mandag den 26. juni 2017

Debat-afprivatisering

Berlingskes debatredaktør og fra 1. august også kulturredaktør Anne Sophia Hermansen skrev til mig privat over Messenger, fordi hun ikke brød sig om min kommentar bag på WA Bøger i fredags om den debatificering af kulturen på Berlingske, som hun skal stå i spidsen for. Det er jo sådan noget, tænker jeg, man bør diskutere på livet løs i debatspalter, men det mener hun åbenbart ikke. Jeg vil ikke copypaste, hvad hun skrev, men efter mit svar på hendes besked og hendes rimeligt ekstensive svar på mit svar skrev jeg følgende, som hun efter et halvandet døgns tid stadig ikke har svaret på:

"(...) jeg skal nok hyle videre om den engagerede faglighed, uden hvilken kritik er en tom og meningsløs praksis fuld af varm luft. Selvfølgelig kan litteratur også være prisme, men den er sprogkunst først, og den kunst skal kritikeren have sans for og forstand på, før jeg gider høre på vedkommende. Det har (Per Stig) Møller og (Kristian) Ditlev, som begge er eller har været litteraturanmeldere, men det har (Asger) Aamund og (Sørine) Gotfredsen afgjort ikke - de må da hjertens gerne debattere litteratur, men hvorfor skal de anmelde den? For ja, jammerlige anmeldelser er der rigeligt af i Berlingske, men løsningen er da ikke mere støjende, men mindre kvalificerede penne, men mere kvalificeret musicerende penne. kh Lars"
  
Okay, også lige dette klip fra mit første svar: 

" (...) denne i mine øjne både principielle og reelle undergravning af kritikken som genre og institution, som vel først og fremmest er chefredaktionens ansvar. Og hvad er ukorrekt? At debattører qua deres debattalent nu skal skrive anmeldelser, som før blev skrevet af anmeldere der er anmeldere qua deres kritikertalent? Og at dette ikke skal ske undtagelsesvist, men som en ny, konsekvent, redaktionel politik, knæsat med dit dobbeltjob?"

søndag den 25. juni 2017

Jeg vil også være Anton Ego

Gode svar på kritiker-enqueten i Politiken fra Susanne Christensen, Kamilla Löfström, Lilian Munk Rösing og Christian Johannes Idskov, men særligt slående OG rammende er henne i et in interview om kritik med Amalie Smith og Anders Abildgaard sidstnævnte i sin madanmeldeles-sammenligning:

"Man kunne finde inspiration i madanmeldelsen. Heri tages alt i betragtning: stedet, belysningen, tjenerne, høfligheden, bordet, stolen, de andre gæster osv. Herfra bevæger anmelderen sig ned til maden: Hvad er den lavet af, hvordan er den tilberedt, hvordan står de enkelte elementer i forhold til hinanden, hvordan står maden til vinen osv. Der er intet, der udelades, og det kunne man måske godt forfølge på litteraturens felt - simpelthen spørge: Hvad er værket lavet af? Hvad er det for en omverden, værket skaber for sig selv?«, siger han og fortsætter: »Hvis udgangspunktet er, at litteraturen altid repræsenterer noget uden for sig selv, så reducerer man dens muligheder, afkorter og affærdiger dens perspektiver. Man må spørge, hvad betragter værket som inden for, og hvad betragter det som uden for sig selv? Hvilke forbindelser opretter det, og hvilke afskærer det sig fra - og ikke mindst hvorfor? Hvilken opfattelse af tid og rum, individ og omverden, tanke og sprog, manifesteres i de valg og fravalg, der er taget?«. Værkets komposition, elementernes placering, deres interne og eksterne relationer er ikke blot en organisering af stof, men et stærkt betydningsskabende element, og det kan der til tider kan være en blindhed for i anmeldelsesformatet, mener Abildgaard." 

Billedresultat for anton ego

Enquete endeløsere

Jeg var nødt til at barbere 100 ord af min besvarelse af Politikens kritiker-enquete, der er i avisen i dag (men som helt kort også besvaredes i min bagside-kommentar i WA Bøger fredag (i mellemtiden  (mellem jeg skrev Politiken-svar og WA-kommentar) var nemlig nyehden om dabt-kultursplejsningen i Berlingske breaket) - her er den komplette version (og måske faktisk meget smart at den mystiske fugle-sammenligning røg ud, men synd for Marie Kat!):

-->
Hvem skriver du som kritiker til – eller for?

Velsagtens bare til – og for – mig selv. Tekster, der karakteriserer og tænker over og vurderer litteratur så skønt og klogt og præcist som muligt, som jeg ville synes var fede at læse, hvis jeg ikke lige selv havde skrevet dem. Jeg begyndte som anmelder 20 år gammel på Kristeligt Dagblad og mødte aldrig en læser. Nå, okay så, tænkte jeg, absurd at skrive for nogen, jeg ikke kan få øje på, så hellere skrive for mig selv, som jeg godt kan få øje på, ligesom når jeg skrev/skriver digte, som der heller ikke er nogen læsere til. Nu om stunder møder jeg rimelig ofte læsere, men til gengæld ligner de overhovedet ikke hinanden (ikke engang ved at være, med Marie Kats formulering, ” gamel Menisker”), så hvordan skulle jeg skrive til og for dem? Læsere har ikke mere til fælles end fugle har til fælles, ja, de har alle sammen vinger, men de kan jo ikke engang alle sammen flyve.

