Viser opslag med etiketten Leonora Christina Skov. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Leonora Christina Skov. Vis alle opslag
onsdag den 23. december 2015
Suk over et vist bogtillæg
der i fredags trykte en sidelang nedrakning af Texas Longhorn nr. 2 ved samme skribent, der nedrakkede nr. 1; og i den ideelle verden, hvor litterære tidsskrifter blev jævnligt eller måske faktisk hver gang anmeldt i avisen og til tider endda sidelangt, ville det også være en noget pointeløs øvelse, men tidsskrifter bliver ikke engang ujævnligt anmeldt, så kunne anmeldelse nr. 2, hvis den absolut skulle have været en anmeldelse af Texas Longhorn nr. 2, ikke have været en KOMPARATIV anmeldelse i det mindste sammenlignende med de nye numre, udkommende sidste uge og næste uge, af gode, gamle, men især gode Kritik og Hvedekorn, bare fx - ved ikke, hvornår Hvedekorn sidst har været anmeldt i det bogtillæg (ved ikke hvornår den pågældende skribent sidst, om nogensinde, har siddet med et nummer af Hvedekorn), selvom redaktøren er fast anmelder, så meget for nepotisme, siger samme red. halvanden-bittert her på hans blog - altså jeg, min.
søndag den 11. november 2012
Er skorød et fejt trick af en farvenuance?
De røde sko - feminisme nu! (2002) - Tiderne Skifter
www.tiderneskifter.dk/default.asp?pid=2&bogid=369
Leonora Christina Skov m.fl. De røde sko - feminisme nu! Pris: 248 kr. DENNE BOG ER UDSOLGT FRA FORLAGET. Bogen afdækker hvordan køn, seksualitet ...Interview Valby Bladet | Leonora Christina Skov
www.leonorachristinaskov.com/anmeldelser/interview-valby-bladet
Netstrømper og røde sko. I det virkelige liv holder Leonora Christina Skov også af at overraske: Som denne mandag formiddag, hvor hun har trodset det disede ...Hun fortjener ikke så mange tæv - En bog om ugen - Kultur og rejser ...
www.femina.dk/Kultur-og-rejser/.../1243-mette-blog-uge-33.aspx
23. okt 2012 – Her bliver Leonora Christina Skov interviewet på FEMINA-messens Caféscene af journalist Tine Bendixen. Læg mærke til de fine røde sko med ...Forfatter Leonora Christina Skov gæster LitteraturStedet på Åby ...
www.aakb.dk › Biblioteker
25. apr 2012 – 19.00, når forfatter og litteraturkritiker Leonora Christina Skov holder ... Spring selv til og oplev/udlev en aften med gotik, queer og røde sko.Røde Sko 115,-
www.lightinthebox.com/RødeSko
Lækre Sko Til Dig - Køb Nu!
Leonora kan ikke læse (PARENTESER)
Min kære kollega Leonora Christian Skov var mange timer i gårs aftes helt oppe i det skorøde felt på sin Facebook-profil over den blogpost om Politikens nedskæring af smalle titler, jeg skrev for et par dage siden, og som måske lige manglede det 'alt' foran og det 't'' i enden på 'uambitiøs', som jeg nu har tilføjet, i at være komplet tydelig, men det er nu alligevel imponerende, som Leonora indigneret misforstår min pointe - der er at Mette Pryds Helle (som alle (mine faste læsere) ved, jeg primært, også forklædt som Liv Mørk, går ind for) og Leonora, ud i egen formening, skriver litterært ambitiøs krimi/genrelitteratur og derfor rent logisk (fordi hvem ellers?) er i fare for at blive fyret af deres forlag:
Hvilke smalle titler? Udover titler af Grøndahl, Pryds Helle, Leonora CS (der vel ikke betragter sig selv som smalle)? Bare alt ukriminalistisk (men Skov og Pryds vil også være kriminalistiske, så bare alt litterært uambitøst) og ikke-kändis-signeret børnelitterært (...)
Men her er Leonoras opdatering på FB, plus tre af hendes opfølgende kommentarer, mellem 54! andre (imens var jeg ude at spise i vietnamesisk gadekøkken og se den perfekt 70'er-retro-spændende Argo sammen med min søn, et langt fornuftigere spild af tid):
(...) Jeg bliver bare så forbandet over det her, fordi Lars Bukdahl bliver ved at forsøge at underminere mig på sin blog, både som forfatter og som anmelder. Jeg læser ikke selv bloggen. Det er min kæreste, der læser den, og jeg ville ønske, at hun ville holde op. Jeg er totalt mystificeret over hans skriverier.
Jeg ville synes, at det tjente Lars Bukdahl til langt større ære, hvis han f.eks. skrev, hvad han mente om mig, i avisen, eller sørgede for at tagge mig, så det ikke ligner perfid bagtalelse. Det er kujonadfærd, i mine øjne, og jeg har ikke et gram respekt for det
Ja, jeg synes egentlig, at det er perfidt at kalde min litteratur for uambitiøs, og ja, jeg synes, det gør en forskel, at vi er kolleger. Bemærk f.eks. at jeg ikke udtaler mig offentligt om Lars Bukdahls evner som hverken forfatter eller anmelder, selv om man må sige, at jeg har haft alle muligheder for det. Jeg mener sagtens, at man kan have offentlige meningsudvekslinger med sine kolleger, men det forekommer mig at være katastrofal mangel på stil at gå halvoffentligt ud og underminere hinandens arbejde.
