Af Lars Bukdahl
Da jeg fredag
morgen klokken halv syv sidder og skriver denne pristale, som jeg ni timer
senere, i dette talende nu, læser op for jer, prisgæsterne, er det ni timer
siden prismodtageren Olivia Nordenhof noterede følgende livsbegivenhed fra
januar 2012 på sin Facebook-profils
tidslinje:
”Kogte seks æg”
Og selv tilføjede denne lakoniske
madanmeldelse:
”perfekt”
På en vens spørgsmål om æggene var hårdkogte
eller blødkogte, svarede Olivia øjeblikket efter på en slags fynsk:
”blø’”
”blø’”
Sådan er også min oplevelse af Asta Olivia
Nordenhofs genreløse debutbog Et ansigt
til Emily, der udkom i november 2012 som et af de to første bind i
lilleforlaget Basilisks nye ”serie B”:
Disse æg er blødkogt perfekt!
Og det er meget lettere at hårdkoge skrift-æg,
især når det drejer sig om prosa, end at blødkoge dem, for det er jo fx yderst
vigtigt, at de ikke splatter ud til spejlæg. Tidligere havde signaturen Olivia
Nordenhof gjort sig småsensationelt bemærket ved en række enkeltstående, særdeles
hårdkogte, skarpt vrængende tekster, så det var noget af en overraskelse for
os, der allerede var fans, at det blev blødkogthed, hun perfektionerede i sin
debutbog.
Men netop prosaisk, for ikke at sige
romanagtig – for det er sgu da en roman, Olivia, du kan lige så godt indrømme
det! – blødkogthed, der ikke lader sig nøje med et blødende, opkogt jegs kønne
og spontane flæben, men sætter sig i spil mellem flere tider og steder – de tre
afsnits titler: ”Italien nu”, ”Afrika 1976”, ”Bornholm senere” – og personer,
to nærværende, Emily og Rosa, der elsker hinanden forbandet højt, to
fraværende, Rosas døde far, der hjemsøger live
og i gamle breve, og Daniel, Emilys hårdt savnede og bugtalte ex.
Eller rettere: i spil med tider og steder og
ANSIGTER. For ansigtet er bogens og blødkogthedens allestedsnærværende, højst
konkrete ikke metafor eller symbol, men simpelthen poetik eller jobbeskrivelse:
At skrive en bog som et ansigt, et blødkogt æggehoved. Der bevæges af og i og
med andre ansigter. Et ansigt til Emily er et ansigt sammenstykket af flere
ansigter, herunder hendes eget, foræret Emily som et portrætforsøg, et af
flere, måske utallige mulige. Se bare Emilys smukke beskrivelse af Rosas smukke
skriven til hende som en række små trækninger i et ansigt, som beskrivelsen
selv er et perfekt eksempel på selvfølgelig:
”Hun taster så forsigtigt på tastaturet, når hun sidder i sengen ved siden af mig og tror, jeg sover. Den forsigtighed forplanter sig i skriften (hun skriver nogle af de smukkeste tekster, jeg har læst), man kan endda se på hendes tekster (de af dem hun har skrevet, mens hun troede jeg sov) hver gang hun har rømmet sig, så er det som om skriften gisper af frygt for at forstyrre den elskede, ødelægge noget.”
”Hun taster så forsigtigt på tastaturet, når hun sidder i sengen ved siden af mig og tror, jeg sover. Den forsigtighed forplanter sig i skriften (hun skriver nogle af de smukkeste tekster, jeg har læst), man kan endda se på hendes tekster (de af dem hun har skrevet, mens hun troede jeg sov) hver gang hun har rømmet sig, så er det som om skriften gisper af frygt for at forstyrre den elskede, ødelægge noget.”
En bog, der læser dig, mens du sover!
De to primære, blødkogte tilstandsformer, Et ansigt til Emily, beskæftiger sig med
og praktiserer, er forelskelsen og længslen, der jo begge er kærlighedsformer,
og hele tiden flyder sammen, når ansigterne nænsomt ser hinanden i øjnene og
nakken - og i øjnene i nakken - i spejlkabinettet. Eller med en af bogens egne
formler: ”Her er Rosa./ Det fremgår af hendes ansigt, at hun elsker Emily./ Her
er Emily. Det fremgår af hendes ansigt, at hun elsker Daniel.”
Og den vilde bedrift i bogen er, at det gør
det faktisk: Fremgår med al tydelig ønskelighed.
For atten timer siden i skrivende nu postede
Olivia Nordenhof følgende ikke-fiktive, ikke-romanagtige statusopdatering på
Facebook, på dansk ansigtsbog:
”ok
nu sier jeg det bare fordi nogen stadig skriver som respons på den
sygedagpengeting, hvad som der er vildt sødt! vi flytter til italien, min
mormor har et hus hun har arvet fra sin mand, og vi vil kunne strække mine
forsikringspenge længst muligt pga. næsten 0 husleje, 2 år. ingen af os kunne
mere psykiatri og mere kommune. så i juledagene skal der læsses en lille
ladbil, så kører vi af helvedes til gennem den europa. det er en landsby, så
der bliver ret stille, det glæder jeg mig helt vildt til, færre lyde. ja. jeg
kommer til at savne så mange og bekymre mig men ellers.”
Ligesom bogen, før den udkom, bevægede sig videre på Olivias blog, Jeg
hedder mit navn med versaler, bevæger Olivia sig nu ind i sin bogs Italien, og
med Munch-Christensens klækkelige Kulturlegat ønsker vi hende lykke på rejsen;
de sidste ord i dette minportræt af en sjælden billedskøn bog er sidste års
prisvinder Hanne Højgaard Viemoses vellignende hilsen på debutantens FB-profil:
”det lyder som en drøm Olivia, jeg
håber det kan lade sig gøre og blive rigtig godt! måske kommer jeg så pludselig
gående med mine små drenge gennem landsbyen og banker på din mormors hus og
spørger om du har saftevand”