Har anmeldelsen som genre udlevet sig selv?

Næh, ikke mere end digte og romaner og noveller og skuespil har udlevet sig selv som genrer. Og jeg læser hele tiden nye, gode digte og romaner og noveller og skuespil – OG nye gode hybrider; der er kommet en del fantastiske hybrider dette forår, af fx Naja Marie Aidt og Hans Otto Jørgensen, men ikke færre fantastiske digte og romaner, af fx Signe Gjessing og Peter Nielsen og Pablo Llambìas og Maria Gerhardt. Men selvfølgelig skal alle genrer konstant og i hver eneste tekst skrives nye og friske, og det gælder også genren anmeldelse: vurdering og karakteristik i kortform af et nyt kunstværk.

Oplever du et krav om aktualitet og (samfunds)debat, når du anmelder – og er det et problem?

Jeg oplever ikke selv sådan et krav, nej. Hvis der er aktualitet og samfundsdebat i en tekst, ignorerer jeg det ikke (selvom jeg kan have lyst til det), men vurderer jo selvfølgelig, om aktualiteten og samfundsdebatten opleves som anstrengt, påklistret eller dynamisk, nødvendig, rent kunstnerisk. I Lone Aburas’ splinternye agitprop-monolog Det er et jeg der taler går debat og kunst op i en højere, missil-agtig enhed. Jeg kan godt få øje på kritikere, der forcerer en aktualitets- og samfundsdebat-vinkling, men jeg tror ikke, det er på grund af et ydre, redaktionelt pres, ikke engang på Politiken – nok snarere en blanding af journalistisk følgagtighed og akademisk mode, hvæser jeg polemisk.

Hvor synes du, kritikken bør bevæge sig hen?

Til alle sider, ud over stepperne, sammen med alle bøgerne. De sidste tre-fire år er en hel generation af yngre, talentfulde kritikere stormet frem på banen. De bedste af dem skriver personligt på en viljestærkt flosset facon, der føles ny. Jeg vil for en gangs skyld ikke nævne navne, og måske ved de faktisk, hvem de er. Jeg synes, det kunne være spændende med en endnu mere radikal personliggørelse, hvis ikke faktisk intimisering, af kritikken, ikke nødvendigvis i avisanmeldelserne, men meget gerne alle mulige andre steder (og meget meget gerne i de akademiske litteraturtidsskrifter, som desværre er ved at være de eneste litteraturtidsskrifter, der er tilbage), som akkurat Mikkel Thykier, når han er mest Mikkelsk og mindst Jeronimusagtig.

Så kan en kat også få en litteraturpris

BET-TALEN MIAVER FOR SIG SELV!


lørdag den 24. juni 2017

Paparazzi-smalhed

(flere fotos fra ceremonien kan ses i fredagens WA-bøger - disse er knipset af trofast Bet-deltager Gita Pasternak) Bet-taleafholdelse, Bet-uddeling, Bet-beundring, Bet-vinder




Maries menneske tager diskret æren

Efter lidt kommentarfnidder mellem Arne Herløv Petersen, Bet-kandidat Henrik S. Holck og Bet-bestyrer mig (der blev trist og skuffet og fornærmet over, at Henrik, som jeg beundrer heftigt, fandt nomineringen en tvivlsom ære, og at Arne vistnok var enig) skrev Harald Voetmann disse gode ord:

Harald Voetmann
Harald Voetmann Jeg modtog, på Maries vegne, prisen i går, og havde bestemt også tænkt, at der var noget bizart i, at Maries tekster var oppe imod mere alvorlige værker og vandt. Jeg hader hele konkurrence-vinklen på litteratur - jeg betragter mere litteraturen som en swingerklub end som et hækkeløb, og det gør mig oprigtigt ked af det, hvis et projekt, der har været ment som en (tidskrævende og forpligtende) leg, skaber forbitrelse og ærgrelse. Formålet med akkurat det her har været glæde og lys og humor, og det er på den måde helt modsat mit i øvrigt ærgerligt nedtrykkende forfatterskab. Jeg opfattede ikke prisen som en ovenfrakommende belønning af det bedste værk, men som en anerkendelse af en sær, bøvlet og usælgelig vildvej i et i forvejen svært sælgeligt forfatterskab. Det var i den ånd, jeg modtog prisen, langt fra hoverende, og oprigtigt beæret, ikke mindst over det felt, Marie deltog i.
 
