scene i Eika Rasmussens roman, hvor drengekollektivet fra deres forfaldne hus lurer på en ammende kvinde.  I Rifbjergs roman er stemningen af en arbejdsplads fastholdt i nøgterne sansninger af lyde, blikke, madpakker og indforstået arbejdspladssprog, hvilket finder paralleller i Eika Rasmussens roman eksempelvis når han fortæller om lagerets indretning. Men der er også en tematik omkring kameravinkler, film og blikkets spejl, hvor de to forfattere har noget tilfælles.  I Husets kælder arbejder en af drengene med filmeksperimenter og musikvideoer, men Elias er bange for at blive fanget i et af Frederiks billeder og i de andres blikke.  Han fortæller: ”[…] men jeg var bange for at blive et billede; for at blive set igennem den røgfyldte neon-/demin-optik, som jeg forestillede mig var i rummets blik, som var alles blik på alle, et indviklet mønster af genkendelser eller ej.” (s. 34).  Kameraerne er blevet flere, og blikkene farligere end i Rifbjergs univers, men tematikken er fælles.    

Og så er vi jo selvfølgelig i Århus, ved stranden og i Risskov, hvilket får denne læser til at mindes stemninger og scenerier i Tage Skou-Hansens De nøgne Træer (1957) om unge under besættelsen, der traver afsted langs stranden og taler om kærlighed, liv og død.  Hos Eika Rasmussen ser vi stranden i dette skarptskårne billede: ”Jeg løftede blikket fra muleposen og så ud over havet. Lyset blev mørkt igennem det tætte skydække. Vandet havde samme farve som himlen undtaget noget grønt. Et sted midt i det, cirka halvtreds meter ude, var der en lille blå og hvid kugle, et badehættehoved, der dukkede op og ned i et jævnt tempo langs kysten.” (s. 135).

Skarpe og klare linjer og mærkelige flashbacks mellem romaner fra vidt forskellige tidsaldre kan optegnes. De nævnte romaner er ikke bare nydelige kryds på en litteraturhistorisk tidslinje, men bliver punkter i en spidsvinklet trekant mellem bøger, man kan færdes imellem og glæde sig over er tilgængelige for læseren her og nu.   

Med Lageret Huset Marie  har Jonas Eika Rasmussen placeret sig midt i litteraturen, og debutantprisen kan tjene som tak for en bog, som læserne kan blive ved at vende tilbage til.  Hjertelig tillykke!   
    

(fotot: AMM)

Blomsten af DK's litterære ungdom er prosaisk!

Shortlisten for debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat (Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, fondsbestyrer Mogens Thyssen, chefredaktør for Litteratursiden, Lise Vandborg, og bibliotekarerne Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotek. nåede op på seks titler, lutter (men vidt forskellig) prosa skrevet af 5 kvinder og 1 mand (hvoraf 4 har gået på Forfatterskolen), udkommet på tre småforlag og tre storforlag (men kun 1 på Gyldendal)(udkommet mellem 1. august 2015 og 1 august 2016):

Iben Konradi Brodersen: Piger kan leve længe måske for evigt, Lindhardt & Ringhof

Rakel Haslund-Gjerrild: Øer, Kronstork

Ida Holmegaard: Emma Emma, Gladiator

Jonas Eika Rasmussen: Lageret Huset Marie, Lindhardt & Ringhof

Kristine Reffstrup: Jeg, Unica, Gyldendal

Ursula Scavenius: Fjer, Basilisk

OG FREDAG VED HIP HØJTIDELIGHED PÅ VEJLE BIBLIOTEK AFSLØREDES VINDERNE AF DE 2 X 50.000 OG DEN UMÅDELIGE ÆRE SOM

LAGERET HUSET MARIE
 
&

FJER
HURRA! HURRA! TILLYKKE TILLYKKE!

DUBAIPRIS OG DEBUTPRIS

Ina Munch Christensens hustru (der på FB ikke længere må hedde Sara Sommerfugl) skriver:

Sara Fleischer

debutantpriserne i dk: BOGFORUM, 1 x 50.000 kr. - landsdækkende eksponering samt vinderen får egen hylde i alle boghandlere, interviews med mere, vinderens bog på samtlige bestsellerlister. MUNCH-CHRISTENSEN-legatet, 2 x 50.000 kr (dermed danmarks største debutantpris) - ikke engang vejle lokaltv gider komme forbi til prisoverrækkelsen i byen. LOL. "er vinderne opvokset i vejle? nej? ok, så har vi desværre ikke tid." (4-reals.) kan aldrig finde vindernes bøger i boghandlerne. i øvrigt mistænkeliggørelse over nepotisme i forbindelse med sammenfaldende navne. jeg forbeholder mig retten til at reklamere uhæmmet for min kones bog; der er ingen andre, der gør det. ‪#‎NIELSINE‬ ‪#‎SAXOHAR20‬%PÅALT

