Hun har Sven Dalsgaards øjne (uuuuuuuuh!)

på kasketten, Angel Haze,


 


dirrende indædt og rasende inderlig, amerikansk rapper, beundret af dig og mig i Pumpehuset i mandags, og i hvem kunne lade være at hyle med, da hun overlegent spyttede sig gennem signatur-nummeret "The Wolves"? - dette er OGSÅ ung poesi, Lige så UNG som Ashbery-digtet nedenfor, digteren bare 23 isf 88:

[Intro]
Hello, nigga this is what you get
When you mix a little "evil genius" with "the shit"
Nigga, I am leader of the Pac and that's it
Every time I howl, wolves come, and you get bit
You could get hit by the heater on the low
You could get clipped like a speaker bout to blow
Nigga, I got bullets fire leaking out the flow
Is them niggas serious? I dont even really know man

[Verse 1]
I stay heavily sedated, niggas testing my patience
Get me higher, get me higher! Nigga, heaven is waiting
Is it funny how Im fire, I could swallow the sun
Walk around like the messiah, like Im sired to satan
Nigga, I dont wanna hear about the click you claim
Oh you mad when they hitting on the shit you aimed
Man, if yo shit lit, my shit inflamed
Yo, you talkin' all that shit, but ain't shit you saying
Oh lordy lordy, these bitches, they bore me
Old lady river, zz-Oh I'm snoring
Open the top and pull off in the foreign
When it raeens, man ain't nothing can keep me from pouring
Oh no no no, I can't come back down there
Nothing out there left for me dawg
Me and the crew on the quest for this cheese dawg
I left my fucking heart out at the sea dawg

[pre Chorus]
Yo, this shit sounds like the danger zone
Im the big bad wolf, Ima take the throne
(right here, oh yeah, right here, oh yeah)
With the whole fuckin team and we all gon howl
Where we from, we just do it, we dont talk about it
(right here, oh yeah, right here, oh yeah)

[Chorus]
Aye this is the part where the wolves howl
This is the part where the wolves howl
*howling*
Aye this is the part where the Pac comes
Yeah, this is the part where the bad comes
For youuuuuuuuuu

[Post Chorus]
Yo, you kill me stop kidding, you gotta be feeling me niggas
Look at these bitches, they'd die to get rid of me niggas
Fuck it, it's me and the squad til infinity niggas
Might catch a body, let somebody put steel in these niggas

[Verse 2]
Man, bitches really wanna be me
Bitches gotta feel me cause they really can't see me
Hella fuckin' puzzled when they say that they can beat me
Had to school bitches like I'm motherfuckin' Feeny
Man, I tried to tell em but they saying "pipe down"
When you could get popped by a cop right now
All cause the color of your skin Mike Brown
Had me looking at the fucking world like "howwww?"
In the trees with them bitches, I was way up!
Got tired of motherfuckers tryna play us
If I ever catch a bitch tryna pass on me
Ima shoot that motherfucker like a lay up
WHOA!
Killin the game, playing clue with it
We hide your body like who did it
Rollin with niggas who roll with the clips
And we roll with each other like "who wit me?"

[Post Chorus]
Yo, you kill me stop kidding, you gotta be feeling me niggas
Look at these bitches, they'd die to get rid of me niggas
Fuck it, it's me and the squad til infinity niggas
Might catch a body, let somebody put steel in these niggas x2

[Outro]
Say you'll, say you'll be with me tomorrow
When the sun goes down, the moon will come
Will those same wolves howl? x3

Olivia & Sven er kærester i dag!

