Derfor magisk

(jf. Viemose/Smith-blogposten nedenfor)

side 75 - dér er jeg dybt uskuffet nået til! - i Hanne Viemoses Mado, vi er på Island:

Bagefter giver han middag på den røde resaturant på hjørnet af Hafnarstræti. Jeg får suppe og lammesteak og kaffe med chokolade. Goethe guffer i sig og bestiller to hundrede gram ekstra kød til sig selv.
  Han drikker også vin.
  Da han sætter mig af ved universitetet, ser jeg på uret, klokken er ni, der er gåët seks timer i stedet for de to, jeg havde tænkt mig at sætte af til hans selskab. Han lyser op i et smil, stavrer besværet rundt om bilen og finder værktøjskassen frem og så msører han ikke bare kæden på cyklen men også låsen og gearene og bremserne. han finder en lille skruetrækker frem og skruer på alle skruer, der er at finde på cyklen, ikke fordi de er løse, men bare for at være på den sikre side.
  Han puster og stønner, opg det tager tre kvarter.
  Til sidst prøvekører jeg cyklen på parkeringspladsen, mens han henrykt ser på. Så går jeg ind og tænder computeren, sætter Patti Smiths Horses på og skruer op, mens han kører ud for at finde en afgrund at sove ved.



- hun BØR chante MA-DO, MA-DO i Det Kgl. i aften! 

ma-do ma-do ...

Næste uge udkommer Hanne Højgaard Viemoses nye roman Mado, hendes længe ventede opfølger til den Munch-Christensen-præmierede debutroman Hannah, jeg glæder mig sådan til at læse den, og det kan ikke gå galt, thi for mindre end en halv time siden velsignede Patti Smith den iflg. Facebook:

Hanne Højgaard Viemose

23 mins ·

Nannananana har lige vist patti Smith min bog, beaitiful sagde hun og holdt op med at irettesætte mig for ikke at have en kuglepen parat til hende, så bladrede hun i bogen mens jeg plaprede, it should be translated sagde hun, Hun ville holde øje med den sagde hun og gik herfra mumlende ma-do ma-do, jeg skylder Marie skibsreder en hel kasse ROM for at hidkalde mig

Originalslang

Jeg øjnede ude til højre på YouTube en video uden billeder, hvor Primal Scream spiller et meget skønt, punket nummer, der hedder City Slang, som optakt til deres nye plade betitlet, efter Goethe jo, More Light:

Og jeg tænkte: har det noget at gøre med titlen på Søren Ulrik Thomsens legendariske debutsamling City Slang (og Lars H.U.G.s plade af samme navn, hvor det første rent instrumentelle nummer også hedder City Slang).

Om titlen skriver Thomsen på sin hjemmeside Oktober Boulevard:

Titlen har jeg tyvstjålet fra Patti Smith, som jeg d.12.maj 1976 så i Daddy’s Dance Hall, hvor hun bar en badge med ordene: City Slang. Dén historie har jeg fortalt så mange gange, at jeg på et tidspunkt begyndte at tvivle på, om den nu også var sand. Men i forbindelse med Torben Skjødt Jensens City Slang Redux-film (se klip fra filmen), dukkede to fotos op, som fotografen Torben Christensen tog ved netop denne koncert. Her ses Patti Smith tydeligt bære badgen – muligvis som et kærlighedspant eller et slags scoretrick: To måneder tidligere havde hun nemlig mødt sin senere ægtemand, ex-MC5 guitaristen Fred ’Sonic’ Smith, hvis orkester Sonic's Rendezvous Band, som slagnummer havde en sang kaldet City Slang på programmet.



I 2012 optrådte Pattis Smith ved Louisiana Literature festivalen i Humlebæk, og her så jeg så mit snit til at sige tak for lån, idet jeg nemlig gav festivallederen, Christian Lund (som også interviewede Patti Smith), et eksemplar af City Slang og bad ham overrække det til Smith og fortælle hende historien. Det var Christian så venlig at gøre, og straks hun så bogens titel, sagde hun entusiastisk: "Jamen, det var jo Freds sang..." og blev revet med af sine erindringer. Tak for lån til Pattis Smith - og tak til Christian Lund, fordi han sørgede for, at noget gik op, da denne titel vendte tilbage til sit udgangspunkt 36 år efter, at jeg havde set ordene på en lille badge.