Den unreal debutantpris og den real

Der er 2 debutantpriser i DK, Munch-Christensen Kulturlegat på 2 x 50.000 kr. og Bogforums Debutantpris på 1 x 50.000 kr., førstnævnte, som jeg er i juryen for og som dækker perioden fra august til august blev for en måneds tid siden  tildelt Caspar Eric for 7-11 (2014) og Ina Munch-Christensen for Nielsine (2015). Nielsine optræder også på den netop offentliggjorte shortlist til sidstnævnte pris sammen med 1 titel fra Munch-Christensen-shortlisten (på 6 titler), Homo Sapienne og 1 titel, jeg gerne ville have haft på listen, Josephine Graakjær Nielsens Rosebud

Lotte Kaa Andersen: Hambros Allé 7-9-13. Roman. Turbine
Christine Lind Ditlevsen: Fredag Lørdag Søndag. Roman. Høst & Søn
Johan Forsby/Tarek Omar: Sønner af mænd. Roman. Politikens Forlag
Josefine Graakjær Nielsen: Rosebud. Digte. Gladiator
Finn Halfdan: Et nødvendigt offer. Roman. People’s Press
Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne. Roman. Milik
Ina Munch Christensen: Nielsine. Roman. Gyldendal
Morten Pape: Planen. Roman. Politikens Forlag
Jonas Eika Rasmussen: Lageret Huset Marie. Roman. Lindhardt & Ringhof
Sara Roepstorff: Min far er en tiger. Roman. Gladiator

Jeg har ikke læst alle bøger på Bogforum-shortlisten (og kommer sikkert heller ikke til at gøre det - men Jonas Eikas Lageret Huset Marie SKAL jeg altså snart få læst), men følgende titler savner jeg på en liste over rosværdige 2015-debuter (de to første også på Munch-Christensen-shortlisten, den tredje, fjerde, femte burde/kunne have været på den, den sjette har for gammel en forfatter (+ 50) til den pris (urimeligt nok jo faktisk), de øvrige er udkommet efter 1. august 2015): 

Pernille Abd-El Dayem: Inden for revet
Rolf Sparre Johansson: Søvn
Martin Snoer Raaschou: Blå himmel hver dag
Line Toftsø: Jeg bevæger kun øjnene
Baltazar Castor: OgHenrik Rasmussen: Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her
Ida Holmegaard: Emma Emma
Ursula Scavenius: Fjer

- og her er, uden kommentarer, modtagerne af den og den anden debutantpris, de år (minus i år) jeg har siddet i juryen for den ene - med 1 overlap:

2009:	Lone Aburas: Føtexsøen	Maja Magdalena Swiderska: The border breaking bunch
2010:	Louise Øhrstrøm: Efter rosinen	Theis Ørntoft: Yeahsuiten
2011:	Amalie Smith: De næste 5000 dage	Hanne Højgaard Viemose: Hannah
2012:	Stine Pilgaard: Min mor siger	Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily
2013:	Kristian Byskov: Mitose	Hassan Preisler: Brun mands byrde
2014:	Signe Gjessing: Ud i det u-løse	Yahya Hassan: Yahya Hassan

2014 Thomas Rydahl: Eremitten (roman)
2013 Yahya Hassan: Yahya Hassan (digte)
2012 Anne-Cathrine Riebnitzsky: Den stjålne vej (roman)
2011 Erik Valeur: Det syvende barn (roman)
2010 Kaspar Colling Nielsen: Mount København (noveller)
2009 Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav (noveller)

(igennem 23 år er Bogforums Debutantpris 3 gange gået til en digtsamling, 2013: Yahya Hassans Yahya Hassan, 1997: Tore Ørnsbo: Inkubationer, 1994: Iben Claces: Tilbage bliver)

Go, og!

-->

Tale ved uddelingen af debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat til Ina Munch Christensen for romanen Nielsine på Vejle Bibliotek 25. september 2015

Go, og!

Ina Munch Christensens Nielsine er en uimodståeligt og autoritativt talent-eksploderende debutroman om et ung menneske faret vild i sin begyndelse, og derfor præmieres den i dag med den ene halvdel af Danmarks største debutantpris. Men bogen er også det seneste betydelige nummer i en helt særlig og måske faktisk særlig dansk genre, vi kan kalde: Og-remsningen. Og som i al enkelhed består i groft, bevidst misbrug af ordet ’og’ i poesi eller prosa eller det, der hybridt ligner – og tricket med og-opremsningen er ikke mindst, at det kan få prosa til at minde om poesi og poesi til at minde om prosa.

