At slås med Møllegader

(i hvert fald er Olivias og Caspar Erics blogs for cool blogs til at reklamere for begivenheder, bloggerne optræder til (eller ved?))

Promenaden live # 2

Vi inviterer til Promenaden live #2!
Fra vi begyndte i december 2011 har vi haft en intention om at diskutere den litterære offentlighed og litteraturens plads i medierne. Nu arrangerer vi en aften med overskriften ”Litteraturen i medierne”.
Vi har reserveret LiteraturHaus d. 30. maj fra kl 20. Aftenen vil ud over oplæsning dreje sig om litteraturen i de nye og gamle medier.
Er litteratur nyhedsstof? Er det forfatteren eller bogen, der er nyheden/stoffet? Er der sket en forandring i de senere år?
Man ser jævnligt, at forfattere opfordres til at deltage mere aktivt i samfundsdebatten – hvad skal det til for?
Man ser jævnligt forfattere i nyhedsudsendelser på tv, blandt andet i Deadline: Hvordan dækker man litteratur kritisk uden at være litteraturkritiker – Skal/Kan man overhovedet behandle litteratur kritisk i et kritisk nyhedsprogram?
For ikke så længe siden stoppede Politiken sit bogtillæg – og så kom det tilbage igen: Er et Kultur- eller Bog-tillæg udtryk for at kultur- og litteratur ikke bliver betragtet som en del af den egentlige (politiske?) virkelighed, men nærmere er at sammenligne med stoffet i Bil&Båd, Mad&Gæster eller hvad har man?
Hvilket kunstsyn ligger der bag mediernes dækning og brug af litteratur og forfattere?
Hvor ser litteraturformidlerne hen? Hvor sker det nye? Er Asta Olivia Nordenhofs facebook-opdateringer poesi? Har litteraturen brug for isbn-numre? Findes Caspar Erics blog om fem år? Gør Politikens bogtillæg? Hvad mener nogle af Promenadens medlemmer om det hele?
Vi har inviteret gæster, som vi vil diskutere alt dette med, og vi håber, at publikum også har lyst til at deltage.
Aftenens program ser således ud:

Oplæsning: Maja Lucas og Martin Glaz Serup

Paneldebat: Mikkel Bruun Zangenberg (Politiken), Klaus Rothstein og Nanna Mogensen (Skønlitteratur på P1), Anders Christiansen (AK24syv), Mikkel Frey Damgaard (Deadline), Ib Michael
Pause
Oplæsning: Asta Olivia Nordenhof og Caspar Eric
Anmeldelser af Caspar Erics blog og Asta Olivia Nordenhofs blog ved Mai Misfeldt og Lars Bukdahl
Paneldebat om litteraturen i de nye medier: Lars Bukdahl, Mai Misfeldt og Caspar Eric, Asta Olivia Nordenhof
Oplæsning: Lars Frost og Thomas Boberg

Senpolemik 2 kidnappet

til og af en kommentar til WA Bøger, der jo kommer til at være ikke-læselig på nettet, uretfærdigt nok, og det var så polemikken med og mod Mai Misfeldts Promenaden-blogpost med samt kommentar-tråd om intentionalitet - som jeg nemlig går ind for - at kritisere - når forfatteren overstyrende overintenderer. Måske ses vi dér, i avisen!

Giga Mai Sukker-yeti

I am Mrs. Iga Mai Sukariyati from Indonesia. 

I am married to Late Mr. Mustafa
Sukariyati of blessed memory who is an oil 

explorer in Libya and Kuwait for twelve
years before he died in the year 2000. 

We were married for twelve years without a
child. He died after a brief illness that 

lasted for only four days. When my late 

Husband was alive he deposited a substantial 

amount of money in millions of dollars with a
Bank of Ghana.

Mais milde flugt fra Pilestræde

Statusmeddelelse på Facebook fra litteraturanmelder og Oldermand for Kritikerlavet, betydeligt skriftsensible Mai Misfeldt 7. oktober:

Er ikke på Berlingske mere

På en vens spørgsmål om det er godt eller dårligt for hende, svarer Mai:

Jeg håber det er godt. Jeg går selv.

I mellemtiden er hun blevet hyret af Kristeligt Dagblad, hvor hun i fredags skrev sin første anmeldelse, af Pablo Llambías' Monte Lema, som man forbandet nok ikke kan læse i sin helhed på KD's hjemmeside - det er det værste for os andre ved hendes flugt (ligesom fredags-KD jo ikke kan snuppes gratis på WA's redaktion) - synligt er kun overskrift og underrubrik og indledning, der tyder på en positiv anmeldelse

Rundt om kunsten, ansgten og kærligheden

Bjergbestigning Pablo Llambias’ selvbiografiske ”Monte Lema” er et bjerg af en bog. Ikke til at komme udenom. Med den når Forfatterskolens rektor nye højder i sit forfatterskab

På internettet kan man tjekke vejret på Monte Lema i Schweiz, 1624 meter over havet. Fuld sol, 11 grader og 10 kilometers sigtbarhed. Selvbiografier synes ofte skrevet fra den højde! Der skues tilbage, og livet tegner sig i et sandt mønster, hvor udviklingen er gået mod det bedre. Der har været krise, øjeblikke af stor sorg, men nu er jeg på den anden side, jeg har tegnet min Blixenske stork og deler den med dig,...

