Kommunal forglemmelse

Da jeg i min Bukdahls Bet-fortale i fredagens WA Bøger nævnte bøger med oplagt Bet-potentiale, der pga nomnering til andre priser desværre ikke kunne nomineres glemte jeg rent den ikke ligefrem usynligste, nemlig Pablo Llambías' Zombierådhus, der jo ovenikøbet blev præmieret med Kritikerprisen! Ikke en tanketorsk, en tankehval!!

Kan han holde sig fra sonet-kokainen

Ville gerne skrive en monografi om Pablo Llambías - vil helt ærligt gerne skrive en monografi om PB! - med denne titel:

Den anden Pablos underlige gafler

Jeg anmeldte forbumlet passioneret og positivt Pablo Llambìas' nye roman, Natteskær, i WA Bøger i går - og som sagt uden skeer! - og henviser til hans "tidlige konceptuelle værker" (med deres fredsommelige, intime (Facebook-løse!) autofiktivitet), nr. 3 var den virkelig mærkelige Den dag vi blev frie, 1998, hvor der er akut weirdness på færde med ikke skeer, men knive - og her gafler, med skævt sideblik til skeer:

"Det var Amalie, der havde grebet ned i skuffen for at fiske tre skeer til havregrød op. da så hun med det samme, at gaflerne, der lå i en bunke ved siden af skeerne havde forandret udseende. det var ikke teksturen. Den var som det plejede. . det rustfrie ståls skin var helt autentisk. Og de tarvelige udformninger i metallet, der bestod af simple render, krydsende linjer eller en enkelt, banal og sørgelig blomst, var der også. Nej, det var meget værre: hver gaffel havde pludselig kun to grene og ikke længere tr eller fire. Måbende havde hun løftet først den ene gaffel op foran sig for at studere den nærmere, så den næste, og den næste igen. Og det mærkelig træk gik igen fra gaffel til gaffel efterhånden som hun nåede ned gennem bunken og til sidst skrabede bakkens plastbund. Hver og en, alle gaflerne, var ikke tre- og fireforke, men kun toforke. Hun havde stille kaldt på mig. Og jeg havde sagt til drengen at han lige skulle vente lidt og kysset ham på panden som han sad og så sød ud på den høje stol. Og jeg var gået ud til hende, og hun havde kigget uforstående på mig og samtidig holdt en gaffel op ved siden af sig. Jeg havde set på hende, der var noget særligt på færde, og koncentrerede straks min opmærksomhed på den genstand hun holdt i sin venstre hånd. Så var jeg også løbet gennem alle gaflerne. Det var korrekt. Alle som en havde de kun to grene. Ikke tre eller fire. Tre eller fire som de havde haft aftenen forinden og al den tid, jeg overhovedet kunne huske vi havde haft disse gafler. Og det var ydermere mærkeligt at helt sikkert var de samme gafler vi havde haft tidligere, der var tale om. Vi kunne genkende dem alle sammen som den forfrosne og hjemløse flok af arvestykker blandet med marskandiserjunk og gafler som vi ikke vidste, hvor stammede fra og som sikkert stammede fra nogle af de mennesker, vi tidligere havde boet sammen med, kollegiekøkkener og bofællesskaber. Men det var vores. det var der ikke tvivl om.
(...)
Vi kunne ikke forklare det. der var intet at gøre. Der var sket noget her, som vi ikke var i stand til at få på plads. Barnet kaldte på os inde fra stuen. Så gik vi ind til det. Og medbragte de tre skeer og en enkelt af de mystiske gafler. Vi satte os ved bordet og øste mad op til barnet. Gaflen lå imellem os og tiltrak sig al vore koncentration. Men lidt efter lidt slappedes vor anspændthed, og gaflen kunne bare ligge og være gaffel uden at vi kunne gøre noget ved det. Blot kiggede vi undende på vore skeer i hånden. det var som en del af hekseriet havde forplantet sig til vore skeer også, således at de nu, selv i den form vi til enhver tid ville have taget for givet, virkede en smule kunstige og ikke mindst ustabile i deres væsen. Ville de på samme måde ændre form natten over?"

Sketema sker

2 af mine (forhåbentlig) i alt 3 bidrag til WA Bøger i morgen nævner, som noget særdeles centralt,

SKEER

FIND DEM!

- her en klassisk én ved en anden Pablo end ham jeg anmelder i morgen UDEN at nævne skeer:




GRO,
TESKE! 

Titelpoesi + bindstyrke = !!!

Hvordan ikke glæde sig til Pablo Lambías nye roman, der udkommer 20. april og nu har fået en POETISK titel:

Natteskær 

og et HØJT sideantal:

344 sider

og et ACTIONFYLDT referat:

"En mand i København forelsker sig hovedkulds i en markant yngre kvinde. De dyrker kærligheden, og de vil giftes og have børn. Men det er en fortryllelse, der ikke varer ved. På universitet, hvor han arbejder, truer en personalesag. Ud af det blå aflyser kvinden flere gange både forholdet og brylluppet, og så melder først truslerne sig og siden volden. Natteskær er et nyt kapitel i Pablo Llambías’ forfatterskab; En roman om vold i intimsfæren, om udsathed og om nødvendigheden af at fortælle historier"

 - jeg ved ikke, om de melankolsk kukkede historier om pornoskuespillerens hånd (hvor fanden var det, jeg hørte ham læse dem op?) - trykt i nettidsskriftet Lapidar - er nået med i den færdige bog, men det håber jeg sandelig, her er er første halvdel af nr. tre:

"Egernet og pornoskuespillerens hånd

Egernet og pornoskuespillerens hånd snakker lort på færgen til Oslo. De er enige om, det lugter. Egernet er kommet til at tænke på, at det måske lugter grimt, når den vifter folk om næsen med sin buskede hale. At det måske er derfor, de nyser, eller at de nyser, mens de i virkeligheden tænker på, det lugter grimt. Hvorfor mon det lugter grimt? tænker de, og så kommer de i tanker om, at der inde under den buskede hale, som egernet forestiller sig, de synes, er smuk, gemmer sig et lille egernnumsehul, der godt, selvom egerns lorte ikke er de største i verden, kan lugte grimt. Små lorte lugter også, som man siger.
Pornoskuespillerens hånd siger, det ikke er så slemt. Formentlig, føjer pornoskuespillerens hånd til. Formentlig hvad? spørger egernet. Formentlig ikke så slemt, siger pornoskuespillerens hånd. Ja, nej, siger egernet, det er det måske ikke. Egernet er stadig ikke glad ved tanken om, at det måske lugter lidt, heller ikke selvom det bare er lidt. Lidt er heller ikke godt. Det vil tænke sig godt om, inden det vifter nogen om næsen med halen i fremtiden. Det er ked af at tænke på, det ikke kan vifte nogen om næsen fremover. Det kan godt lide at vifte nogen om næsen. Det kan godt lide sin hale.
Egernet krymper røvhullet sammen ved tanken. Det ville ønske, det ikke havde noget røvhul. Det er ikke så slemt, siger pornoskuespillerens hånd. Den har været oppe i adskillige røvhuller, siger den. Den bruger ordet adskillige, fordi den ikke ved, hvor mange røvhuller, den har været oppe i, og fordi den ikke ved, om den skal sige mange eller få. Er mange godt, er få? Hvor mange er mange, og hvor få er få? Hvad vil egernet tænke? Egernet er sikkert ikke vant til at have hånden oppe i andres og eget røvhul. Dyrker egernet overhovedet den slags sex? Pornoskuespillerens hånd forestiller sig, at egernet dyrker ret kedelig sex, at det altid gør det samme, at det er konservativt, traditionalistisk, at det måske ligefrem fordømmer sex, der ikke er på den sædvanlige måde, at egernet måske er religiøst og fordomsfuldt.
Pornoskuespillerens hånd kigger på egernet. Egernet kigger tilbage. Pornoskuespillerens hånd kan ikke se, egernet er forlegent. Det tror, at egernet tænker nedsættende tanker om pornoskuespillerens hånd. Jeg ved, du ikke elsker mig, siger pornoskuespillerens hånd. Nej, nej, nej, det er ikke det, siger egernet. Jeg sad bare i mine egne tanker. Ja, siger pornoskuespillerens hånd, trist. Den ved ikke, hvordan den skal komme videre herfra. Det hele er på en måde tabt. De skulle ikke have snakket lort, de skulle ikke have snakket sex. Sex og lort er så vanskeligt at tale om, man kommer nemt op at skændes. Det er så sårbart. Alle har deres og med kærligheden, jalousi. Man skal kun berøre disse emner ganske forsigtigt.
Egernet spørger til pornoskuespillerens hånds erfaringer. Pornoskuespillerens hånd synes, egernet virker træt, som om det kun spørger af høflighed, for at holde samtalen i gang. Den ved ikke, hvad den skal sige. Hvad skal den fortælle? Den kan måske fortælle lidt i generelle vendinger, ikke være specifik. Egernet skal ikke have et indtryk af, hvad pornoskuespillerens hånd specifikt har gjort og med hvem. Det er trods alt ikke pornoskuespillerens hånd, der har været med i alle disse aktiviteter, det er pornoskuespilleren. Den vil prøve ikke at virke stolt af det, ikke at virke fordømmende. Bare fortælle, hvad der er sket, fagligt, faktuelt. Disse ting kan hånden godt fortælle. Egernet må ikke tage det personligt, det har ikke noget med egernet at gøre. Det er bare noget fra pornoskuespillerens hånds fortid."

Llambías læser Hagen fandens og djævelsk godt

- for 10 minutter siden på Facebook - jeg har sprunget indledningen over:

"Christina Hagens værker beskæftiger sig med den underlegenhedsfølelse, mindreværd, megalomani, aggression, forbitrelse, hævngerrighed, der knytter sig til den kulturkamp, der i øjeblikket foregår mellem to befolkningsgrupper, der ikke burde være hinandens fjender. "Jungle", der udkom i februar måned, søger at samle op på nogle af de temaer, hendes hidtidige bøger har beskæftiget sig med: Klasseskel, magtrelationer, magtforskelle, socialt og intellektuelt mindreværd, selvhævdelse, hævnlyst, forlorenhed, resignation, kynisme, vanskelighed ved at tro på noget, især uegennyttig kærlighed og empati. Drivkraften i Hagens arbejder er et overvældende, aktivt socialt mindreværd, der underminerer enhver selvmodsigelsesfri position i værkerne, og som gør det umuligt for jeg'erne at opnå et udholdeligt sted at være, idet de altid trues af en voldsom uafvendelig skam, som de har lyst til at placere et eller andet sted, og som de hele tiden har øje for, både hos andre og hos sig selv. Værkerne skriver sig ind i en mytologi, som vokser i disse år, og som blandt andet næres ved afskyen ved den, jf fx tilfældet Trump, hvor Berlusconi-kendere advarer mod afskyen mod hans person, idet de hævder, den vil styrke ham. Hagens værker søger at udforske mytologien indefra og sætter med værket som eksempel nogle af de kræfter i spil, der driver den. Værket brillerer ikke med intellektuelt overskud eller indsigt, idet en sådan ville en selvmodsigelse i forhold til deres måde at virke på. Det er klart, det er vanskeligt at goutere nogle af de positioner, der er resultatet heraf, men værkerne ville ikke være værker uden dem. Jeg ville nødig være dem foruden, og jeg mener, de tilhører den mest bemærkelsesværdige del af dansk litteratur lige nu."