   Lad os tage et eksempel på og-remsning fra begyndelsen af det nærmest rent og-remsende andet kapitel, ”Diktat”, i Nielsine:
  ”Hun har været til spansksøndag hos Nancy, de har drukket kiwivin og kaffe med Baileys og hun repeterede videre i søvne, Soy Eres Es, He Has Ha og Chaquete, Mochila, Abrigo og Rojo og Amarillo osv., de skal have diktat, og i hendes drøm skældte en mand hende ud på en bar for ikke at tale sproget flydende nok, og der er stadig tilrøget nu da hun er vågnet og hun mærker alkoholen som damp i panden og der dufter af kælder og hun tager frakken på og løber ud, overbevist om at hun er forsinket.”

   Og-remsen er en sammenlimende glidebane, der skaber og synliggør sammenhæng i øjenhøjde mellem alting og ingenting. Der kan, som i citatet, være virkelig svimlende og væltende fart på: en kolbøtte slås direkte fra sprittet lektielæsning over spanske gloser repeteret i søvne og paranoidt mareridt til næste morgens tømmermænd og akutte travlhed.
  Klassisk og-remseri foregår på naivistiske vers i Jens August Schades Sjov i Danmark; her er Sjov tøjshoppende i ”Magasin du Monde”:

  ”Og her ”Chat des Boies” – en pels af Tigerskind,/ naar man tar denne paa, har man alle Pigers Sind/ og lokker kælent til sig det største Modeslips -/ og smækker Kloen i – og æder Byttet: Vips.”

     Og-remseri er også kuglelejet i Dan Turèlls barndomsby-hyldest Vangede Billeder, her et stykke fra det børnemyldrende afsnit ”Drenge og piger”:

  ”Og Bo med Cliff-frisuren var Vangedes førende twist-danser i dén periode med Chubby Checker og ”Let’s Twist Again” ved alle festerne lørdag aften i flere måneder. Og Bo twistede sammen med Eva som havde romantisk sidehår og brugte franskbrød under håret til toupéring før de twistede. Og engang lod Eva franskbrødet ligge for længe, og sånder håret til toupog msækker Klod Eva franskbrødet ligge for længe, og s og brugte franskbrød under håret til toupog msækker Kå fik hun pludselig orm i håret.”

  I Gyldendals pressemeddelelse peger Ina Munch Christensen selv på et nutidigt og-remsnings-hovedværk som et valgslægtskab:

  ”Hun nævner Kirsten Thorup, især på grund af romandebuten Baby, Asta Olivia Nordenhof, Miranda July og Sylvia Plath som nogle af sine litterære inspirationskilder.”

  Og-remseriet i Baby er et langsommeligt og stenet, deprimt og fremmedgjort, som i denne falden staver over en vis Karla:

  ”(…) og Karla havde vinrøde læber og negle og et bordeuxfarvet jakkesæt med revers og brede skuldre og hendes hår var hennafarvet og hun havde store sølvringe i ørerne og om halsen havde hun et tørklæde der var bundet som et slips og hun var sort under øjnene af træthed og hun lignede ”den blege kvinde fra Barcelona”.

  Debutpris-juryen er tydeligvis glad for og-remsninger, eftersom vi én gang før præmieret en sådan, nemlig Hassan Preislers Brun Mands Byrde i 2013, der modsat Baby og-remser sig helt vildt (og virtuost) stresset på kryds og tværs i Hassan-jegets identitet som perfekt postmoderne hybrid-menneske.

  Pinligt uperfekte Nielsine og-remser ikke rent og konsekvent, hun og-remser beskidt og ustadigt, men både fræsende, som i det indledende citat, og slow-motionerende. I begge tilfælde farves og-remseriet, så vidt jeg kan læse, helt anderledes positivt end hos både Thorup og Preisler, som nemlig en overlevelses- og overskudshandling, der musikaliserer og udstanser sammenhængen og manglen på samme i Nielsines ungdomsliv, midt mellem rastløs væren i verden (hun flytter, til læserens forvirring, konstant) og evigt hjemsøgende relationer (familie, venner, eks-kærester, den store forelskelse).

  I den langsomme version bliver og’erne nøgleringe til opsamling af de nøgler, hun som et ledemotiv hele tiden taber. Følgende og-remsning på side 99 og 100 er helt inderligt mørkeblå og helt klokkeklar på én gang, koks-kortlæggende:

  ”Jeg kan ikke få nogen planer til at hænge sammen. Jeg drømmer om at græde i nogens arme. Jeg misunder folk, der har sammenbrud foran andre mennesker, og det værste er, når man ikke har lavet lektier eller ikke kan finde sine bøger eller ikke var der til sidste time, og man er nødt til at komme i skole alligevel, fraværsprocenten er for høj, og man smadrer sine ting og støtter sig til væggen og hiver efter vejret og græder til Amélie og man er udmattet dagen efter og man krøller sig sammen på to sæder i toget, man sover og kører for langt og kommer derfor for sent og det skærer i armene på vej til klasselokalet og man repeterer for sig selv at det ikke var en skam at være udpræget nervøs. Og mine venskaber får mig ikke til at føle mig elsket, men ansvarlig eller testet. Og det eneste jeg undviger af angst er: sex og jobs, og gid man bare blev yndigt genert som en lille pige og indadvendt forfjamsket og meget meget træt.” 