Godt at Mai opholdt sig så kort tid i ørkenen, men forstemmende, synes jeg nok, at der er så uudholdeligt (hvad angår spalteplads, bogudlevereing etc.) på Berlingske Tidende, når man er en kompetent og læseværdig og karakterfuld kritiker. Mindst tre litteraturanmeldere er de sidste par år flygtet fra Berlingske til KD, Lars Handesten, Nils Gunder Hansen og Misfeldt. I gamle dage  avancerede man før eller siden (8 år = siden) fra KD til en stor avis, nu er det før eller siden omvendt.

Gad vide om de stadig har deres bandedame derinde ... ?

Mai in toto

Positiv, men lettere uengageret anmeldelse af Bombaygryde ved kollega Rothstein i WA: Mai Misfeldts meget glade 5 stjerners-anmeldelse i Berlingske kan forekomme noget abrupt og springende, hvis man ikke ved, at den er blevet klippet ned til sokkeholderne af avisen; Mai har været så sød at stille et critic's cut til rådighed ekskusivt for Blogdahls læsere - det kommer her:

Portræt af kunstneren som ung rekrut

5 stjerner

Litteraturkritikken diskuterer grænserne mellem fiktion og virkelighed, og folk på Nykøbing Falster blev vrede. Jens Blendstrup digter bare videre - på virkelighedens fiktioner, så det er en sand fryd

Af Mai Misfeldt

Jeg føler mig ret overbevist om at Jens Blendstrups nye roman ”Bombaygryde” er skrevet over hans egne oplevelser som soldat. I alle fald figurerer hans forældre, som vi hørte om i romanen ”Gud taler ud” fra 2004, den alkoholiserede og totalt uregerlige psykolog Uff og den svensktalende Gerd-Lillian med ”fatamorgana-hyggesmilet”, også i ”Bombaygryde”. Men det gode er, at læseren (i forhold til hele diskussionen om romaners brug af virkelighed) er fuldstændig bedøvende ligeglad med, om det var sådan i virkeligheden eller ej. Og det må alle indskrevne soldaterkammerater for den sags skyld også være! For Blendstrup skriver ikke som det var, men som hans krøllede skrivehjerne lige nu synes, det skal være. Der må, nej, der skal digtes, på virkeligheden, synes at være et Blendstrupsk diktum, som han efter romanen at læse har temmelig meget med hjemmefra, fra den rimeligt rablende far-skikkelse, som gerne optræder i gammel sprængfærdig militæruniform, hvis han synes sønnike skal supportes. At der fortælles i tredje person giver Blendstrup mulighed for en lidt ironisk distance og indskudte forfatterkommentarer: Vi er tæt på, men også i et sikkert fortællergreb.
Hovedpersonen hedder ikke Jens Blendstrup, men Leif Balleby. Leif er en vattet, usikker hjemmedreng, der aldrig har klaret nogen ting selv, før den dag han (fordi han har tabt til sin far i Matador – Uff ved godt, hvordan han vil have det!) står i Kongens klæder, som ”frivillig” på Bornholm! Det bliver hårdt for den følsomme, naive unge mand, som minder en smule om Forrest Gump. På et tidspunkt tænker han, at der nok må noget modning til, og kaster sig ud i det erotiske. Først med en jævnaldrende fremmelig pige, hvilket blokerer jomfruen Leif så meget at han ender med at se melankolsk ind i et stearinlys og sige, at han ikke kan, før ”sjælens snestorm har lagt sig”, senere hen med en erfaren og mild bornholmerkvinde, som han på kostelig vis boltrer sig i høet og høstmaskinerne med.
Den reelle modning, som også fører til en decideret psykisk sammenbrud og en indlæggelse på Militærpsykiatrisk, foranstaltet af far Uff, sker som følge af en øvelse med tragisk udgang. Pludselig bliver militæret reelt et sted, hvor man dør under kamp. Blendstrups beskrivelse af en skrøbelig ung mands gradvise forsvinden ind i søvnløshedens psykose er fabelagtig, netop fordi han holder fortællingen i et stramt distanceret og humoristisk greb, som ikke forhindrer at alvoren, meningsløsheden og livskrisen bliver reel for læseren.
”En dag vil jeg skrive en roman om det her” siger Leif på en af romanens sidste sider. Og en af kammeraterne spørger nysgerrigt, hvad han så skal være i romanen: ”Kattemenneske”, svarer Leif, ”Det skal helst være enkelt”. Og sådan bliver det, rekrut Dahn er et kattemenneske! Blendstrup prætenderer ikke at trænge dybt ned i psyken hos sine soldaterkammerater, men han registrerer og fastholder livet i marineinfanteriet gennem den følsomme Leifs blik og hans lommefilosofiske refleksioner, og det kommer der underholdende og rørende fiktion ud af, som, tror jeg, er et meget kvalificeret bud på virkeligheden i Bornholms Værn engang i firserne, og samtidig også en almen historie om en følsom ung mand.