2 premierer der finder sted alt for langt væk

1. Alt for langt væk i i kilometer:

Premieren på Jørgen Leths nye film Jeg taler til jer - John Kørners verden, der har premiere helt i HERNING på Kunstmuseet HEART, og sikke en flot plakat af for en gangs skyld og rimeligt nok IKKE Per Kirkeby:



2.  Alt for langt væk i minutter, timer, dage, uger, måneder:

Premieren på Line Knutzons nye skuespil Gruppe 8 - det første ikke-Frilandsmuseale i jeg ved ikke hvor meeeget lang tid! - på Det Kgl. Teater, der først har premiere 21. januar 2014, lidt grå titel, men ekstremt forjættende præsentation i sæsonprogrammet, can't wait:

A: Endelig fornyelse, jeg ELSKER KRAFSTEJLEMA FORNYELSE.
B: Undskyld, men hvorfor bliver du altid så aggressiv af ting du kan li?

I 1961 skabte den hollandske arkitekt Eik van der Heerren ”den smalle dør”, som stort set var umulig at komme ind og ud af. Døren nåede at blive sat kortvarigt i produktion, før man igen vendte tilbage til den mere traditionelle dør. Van der Heerren skrev som reaktion på hele miseren en artikel i branchebladet ’Stol, bord og klaver’ (Chair, table and piano), der med overskriften ”I kan rende mig i røven med jeres døre” blev hans sidste og mest berømte ord. Han tog kort efter livet af sig. De smalle døre er dog bevaret på to hollandske læreanstalter, tre skihoteller i Schweiz samt et plejehjem i Sydengland, hvor man stadig holder Van der Heerrens tanker om ”højt til loftet” i hævd.
Gruppe 8 befinder sig i et rum med Van der Heerrens smalle dør og er i gang med at rede en del tråde ud, hvor de via samtale og udfordringer forsøger at forstå en serie problematikker, som de har fremlagt for sig selv.

Dagens tale OG SÅ VIDERE

Jeg skal holde tale ved åbningen af lynudstilllingen KUNST & BØGER på Den Frie klokken 17 i dag, og jeg skrev talen i går, og spørgsmålet er, om den ikke er blevet lidt kedelig, ikke meget kedelig, bare lidt kedelig, og måske nok fordi jeg skrev den til også at fungere som kommentar i WA Bøger, hvor den ikke kommer på fredag, men først næste fredag igen, fordi jeg har en anmeldelse på forsiden, og man kan have ikke den samme signatur for og bag åbenbart, og nu er jeg bange for, at talen er blevet lidt kedelig af også at skulle være kommentar, og kommentaren lidt kedelig af også at skulle være tale, og spørgsmålet er, om jeg ikke lige skal afbryde talen med et ikke-taleagtigt og ikke-kommentaragtigt, mere BLOGagtigt, utopisk oplistende reklameindslag? Jo, det tror jeg, at jeg skal! Under alle omstændigheder er det jo ikke for min tale, I skal kommer strømmende til Østerbro I HORDER, men pga. alle de gode og skønne kræfter, der kunstfærdigt boger den, se bare:

Se det billede, jeg ikke vil have I skal se!

Absurd billedstorm i WA Bøger i går: Leonora Christina Skov plæderer i en Blæksprutte alenlangt for, at der burde kunne skulle nedlægges forbud mod et elendigt maleri af en ukendt kunstner, der afbilder Leonora topløs, samtidig med at samme maleri, med bjælker for brysterne, optræder både på tillæggets forside som udklippet sidehenvisning og i fuldt format som illustration til selve artiklen. Den ukendte kunstner må være kisteglad, fordi han får den fede publicity, der gør ham mindre ukendt og hans maleri mere værd. Jeg forstår slet ikke, at det elendige maleri skal gengives 2 gange i avisen, og jeg forstår heller ikke, at Leonora vil bruge spalteplads på at brokke sig over det - og jeg er meget uenig i, at der skal kunne burde nedlægges forbud imod det, for det vil jo være det samme som at nedlægge forbud mod karikaturer, medmindre det så kun er afklædte karikaturer, der skal være forbudt, eller kun elendige karikaturer, og hvem skal så stå for kvalitetsstemplingen!? Den fornuftige regel må være at ignorere ukendte kunstneres elendige karikaturer, på skrift eller på billede, af ens person, måske, men helst ikke, rynke på næsen over kendte kunstneres elendige karikaturer og motherfucking glæde sig over ukendte og kendte kunstneres vellykkede karikaturer (som fx Philip Ytournels tegning i Politiken af mig som Jaws og min næse som hajfinnen). Jeg synes ikke, karikaturen af mig i "Claus Beck-Nielsen"s roman Jeg taler til jer er helt elendig, men heller ikke synderlig vellykket og først og fremmest finder jeg den bare ubehagelig, fordi den ikke vil nøjes med at karikere, men doku-fiktivisere helt tæt på min kalender; grunden til at jeg tog til genmæle mod romanen her på bloggen (men sgu da ikke i avisen) var, at blandingen af autentisk og fiktiv dokumentation er uklar, og det blandingsforhold ville jeg gerne klargøre for de forhåbentlig få læsere derude, som hypen har lokket til. Man skal også passe på den negative selvoptagethed: Ovra, hvor talentløse narrehoveder synes, jeg er en komplet idiot (med store bryster - eller stor næse)!