3 fremtidige bøger på den korte og den lange bane

 

I IDEALE BEGIVENHEDER er det Signe Gjessings ambition at nærme sig det ikke-værende gennem det værende. Som i sine to forrige digtsamlinger er Signe Gjessing på én gang helt nede i det allermindste og helt ude i det allermest åbne. Men hvor hendes digte tidligere har været præget af en stærk, næsten utæmmelig, horisontal bevægelse udad, er bevægelsen i IDEALE BEGIVENHEDER vertikal. Alt er rykket tættere på, mens versene med stor sensualitet og fin humor kigger ud over skrænten, ned i afgrunden og op i himlen – dér hvor både livet og døden bliver hverdagslige. (siger Gyldendal)

Fakta om bogen

Type Bog ISBN 9788702215137 Udgave 1 Udgivet 2017 Sider 36

Omslagsgrafiker Hanna Bergman

Vejledende pris: 150,00

Maja Lee Langvad har skrevet en lyrisk fortælling om en forfatter, der er gået ned med stress. Fra en isoleret tilstand skiver hun til en kvinde, som hun er forelsket i. Redaktør Mette Mortensen siger: »Den slår en ny tone an i Majas forfatterskab, som er mere mild og intuitiv. Samtidig er den lige så fuld af humor, sårbarhed og sproglig musikalitet som hendes tidligere værker. Langvads bøger kan betragtes som ét værk, hvor hver bog er vævet tæt sammen med den forrige, men de står også på egne ben.«.

• ' Dage med galopperende hjertebanken' af Maja Lee Langvad. Gyldendal, 23. februar.

(og så havde Pablo Llambías en opdatering, der med smittende begejstring fortalte om den endnu ubetitllede roman, han udgiver til foråret, men den, opdateringen, slettede han hurtigt igen. opfordringer er følgende opdatering, der proklamerer et forjættende projekt EFTER forårsromanen, nemlig en drømme-sequel,  RÅDHUS 2, ikke slettet:

Pablo Llambías

December 16 at 7:54am ·

"Der plejer at gå cirka to timer, så sletter jeg opslag som disse - om egne ting, fordi jeg bliver flov, fordi det lyder som (og er) reklame, men momenter af naiv, lykkelig begejstring får mig sporadisk til skrive nye indimellem. Så får vi se, hvor længe denne holder: Jeg improviserede i går en ny øvelse frem på Rytmekons Aarhus, som jeg måske kan dele. Den er inspireret af Christina Hagen, der var på besøg på Rytmekons København forgangne uge, og især hendes Boyfrind, men også White Girl: Jeg satte de studerende til at tage fotos ude eller hjemme og derefter skrive en tekst dertil på pidginengelsk eller på det begrænsede engelsk, man nu engang behersker. Jeg kan huske, et par billedkunstnere fortalte om det engang: At det nedsætter reflektionsniveauet, intellektet, som om man bliver dummere, mere fysisk, infantil, mindre abstrakt, mere rodende rundt dernede i smudset, i det fysiske, med kroppen. At det er et benspænd. Alle kender til dét at blive reduceret som menneske i et land, hvor man ikke deler noget sprog med de lokale. Man bliver imbecil, ikke-eksisterende, flad, tom, femårig, følelsesbetonet, begærlig med de fem verber, man behersker: I want, I like, I go, I see, I love. Jeg prøvede det selv, det vil sige at skrive på den måde, mens de studerende skrev, med kapitler til det, der skal engang være en slags Rådhus2, og som har arbejdstitlen "Rådhus - 20 years after" (og som formentlig kommer til at hedde "Rådhus - 21 years after" eller "Rådhus - 22 years after", eftersom jeg ikke når det til 2017 (hvor der i øvrigt også udkommer noget andet)). Det var skønt. Jeg har haft svært ved at komme i gang, fordi jeg har været for fokuseret på ydre værdier: At det skal være godt, godt tænkt. Med det elendige engelsk er jeg ikke i stand til at være god, godt tænkende. Jeg stavrer mig gennem et stykke om Randers, Vesthimmerland. Ude af stand til at tænke én eneste abstrakt tanke, der ikke lyder, som om den er tænkt af et barn. Jeg er ikke bekymret. For jeg er ikke i stand til at være det. De studerende skrev hovedsætninger, ingen bisætninger, hvor reflektionen begynder. Teksterne levede. Sætningsmæssige formgreb er livtag på verden. Erkendelsesmæssigt var dette meget nemt at forstå for de studerende ved denne øvelse. Og dette burde være blevet sagt på pidgin."

Pablo lærer at skrive

Meget vildt og smukt er tidligere Forfatterskolerektor (men Kunstakademi-uddannede) Pablo Llambías taget til USA for at gå på et creative writing-kursus af den slags, der i sin tid både inspirerede og anti-inspirerede til Forfatterskolen (og de løse seminarer gennem tyve år hjemme hos Poul Borum der gik forud + og de højskolekurser på Holbæk Kunsthøjskole sammen med Inger Christensen, der gik forud for dem) - og rapporterer om det på Facebook, helt u-sonet-i-ficeret; et klip fra rapport nr. 2:

"Workshoppen består af omtrent 30 studerende, hvoraf 80 procent er kvinder, nogenlunde tilsvarende danske kurser, hertil kommer en lærergruppe på fem personer samt to interns. Vi bor i tre-fire lejede sommerhuse, hvoraf det ene bruges som undervisningslokale, idet det har en stor stue. Husene ligger som i et villakvarter langs haveflankerede småveje. Husene er beklædt med små, grå træplader, der tørrer ud i solen. Nogle af husene er forladte og forfaldne som dem, man ser i The Walking Dead eller dokumentarfilm fra Detroit, de fleste er velholdte og andre steder på øen særdeles velholdte med kæmpehuse diskret beliggende bag træer og parker. Martha's Vineyard er en fredelig ø for velhavere, beliggende meget langt fra sociale problemer i USA, men alligevel er der bombehunde på den lille færge herover.
Efter Weinsteins oplæsning bliver jeg introduceret for den underviser, der skal læse den tekst, jeg har oversat og taget med til kurset. Han hedder Tony Ardizzone, tredjegenerations sicilianer fra Chicago, likable og slagfærdig på samme sociolekt som den Robert de Niro bruger; en gudbenådet fortæller af anekdoter af nogenlunde samme kaliber som dem Al Pacino bruger: Analogier fra køkkenet hjemme fra da han var barn (selvfølgelig inklusive mor), fra arbejdet på fabrik, fra et mere eller mindre tænkt privatliv. Jeg glæder mig til det. Jeg er åben for alt, hvad han siger.
Jeg spiser hen under midnat middag med the faculty, med underviserne, i det hus, de bor i, hyggeligere end de andre. Alexander Weinstein laver mad, han har arbejdet ti år som chefkok for at finansiere sine studier, sine skrivearbejder. Vi får lasagne og affogato al caffé, vanilleis druknet i varm kaffe, som skal spises med det samme. Udenfor dyr i mørket, som jeg har set i løbet af dagen: racoon, skunk, hummingbird, wild turkey, chipmunk. fireflies."