Altså en gang til for Prinsesse Elisabeth: JEG HAR IKKE KALDT LEONORAS LITTERATUR FOR UAMBITIØS (sjov nok har den første kommentator forstået mig rigtigt, men bliver korrekset af Leonora, hvorefter hun, kommentatoren, ikke kan holde op med at nedgøre mig). Og hvor ved hun fra, hvor mange af hendes bøger, jeg har læst? Jeg har anmeldt hendes første bog og læst de to følgende, men ikke den seneste, og jeg bryder mig rigtignok ikke om de tre, jeg har læst, og det kan jeg virkelig ikke se er ukollegialt eller stilløst at udtale mig om, selvom jeg altså ikke gør det i blogposten, men jeg gør det vistnok i mit bidrag til Forfatterskolens jubilæumsbog (lad mig lige undersøge, jo sørme: "Leonora Christina Skov (en forfatter og kritiker, jeg ikke beundrer særlig meget, som forfatter)"). Og Leonora har da masser gange, i HELE kommentarer, udtalt sig om mine evner som kritiker, og godt for det, fordi så har jeg hver gang kunnet svare, og selvom hun sjældent (eller aldrig) har svaret igen, har det da lignet en kritisk debat (og det ville helt ærligt glæde mig at høre, hvad hun mener om min poesi, også fordi hun da vistnok ALDRIG har anmeldt en digtsamling, sig endelig frem, søde!), og selvfølgelig udtaler jeg mig gerne her, i bloggen, og dér, i avisen, om hendes evner som kritiker, for kritik er ligegyldig, hvis den ikke er diskutabel og diskuteres (hendes bøger er jeg mindre interesseret i og optaget af, fordi de hverken på godt og ondt spiller en central eller tydelig rolle i dansk litteratur (JC Grøndahls bøger spiller på ondt en central og tydelig rolle, derfor disser jeg ivrigt dem)) - men det er sgu da utroligt, at en kritiker, der (med rette) gør en ære i at være bramfri og fandenivoldsk, bliver sådan en bly viol af en kritikkens Emma Gad, når det er hende selv, der står for skud (selvom hun i dette tilfælde faktisk IKKE gjorde det), en skallesmækkende mimose kalder man sådan en personage. Endelig er en blog i mine øjne og min praksis (med i snit 700 læsere hver dag) ikke en disse mindre offentlig eller mere bagtalende end en aviskommentar, men i hvert fald er FB-opdateringer langt mindre end halvoffentlige og et underligt semi-privat (og ukvalificeret - jf. de ret mange ret uartikulerede kommentarer) rum at hidse sig op i. Hvorfor, Leonora, kan vi i alle kritiske og litterære offentligheder ikke diskutere alt, vi foretager os litterært og kritisk? Hvorfor klynke, når vi kan og skal klonke? Og her klinker jeg gerne skårene fra den vase, jeg IKKE smadrede i hovedet på dig.
Hvilke smalle titler? Udover titler af Grøndahl, Pryds Helle, Leonora CS (der vel ikke betragter sig selv som smalle)? Bare alt ukriminalistisk (men Skov og Pryds vil også være kriminalistiske, så bare alt litterært uambitøst) og ikke-kändis-signeret børnelitterært (...)
Men her er Leonoras opdatering på FB, plus tre af hendes opfølgende kommentarer, mellem 54! andre (imens var jeg ude at spise i vietnamesisk gadekøkken og se den perfekt 70'er-retro-spændende Argo sammen med min søn, et langt fornuftigere spild af tid):
(...) Jeg bliver bare så forbandet over det her, fordi Lars Bukdahl bliver ved at forsøge at underminere mig på sin blog, både som forfatter og som anmelder. Jeg læser ikke selv bloggen. Det er min kæreste, der læser den, og jeg ville ønske, at hun ville holde op. Jeg er totalt mystificeret over hans skriverier.
Jeg ville synes, at det tjente Lars Bukdahl til langt større ære, hvis han f.eks. skrev, hvad han mente om mig, i avisen, eller sørgede for at tagge mig, så det ikke ligner perfid bagtalelse. Det er kujonadfærd, i mine øjne, og jeg har ikke et gram respekt for det
Ja, jeg synes egentlig, at det er perfidt at kalde min litteratur for uambitiøs, og ja, jeg synes, det gør en forskel, at vi er kolleger. Bemærk f.eks. at jeg ikke udtaler mig offentligt om Lars Bukdahls evner som hverken forfatter eller anmelder, selv om man må sige, at jeg har haft alle muligheder for det. Jeg mener sagtens, at man kan have offentlige meningsudvekslinger med sine kolleger, men det forekommer mig at være katastrofal mangel på stil at gå halvoffentligt ud og underminere hinandens arbejde.
