Fire betlehemstjerner over Brabrand set fra Amager

Så er mit hurra-hæfte Tastatur sørme blevet anmeldt, det var ikke meningen, og anmeldt fint og godt og til til velsagtens retfærdige 4 stjerner af Martin Rohr Gregersen i min gamle avis Kristeligt Dagblad, den kan man (ca.) stole på, det forbliver mærkeligt at blive anmeldt selv, når ens day job er ustandseligt at anmelde alle mulige andre, men virkelig glad for den her, et klip:

"Herfra og over cirka 30 sider hvirvles, på én gang lærd og legende, livet, poesien, ligegyldigheder og sandheder op og falder på plads som en art improviseret poetisk fanpost skrevet på langs og på tværs, oven på og ved siden af Laugesens poetiske forfatterskab. Vi møder således en inspireret blanding af blandt andet kommenterede citater fra og henvisninger til Laugesens udgivelser, prægnante karakteristikker, indfølte beskrivelser af det levede liv og hverdagslige leben rundt om skrivningen (Bukdahls børns begyndende arbejde med sproget, for eksempel og ikke mindst!) og referencer til fødselarens egne poetiske forbilleder, herunder Gertrude Steins berømte " en rose er en rose er en rose": " et/ tastatur/ er et/ tastatur/ er et/ tastatur", som det hedder i Bukdahls gakkede versionering. Undervejs bliver man også trukket igennem lange sekvenser fra et gammelt interview, som Bukdahl har lavet med Laugesen. Et øjeblik tænker man, hvad det dog skal gøre godt for, men så besinder man sig på Laugesens credo om, at poesien kan være alt - og så er man heldigvis hurtigt videre i teksten, hvor man støder på denne elegante, smukke, ja faktisk rørende dobbelthyldest til den til stadighed unge 80-årige og den for evigt unge Yahya Hassan: " Berlingske giver/ for længst ikke/ længere 25 års/ jubilarer guldure/ men hvad så bare/ med en guldtast/ fx y/ ihukommende/ en konkurrerende/ største digter/ fra de kanter/ 1995-2020/ fra Kragetæer 1995/ til Vadehave 2020/ at placere på sit/ tastatur/ som på en/ gangsterrappers/ tandsæt". Sådan lykønsker en rigtig fanboy og kritiker-poet dette lands allerstørste digtere. En velplaceret honnør pr. digt, der gør sin pligt: Man mærker engagementet og bliver selv engageret. Poesien aka Peter Laugesen længe leve!."

En KD-anmeldelse, der ikke skulle være

Kristeligt Dagblad  har flere gode poesianmeldere, blandt andet Martin Rohr Gregersen, der på Facebook har skrevet disse skarpsindige ord om Korshøjen:

Martin Rohr Gregersen ·

Jeg læser OrissaBiblioteket (1-4), der netop er udkommet på Forlaget Kronstork (http://kronstork.dk/boghandel/orissabiblioteket-1-4). Det er et fint koncept, som Kronstork har iværksat – og heldigvis har det også medført nogle interessante værker af Lars Bukdahl (’Korshøjen’), Rasmus Halling Nielsen (’Norske stjerner’), Cecilie Lind (’Ragusa’) og Mads Mygind (’Bergamo’). De fortjener at blive læst, synes jeg. Andre har fået opgaven i avisen, så her er mine første facebooktanker om førstnævnte:
SNYD NÆSEN
I sin nye bog, ’Korshøjen’, skriver Lars Bukdahl famlende, gestikulerende og sø(r)gende dagbogspoesi om tabet af sin far, teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som bare 43-årig i 1979. Det kan måske lyde som navlepilleri (næsepilleri), og det er det for så vidt også, men heldigvis rækker bogen også, når den er bedst, ud mod læseren. Hvordan? Som poesi, der undersøger og fremviser sorgens og savnets beskaffenhed; som poesi, hvor sorgen og savnet har sat sig skriften, i form af en følsom punktfiksering eller sårbar fragtmentarisme: anekdoterne, piben, cigaren, køjesengene, Citroën Amien, cowboytøjet, Maoskoene, det store værk (der aldrig blev til noget) og ikke mindst: NÆSEN, den karakteristiske næse, Bukdahl-næsen, der er gået og går i arv. Enkelttingene og detaljefokuseringen er en måde et komme i kontakt med fortiden på, det er en måde at erindre på. Faren er der ikke, men han er der i kraft af (erindringen og andres erindring) om disse ting. Derfor kan Bukdahl forsøge at skrive digte om farbilen (Citroën Amien), men ikke om faren. Det er den efterladtes måde at nærme sig og fastholde den tabte eller fraværende på: den afdøde, faren, som en sammenstykket konstruktion. Eller som der står et sted: ”det føles som sådan en/ forpulet konstruktion at tænke på ham nu,/ føles som latterligt Lego, som ingen god/ leg”.

