Der er som bekendt nogle mennesker, der bare er noget mere end os andre, og det er genierne. Det er dem, der skaber stor kunst eller sand erkendelse eller fx ægte litteratur. Men de her genier betaler også en høj pris for at være genier. De er ofte ensomme, frustrerede eller ulykkelige, de tager stoffer og de bliver sjældent gift, og hvis de bliver gift, bliver de i hvert fald skilt igen. Og så får de kønssygdomme, og så dør de en lang og pinefuld død. Men er det virkelig prisen for at skabe stor kunst? Eller kunne I ligesom jeg få den her mistanke, at der nogle af de her typer der søger det mørke og destruktive? Det kan man altså finde ud af ved læse nogle af alle de her bøger. Man kan fx læse James Joyces Portræt af kunstneren som et ungt menneske. Eller man kan læse Patti Smiths Just kids (film af ung Patti Smith performing; manisk montage med/om/apropos de nævnte kunstnere under resten af speaken). Ja, så vildt gik det for sig dengang i 60’erne, da sangerinden og forfatteren Patti Smith og kæresten, fotografen Robert Mapplethorpe udviklede deres kæmpetalenter under indtagelse af en del euforiserende stoffer på Chelsea Hotel (Patti anno nu læser op: He’s my boyfriend, and he’s really mad) sammen med nogle af tidens andre store kunstnere i øvrigt, som vist også tog nogle stoffer. Men man behøver faktisk slet ikke at fixe heroin for at blive en stor kunstner, man kan nøjes med at sulte sig. Det har næsten samme grænseoverskridende effekt. Franz Kafka har skrevet om det i ”En sultekunstner”. Eller nobelprismodtageren Knut Hamsun i Sult, som endte med at få diagnosen ”svækkede åndsevner” på grund af sine nazistiske tilbøjeligheder. [Karen Blixen siger: Som De måske har læst eller hørt, at Hemingway, da han fik Nobelprisen, sagde, at han synes, jeg skulle have haft den] Karen Blixen, en af Danmarks største forfattergenier, var også for tynd, hun havde syfilis og led af ulykkelig kærlighed. Læs om hende og kunstens omkostninger i Thorkild Bjørnvigs Pagten. Syfilis havde filosoffen Nietzsche også. Han blev skingrende vanvittig til sidst og er et af de genier, Thomas Mann har modeleret Doktor Faustus over. [reklame med Vang Gogh-kaffekrus] Totalt gak, ja, det blev ligeledes den geniale kunstmaler Vincent van Gogh, der skar sit øre af og endte med at tage sit eget liv. Om ham kan man læse hos Antonin Artaud. [klip med Tracy Emin] En moderne udgave af den masochistiske kropsudfoldelse finder vi hos outsiderkunstneren Tracy Emin, som udsætter sig selv for voldtægt, non stop-fester [fister?] med de kendte med et kæmpe forbrug af sex, stoffer og ensomhed. Herhjemme har vi kunstneren Claus Beck-Nielsen, der også er gået hele vejen, nemlig i døden, for kunsten og i dag kun eksisterer under navnet Das Beckwerk. En anden multikunstner, som også fylder en hel del i landskabet p.t., er Thomas Blachmann. Om ham kan man læse i Det kolossale menneske. Her analyserer kunstneren i kraft af sin oplysthed Danmarks befolkning efter parametre som dannelse, stil og vid [Blachmann siger: Som jeg siger flere steder i bogen, så er alt hvad jeg siger og gør pr. definition kunst]. Eller hvad med den genudgivne Dirch Passer-biografi af Ole Sønnichsen? Dirch grinte vi all af, men sjovt var det ikke at være ham, og han døde på scenen [Dirch passer råber: Rulllllll!]
[hvorefter Alberte samler Jørgen Leth op i sit lånte rugbrød for at tale med ham om Doktor Faustus på Louisiana]
[hvorefter Alberte samler Jørgen Leth op i sit lånte rugbrød for at tale med ham om Doktor Faustus på Louisiana]
Åh, det er så deprimerende. En eller anden har fortalt Alberte, at danskerne har en IQ på 70.
SvarSlet