EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 2 (Mai om Abd-El Dayem)

(Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2019 til Pernille Abd-El Dayem for romanen June)

Det er ganske svært at få hold på Pernille Abd-El Dayems roman June - og det er meningen og meningen er rigtig, for bogen handler om June, hvis liv er punktvist, flosset, sivende og strømmende.

Hun er som lyset kan være i den måned, hun har navn efter - flimrende, fuld af skygger og så lige pludseligt brændende, som sollyset i den første af de mange korte tekster, bogen består af.

Selv forklarer June kvinden Z, som hun bliver veninde med, at hun ikke rigtig er i gang i endnu og er underlig viljeløs, og at hun leder efter en vilje. Michael Strunge beskrev en lignende ung tilværelsesoplevelse med ordene:

Jeg er ikke selv nogen person

jeg er nærmest en tilstand

i stil med de drejede tumlende skyer

der bærer på vand og snavsede drømme

og besvimer af og til

for at sove lidt i jorden

eller blive kogt til te

Junes viljesløshed betyder ikke, at hun ikke kan mærke sit liv og sin verden: hun er så meget tilstede, at verden kan invadere hendes krop og bevidsthed, en relation er ikke mindst udrykkes i hendes forhold til mad. En pandekage, som hun spiser, bliver ved med at ligge klægt i maven – pandekagen er mere virkelig, end hun selv er, og måske fascineres hun af Z, fordi Z uden problemer kasserer en bolle, hun ikke synes er god og går på jagt efter en bedre. Mad truer og forskrækker June, men hun når til slut til at anrette et måltid rituelt og spise det. Hun påtager sig sin egen kødelighed og sætter måske dermed også en grænse i forhold til den invaderede omverden. Hendes mad-afsky startede i mødet med Christian Lemmerz’ udstilling af rådnende grise i Esbjerg, hvor den fraværende lugt i selve udstillingslokalet kun gjorde oplevelsen endnu mere makaber.  Som den levende kylling Junes onkel har anbragt som bordpynt ved en familiefrokost er June mærkelig og kødeligt fortabt i et retningsløst liv.

Romanen veksler mellem afsnit fra Junes barndomsverden og fra en ferierejse, som hendes morfar har givet hende i arv. Barndoms- og voksenafsnittene belyser hinanden, men de forklarer ikke hinanden. Barnets univers er en realitet for den unge kvinde, ligesom voksenlivet er en højst virkelig størrelse i barnets univers.

Man kommer ind i en særlig stemning, når man læser Pernille Abd-El Dayems roman, man kommer ned i tempo, for man skal fange hver sammensætning af ord, men man svimler også, når Junes bevidsthed fanges af tanker, der maskinelt kører i ring.

Indimellem bobler humoren, som i skildringen af de triste barndoms

kvarterers poetiske navne, Engryleparken og Skjoldbregnehaven, af forholdet mellem veninderne og Junes optræden med fløjtespil. Jeg er en drømmeflade siger June, og læseren følger hende gerne gennem drømme, et one-night-stand og et møde med en ny veninde, fordi hendes historie såvel vækker en indlevelse i hendes kejtede ømhed som en dyb eftertanke over, hvad et menneskeliv egentlig er.

Tak for brugen af romanen som en drømmeflade - et ord Michael Strunge ville have holdt af, og tillykke med hans pris - det er en slags arv fra en digter til en anden, og du kan bruge den, nøjagtig som du vil.

EXCLUSIVT: STRUNGE-TALE 1 (MAI OM EIKA)

Anne-Marie Mais tale til Jonas Eika i anledning af uddelingen af Michael Strunge-prisen 2018 (uddelt på Strunges 60 års fødselsdag i tirsdags, åh altså!) til Jonas Eika for novellesamlingen Efter solen:

Michael Strunge var meget glad for sin bog nummer to, Fremtidsminder. Han så den som et poetisk reservoir af billeder og visioner om en moderne verdens undergang, et rumeventyr på kanten af tider og steder, hvor kun det poetiske sprog og kærligheden er et håb. Jeg tænkte meget på Strunges bog, da jeg læste Eikas noveller, Efter solen. Der er nemlig flere paralleller mellem de to bøger. Eika er selvfølgelig som Strunge helt sin egen, men alligevel er der noget, de deler: en ambition om at bringe poesien og fortællingen ud over nutiden, ind i en slags messiansk fremtid med himmeldybde og kosmiske syner. I Eikas bog kan vi læse en utopisk passage, hvor fremtiden gløder i et gult lys:

Himlen glider over i en mørkere blå med sort i kanten, stranden buer rødligt mod vest. Vi følger den og når til et næs, hvorfra vi kan se ud over havet til begge sider. Det bugner af Para-sol der trænger det blå på himlen tilbage. Det gule langs horisonten toner ud. Til alle sider blusser jorden op i et mildt, orange lys der antyder dens runding i den sorte morgen. ”Kom, lad os gå ind i landet”. (s. 159)

Man skal ikke have læst langt i Strunges Fremtidsminder for at finde indslag, der leder tanken hen på dette fine stykke ordkunst af Jonas Eika.

Hos Strunge lyder det eksempelvis:

Luften er intenst stille, men ikke som før torden. Det er en afladet stilhed, som efter et elektrisk uvejr i 5 minutter på Venus – glas, lys og ilt […] Langsomt kan jeg mærke det nye i luften, stille, sort og køligt er det nye, endnu, i natten, i afventning af det rigtige øjeblik for en ny opladning til udladning af alt det uformede og blanke. Luften er trykkende varm. Som før en ny tidsalder. (s. 75)

I Eikas noveller er vi på kanten af en ny tidsalder. Kapitalismen er kørt videre og fortsætter nu ud over sin egen ruin, men vi kan stadig genkende spekulationen, selv om den har mistet enhver jordforbindelse og er blevet en besynderlig epifyt. I ørkenen i Nevada møder vi UFO-tilhængere og skabninger, der forsøger at forene sig med et ukendt materiale. Det mærkelige metal ligner en slags livs-træ fuldt af pattedyr, fugle og alger.   

Vi oplever scenerierne fra feriestrande med de rige turister, der vartes op af beach boys, der leverer diverse ydelser for sparsomme drikkepenge. Og vi ser skyggen af de mærkelige forretninger, der er i gang omkring seksuelle ydelser og forbrydelser.

En dreng bliver slået ihjel, men genopvakt af de andre drenge i et ritual af kropsvæsker, himmelsyner, sang og dans. Igen tænker man på Strunges fremtidsminder, hvor generationens ”vi” danser og synger til luften bliver klar og tæt.

Novellerne er gådefulde og har en egen humor. Eika selv har talt om, at han skriver en form for flagrende realisme, hvor teksten arbejder med forskellige virkelighedsskred, og hvor der er en fascination af visionerne af denne skræmmende og fremmed fremtid.

Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Eikas noveller er noget ganske særligt. Ingen skriver som han, selvom science fiction er blevet en meget yndet genre. Jeg er blevet overrasket og rystet, som da jeg som barn første gang læste Cecil Bødkers novellesamling Øjet, der blandt andet fortæller om atomkrigens univers. Cecil Bødkers noveller blev klassikere og kernetekster for generationer af læsere. Jeg spår Eikas noveller en lignende skæbne, og derfor skal han selvfølgelig tildeles Michael Strunge-prisen 2018.