Altså en gang til for Prinsesse Elisabeth: JEG HAR IKKE KALDT LEONORAS LITTERATUR FOR UAMBITIØS (sjov nok har den første kommentator forstået mig rigtigt, men bliver korrekset af Leonora, hvorefter hun, kommentatoren, ikke kan holde op med at nedgøre mig). Og hvor ved hun fra, hvor mange af hendes bøger, jeg har læst? Jeg har anmeldt hendes første bog og læst de to følgende, men ikke den seneste, og jeg bryder mig rigtignok ikke om de tre, jeg har læst, og det kan jeg virkelig ikke se er ukollegialt eller stilløst at udtale mig om, selvom jeg altså ikke gør det i blogposten, men jeg gør det vistnok i mit bidrag til Forfatterskolens jubilæumsbog (lad mig lige undersøge, jo sørme: "Leonora Christina Skov (en forfatter og kritiker, jeg ikke beundrer særlig meget, som forfatter)"). Og Leonora har da masser gange, i HELE kommentarer, udtalt sig om mine evner som kritiker, og godt for det, fordi så har jeg hver gang kunnet svare, og selvom hun sjældent (eller aldrig) har svaret igen, har det da lignet en kritisk debat (og det ville helt ærligt glæde mig at høre, hvad hun mener om min poesi, også fordi hun da vistnok ALDRIG har anmeldt en digtsamling, sig endelig frem, søde!), og selvfølgelig udtaler jeg mig gerne her, i bloggen, og dér, i avisen, om hendes evner som kritiker, for kritik er ligegyldig, hvis den ikke er diskutabel og diskuteres (hendes bøger er jeg mindre interesseret i og optaget af, fordi de hverken på godt og ondt spiller en central eller tydelig rolle i dansk litteratur (JC Grøndahls bøger spiller på ondt en central og tydelig rolle, derfor disser jeg ivrigt dem)) - men det er sgu da utroligt, at en kritiker, der (med rette) gør en ære i at være bramfri og fandenivoldsk, bliver sådan en bly viol af en kritikkens Emma Gad, når det er hende selv, der står for skud (selvom hun i dette tilfælde faktisk IKKE gjorde det), en skallesmækkende mimose kalder man sådan en personage. Endelig er en blog i mine øjne og min praksis (med i snit 700 læsere hver dag) ikke en disse mindre offentlig eller mere bagtalende end en aviskommentar, men i hvert fald er FB-opdateringer langt mindre end halvoffentlige og et underligt semi-privat (og ukvalificeret - jf. de ret mange ret uartikulerede kommentarer) rum at hidse sig op i. Hvorfor, Leonora, kan vi i alle kritiske og litterære offentligheder ikke diskutere alt, vi foretager os litterært og kritisk? Hvorfor klynke, når vi kan og skal klonke? Og her klinker jeg gerne skårene fra den vase, jeg IKKE smadrede i hovedet på dig.
fredag den 14. september 2012
Referatsump som virkelig ingen anbefaling
Jeg læser mig helt i død i referaterne i anmeldelserne af Leonora Christina Skovs nye roman Førsteelskeren, dybt kedeligt indviklede og fuldstændig glemt fra det ene til det andet referat, så det hver gang virker som en helt ny åndssvagt handlingsnedtynget roman:
Men, altså, Veronica spiller punk og skriver breve til Nat, som i mellemtiden er taget til Berlin, hvor han møder en anden kvinde med alias, Angelika. Som under forskellige østeuropæiske identiteter lever af at score stenrige mænd og forlade dem igen med en kuffert fuld af nøgler og dyrt tøj, der kan sælges igen. I virkeligheden hedder hun Rosa, og hun og Nat indleder - efter et første mislykket knald - et platonisk forhold. (Information)
Mormor Gina blev i sin tid anbragt som sindssyg på Oringe af sin mand. Men han løj hende død! Nu er der nogle efterladte breve fra Gina til datteren Lulu, og disse breve befinder sig i en skuffe i en lejlighed i Berlin. Lejligheden på Viktoria-Luise Platz' i Berlin ejes af Ginas desværre strubekræftsyge svigersøn, hr. Weinberg - som altså er far til Veronica.
Lang tid før de æstetiske smagsdomme fældes, får jeg totalt mistillid til en roman, der tvinger sine anmeldere til at referatkløjes så druknende desperat, beklager, ærekære kollega.
Men, altså, Veronica spiller punk og skriver breve til Nat, som i mellemtiden er taget til Berlin, hvor han møder en anden kvinde med alias, Angelika. Som under forskellige østeuropæiske identiteter lever af at score stenrige mænd og forlade dem igen med en kuffert fuld af nøgler og dyrt tøj, der kan sælges igen. I virkeligheden hedder hun Rosa, og hun og Nat indleder - efter et første mislykket knald - et platonisk forhold. (Information)
Mormor Gina blev i sin tid anbragt som sindssyg på Oringe af sin mand. Men han løj hende død! Nu er der nogle efterladte breve fra Gina til datteren Lulu, og disse breve befinder sig i en skuffe i en lejlighed i Berlin. Lejligheden på Viktoria-Luise Platz' i Berlin ejes af Ginas desværre strubekræftsyge svigersøn, hr. Weinberg - som altså er far til Veronica.
Lang tid før de æstetiske smagsdomme fældes, får jeg totalt mistillid til en roman, der tvinger sine anmeldere til at referatkløjes så druknende desperat, beklager, ærekære kollega.
Søgte på Leonora og fandt en Lego-hurtigfærge
Se hurtigfærgen Leonora i lego
fredag den 27. januar 2012
Leonora har humor!