Jeg skal ud af døren for at købe en gave i en helt anden glædelig anledning, men jeg opdager, at Olivia Nordenhof lige nu cirka modtager Sven Dalsgaards Legat til fordel for yngre, eksperimenterende kunstnere i Den Frie Udstillingsbygning, og det kan ikke være mere RIGTIGT, en yndlingskunstners pris til en yndlingsdigter, her er et Sven-værk jeg i en vis fart fandt på nettet, men som jeg synes passer perfekt til, hvordan Olivia passer til Sven: Stormfuld beige POLO:

Sven Dalsgaard ødipudser sine briller

DIG MIG VI TO TRÆJLER I EN SEJLSKO

- ville også have haft det her digt eller "Dagbrev" med, fra Dalsgaards mappeudgivelse på After Hand, Femten dage, 1995, som en fjerde Hamlet-monolog om JEG der ER, men valgte det fra for ikke at overbefolke talen, men det er fandeme et godt digt (meget Oliviask faktisk i dets intense looseness):

En mørk -aften-vinter-ensom skov - -,
Har du givet fuglene noget brød - - ,
Dig mig vi to sejler i en træsko, - dig og mig vi to træjler i en
sejlsko
DIG MIG VI TO SEJLER SEJLER
DIG MIG VI TO TRÆJLER I EN SEJLSKO
Sveden grød fra ens barndom, bare lugten -
Fra isse nd til strømpr hvor der (vistnok) en
begyndelse til et hul, og hvis vi ikke har noget garn af den
farve, hvad så, rosafarvet eller grøn som akacier i maj
Kommunikation er helt udenfor rækkevidde, ligegyldig hvem
du håber og tror på så kommer der ingen og hjælper
ingen der forsvarer dig, men en bidsk syg hund møder der altid op
for at vise blankpolerede hjørnetænder mens den hvisler
"HVAD SÅ" - og hele ens tilværelse har været forgæves
har været en alvorlig fejltagelse der ikke står til at ændre
Og i min nakke kæmper blodet sig vej gennem den forkalkning
jeg har været år om at fremkalde og bag det igen Sanches og
medejev der klasker tennis som de nu gør når de er nået
til at være mellem de femogtyve bedste og kun nummer tredive fyrre
hvis de har et publikum der skriger sig hæse af manglende
beundring - på samme måde som mit dårlig syn og mit store
cigaretforbrug er med til at mindske enhver formkurve til
det minimale o.s.v.
Hvorimod speakeren nødvendigvis må leve op til en mængde seere
 der kun lever livet afventende o.s.v.
(Som et fremmedlegeme i den her situation viser det sig
at neglen på min venstre pegefinger er så meget for lang at man
uvilkårlig vil tænke at den sku da trænger til at klippes)
Mit blik fremad kan rettes mod aprils begyndende knopper
på piletræet har vist sig og at der pt ikke er nogen af de
forbandede katte der vil æde ikke blot fuglene men også den
tørre franskbrødsskive jeg har smidt ud til fuglene solsorte gråspurve
måger også hvis der skulle komme en kongeørn forbi mine nypolerede
vinduer-
Om kort tid ca. otteogtres minutter begynder det at mørkne
og så er det kun tyvene de blinde og dem som ikke er i stand
til at fin de hjem hvor de bor.
De går bare forbi med et hastig i kik til mine vinduer mens
de gudskelov det ikke er - - -.

          Dagbrev
          3/4 - 93

(da Dalsgaard var 78)

En åbning taler

- manus til tale ved åbningen af udstillingen (DEE SKAL SES! imponerende komplet hovedværksindhegning) Sven Dalsgaard 100 år i dag på Randers Kunstmuseum

Hvis Sven Dalsgaard skulle omskrive Hamlets berømte retoriske spørgsmål - og måske gjorde han livet igennem ikke andet - ville det have lydt:

At være og atter være Sven Dalsgaard og at blære sig med det, det er spørgsmålet.

Ikke forordet, men akkurat "forskriften" til til Sven Dalsgaard pseudobiogafi fra 1966, der naturligvis bare hedder Sven Dalsgaard, skærer Hamlets monolog helt ind til benet:



Dalsgaard havde det problem med den sædvanlige genidyrkelse, som både kunstnere og kunstverdenen lider af, at han havde humor; det har kunstnerne og kunstverdenen som regel ikke. Som alle kunstnere kæmpede han hårdt for at få et navn, få det navn, han havde, til at blive et berømmet kunstnernavn.
Men samtidig fortalte hans humor ham, at det var helt til grin at tro, at han var noget særligt, eller ettere, for det er ikke repressiv, indre jantelov, det handler om her, at det helt særlige var, at han var helt almindelig, og at det er helt almindeligt, især for en kunstner, at man tror, man er noget særligt. At vi alle, og især kunstnere, er nobodies med storhedsvanvid -
og så blev han "SVEN DALSGAARD"! i gåseøjne og med udråbstegn i telefonbogen for Randers.
Her selvpræsentationen efter den formel på siden efter forskriften i Sven Dalsgaard:
(afskrevet i denne blogpost)
Totalt ordinær og derfor vildt extraordinær, og omvendt!
Ligesom læseren/tilskueren.
Og det er pointen: Punkteringen af kunst- og kunstnerbenovelsen i et møde i øjenhøjde - et hoppende møde! i på samme tid gåseøjen- og mennskeøjen- og overmenneskeøjenhøjde.
At se på kunst er at få udpeget og celebreret og bevægeliggjort sin egen stirrende væren.
Jeg har taget et af mine egen SD-billeder med i en pansret WA-mulepose - det har ikke været dyrt, fordi det består af lutter tekst (billeder med tekst er NÆSTEN lige så billige som bøger). Det er fra 1970 og hedder UNDERSTREGNING/JEG ER/AT LÆSE FRA VENSTRE MOD HØJRE, og består af tæt og omhyggeligt sammenlimede sider fra biblen, nærmre bestemt det nye testamente, med ordene JEG og ER understreget danslærer-understreget med rødt, en særdeles brutalt Hamlet-ficerende læsning, der, fordi linjerne vil læses hele vejen på langs på tværs af de enkelte sideres margen -

en langlinje midt i værket:

hller oprejst. Men dersom Kristus ikke er oprejst, Og de sagde til ham: Herre, han har ti pund. Jeg kaldes Kristus?" Thi han vidste at det var af avind ham med sine disciple. Og se en kvinde so er blevet ophøjet indtil himmelen, du skal nedstødes

- gør al andet end JEG og ER meningsløst: Der er kun ego og væren og så en masse melodramatisk og hverdagslig, mytologisk og forvrøvlet støj udenom.



Ikke mange danske kunstnere har været selvoptagede med samme smittende overskud og generøsitet som Sven Dalsgaard; med helt nøgen finurlighed smider han sig selv i grams, som en hele hoben dannebroger - og naturligvis er dannebrog en metafor på Sven Dalsgaard og på hver og en af os - ned fra himlen.
Sven Dalsgaard fornøjelse over sin Sven Dalsgaardhed maner mig til til at fornøje mig over min Lars Bukdahlshed. Jeg vil imidlertid aldrig blive lige så god og vild og sjov en Lars Bukdahl, som han var en god og vild og sjov Sven Dalsgaard. Men jeg kan prøve!
Her er som den sidste Hamlet-monolog Sven Dalsgaards velkomst i det katalog til hans retrospektive udstilling på Randers Kunstmuseum 1975, der selvfølgelig hed Sven Dalsgaard-Avisen:

Denne udstilling får mig til at tænke - hvor fanden kommer alt det lort fra, og jeg vil gøre mig skyldig, samtidig med, at jeg også vil hovere over disse enestående præstationer, som jeg også vil finde frem til, omend med noget besvær! Og jeg vil tænke på - med ikke så lidt undren - hvad der er løs med de mennesker, som jeg for få år tilbage måtte sparke over skinnebenene for at få dem til at købe et af disse skilderier for et minimalbeløb, og nu er samme billeder blevet så værdifulde, at de ikke kan lånes ud til denne udstilling. Er det Dem eller mig, der har været forudseende - når jeg bruger ordet forudseende som et slag i rabarbergrøden. - Exhibitionismen er klæbet fast til spejlet. God fornøjelse med det hele.

Nemlig!

Jeg erklærer verdens bedste Sven Dalsgaard for fortsat åben!

Museum med øjne, SVENS ØJNE!