En håndfuld fugl

Foto og tekst: Professor Anne-Marie Mai, gift med digteren Klaus Høeck

Sumpmejse fik brug for en digterhånd - den fløj hurtigt igen,selv om den var glad for en varm hånd

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 2 (AMM for CAM)

Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2017 til Caroline Albertine Minor for novellesamlingen Velsignelser:


-->

"Caroline Albertine Minors noveller er velfortjent blevet rost til skyerne, og det er ofte af de mange begejstrerede kritikere blevet sagt om novellerne, at de handler om tab og sorg. Det er rigtigt, men jeg synes alligevel, at det er rigtigere at sige, at de handler om menneskers liv, med alt hvad det indebærer af sorg, tab, glæde, forandring og velsignelse. I novellerne bliver sorg og tab ikke beskrevet som noget næsten umenneskeligt, der bryder ind i menneskers tilværelse, men som noget der hører med, som erfaringer ingen af os kan slippe for. Vi omgås tabet og sorgen forskelligt, men de to fænomener hører med til det at være menneske ligesom kærlighed, venskab, seksualitet, jalousi, svigt, tro, tvivl, uformåenhed og længsel.

Michael Strunge Prisen tildeles en forfatter, der virkelig lykkes med det, som ofte betragtes som meget svært: nemlig efter en flot debut at udgive en god bog nummer to’ er. Michael Strunge betragtede selv sin to’ er, Fremtidsminder, 1980, som en af sine vigtigste bøger. Han så den som et reservoir, som han kunne øse af i sine følgende bøger.  Caroline Albertine Minors Velsignelser tager sig ikke ud som en svær og genstridig to’ er, men ligner et værk, som det senere vil være godt for både forfatteren og læseren at vende tilbage til simpelthen, fordi persontegning, handling, stemning, plot og metaforik så selvfølgeligt lykkes her.  Novellerne handler om forskellige personer, men der er også linjer imellem dem, og de forskellige forløb snor sig ud og ind af hinanden på en måde, der fanger læseren. Novellerne bygger en verden op med unge og ældre kvindelige karakterer i centrum. En mor mister sin datter, der begår selvmord, en ung kvindes kæreste kommer ud for en ulykke, der giver ham en hjerneskade, en ung mor kæmper for at klare sit barn og sin eksamen, en kvinde oplever sin fars sidste tid, en kvinde lever med flere mænd i et forsøg på fortvivlet at blive sig selv, og en anden kvinde elsker sin mands afdøde ven, mens han forelsker sig i en kammerat.  De forskellige kærlighedshistorier- og seksuelle forviklinger er af et nærmest Blichers tilsnit, og det klør i mine dansklærerfingre for at få lov til at læse disse noveller sammen med Blichers Hosekræmmerens Datter, Sildig Opvaagnen og Skytten paa Aunsbjerg simpelthen fordi Minors noveller kan matche Blichers evne til at fortælle historier om det største og det mindste i menneskelivet. Men samtidig rives jeg ud af mine hede og ømme dansklærerdrømme af Minors noveller.  Under læsningen kommer jeg selvfølgelig i tanke om de velkendte novelledefinitioner, begrebet om novellen som en uhørt, indtruffen begivenhed, om begivenheden som tema og om upålidelige fortællere og fokaliseringens muligheder. Men jeg bliver også som læser så rørt og betaget, at jeg blot rives med af teksten og læser løs. Jeg sidder med fornemmelsen af, at begreberne kan jeg altid tage frem igen, men her og nu taler fortællerne til mig og minder mig om, hvordan sorgen kan spærre os inde, og hvordan mødet med et andet menneske kan virke befriende. I titelnovellen ”Velsignelser” er samtalen mellem en ung kvinde og en lidt kikset præst, der har været hjemløs, rørende, kejtet og har et strejf af humor. Hvem af de to, der er sjælesørger for hvem, er ikke så vigtigt. Men måske virker velsignelsen – fordi den er hemmelig og oprigtig. Her kommer lige velsignelses-stedet:

”Det kommer ikke til at stå nogen steder, sagde hun, da jeg trådte op til døbefonten med Aron på armen. Det håber jeg, at du er indforstået med.

Bare det virker.

Virker og virker, sagde hun”

Caroline Albertine Minors noveller virker både i den spontane læsning, og når man pudser hele analyseapparatet og litteraturhistorien på dem. Som Blichers noveller holder de til det hele.

Hjertelig tillykke med Michael Strunge Prisen 2017."

Den røgfyldte neon-denim-optik

Anne-Marie Mais tale

-->

Debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat
  

Til Jonas Eika Rasmussen for romanen, Lageret Huset Marie (2015)

Hvorfor er det, at nogle bøger har en særlig tiltrækningskraft? Hvorfor hænger læseren på og lægger ikke bogen fra sig, før den sidste side er rundet og den sidste sætning løbet ud? Der er sikkert mange svar på disse spørgsmål. Læserne kan blive grebet af en spændende handling; man lever sig ind i personernes historier; man får en indsigt i noget menneskeligt, som man ikke har fattet og bliver opmærksom på forhold og erfaringer, man aldrig før har forstået. Sproget kan være så udtryksfuldt, rædselsvækkende eller rigt, at man fanges ind i sætningerne og billederne.  Bøger kan på en række forskellige måder knytte deres læsere til sig, og mangfoldigheden af mulige tilknytninger er noget af det vigtigste ved skønlitteraturen.

Jonas Eika Rasmussens roman Lageret Huset Marie knytter sin læser til sig igennem selve stemningen. Handlingen er hverken vild eller særligt påfaldende; men stemningen er umiskendelig, og man lægger virkelig ikke bogen fra sig, før man har fulgt hovedpersonen Elias på alle hans veje mellem Lageret, hvor han arbejder, Huset, som han bor i sammen med sine venner, og kæresten Marie, som han mødes med på gåture ved stranden og i hendes lejlighed.  

Romanen er opbygget af afsnit om og fra de forskellige lokaliteter: lageret er en lukket, maskinel, nærmest robotagtig verden, hvor en gruppe unge arbejdere henter varer ud fra den enorme varebeholdning og sender dem ud til de forskellige varehuse.  Huset er en forfalden Risskov-villa, som Elias og hans venner bebor i perioden op til, at huset skal rives ned. Kæresten Maries lejlighed er hjemsted for en forelskelse, der måske bliver til et kærlighedsforhold. Romanen skaber stemninger omkring disse steder – man sanser og fornemmer Lagerets overvældende tingsverden, hvor mennesket bliver en slags vedhæng til maskineriet. Husets forfaldne drengeverden lugter, rådner og gærer, som kun et gammelt hus kan gøre det, og Maries 90 cm brede seng kan rumme både den intense nærhed og den uendelige afstand, som kan være imellem elskende.

Elias er ved at blive overmandet af stederne i sit liv; men gradvis får han en vis magt over omverdenen. Det lykkes ham at standse båndet på Lageret, og de unge arbejdere finder ud af, hvordan de kan kommunikere med hinanden gennem strømmen af ordrer. Elias slipper også ud af husets mentale dynd og får skabt så meget afstand til Marie, at de ikke æder hinanden op i angst og barndomstraumer.

Når man læser Jonas Eika Rasmussens roman kan man opleve, at man pludselig husker arbejdspladser, sin ungdoms boliger og famlende kæresteforhold, følelsen af at blive overvældet af omverdenen og følelsen af at vente på noget, man ikke ved, hvad er.  Man gribes af romanens stemninger og sørme ja, man gør noget så godt og gammeldags som at identificere sig med personer, tider og steder. Eika Rasmussen har lokket læseren med ind i romanens spidsvinklede trekant, som Elias beskriver:

”Jeg pendlede mine døgn mellem Huset, Lageret og Marie som punkterne i en spidsvinklet trekant, hvis sider optegnede mine daglige ruter.  Jeg begyndte at føle noget der mindede om hjemlighed hos dem alle tre, og de begyndte at fylde mig.”