  Romanen slutter selvfølgelig med en og-remsning, og Ina Munch Christensen tildeles sine efternavnsfællers debutantpris ikke mindst på grund af det usynlige ’og’, som står til allerallersidst, for dette er er en bog, der højt og uhelligt lover en hel sværm af fortsættelser:

  ”(…) og en eller anden ville sige noget som de alle ville grine hjerteligt af i kor og de ville være indrammet af vimpler, og nu kommer bussen og Nielsine løber.”

  OG!

  Og hvad så, Ina? Tillykke for nu! Og nu! Og nu! Og! Nielsineuimodstslet/ og skrev no unch Christensenjeres anusen min skæbne/ i dens bund./ Så gik jeg hen til fængslet/ og skrev no

Vanilla Coke & angst

Anne-Maria Mais tale ved uddelingen af Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat 2015 til Caspar Eric

Der er sagt og skrevet meget om, at Caspar Erics 7/11 poesi er en generationsdigtsamling; den er blevet læst som hashtag-generationens poetiske program, en bog om at være ung lige nu, en bog, som med stor selvfølgelighed gør sociale medier, sms’er og ung musik- og filmkultur til byggesten i et poetisk univers.

Generationsperspektivet er dog ikke det mest spændende ved Caspar Erics debut - det er en omstændighed, og den er helt i orden. Men det virkelig spændende og vigtige er, at det er en utrolig god bog i en stak af mange andre utrolig gode bøger af nye danske forfattere. Det særlig bemærkelsesværdige i Caspar Erics bog er energien, udholdenheden og modet, som læsere i alle aldre kan opleve, og det er disse kvaliteter, vi i dag belønner med debutantprisen.

Som læser bliver man umiddelbart udfordret af selve titlen. Henviser tallene til butikskæden 7/11 eller til digterens fødselsdag? Og hvorfor danner den sejrende mandsfigur på forsidebilledet et 11-tal med sine løftede arme? Og hvad er forbindelsen mellem 7/11 og katastrofedatoen 9/11, som digteren selv har oplevet som ganske ung - han er nemlig født i 1987. Svarene suser imellem de mange verslinjer, som bogen består af, men tag ikke fejl; svarene er der skam. I en af sekvenserne er 7/11-butikken således den svingdør, som de unge elskende benytter, når de kredser om sig selv og hinanden i et forsøg på at håndtere både pølsehorn, øller, cigaretter og deres eget humør. Man kan hacke sit eget humør ved at gå ud og ind af en 7/11-butik hedder det:

… du sagde at 7/11

kunne give en følelse

af at alt også bare var en lang dag

og at det betyder

at det også kan føles som en ny dag

hver gang du går ind i en 7/11

og kommer ud igen

med babybites i hænderne

og at du tit gjorde det

for at hacke dit eget humør

som en måde at starte forfra

hvilket jeg syntes virkede intelligent…

(s. 92)

Bare udtrykket ”hacke dit eget humør” er skarp poesi, en tankevækkende og morsom vending, der antyder, hvordan man som læser hele tiden må smile, kluk-le, undres og overraskes undervejs i sin læsning. Digter-jeget skåner ikke sig selv, hverken når det gælder om at se sine mere eller mindre banale svagheder i øjnene, indrømme sin naivitet og forelskede egoisme, eller når det gælder om at konfrontere sig med de store tilværelsesspørgsmål.

Katastrofedatoen 9/11 forbinder digteren med sin eks-kærestes fødselsdag, og han tænker mere på hende end på verdenssamfundet, siger digtet. Men pointen er, at digtet faktisk lykkes med at få beskrevet både den personlige katastrofe: tabet af den elskede, og den verdensomspændende katastrofe: tårnenes fald. Det lykkes at få bragt proportioner ind i forholdet mellem de to begivenheder, sådan at digtet kan rumme dem begge, og faktisk handle om at tænke både på sig selv og på verdenssamfundet.  

Digter-jeg´et bestræber sig ofte på at variere forskellige tragiske helteroller, som fra Beverly Hills 90210, men hans særlige sensibilitet er hele tiden nærværende, og han falder ud af rollerne, så snart han har tænkt dem. Man røres og irriteres over digterens udfald mod verden, kæreste og sig selv, og man morer sig vildt og inderligt, som når han digter om at være til vegetarmiddag med tømmermænd, høre på meninger om etisk ansvar og ovenikøbet måtte savne dressingen til linsebøfferne.