Arne Herløv Petersen
Arne Herløv Petersen Harald Voetmann Helt enig i alt det, du skriver. Jeg har moret og glædet mig meget over Maries tekster (og det samme har vores kat Trunte).

fredag den 23. juni 2017

En KAT siger TAK

Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2017 blev i mandags uddelt til MARIE KAT for hendes miavisitiske sociale medialitet af en Facebook-konto - i dag står Bet-talen ved Bet-bestyreren og Bet-inventariet ved Bet-indsamlerne at læse i WA Bøger. Marie vover sig nødigt ud af hjemmet i Hedehusene og var derfor repræsenteret ved en bodydouble af stof. Samme aften offentliggjorde Marie denne "tak" på Facebook:


JUHU <3 span=""> JEG FATKIKS JEG HRA VUNNET EN LITERAR EN PIRS 🤠🦋🦄SOM DER HEDER
LARS BUDKALS BÆT
I DAG! 😸😻🌺

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 2 (AMM for CAM)

Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2017 til Caroline Albertine Minor for novellesamlingen Velsignelser:


-->
"Caroline Albertine Minors noveller er velfortjent blevet rost til skyerne, og det er ofte af de mange begejstrerede kritikere blevet sagt om novellerne, at de handler om tab og sorg. Det er rigtigt, men jeg synes alligevel, at det er rigtigere at sige, at de handler om menneskers liv, med alt hvad det indebærer af sorg, tab, glæde, forandring og velsignelse. I novellerne bliver sorg og tab ikke beskrevet som noget næsten umenneskeligt, der bryder ind i menneskers tilværelse, men som noget der hører med, som erfaringer ingen af os kan slippe for. Vi omgås tabet og sorgen forskelligt, men de to fænomener hører med til det at være menneske ligesom kærlighed, venskab, seksualitet, jalousi, svigt, tro, tvivl, uformåenhed og længsel.
Michael Strunge Prisen tildeles en forfatter, der virkelig lykkes med det, som ofte betragtes som meget svært: nemlig efter en flot debut at udgive en god bog nummer to’ er. Michael Strunge betragtede selv sin to’ er, Fremtidsminder, 1980, som en af sine vigtigste bøger. Han så den som et reservoir, som han kunne øse af i sine følgende bøger.  Caroline Albertine Minors Velsignelser tager sig ikke ud som en svær og genstridig to’ er, men ligner et værk, som det senere vil være godt for både forfatteren og læseren at vende tilbage til simpelthen, fordi persontegning, handling, stemning, plot og metaforik så selvfølgeligt lykkes her.  Novellerne handler om forskellige personer, men der er også linjer imellem dem, og de forskellige forløb snor sig ud og ind af hinanden på en måde, der fanger læseren. Novellerne bygger en verden op med unge og ældre kvindelige karakterer i centrum. En mor mister sin datter, der begår selvmord, en ung kvindes kæreste kommer ud for en ulykke, der giver ham en hjerneskade, en ung mor kæmper for at klare sit barn og sin eksamen, en kvinde oplever sin fars sidste tid, en kvinde lever med flere mænd i et forsøg på fortvivlet at blive sig selv, og en anden kvinde elsker sin mands afdøde ven, mens han forelsker sig i en kammerat.  De forskellige kærlighedshistorier- og seksuelle forviklinger er af et nærmest Blichers tilsnit, og det klør i mine dansklærerfingre for at få lov til at læse disse noveller sammen med Blichers Hosekræmmerens Datter, Sildig Opvaagnen og Skytten paa Aunsbjerg simpelthen fordi Minors noveller kan matche Blichers evne til at fortælle historier om det største og det mindste i menneskelivet. Men samtidig rives jeg ud af mine hede og ømme dansklærerdrømme af Minors noveller.  Under læsningen kommer jeg selvfølgelig i tanke om de velkendte novelledefinitioner, begrebet om novellen som en uhørt, indtruffen begivenhed, om begivenheden som tema og om upålidelige fortællere og fokaliseringens muligheder. Men jeg bliver også som læser så rørt og betaget, at jeg blot rives med af teksten og læser løs. Jeg sidder med fornemmelsen af, at begreberne kan jeg altid tage frem igen, men her og nu taler fortællerne til mig og minder mig om, hvordan sorgen kan spærre os inde, og hvordan mødet med et andet menneske kan virke befriende. I titelnovellen ”Velsignelser” er samtalen mellem en ung kvinde og en lidt kikset præst, der har været hjemløs, rørende, kejtet og har et strejf af humor. Hvem af de to, der er sjælesørger for hvem, er ikke så vigtigt. Men måske virker velsignelsen – fordi den er hemmelig og oprigtig. Her kommer lige velsignelses-stedet:
”Det kommer ikke til at stå nogen steder, sagde hun, da jeg trådte op til døbefonten med Aron på armen. Det håber jeg, at du er indforstået med.
Bare det virker.
Virker og virker, sagde hun”
Caroline Albertine Minors noveller virker både i den spontane læsning, og når man pudser hele analyseapparatet og litteraturhistorien på dem. Som Blichers noveller holder de til det hele.
Hjertelig tillykke med Michael Strunge Prisen 2017."