(s. 83)

 

Det særlige ved Eika Rasmussens roman er tillige, at den giver læseren en adgang til nogle efterhånden, klassiske bøger i nyere dansk litteratur. Der er i romanen stemninger og situationer, som giver en lyst til at genlæse Klaus Rifbjergs roman Arkivet (1967),  som handler om to unge 1950´er-mænd og deres venten på liv, kærester og fremtid, mens de arbejder i et kælderarkiv, hvor elevatoren skramler, rækkerne af reoler er uendelig, og diverse billeder af nøgne damer bliver studeret. Rifbjerg ville have elsket den scene i Eika Rasmussens roman, hvor drengekollektivet fra deres forfaldne hus lurer på en ammende kvinde.  I Rifbjergs roman er stemningen af en arbejdsplads fastholdt i nøgterne sansninger af lyde, blikke, madpakker og indforstået arbejdspladssprog, hvilket finder paralleller i Eika Rasmussens roman eksempelvis når han fortæller om lagerets indretning. Men der er også en tematik omkring kameravinkler, film og blikkets spejl, hvor de to forfattere har noget tilfælles.  I Husets kælder arbejder en af drengene med filmeksperimenter og musikvideoer, men Elias er bange for at blive fanget i et af Frederiks billeder og i de andres blikke.  Han fortæller: ”[…] men jeg var bange for at blive et billede; for at blive set igennem den røgfyldte neon-/demin-optik, som jeg forestillede mig var i rummets blik, som var alles blik på alle, et indviklet mønster af genkendelser eller ej.” (s. 34).  Kameraerne er blevet flere, og blikkene farligere end i Rifbjergs univers, men tematikken er fælles.    

Og så er vi jo selvfølgelig i Århus, ved stranden og i Risskov, hvilket får denne læser til at mindes stemninger og scenerier i Tage Skou-Hansens De nøgne Træer (1957) om unge under besættelsen, der traver afsted langs stranden og taler om kærlighed, liv og død.  Hos Eika Rasmussen ser vi stranden i dette skarptskårne billede: ”Jeg løftede blikket fra muleposen og så ud over havet. Lyset blev mørkt igennem det tætte skydække. Vandet havde samme farve som himlen undtaget noget grønt. Et sted midt i det, cirka halvtreds meter ude, var der en lille blå og hvid kugle, et badehættehoved, der dukkede op og ned i et jævnt tempo langs kysten.” (s. 135).

Skarpe og klare linjer og mærkelige flashbacks mellem romaner fra vidt forskellige tidsaldre kan optegnes. De nævnte romaner er ikke bare nydelige kryds på en litteraturhistorisk tidslinje, men bliver punkter i en spidsvinklet trekant mellem bøger, man kan færdes imellem og glæde sig over er tilgængelige for læseren her og nu.   

Med Lageret Huset Marie  har Jonas Eika Rasmussen placeret sig midt i litteraturen, og debutantprisen kan tjene som tak for en bog, som læserne kan blive ved at vende tilbage til.  Hjertelig tillykke!        

-->

Debutantprisen

Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat

Til Jonas Eika Rasmussen for romanen, Lageret Huset Marie (2015)

Hvorfor er det, at nogle bøger  har en særlig tiltrækningskraft? Hvorfor hænger læseren på og lægger ikke bogen fra sig, før den sidste side er rundet og den sidste sætning løbet ud? Der er sikkert mange svar på disse spørgsmål. Læserne kan blive grebet af en spændende handling; man lever sig ind i personernes historier; man får en indsigt i noget menneskeligt, som man ikke har fattet og bliver opmærksom på forhold og erfaringer, man aldrig før har forstået. Sproget kan være så udtryksfuldt, rædselsvækkende eller rigt, at man fanges ind i sætningerne og billederne.  Bøger kan på en række forskellige måder knytte deres læsere til sig, og mangfoldigheden af mulige tilknytninger er noget af det vigtigste ved skønlitteraturen.

Jonas Eika Rasmussens roman Lageret Huset Marie knytter sin læser til sig igennem selve stemningen. Handlingen er hverken vild eller særligt påfaldende; men stemningen er umiskendelig, og man lægger virkelig ikke bogen fra sig, før man har fulgt hovedpersonen Elias på alle hans veje mellem Lageret, hvor han arbejder, Huset, som han bor i sammen med sine venner, og kæresten Marie, som han mødes med på gåture ved stranden og i hendes lejlighed.  

Romanen er opbygget af afsnit om og fra de forskellige lokaliteter: lageret er en lukket, maskinel, nærmest robotagtig verden, hvor en gruppe unge arbejdere henter varer ud fra den enorme varebeholdning og sender dem ud til de forskellige varehuse.  Huset er en forfalden Risskov-villa, som Elias og hans venner bebor i perioden op til, at huset skal rives ned. Kæresten Maries lejlighed er hjemsted for en forelskelse, der måske bliver til et kærlighedsforhold. Romanen skaber stemninger omkring disse steder – man sanser og fornemmer Lagerets overvældende tingsverden, hvor mennesket bliver en slags vedhæng til maskineriet. Husets forfaldne drengeverden lugter, rådner og gærer, som kun et gammelt hus kan gøre det, og Maries 90 cm brede seng kan rumme både den intense nærhed og den uendelige afstand, som kan være imellem elskende.

Elias er ved at blive overmandet af stederne i sit liv; men gradvis får han en vis magt over omverdenen. Det lykkes ham at standse båndet på Lageret, og de unge arbejdere finder ud af, hvordan de kan kommunikere med hinanden gennem strømmen af ordrer. Elias slipper også ud af husets mentale dynd og får skabt så meget afstand til Marie, at de ikke æder hinanden op i angst og barndomstraumer.

Når man læser Jonas Eika Rasmussens roman kan man opleve, at man pludselig husker arbejdspladser, sin ungdoms boliger og famlende kæresteforhold, følelsen af at blive overvældet af omverdenen og følelsen af at vente på noget, man ikke ved, hvad er.  Man gribes af romanens stemninger og sørme ja, man gør noget så godt og gammeldags som at identificere sig med personer, tider og steder. Eika Rasmussen har lokket læseren med ind i romanens spidsvinklede trekant, som Elias beskriver:

”Jeg pendlede mine døgn mellem Huset, Lageret og Marie som punkterne i en spidsvinklet trekant, hvis sider optegnede mine daglige ruter.  Jeg begyndte at føle noget der mindede om hjemlighed hos dem alle tre, og de begyndte at fylde mig.”

(s. 83)

Det særlige ved Eika Rasmussens roman er tillige, at den giver læseren en adgang til nogle efterhånden, klassiske bøger i nyere dansk litteratur. Der er i romanen stemninger og situationer, som giver en lyst til at genlæse Klaus Rifbjergs roman Arkivet (1967),  som handler om to unge 1950´er-mænd og deres venten på liv, kærester og fremtid, mens de arbejder i et kælderarkiv, hvor elevatoren skramler, rækkerne af reoler er uendelig, og diverse billeder af nøgne damer bliver studeret. Rifbjerg ville have elsket den scene i Eika Rasmussens roman, hvor drengekollektivet fra deres forfaldne hus lurer på en ammende kvinde.  I Rifbjergs roman er stemningen af en arbejdsplads fastholdt i nøgterne sansninger af lyde, blikke, madpakker og indforstået arbejdspladssprog, hvilket finder paralleller i Eika Rasmussens roman eksempelvis når han fortæller om lagerets indretning. Men der er også en tematik omkring kameravinkler, film og blikkets spejl, hvor de to forfattere har noget tilfælles.  I Husets kælder arbejder en af drengene med filmeksperimenter og musikvideoer, men Elias er bange for at blive fanget i et af Frederiks billeder og i de andres blikke.  Han fortæller: ”[…] men jeg var bange for at blive et billede; for at blive set igennem den røgfyldte neon-/demin-optik, som jeg forestillede mig var i rummets blik, som var alles blik på alle, et indviklet mønster af genkendelser eller ej.” (s. 34).  Kameraerne er blevet flere, og blikkene farligere end i Rifbjergs univers, men tematikken er fælles.    