I morgen klokken 11 åbner jeg udstillingen SVEN DALSGAARD 100 ÅR (der ikke var i hus på fødseslsdagen i juni, fordi den først var ophængt på Fuglsang Museum, for some reason) på Randers Kunstmuseum, der i udstillingens anledning har fået øjne på. Jeg glæder mig voldsomt til at se de øjne i øjnene:





 - og Uwe Max Jensen, intens Dalsgaard-fan, rapporterer om en yderligere manifestation i morgen:

9. august indvies en nøjagtig kopi af Sven Dalsgaard 's skulptur "Pigen i Gudenaaen". Da skulpturen blev udstillet i 1952, blev den udsat for både ramsaltet kritik og hærværk. Primært på grund af kvindefigurens spidse knæ, der blev opfattet som en hån mod kvinderne i Randers.

Eller som Amtsavisen skriver:

"I Randers var man viden om kendt for sine handsker, sine laks og sine piger.

Og så gik den kunstner hen og lavede en Randers-pige med tykke lår, spidse knæ, et lille hoved og yderst tyndlivet krop. Ydermere havde kunstneren udformet laks, hvor man ikke kunne se gællerne.

Alt var galt. Folk følte sig provokeret af skulpturen, der ellers skulle have vakt byens glæde og stolthed."

http://amtsavisen.dk/randers/en-haan-mod-vore-piger




- den oprindelige pige

Fødselsdagsskitser 1:1

I anledning af Sven Dalsgaards 100 årsdag har Randers-galleriet Cykelbørsen, ved Claus Ørsted, affotograferet og, med rigtig spiralryg, udgivet en komplet Skitsebog, skitseret af Dalsgaard engang i 50'erne, fuld af både hurtige og mere omhyggelige tegninger og akvareller forestillende først og fremmest, dengangs yndlingsmotiver, stiliserede kvinder og fugle; det er ikke min yndlingsperiode, men selve det serielle OVERSKUD, den energiske MONOMANI, har jeg svært ved at stå for, og hvorfor skulle jeg også det? Til sidst optræder pludselig en sides poesi nedskriblet lidt for hurtigt til at det er fuldt læseligt; et digt begynder vistnok således:

Lad mig holde din hånd
og mærke dit levende liv
så jeg igen forstår at du og jeg
igen mindes de samme steder
så jeg igen forstår at du og jeg
ser med de samme øjne
de samme ting.

- her er en af skitse-damerne med en fugl indeni!

Lille, spontan Google-revy (valgt nedefra på første billedsøgning-side)

- og den glade direktør for et eller andet i Randers foran Vilhelm Freddies maleri til Dalsgaard, som han gladelig har doneret til Randers Kunstmuseum
 

Den bedste tekst i universet - én gang til for verdenspræsidenten SD

fra Tumor 1, 1989, et tidsskrift i udkanten af litteraturen, redigeret af Bo hr. Hansen og Peter H. Olesen:

INITIALER

Den 28/3
skar P.H. Weinert
dette navn i birkens bark
og hvad så herr Weinert
i dag er det
den 15/5 -87.

Pipliografi (et brev fra Randers)

Ved siden af fødselsdags-antologien fra Randers (og Fuglsang) Kunstmuseum har Antipyrine og forlaget * (Asterisk), ved forlagsdirektørerne Mathias Kokholm og Lasse Krog Møller, udgivet den fikseste lille Sven Dalsgaard-bibliografi, Sven Dalsgaard - en bibliografi, som første bind i den lovende serie "Den store kunstneriske registrant over kunstnerbøger og andre kunstrelaterede trykte sager" - i det kunstbogligt oppiskede kølvand efter pragtbogen Danske kunstnerbøger (som jeg har anmeldt overstrømmende og bogholder-kritisk i det nye nummer af Kritik). Det kunne være rart, hvis jeg havde haft bibliografien, FØR jeg skrev min artikel om Dalsgaards poesi - den nøjagtige værkliste har indtil nu være svært overskuelig - men det gør det ikke mindre rart at have den nu; bibliografien indeholder flere publikationer, jeg hverken ejer eller har holdt i mine hænder og også et et par stykker, jeg slet ikke kendte til. Bogen er smart nok delt i to, den rene, fint oplistede liste, og "Gengivelser" af udvalgte sider og opslag, der giver et levende indtryk af bogværkets stærke og påhitsomme flerstemmighed. En udgivelse, jeg slet ikke havde tjek på, er  

Breve fra Randers
Galerie Birch, u.å. (1957)
Tryk: Bjerregaard-Jensen, København
Upag. (4 s.) 115 x 154 mm.