Denne klassiske Caspar Eric-scene ender med, at digteren erklærer, at han ikke længere gider blive en bedre person eller få det bedre, men bare længes efter at sidde og drikke vitaminvand  med en professionel ”sportsudøverattitude”. Og til læsere af alle køn vil jeg blot sige: man kan opdage nye sider af det mystisk maskuline i disse digte, der er hjerteskærende, morsomme og lynende intelligente. Man kan ikke undgå at forelske sig i den skønne popkunst i Caspar Erics poesi. I kanten af digtene spores Jørgen Leths forkærlighed for hverdagsgenstande, Peter Laugesens dyrkelse af småordene, Kirsten Thorups cool naivisme, Klaus Høecks optagethed af mærkevarer og Dan Turèlls rytme og tonefald. Men i 7/11 lyder samtidig en tydelig og egenartet poetisk stemme, og der bliver skabt et Caspar Eric-univers, som man har lyst til at slentre, snuble og løbe rundt i. Er digtene autofiktive, selvbiografiske, biografiske eller performativt biografiske kunne man måske fristes til at spørge i forlængelse af den langtrukne diskussion, litteraturkritikken har haft om tekster, der balancerer på grænsen mellem det fiktive og det biografiske. Men selv om der er autofiktive træk i Caspar Erics digtning, gør den samtidig diskussionen dybt uinteressant, simpelthen fordi digtene byder sig til som kunst, som et univers, der får gyldighed i sig selv. Det er den kunstneriske interesse, digtene skærper, og det er herligt at blive befriet for autofiktionens tvang, være ligeglad med at snuse i hvem, der mon er den biografiske ”hvem”, og bare nyde og opleve tekster, der byder sig til som poesi fulde af babybites, frosne pizzaer, chips-poser, vanilla coke, angst, kærlighed og nærvær.

Christensen & Christensen får Christensen-pris!

I går på Vejle Bibliotek blev debutprisen MUNCH-CHRISTENSENS Kulturlegat på 2 x 50.000 uddelt til Caspar Eric (halvhemmeligt efternavn: CHRISTENSEN) og Ina MUNCH CHRISTENSEN (begge 87'ere, MIT debutår for helvede!) for deres fucking seje og dejsende dejlige, allerførste bøger, digtsamlingen 7/11 og romanen Nielsine (talerne kan læses ovenfor) TILLYKKE - OG SÅ: CARRY ON!

Den korte liste over er de største af de mindste

Vi præsenterer med stolthed den spektakulært brogede, dybt stjernespækkede shortlist til debutantprisen Munch-Christensen Kulturlegat - 2 x 50.000 - 2015 (bøgerne skal være udkommet mellem 1. august 2014 og 1. august 2015). Det er ikke en fordel, men heller ikke en ulempe selv at hedde Munch-Christensen, og hvis det ikke var skide ligegyldigt, kunne man bemærke, at kun 3 af bøgerne er udkommet på Gyldendal og kun 2 af forfatterne har gået på Forfatterskolen - og imens er kapløbet om NÆSTE års pris allerede voldsomt i gang, Scavenius, Holmegaard, og nu SKAL jeg have læste ham Jonas Eika (litteratursidens præsentation her med mere hård info):

says 2011-prize winner

(af debutprisen Munch Christensens Kulturlegat) Hanne Højgaard Viemose i en edder-illuminerende tekst inde på Litteratursiden om hendes 2 bøger og det håbløse ord autofiktion, et par klip:

"Noget andet, der interesserede mig i arbejdet med bogen (debuten Hannah), var at forsøge at lade sproget matche den retningsløse strøm, som Hannahs liv syntes at bevæge sig i, blandt andet ved ofte at lade indskud og associationer tage over, at lade fortælleren fortabe sig og gå i tomgang for så pludselig at blive vækket, eller i hvert fald rusket af et nyt drama som fx at være ved at dø i en vandfaldsulykke (som hun selv var skyld i at være havnet i), eller at blive smidt ud af en lastbil midt i ørkenen om natten, fordi hun insisterede på, at det ikke var et problem som ung kvinde at blaffe alene rundt i Australien. Den slags.
Bogens overordnede struktur er også præget af retningsløshed, der er en mosaikstruktur, som jeg har forsøgt at organisere efter forskellige dramatiske principper, men ikke efter den fremadskridende kronologi. Slutningen er en form for anti-slutning, måske burde romanen have sluttet 50 sider tidligere, det ved jeg ikke, men ideen var at lade den endeløse kolbøtte tage over og i hvert fald ikke opfylde en hjem-ud-hjem-model, som man kender fra den klassiske dannelsesroman. Jeg var netop ikke interesseret i at skrive en opbyggelig historie med en klar personlig udvikling."