Den Testrup-løse, indrømmet røvtungere blæksprutte

1. version af min Blæksprutte i WA Bøger i dag, pointen og meningen (og slutningen) er den samme, men jeg har nogle andre nedslag og citater og jeg begynder i bøgerne i stedet for på Testrup:

-->

Blæksprutte. Eks-Forfatterskole-rektor Pablo Llambìas har skrevet en næsten rent negativ skrivehåndbog som svar til al den kækt og kedeligt opbyggelige skriveundervisning

At skrive sig i håret

Der er to hovedafsnit i forfatter og netop afgået Forfatterskolerektor Pablo Lambías nye håndbog Skrivning for begyndere, ”Begynderfejl” på 56 sider og ”Skriveundervisning” på 28 sider. Det er altså en bog, der handler om, hvordan man ikke skal skrive og om, hvordan man skal undervise skriveleverne i ikke at skrive, men i at læse deres egne og deres med-skrivelevers tekster (og så meget verdenslitteratur som muligt – forfatterskolegrundlægger Poul Borums mavepumpende sprøjtekanon er inkluderet, i modificeret udgave).

  Hvis man som Llambías og Forfatterskolen gerne vil have kunst ud af eleverne, er det helt rimeligt med denne negative approach, så sandt som sprogkunst er det personligt, originalt, aldrig før på præcis denne måde skrevne. Selvom den unægtelig kan forekomme meget lidt imødekommende: Lad være med dit! Lad være med dat! Lad helst bare helt være med at skrive!  

  Llambías formaner or det første imod at opfatte teksten som en ”mayonnaisetube” (ikke majonæse-), hvor det, der skriftligt kommer ud, er identisk med det, der hjerteligt kommer ind, og for det andet imod at stirre sig så blind på, hvad der skal meddeles tekstens modtager, at man i en klodset usynlighed overdeterminerer teksten og dens personer og deres replikker – og for det tredje klassikeren: Sky adjektiver!  

  To centrale afsnit hedder ”Tekstens personer ved ikke, de er med i en tekst” og ”Forfatteren ved godt, at tekstens personer er med i teksten, selvom personerne ikke selv ved det”; sidstnævnte slutter med en smukt opkørt tirade:
  ”I dette tekst-univers får vi en ubehagelig oplevelse af at kigge på ikke-mennesker. Robotter i et overvågningssamfund. Den store gud, modtageren, har åbenbart ikke dét, der skal til for at se ind i tekstmenneskernes sjæle, sådan som andre guder har. Tekstmenneskene bliver nødt til at levere oplysninger – men ikke for mange, for så keder guden sig! – således, at den tungnemme gud forstår, hvad min egentlige skaber, forfatteren, mener. Dér, der skal forestille at være for eksempel realisme, bliver her det uhyggeligste urealistiske landskab, man overhovedet kan forestille sig. Denne urealisme er det desværre ikke blot begynderforfattere, der praktiserer. Den findes langt ind i de etablerede forfatteres rækker. Det er synd.”

  To af disse etablerede forfattere er Lotte Garbers og Lise Bidstrup, og et godt eksempel på en modsatrettet skrivehåndbog er deres (med orange skrift plagede) Skrivetrang fra 2012,. Bogens to første afsnit hedder ”Historier der holder” og ”Virkemidler – forfatterens værktøjskasse”. Virkemidlerne er Tid, Personform, Billeder, Synsvinkel, Variation i teksten, Personer, Steder, Research, Titel, Indledning, Cliffhanger, Overgang, Slutning. Der er også nogle temmelig konkrete dont’s eller dødssynder i værkstøjskassen – nr. 4 har jeg netop gjort mig skyldig i; nr. 1 og 2 er litterære yndlingsfornøjelser begge:
  ”Detaljer, der ikke skal bruges./ Lydord og tegn og mærkværdigheder./ Passiver./ Foreløbigt grundled.”

 Llambías fremhæver at ”Beherskelsen af skriften er det vigtigste” af de mange talenter, et talent består af - altså stilens styrke og brillans og egensindighed. Som i høj grad konceptuel forfatter kan han blive nødt til at relativere den stilistiske absolutisme, men ikke mere end som så: ”Der er grænser for hvor meget dårligere end eminent man kan skrive, men den grænse er til forhandling.”

  Formålet med skrivningen er hos Garbers & Bidstrup at divertere modtageren effektivt; de skriver meget lidt om stil og endnu mindre om personlig stil. I afsnittet om billeder lyder instruksen pludselig, med afsæt i et knoklet citat af metaformesteren (skærende ironisk betoning) Ib Michael, og jeg kan ikke være mere enig: ”Billeder skal bruges med kløgt og en smule skørhed. Aldrig logisk.”

  I resten af bogen er det normalen, der er lov, den, normale, gennemsnitlige fiktionsprosa. Cirka 90 % af bogens teksteksempler er hentet fra tekster, skrevet på Garbers & Bidstrups skrivekurser, og de er i den grad derefter, rækkende fra det blot og bart kedsommelige grænsende til det (kun nogle gange pædagogisk) klamphuggeragtige. Cirka 7 % af citaterne stammer fra forfatteren selv, og de er ikke meget mere inciterende. Og så bliver det sgu da altså, på trods af her og dér udmærket fornuftige råd og slogans (fx ”show, don’t tell – som Llambìas også abonnerer på), svært at lade sig mobilisere, hvis ambitionen er andet end hobbymæssig og kommerciel, men det kan den åbenbart heller ikke forestilles at være (passivkonstruktion!).