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 1 (TAN for CAM)

Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-Prisen 2017 til Caroline Albertine Minor for novellesamlingen Velsignelser:

-->
"Kære Caroline, 
Tillykke med prisen, du har fortjent den, din bog har fortjent den.
Du har en måde at skrive på, som ligesom sniger sig ind på en, for så at gribe meget hårdt fat. Så sidder man i saksen, og også med en fornemmelse af at læse noget nærmest uhyggeligt godt, uden måske helt at have opdaget det undervejs. Opdaget, hvad det var, der gjorde den scene, den stemning eller den fortælling så god.
Der er noget omhyggeligt over sproget og skikkelserne i dine noveller. Jegfortællerne – næsten alle unge kvinder i tyverne, mange med et lille barn, mange udsat for et tab, der ikke rigtigt gives nogen forklaring på – taler med en enorm sikkerhed, med en form for autoritet om deres egen situation. Men samtidig taler de fra et både udsat og åbent sted. Åbent i betydningen: åben for mødet med andre mennesker, for i mange af novellerne strejfes fortællerne af næsten tilfældige møder med andre, en fransk tv-vært i ”Villages de France”, en præst i provinsen i titelnovellen ”Velsignelser”. Men også åben i betydningen: uden en speciel ide om, hvad der kunne komme. Åben, som i: et sæt af forventninger er faldet bort, nogle andre har ikke dannet sig endnu.
Sådan ser det ud i et par korte sætninger fra en af dine noveller, den næsten ubærlige ”Sorgens have”. Jegfortælleren – også hun hedder Caroline – kører med bussen til Hvidovre Hospital for at besøge sin kæreste, der har fået en hjerneskade og måske aldrig kan komme sig. Med sig har hun deres lille barn. Så står der: ”Vi var udenfor verden, det var en simpel tid. Jeg havde ingen forventning til dagene.”
Det er en stemning, man kan længes efter, den her fornemmelse af at falde ud af verden. Det er en stemning litteraturen ofte stræber efter og besynger. Noget af det mærkelige ved din bog er, at den stemning så konsekvent forbindes med sorgen og med fornemmelsen af at være slået ud af kurs. Sådan er skikkelserne i dine noveller nemlig, de er slået ud af kurs. Nu står tiden åben for dem, som en mark uden bygninger på. Det er der ikke noget sørgeligt i, men heller ikke noget specielt lykkeligt ved. Det er et vilkår, dine noveller konstaterer.
Jeg har tænkt en del over den åbenhed og det at være slået ud af kurs som et vilkår – og ikke noget, man stræber efter eller frygter. Især har jeg tænkt på, om det ikke bare er et billede af en sorg, men også er et billede af en generation. Om det er en generations-stemning, dine noveller beskriver. I al fald synes jeg, at man kan finde den hos flere andre forfattere på din alder.
Jeg har også tænkt over noget andet. Der er noget vildt, men for dig åbenbart helt selvfølgeligt i at have en fortæller, der både er gennemstrømmet af sorg og smerte, og samtidig ligesom står uden for sin egen situation. ”Det var en simpel tid,” kan fortælleren Caroline bare konstatere. I en anden novelle hedder det simpelthen: ”En tid, jeg bedst kan beskrive som svimmel, fulgte. Følelsen af ensomhed mindede om den beherskede smerte i en kariøs kindtand, inden betændelsen har spredt sig til nerven.” Igen er det som om, jeget på én gang har et overblik over og er midt i en tilstand. Det er et virkelig, ja, utroligt sprogligt greb. Det giver dine tekster en fantastisk, sitrende autoritet, som jeg synes er helt din egen.
Også for den – og for så meget andet, for billedsproget, for din evne til at komponere en samling – får du Strungeprisen 2017. Tillykke igen."

 Relateret billede

Et korrekt rim omsider på hustlet

men jo ikke derfor et bedre rim, for der er tale om det måske allerbedste ukorrekte rim i den danske sangskat, nemlig dette i Gasolins "Kvinde min":

Jeg har hustlet
og spillet tosset

- det korrektere rim ville være:

Jeg har hustlet,
virkelig moslet

 - betydningsmæssigt passer det virkelig godt ((ODS):