"Jeg bliver ofte spurgt om det selvbiografiske, det autofiktive i det jeg skriver, om Hannah er mig selv, om Hanne, Anne, Hannah, Hans og jeg’et er den samme og hvorfor alle de navne. Når jeg skriver, tager jeg for det meste afsæt i min personlige historie og mine erfaringer, og jeg har ingen blufærdighed forbundet med at udlevere mig selv: Hvis det der er sket i virkeligheden gavner historien, så tager jeg det med, næsten uanset hvor pinligt eller dårligt et lys det sætter mig i, men omvendt føler jeg mig ikke forpligtet på virkeligheden, hvis den ikke lever op til det, jeg gerne vil fortælle. Jeg har ingen ambition om at skrive en såkaldt virkelig historie, og jeg har heller ingen blufærdighed forbundet med at udlevere min forestillingsevne: hvordan jeg eller andre virkelige, semivirkelige eller fiktive personer kunne have handlet eller følt i bestemte virkelige, semi-virkelige eller fiktive situationer.
Det kan godt undre mig, at det autofiktive interesserer folk så meget, eller at det interesserer folk så meget, om der er tale om autofiktion eller ej, som om det er et spørgsmål, man kan svare ja eller nej på. Jeg tænker: det er da for f… ikke noget nyt forfattertrick at blande egne erfaringer med fiktion.
Så siger folk: jamen du har billeder af dig selv i bogen. Nogle gange synes jeg folk er lidt for nemme at snyde."

Debutantræs

Jeg er på vej til møde på Vejle Bibliotek med juryen for debutantprisen - 2 x 50.000 kr. - Munch-Christensens Kulturlegat. Forfærdeligt mange talentfulde bøger at vælge imellem. 34 bøger (udkommet mellem 1. august 2014 og 1. august 2015 - skævt år) er tilsendt jurymedlemmerne, af disse er 18 valgt fra på forhånd på baggrund af enkeltmedlemmers troværdige frarådelser (eller hvad det kan hedde). Af de tilbageblivende 16 har jeg efter min eget lille hemmelige stjernesystem (der går op til *****) givet 2 ****, 5 ***1/2, 2 ***,  3 **1/2, 2 ** og 2 *1/2 - og jeg siger ikke hvilke, jeg har givet hvad selvfølgelig. Bøger til **** og ***1/2 fortjener at modtage pris (okay også med ***) , dvs. hele 7 (/9), hvilket er afsindigt tal i forhold til visse tidligere (IKKE sidste) år - det bliver Så spændende! Gulp!!

Det eneste der skete på Bogforum i går

var, at Signe Gjessing med sin intense åndesløhed - så helt modsat YH's lige så intense power-recitation - oplæste sin med-debutantprismodtager og tidligere klassekammerat Yahya Hassans digt "FEBRUARFORUDSIGELIGHED" ("STILHED ER STILHED/ OG DET VOKSER VILDT/ DIT HELVEDE ER MIT/ SÅ SIMPELT ER DET/ NÅR JEG EROBRER DET MED HÅB I FINGERSPIDSERNE/ DINE ØJNE ER EN ILLUSION (...)" (YH skulle også have været til stede, men var på Island, men det var Signe, der var vulkanen), den oplæsning pudsede bogen af som sindssyg stærk og ny - der er et før og efter, som Signe sagde (og hun sagde mange fantastiske, præcise og ufattelige ting, om eksplosiv og indkapslet tid i hendes og YH's debuter fx og om oplæsning som rum og og) - PÅNY! I sammenligning skete der ikke andet i går. I sammenligning sker der ingenting i dag og heller ingenting i morgen, basta!

Blind redaktør holder øje

Martin Kongstad

Under overskriften: "Hold øje med debutanterne" skriver Politikens litteraturredaktør i dag (i går LB) om fredagens debutantpris til Bogforum og staver med stor entusiasme to af fem debutanters navne forkert: Maria Gerhardt er blevet til Maja Erhardt.

• 

  Poul Blak Nydeligt !

  
  
• 

  Pernille Werner Lembcke sejt

  
  
• 

  Jens Rasmussen Han havde sikkert også meget andet at se til...

  
  
• 

  Lars Bukdahl Det bliver værre: Listen over sidste års nominerede er shortlisten til en helt andet debutantpris (som jeg er med til at uddele), Munch-Christensens Kulturlegat (der gik til Hassan og Gjessing for en måneds tid siden) - hopla!

  
  
• 

  Maria Gerhardt omg

  
  

  Den fatale passage (nu rettet på net-linket - sidste års nominerede var retteligt: Yahya Hassan,  (vinder), Kirsten Myers, Hassan Preisler, Maren Uthaug og Amalie Laulund Trudsø).

  
  

  Allerede på bogmessens første dag, fredag, afgøres det, hvem der får BogForums Debutantpris 2014. Sidste års stod dysten mellem Sidste års stod dystenmellem Signe Gjessing, Yahya Hassan, Ninette Larsen, Lea Marie Løppenthin og Jacob Skyggebjerg. I år bliver det enten Thomas Rydahl, Caspar Eric, Maja Erhardt, Jesper Bugge Kold eller Jonas Suschanek, der løber med æren. Vi får se.
  