  Jeg kan så også godt savne noget plads til begejstring hos Llambìas, fx i form af begejstret fremvisning af fremragende, uopbyggelig skrivekunst – eller han kunne have brugt sit eget forfatterskab som udgangspunkt; som forbillede såvel som skræmmebillede: angiveligt er den ikke uefne ungdomsroman Socialhunden skrevet efter skemaer i en amerikansk skrivehåndbog … Det store tekstlæsnings-afsnit, der forbilledligt klart forklarer og forsvarer Forfatterskolens centrale (anti-)disciplin, synes snarere henvendt til skrivelærer-begynderen end til skrive-begynderen og dermed tilhørende en helt anden bog.

  Skrivetrang er spækket med skriveøvelser, de fleste mere fiktionsfunktionalistiske end skriftudvidende, Skrivning for begyndere indeholder nøjagtig fire skriveøvelser, hvoraf en enkelt genfindes i Skrivetrang som den absolut mest flippede. Llambìas kalder det automatskrift og henviser til surrealisterne, Garbers & Bidstrup kalder det med et grimt, misvisende ord ”powerwriting”, selvom netop afmagten er pointen: Du skriver ubrudt, uafbrudt i et bestemt stykke tid om hvad som helst, der falder dig ind.

  For Llambìas åbner metoden op for vilde, uventede mutationer, der kan udnyttes eller ej, men altid har sin egen vigtige zen-effekt: :

  ”De udtryk, der kan opstå undervejs i teksten (som sædvanlig på sprogets betingelse, i og med sproget som sprog) kan være smukke, urovækkende, originale, nye.”

  For Garbers & Bidstrup er metoden en inspiratorisk short cut til at skrive endnu en kedelig, konventionel prosafiktion:

  ”Og så videre i fem minutter. Når du har skrevet din powerwriting færdig, kigger du på papiret og understreger ord og sætninger, som kunne være interessante at arbejde videre med. I det kort eksempelstykke kunne vi trække følgende ord ud: Håndværker, politimester, krokodille, kranier, makabert, en tråd der ikke var der. Disse ord kunne vi sætte sammen til en helhed, som for eksempel en historie om nogle håndværkere, der skal bygget et hus i et sumpområde, hvor de finder et kranie, der tilhører en politimester, der er død på en makaber måde.”

  Den historie ville jeg til gengæld elske at se Pablo Llambìas fortælle!

Oh no, not Pablo Honey! Og okay da så!

Pablo Llambías er pludseligt, 3 måneder efter sin genansættelse, trådt tilbage som rektor for Forfatterskolen, men heldigvis med verdens bedste begrundelse:

"Så er det officielt: Jeg stopper som rektor for at hellige mig min egen skrivning (med tekster, der er længere end 14 linjer, og som ikke er skrevet mellem 8.00 og 8.30 om morgenen, og som ikke handler om angst smile emoticon )."

Pablo har siden sin saligt overrumplende debut med Hun har en altan i 1996 (en af de sidste 25 års finest smilende titler - den må den unge Lars Frost være evigt jaloux på) været en af mine yndlingsforfattere, i sin totalt radikale og uforudsigelige, fabulerende PROSA-konceptualiseren, men jeg kunne smerteligt nok aldrig med de bekendelses-sonetter, så YES til nye værker, vi slet ikke aner, hvordan kommer til at se ud, og HULKENDE farvel til en i al diskretion uhyre god og vigtig rektor, ham, rektoren, udtaler jeg mig om til Tue Andersen Nexø i en klumme i dagens information:

»Llambias var vel optaget af at få skolen til at køre, han arbejdede på at forankre og stabilisere stedet som institution. I offentlige diskussioner optrådte han med en cool værdighed, der står i stærk kontrast til hans forgængeres mere eksplosive debatform. Sigende nok er debatten om skolens berettigelse helt forstummet. Og så har han på en fin, fin måde åbnet Forfatterskolen op for arrangementer og paneldebatter og oplæsninger. Det har ikke været på nogen sensationel måde, men når man ser tilbage, så er det påfaldende, hvor meget der har foregået i Forfatterskolens rum af fine, men uspektakulære arrangementer. På den måde har han åbnet skolen op for omverdenen.« - Hvad med skolens undervisning? »Mit indtryk er, at han ville afkultificere Forfatterskolens kerne, den fælles læsning af elevernes tekster. Når gamle elever fortæller om tekstlæsninger, er det som at høre om et munkekloster, så genopliver de gamle frimurerritualer. Sådan ville han det ikke. Han ville undersøge og diskutere og videreudvikle tekstlæsningen, gøre den mindre hellig og dunkel.«

Farvel og goddag igen, boyo! 

4 more years!

Jeg ved ikke om Rektor Pablo Llambìas er Forfatterskolens Barack Obama, for Hans Otto Jørgensen var jo bestemt ikke George W. Bush, men hvis vi kan vælge frit mellem præsidenter, også kronologisk, men holder os til det 20. og 21. århundrede, så kunne HOJ være Franklin D. Roosevelt og Niels Frank John. F. Kennedy og Poul Borum Teddy Roosevelt (Roosevelter er patriarker).

I hvert fald er Llambìas, efter seks år som rektor og efter stillingen blev slået op for alle at søge, blevet genansat for de næste fire år.

OG TILLYKKE MED DET!

TIL HAM OG SKOLEN OG OS!

Jeg var som bestyrelsesmedlem med til at ansætte PL for seks år siden, og jeg oplever, at han har været en god rektor - tydeligst er tydeligheden, her på FB med links til alt hvad Forfatterskoleelever foretager sig, men finest og vigtigst med et hav af markante litteraturarrangementer på skolen, der nu faktisk ligner det Litteraturens Hus, som vi ikke har (Poesiens Hus er, i dets nye reolindespærrede kælderlokaler på Den Frie, temmelig forpjusket). Han kan jo ikke i den forstand gøre for Yahya Hassan, men han har, synes jeg, tacklet den crazy ekstraordinære situation klogt og værdigt og med en præcis loyalitet overfor YH - kun i en delvis forstand kan han gøre for, AT Yahya og alle de andre lysende elever fra hans rektorperiode går og har gået på skolen og at de, der har det, har udgivet strålende bøger, men sikke blæret mange!

Genfærd der blev glemt

I min WA-anmeldelse af Olga Ravns Celestine kom jeg tanke om kun én anden nylig spøgelsesfiktion, Pablo LlambIas' ... rasende ...2008  (hov! + teksten i hvad for et nummer af den Blå Port?, vistnok urteksten bag ... rasende..., om (som PL "selv") at møde spøgelset på Hald Hovedgaard (jeg har personligt altid sovet på det forkerte værelse, ingen gider spøge med mig)).

Småskandaløst at jeg ikke, som Tobias Skiveren i Jyllands-Posten, nævnte Dennis Gade Kofods (som ... rasende ..) underkendte 2013-roman, som decideret hedder Genfærd.

Der er også den eneste gode novelle i Jan Sonnergaards Jeg er stadig bange Capsar Michael Petersen, 2003, "Spøgelset på Ottmachauer Steig (og vel i og sig også "Lotte" i Radiator).

Og Svend Åge Madsens mesternovelle "Manden der opdagede han ikke eksisterede" i samlingen af sammen navn, 2007.

Og garentreisset én eller flere fortællinger, hvilke helt præcist? af Charlotte Weitze.

Men hvilke andre, bloglæsere?

Tilykke til Llambìaz

Suzanne Brøgger fylder 70 i dag, og den bedste bog af Brøgger, jeg har læst er Pablo Llambìas' (kønsskifteoperation på Brøggers) Kærligheden vej & vildveje, 2009. Jeg har aldrig kunne finde ud af af at læse eller for alvor synes om Brøgger, men Llambìas er jeg en stor fan af, og for ham er og bliver Brøgger en primær inspiration, hvilket jo må sige, at uden hende ville Llambìas være mindre eller måske slet ikke Lambìas, ergo kan jeg pga. min begejstring for Llambìas pinedød være nødt til at være glad for Brøgger, så tillykke til ham og dermed os med hende. Her klip fra pabloficeringen af 1975-bogen:

Fire brystvorter rører hinanden spidst og let, varmt som en favn, hårdt som et savn - maveskindene klasker en kende. Pablo med grønne øjne, slanke hofter og kirsebærfarvet mund lugter af moskus og ligger øverst, det er goså ham der kysser mig, hvis læber er mere ovre i det okre, skikkelsen mere moderlig, øjnene ravfarvede.
  Pablo har altid haft lyst til at omfavne mig, men på grund af forholdene bliver det ikke til mere telefonpassiar og hastige møder på cafeer og kondotorier.
  jeg ved ikke havd jeg vil - bortset fra ta jeg gerne lader mig kysse.
  - Kan du li' mig er mit standard-spørgsmål.
  - Om! Pablo ryster mig lidt i lænderne, bider mig for sjov i øret og slikker mig ivrigt på tindingerne - Jeg ser aldrig nok til dig. Åh, vi kan aldrig være alene, hvisker Pablo og gentager det, fordi Nina Simone synger så højt.

News Feed

Pablo Llambías

2 hrs ·

Tillykke!

Messefaldskærm

Det blev for meget med både interview med Pablo Llambías og anmeldelse af hans bog om prædikenskrivning i WA Bøger på fredag, så anmeldelsen røg ud, og her er den eksklusivt for Blogdahls læsere:

ANG. PRÆK Pablo Lambías er både skarp og vidtløftig, når han vejleder præster i at prædike med den rette, passionerede præcision

Hun har en prædikestol

Pablo Llambìas: Standardprædikenen. 106 sider, 170 kr. Forlaget Aros

Avantgardeforfatter og Forfatterskolerektor Pablo Llambías har de seneste år haft en halvhemmelig nebengesjæft som underviser i prædikenskrivning på Pastoralseminariet. Med udgivelsen af den lille, livlige bog med den tunge titel Standardprædikenen på forlaget Aros (et af Religionspædagogisk Centers mange forlag) er denne aktivitet nu blevet halvoffentlig omsider.

  Bogen er en slags essayistisk vejledning i og diskussion af at skrive prædikener, direkte henvendt til prædikenskriverne, den danske folkekirkes præster; undertitel plus genrebetegnelse: ”Om at skrive prædiken – en personlig refleksion”.

   Det kan vel næsten ikke blive mere målrettet snævert, hvad såvel emne som målgruppe angår: Om prædikener for præster. Men på trods eller på grund af denne eksakte snæverhed oplever jeg bogen som højst inciterende og vedkommende.  

   Inciterende er bogen som intrikat Llambías-værk i sin egen ret, parallelt med hybrid-hovedværket Rådhus og Suzanne Brøgger-omskrivningen Kærlighedens veje og vildveje, der begge praktiserer læsning (af henholdsvis rådhuse og Brøgger) som indblanding og sammenblanding; den nøgternt  konverserende tone undgår ikke her og dér at nærme sig det salvelsesfulde eller bare ”prædikenagtige” og måske endda med vilje.

  Vedkommende er bogen som eksemplarisk, tænksom genre-undersøgelse på empirisk grundlag: Hvordan ser de tekster, der er prædikener, ud? Hvordan ser de ud som svagest og som bedst?

  Det er her det (bevidst) håbløse titel-begreb kommer ind: Alle prædikenskrivende præster forholder sig til en usynlig standardprædiken: Parafrase (af dagens tekst), udlægning, forkyndelse. I stedet for at skjule eller omgå dette standard-format – en udbredt tendens er at springe parafrasen over og gå direkte til udlægningen – bør præsten tage det på sig, mener Llambías, og kvalificere det, som en skærpelse i tre etaper (med såkaldte ”broer” imellem) af en vinkling på dagens tekst.

  Lambías går ind for den ensporede prædiken, der ikke skifter spor undervejs eller bliver til flere prædikener i én, som det åbenbart ofte er tilfældet, men holder sig til det, der for præsten brænder på (bogens centrale metafor) i teksten. Og bliver den brand først klar til sidst, må prædikenen skrives forfra derfra.

   Bogen selv begynder, meget lidt ensporet, i en række tøvende, cirklende diskussioner af sprog og stil og Llambías’ egne (tvivlsomme) kvalifikationer og trosforhold, som kom han direkte fra sine tre kæmpebind med bekendelses-sonetter, hvilket han forfatterskabsmæssigt jo også gør: At sætte sig i autoritet via dirrende virren – vedkendt virren! Der spøjst nok klinger mere personligt og dermed effektivt, når fokus ikke eksklusivt er personen PL.

  Hånd i hånd med fad livstils-moralisme er akkurat falsk autoritet yndlingsofferet blandt prædiken-skødesynder; Lambías er nådsløs i sin sproglige afklædning af forlorne attituder:

  ””Altså” er en kølle, som man kan slå andre mennesker i hovedet med. Det samme er ”jo” og ”bare”, der tilsyneladende er underspillende biord, men som i virkeligheden har til formål at få éns argument til at virke mindre end det er, således at modparten ikke kan tillade sig at stille noget op med det.”

   Budskabet er, at det er god stil at være sig selv og god form at brænde igennem. Og en god idé at varme op med god gammeldags, surrealistisk automatskrift. Til det kan denne lige så troløse anmelder kun sige: Amen! 

 

- her står Pablo sammen med en præst og kigger i en kirkelig bog, der er skrevet på tysk

Forfatterskolerektorer mod halvmarathon

Pablo Llambías

3 hours ago near Copenhagen

VM i halvmarathon neden for mine vinduer. Ved ikke, hvad der er værst: Eventliggørelsen med opmærksomhedsgenererende discoteker med indforskrivelsen af os andre som tilskuere til "begivenheden" eller produktionen af storytelling for de implicerede: "Jeg træner til ...", "Jeg var med til ..."?

 

Pablo Llambías Det er eventliggørelsen af dette og alting, jeg er træt af. Det skete også for et cykelløb, jeg havde med i i flere år i træk, pludselig blev det solgt over for firmaer, som "noget" deres medarbejdere kunne være med i. Storytelling på kommunalt plan, virksomhedsplan, personligt plan går hånd i hånd i produktionen af sundhed, sammenhold, teamspirit og hvad det ellers hedder. Kunne vil ikke bare løbe eller cykle eller hvad vi ellers har lyst til uden denne klamme hånd? Og i det pinlige kluns selvfølgelig 

Niels Frank

3 hours ago

Hvorfor gør de det?

 

Politikensuk 2

Kære Jes
Godt ord igen og flere ord til poesianmeldelser! Vi lyster videre!
mange hilsner Lars

> From: Jes.Stein.Pedersen@pol.dk
> To: larsbukdahl@live.dk
> Date: Mon, 3 Mar 2014 20:01:40 +0100
> Subject: Pablo
>
> Kære Lars,
> ser nu, hvad du har skrevet om mig på din blog*. Det var nu for den samlede trilogi Pablo L. blev nomineret til vores pris. Fortsat god arbejdslyst.
> Alt godt
> Jes
>
> Jes Stein Pedersen
> Litteraturredaktør

* det må dreje sig om de spidse bemærkninger om den ultrakorte anmeldelse af Sex Rouge vs. nomineringen (af så alle 3 bøger i sonet-trilogien) til Politikens Litteraturpris

Rolf genopfinder kritikken der taler med sig selv og andre, grundigt!

Jeg ærgrer mig over, at jeg i min blæksprutte i morgen i WA om Generation etik-tak ikke fik inkluderet et shout-out til digter og OVBIDAT- redaktør og -forlægger Rolf Sparre Johannesens lange, lange, åbent grublende og diskuterende (helt konkret via mailveksling med Elisabeth Friis og blog-indehaver Victor Boy Lindholm) tekst om primært (omtaler om og erklæringer fra) Olivia Nordenhof og Pablo Llambías (selve hans sonetter) på salon-bloggen jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk. Det var sådan noget hybrid, roligt læsende og frugtbart forvirret kritik, der i gamle dage var plads til på (sporløst forsvundne) litlive og som der nu om stunder burde være plads til, men alt for sjældent forsøges, på Promenaden. Her er et klip, hvor Rolf undrer sig kritisk igennem Olivia-udtalelser:

Jeg synes helt sikkert Nordenhof: Det nemme og det ensomme (som hun vandt Montanas pris for plus blog) er fantastisk!
jeg er ligeglad med hvad hun skriver på facebook og blog ift. det for der er hun privatperson og ikke forfatter. Eller: jeg er ligeglad om nogen er privatperson eller forfatter eller har opløst grænserne eller noget ift. en bog eller noget på internettet, fordi jeg kan ikke se hvad personen har med teksten at gøre. Måske med mindre jeg kender personen, men det er lige meget. ,,, Eller forfatteren har lige så meget at sige om teksten som læseren. En forfatter er en, der har skrevet en tekst og givet den fra sig, i modsætning til ”at sige noget”, hvor man prøver at komme med et udsagn, man kan stå ved?
Og hvis litteratur er ”noget man siger” åbner det op for moraliserende læsninger & persondyrkelse, som underminerer litteraturens potentiale..
Hvad jeg var ved at sige: Nordenhof bidrager selv til en ikonisk fremstilling af hende, ikke bare i interviews, og ved at skrive som hun gør der på facebook hvor hun fremstår meget nærmere ”enestående” end ”ligesom alle”…!? Hvad sker der for det? Nej, eller.. Er det det som stresser hendes knogler? Men jeg tænker hun taler fra en ikke konsistent position, hvor man kan modsige sig selv, fordi sådan er det når man snakker med nogen; og den snakkeenergi kommer over i hendes bog (som jeg er Fan af..), og det er fint fint, der kan hun være så naiv, fordi det ikke er hende der taler der men en skønlitterær karakter eller et skriftjeg eller hvad, dvs. når jeg læser hendes bog er det ikke at hun taler til mig fx for jeg kender hende ik … eller hendes udsagn i bogen kunne lige så godt komme fra Peter Pan så det er ikke hendes udsagn; men på facebook (ved ikke med blogs?) og i interviews osv. må der være andre krav til det man siger. (Victor du må lige sige hvis jeg får blandet ting sammen her?). what what.. jeg mener bare: det virker okay at opretholde grænser i hvert fald mellem et skønlitterært jeg og en forfatter der udtaler sig, fordi , og ikke at digte ikke kan være eller bruges i samtale, men de er det ikke først og fremmest, for så er de ikke digte..
Eller der er en åbenhed der ryger sig en tur, hvis forfatteren til et digt pludselig er autoritet over sit digt på samme måde som man er autoritet over, hvad man (forsøger) at sige i en samtale? . . . . . Eller ift. det på facebook med ”man skylder verden og hinanden at vende sig væk fra fiktionen og mod virkeligheden. … man kan jo bare gå i gang med de drabeligste fiktioner såsom penge, race, køn. som sådan, som et modværge mod fiktionen der fjerner os fra hinanden, ønsker jeg at litteraturen kan være trøst og mulig for dem der bliver jaget, og skældud til dem der har interesse i at jage og fængsle andre.” Det er jeg virkelig enig i, eller det lyder rigtigt, men det føles som om at der ikke er noget trøst i fx Det nemme og det ensomme hvis man pludselig skal forholde sig til en fiktion om forfatteren som et ikon der taler imod det ikoniske.. MEN i Informations-interviewet : ”»Der er to idealer, der strides i mig. Et ideal om at være en del af en samtale og et ideal om at være det uden at blive en instans. Som en, der går ind for færrest mulige regler, ville det være træls at blive en autoritet,« siger hun og tænder den første af en lang række hjemmerullede cigaretter.”  . . . .

Pablo Llambías' tredjemest inderlige tekst

+ hans sjoveste tekst, "Danmark" + "Rejsekongen", er begge performancetekster og kan forefindes som oldgamle lydfiler (jeg i hvert fald ikke kan åbne - men prøv!) på dette link, begge både synges (!) og reciteres og begge betår af 1 prosaberetning + 1 brev - I "Danmark" handler prosaen om, at PL ikke har råd til at betale skat og i brevet spørger han, om Danmark ikke kan låne ham pengene - i "Rejsekongen" handler prosaen om, at han i Jeorpardy (det er virkelig rigtigt, jeg så udsendelsen, han var oppe imod Mads Brenøe og Cecilie Lassen, mener jeg, og var temmelig suveræn) vandt en uønsket rejse til Prag med Rejsekongen, og i brevet forlanger han af Rejsekongen, at de betaler fotomodel-hyre for hans foto-session med kæmpegavekortet. 

Pablo Llambìas' næstmest inderlige tekst

(teksten til hæftet Anden, 2001, totalt apropos alting, herunder alle hvid-brun/Athena-Yahya-diskussionerne (og ikke så lidt relevantere og præcisere end  PL's egne bidrag til samme) - et sandt identitetskarnevalistisk manifest):

Jeg skal være den sidste til at gøre noget ud af at jeg er af halv argentinsk oprindelse. Hvor kommer man fra? Man kommer fra den and i det land der tilfældigvis passerede forbi, da man slog gluggerne op for første gang. Der er ingen grund til at tage det personligt. Der er ikke noget at forsvare. Du er ikke ’dansk’ eller ’argentinsk’. Du er en forvirret ælling med en fjer i hatten når du løfter din hånd i tilhørsforholdets navn. Som en fan til fodboldkamp. Bare rolig min ven: du er ingenting. Det hele er blot til låns.

’Dansk’ og ’argentinsk’ opfandtes i 1700-tallet samtidig med ’borgeren’. Borgeren rejser på to måder – som turist eller som soldat. Hvem du møder afhænger af konjunkturerne.

Tv lever af at sælge virkelighed. Virkelighed består af en lang række tegn på virkelighed. Blandt disse findes ’dansk’ og ’argentinsk’. På et tidspunkt vil tegnene for ’dansk’ og ’argentinsk’ være recirkuleret så mange gange at de fremstår som klicheer. Globalisering indebærer ikke at vi mister vores identitet. Globalisering indebærer at vi mister den identitet vi blev tilbudt fra og med 1700-tallet. Det er ikke det samme.

Identitet er en ælling der vralter i fodsporene på en and. Betyder globaliseringen at alle tegn viskes ud? Nej, globaliseringen betyder at identitet er en ælling der vralter i fodsporene på en and. Dette har tv indset for længst. Derfor forsøger det i disse år at give sig ud for and.

Blandt andre forlorne ænder finder overalt, også i Danmark, højrefløjspolitikere. Disse forsøger at profitere på at give sig ud for ænder. Eller gæs. Overleverede 1700-tals gæs i gåsegang er rendyrkede krigere.

Jeg forbavses over at jeg af og til bliver gjort opmærksom på, at jeg er fremmed. Hvem blandt alle mennesker tør påstå at han eller hun er bedre hjemme end jeg?

Som en and vralter Danmark forbi og aftegner sig i mig som årerne i et træ. Sjælen er af bøgeved og når jeg åbner munden falder der danske ord ud. Jeg er dansk. Det kan ikke diskuteres. Havde jeg været tysk, var jeg tysk. Fransk fransk. Argentinsk argentinsk. Spørgsmålet er om jeg så ville have været en anden?

Jeg er en anden. Jeg er dén anden min søn så, da han slog øjnene op for første gang.

Min søn blev en anden da han så, at han var forskellig fra mig. Indtil da var han intet – og kunne for så vidt være blevet til alt.

Det er klart at min søn ikke kunne være blevet til alt. Alt og anden er ikke det samme. Trækker man alt fra anden har man mere end folkesjælen tilbage.

Hvis man antager at der findes noget under danskheden, må det formodes at være det samme som det der findes under argentinskheden. Dette noget er ikke det andet. Det må være det første eller det tredje.

Det er ikke givet at der, selvom det er muligt at sige at jeg er en anden end den jeg er, virkelig findes en første. And og sjæl er af samme matrice. Begge er de andre, ingen er første.

Pablo Llambìas' mest inderlige tekst

(fra Børnenes Ænsyklopædi, 2007)

Papir

Jeg har et stykke papir i lommen. På det papir står, at jeg vil få hele verden, når jeg bliver stor. Min far har mange af den slags papirer. Der står, hvad han ejer. Man kan selv bestemme, hvad der står på papiret. På mit står der, at jeg skal have hele verden, når jeg bliver stor.