BREAKING: JEG VENDER TILBAGE TIL KRISTELIGT DAGBLAD!

men kun for 1 enkelt anmeldelse, i dagens avis, af deres egen anmelder Lars Handestens uhyggelige (i forhold til hvor sindssygt mange af dem han faktisk har læst og genlæst) storværk Bestsellere, et link her, som imidlertid kun giver ret til at læse mere end 17 linjer, hvis I har jer et abonnement. I dagens WA Bøger bidrager jeg kun med en mindre end halvt så stor anmeldelse af en endnu en bog af (eks?)bestsellerforfatteren Johannes Møllehave; jeg ved godt, hvad for en avis, jeg ville købe, hvis jeg ikke var mig -

Tyrkfejl

Korrekturlæser/BANDEDAME søges til Kristeligt Dagblad

Virksomhed

Kristeligt Dagblad

Oprettet

26. marts 2014

Udløber

1. april 2014

Arbejdssted

København K, Hovedstaden

Jobkategori

Kontor og administration, Marketing og kommunikation, Øvrige

Branche

Media

Jobtype

Ansat uden personaleansvar

Tid

Fuldtid

Søg nu

Yderligere information

Vores krav til dig er, at du ikke bare er dygtig, men suveræn til dansk retskrivning, at du er velorienteret om samfund og historie, kan arbejde under tidspres og er fleksibel, så avisen kan få ferie og ydertidspunkter dækket ind også korrekturmæssigt OG KAN IDENTIFICERE UGUDELIGE BANDEORD (SÅSOM S.. FOR F...., FOR F....., og K.........,) NÅR DU MØDER DEM  OG KREATIVT OG UMÆRKELIGT UDSKIFTE DEM MED FROMME SYNONYMER (SÅSOM FOR POKKER, FOR SØREN, SKISME OG FOR FILEN).
Vi søger fortrinvis en moden person, og erfaring med korrekturlæsning er en forudsætning. Ansættelse kan først ske efter en bestået korrekturtest.
Vi tilbyder et spændende og udfordrende arbejdsmiljø centralt i København, hvor du vil komme til at arbejde tæt sammen med journalisterne i bladets redaktionssekretariat.
Arbejdstiden er 14-21 timer om ugen, fordelt fra klokken 10 til klokken 19.30 på ugens fem første dage. Timelønnen er 137 kroner.
Yderligere oplysninger hos redaktionschef Jeppe Duvå eller ledende redaktionssekretær Mie Petersen.
Tiltrædelse: snarest muligt.

LB - Shadow Recruit

Jeg så traileeren til Jack Ryan - Shadow Recruit og tænkte, at det var nøjagtigt, som da jeg i sin tid (1988) blev rekrutteret af Kristeligt Dagblad:

- Your're no longer an analyst, Lars Bukdahl. You're now operational!

En gammel, uskyldigere giraf

(jeg har prøvet at svare på total-kritikken af mit Ekko-anmelderi nede i kommentarfeltet til De, der kan, må-posten - i et halvt års tid, lige inden jeg i 1996 blev hyret af WA, anmeldte jeg film for Kristeligt Dagblad, og dengang havde jeg åbenbart en større (referat- og) giraf-tolerance:)