Og så er vi jo selvfølgelig i Århus, ved stranden og i Risskov, hvilket får denne læser til at mindes stemninger og scenerier i Tage Skou-Hansens De nøgne Træer (1957) om unge under besættelsen, der traver afsted langs stranden og taler om kærlighed, liv og død.  Hos Eika Rasmussen ser vi stranden i dette skarptskårne billede: ”Jeg løftede blikket fra muleposen og så ud over havet. Lyset blev mørkt igennem det tætte skydække. Vandet havde samme farve som himlen undtaget noget grønt. Et sted midt i det, cirka halvtreds meter ude, var der en lille blå og hvid kugle, et badehættehoved, der dukkede op og ned i et jævnt tempo langs kysten.” (s. 135).

Skarpe og klare linjer og mærkelige flashbacks mellem romaner fra vidt forskellige tidsaldre kan optegnes. De nævnte romaner er ikke bare nydelige kryds på en litteraturhistorisk tidslinje, men bliver punkter i en spidsvinklet trekant mellem bøger, man kan færdes imellem og glæde sig over er tilgængelige for læseren her og nu.   

Med Lageret Huset Marie  har Jonas Eika Rasmussen placeret sig midt i litteraturen, og debutantprisen kan tjene som tak for en bog, som læserne kan blive ved at vende tilbage til.  Hjertelig tillykke!   
    

(fotot: AMM)

EXKLUSIVT: STRUNGE-TALE I (Mai for Caspar)

Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-Prisen 2016 til Caspar Eric:

-->

Motivering af Strunge-prisen til Caspar Eric

Jeg begynder med slutningen og bagsiden… af Caspar Erics Nike:

It’s the things

we love most

that destroy us

knus Caspar

Der er tydeligvis en flertydighed i dette afsluttende knus. ”Knus” kan opfattes som afsendelsen en kærlig omfavnelse fra digteren til læseren, en opfordring til at omfavne ham eller en bydemåde om at tilintetgøre ham. Og flertydigheden er karakteristisk for den poesi, som Caspar Eric giver læseren i Nike, en titel, der på sin side har mindst tre referencer: til sejsgudinden, til sportsfirmaet og til ekskæresten, som digteren har lovet ikke at skrive om. Og det gør han selvfølgelig heller ikke, for digtenes virkelighedsreferencer er ligesom ”knuset” hverken entydige eller afbildende. Digtene er måder at forholde sig på til billederflader i virkeligheden, i sproget, i tanker og forestillinger og i menneskelige forhold.  Det fremhæves ofte i omtalen af bogen, at den handler om at være handicappet og om et forlist kæresteforhold.  Men betegnelsen ”handle om” passer dårligt på digtene – de bevæger sig først og fremmest strømmende og associerende vidt omkring i adfærd, normer, i oplevelser af lykkelig og ulykkelig kærlighed og af krop og køn.  

Digterens skildring af kroppen, der er mærket af cerebral parese, er hverken en sygehistorie eller handicapanalyse; den minder først og fremmest læseren om kulturens indskrænkede normer og vurderende blik, når det gælder menneskekroppen, normer, som får alt for mange til at regulært at hade deres krop. Nike triumferer med sin skarpe poesi over de indskrænkede kropsidealer og forventningerne til en handicappet. Fordommene om den stakkels eller sympatiske handicappede eller om afvigeren, der skal kanøfles, viser sig at stå i kø blandt voksne og børn, og Nike udstiller både disse fordomme og digterens egne blinde pletter og narcissisme.      

         Nike er formet som et langdigt, en recitation med en rytme som både jazzmusik, spoken words og meditativ refleksion. Som sådant har langdigtet sine forudsætninger og forbilleder i 1960´ernes digtning. Digtenes flotte glid i gennem sproget skifter fart og brydes af gennem indfald og sammenligninger, der griber ind i hinanden på en måde, så man ikke kan se hverken deres begyndelse eller ende.

          Et sted i digtet bevæger digteren sig i en tankerække, der går fra Assistens Kirkegaard via et fitnesscenter til et parkeringshus i Detroit, som jeget sammenligner sig selv med: ”en følelse/ af at være et forladt/parkeringshus i Detroit/ der umuligt kan betale tilbage/ for al den neon og de håb/ der er blevet investeret i mig/ så mange ufærdige broer/så mange skyskrabere/ så mange kontorpladser/ så mange tomme centre/ så mange forladte/ projekter hvis skæbne/ det er at blive glemt/ eller vente/ på at nogle unge/ hipstere kommer forbi/ og giver den sprækkende/ beton en eller anden/ slumromantisk værdi/ perfekt til crazyfucking/postqueertechhouserave/ som de kan tage entré for/ at være en del af/ det fælleskab jeg/ bare skulle være glad for/hvis jeg var en bygning/ på tvangsauktion for/ hvad fuck ville jeg/ ellers gøre når jeg ikke/længere kunne bruges til/ det der var mening i Detroit fx” (s. 78-79).

         Huset eller ligefrem jeg-huset er en metafor i dansk digtning, som vi kender fra Ole Sarvig: ”Mennesker er huse / med korsruder. / Alle er vi / huse i byen”, skrev han i sin samling fra 1944; i Caspar Erics version bliver metaforikken godt nok opdateret og nærmest sparket i nakken af sig selv. Og sådan går det ofte med sproget og billederne i Caspar Erics langdigt: det velkendte får et tvist som det tvist i hoften, som sygdommen har givet digteren. Som læser møder man således både sig selv og et andet menneske i Nike.  Digtene har ikke en ambition om at være hudløst ærlige, de vil i stedet give os lov til at se huden, kroppen og sjælen i et andet lys end perfektionens. Nike skaber et mandsbillede, der minder om Michael Strunges portrætter af digteren som ung mand til party, på S-togsstationen, på gaden, i sengen og i lejligheden. Samtidig  er Nike selvfølgelig så Caspar Ericsk, at hver sætning har  hans særlige tonefald.  

Nike fortjener egentlig ikke prædikatet, ”den svære to´er”, snarere betegnelsen den sejrende to´er, og derfor er det en fornøjelse at tildele Caspar Eric Michael Strunge-prisen 2016.    

("Detroit's Michigan Theater: A Most Beautiful Parking Lot")

Hvorfor Bjørn Rasmussen havde en tehætte på hovedet på Hovedbiblioteket

Ifølge professor og digterviv Anne-Marie Mai (der btw har skrevet en bog med og om Michael Strunge, Mai Strunge):

"Klaus læste op og svarede på spørgsmål, Bjørn læste op med tehætten på! Han fortalte en bekymret ældre dame, at han han klippet sig selv og at det var mislykkedes! Derfor hårskjuleren"

Vanilla Coke & angst

Anne-Maria Mais tale ved uddelingen af Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat 2015 til Caspar Eric

Der er sagt og skrevet meget om, at Caspar Erics 7/11 poesi er en generationsdigtsamling; den er blevet læst som hashtag-generationens poetiske program, en bog om at være ung lige nu, en bog, som med stor selvfølgelighed gør sociale medier, sms’er og ung musik- og filmkultur til byggesten i et poetisk univers.