- Freds sang findes også på YouTube selvfølgelig, og det er akkurat den, Primal Scream spiller en Kopy-version af:

Teksten er det heller ikke noget større problem at finde på nettet (noget sjusket aflyttet), og jeg skal nok lade være at sammenligne med S.U.T.-bogen, men det er i hvert fald en virkelig stærk, flosset og aggressiv tekst, mindst lige så grittet midt-70'er (i familie med Iggys tekster på Lust for Life og The Idiot) som "Jeg venter på noNgen" & co. er glitrende tidlig-80'er (så sammenlignede jeg alligevel):

Some dirt in my hand
A part of the land
Slip and slide communication
Downtown on the street
They measure the beat
To understand the situation
A taste on the tongue
And no place to run
With all the chances to be taken
The stranger he buys
The angel she flies
My heart is cold just like the nation
Like a dog they kick at night
Gypsy laughin but that's all right
Momma's cryin sister thinkin
Well you know it's just city slang

We rode in the car
Slept in the car
All the way to the citadel
Slept on the floor
Surfed on the floor
All the way to the coronet
Rock was pissed in Paris
Mad in Madrid
Took the sonic european way
Gary and Rock
Sonic and Scott
Meet again up in Ishpeming
When you hear that hammer fallin
Ain't no reason to feel left out
Ain't no reason to call any names
Well you know it's just city slang

With funky and dog
To mini and mad
All the way to the Aragon
Cleveland and shi
Ann Arbor, Detroit
All the way back to the second chance
Je sui un son
Un otre son
Qui n'entend qu'une cloche n'entend qu'une son
Je sui le son
Je sui son son
Hey what kind of fool do you think I am
Keep a talkin these city dreams
Well you know allright you know what I mean
Detroit, Chicago now New York to L.A.
They all been talkin bout city slang

(kunne ikke Thomsens næste digtsamling tage afsæt i dette hidtil skjulte, poetiske link  (ligesom Det værste og det bedste knopskød fra en lige så gammel variation over et Bukowski-digt), please!)

Bogtyven Patti

Det nye nummer af New Yorker har (uden forklaring) et tyveritema, "Sticky Fingers", hvor bl.a. Jonathan Lethem og Miranda July (totalt prof butikstyv) og her Patti Smith fortæller om deres personlige oplevelser med at stjæle; 10-årige Patti har forelsket sig i et leksikonbind i det lokale supermarked:

I knew I had to leave, but I couldn't bear to part with the book. Impulsively I put it inside my shirt ans zipped up my plaid windbreaker. I was a tall, skinny kid, and I'm certain every contour of the book was conpsicious.
  I strollede the aisles for several more minutes, then went thorough the checkout, paid my dollar, swiftly bagged the three items, and headed home with my heart pounding.
  Suddenly I felt a heavy tap on my shoulder and turned to find the biggest man I had ever seen. He was the store detective, and he asked me to hand it over. I just stood in silence. "We know you stole something - you will have to be searched." Horrified, I slid the heavy book out form the bottom of my shirt.
  He looked at it quizzically. "This is what you stole, an encyclopedia?"
  "Yes," I whispered, trembling.

Og så får I ikke mere, men jeg røber gerne, at historien ender godt. Jeg ved ikke om jeg er klar til at fortælle om min egne beskedne, nervepirrende bogtyverier, da jeg var purung; blev det egentlig til mere end en Strunge-digtsamling og en Vibeke Grønfeldt-roman i Magasin? Men så var der selvfølgelig prismærke-manipulationerne (det var før stregkoder) ...

Jeg var fuld af referencer

Jeg slog tilfældigt op i Patti Smiths bog Just Kids, som jeg denne morgen har givet min hustru i fødselsdagsgave (hun læser ikke min blog, men alligevel siger jeg TILLYKKE) og kan ikke lade være med at citere; Robert Mapplethorpe skal tage billedet til coveret på Patti Smiths debutplade Horses:

The clouds kept moving back and forth. Something happened with his light meter and he became slightly agitated. He took a few shots. He abandoned the light meter. A cloud went by and the triangle disappeared. he said, "You know I really like the whiteness of the shirt. Can you take the jacket off?"
I flung my jacket over my shoulder, Frank Sinatra style. I was full of references. He was full of lights and shadows.