FREMTIDEN LIGE I NAKKEN

12 Monkeys er et stort og mærkeligt trip

Det kan godt være, at handlingen i Terry Gilliams nye film 12 Monkeys et eller andet sted er for tynd og for fiks og for lidt vild, men hvad gør det, når filmen brager gennem lærredet som en sjældent medrivende og vital, ja, næsten manisk undergangsvision, et alvorligt svimlende head trip?
  Vi får dette rastløse kamera, der jager forvildet rundt, smækker lige op i ansigter, fortaber sig i frø- og fugleperspektiver og finde pludselige hvilesteder. Vi får disse storslåede og omhyggelige syner af en grum seconhand-fremtid under jorden, den fremtids menneskeforladte vinteroverflade, og vores egen nutids nådesløse slum og sindssygehospitaler. Og vi får fremfor alt disse fald frem og tilbage i tid og rum, drøm og erindring og virkelighed, i høj grad på klassisk tidsmaskinevis, men med en helt anden sort og kuldslået nødvendighed.
  Handlingen er kort fortalt den, at straffefangen James Cole, Bruce Willis, i den underjordiske fremtid bliver sendt til til fortiden for at finde oprindelsen til den virus, der har lagt jorden øde. I første omgang kommer han for langt tilbage, til 1990, og bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor han møder den skønne og kloge Dr. Railly, Madeleine Stowe, og den speedet paranoide patient Jeffrey, Brad Pitt. Efter et glimt af 1. verdenskrig rammer han i næste forsøg præcist i 1996, og så kan jagten på de tolv abers hær for alvor begynde, med Dr. Railly som en mere eller mindre frivilligt allieret og med Jeffrey i en ny, sinister rolle. Hu hej, vilde aber, frem og tilbage endnu et par gange, tøvende romantik, og hvad betyder den drøm, der forfølger Cole, hvidt flimrende glimt af vold og død i en lufthavn og ham selv som lille dreng? Det hele twistes og går smukt og fikst op til allersidst, men ellers tys-tys herfra.
  Centralt, både i filmens vision og plot, står de vilde dyr, som Cole møder, da han i en usandsynlig rumdragt foretager undersøgelser i fremtidens forladte metropol, en bjørn pludselig brølende lige imod ham og en løbe højt oppe på et højhus, og som vender tilbage i 1996 hen mod filmens slutning, giraffer i flugt på motorvejen. Det er et motiv, man kan finde en næsten helt identisk parallel til i en anden, ny og grumt, visionær film, nemlig Emil Kusturicas Underground, da tyskerne bomber Beograds zoologiske have og aber og tigre dukker frem på slagmarken. Et sært håbefuldt emblem på civilisationens endelige opløsning.
  Det, der til syvende og sidst holder filmens oppe, er faktisk Bruce Willis. Hans tungt og tavst knugede spil som James Cole tilfører filmen en melankolsk hårdhed, som gør den til mere end blot et virtuost supernummer. Man kan forestille sig Willis' Die Hard-persona uden vitser og uden håb, og der er i hvert fald intet forløsende i de få eksplosioner ud i vold, denne helt presses frem til. Han er en fange af støj og syner, der ikke vil hænge sammen, hans bevidsthed er svimlet ud til ukendelighed. Lige et smil over "Blueberry Hill" på radioen, og så den kejtede og sandt romantiske kærlighed, der er hans forstyrrede livs ene røde tråd, og ikke bliver sentimental, fordi det netop er skaldede, monumentalt plagede Bruce Willis, til melodramatisk sidst endda udstyret med paryk og falsk overskæg.
  Smukke, intelligente Madeleine Stowe skal mest flagre omkring og være smuk og intelligent, og det er hun også god til, mens Brad Pitt næsten for perfekt gnistrer væk i i lutter tics og gale blikke. Derudover er der som vanligt fint spil i mange biroller og en lille overflod af alle mulige kvikke og morsomme detaljer og digressioner.
  Hos Gilliam underløber humoren hele tiden visionen og visionen humoren, således bliver visionen humoristisk og humoren visionær, og det er en kunst.

Interviewoffervillighed - sex & Irma

Jeg udtaler mig i lø'rdagens Kristeligt Dagblad om erotisk litteratur, og det er rimeligt korrekt forvrænget blevet til disse brokker:

At denne form for litteratur er interessant, er litteraturanmelder på Weekendavisen Lars Bukdahl dog ikke enig i. Efter hans mening vil bølgen ret hurtigt forsvinde igen - for erotisk litteratur er nemlig ikke bare noget, man skriver på bestilling, men noget, der opstår i sproget, når forfatteren ikke tvinger det frem." Erotisk litteratur, som er hedt på en overbevisende, forførende facon, er meget svært at skrive. Og et forsøg på at skabe erotisk damp på læserens briller kan meget hurtigt blive klodset og ufrivilligt komisk," siger han og mener, man skal kigge andre steder hen, hvis man vil have fat i den ægte erotiske litteratur: " Når det er formerne, der bærer det, så fungerer erotik i litteraturen. Hvor det strømmer og er elektrisk i sproget, uden at det nødvendigvis bliver skildret fra A til Z." Lars Bukdahl nævner Per Højholt og Christina Hesselholdt som to danske forfattere, der formår at skrive erotisk og sexet, uden man nødvendigvis vil benævne deres værker som erotisk litteratur.