Generationsperspektivet er dog ikke det mest spændende ved Caspar Erics debut - det er en omstændighed, og den er helt i orden. Men det virkelig spændende og vigtige er, at det er en utrolig god bog i en stak af mange andre utrolig gode bøger af nye danske forfattere. Det særlig bemærkelsesværdige i Caspar Erics bog er energien, udholdenheden og modet, som læsere i alle aldre kan opleve, og det er disse kvaliteter, vi i dag belønner med debutantprisen.

Som læser bliver man umiddelbart udfordret af selve titlen. Henviser tallene til butikskæden 7/11 eller til digterens fødselsdag? Og hvorfor danner den sejrende mandsfigur på forsidebilledet et 11-tal med sine løftede arme? Og hvad er forbindelsen mellem 7/11 og katastrofedatoen 9/11, som digteren selv har oplevet som ganske ung - han er nemlig født i 1987. Svarene suser imellem de mange verslinjer, som bogen består af, men tag ikke fejl; svarene er der skam. I en af sekvenserne er 7/11-butikken således den svingdør, som de unge elskende benytter, når de kredser om sig selv og hinanden i et forsøg på at håndtere både pølsehorn, øller, cigaretter og deres eget humør. Man kan hacke sit eget humør ved at gå ud og ind af en 7/11-butik hedder det:

… du sagde at 7/11

kunne give en følelse

af at alt også bare var en lang dag

og at det betyder

at det også kan føles som en ny dag

hver gang du går ind i en 7/11

og kommer ud igen

med babybites i hænderne

og at du tit gjorde det

for at hacke dit eget humør

som en måde at starte forfra

hvilket jeg syntes virkede intelligent…

(s. 92)

Bare udtrykket ”hacke dit eget humør” er skarp poesi, en tankevækkende og morsom vending, der antyder, hvordan man som læser hele tiden må smile, kluk-le, undres og overraskes undervejs i sin læsning. Digter-jeget skåner ikke sig selv, hverken når det gælder om at se sine mere eller mindre banale svagheder i øjnene, indrømme sin naivitet og forelskede egoisme, eller når det gælder om at konfrontere sig med de store tilværelsesspørgsmål.

Katastrofedatoen 9/11 forbinder digteren med sin eks-kærestes fødselsdag, og han tænker mere på hende end på verdenssamfundet, siger digtet. Men pointen er, at digtet faktisk lykkes med at få beskrevet både den personlige katastrofe: tabet af den elskede, og den verdensomspændende katastrofe: tårnenes fald. Det lykkes at få bragt proportioner ind i forholdet mellem de to begivenheder, sådan at digtet kan rumme dem begge, og faktisk handle om at tænke både på sig selv og på verdenssamfundet.  

Digter-jeg´et bestræber sig ofte på at variere forskellige tragiske helteroller, som fra Beverly Hills 90210, men hans særlige sensibilitet er hele tiden nærværende, og han falder ud af rollerne, så snart han har tænkt dem. Man røres og irriteres over digterens udfald mod verden, kæreste og sig selv, og man morer sig vildt og inderligt, som når han digter om at være til vegetarmiddag med tømmermænd, høre på meninger om etisk ansvar og ovenikøbet måtte savne dressingen til linsebøfferne.

Denne klassiske Caspar Eric-scene ender med, at digteren erklærer, at han ikke længere gider blive en bedre person eller få det bedre, men bare længes efter at sidde og drikke vitaminvand  med en professionel ”sportsudøverattitude”. Og til læsere af alle køn vil jeg blot sige: man kan opdage nye sider af det mystisk maskuline i disse digte, der er hjerteskærende, morsomme og lynende intelligente. Man kan ikke undgå at forelske sig i den skønne popkunst i Caspar Erics poesi. I kanten af digtene spores Jørgen Leths forkærlighed for hverdagsgenstande, Peter Laugesens dyrkelse af småordene, Kirsten Thorups cool naivisme, Klaus Høecks optagethed af mærkevarer og Dan Turèlls rytme og tonefald. Men i 7/11 lyder samtidig en tydelig og egenartet poetisk stemme, og der bliver skabt et Caspar Eric-univers, som man har lyst til at slentre, snuble og løbe rundt i. Er digtene autofiktive, selvbiografiske, biografiske eller performativt biografiske kunne man måske fristes til at spørge i forlængelse af den langtrukne diskussion, litteraturkritikken har haft om tekster, der balancerer på grænsen mellem det fiktive og det biografiske. Men selv om der er autofiktive træk i Caspar Erics digtning, gør den samtidig diskussionen dybt uinteressant, simpelthen fordi digtene byder sig til som kunst, som et univers, der får gyldighed i sig selv. Det er den kunstneriske interesse, digtene skærper, og det er herligt at blive befriet for autofiktionens tvang, være ligeglad med at snuse i hvem, der mon er den biografiske ”hvem”, og bare nyde og opleve tekster, der byder sig til som poesi fulde af babybites, frosne pizzaer, chips-poser, vanilla coke, angst, kærlighed og nærvær.

Exclusive: STRUNGE-TALE II (Mai for Ravn)

Vi bringe eksklusivt for Blogdahl Anne-Marie Mais tale (så genialt generøst at der holdes 2 taler) ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen til Olga Ravn for hendes roman Celestine:

Det er svært at fortælle om Olga Ravns Celestine, til gengæld er det ganske let at citere. Man kan som læser slet ikke lade være, for Olga Ravns Celestine er fuld af forunderlige sætninger og billeder, som griber læseren og bliver ved med at husere i ens tanker, som når det hedder ”sommeren var begyndt at blive krøllet og sortrandet”, (s. 15), ”forelskelsen var ufrivillig som en barndom” (s. 65) eller ”jeg gik rundt med en åben grav i mig” (s. 115). Desuden er citatet: ”Da jeg var barn, var jeg skilsmissens sted” – næsten allerede blevet en talemåde.  Når det er svært at fortælle om Olga Ravns roman, er det ikke fordi handlingen er svær at begribe: en ung højskolelærer er i en eksistentiel krise i forhold til sig selv, sin kæreste, sin mor og sin baggrund som skilsmissebarn. Hun er ved at miste sig selv til følelser, hun ikke kan magte og overkomme. Hendes liv og selvfølelse forsvinder, og hun forvilder sig ind sig i væremåder og talemåder, der fjerner hende fra sig selv.  Hun ligner og føler sig som et spøgelse og begynder selv at hjemsøge andre angivelige spøgelser for at give det indre gengangeri et ydre udtryk. Hun tilbyder derfor sin krop til renæssance-jomfruen Celestine, der efter sigende spøger på et gammelt slot.

Når det er svært at fortælle om romanen, hænger det sammen med, at det nemt kommer til at lyde som om Olga Ravn går en lang omvej i den gotiske roman og en indviklet spøgelseshistorie for at fortolke nogle meget nutidige menneskelige oplevelser og erfaringer, som mange deler: at opleve sine forældrenes skilsmisse, forældrenes nye kærester og disses børn, at have svært ved at få sit eget parforhold til at vare ved, at føle sig hjemme i sin alder og ikke lade tilværelsen glide sig af hænde. Et par af Celestines anmeldere har haft denne indvending mod romanen midt i deres ellers venlige uddeling af kors, bånd og stjerner, og hvad de ellers har at gøre godt med.