Jeg var ikke sikker, og frygtede det værste, da hun skulle WA-anmelde Stine Pilgaards radikalt sjove debut Min mor siger, men lo' and behold! Her underrubrikken:
Debuterende Stine Pilgaard har skrevet vinterens must read. En original og vittig roman om et mor-datter forhold, en kærestesorg og en ung kvinde i livskrise.
Også Kamilla Löfström i Information, som jeg godt vidste havde humor, er pligtskyldigt glad for bogen, men spøjst sigende, hvordan både Kamilla og Leonora skal besværge, at selvom bogen er sjov, er den god - underrubrik i Information:
Der er smæk for skillingen i Stine Pilgaards debut om de nære relationer, der minder lidt om stand-up, hvilket, må jeg tilføje, er positivt ment.
Og andet afsnit i WA-anmeldelsen:
(...) hendes debutroman, Min mor siger, er en fornøjelse fra ende til anden. Jeg har vredet min hjerne for at finde et superlativ, der kan beskrive hendes stil. Pudsig er for puttenuttet. Quirky er for smart. Morsom får hendes roman til at lyde som en falde-på-halen-komedie, men faktum er , at hendes tone er original. På én gang vittig, rørende og alvorlig.
Hvorfor er det ikke den største ros i verden uden videre at sige, at en bog er sjov og morsom - meget gerne som de bedste (amerikanske) stand-up-komikere, og lad mig for en gangs skyld nævne en kvinde: Sarah Silverman!?
(og lad mig slet ikke nævne Sarah Skarums håbløst traurige 3 stjerner-anmeldelse i Berlingske, hun har så i hvert fald ikke humor eller bare sans for litterær stemmefærdighed, Stine er så meget et talent på spring, suk dog: "Men man kan ikke mærke, hvor det gør ondt. Det er som om bogen ikke tager sorgen sådan helt alvorligt, men holder en let ironisk afstand. Sprogets glatte overflade bliver et lag mellem læser og historie, ikke en forbindelse, og dermed bliver man underligt ligeglad med hovedpersonen, hvis liv virker uendelig banalt." Uendelig banal kan du sgu selv være, Sarah!)
(og ok, jeg bliver også nødt til at himle over begyndelsen på Leonoras anmeldelse: "Der er al mulig grund til at tage godt imod debuterende Stine Pilgaard (f. 1984). Hun har ganske vist gået på Forfatterskolen, hvilket ikke umiddelbart lyder som en anbefaling i mine ører, selvom Josefine Klougart, Olga Ravn og Olivia Nordenhof gik på samme årgang som hende." JAMENFORHELVEDEDA! Rent logisk kan det blive nødt til at være en anbefaling, at hun har gået på samme årgang som hele 3 åbenbart anbefalelsesværdige forfattere! Hvad er det for et (her helt formelt) irrationelt Forfatterskolehad!? Hvem er de forfærdelige digtere, som har givet Forfatterskolen et ondt ry i Leonora Christina Skovs hoved!? Hun nævner dem aldrig! Men hun roser den ene afgåede elev efter den anden!? Kan hun ikke holde inde med sin hadtale NU!?)
Debuterende Stine Pilgaard har skrevet vinterens must read. En original og vittig roman om et mor-datter forhold, en kærestesorg og en ung kvinde i livskrise.
Også Kamilla Löfström i Information, som jeg godt vidste havde humor, er pligtskyldigt glad for bogen, men spøjst sigende, hvordan både Kamilla og Leonora skal besværge, at selvom bogen er sjov, er den god - underrubrik i Information:
Der er smæk for skillingen i Stine Pilgaards debut om de nære relationer, der minder lidt om stand-up, hvilket, må jeg tilføje, er positivt ment.
Og andet afsnit i WA-anmeldelsen:
(...) hendes debutroman, Min mor siger, er en fornøjelse fra ende til anden. Jeg har vredet min hjerne for at finde et superlativ, der kan beskrive hendes stil. Pudsig er for puttenuttet. Quirky er for smart. Morsom får hendes roman til at lyde som en falde-på-halen-komedie, men faktum er , at hendes tone er original. På én gang vittig, rørende og alvorlig.
Hvorfor er det ikke den største ros i verden uden videre at sige, at en bog er sjov og morsom - meget gerne som de bedste (amerikanske) stand-up-komikere, og lad mig for en gangs skyld nævne en kvinde: Sarah Silverman!?
(og lad mig slet ikke nævne Sarah Skarums håbløst traurige 3 stjerner-anmeldelse i Berlingske, hun har så i hvert fald ikke humor eller bare sans for litterær stemmefærdighed, Stine er så meget et talent på spring, suk dog: "Men man kan ikke mærke, hvor det gør ondt. Det er som om bogen ikke tager sorgen sådan helt alvorligt, men holder en let ironisk afstand. Sprogets glatte overflade bliver et lag mellem læser og historie, ikke en forbindelse, og dermed bliver man underligt ligeglad med hovedpersonen, hvis liv virker uendelig banalt." Uendelig banal kan du sgu selv være, Sarah!)
