Se det billede, jeg ikke vil have I skal se!

Absurd billedstorm i WA Bøger i går: Leonora Christina Skov plæderer i en Blæksprutte alenlangt for, at der burde kunne skulle nedlægges forbud mod et elendigt maleri af en ukendt kunstner, der afbilder Leonora topløs, samtidig med at samme maleri, med bjælker for brysterne, optræder både på tillæggets forside som udklippet sidehenvisning og i fuldt format som illustration til selve artiklen. Den ukendte kunstner må være kisteglad, fordi han får den fede publicity, der gør ham mindre ukendt og hans maleri mere værd. Jeg forstår slet ikke, at det elendige maleri skal gengives 2 gange i avisen, og jeg forstår heller ikke, at Leonora vil bruge spalteplads på at brokke sig over det - og jeg er meget uenig i, at der skal kunne burde nedlægges forbud imod det, for det vil jo være det samme som at nedlægge forbud mod karikaturer, medmindre det så kun er afklædte karikaturer, der skal være forbudt, eller kun elendige karikaturer, og hvem skal så stå for kvalitetsstemplingen!? Den fornuftige regel må være at ignorere ukendte kunstneres elendige karikaturer, på skrift eller på billede, af ens person, måske, men helst ikke, rynke på næsen over kendte kunstneres elendige karikaturer og motherfucking glæde sig over ukendte og kendte kunstneres vellykkede karikaturer (som fx Philip Ytournels tegning i Politiken af mig som Jaws og min næse som hajfinnen). Jeg synes ikke, karikaturen af mig i "Claus Beck-Nielsen"s roman Jeg taler til jer er helt elendig, men heller ikke synderlig vellykket og først og fremmest finder jeg den bare ubehagelig, fordi den ikke vil nøjes med at karikere, men doku-fiktivisere helt tæt på min kalender; grunden til at jeg tog til genmæle mod romanen her på bloggen (men sgu da ikke i avisen) var, at blandingen af autentisk og fiktiv dokumentation er uklar, og det blandingsforhold ville jeg gerne klargøre for de forhåbentlig få læsere derude, som hypen har lokket til. Man skal også passe på den negative selvoptagethed: Ovra, hvor talentløse narrehoveder synes, jeg er en komplet idiot (med store bryster - eller stor næse)!

Jeg vil ikke gøre stads af Marianne Stidsen, men

hun var dog engang, tilbage i 90'erne, før hun omvendte sig til kanonisk konservatisme og tematisk didaktik, en kritiker med en vis selvstændig og kapabel vurderingsevne, og hvor er det på den baggrund et sørgeligt retorisk implosivt, også kaldet tomt buldrende debatindlæg, hun har i Politiken Bøger i dag under overskriften "Kritikkens hate speech", og som især handler om min strenge person, jeg citerer så meget, jeg kan holde ud, hvilket hun nemlig konsekvent holder sig for god til, at citere altså:

Det nye er imidlertid, efter min opfattelse, at den grove kritik, baserer sig på en decideret inkompetence [inkompetence er et hårdt, injurierende ord, synes jeg nok, men så vidt jeg kan læse, sætter Stidsen inkompetence lig med at forholde sig kritisk (overfor kanoniserede forfattere) i sin kritik, og så er det vel OK at blive kaldt inkompetent!], som vi ikke tidligere har set modstykke til. Når Lars Bukdahl i et interview i Politiken udtaler, at Ib Michaels forfatterskab hører til blandt dem, han har sat sig for at "køre 'kampagne' på", så baserer det sig mindre en læsning af det aktuelle værk end på en usaglig, frit i luften svævende forhåndsantagelse om, hvad han skal mene om det. det hører ingen steder hjemme [selvfølgelig anmelder, når jeg anmelder, bogen foran mig (og har, for 117. forpulede gang, anmeldt flere af Ib Michaels bøger godt og ½godt), men hvorfor er det inkompetent kritik at forholde sig kritisk til et kanoniseret forfatterskab og hvordan det (ikke) udvikler sig og anskue den kritiske forfatterskabsud(/af)vikling som eksemplarisk kritisk (hvilket jo 1:1 modsvarer det implicit eksemplariske i enhver kanonisering: sådan, mine damer og herrer og skoleelever, ser god litteratur ud!), som ret præcist er det, jeg mener med 'kampagne' ?]/ Det hører heller ingen steder hjemme, når Bukdahl fra samme præmis sætter sig for først at sable Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling ned i Weekendavisen og derpå nedgøre og sjofle den i et fiktivt afslagsbrev i lyriktidsskriftet Hvedekorn [nej, på Hvedekorns hjemmeside, i bladet har jeg aldrig ordet]. Udtrykket 'at gå efter manden i stedet for bolden', som har været brugt flere gange, synes næsten for mildt. Snarere er der tale om decideret personforfølgelse og chikane.

