Metadonsonetterne

(om psykofarmaka i poesi af Llambìas og Grotrian, part II)

Henvisninger til Simon Grotrians Risperdalsonetterne, 2000, i Pablo Llambías' Monte Lema, to sonetuddrag:

1 (side 206)
Han foreslog, at vi prøvede med endnu

et medikament. Vi havde jo kun prøvet
to medikamenter. Der var mange
andre at vælge imellem, også
billigere. Han foreslog Risperdal. Risper-
dalsonetterne, prøvede jeg, men han
reagerede ikke på det overhovedet.

2 (side 209)
Medikamentet, som jeg har hentet,
men endnu ikke prøvet, hedder Ris-
peridon. Risperidon-sonetter-
ne. Uden den romantiske, landlige asso-

ciation. Mere som metadon. Meta-
don-sonetterne. Meta. Yeah, right. Jeg
læser om Risperidon på nettet.

- og så en sonet, der ikke (eksplicit og, så vidt jeg kan læse (men jeg kan ikke læse længere end som så), heller ikke implicit) handler om psykofarmaka, men det er en sonet, og spørgsmålet er, om det at skrive i sonetform ikke i sig selv er mental medicin?, fra Grotrians nye bog, Selvbinderhjertet (sonettens titel er, gætter jeg på, to forskellige ord):

Sonet sonet

Ryggen stables op af træer
faldet drikker brønden
skjorten mellem månenæer
indeholder lønnen

bæltet under kejserkappen
solskinsdeler sedlen
glorien ad vindeltrappen
skvulper over kedlen

rædsler som at kalke digtet
mødes på en stage
selvom jeg er uforpligtet
hviler jeg i hage

knogleskibet bed i døden
kærlighed er gløden.