(og ok, jeg bliver også nødt til at himle over begyndelsen på Leonoras anmeldelse: "Der er al mulig grund til at tage godt imod debuterende Stine Pilgaard (f. 1984). Hun har ganske vist gået på Forfatterskolen, hvilket ikke umiddelbart lyder som en anbefaling i mine ører, selvom Josefine Klougart, Olga Ravn og Olivia Nordenhof gik på samme årgang som hende." JAMENFORHELVEDEDA! Rent logisk kan det blive nødt til at være en anbefaling, at hun har gået på samme årgang som hele 3 åbenbart anbefalelsesværdige forfattere! Hvad er det for et (her helt formelt) irrationelt Forfatterskolehad!? Hvem er de forfærdelige digtere, som har givet Forfatterskolen et ondt ry i Leonora Christina Skovs hoved!? Hun nævner dem aldrig! Men hun roser den ene afgåede elev efter den anden!? Kan hun ikke holde inde med sin hadtale NU!?)
lørdag den 29. oktober 2011
Se det billede, jeg ikke vil have I skal se!
Absurd billedstorm i WA Bøger i går: Leonora Christina Skov plæderer i en Blæksprutte alenlangt for, at der burde kunne skulle nedlægges forbud mod et elendigt maleri af en ukendt kunstner, der afbilder Leonora topløs, samtidig med at samme maleri, med bjælker for brysterne, optræder både på tillæggets forside som udklippet sidehenvisning og i fuldt format som illustration til selve artiklen. Den ukendte kunstner må være kisteglad, fordi han får den fede publicity, der gør ham mindre ukendt og hans maleri mere værd. Jeg forstår slet ikke, at det elendige maleri skal gengives 2 gange i avisen, og jeg forstår heller ikke, at Leonora vil bruge spalteplads på at brokke sig over det - og jeg er meget uenig i, at der skal kunne burde nedlægges forbud imod det, for det vil jo være det samme som at nedlægge forbud mod karikaturer, medmindre det så kun er afklædte karikaturer, der skal være forbudt, eller kun elendige karikaturer, og hvem skal så stå for kvalitetsstemplingen!? Den fornuftige regel må være at ignorere ukendte kunstneres elendige karikaturer, på skrift eller på billede, af ens person, måske, men helst ikke, rynke på næsen over kendte kunstneres elendige karikaturer og motherfucking glæde sig over ukendte og kendte kunstneres vellykkede karikaturer (som fx Philip Ytournels tegning i Politiken af mig som Jaws og min næse som hajfinnen). Jeg synes ikke, karikaturen af mig i "Claus Beck-Nielsen"s roman Jeg taler til jer er helt elendig, men heller ikke synderlig vellykket og først og fremmest finder jeg den bare ubehagelig, fordi den ikke vil nøjes med at karikere, men doku-fiktivisere helt tæt på min kalender; grunden til at jeg tog til genmæle mod romanen her på bloggen (men sgu da ikke i avisen) var, at blandingen af autentisk og fiktiv dokumentation er uklar, og det blandingsforhold ville jeg gerne klargøre for de forhåbentlig få læsere derude, som hypen har lokket til. Man skal også passe på den negative selvoptagethed: Ovra, hvor talentløse narrehoveder synes, jeg er en komplet idiot (med store bryster - eller stor næse)!
lørdag den 22. oktober 2011
Ubelæsthedsgenereret forventning og kritisk skuffelse af samme!?
Underlig anmeldelse ved Leonora Christina Skov i WA Bøger i går af Astrid Saalbachs nye roman Fordrivelsen, hvor receptionen af forfatterskabet og nyheden om Saalbachs optagelse i Det Danske Akademi i mangel af Leonoras egenhændige læsning af Saalbachs tidligere bøger skaber de forventninger om stor litteratur, som den nye roman ikke lever op til, fordi den for meget er B-film-agtig, hvilket jeg ellers troede var det, der ifølge Leonora var problemet med statsstøttet dansk litteratur, at den er for lidt B-film-agtig, og pointen med hendes egne seneste to romaner, at de er vedkendt trivi-(henholdsvis melodrama- og gotik)inspirerede, hvilket jeg så ikke synes er problemet med dem, det er snarere deres mangel på ægte triviel energi og fremdrift, hvilket måske i virkeligheden også er det, Leonora synes er problemet med Saalbachs roman, som jeg til gengæld ikke har læst, snarere end den af hendes ikke-læsning foregøglede mangel på litteraturstorhed!?
lørdag den 26. marts 2011
fredag den 11. februar 2011
Mik ville gerne have været i lag med Leonora på Pan dengang hun var mindreårig!?
Hvordan ellers forstå afslutningen på det seneste stykke formørkede automatskrift (kan læses, men jeg vil ikke anbefale det, inde på hans Gyldendal-hostede Forfatterside) fra modtager af Det danske Akademis Store Pris Ib Michael:
Altsammen fordi en af de efterhånden talrige anmeldere med forfatterambitioner havde fået det treårige legat for at skrive, til afveksling fra hendes ulidelige facebook-kvidder, et kitschet makværk under den godt nok flade, men i det mindste underholdende, titel: ”Silhuet af Flynder”. Hun er ellers noget af en strik selv, hende kunne jeg godt have tænkt mig at møde på Pan i de dage. Godt jeg ikke gjorde det, for mens hun regnede på de millionsummer som hendes kolleger havde nået at skrabe til sig, så regnede jeg på hvor gammel hun ville have været dengang, jeg kom på Pan. Jeg er bange for at det ville have været strafbart, men som min ven Keith parafraserer: Jeg har aldrig haft problemer med stoffer, jeg har kun haft problemer med politiet.