Ja, jeg har oven i købet flere gange skrevet kritisk om Thomsens bog her på bloggen, uha, uha, uha. Den eneste måde, jeg kan få Stidsens anklager til at give mening på, er, hvis det som sådan er for galt at kritisere Thomsens bog og personforfølgende og chikanøst, sjofelt og svinsk at kritisere den gentagne gange. For selve mine tekster forholder sig hver gang til teksten, bogen og digtene, med talrige citater, MODSAT HENDES EGET DEBATINDLÆG, der står ikke ét ord om digteren som privatperson. Og for helvede, ingen digtsamling siden Thomsens forrige har været (i sagens natur positivt) forhåndsomtalt i den massive grad, samtlige anmeldelser undtagen min egen var blankt positive og begejstrede, bogen sælger som det varme brød, den i mine øjne med stor konsekvens ikke er. Jeg er hovedanmelder af dansk lyrik på Weekendavisen og redaktør af Danmarks førende lyriktidsskrift, det ville have været inkompetent af mig IKKE at skrive ekstensivt om Rystet spejl og så grundigt som muligt udfolde min skepsis og lunkenhed. Mindst hver 14. dag modtager Hvedekorn en kuvert med dygtige og ligegyldige SUT-epigonerier, derfor syntes jeg det var et interessant og illuminerende tankeeksperiment at læse bogen som et bidrag til Hvedekorn, her er et citat fra den slemme tekst:

Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til. Du skriver en alt for sirligt tryg, næsten indolent traditionel centrallyrik; en slags easy listening-udgave af den (over)modne Søren Ulrik Thomsen, som du tydeligvis har forlæst dig på, men ikke orker at hverken karikere eller konkurrere med, derfor reproducerer du bare anonymt og neutralt hans uekstremeste inkarnation i Det værste og det bedste: lunt retoriske besværgelser (gerne med sentimental meta-appel) af dødelighed og henrundet fortid pådrysset en beskeden mængde banalt/kitschet (gerne meta)billedsprog. Der er flere gode ansatser til en konkret enkelhed og en enkel konkretion, men næsten hver gang underløbes de af undertekstende metaforik og aforistik og andet strik. [hvorpå et digt citeres og læses]

Hvilket ikke er spor anderledes skrevet, måske er kritikken lige en smule mere udførlig, end et gennemsnitligt afslagsbrev fra Hvedekorns redaktør. Jeg ved ikke, hvad man skal kalde den talehandling at kalde sådan tale "sproglig voldsudøvelse" og "hate speech": Hys tale?

Nå ja, Morten Sabroe har på forsiden af 2. sektion en mildt diverterende artikel om, at han var sammen med gadget-fikserede IM på Thailand, da denne fyrede sin voldstrussel af, og han genfortæller også lige, nu han er i gang, for 117. forpulede gang historien om dengang for 15 år på Bogmessen, han og jeg IKKE var oppe at slås. Ja, ja, ja. Men sikke en skøn tegning af Philip Ytournel, med IM og Sabroe som badende gamlinge og mig med min næse som hajfinne drivende imod dem! Jeg er også fint tilfreds med Anne-Marie Steen Petersens bistre udgave af mig over Stidsen-indlægget, men hvad sker der med lædervesten, sådan en kunne IM måske finde på at bære, aldrig i livet jeg!

Jeg er dagens tegning i dag

Som ubændig karikaturfan og 70'er-barn udklippede jeg troligt Dagens Tegning i Politiken, når den altså var tegnet af Bo Bojesen, mit store idol, som jeg fik en signeret originaltegning af (præst med svævende paraply, "1/3 1978/ til Lars Bukdahl med venlig hilsen fra Bo Bojesen", den står foran mig her i vindueskarmen), da jeg sendte ham et fanbrev spøgelsesskrevet af min far - bare for lige at forklare, hvorfor jeg er EKSTRA glad denne morgen, da jeg omsider og for første gang selv figurerer på en Dagens Tegning, af Politikens nye bedste tegner (ved siden af Nikoline Werdelin (der lige nu fortjent er tildelt Holberg-medaljen) og Wulffmorgenthaler, men de er tegneserietegnere og tæller ikke i denne sammenhæng) Philip Ytournel, uden navns nævnelse, men desto mere ærefuldt jo, for der er ingen tvivl om, at det er mig, der mellem andre eksempler (bl.a. Pia Kjærsgaard - mig på en karikaturtegning sammen med Pia K!) på "Vild med Dans utilsigtede bivirkninger" danser med Shiva-ben, mens jeg læser "Rifbjergs nye digte" og i en taleboble udtaler: "Det er nogle gode digte - men der mangler dans". Det ligner fantastisk! Desværre!