Ikke engang jeg gider læse så meget om mig

Grunden til sværmen af oversprings-blogposter (alle bogposter er overspringshandlinger, men når der er så mange, og de er så desperate. må de betegnes som hyper-overspringende) i forgårs og den totale tavshed i går er, at jeg lørdag, i Mou, læste "Claus Beck-Nielsens" 200 sider lange bog Jeg taler til jer, der nemlig virkelig findes og hvis sidste 120 sider, de sidste 2 afsnit ud af 4, har mig, med navns nævnelse, som den ene af 2 hovedpersoner (den anden er CBN, der solo er hovedpersonene i romanens to første dele, ved sin begravelse og i Ægypten) og min kone og søn, med navns nævnelse, som bipersoner i en handling, der strækker sig fra februar til juni 2011 og, hvad mig angår, væsentligst baserer sig på mine blogposter fra samme periode, hvoraf en hel del citeres in toto; intet tyder, så vidt jeg kan se, (bortset fra et par offentlige arrangementer) på egentlig stalker-aktivitet; i bogens anden del skal CBN forestille at skygge mig i min hverdag, i anden del bliver afsnit skiftevist fortalt fra min 3. persons-synsvinkel og fra CBN's; i den fiktive del af handlingen har CBN stjålet min computer og læser sig gennem min mail-korrespondance, hvor af en hel del, især fra en fiktiv Hvedekorns-digter, men også fra fx Helle Helle, citeres, og til forskel fra de citerede blogposter ER ALLE MAILS FIKTIVE; det fiktive plot er, at CBN vil have mig til at skrive en monografi om ham, til gengæld for at han skriver en monografi om mig, hertil knytter sig så en række mindre fiktioner, bl.a. får jeg afslag på en digtsamling fra Gyldendal og har et blakket, Svengali-agtigt forhold til nævne Hvedekorns-digter og er hemmeligt indforstået med Kodals vand-overfald; rent professionelt er det ikke decideret elendigt konstrueret (og rent satirisk ikke mere ondskabsfuldt end som så (ud over digter-relationen), desværre!); i begyndelsen gør bogen visse forsøg på at parodiere CBNs stil, men disse ophører, da jeg kommer på banen, til fordel en OK, men rent mekanisk efterligning af mine skriftlige og mundtlige manerer.

FOR HVORDAN SKAL JEG FORHOLDE MIG TIL DET?

Ud over at give udtryk for at det er stærkt ubehageligt for mig (og for min familie), at nogen har fiktiviseret mit liv så pseudo-realistisk tæt på kalender-virkeligheden (vs. løs fabulering og grov karikatur a la Marts 1970), og at læserne kan tro,. at min mail-konto virkelig er blevet hacket (når nu blogposterne er rigtige nok), og at jeg ikke ved, hvem idiot-forfatteren er (for det er, som sagt flere steder, i hvert fald ikke CBN og givetvis heller ikke J. Kodal, 200 prosa-sider er sgu for meget arbejde for en mandlig 90'er-digter, selv med 33 % sampling), og at den fiktive handling (og såmænd også den virkelige handling) er så ligegyldig og åndssvag, at læserne kan tro, at mindst halvdelen (af den fiktive handling) er sandhed ...

Og håbe på, at medier og læsere, som Tue Nexø og jeg (selvmodsigende) har opfordret til, ignorerer det tåbelige og trælse projekt - PLEASE, men først og fremmest for jeres egen forbandede skyld!