Hvabehar!? Ikke sandt?! Og fortæl mig lige, Kilroy, hvordan er det lige, at de få og hårde kritiske ord om Leonora Christina Skovs roman (og tidligere i den nye tekst afvisningen af hovedparten af Asger Schnacks forfatterskab) IKKE er fuldstændig sammenlignelige med de kritikeres kritik, du finder så principielt og reelt ussel ("Findes der noget fejere end en litteraturkritiker" etc. etc)., bortset fra at ingen anmelder på danske dagblade ville (få lov til at) præsentere så overfladiske gennemheglinger, for slet slet slet slet slet ikke at tale om slibrige seksuelle spekulationer om en forfatter og/eller debattør. Gak-gak i Thailand (du truer også med øretæver til udvalgte kritikere, men det håber jeg ikke skal tages bogstaveligt, selvom det unægtelig ser sådan ud: "Og jeg vil i samme åndedrag benytte en lejlighed til at udstede en advarsel til de hjemlige hundehoveder: Der er fribyttertæsk i luften ...") !
Hvortil kommer den fortsatte sentimentale dyrkelse af LÆSERNE som en langt renere og mere autentisk race end de dekadente kritikere: "Jeg er for længe siden holdt op med at publicere indlæg til aviserne, debatformen hænger mig ud af halsen [nej, du befinder sig så sandelig på et langt højere stade, Kilroy!? hvorfor tror du, at Politiken er så vild med din (Johs. Riis' ord, iflg den nye tekst) grausame salbe og (til din udtalte fryd) sætter den så spektakulært op!?] , men til læserne, som besøger min hjemmeside, føler jeg at jeg kan tale ud lige ud at posen, uden forstillelse og filter". Det er som om, Kilroy, at du udelukkende kan forestille dig næsegrus beundrende og begejstrede og fascinerede læsere a la dine anmeldere i 80'erne og 90'erne, alle Søren Vinterbergerne; hvad nu hvis de menige læsere gerne er - og kan finde ud af at være - KRITISKE læsere, ikke bare af Stieg Larsson og Asger Schnack og Leonora Christian Skov, men også af DIG, og ligesom kritikerne ikke uden videre synes, at alle dine bøger er nøjagtig lige henrivende pragtfulde, og at det er DERFOR (pga. skuffelse over din sjaskede erindringstrilogi), og ikke på grund af anmeldelserne eller Gyldendals manglende annoncering, at din sidste roman har solgt skuffende, hvis den altså har det, men det tyder din uligevægtige kommunikation unægtelig på, ja så hænger din flade og firkantede verden ikke sammen, vel?
Altsammen fordi en af de efterhånden talrige anmeldere med forfatterambitioner havde fået det treårige legat for at skrive, til afveksling fra hendes ulidelige facebook-kvidder, et kitschet makværk under den godt nok flade, men i det mindste underholdende, titel: ”Silhuet af Flynder”. Hun er ellers noget af en strik selv, hende kunne jeg godt have tænkt mig at møde på Pan i de dage. Godt jeg ikke gjorde det, for mens hun regnede på de millionsummer som hendes kolleger havde nået at skrabe til sig, så regnede jeg på hvor gammel hun ville have været dengang, jeg kom på Pan. Jeg er bange for at det ville have været strafbart, men som min ven Keith parafraserer: Jeg har aldrig haft problemer med stoffer, jeg har kun haft problemer med politiet.
Hvabehar!? Ikke sandt?! Og fortæl mig lige, Kilroy, hvordan er det lige, at de få og hårde kritiske ord om Leonora Christina Skovs roman (og tidligere i den nye tekst afvisningen af hovedparten af Asger Schnacks forfatterskab) IKKE er fuldstændig sammenlignelige med de kritikeres kritik, du finder så principielt og reelt ussel ("Findes der noget fejere end en litteraturkritiker" etc. etc)., bortset fra at ingen anmelder på danske dagblade ville (få lov til at) præsentere så overfladiske gennemheglinger, for slet slet slet slet slet ikke at tale om slibrige seksuelle spekulationer om en forfatter og/eller debattør. Gak-gak i Thailand (du truer også med øretæver til udvalgte kritikere, men det håber jeg ikke skal tages bogstaveligt, selvom det unægtelig ser sådan ud: "Og jeg vil i samme åndedrag benytte en lejlighed til at udstede en advarsel til de hjemlige hundehoveder: Der er fribyttertæsk i luften ...") !
Hvortil kommer den fortsatte sentimentale dyrkelse af LÆSERNE som en langt renere og mere autentisk race end de dekadente kritikere: "Jeg er for længe siden holdt op med at publicere indlæg til aviserne, debatformen hænger mig ud af halsen [nej, du befinder sig så sandelig på et langt højere stade, Kilroy!? hvorfor tror du, at Politiken er så vild med din (Johs. Riis' ord, iflg den nye tekst) grausame salbe og (til din udtalte fryd) sætter den så spektakulært op!?] , men til læserne, som besøger min hjemmeside, føler jeg at jeg kan tale ud lige ud at posen, uden forstillelse og filter". Det er som om, Kilroy, at du udelukkende kan forestille dig næsegrus beundrende og begejstrede og fascinerede læsere a la dine anmeldere i 80'erne og 90'erne, alle Søren Vinterbergerne; hvad nu hvis de menige læsere gerne er - og kan finde ud af at være - KRITISKE læsere, ikke bare af Stieg Larsson og Asger Schnack og Leonora Christian Skov, men også af DIG, og ligesom kritikerne ikke uden videre synes, at alle dine bøger er nøjagtig lige henrivende pragtfulde, og at det er DERFOR (pga. skuffelse over din sjaskede erindringstrilogi), og ikke på grund af anmeldelserne eller Gyldendals manglende annoncering, at din sidste roman har solgt skuffende, hvis den altså har det, men det tyder din uligevægtige kommunikation unægtelig på, ja så hænger din flade og firkantede verden ikke sammen, vel?