Men indvendingen er forkert. Spøgelseshistorien er tekstens kunstneriske balancepunkt, og besværet med at fortælle om romanen, uden at man forkorter og forenkler den, hænger sammen med, at det præcis lykkes for Olga Ravn at tage afsæt i vores hverdagssprogs omtale af, at nogen eller man selv ligner et spøgelse, eller at noget spøger i en bevidsthed, og få denne oplevelse til at leve og trænge sig ind på læseren. Det gør hun ved at skrive en roman, der både er gotisk og realistisk.  Hun kan netop kun komme dybt ind i de både skræmmende og krævende relationer mellem de børn og voksne, som vores nye serielle monogami skubber i armene på hinanden, ved at stå ved, at man kan ende som spøgelser for hinanden og tage den kunstneriske konsekvens af, hvad spøgeriet betyder. Renæssancens skønne ungmø Celestine blev muret inden, da hun brød datidens faderlov, mens den nutidige kvinde indser, hvor små og indestængte skilsmissebørnene og de sammenbragte søskende bliver, når de skal holde sammen på det kartotek af forhold, forældrene har tilegnet sig i deres liv.  ”Vi er spøgelser for hinanden” som det kan siges i slutningen af romanen, da historien har givet denne sætning rækkevidde.  Det gamle kvindespøgelse, der begynder at vise sig for romanens hovedperson i slutningen af historien, er skræmmende. Men det er ikke desto mindre hende, kvinden må lukke ind i sit indre rum, hvis hun ikke skal ende som en indemuret 16-årig. Eller hvad? Romanen fastholder sin ambivalens – dens sætninger og handling slynger sig ud og ind af beskrivelser af menneskelige erfaringer og oplevelser, som mange deler i nutiden, og iscenesætter de spøgelseshistorier, vi benytter os af, for at undgå at se de mentale indemuringer og dødningehoveder i øjnene.  Hen mod slutningen af romanen hedder det: ”Det var en lille og tung ulempe at være Kims kvinde. Han holdt ejerskabet løst i hænderne. Jeg ville være et skældsord i hans mund. Han ville drikke. Sommeren gjorde os øre og tyndslidte som lyse flader, firkanter af græs eller opstartende og nedlukkende skærme.  Sommeren skulle vise hvor let man kan blive. Mit øje skulle fyldes med sølvglimmer og spyt. Jeg skulle blive Celestine, men det blev jeg aldrig. Jeg ved aldrig, om hun kun er noget, man har fundet på, som jeg har fostret i mig, og så sidder jeg tilbage med spørgsmålet om, hvad der er virkeligt.” (s. 149-150).

Tak for både handlingens sære dunk på sjælens dør og det mærkelige klister fra sætningernes edderkoppespind, som man ikke kan få af sig igen.  Romanen giver mindelser om Thit Jensens seancer med ånder, gengangeriet i Ibsens dramatik og de gotiske passioner hos Brontë-søstre – det lyder urimeligt og umuligt. Men det er det ikke: det er Olga Ravns svære og smukke to’er: Celestine. 

 

- unge ur-Thit

JEG SER MIT MIG! MIG SER MIT JEG!

(Anne-Marie Mais tale for Yahya Hassan i går på Vejle Bibliotek:)

-->

Det gælder for digtningen, at den kan blive til dér, hvor der opstår sprækker og åbninger i sproget. Små ophør i den vanlige sprogbrugs logik tillader undertiden digter og læser at slippe forbi alle de holdninger, meninger og budskaber, som vi dagligt går rundt og serverer for hinanden, og som vi kender alt for godt. Åbningen kan ligge i et billede, der lyser dybt og stærkt, som når Garcia Lorca i En digter i New York, udgivet 1940, fanger sin tids fattige New York’ere i en stærk metaforik: ”Folk vandrer søvnløse rundt i gaderne som nyligt undslupne et skibbrud af blod”.

Den ene af årets modtagere af Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat er Yahya Hassan, men hans digte har ikke deres styrke i den lyriske metafor. I Hassans fabelagtige gennembrudsbog, Yahya Hassan, er hans eget navn er værkets titel, og de store typer trækker os helt uden metaforer ind i en poesi om en barndom fuld af gruopvækkende svigt og misbrug fra forældre og myndigheder. Digtene handler om et lyrisk jeg, der lever i vold, kriminalitet og narko og med trusler fra alle sider.

Lyt blot til dette korte digt fra første del af samlingen med titlen "KÆRLIGHED":

FAR FIK ENDNU ET BARN MENS JEG VAR ANBRAGT

JEG VED IKKE HVAD DET HEDDER

OG HAR GLEMT OM DET ER EN DRENG ELLER EN PIGE

PÅ EN HJEMREJSEWEEKEND BESØGTE JEG FAR

BØRNENE BLEV GLADE OG VILLE LEGE NÅR JEG KOM

MEN HANS KONE SAGDE AT JEG IKKE SKULLE RØRE HENDES BØRN

DET ÆLDSTE BARN BLEV VED MED AT KRAVLE HEN TIL MIG

HUN SLOG HAM I ANSIGTET MED FLAD HÅND

HAN GRÆD OG SAGDE JEG ELSKER DIG MOR

HUN SLOG HAM IGEN OG SAGDE JEG ELSKER IKKE DIG

Digtet om denne rystende familieverden er blottet for sproglige billeder og sammenligninger. Digtet er sprogligt nøgent eller måske snarere helt uden omsvøb, men de store typer, versalerne, der er brugt, understreger, at alt hvad, der står skrevet her, er vigtigt - det skal fremhæves, skrives med stort! Samtidig spærrer de store typer næsten teksten inde i sig selv, og det ser ud som om, jeg´ets forhold til omverdenen er helt fyldt ud, som om der netop ikke er sprækker eller åbninger i  udsigtsløsheden i jeg´ets verden.

Måske kan det blive en vanskelighed, Hassan må lade sig udfordre af senere i sit forfatterskab, at den poetiske metaforik er så fraværende, som den er i hans digte. En anden stor dansk digter, for hvem metaforen aldrig blev en hovedsag, var Dan Turèll,  hvis sprog fandt helt andre veje. Metaforens fravær var her et stærkt udgangspunkt. Foreløbig er det også for Hassan en styrke, for hans digte får deres helt særlige kraft gennem synsvinkler, sammensætninger af sprogbrug, forløb, bogstavrim og rytme. Især er der et meget vigtigt greb, som Hassan mestrer, og det er brugen af det personlige pronomen, "mig". Og nu bliver jeg nødt til at blive en smule teknisk, for at få min pointe frem: "Mig" er bøjningsformen for det personlige pronomen/stedord, "jeg", når det bruges som objekt for et verbum – når vi f.eks, siger, "jeg glæder mig", eller når stedordet er styret af et forholdsord, når vi f.eks. siger, "Du skal gå med mig". Hassan sætter jeg og mig sammen på en måde, som vi af og til kan støde på i indvandreres tilegnelse af dansk sprog. Det hedder eksempelvis hos Hassan i et digt "Mig jeg skriver at han skal hold hans fucking kæft”. Jeg' et har dermed fra starten udstyret sig selv med et ekstra objekt, et genstandsled: "Mig jeg hustler en kommune for penge"- hedder det i et andet af Hassans digte, hvor både ”mig” og ”en kommune” er slags genstandsled. Det er min pointe, at Hassans brug af indvandrersprogets konstruktion af mig-jeg viser sig at være et meget stærkt og vigtigt poetisk greb. Men først må jeg minde om, at Hassan igen og igen har sagt i de mange heftige debatter, der har været omkring hans bog: Bogen er poesi, ikke holdninger og meninger, og poesien må læseren selv fortolke.

Hassan får imidlertid i spillet mellem jeg og mig lavet en spække i sproget om muslimer og alle slags fædre, mødre, søskende og fætre ved at bruge en konstruktion, han kender fra indvandrersproget – mig/jeg - vel at mærke på en sådan måde, at vi får en mangesidet belysning af jeg og mig:  På en måde betragter jeg´et sig selv som mig, men mig´et betragter også sit jeg. Samtidig viser digtene, at jeg ´et af sin omverden bliver betragtet og klassificeret - ikke som jeg - men som en mig-genstand, en anden, en fremmed, der ikke passer ind i det danske samfund. Vi møder her en indvandrer-identitet, som omverdenen hæfter på jeg´et, så han ligner den anden, den fremmede. Men mig´et er også jeg´ets egen perker-protest mod sine egne forsøg på at komme ind i et velfærdssystem, der virker hjælpeløst, og en kulturbaggrund, der ikke stopper fædre og imamer, når de er brutale og tyranniske, sådan som fædre og præster af alle konfessioner i øvrigt kan være det. Dermed får Hassan brudt danske og muslimske tabu' er i forhold til livserfaringer fra dét krydsfelt mellem kulturer og traditioner, som er hans baggrund. Mig-jeg optikken bliver et prisme for tabubelagte forhold. Velfærdsstaten får sin kritiske bekomst og fremtræder som en komplet fallereret pædagog, der savner medmenneskelighed og forståelse. Men muslimske og palæstinensiske miljøer er heller ikke genstand for nogen skånsel. Der er ingen etnisk idyllisering her af hverken dansk eller arabisk, de to sprog, hvorom det i samlingen hedder, at det ene ikke tolereres i det arabiske hjem, og det andet ikke tolereres i den danske skole.

Jeg vælger at fortolke Hassans stærke digte som et udtryk for, at poesien ikke finder sig i fortielser eller tabu'er. Sprækker i hverdagssprogets konformitet opstår hos den, der som digteren Hassan kan lytte, således at det, der ikke er velhørt, kommer for en dag.

Samlingen bevæger sig frem mod det store afsluttende ”Langdigt”, som jeg synes, er samlingens allerbedste, en født klassiker, som man kan blive ved med at vende tilbage til som det poetiske udtryk for en tid og et sted. Her bliver mig-jeg-konstruktionen brugt virtuost. Vi bevæger os rytmisk mellem jeg og mig  - i et faretruende forløb, hvor jeg´et er ved at blive opslugt at mig´et og omvendt. Det er muligheden og rædslen, der kan bringe sprog og liv til ophør.  Slutningen lyder således: (Og det skal her lige forklares, at i islam betyder ”kafir” vantro og ”munafiq” religiøs hykler)

MIG JEG ER DEN SKØRE SØN

MIG JEG HAR SKIFTET JOGGINGBUKSER UD

MED CIVILISERET TØJ OG TILPAS STRAM COWBOYBUKSER

MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD

OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD

MIG JEG ER KAFIR MIG JEG ER MUNAFIQ

MIG JEG ER HUND

MIG JEG ER BESKIDT MIN SJÆL ER FATTIG

OG OVENPÅ UGERNINGEN JEG DØSER HEN I FORÅRSSOLEN.

Hassans afsluttende ”Langdigt” minder om Allen Ginbergs Howl - Hylet fra Amerika - fra 1956, den epokegående samling af beat-digte, som fornyede digtningen og stadig sender impulser ind i vores tid. Mens Hassan arbejder med mig-jeg som en gentagelsesfigur, bruger Ginsberg en lang kæde af ledsætninger som konstruktion af den unge generations desperation og som beatgenerationens signatur: generationens bedste hjerner, ”som passerede gennem universiteter med strålende kølige øjne hallucinerende Arkansas og Blake lys tragedie blandt lærde i krig,

som blev bortvist fra akademier for at skrive skøre og obskøne oder på kraniets vinduer, som krøb rundt på rodede værelser i undertøj, brændende deres penge i affaldsspande” – osv. - og læs endelig selv videre!

Hassans digte tager deres afsæt i digterens indvandrerbaggrund, men de har også en side, der ikke er afhængig heraf; nemlig en eksistentiel dimension, hvor læseren kan begynde at spørge til sit eget jeg og mig. Har jeg et mig - kan jeg høre det? Hvad fortæller "mig" mig om mit jeg? Hvad sker der, hvis jeg siger - Mig jeg? Prøv selv, hvis I tør!

Hjertelig tillykke til Yahya Hassan med hans uforglemmelige debut, og hjertelig tillykke til de mange nye læsere, Yahya Hassan har givet lyrikken.

 

 - succesen har taget på Yahya! Nej, det er Johannes Riis, der modtager prisen på hans vegne og afslører, at YH har noget ny og helt anderledes på vej!

En litteraturmeteorologs vurdering af talentregnen (men hvad siger regndråberne de luxe selv?)

Der er en artikel i Kristeligt Dagblad i dag, "Debutanter puster nyt liv i litteraturen", som jeg ikke kan linke til, om den høje frekvens af talenfulde debutanter disse år, som vi i juryen for debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat kippede med flaget for, da vi for første gang offentliggjorde en shortlist på 5 navne, Gjessing, Hassan, Larsen (Ninette), Løppenthin, Skyggebjerg (prisen, der er på 2 x 50.000 kr., uddeles til 2 af af de shortlistede kandidater på fredag på Vejle Bibliotek); i artiklen er eksperterne mig og Tue Andersen Nexø og Hans Otto Jørgensen og med-jury-medlem Anne-Marie Mai; her er en passage, hvor professor Anne-Marie og kritiker mig udtaler os, og måske har vi ret:

"Grunden til, at vi i år står med en overflod af dygtige debutanter, er, at man er blevet opmærksom på, at sproget kan noget særligt. Vi er blevet vant til at skelne mellem forskellige typer medier. Vi ved godt, hvordan man skriver en e-mail, vi ved godt, hvad det vil sige at skrive en Facebook-opdatering, og vi ved godt, hvad det er, vi gør, når vi skriver et gammeldags brev. Vi er genrebevidste på en måde, som man ikke har været tidligere," siger Anne Marie-Mai.
Litteraturprofessoren tilføjer, at der generelt i samfundet er opstået en øget glæde ved at skrive.
Flere og flere er ifølge hende optaget af at bruge ordkunsten og skriftligheden til at udtrykke sig." Vi er blevet opmærksomme på, at litteratur ikke bare er historier, for historier kan man også fortælle i billeder og lyd og på mange andre måder. Ordet kan noget særligt, og sproget har en særlig udtryksform. Derfor ser vi også en enormt stærk sproglig bevidsthed i hele den stak af debutanter, vi har kigget på," forklarer litteraturprofessoren.
Især inden for lyrikken er genrebevidstheden og det gode sprog tydeligt. I højere grad end tidligere betragter debutanterne sig selv som digtere og identificerer sig med digterrollen, mener Lars Bukdahl, der er litteraturanmelder på Weekendavisen, og som også står i spidsen for dommerjuryen til debutantprisen sammen med Anne-Marie Mai. "Man har næsten ikke siden 1980' erne oplevet en digters selvbevidsthed på samme måde, hvor man kan pege på flere, der er stolte over at være det. Man kan mærke, at det sproglige overskud er sig bevidst og peger på sig selv som et poetisk sprog - ," siger Lars Bukdahl.

Til sidst er jeg med igen:

"God litteratur næres af god litteratur. Man kunne se tilbage i 1990' erne, at Jørgen Leths forfatterskab fik ny luft og inspiration af, at der kom de unge (køligt encyklopædiske) 90' er-digtere, som skrev på deres egen facon.
Han var derfor nødt til at revitalisere sin litteratur. Dét, at der kommer yngre forfattere, som er stærke, gør, at de ældre skribenter bliver tvunget til at stramme sig an, og samtidig kan det inspirere og udfordre dem på en positiv måde," siger Lars Bukdahl.