"mosle ell. maasle (VSO. MDL. JV Jens.​IV.108) ell. musle, v. -ede. (af forsk. (usikker) oprindelse; jf. nt. musseln, tilsmudse, arbejde paa en griset maade, muscheln, pille ved, famle med olgn., no. dial. musla, mutla, arbejde smaat, pirke, sv. dial. mussla, rapse, snappe olgn.; maaske til dels (især i bet. 2) en lydefterlignende dannelse, jf. ord af lign. lydform og betydningsindhold som nusle, pusle, rusle, skrusle, tusle ofl. samt misle, mysle; nu kun dial. (jy.))
1) arbejde uordentligt; mase med et arbejde olgn.; rode; ogs. om famlende, forvirret, uenergisk arbejde ell. adfærd: nusse; nørke; pusle (med noget). Musle . . Er at sŷßle, løbe omkring i huset med smâegerning. Moth. M194. At gaae og maasle i et Kiøkken dvs.: gaae ved det grove Arbeid. VSO.IV. M15. At maasle Kornet ned i Marken dvs.: træde det ned. smst. MDL.366. Feilb. Hvad – har han ikke Havren inde endnu efter den dejlige Tørre, vi har haft saa længe! Som han da ligger og mosler i det. Staun. UnderDommen.​(1916).65. jf.: Han kunde meget daarligt holde (oldenborrerne) fast . . Benene blev ved at mosle uafladeligt paa dem. JakKnu.​LU.33.   i udtr. for at bortødsle eller sammenskrabe penge. At maasle Penge sammen. VSO.IV.M15. MDL. “Jeg slider og slæber for at skaffe Pengene,” fortsatte han lidt efter, “og du maasler alting hen for mig.” GTimm.​Morten Vendelbo og Fruentimmerne.​(1913).57.
2) om virksomhed ell. bevægelse, der er forbundet med en sagte støj, utydelige ell. vanskeligt bestemmelige lyde; pusle; liste. Redskabernes Muslen i Jorden. Skjoldb.​SM.102. Det musler ude i Forstuen, tungt slæbende og pustende som af et stort Dyr. Døren gaar op, og Søren . . viser sig. sa.​A.57. Forgangen var der saadan en Moslen ude i Nøsset mellem Kreturet. MHenckel.​Væbnersholm.​(1902).188. han gaar jo snart hver Nat og mosler oppe i den lange Gang og i Præstens Stue. JakKnu.​R.235. En muslende Lydrække fylder Øret stigende. Det er Postvognen, der ruller frem over Vejens Sne. IRaunkiær.​ID.151. Her sidder jeg, mens Vinden fyger med muslende Lyd gennem Granerne. DagNyh. 25/111923.1.sp.1."

torsdag den 22. juni 2017

Thit er sygeplejeske!

Mens hendes poesi stadig står at læse i Ud & Se blev Thit Jensen færdig som sygeplejerske. TILLYKKE toughe Nattergal!

- opdatering fra for et par dage siden:

jeg kysser en øl, fordi jeg er blevet sygeplejerske i dag! det er sindssygt!

Korrektion: Sabroe sadlede Rytteriet!

Morten Sabroe skrev til mig for at anholde en falsk nyhed:

"Correczione. Til kamp mod fake news! Det kan du selvfølgelig ikke vide, men i din fødselsdagsartikel om/til Jørgen Leth på forsiden af Bøger skrev du at Jørgen selv havde hyret Rytteriet til sin 75 års dag på Gyldendal, five years back. This is ze fucking fake news. Here comes truth and nothing but the truth: To uger inden Jørgens fødselsdag ringede jeg til Johannes Riis med den forrygende idé at hyre Rytteriet - som havde stor succes med deres Penis Parodi på Jørgen - til at optræde for ham på dagen. Det er en god ide, sagde Riis, jeg tjekker lige med festudvalget. Kort efter vendte han tilbage og sagde: "Vi er med! Kan du ikke ringe til dem og høre hvad de skal have i honorar?" Jeg ringede straks til Martin Buch som sagde: "Vi skylder Jørgen så meget, vi skal ikke have noget for det." De kom. De optrådte nok 20 minutter. De gav Pik Parodien.Så vidt jeg ved fik de nogle Gyldendal-bøger med hjem som trøst. Thats the truth and nothing but the truth. Jørgen ville aldrig have fået ideen selv. Rytteriet er ikke engang hans humor."

Hermed på plads: Morten var hyreren!
Billedresultat for jørgen leth rytteriet

Hemmelig Schade-bog

Selvom det ikke fremgår nogen steder udenpå eller indeni bogen, indgår Det er et jeg der taler (det fremgår dog at den er udgivet i samarbejde med højskolen) i Krabbesholms Højskoles kollaborative Schade-serie, hvoraf de 3 første bind (Schade selv, El Said, Iversen) udkom i samarbejde med Gladiator og de 2 nye bind, Aburas' bog og genudgivelsen af Ola Juléns Orissa (der ER Schade-mærket, med rødt) er samarbejder med henholdsvis Gyldendal og Basilisk. Citat fra noget Skive-lokalt:

"Begge bøger er trykt på Krabbesholm Højskole. Opsætning og grafisk tilrettelæggelse er lavet af højskolens elever i samarbejde med Gyldendal og Forlaget Basilisk.
Schade-serien er en række af bøger, som Krabbesholm Højskole trykker og udgiver i samarbejde med forskellige forlag. Schade-serien er blevet til med støtte fra Skive Kommune."

Billedresultat for jens august schade

 Schade


Relateret billede

Aburas

Jeg vil også lige have den her sætning rettet tilbage

fra min Det er et jeg der taler-anmeldelse:

"Jeg ved godt, det i den grad handler om noget, men jeg vil godt lige indskyde den formelle bemærkning om den flænsende fart, med hvilken den i sit viljestærke skred fra hin underfundige prosa i Aburas' fire romaner 2009-2016 (hvoraf jeg var stadig mere begejstret for 1-3, men hysterisk skuffet over nr.fire) overrumpler brutalt og frydefuldt."

Det hænger jo ikke sammen - sådan her skulle den lyde, selvfølgelig:

Jeg ved godt, det i den grad handler om noget, men jeg vil godt lige indskyde den formelle bemærkning om den flænsende fart med hvilken, at den i sit viljestærke skred fra hin underfundige prosa i Aburas' fire romaner 2009-2016 (hvoraf jeg var stadig mere begejstret for 1-3, men hysterisk skuffet over nr. fire) overrumpler brutalt og frydefuldt.

Ang. Lones bog

Tue siger det så rigtigt til sidst i sin Informations-anmeldelse af Det er et jeg der taler:

"Det er et jeg der taler fungerer også så fint, fordi stemmen i teksten nok er fuld af vrede og uden kompromiser, men den position, den stemme taler fra, viser sig igen og igen at være kompromitteret.
Ja, Aburas er en angiveligt privilegeret forfatter i Danmark. Ja, hun tilhører vel den kreative klasse, hvad det udtryk så end betyder.
Nej, hun er ikke fantastisk og heltemodig. Andre har det meget værre. Her hører vi ikke den undertryktes egen stemme.
»Hvad ved jeg om at ligge i lastrummet på en varetransport, at gå om bord i en af dødsbådene, at få en håndfuld jord af sin mor, man ikke skal se igen? Vi kunne alle sammen få hjælp af en krisepsykolog efter Kirkerydningen og for at have været tæt på traumatiserede flygtninge, og så gik vi hjem i vores fælleskøkkener og forældrekøb og skrev romaner og søgte ind på videregående uddannelser.« Men hvorfor skulle de privilegier føre til passivitet? Som om politisk handling skal forbeholdes undertrykte engle. Eller, som bogen selv skriver: »Så kom ikke her og tal om rabiate referencer og litterært selvmord. Jeg prøver sådan set bare at vække et eller andet, nu hvor den provinsielle ro omsider også har forladt mig.« Og hvad prøver jeg her? Jeg prøver vel at sige, at det er sådan her, det skal se ud, hvis traditionen for engageret litteratur skal vækkes til live igen. Den skal være uforsonlig, den skal handle om det konkrete og uretfærdige, ikke om det moralsk uangribelige.
Den skal vække til handling uden nødvendigvis at pege på, hvilken handling, der er den rigtige. Den skal tale klart og sandt."

Og Lone siger i interview med Berlingske: 

 "Lone Aburas fremhæver, at hun ikke ønsker at deltage i en samfundsdebat. Tværtimod. »Jeg er ikke på Facebook, og jeg deltager bevidst aldrig i debatten. De virker så fasttømrede, at man skal have en sportsmentalitet for at holde til det,« siger Lone Aburas, der selvfølgelig er enig i, at demokratier eksisterer i kraft af den engagerede samtale. Men det er ikke den, hun ser i disse år.
»Hvis jeg gik i debat med Inger Støjberg, ville det jo være underholdning. Vi ville stå i hvert sit hjørne, med hver sin holdning. Det ville ikke handle om at vi påvirkede hinanden og rykkede noget.«
Som kunstner vil Lone Aburas hellere lave et politisk værk end udtale sig. Hun mener i øvrigt ikke, at det skorter på politiske kunstværker. Tværtimod. »Jeg synes, at der er mange politiske bøger derude. Der er bare opstået en doven læsning, hvor vi kun ser pointerne, hvis de er meget tydelige,« siger hun - og nævner Casper Erics digtsamling »Nike« som et eksempel. »Det er også en tekst, der handler om at være udenfor. I hans tilfælde fordi han har en sygdom og det skriver han om på en stolt og sørgmodig måde. Den bog var jeg faktisk meget inspireret af.«
(...)
»Jeg ønsker virkelig ikke at være del af en krænkelseskultur. Jeg synes, at det er super nedværdigende, hvis man placerer sig selv som offer,« forklarer Lone Aburas. Jeg spørger, hvorfor det egentlig er så farligt. Der er der jo folk, der er. Ofre.
»Måske fordi det begrænser én. Hvis du er et offer, er det det eneste, du er.« Af samme grund ville Lone Aburas aldrig have brugt sin første bog på at tale om de her ting. Nu er hun 38-årig og på femte bog. Og hun har været både vred og afmægtig og desperat. Nu er det kommet nok på afstand til at få sit eget liv. Alligevel er der flere, der har sagt, at det var modigt at udgive værket. De har spurgt, om hun var nervøs.
»Og det forstår jeg ikke. Det er jo bare en bog, en slags koncentrat af vrede og magtesløshed, som er frosset fast. Det er jo det, som er så fantastisk ved at udgive sådan et værk. Jeg går jo ikke rundt og er vred hele tiden.«"

Og her er lige et stykke fra bogen, som ikke er god, fordi den er vigtig, men vigtig, fordi den er god som i åndssvagt bevidsthedsudvidende god: 

"I Danmark kan vi omsider lave den  perkerkanon som bekræftelse på, at etniske minoriteter er andet end vold og overrrepræsentation i kriminalitetsstatistikken og tvangsægteskaber og undertrykkende fædre, der tæver og sønderlemmer og knepper deres kvinder og kusiner og barnebrude og børn til blods, så det stænker helt op på tapetet i en passage på side 32 i Føtexsøen. det er ikke for sjov, når jeg siger, at det skal du ikke spørge mig om igen, lektor i dansk litteratur, du ved godt hve, du er, om det var blod, det der var på væggen i min fiktive tantes opdigtede lejlighed i Alexandria eller rose mig for at mestre beskrivelsen af arabernes offermentalitet til perfektion. Jeg har ligget vågen så mange gange og forestillet mig, hvor dum du må virke på dine omgivelser, når du forarges over antisemitisme, men selv er åbenlys islamofob, på din arbejdsplads fx? Der må være en kantine, hvor du skal interagere, men det er måske kun overfor mig du optræder som et lille svin? Og dig, litteraturens udenomsparlamentariske vidunderbarn, hvis navn jeg heller ikke nævner, der omtaler fremmedhadet som identitetspolitisk fnidder på linje med parforholdsproblematikker, partikulært menstuationslyrik: Kære dagbog, jeg blegede mit hårløse røvhul i dag. Som om jeg var dig, rundet af holistisk lilleskole, disciplineret af neo-marxistisk hippiemor, som du er på fornavn med."

Billedresultat for det er et jeg der taler 

(fra udstillings-udgaven af Det er et jeg der taler ved Aburas og cover-artist og illustrator Mo Maja Moesgaard)

onsdag den 21. juni 2017

Ikke prop!

Trompeten på min anmeldelse af Lone Aburas' "agitprop"-monolog Det er et jeg der taler i fredagens WA Bøger skulle selvfølgelig være

AGILPROG

(som i progressive)

og ikke -PROP!

Billedresultat for agitprop

tirsdag den 20. juni 2017

Bautasten skyllet i land ved Risskov

Der er små forjættelser og store forjættelser og kæmpeforjættelser, denne opdatering fra Madsen-redaktør Pasternak, med tilhørende foto, er en kæmpeforjættelse (seneste større Madsen'er er Mange sære ting for, 2009, 411 sider, Syv aldres galskab, 1994, 508 sider, og At fortælle menneskene, 1989, 322 sider (huskes længere!):

På besøg hos Svend Åge med Mette Mortensen. Kæmperomanen Af den anden verden udkommer 12.10 - glæd jer ...

Brænder romanens hus, når digtets mand i flammer løber gennem det?

Det var Bet-nominerede Jonas Okholm, der nævnte billedet, da det var ved at blive sent på eftermiddagen uden for Café Svejk, og han mente vist, at det var dig, Cecilie, der havde ansvaret for det, at romanen var et hus og digtet en brændende mand, der løber gennem det, og det var jo altså ikke dig, og Peter Højrup og jeg og også du kunne alle sammen godt huske for nyligt at have stødt på det billede i vistnok en opdatering på Facebook, men i hvilket forbindelse var det nu, og så snakkede vi vist om noget andet, og så kom Peter dybt forløsende i tanke om, at det var Anne Carson, der var billedmageren, og at billedet blev citeret i en omtale af Louisiana Literature, som Carson meget vildt deltager i (sammen med alt for mange andre vilde forfattere), og så talte vi lidt mere om billedet, om hvorvidt ikke bare digt-manden, men også roman-huset brændte, og det måtte det sgu da gøre, en virkelig lang, grundig brand, blev vi enige om,  og både Peter og du har jo skrevet nogle højt flammende huse af romaner, men da vi kom hjem og tjekkede, viste det sig, at romanens hus faktisk IKKE brænder, og det er jo simpelthen bare ikke rigtigt, hvis det altså er en rigtig roman, Anne:

Fra Louisiana-omtalen:

"”Hvis prosaen er et hus, så er poesien et menneske med ild i, der løber hurtigt gennem det,” siger den canadiske digter Anne Carson, som siden udgivelsen af den lyriske roman ’Selvbiografi i rødt’ i 1998 har været en poetisk guru, hyldet af kritikere og forfatterkollegaer for sin formmæssige nysgerrighed og stærkt originale værker."

Original-citatet (fundet af dig):

"What is the difference between / poetry and prose you know the old analogies prose / is a house poetry a man in flames running / quite fast through it."

Et billede af en kat


søndag den 18. juni 2017

Viva Vivian!

Christina Hesselholdts blitz-intense Vivian præmieres med DR's Romanpris - det er GODT!

Og den mest/eneste ikke-traditionelle roman, der har vundet den pris siden Jens Smærup Sørensens Mærkedage i 2008 (Iben Mondrups Godhavn. 2015, og Ida Jessens En nyt tid, 2016, tæller ikke helt - men næsten!), og apropos smalhed den KORTESTE roman (208 sider, hvilket er nær-gigantisk for Hesselholdt) sammen med En ny tid (ligeledes 208 sider) siden Hans Otto Jørgensens 120 sider korte Helt og heltinde, 2002.

Romanprisen er nærved at kunne betragtes som fuldt litterært respektabel igen - den var så cool i starten (og Læserjury-princippet er jo totalt sympatisk, fordi det, modsat de andre læserpriser, læseforpligter), Bent Vinn: En skidt knægt, Svend Åge Madsen: Genspejlet, Kirsten Thorup: Bonsai, Helt og heltinde, Lundbye: Trefoldighedsbarn (4(-5) utraditionelle i streg!), men så degenerede prisen til Årets TYKKE, af alle andre også prisbelønnede Bestsellere, Christian Jungersen: Undtagelsen, Morten Ramsland: Hundehoved (GOD bestseller), Mærkedage (MEGAGOD bestseller), Sissel-Jo Gazan: Dinosaurusens fjer, og så lige en undtagelse: Birgitte Kosovic: Det dobbelte land, og så tilbage til bestsellerne: Erik Valeur: Det syvende barn, Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, og så omsider atter ren kvalitet, VIA Erling Jepsen: Den sønderjyske farm, med de sidste tre års stolte trio, Godhavn, En ny tid, VIVIAN!


                                (foto: Lise Vandborg)

fredag den 16. juni 2017

Bet-boblerier

Det var virkelig svært at reducere Bet-feltet til 13 - der måtte bruges mange strenge og formelle argumenter og ren terningekast - her er nogle af de værker (ud over de i avisen nævnte til andre priser nominerede og derfor diskvalificerede), der lige så godt kunne have stået på listen:

-->
Nadia Josephine El Said / Alma Josefina El Said: jeg suiz un alma, Gladiator
 
-->
Sixten Austerlitz: Remise. Revir. Totenkopf Express, Den Brændende Hund

Jørgen Michaelsen: Forårsoffensiv i Danmark, Antipyrine 

-->
Hans Chr. Bøgholm: Cellens dyb, eget forlag/Underskoven 

-->
claus ejner: DEMONSTRATIONSSLOGANS, Biblioteket Øverste Kirurgiske
claus ejner: konkretiseringer, dada-invest

-->
Simon Grotrian og (billedkunstner) Peter Brandes: Sneens tretten digte, Wunderburch

-->
Eske K. Mathiesen og (billedkunstner) Anette B. Ørom: Pastorale, eget forlag 

-->
Dan Turèll: California Notes, Asger Schnacks Forlag

Jens Settergren: Tropica Dissolvuntur, Anipyrine

(hvortil kommer en bunke bare god POESI)

Særligt seværdige Bet-nominerede

Aviscitater yder ikke disse tre nominerede til Bukdahlas Bet - Den Smalle Litteraturpris 2017 bare den mindste retfærdighed:

Mette Norrie: notebookdrawings (en tegning, "Worry Lines"):

http://www.mettenorrie.com/uploads/3/1/7/1/31718429/1-worry-lines_orig.jpg

Lise Nørholm Noget Else (et opslag, med huller):

Billedresultat for lise nørholm noget else


Ursula Andkjær Olsen & Stense Andrea Lind-Valdan (noget af en side):

Billedresultat for andkjær valdan salve

Marie Kat reagerer på sin Bet-nominering

Marie Kat feeling lovely.
HURAR jeg bleevet nummineret til en vaske ætke en literar PIRS det, er i Lasr budkals avis for gamel Menisker !!!



Comments
 
 Marie KatMarie Kat Johane Johanne Thorup Dalgaard kom jem med lit guf til Mig jeg ee nummineret til en kæmpe Pirs'·

 Marie KatMarie Kat Hardl Harald Voetmann du er ik bleet numieret til den her pris 

 Marie KatMarie Kat men det ee jeg!

Marie KatMarie Kat Det er seriøs det beste som er sket HELE DAGEN! 

 Marie KatMarie Kat Så såe man lige mig blige fedteret i avisen med et bidle og det hele blant alle mulig smalle dikter, storer skæg og skalle pander
Maria Helleberg
Maria Helleberg KOms den prids med nåad tung ælle dødte pnislede fwle?
· Reply · 
Marie Kat
Marie Kat vi krysser fingrer /poeter for det..
Marie Kat
Marie Kat alle de ander er dålig til, og smile på bidlet. En af os sover oven, i købet!