tirsdag den 11. maj 2010
Leonora udnævnt til statslitterat
Kan I huske så langt tilbage som tre-fire uger siden, da Leonora Christina Skov i en kommentar på forsiden af WA Bøger med den vrængende overskrift "Statslitteratur" klynkede aggressivt over, at genrelitteratur af parnasset blev diskrimineret til fordel for forfatterskolelitteratur?
Jeg kan næsten ikke, men i går blev det offentliggjort, at genrelitteraten Leonora fra Statens Kunstfond modtager et treårigt legat på 3 x 280.000 og dermed - hvis hun altså takker ja - officielt er en statslitterat, der skriver statslitteratur.
De øvrige modtagere: Lone Aburas, Jonas T. Bengtsson, Christian Hagen, Majse Aymo-Boot, Thomas Harder og Palle Sigsgaard.
Og hvad kan man ellers bemærke: At det ligner den sædvanlige - og helt rimelige! - studehandel mellem de to eksperimentelt sindede (og forfatterskoleuddannede, konspirationsteoretikere!) digtere, Morten Søndergaard og Christina Hesselholdt, og den ene realistisk rugende kritiker, Nils Gunder Hansen, i det litterære tremandsudvalg: Tre smalle (og forfatterskoleuddannede), Hagen, Aymo-Boot, Sigsgaard, 1 semi-bred og halvsmal (og forfatterskoleafvist), Aburas, to (henholdsvis kulørt og jammerrealistisk) brede, Bengtsson og Skov, og 1 af alle elsket oversætter, Harder.
Og at det rent publikations- og sidetalsmæssigt (hvis vi ser bort fra Harder) må være den snævreste uddeling nogensinde: Tre har kun 1 bog bag sig, Aburas, Hagen, Sigsgaard, to har to bøger bag sig, Aymo-Boot (hvis to "bøger" tilsammen fylder mindre end de fleste digtsamlinger) og Bengtsson, mens Leonora står som forfatter til hele fire bøger, tre romaner og og en Alice-versionering. Den gode grund til bindsvagheden er vel simpelthen, at udvalget er løbet ud af retfærdighedsgerninger (jeg har ikke udtømmende tjekket efter, og selvfølgelig skulle jeg nok kunne finde en håndfuld værdigt trængende, men for fanden Martin Larsen HAR fået) og kan koncentrere sig om de vitterligt yngste forfattere.
Og at jeg varmt går ind for flertallet af modtagere (Leonora har jeg ikke læst, siden jeg anmeldte hendes debut, jeg tør ikke!) - tillykke til DEM!
Jeg kan næsten ikke, men i går blev det offentliggjort, at genrelitteraten Leonora fra Statens Kunstfond modtager et treårigt legat på 3 x 280.000 og dermed - hvis hun altså takker ja - officielt er en statslitterat, der skriver statslitteratur.
De øvrige modtagere: Lone Aburas, Jonas T. Bengtsson, Christian Hagen, Majse Aymo-Boot, Thomas Harder og Palle Sigsgaard.
Og hvad kan man ellers bemærke: At det ligner den sædvanlige - og helt rimelige! - studehandel mellem de to eksperimentelt sindede (og forfatterskoleuddannede, konspirationsteoretikere!) digtere, Morten Søndergaard og Christina Hesselholdt, og den ene realistisk rugende kritiker, Nils Gunder Hansen, i det litterære tremandsudvalg: Tre smalle (og forfatterskoleuddannede), Hagen, Aymo-Boot, Sigsgaard, 1 semi-bred og halvsmal (og forfatterskoleafvist), Aburas, to (henholdsvis kulørt og jammerrealistisk) brede, Bengtsson og Skov, og 1 af alle elsket oversætter, Harder.
Og at det rent publikations- og sidetalsmæssigt (hvis vi ser bort fra Harder) må være den snævreste uddeling nogensinde: Tre har kun 1 bog bag sig, Aburas, Hagen, Sigsgaard, to har to bøger bag sig, Aymo-Boot (hvis to "bøger" tilsammen fylder mindre end de fleste digtsamlinger) og Bengtsson, mens Leonora står som forfatter til hele fire bøger, tre romaner og og en Alice-versionering. Den gode grund til bindsvagheden er vel simpelthen, at udvalget er løbet ud af retfærdighedsgerninger (jeg har ikke udtømmende tjekket efter, og selvfølgelig skulle jeg nok kunne finde en håndfuld værdigt trængende, men for fanden Martin Larsen HAR fået) og kan koncentrere sig om de vitterligt yngste forfattere.
Og at jeg varmt går ind for flertallet af modtagere (Leonora har jeg ikke læst, siden jeg anmeldte hendes debut, jeg tør ikke!) - tillykke til DEM!
fredag den 16. april 2010
Ah, fejder!
Jette Hansen, Kristian Leth, Martin Jensen (legatmodtagende genreforfatter!) og mig vs. Leonora Christina Skov i Weekendavisen Bøger.
Naja Marie Aidt og Mette Moestrup vs. Peter Nielsen i Informations bogtillæg.
Merete Nissen og - med en veritabel bandbulle - Niels Frank vs. Erik Skyum-Nielsen også i Information (og bandbullen er der link til : http://www.information.dk/230013 )
It's literature and it's personal - og meget mere underholdende end nogen gotisk roman.
Og godt det samme, at der ikke blev plads til mit lille læserbrev til Inf. vs. Asger Schnack, det gjorde virkelig ikke meget polemisk væsen af sig,
(og mens jeg husker det: to rettelser til min ikke-polemiske kommentar i WA; det skal stå, at Hundehoved udkom for 5 år MINUS 40 dage siden, og han hedder jo Ørntoft, Theis, ikke Ørnsbo)
Naja Marie Aidt og Mette Moestrup vs. Peter Nielsen i Informations bogtillæg.
Merete Nissen og - med en veritabel bandbulle - Niels Frank vs. Erik Skyum-Nielsen også i Information (og bandbullen er der link til : http://www.information.dk/230013 )
It's literature and it's personal - og meget mere underholdende end nogen gotisk roman.
Og godt det samme, at der ikke blev plads til mit lille læserbrev til Inf. vs. Asger Schnack, det gjorde virkelig ikke meget polemisk væsen af sig,
(og mens jeg husker det: to rettelser til min ikke-polemiske kommentar i WA; det skal stå, at Hundehoved udkom for 5 år MINUS 40 dage siden, og han hedder jo Ørntoft, Theis, ikke Ørnsbo)
mandag den 12. april 2010
Døgnflueknepperi
Dagsværk 14:20:
1 filmanmeldelsesgennemrettelse (Fantastic Mr. Fox, verdens bedste dukkefilm)
2 læserbreve (1 til WA, 1 til Information; ingen kritisk genre er hårdere!)
2 blogposter (denne om bl.a sig selv og den nedeunder om at læse morgenavis)
- så nu må jeg gerne se Letterman, ikke? Det er så lang tid siden sidst!
1 filmanmeldelsesgennemrettelse (Fantastic Mr. Fox, verdens bedste dukkefilm)
2 læserbreve (1 til WA, 1 til Information; ingen kritisk genre er hårdere!)
2 blogposter (denne om bl.a sig selv og den nedeunder om at læse morgenavis)
- så nu må jeg gerne se Letterman, ikke? Det er så lang tid siden sidst!
fredag den 9. april 2010
Hallucinatorisk mundsvejr/ Koldingkold
Der mangler naturligvis et "hallucinatorisk" - som åbenbart er et kritisk pseudoakademisk ord - i underrubrikken til min anmeldelse af Harald Voetmanns Vågen; i forvejen havde redaktøren tvunget mig til at udskifte "gedeblods-opløste" med "tilmudrede"; og for fanden trompeten skulle lyde "Den gamle Rom" - ha, ha! - og ikke "Det gamle Rom": Tredobbelt suk!. Her er originalen, print den ud, klip den til og klistr den ovenpå forfalskningen:
Den gamle Rom. Det er med hallucinatorisk akkuratesse, Harald Voetmann lever sig ind i idolet Plinius den Ældres liv og værk i sin nye, gedeblods-opløste diamant af en kortroman
Og så har jeg forbandet ikke tid til at kommentere i bund på Leonoras Skovs bastant smalhjernede kommentar på fucking forsiden af bogtillægget, fordi jeg lige om lidt skal til Kolding og holde foredrag om "Sug i sandkassen! Barnlige strategier i den unge avantgarde - og omvendt!" lige præcis - for Leonoras fordom er jo, at kun plot er "underholdende", og sikke dog et kedeligt underholdningskoncept!
Følgende blogpost havde jeg håbet at kunne nøjes med, før jeg gik ned til posklassen:
Kolding rimer ikke på
olding, men på
rolling, og burde følgelig staves
Kolling.
Det er så nu engang min slags genrelitteratur!
Den gamle Rom. Det er med hallucinatorisk akkuratesse, Harald Voetmann lever sig ind i idolet Plinius den Ældres liv og værk i sin nye, gedeblods-opløste diamant af en kortroman
Og så har jeg forbandet ikke tid til at kommentere i bund på Leonoras Skovs bastant smalhjernede kommentar på fucking forsiden af bogtillægget, fordi jeg lige om lidt skal til Kolding og holde foredrag om "Sug i sandkassen! Barnlige strategier i den unge avantgarde - og omvendt!" lige præcis - for Leonoras fordom er jo, at kun plot er "underholdende", og sikke dog et kedeligt underholdningskoncept!
Følgende blogpost havde jeg håbet at kunne nøjes med, før jeg gik ned til posklassen:
Kolding rimer ikke på
olding, men på
rolling, og burde følgelig staves
Kolling.
Det er så nu engang min slags genrelitteratur!
Abonner på:
Opslag (Atom)