Jeg sendte også journalisten nogle (for de første tos vedkommende mere ærligt blanke) mail-svar, som ikke kom med i artiklen:

Hvorfor ser vi så mange dygtige debutanter lige nu?

Fordi vi gør! Det er tale om om alle mulige vilkårlige faktorer: så og så mange talenter, der er blevet født i 80'rne og 90'erne bliver på det og det tidspunkt gennem indre og ydre talentudvikling klar til at debutere - og så - og det er måske den ikke-vilkårlige grund - skal der være redaktører/forlag, der er parate til at anerkende og reagere på det bogmodne talent, og her er forlag, både små og store, lige nu måske den gode smule mere parate end tidligere, fordi de kan se at poesi/debutantpoesi har den smule (og i det unikke tilfælde Yahya H kæmpe meget) mere gennemslagskraft?
>
> - Hvilken betydning kan det få for litteraturen i Danmark?

Den bliver rigere! Det er heldigvis altid plads til flere gode digtere.
>
> - Ser du nogle tendenser blandt de udvalgte forfattere - hvad er kendetegnende for årgangen?

Det er sgu svært, man kan måske hos nogle af de alleryngste, født i 90'erne, Cecilie Lind (debut 2011), Signe Gjessing, Ninette Larsen, få øje på en vild og gladelig fabuleren, både sprogligt og fantasimæssigt, Linea Maja Ernst fra Information har talt om en gurlesk / girlesque-tendens.

> - Hvor svært var det at udpege fem navne i det stærke felt?

Det var ret nemt - fire ud af de fem gav sig selv for mit vedkommende og kunne alle være vindere; jeg havde to boblere, som jeg ikke havde haft noget imod at se på shortlisten, nemlg Simon Tolsgaard og Sigurd Buch Kristensens debuter. Det har virkelig regnet med talent, og især, som det fremgår, poetisk talent.

- under artiklen svarer de 5 shorlistede debuttanter på poesibogsspørgsmål, her er Signe G's svar:

Hvad inspirerede dig til at blive forfatter?

Manglen på tings selv. Dét selv taler poesien med. Der var stille i verden, den lydløse samtale med alt - med dybde og længde i stedet for lyd - blev ikke ført dér, hvor jeg var. I det mindste var der et ophold i samtalen.

Hvad er du optaget af at skrive om?

Jeg skriver ikke om. Jeg bruger tings selv: navne. Rører, forbigår, rusker dem. Med dem en tilstedeværen i tingenes eget rum, dér, hvor alt inde i os er ude ved tingene, omkring og over, forbi, fordi tingene er taget ind.

 - og her Ninette L's:

Hvad inspirerede dig til at blive forfatter?

Jeg blev forfatter, fordi det at skrive er et kærlighedsforhold, man kan stå midt i, imellem objektet og benævnelsen af objektet, og så er man tæt på. Og når man så står der, tæt på, får man lov til at se, hvordan de to afklæder hinanden, og hvad der så pludselig findes indenfor.

Hvad er du optaget af at skrive om?

Det er lidt ligegyldigt, hvad der optager mig, for oftest er der ikke rigtig noget, der optager mig. Jeg tror aldrig, jeg har haft en etisk eller politisk eller nogen anden forudsætning for mit arbejde, og det kan gøre, at det er svært at projektorientere det. Men jeg tror aldrig, jeg bliver træt af at skrive om min familie, og hvis jeg gør, kan jeg måske lige så godt finde på noget andet at lave.

- så meget for Generation Etik, de 15 minutter er ovre ...

EXKLUSIVT: ANNE-MARIE MAIS TALE FOR THEIS ØRNTOFT

ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen hos Gyldendal i dag:

-->

Flere af de begejstrede anmeldere af  Digte 2014 gør meget ud af at fremhæve forskellene på Theis Ørntofts debut, Yeahsuiten, og hans Digte 2014. Debutbogen var attituderelativistisk, legende og fuld af selvironi og muntre indfald om aftaler om drukture, wasabi-ærter og et jeg, der er let overgearet på livet. Den ny bog siges at være mørk, apokalyptisk, et poetisk vidnesbyrd om klimakrisen, en bog, som udspiller sig efter en katastrofe. Jeg er skeptisk over disse karakteristikker og den kontante modstilling af de to bøger – for mig at se forbinder de sig med hinanden – igennem en beherskelse af rytme og toneleje, evnen til at inddrage hele verden i digtenes univers og balancere på det sted i sproget, der i Yeahsuiten kaldes realplanets tynde line.  De er skrevet af en digter med sit eget tonefald, hvad enten han stemmer digtet i den ene eller den anden toneart. ”Play it fucking loud” var mottoet i Yeah-suiten, et citat af Bob Dylan fra 1966 i Manchester, og Dylans svar på en vred fan, der kaldte ham Judas, da Dylan begyndte at spille elektrisk rock and roll.  Det er med Theis Ørntofts to bøger som med Dylans klassikere – Dylan er både ophavsmand til den romantiske ”Mr. Tamburine Man” og den apokalyptiske ”Desolation Row”, begge tilmed fra 1965. Det er der ikke noget mystisk i, men der er masser at stærk poesi i begge udgivelser og begge slags tekster. Man kan faktisk ikke lade være med at tænke på Dylan, når man læser Digte 2014, ikke fordi der er direkte referencer til Dylan overhovedet, men fordi de surrealistiske undergangsuniverser minder om stemninger og scenerier i det apokalyptiske Dylanregister. Men hver gang man synes, at nu er vi tæt på Dylan, er vi alligevel langt fra og i en poesi, som umiskendeligt er Theis Ørntofts, som når han skriver: ”Min fortid, flydende/ lava/ lå længe og lyttede/ til lyden af hovslag mod søvnløshed”.

Det er, som om der lyder ekko af mange digte i Theis Ørntofts univers. 1980´er-digtere som Michael Strunge og Bo Green Jensen er tættere på end både Dylan og Eliot.  Men det vigtigste at bemærke her er, at man faktisk hos Theis Ørntoft opdager, hvor fantastisk en kvalitet, det er ved gode digte, at de ikke bare gør opmærksom på sig selv, men fungerer som en slags genlæsning af traditionen og genopdagelse af sprogets muligheder for at overrumple med stadig nye betydninger. Der er netop ikke i Theis Ørntofts nye bog bestemte budskaber eller håndfaste udsagn om politik og klima. Men han har som Klaus Høeck engang har formuleret det ved hjælp af poesiens metode nærmet sig ”forbudte områ/der, bitre som aluminium, grå af smerte og skam og fornedrelse”. Det kan ikke siges anderledes end netop sådan.  

Det kan godt være, at bogen vil indgå i skolernes læsning af et klimatema. Og fint med det; men jeg håber også, at de vil blive læst for deres poetiske metode og skarpe sproglige kanter, som når det hedder:

Under asfalten

ruller fårehovederne

ned over de stejle skrænter

til fabrikken hvor mine børn

sidder og syr i sig selv

Digtenes stemme kaldes hos Theis Ørntoft ”min niggerstemme” – en rigtigt Michael Strunge-prædikat. Men det er ikke derfor, han får prisen. Theis, Du er årets modtager af Michael Strunge-prisen, fordi din nye bog, den svære to´er, er poesi, der taler stærkt til sin samtid, når den åbner sprog og tanke mod alt, hvad der er ved at smelte ned i en nutid, som vi måske slet ikke deler med hinanden, fordi de mange breaking news holder os fast i adskillelse og selvoptagethed, men hvor poesien stadig har en chance for at bringe i al fald nogle stykker af os sammen. Som nu. I dag.

Play it fucking loud!