Nej, krigsprosa skal Pasternakificeres, hvis ikke Young Hemingwayificeres

dvs, ond og grusom minimalisme, minimalistisk ondskab og grusomhed

fremfor Carstens Jensen pynte-essayisme: KLASER af meninger og metaforer, metaforiske meninger og meningsfulde metaforer -

her begyndelsen på andet kapitel af Simon Pasternaks Dødszoner:

Manfreds kommandovogn skrumpler hen over jordvejen. Jeg har spurgt om Breker og Kindler, men kun fået enstavelsesord. Manfred stanger tænder med en lille tandstikker af elfenben. Det er steghedt, der står en en MG-skytte med hånden på fremførergrebet i fronten af vognen, der er fire lastbiler bag os, og med ét vælter skyerne ned over vejen, et stenskred af vejr, lynene springer hen over landskabet. Manfred har taget Weber med, forhenværende kriminaltekniker fra Köln, nu regimentskriver, han holder en kuffert i højre armhule. Er det hans instrumenter? Manfred må frygte det værste.
  Hele Webers lille krop ryster, han taber cigaretten.
  Jeg træder den ud med støvlesnuden og rækker mine Efkaer over til ham. Han siger et eller andet, men tager ikke pakken. Det er køligt nu, sigtet er tæt på nul.



En (hel!) tekst fra Ernest Hemingways In Our Time ("kapitel 6" i den korte 1924-udgave) - i copy-pastningen meget passende digt-ificeret! :

THEY

shot

the

six

cabinet

ministers

at

half

-

past

six

in

the

morning

against

the

wall

of

a

hospital.

There

were

pools

of

water

in

the

courtyard.

There

were

wet

dead

leaves

on

the

paving

of

the

courtyard.
It 

rained

hard.

All

the

shutters

of

the

hospital

were

nailed

shut.

One

of

the

ministers

was

sick

with

typhoid.

  Two

soldiers

carried

him

downstairs

and

out

into

the

rain.

They

tried

to

hold

him

up

against

the

wall

but

he

sat

down

in

a

puddle

of

water.

The

other

five

stood

very

quietly,

against

the

wall.

Finally

the

officer

told

the

soldiers

it
was

no

good

trying

to

make

him

stand

up.

When

they

fired

the

first

volley

he

was

sitting

down

in

the

water

with

his

head

on

his
knees

Helle Helles mor in memoriam

- fra Politiken-interview, 2005:

Mine forældre var enormt forskellige. Min mor var alene og udfarende, mens min far levede mere traditionelt. Så jeg var meget intuitiv som barn. Sådan som man bliver, når man har to hjem, der ikke ligner hinanden overhovedet. Det er noget med altid at kunne fornemme, når nogen er uvenner eller forelskede, selvopm det ikke bliver sagt. (...)
Fro samtidig med at tingene nogle gange ramlede omkring mig var både min mor og min far gode til at fortælle mig, at jeg var dygtig og kunne alt. Hemingway sagde, at man skulle have en ulykkelig barndom for at blive en god forfatter. Men jeg tror ikke, at det er nok. Der også nødt til at være nogen, der pumper ens ego op. Det er det, der gør, at det bliver godt, når man skriver. Hvis man både synes, man er den største idiot. Og samtidig bliver ved med at tro, at man er den bedste.

- fra Rødby-Puttgarden:

Vores mors cykel var af mærket Jönsson. Den punkterede på landevejen mellem Rødby og Rødbyhavn en eftermiddag i juni. Hun var på vej fra arbejde. Først prøvede hun at cykle videre, men det bumpede for meget. Hun steg af cyklen og begyndte at trække. der var fire kilometer hjem. Hun gik og mærkede den lune blæst i ansigtet og på sine bare arme. Hun havde en skjortebluse på, hun svedte i ærmegabene.
  Lærkerne sang. Det raslede fra kæden i hendes cykel. Hun ville aflevere den hos Sørensen i Havnegade, så kunne hun hente den tidligt næste morgen. En bus fuld af endagsturister kom kørende imod hende, hun standsede og kiggede på ansigterne derind, da bussen passerede. Hun genkendte et af dem, en mand med rundt hoved, de havde gået i klasse sammen for længe siden. Hun nåede lige at vinke til ham, og han klarede op og vinkede tilbage, han genkendte også hende.
  Hun stod og kiggede efter bussen og smilede. Da hun gik videre, trådte hun på noget hårdt. Det var en ørering, hun havde tabt på vej fra arbejde engang i februar, hun havde kigget efter den lige siden. Den var ikke engang gået i stykker.
  - Hvor heldigt, sagde hun højt til sig selv og stak øreringen i lommen på sin cowboynederdel og tog en dyb indånding, hun kunne lugte græs og heste, musik strømmede ud fra et tomt førerhus på en traktor.
  Nede ved gården efter Tredje Tværvej havde en vædder viklet sig ind i sin fortøjning, vores mor satte cyklen på støttefod og fik vædderen fri ved at lokke den rundt og rundt med en håndfuld mælkebøtteblade. Hun vendte nynnende tilbage til sin cykel, hyldeblomsterne overvældede hende ved den lille lund efter byskiltet, hun satte cyklen i stativet nede ved Sørensen, stak et smilende ansigt ind i forretningen.
  - Kan du lappe min cykel til i morgen tidlig?
  - Alt for dig, Henriette, hvor ser du godt ud i dag.
  Resten af vejen hjem var heller ikke noget at snakke om, hun var så usædvanlig let til bens, hun slyngede sit net over skulderen og købte isvafler med hjem fra den gamle købmand. Tine og jeg lå i hver sin drømmeseng på terrassen, og så stod hun pludselig dér i døråbningen med et smilende og ukendt åbent ansigt, vi satte os hurtigt op:
  - Hvad er der galt, mor?
  - Er der sket noget? Du ser helt mærkelig ud.
  Hun faldt sammen i overkroppen. Så trak hun isvaflerne op af sit net, ansigtet blev sig selv igen:
 - Næ. det er ikke sket nogen som helst. Ingen verdens ting.

3 kategorier af t-shirts

1. Lost t-shirt
Den blå Hemingway t-shirt, jeg fik af min ven Christian

2. Yndlings-t-shirt
Den grå astronaut-t-shirt, fik jeg den af min søster?

3. Fortrudt ikke-købt t-shirt
Den sorte (Peder Bundgaard-designede) Dan Turèll-t-shirt på Vangede Bibliotek i fredags

- mine t-shirts skal ikke ses, de skal figurere i skjul, også de forsvundne og fortrudte, inde under skjorten, når det er koldt, til forskel fra dine

Sunshine Productions

Madrileños love the climate and are proud of these changes. Where can you get such a variation in any other large city? When they ask you at the café how you slept and you say it was too bloody hot to sleep until just before morning they tell you that is the time to sleep. There is always that coolness just before daylight at the hour a man should go to sleep. No matter how hot the night you always get that. It really is a very good climate if you do not mind changes. On hot nights you can go to the Bombilla to sit and drink cider and dance and it is always cool when you stop dancing there in the leafiness of the long plantings of trees where the mist rises from the small river. On cold nights you can drink sherry brandy and go to bed. To go to bed at night in Madrid marks you as a little queer. For a long time your friends will be a little uncomfortable about it. Nobody goes to bed in Madrid until they have killed the night. Appointments with a friend are habitually made for after midnight at the café. In no other town that I have ever lived in, except Constantinoble during the period of the Allied occupation, is there less going to bed for sleeping purposes. It may be based on the theory that if you stay up until that cool time that comes just before daylight but that cannot have been the reason at Constant, because we always used that cool time to to take a ride along the Bosphorus to see the sun rise. Seeing the sun rise is a fine thing. As a boy, fishing or shooting, or during the war you used to see it rather regularly; then, after the war, I do not remeber seeing it until Constantinople. There seeing it rise was the traditional thing to do. In some way it seemed to prove something if, after whatever you had been doing, you went out along the Bosphorus and saw the sun rise. It finished off everything with a healthy outdoor touch. But being away from such things one forgets them. At Kansas City during the Republican Convention of 1928 I was driving out to my cousin's house in the country at an hour that I felt was much too late in the evening, when I noticed the glow of a tremendous fire. It looked exactly as it did the night the stockyards burned and, while I felt there was little I coould do about it, still I felt that I should go. I turned the motor car towards the fire. When the car came to the top of the next hill I saw what it was. it was the sunrise.

- fra Ernest Hemingways Death in the Afternoon, 1932