Hesselholdt nævnte jeg (snarere end som eksempel på via ALENE sit formsprog erotisk og sexet litteratur som Højholt - hvilke hun gerne også er eksempel på: dén nydende syntaks!) som ekstremt eksempel på en ikke-ekspliciteret, totalt læser-åben erotisk beskrivelse, i jo nemlig Eks, da romanens to samtalepartnere Daniel og Judith omsider tager hinanden på andet end ordet, og der midt på side 55 bare står:



Daniel sagde: "Ooh".
  "Ooh", svarede Judith.
   "Ooh", sagde Daniel.



Og så er Irma Krydderiet-bladet med "Min Irmavare"-interviewet med mig ikke bare kommet ud i butikkerne, men er i dag også indstik i Politiken, jeg elsker at være indstik i Politiken, det er alt for længe siden sidst, jeg betrager Irma-kunden/Politiken-læseren reserveret-venligt-ironisk og nævner Mao-sko som 1 af 3 varer på min "Huskeliste":

Når det bliver vinter, skal jeg have mine Mao-sko på, men de er altid blevet væk eller gået til, og så må jeg ned og købe nogle nye. Størrelse 44, og de skal være blå. det er den eneste sande Mao-farve. Nogle gange er jeg kommet til at købe et sort par, og det går slet, selt ikke. I 70'erne købte min far en hel Mao-uniform, kasket, jakke, bukser i Irma.

(og kan jeg patetisk tilføje; efter min far var død, gik jeg i et par år konstant rundt med den kasket)

Mais milde flugt fra Pilestræde

Statusmeddelelse på Facebook fra litteraturanmelder og Oldermand for Kritikerlavet, betydeligt skriftsensible Mai Misfeldt 7. oktober:

Er ikke på Berlingske mere

På en vens spørgsmål om det er godt eller dårligt for hende, svarer Mai:

Jeg håber det er godt. Jeg går selv.

I mellemtiden er hun blevet hyret af Kristeligt Dagblad, hvor hun i fredags skrev sin første anmeldelse, af Pablo Llambías' Monte Lema, som man forbandet nok ikke kan læse i sin helhed på KD's hjemmeside - det er det værste for os andre ved hendes flugt (ligesom fredags-KD jo ikke kan snuppes gratis på WA's redaktion) - synligt er kun overskrift og underrubrik og indledning, der tyder på en positiv anmeldelse

Rundt om kunsten, ansgten og kærligheden

Bjergbestigning Pablo Llambias’ selvbiografiske ”Monte Lema” er et bjerg af en bog. Ikke til at komme udenom. Med den når Forfatterskolens rektor nye højder i sit forfatterskab

På internettet kan man tjekke vejret på Monte Lema i Schweiz, 1624 meter over havet. Fuld sol, 11 grader og 10 kilometers sigtbarhed. Selvbiografier synes ofte skrevet fra den højde! Der skues tilbage, og livet tegner sig i et sandt mønster, hvor udviklingen er gået mod det bedre. Der har været krise, øjeblikke af stor sorg, men nu er jeg på den anden side, jeg har tegnet min Blixenske stork og deler den med dig,...

Godt at Mai opholdt sig så kort tid i ørkenen, men forstemmende, synes jeg nok, at der er så uudholdeligt (hvad angår spalteplads, bogudlevereing etc.) på Berlingske Tidende, når man er en kompetent og læseværdig og karakterfuld kritiker. Mindst tre litteraturanmeldere er de sidste par år flygtet fra Berlingske til KD, Lars Handesten, Nils Gunder Hansen og Misfeldt. I gamle dage  avancerede man før eller siden (8 år = siden) fra KD til en stor avis, nu er det før eller siden omvendt.

Gad vide om de stadig har deres bandedame derinde ... ?