Lille klammehæftet bog. Udgivet som katalog i forbindelse m. udst. i Galerie Birch, Bredgade, Kbh. 2-16 nov. 1957. Kataloget indeholder udover 2 korte tekster et par pergamentmønstre først og sidst i i kataloget.

Begge tekster er gengivet blandt gengivelserne, her er den første, ret fantastiske:

Billederne bliver en anti-litterær bog - og byen er en fersken med en alt for stor sten. Sven Dalsgaard og byen er at sammenligne med muldjord - mænd der sveder - kvinder i lange gevandter - grædende børn - løbske heste - flag - pyloner - asfalt - antenner - forår og efterår (måske mest efterår) - et forladt stadion - huse efter kl. 23 - jern - fugle - stemmer - - - han er ude for at erobre et eller andet, og byen falder langsomt sammen.

Dette bliver en højst traditionel udstilling, sandsynligvis påbegyndt 29/5 1914. Det bliver en eksplosion, en dagbog, noget godt og noget dårligt, een skulptur, eet maleri, een tegning, eet menneske, tusind mennesker, en præstation, tiggeri, sabotage, en bøn, søgen, kalden, en brønd og et tårn, tro, en smædevise, en seismograf, en måler - ja netop.

Mens dette skrives er endnu ingen af hans billeder påbegyndt. Jeg kan se dem for mig, måske i grupper der kalder på hinanden, - måske enkeltvis, kæmpende for fuld kraft mod den nærmeste, - måske en stor enhed, en institution, et helt nyt samfund, levedygtigt, tærende på hinanden, - eller en gruppe missionærer givende hinanden gode råd. Jeg kan se det sorte og det hvide og blodet og himlen, glæden, og det behagelige som nok er forkert. Men det hvide og sorte og himlen og blodet er der - et observatorie i Randers. Denne udstilling bliver et slag i ansigtet på ham selv. Jeg kan se han længe ligget på lur efter dette, jeg kan se hans besværligheder, inden resultatet er nået, se hvordan billederne vil hobe sig op, hvordan det ene vil afføde det andet, - en navlestreng der spændes, tilfældighedernes præcision.
  Dette er mit syn på den udstilling, Sven Dalsgaard endnu kun har talt om.

For første gang har jeg haft en samtale med Sven Dalsgaard efter at der er "sket" noget, men i dag d. 12/10 har han fået papiret hjem, og er gået i gang med "brevene" som han kalder dem nu. Allerede nu, har han fået skrupler mod at ville udstille dem, - siger det ikke er ting til udstilling, men noget man eventuelt bruger som objekter for mere "stabile" arbejder! På to timer har han arbejdet på fjorten femten tegninger uden at vide nogen af dem færdige. Jeg kan se de er en renselsesproces - opkastning - bræk - ligesom tabte penge før nogen samler dem op.

Komplet Kiosk-biografi

- i Kiosken i WA Bøger i går citerer jeg fra den indledende, biografiske tekst i "selvbiografien" Svend Dalsgaard, her er den komplette tekst:

-->

Jeg er født klokken 11.34 d. 29/5 1914 – altså i tvillingens tegn, hvilket jeg betragter som en fordel – menneskeligt som kunstnerisk.

  Jeg måler 179 cm og vejer 73 kg. Håret er mørkeblondt, kortklippet uden skilning. Øjnene grå. Under venstre armhule har jeg en vorte af størrelse som svovlet på en tændstik. Jeg bruger læsebriller, men har ellers ikke udprægede skavanker. 

  Jeg står op klokken 8-8 1/2, børster tænder, vasker og barberer mig. Trækker i tøjet, og reder min seng. Bruger nr. 39-40 i skjorte og nr. 44 i sko. Jeg kan ikke lide korte sokker, og mit tøj er almindeligt gråt. Jeg holder af at være renvasket, og ifører mig rent tøj hver morgen, - ikke af æstetiske - men anonyme grunde.

  Til morgenmad spiser jeg to stykker rugbrød med ost og to stykker franskbrød med honning eller marmelade, dertil kaffe. 