  Husk: Ikke alle debutanter bliver store forfattere, men alle store forfatter har været debutanter engang. Hvis du selv har lyst til at forsøge dig, så prøv Debutantspillet, som du finder i 'Bøger' fra d.2 novemer. Det vil ruste dig til at klare strabadserne! 

  
  

  (november er dog stadig alternativt stavet!) 

JEG SER MIT MIG! MIG SER MIT JEG!

(Anne-Marie Mais tale for Yahya Hassan i går på Vejle Bibliotek:)

-->

Det gælder for digtningen, at den kan blive til dér, hvor der opstår sprækker og åbninger i sproget. Små ophør i den vanlige sprogbrugs logik tillader undertiden digter og læser at slippe forbi alle de holdninger, meninger og budskaber, som vi dagligt går rundt og serverer for hinanden, og som vi kender alt for godt. Åbningen kan ligge i et billede, der lyser dybt og stærkt, som når Garcia Lorca i En digter i New York, udgivet 1940, fanger sin tids fattige New York’ere i en stærk metaforik: ”Folk vandrer søvnløse rundt i gaderne som nyligt undslupne et skibbrud af blod”.

Den ene af årets modtagere af Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat er Yahya Hassan, men hans digte har ikke deres styrke i den lyriske metafor. I Hassans fabelagtige gennembrudsbog, Yahya Hassan, er hans eget navn er værkets titel, og de store typer trækker os helt uden metaforer ind i en poesi om en barndom fuld af gruopvækkende svigt og misbrug fra forældre og myndigheder. Digtene handler om et lyrisk jeg, der lever i vold, kriminalitet og narko og med trusler fra alle sider.

Lyt blot til dette korte digt fra første del af samlingen med titlen "KÆRLIGHED":

FAR FIK ENDNU ET BARN MENS JEG VAR ANBRAGT

JEG VED IKKE HVAD DET HEDDER

OG HAR GLEMT OM DET ER EN DRENG ELLER EN PIGE

PÅ EN HJEMREJSEWEEKEND BESØGTE JEG FAR

BØRNENE BLEV GLADE OG VILLE LEGE NÅR JEG KOM

MEN HANS KONE SAGDE AT JEG IKKE SKULLE RØRE HENDES BØRN

DET ÆLDSTE BARN BLEV VED MED AT KRAVLE HEN TIL MIG

HUN SLOG HAM I ANSIGTET MED FLAD HÅND

HAN GRÆD OG SAGDE JEG ELSKER DIG MOR

HUN SLOG HAM IGEN OG SAGDE JEG ELSKER IKKE DIG

Digtet om denne rystende familieverden er blottet for sproglige billeder og sammenligninger. Digtet er sprogligt nøgent eller måske snarere helt uden omsvøb, men de store typer, versalerne, der er brugt, understreger, at alt hvad, der står skrevet her, er vigtigt - det skal fremhæves, skrives med stort! Samtidig spærrer de store typer næsten teksten inde i sig selv, og det ser ud som om, jeg´ets forhold til omverdenen er helt fyldt ud, som om der netop ikke er sprækker eller åbninger i  udsigtsløsheden i jeg´ets verden.

Måske kan det blive en vanskelighed, Hassan må lade sig udfordre af senere i sit forfatterskab, at den poetiske metaforik er så fraværende, som den er i hans digte. En anden stor dansk digter, for hvem metaforen aldrig blev en hovedsag, var Dan Turèll,  hvis sprog fandt helt andre veje. Metaforens fravær var her et stærkt udgangspunkt. Foreløbig er det også for Hassan en styrke, for hans digte får deres helt særlige kraft gennem synsvinkler, sammensætninger af sprogbrug, forløb, bogstavrim og rytme. Især er der et meget vigtigt greb, som Hassan mestrer, og det er brugen af det personlige pronomen, "mig". Og nu bliver jeg nødt til at blive en smule teknisk, for at få min pointe frem: "Mig" er bøjningsformen for det personlige pronomen/stedord, "jeg", når det bruges som objekt for et verbum – når vi f.eks, siger, "jeg glæder mig", eller når stedordet er styret af et forholdsord, når vi f.eks. siger, "Du skal gå med mig". Hassan sætter jeg og mig sammen på en måde, som vi af og til kan støde på i indvandreres tilegnelse af dansk sprog. Det hedder eksempelvis hos Hassan i et digt "Mig jeg skriver at han skal hold hans fucking kæft”. Jeg' et har dermed fra starten udstyret sig selv med et ekstra objekt, et genstandsled: "Mig jeg hustler en kommune for penge"- hedder det i et andet af Hassans digte, hvor både ”mig” og ”en kommune” er slags genstandsled. Det er min pointe, at Hassans brug af indvandrersprogets konstruktion af mig-jeg viser sig at være et meget stærkt og vigtigt poetisk greb. Men først må jeg minde om, at Hassan igen og igen har sagt i de mange heftige debatter, der har været omkring hans bog: Bogen er poesi, ikke holdninger og meninger, og poesien må læseren selv fortolke.

Hassan får imidlertid i spillet mellem jeg og mig lavet en spække i sproget om muslimer og alle slags fædre, mødre, søskende og fætre ved at bruge en konstruktion, han kender fra indvandrersproget – mig/jeg - vel at mærke på en sådan måde, at vi får en mangesidet belysning af jeg og mig:  På en måde betragter jeg´et sig selv som mig, men mig´et betragter også sit jeg. Samtidig viser digtene, at jeg ´et af sin omverden bliver betragtet og klassificeret - ikke som jeg - men som en mig-genstand, en anden, en fremmed, der ikke passer ind i det danske samfund. Vi møder her en indvandrer-identitet, som omverdenen hæfter på jeg´et, så han ligner den anden, den fremmede. Men mig´et er også jeg´ets egen perker-protest mod sine egne forsøg på at komme ind i et velfærdssystem, der virker hjælpeløst, og en kulturbaggrund, der ikke stopper fædre og imamer, når de er brutale og tyranniske, sådan som fædre og præster af alle konfessioner i øvrigt kan være det. Dermed får Hassan brudt danske og muslimske tabu' er i forhold til livserfaringer fra dét krydsfelt mellem kulturer og traditioner, som er hans baggrund. Mig-jeg optikken bliver et prisme for tabubelagte forhold. Velfærdsstaten får sin kritiske bekomst og fremtræder som en komplet fallereret pædagog, der savner medmenneskelighed og forståelse. Men muslimske og palæstinensiske miljøer er heller ikke genstand for nogen skånsel. Der er ingen etnisk idyllisering her af hverken dansk eller arabisk, de to sprog, hvorom det i samlingen hedder, at det ene ikke tolereres i det arabiske hjem, og det andet ikke tolereres i den danske skole.

Jeg vælger at fortolke Hassans stærke digte som et udtryk for, at poesien ikke finder sig i fortielser eller tabu'er. Sprækker i hverdagssprogets konformitet opstår hos den, der som digteren Hassan kan lytte, således at det, der ikke er velhørt, kommer for en dag.

Samlingen bevæger sig frem mod det store afsluttende ”Langdigt”, som jeg synes, er samlingens allerbedste, en født klassiker, som man kan blive ved med at vende tilbage til som det poetiske udtryk for en tid og et sted. Her bliver mig-jeg-konstruktionen brugt virtuost. Vi bevæger os rytmisk mellem jeg og mig  - i et faretruende forløb, hvor jeg´et er ved at blive opslugt at mig´et og omvendt. Det er muligheden og rædslen, der kan bringe sprog og liv til ophør.  Slutningen lyder således: (Og det skal her lige forklares, at i islam betyder ”kafir” vantro og ”munafiq” religiøs hykler)

MIG JEG ER DEN SKØRE SØN

MIG JEG HAR SKIFTET JOGGINGBUKSER UD

MED CIVILISERET TØJ OG TILPAS STRAM COWBOYBUKSER

MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD

OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD

MIG JEG ER KAFIR MIG JEG ER MUNAFIQ

MIG JEG ER HUND

MIG JEG ER BESKIDT MIN SJÆL ER FATTIG

OG OVENPÅ UGERNINGEN JEG DØSER HEN I FORÅRSSOLEN.

Hassans afsluttende ”Langdigt” minder om Allen Ginbergs Howl - Hylet fra Amerika - fra 1956, den epokegående samling af beat-digte, som fornyede digtningen og stadig sender impulser ind i vores tid. Mens Hassan arbejder med mig-jeg som en gentagelsesfigur, bruger Ginsberg en lang kæde af ledsætninger som konstruktion af den unge generations desperation og som beatgenerationens signatur: generationens bedste hjerner, ”som passerede gennem universiteter med strålende kølige øjne hallucinerende Arkansas og Blake lys tragedie blandt lærde i krig,

som blev bortvist fra akademier for at skrive skøre og obskøne oder på kraniets vinduer, som krøb rundt på rodede værelser i undertøj, brændende deres penge i affaldsspande” – osv. - og læs endelig selv videre!

Hassans digte tager deres afsæt i digterens indvandrerbaggrund, men de har også en side, der ikke er afhængig heraf; nemlig en eksistentiel dimension, hvor læseren kan begynde at spørge til sit eget jeg og mig. Har jeg et mig - kan jeg høre det? Hvad fortæller "mig" mig om mit jeg? Hvad sker der, hvis jeg siger - Mig jeg? Prøv selv, hvis I tør!

Hjertelig tillykke til Yahya Hassan med hans uforglemmelige debut, og hjertelig tillykke til de mange nye læsere, Yahya Hassan har givet lyrikken.

 

 - succesen har taget på Yahya! Nej, det er Johannes Riis, der modtager prisen på hans vegne og afslører, at YH har noget ny og helt anderledes på vej!