  Efter morgenmaden tænder jeg en cigaret, går på lokum, vasker hænder, og tager sko og jakke på. De fleste dage skriver jeg en huskeseddel på forskellige varer jeg skal have med hjem. Strækningen fra Sjællandsgade 11 til mit værksted Staldsgårdsgade 7, tager fra 5 til 12 minutter, - alt efter om jeg cykler eller går. På vejen standser jeg undertiden op for at læse avisernes spisesedler uden at de interesserer mig synderligt. Går fra værkstedet kl. 12,45 - besøger forskellige handlende, alt efter hvad der står på huskesedlen. Spiser middag, som regel to retter, - eksempel i dag: Kold fisk og kartoffelsalat og rabarbergrød med mælk. Tilbage til værkstedet kl. 13,45 - måske ad en anden rute end den om morgenen. Kl 15,15 drikker jeg kaffe på Quizaz, - igen på værkstedet til kl. 18,45. Hjem til aftensmad: 4 stykker rugbrød, et æg og en halv flakse hvidtøl. Læser den lokale avis der højst opholder mig fra 3 til 5 minutter. I de fleste tilfælde tilbage til værkstedet. Ellers besøg hos bekendte, eller bibliotheket, eller hvad der kan falde for. Nescafé ved ti-tiden, og som regel , i seng før kl. 23

  Min kontaktbehov er ringe, og mine venner og fjender ved ikke at de er det. Jeg holder af fortløbende talrækker, målebånd, antenner, skibsmaster, reb og tov, af det kolossale og det mikroskopiske, lodret og vandret, ørkenen, havet, retningen UD, tidspunktet NU, og jeg elsker solen.

  Af alle kunstnere, malere, billedhuggere, forfattere, skuespillere, og hvad der ellers er, foretrækker jeg Sven Dalsgaard. Drejer det sig om forretningsmænd, betlere, reportere, grøftegravere, instruktører, landmænd, apostle, tyve, snedkere, atleter, generaler og andre, ville jeg igen foretrække Sven Dalsgaard.

  Jeg sympatiserer med natten, men foretrækker dagen. Håb og ønsker betragter jeg som svagheder ligesom tandpine og selvforagt.

Ubedømmelse + 2 rettelser

Fagfællebedømmelse

Med undtagelse af "Ristika! Råberen er ude med sit net - om Sven Dalsgaards poesi" af Lars Bukdahl er samtlige af publikationens artikler fagfællebedømt. Bedømmelsen følger gældende akademiske standarder for forskningsformmidling og er koordineret af Forlaget Systime ved projektleder Steen Hammershøy Andersen.

2 rettelser til min artikel:

Sven Dalsgaard debuterede som digter med 2 tekster (ikke kun1) i Helhesten, hefte 4-5, 19944, "Pansangen" (som jeg læser i artiklen) OG "Fugl i bur" (optrykt (sammen med "Pansangen") i "selvbiografien" Sven Dalsgaard, 1966).

Fugl i bur

vi stod ved vinduet - jeg og chefens datter (jeg har arbejdet for mi chef i 2 måneder og venter på at blive forfremmet i løbet af 1 år). hun stod med fugl i hånden, en fugl hun havde lukket inde i sig så længe hun huskede. Hun stod og og blev overmodig, og spurgte mig om jeg syntes hun skulle lade den prøve at flyve, - bare her over til træet ved vinduet og så tilbage. - og inden jeg fik svaret, havde hun lukket fuglen ud. jeg så med bange anelser fuglen flyve over mod træet, og så i det samme en stor flok snavsede skidengrå fugle kigge frem mellem grenene. den lille fugl var nu ved træet, den havde lige nået at røre det, og som en pil var den på vej tilbage til vinduet, da pludselig min egen bror lukkede vinduet i, så den lille fugl måtte hakke og kradse sig gennem glasset ind til den unge, der træt og udmattet havde sat sig på en stol. jeg så min broders smilende årtusindgamle apolloansigt foran mig, og følte mig svag og træt. jeg vendte mig for at søge trøst hos den unge pige, men hun var forsvundet, i stedet lå der på stolen en frugtsommelig hund, idet min broder forlod værelset, vendte han sig i døren, og med kort fuglefløjt kaldte han hunden med sig.

(bogen til "helhesten", 1993, indholder digte skrevet 1944 og sendt til Helhesten, men aldrig trykt (bl.a. fordi tidsskriftet i ventetiden gik ind) jf. i øvrigt Dalsgaards Hvedekornsdigte fra samme tid og senere, afskrevet og omtalt her)

Den illuminerede digtsamling Den perforerede by udkom IKKE i en privatudgave i dens afftelses- og dateringsår 1969, udgaven fra 1988 er den første  bogudgave.

Så er DET og DET på sin plads.

SVEN100

Og så er på jeg vej hjem fra Randers Kunstmuseum, hvor Sven Dalsgaards 100 års dag i dag blev behørigt - Dalsgaard levede alle dage, på nær et par små udlands-svipture, i Randers - fejret med lagkage og legatuddeling og småforedrag ved 4 af bidragyderne til den flotte antologi Sven Dalsgaard 100 år. Jeg talte om Dalsgaards poesi, som jeg også skriver om i bogen og sluttede med at oplæse tekstsspor nr. 4 fra det seksporede, poetiske og kunstboglige hovedværk Mellem sort og hvidt, en lystig og bevægende højsang henvendt til SD' store kærlighed, pølsemanden Jens, og startede med at sige, at dette, Randers og museet, var stedet, man skulle være i dag, og det klappede de løs af, publikum (der også var gode til at spørge bagefter - men det kom lidt meget til at handle om at Jarl Borgen nægtede at udgive en digtsamling nr, 2, efter debuten (som ren digter) i 1960, fordi Dalsgaard ikke kunne stave, hvilket han, Borgen, engang tilhviskede mig, nu er det i hvert fald en officiel myte!). Det var skønt og meningsfuldt at se alle plakaterne med det afbidte flag på min vej frem og tilbage til museet gennem Randers, der var og blev Stedet i dag.




Kunstneren (og Dalsgaards elev på Kunstakademiet) Peter Carlsens fødselsdagsplakat

Og så fremme i Randers

Sven på nippet til 100

I maj har Sven Dalsgaard 100 års fødselsdag (Og Yahya Hassan 19 års fødselsdag), og jeg afsluttede i dag en artikel om SD's poesi til en bog, Randers Kunstmuseum udsender på dagen, her er 1 såkaldt "Dagbrev" fra After Hand-mappen Femten dage, sikke en digter den Sven også var - og er:

Igen op af jordens planter
Mellem planter
At tro at dette tørre der ligner
Af jord er uden lyde uden
Tavs som aske
Og jeg forventer at det der kaldes tid
må være nok til
Være nok
Ren jord mikrober af mængder af liv af
Sammen med vand må det være det som
At en dag kommer håbet
Realistisk voldsom i sin væren kraftfuld som
Men lad dette være
Synk tilbage i tid dengang da
Da alt kom AF SIG SELV
Uden nærvær
Blot at provokere øjnene til at se
At være nærværende på kommando med lemmer stablet op med
krykker i balance med
-
Hvor kulører skifter farve uden at vide hvorfor eller
-
-
-
-
En fugl blev tilfældig ens læremester i at


og her et digt fra Tumor nr. 1, 1989, redigeret af Bo hr. Hansen og Peter H. Olesen (der venligt har tilsendt mig et frisk nummer, fordi mit eget eksmeplar er lost i en flyttekasse):

ØJEMÅL

Jeg har tænkt mig at slå mig ned
et sted på landet
hvor der både er langt og kort
mellem husene
hvor min sølvmetallik Mercedes
kan nyde udsigten fra bakkerne
og drømme sig til de tyske
blanke autostradaer
uden så meget som at flytte sig
en tomme
og jeg selv kan sidder
bag de blankpudsede ruder
og tænke på
at det er med en fandens fart
markerne pløjes op
her i slutningen af april



- og endelig et digt fra Vild Hvede nr. 6, 1945 (oprindeligt skrevet med små bogstaver garanteret):

Et Stykke Vej frem

De vilde Dyr kommer tilsyne bag de grønne Buske
naar vi begynder at gaa over Bakkekammen.
De stirrer paa os med stenhaarde Øjne.
Vil de os noget ondt,
fordi vi skal over den grønne Bakkekam?

Vi tænker paa de kostbart udstyrede Pavilloner,
hvor vi kunde have søgt Ly,
og vi tænker paa de kolde Vaaben, der dræber.

Fødderne gaar i Græsset som I pavillonens bløde Tæpper
og vi mærker Pavillonens venlige Hygge
bølge op bag vor Ryg, idet vi gaar forbi Dyrene.

Oppe på Bakkekammen standser vi
forundrede over den vide Udsigt
" - Er der saa langt - -?"
Og vi vender os og ser tilbage ad den vej, vi kom.
og vi ser, at de vilde Dyr, der staar som Stenstøtter,
stirrer samme Vej som vi. 

Sophus og Sven som kommunale lykkebringere

På den lange, lange, lange gang i Frederiksberg Rådhus, som jeg i dag gennemtravede for at nå frem til Borgerservice, hang dels en mindetavle for Sophus Nielsen, der i 1872 stiftede Frederiksberg Højere Borger- og Realskole

Hvad her er givet Ungdommen i Eje
mindes med Tak på Livets Veje

og dels et litografi af Sven Dalsgaard med ordene "Den omvendte Sven Dalsgaard" og så Sven Dalsgaards navn på hovedet.

Gode tegn.

Jeg kørte gennnem Randers i går

som buspassager og kunne ikke få øje på noget værk af Sven Dalsgaard ud over måske lige den (i så tilfælde spøgelses)graffiti der skrevet stod på en bro over fjorden: QUEER POWER

Solen er så brun, mor

Jeg havde Harald Bergstedt, der har skrevet "Solen er så rød, mor" og "Jeg ved en lærkerede", parat som eks. på en stor kunstner, der rent faktisk var troende og kortbærende nazist, dér i Kulturen på News, da vi skulle tale Storm P., men så kom Martin Bigum først med Knud W. Jensen - nu faldt jeg på Bruun Rasmussen over et fint, lille billede (næste bud kun 2000) af Sven Dalsgaard, der hedder "Solen er rød" og illustrerer Bergstedts børnesang perfekt, og grunden til, at den tekst er så foruroligende, hjemsøgende stærk er jo ikke, at ræven, der går derude, måske er bolsjevismen. vel?

Bog i eller som tøj

Det ser umiddelbart forkert og strengt ud, at jeg ikke har Gerd Laugesens fine Se min kjole med i opremsningen af "radikalt påhitsomme eksperimenter med, hvordan en bog skal te sig i hånden" i min udstillingsåbningstale og nu WA-kommentar "For en bog uden låg", når nu de flotte, specialsyede kjoler med plads til særligt denne bog hang i udstillingslokalet lige ved siden af på den Frie. Men det er jo fordi, selve bogen dér i lommen på kjolen er en bog er en bog er en bog, der uden videre er en bog - hvis det nu var kjolen i sig selv, der havde være bogen, så havde det været en anden sag. Som den påskrevne skjorte i dette (kan desværre ikke kopieres - før det er solgt) fænomenale billede af Sven Dalsgaard, der kommer på auktion hos Bruun Rasmussen lige om lidt og som jeg vistnok - vistnok! - ikke har råd til.

Jeg har købt en understregning af Sven Dalsgaard

Meget omhyggeligt har han på et lærred oplimet tre spalter med sider fra (2 forskellige steder, men placeret på kryds og tværs, i) Biblen, så linjerne står LIGE ud for hinanden, og der ingen tomme pladser er, og med alle forekomster af ordene 'jeg' og 'er' understreget; titlen/instruktionen, noteret bagpå lærredet med Dalsgaards karakteristiske, kantede skrift lyder følgelig: "UNDERSTREGNING/ JEG ER/ AT LÆSE FRA VENSTRE TIL HØJRE". Det er eksistentiel kunst, sådan en som jeg kan forstå og påskønne - og, heldigvis, betale: