torsdag den 31. januar 2013

2 primære redaktionelle hadeobjekter (og egenhændige uvaner/yndlingsperversioner)

1. Encifrede tal (undtagen i optællinger)

 (aktuelt eksempel: 1 (én) skarnsstreg, der oftere lykkes end mislykkes, pr. 4 (fire) x 1 (en) rude)

2. Sætningsemner (særligt som indskud/ bisætninger)

(aktuelt eksempel: en slags uniformerede, urbane nisser, (der er) lige så dæmoniske som uskyldige, (og som er) sat i verden i og med den tegneserie, der bærer deres navn)

Jeg har lige hu hej vilde næbdyr lavet en bog

eller jeg har i huj og hast valgt striber ud og skrevet forord til et nyt udvalg (men i nøjagtigt samme format og med nøjagtigt samme sideantal som sidste gang rundt) af Storm P.'s pionertegneserie DE 3 SMÅ MÆND OG NUMMERMANDEN, og så er der alle mulige, herunder min ven og for første gang redaktør Johnnie McCoy, freelancende på det nye fremstormende Storm-forlag Alvilda, og min yndlingsmuseumsinspektør Nikolaj Brandt fra Storm P. Museet, der arbejder og har arbejdet løs på det hyperstressede projekt (det skal nås til de 3 små mænds 100 års fødselsdag 6. marts (nummermanden blev først født 6 uger senere)) - men hvor føles det GODT at (være med til at) lave en bog igen, det smager af FLERE, og jeg tror sgu da, jeg søger Statens Kunstfond om penge til at lave dem inden deadline (på ansøgningen altså) i morgen midnat. Her er min liste over det, jeg ikke nåede at få med i forordet (der skulle være NØJAGTIGT lige så kort som fhv. museumsdirektør og vedblivende Storm-sentimentalist Jens Bings i forrige version): tegnestil(s historik), links bagud (amerikansk crazykomik) og fremad (til Strid fx), lidt mere om rekvisitter (hverdagslighed/gentagelse af samme - skrammeltegneserie), om mine kriterier for udvælgelse (typiske/ exceptionelle striber). Og her en sen stribe - som jeg da vistnok har udvalgt (medmindre den ikke var med i de scanninger, jeg havde?? panik!!) - i sin oprindelige kulørte kolorering og kontekst:



onsdag den 30. januar 2013

Anmelderquiz

Hvem mon anmelder Pablo Llambìas' bekendelsessonetsamling nr. 2, Hundstein, i Weekendavisen? Det bliver ikke mig (hvilket nok er meget godt, fordi jeg var ualmindeligt (for en Llambías-bog - og måske også urimeligt) skuffet og irriteret på nr. 1, og projektet er, så vidt jeg forstår, det samme - på den anden side ville jeg elske at opdage, at en eller anden kritisk forskydning havde fundet sted, i skriften eller mine øjne, der bevægede mig til at være helhjertet positiv), og heller ikke, som rygtet på et tidspunkt gik, Leonora Christina Skov (der blev helliget flere sonetter i nr.1, og ikke ligefrem de bedste, men langtfra de brutaleste).

Her er en liste over de øvrige, fast tilknyttede anmeldere, en af dem bliver det sandsynligvis (men det kan også være redaktøren har fundet en anmelder udefra, og så kan det jo blive hvem som helst, fra Klaus Rifbjerg til årets MGP-vinder):

Anne Knudsen, Bo Bjørnvig, Katinka Bruhn, Lars Bonnevie, Arne Hardis, Klaus Rothstein, Frederik Stjernfelt, Klaus Wivel, Damian Arguimbau, Ulrik Langen, Nanna Goul, Louise Windfeld, Joakim Jakobsen, Henrik Dahl, Heidi Laura, Anna Libak, Claus Bundgård Christensen, René Gummer, Birte Weiss, Johanne Mygind, Søren Villemoes, Hans Mortensen, Helle Merete Brix, Rasmus Dahlberg, Jesper Vind og David Jacobsen Turner!!??

Bare fordi jeg selv undrer mig og undrer mig over dét, bare derfor (jeg finder ud af det i morgen aften, når Weekendavisens Grønlandske Litteraturpris er blevet uddelt, og avisbude entrerer Mielcke & Hurtigkarl med friske eksemplarer af morgendagens avis (så kan jeg også se og høre folk sukke LIVE over mit bagsidedigt)). 

tirsdag den 29. januar 2013

Preben har ikke delt noget med dig

Kun i glimt ønsker jeg min alderdom Majoriceret!

Mørkemesteren Preben Major Sørensen har sgufandeme fået sig en blog, der selvfølgelig hedder Ekviblok, og når man klikker på "Vis hele min profil", meddeles det, at

Preben har ikke delt noget med dig.
Personer vil med større sandsynlighed dele med dig, hvis du føjer dem til dine cirkler.

Jeg ved så ikke, om jeg tør føje Majoren til mine cirkler! 

Første skriftlige blogpost er en herlig apokalyptisk monsterhistorie uskyldigt betitlet "Eventyr", her den forholdsvis fredelige begyndelse:

”Drirnekvilt, det er hende der står for adriennen!” råbte en høj mager skikkelse i en uformelig sort frakke og med et stort – et alt for stort - blegt ansigt, der kom gående hen ad vejen. (Nej, ikke ansigtet, nej, skikkelsen, personen, hylsteret eller hvad man skal kalde det, dette monstrum der kom rokkende og tumlende hen ad vejen, dér i aften- eller morgenskæret på den blege perlemodersvej.) ”Det er mig, ja, det er mig!” skreg væsenet, nu endnu højere, med en endnu mere gennemtrængende, forfærdelig stemme, der kunne høres overalt i landskabet. Dette landskab var fuldt af fugle og andre dyr, der så småt belavede sig på at vågne eller gå til ro – altså var fuglene, og de andre dyr, ikke endnu sovende, men snarere næsten endnu eller stadig ikke sovende endnu – som havde, med hovedet under vingen og måske det ene øje åbent, visse vingede opmærksomheden rettet mod denne tårnhøje form, der i skikkelse af en menneskelignende én, som på to ben bevægede sig gennem det grånende landskab, dér i hvad der både kunne være tidlig aften og tidlig morgen på en svært bestemmelig tid af året.

Brostrømificer min alderdom

Jeg vil være gammel som Torben Brostrøm, født 1927, er gammel: Venlig, nysgerrig, velformuleret, flittig, ubitter og svirrende skriftencyklopædisk, som i de syv rejseklummer, han har samlet i en lille privatudgivelse, betitlet Opholdssteder og stregfint illustreret af Klaus Albrechtsen (aldrig en af mine absolutte tegnerfavoritter, men socialborgmester Pelle Jarmer som sprællemand forbliver en klassiker i mit hoved), de seks har været trykt i Information, 1, "Ophold", er ikke tidligere offentliggjort og begynder så fint:

Sommerhuset er lukket for vinteren, træernes blade ligger mest på jorden, rører sig næppe i blæsten, ingen spor af sommerens mange gæster i havnen, iskioskerne er tilskoddede for at beskytte mos sne og is udefra, og cafeerne er for længst lukket ned. Men Rørvig Kro og Hotel, som den hvide, toetages bygning på Toldbodvej hed i gamle dage eller Færgekroen, er åben med varme og udsøgt menu. Dér står den med sit firkantede tårn med kamtakket tinde og holder stand og gemmer på erindringer om talløse sommergæster, der år efter år kom anstigende fra færgen. En af dem var den 24-årige Karla Petersen fra København, der for første gang skulle holde ferie, hele ti dage ganske alene i sommeren 1936. Uvant med at rejse var hun nervøs ved tanken om, at hun skulle skifte fra tog til færge i Hundested og søgte at få råd hos nogle meget talende damer, men foretrak i stedet en ung mand med brunt hår og fjerne øjne. Først troede hun, at han havde en en talefejl, men erfarede, at han var svensk. Han udpeger retningen.
  Så går hun og keder sig i flere dage, hvorefter han dukker op på kroen og læser digte op. Hun giver sig til at spille klaver, de danser tango, og dagen efter cykler de til Kattegatstranden. Han hedder Artur Lundkvist, det siger hende intet. Og de ligger side om side. Sandkorn mod huden. Det er alt.

Sort hævner vs. hvid tøsedreng

Jeg skal tale med WA-kollega Klaus Rothstein i 24syv klokken ca. 20.00 om Profeterne fra Evighedsfjorden (der sandsynligvis - jeg ved det helt ærligt ikke - løber med Weekendavisens Litteraturpris på torsdag, og hvis den gør, skal Rothstein, som romanens begejstrede anmelder, holde talen), og kan I ikke holde mig fast på, at jeg skal sammenligne romanen med Django Unchained som 2 fiktioner om racistisk folkeslagsundertrykkelse: Leine sender genreblindt og -naivt en skvattet, sjælesyg præst ind i det betændte morads på Grønland, Tarantino sender genrehallucinatorisk en hævngerrig, befriet slave ind i det betændte morads i sydstaterne - der er forskel!

mandag den 28. januar 2013

Robin Jokumiseret

Hvad er det for en Robin Hood, vi kommer til at møde i Dyrehaven 2013?

I begyndelsen er han en mand uden sag. En blakket helt, som stjæler fra de rige og giver til sig selv. Men han bliver afsløret, fanget og mishandlet. Går invalideret og ydmyget ud i skovene, hvor han møder de fredløse.

Hvilke heltetyper inspirerer dig i arbejdet med Robin?

Moderne heltetyper, som har en stor indre moral, men har fået frataget evnen evnen til at se rent moralsk. Min Robin Hood er en formørket helt, hvis indre kompas er ude af kurs. Som handler i blinde og kæmper for at få det moralske syn tilbage. Han minder om Kiefer Sutherlands Jack Bauer (24 timer): det har jeg taget med over i Dyrehaven, fordi det er en vigtig problemstilling for dannelsen af den menneskelige karakter. Også vores egen.

(interview i Det Kgl.s programavis)

Det er så fedt, at mine yndlingsdramatikere (ud over Jess Ø), Jokum Rohde og Line Knutzon, har taget på sig (for at betale huslejen) at jokum- og lineficere klassikerne, Ivanhoe, Ragnarok, Robin Hood, vs. Romeo og Julie, Gøngehøvdingen, Nøddebo Præstegård, således at SAMTLIGE betydelige fiktive/mytiske genfærd til sidst er enten jokumsk eller linesk bugtalte og omsider lader sig høre i mit hørerør.

Jeg har skrevet et digt

(3. storhedsvanvid i Niels Franks "Tre former for storhedsvanvid" (eller hvad stykket nu hedder, pludselig bliver jeg usikker))

på bestilling til WA's Bøgers bagside, det skulle rime, og det skulle handle om vejret, og jeg har været seriøst intimideret af opgaven, både før og undervejs og bagefter, men redaktøren har nu godkendt og antaget digtet - og anmeldt det, afmålt, men positivt: "Tak for det fine digt", og jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har fået et stykke poesi anmeldt og/eller vurderet, sådan officielt og forpligtet/forpligtende (dvs. ikke bare i en en ond eller sød blogkommentar), så det er mærkeligt nok i sig selv, og jeg har derudover ingen idé om, hvad jeg selv skal mene om digtet, men der er ikke noget at gøre, det er kommet frelst gennem sikkerhedskontrollen (selvom lommerne var fyldt med parfumeflakoner) og er nu, hektisk og nervøst slentrende, på vej til gaten, og det hedder nemlig "Det tøvende snefnug".

søndag den 27. januar 2013

6513

Jeg er bare muggen over, at jeg ikke har læst 2666, som du ligger og læser og læser, og vrisser til dig, at jeg ikke respekterer bogtitler med numerisk værdi mindre end 6512 (undtagen +1 selvfølgelig og  Den fireogtresindstyvende frokost i det grønne)

(og apropos tal, kan jeg stadig bedre lide Asger Schnacks associationer på Facebook, og nr. 12 er akkurat taltitelassociationer:

Associationer (12): 21 digte – Nitten Digte – Femogtyve digte – 29 digte – 2 digte
Like · ·

Olieret lynild

Vi finder ud af - fordi filmen forbizappes - at Grease har beredt os begge tidlig, grundlæggende metaforundren/chok:

Jeg chokeredes/undrede mig over metaforen:

En kage i ovnen

Du undrede dig/chokeredes over metaforen:

Forsuttet bolsje

lørdag den 26. januar 2013

Et æsel med posten

+ en pose flødekarameller (hentet i den bidende kulde på Vesterbro Posthus):

Kære Blendstrup & Bukdahl

Vi har fundet denne lille fyr ... og han savner jer!
Så nu skulle I tre være genforenet.
Vi beklager at det har taget os SÅ lang tid, og håber I vil tage vel imod vores aflad :)

Mange hilsner

Arrangementsgruppen
Svendborg Bibliotek

Unge mandlige debutanters kastrationsangste intertekst-tic

Jeg læser lige efter hinanden to (totalt talentfulde) unge, mandlige (og poetisk virrende, hvis ikke flaksende) debutanter, der begge navnedropper (Valerie) Solanas, attentatkvinde og forfatter til manifestet for S.C.U.M. (The Society to Cup Up Men), Daniel Dalgaard (Vi er ikke konger, udkommer om to uger: "Du er Solanas lille gople") og Jesper Brygger (den anden af hans to 2012-debutbøger, Snerte klik af kød bag ryggen, i en monografiopremsning), det ligner en sgu da (sakseformet) tanke (jeg har, ligesom Lou Reed (på Songs for Drella - bare mindre øje for øje-agtigt), svært ved at tilgive hende for at skyde Andy og vil ikke nævne hende igen), her Bryggers gode og onde digt:

Men nu er han væk, så gone
han lejer sig ind hos en anden nu
det samlle værelse
rejser fra 3 måneders ubetalt leje
bagtaler dig
han er på et andet værelse
stiller sine planter og krydderurter på altanen
vider dem frem som var det natur
laver spidskålsterrin og runder af
med safransorbet, sorg og urinsex
en halvspist marsbar på narbordet
en monografi over Johannes Jørgensen,
Huey Newton, Bismarck, Solanas
dupper de døendes pander
med en sval vaskeklud
piller kernerne ud af druen
mod ganen.

Hvem er den rigtige Oberst?

(som jeg til mit held (og pga. en aflysning) var til forrygende koncert med i går - han spillede ikke "Nikorette", men alle mulig andre ordrige hits and misses, akkompagneret af amerikansk xylofinist og svenske korpiger, her en linje fra ny, sardonisk sang: "He's always sad but he never cries", kunne sikkert gælde for flere af de øvrige oberster)



 




 

fredag den 25. januar 2013

Mig og min gl. græsklærer og Clement og andre vidensfestaber

(subjektet er foranderligt!)

VIDENSFESTIVAL 26/1 2012
DEN SORTE DIAMANT, KØBENHAVNFORELØBIGT PROGRAM, SUBJECT TO CHANGE

10.00 VELKOMST
10.05 PETER BASTIAN
10.30 ANJA C. ANDERSEN
10.55 OLAV HERGEL

11.20-11.30: KORT PAUSE

11.30 NINA SMITH
11.55 UFFE ØSTERGAARD
12.20 JOHANNES RIIS

12.45-13.45 FROKOST

13.45 JAN GRARUP
14.10 RUNE LYKKEBERG
14.35 KNUD ROMER

15-15.25: KAFFEPAUSE

15.25 ULLA TOFTE
15.50 PETER ØVIG
16.15 METTE ØSTERGAARD
16.40 LONE FRANK
17.05 ANJA DALGAARD-NIELSEN

17.30-19.00: MIDDAGSPAUSE

19.00 KRISTIAN LETH
19.40 LARS BUKDAHL

20.10-20.40: KAFFEPAUSE

20.40 IVAR GJØRUP
21.10 CHRISTIAN JUNGERSEN

21.40 SLUT (CIRKA)
 
(billet kan fås via magasinet Ræson)

SIN helt egen sorte URkæde

Der er klart for få genuine særlinge i dansk litteratur, og fhv. embedsmand Georg Ursin, født 1934, der netop har stillet lakskoene elegant nekrolog i Politiken af BoTao Michaëlis (har endnu ikke link)), var absolut en ægte særling, i sine i alt 6 romaner, som jeg alle anmeldte i WA (de 4 i 2 dobbeltanmeldelser) en stærkt ustadig særling med sin kancellistilige/stilløse, dunkelt/skrumlet gotiske/gordiske. centraleuropæiske/centraladministrative thrillers/tørvetriller, men stadigvæk fuldgyldigt mærkelig - de 3 bedste, mest vellykket Ursinske romaner er debuten Chenlein  (fast pensionist-snuser) & Schmidt, 2005, og Chenleins dobbeltgænger, 2008, og Mord på museet, 2009 her er min WA-anmeldelse af de to sidstnævnte:

GEORG GEARKNIRK Pligtskyldigt fortsætter Georg Ursin sin distræt mareredne underminering af krimi-genren, i sandhed fortjenstfuld sabotage

Arkivskuffens kviksand

Georg Ursin: Chenleins dobbeltgænger. 209 sider, 199 kr. People’sPress
Georg Ursin: Mord på museet. 210 sider, 199 kr. People’sPress
 

af Lars Bukdahl  

Måske Pia Juul skulle have kaldt sin roman Mordet på Halland for en kriminalroman, og så bare have skiftet navn, til fx Franciska Sonor, og vigtigere endnu: skiftet biografi, til en 78-årig pensioneret eskimolog og krimi-debutant, så ville Juulskheden hverken positivt eller negativt have kommet i karambolage med kriminalistikken.

  Se bare til såkaldte Georg Ursin, angiveligt født 1934 og angiveligt tidligere embedsmand i det danske embedsmandsapparat, og i hvert fald som sådan, Georg Ursin, født 1934, tidligere embedsmand, forfatter til 5 kritikerroste, mildest talt utraditionelle krimier 2005-2009 på forlaget med det forpligtende navn People’sPress.

  Hvad angår folkeligheden, så fortalte min frisør Yvonne, fra CutHouse på Peter Bangs Vej, at hun sengeliggende efter et uheldigt fald havde fået sig en veritabel læse-raptus, og i slipstrømmen på utallige bind med svenske krimidronninger, der hedder Kamilla, sad hun pludselig med Ursins seneste værk, Mord på museet, der ikke bare, som den skulle, betegnede sig som ”krimi”, men også direkte havde ”Mord” i titlen, og UNDREDE sig! Men undrede sig godt og gladelig, fortalte hun mig, og det var hun aldrig kommet til, hvis der ikke havde stået ”Krimi!” på forsiden. Fuldstændig ligesom dengang i 70’erne, hvor Svend Åge Madsen formummet som Marianne Kainsdatter solgte tusinder af eksemplarer af sin Lademann-udgivne krimi Blodet på mine hænder.

  Hovedperson er som sædvanlig den pensionerede og selvbestaltede snuser Victor Chenlein, der mistænker et mord begået på et mindre, uanseeligt museum, han nyligt har besøgt, for ikke at være, hvad det giver sig ud for. Chenlein begynder at hænge ud på museet og får snart nys om både flokken af kustoders sinistre fortid og de muligvis blodige ritualer, der findes sted foran en vis oldgræsk mosaik forestillende en dæmonisk kentaur-familie.

  Der er på allersidste side, henkastet refereret til som ”et rygte”, et fikst og vaskeægte twist, der binder flere - om end langt fra alle – sider af plottet sammen, og som enhver professionel thrillersnedker, fra Dan Brown og nedefter, ville have givet sig rigtig god tid at udfolde. Og sikke også en bumpet og kroget vej ad hvilken; næsten konsekvent nedprioriteres gedigen action og målrettet opklaring til fordel for idiosynkratiske iagttagelser og irrelevante, rent stemningsskabende beskrivelser. Bevidst eller ubevidst har Ursin ingen sans for plot-økonomi overhovedet.

  Hvortil kommer dette mere klodsede end virtuose, knirkende altmodische mæle, som jeg altså aldrig lærer at elske, men med tiden er kommet til at så godt som respektere – i takt med at romanernes fiktioner er blevet stadig mere drømmelogisk mareridtsagtige, kulminerende i sidste års forholdsvis strømlinede Chenleins dobbeltgænger (ikke annmeldt i WA), hvor Chenlein kommer i en styg og eksakt dobbeltgængers vold; bestjålet sin identitet ender vor helt både i fængsel og som ejer af en stor villa, hvis tjenestefolk, ligesom kustoderne i Mord på museet, har hver deres sinistre fortid. Den roman-labyrint er pågående, skræmmende intrikat.

   Og igen langt mere vellykket som ”En Georg Ursin roman” – som der står i stedet for forfatternavnet på begge bøger – end som ”krimi” eller thriller eller spændingsroman. Snarere end opfinderen af kriminalnovellen og detektiven Dupin, er Ursin inspireret af den Edgar Allan Poe, der skrev psykologisk gotik som ”Husets Ushers fald” og akkurat dobbeltgænger-historien ”William Wilson”.

  For alvor forløsende kunne det være, hvis Ursin åbnede op for den vrantne humor, der kun glimtvist lader sig skimte i romanerne. Eller også ville det blive helt vildt katastrofalt! For måske faktisk det er pinedød nødvendigt for En Georg Ursin Roman at være lige så uhjælpeligt, usuverænt stedt i sit kringlede morads som En Georg Ursin Hovedperson. Og En Weekendavisen Anmelder. Og En Peter Bangs Vej Frisør. 

Surrealistisk neospagehettiwesternobjekt

EN KÆMPETAND (af træ?)
PÅ EN FJEDER (der får et enkelt, let dvælende close-up, altså tanden fjedrende på fjederen)
PÅ EN HESTEVOGN
MED EN MASSE DOLLARS I (altså tanden)
DER

- PLOTSPOILER: ØJNENE VÆK!

SPRINGER I LUFTEN (altså hestevognen (med tanden, men uden dollars i den))

torsdag den 24. januar 2013

Jeg glæder mig til ordene og volden

i den rækkefølge,

som NB ikke er kausal, hverken den ene eller den anden vej, ud over rent ceremonielt, ord som en salut før vold, vold som en salut før ord,

i Tarantinos Django Unchained

her om 40 minutters tid.

Koldt skuldret

Kulden
er hverken
kilden
eller
kælen,
den slår hårdt med
køllen
i skålen med grønlang-
kålen
helt oppe fra toppen af Holmen-
kollen

onsdag den 23. januar 2013

Dobbeltbamsens bedre halvdel identificeret

(fra artikel på independent.co.uk)

The centrepiece is a conjoined rag doll with two faces projected onto it: Bowie's and (Tony) Oursler's wife, the abstract impressionist artist Jacqueline Humphries. It is a technique that Oursler, one of the world's leading video and installation artists, has trademarked. The joint figure was a by-product of the pieces used to showcase Bowie's 50th birthday celebrations at Madison Square Gardens in 1997, which Oursler also directed. "There's a theme of looking back and moving forward to Where Are We Now?, of abandoning things and carrying things forward. It was very poignant for David to have that figure from his birthday in the video."
Secrecy for Bowie's comeback was paramount. Speaking from his New York studio, Oursler said only "around a baker's dozen" knew about the whole project: Bowie, his family, producer Tony Visconti, Humphries, Oursler, his five studio assistants and one or two others - and they all had to sign a non-disclosure agreement. "Certainly no more than 20 people knew. My nine-year-old son Jack walked in on us filming and I joked that David was his babysitter for the day. There were white knuckle moments worrying if something leaked - it's amazing in this day and age that nothing did. No one had the slightest idea - what an amazing birthday gift to the world."
Humphries, who received a thank you email from Bowie just before speaking to The IoS, added: "I had to keep stopping myself from blurting it out to someone. It's astonishing it stayed under wraps. I was a bit worried about which way it was going to go but the response has been overwhelming."
The 52-year-old artist modestly described her role as "not really doing much" and said she was thrilled to star in the video. "David is just a magician. It was a great collaboration between his music and Tony's aesthetics." (...)
(Oursler siger:) "David was thinking about the second character in the video and then just stopped and looked at me: 'what about Jacqueline?' he asked."
Humphries had never appeared in her husband's work with the exception of the use of her hand. Bowie and Humphries were transformed into "electric effigies" as Oursler calls them. "I don't like the word 'puppets'."
Bowie had experienced the role before. His face graced an effigy of a movie director which formed part of a three-part installation entitled Switch, displayed at the Hirsshorn Museum in Washington DC in 1996, barking orders at invisible actors leaving visitors laughing nervously. Oursler also designed Bowie's Earthling Tour in 1997, full of large eyeballs floating around concerts occasionally winking and blinking.


 David, Jacqueline, Tony


 Flot maleri, "Sort mandag", malet af Jacqueline

Skyggelinjer

En af mine yndlings-Iggy(/Bowie)-sange er smukke "Shades" - jeg er bange for, jeg citerer hele teksten til sidst i min mislykkede roman Brat Amerika - fra Blah Blah Blah; i klippet nedenfor, en lille montage om Iggys og Bowies samarbejde, som jeg fandt, da jeg ledte efter en passende Grøndhal-kontrast, fortæller Iggy, hvilket jeg blev glad for at høre, at han og Bowie skrev teksten til "Shades" sammen, og at Bowies forslag til de første linjer i det første omkvæd var følgende (Son of Sam = amerikansk seriemorder):

I've done a lot of thinking
I know what kind of man I am
I'm not St. Francis of Assisi, Baudelaire or The Son of Sam

Hvilket Iggy ændrede til

I'm not the kind of man who dresses like a king

som snarere var noget han ville sige, eftersom Bowie klæder sig mere fancy , men åh, hvor ville jeg give meget - et par dyre solbriller fx - for et "alternate take", hvor Iggy synger Bowies herligt overlæssede linjer!

(og 1987-Iggy med kort og sort hår og læderjakke er stadig min favoririt inkarnation af Passageren - og jeg så ham som sådan synge "Shades" i Malmö i 1987 som opvarmning til Bowies skræksommelige Glass Spider-forestilling, og han gik ned på knæ og SERENADEREDE en pige på første række, og det var så meget i orden)

 



Jens Christian Grøndahl har intet Pop-øre (BLAH BLAH BLAH)

Jeg er glad for, at jeg kun læser om Jens Christian Grøndahls aversion mod punk/rockmusik i almindelighed og - primæridol i min privatmytologi - Iggy Pop i særdeleshed i et lobhudlende JP-interview og ikke i originaludgaven i det skrivende cashmeretørklædes nye essaysamling Den sibiriske måne, for ellers havde jeg med sikkerhed fået et apoplektisk anfald (samlingen skal også forestille at indeholde et grande essay om Jørgen Leth, som det heller ikke er tilrådeligt for mig at læse, de to har INTET til fælles, Jørgen skylder for helvede den avantgarde, som Grøndahl hader, Duchamp, Cage, Warhol, Godard, ALT):

Han ville egentlig have været digter. Han ville det så meget, at han i sin ungdom droppede ud af filosofi på Københavns Universitet, fordi filosofiens strenge logik føltes som et svigt af poesien. I stedet blev han uddannet filminstruktør. Det var nogenlunde på det tidspunkt, da den sidste sorte rest af 1970'ernes primale punkskrig blev til de første 1980'eres klynkende mørke, at han stod til en koncert med Iggy Pop i Odd Fellow Palæet af alle steder. Han skriver om det i essayet "Jeg vil også være ung engang", og der er grund til at nævne det her, fordi det viser noget af det omvendte oprør, der er i Jens Christian Grøndahl. For mens alle omkring ham lod sig rive med af Iggy Pops maniske punk, stod han der og tænkte på dengang, han var til afdansningsbal i samme lokaler. Musikken tog ham ikke. Han registrerede kun »goldheden bag den postulerede frigjorthed,« som han skriver. Han var ikke frigjort nok, ikke sort nok, ikke vrængende nok. »Det var en postuleret form for oprør. Det var normen, at man skulle være oprørsk og vild og sort og surmulende. Siden dengang har jeg følt mig på tværs af tidsånden. Den dér selvhøjtidelige idé om at konfrontere småborgerligheden med en sandhed, som man selv skulle forestille at ligge inde med. Jeg kunne ikke finde ud af at gebærde mig på den måde, jeg var ikke sort nok,« siger Jens Christian Grøndahl.

Jeg forstå ikke det med goldheden bag den postulerede frigjorthed (punken eller Iggy (som jo altså ikke er punk, højst godfather til den) har vel aldrig postuleret at være frigjort, det var 68'ernes postulat, og hvad betyder gold? det modsatte af frugtbar? men jeg troede ikke, Grøndahl var Hereticaner?), og alt det pis med at konfrontere småborgerligheden, som også Thomsens og Stjernfeldts Kritik af den negative opbyggelighed er fuld af, de kan selv være rent polemisk defineret i deres konservative kedsommelighed. Iggy er skøn i og med sig selv, en fremragende, rå og raffineret og VITTIG sangskriver og på scenen en showy, Barnum. Bailey and Ringling Brothers-realisering af Artauds grusomme teater - se bare på OPFØRELSEN af hans eneste rigtige hit "Real Wild Child" i 1987-klippet fra Letterman nedenfor (inkl, i det efterfølgende interview hans Soupy Sales-sangtekst-poetik: 25 words or less - prøv det, Jens Christian!) og som sådan den perfekte modsætning til Grøndahls smagfuldt banale romankunst og persona, et virkelig vildt barn vs. en forlorent domesticeret voksen:

Pupilaction (jeg elsker den stirrende pige)

Jeg ser Frankenweenie for anden gang og ser næsten udelukkende på de stop-motion-animerede figurers PUPILLER, der er i selvstændig bevægelse som de mindste sorte pastiller - eller (hvad hedder det i flertal pucker eller) pucks - på øjenhviden (ligedannet med æggehviden), og det mest spektakulære pupilshow, bittesmå pupilpucks på kæmpestore æggehvider, ses på Weird Girl AKA Staring Girl, med den profetisk skidende møgkat (og senere flagerkat), kendt også fra Tim Burtons fine outsider-portrætter på vers:

Gid jeg var i bad i Silkeborg med håndsyede øjne

Café-udstilling

15. januar - 24. marts 2013 i Café Ørnsø 
i Kunstcentret Silkerborg Bad
 

Broderede digte

Digte af Eske K. Mathiesen broderet af Åse Rørdam.
Broderiet dukker i disse år frem som en kunstnerisk udtryksform blandt mange andre. Nu genopdages mulighederne i de raffinerede teknikker og den sarte sanselighed i materialerne. Det er ikke kun kunstnerne, der broderer. Såkaldt almindelige mennesker har broderet hele tiden, mest efter mønster, men også frit, og broderiet spiller er vigtig rolle i kvindernes kunsthistorie.

At male med tråd

Der er blevet broderet langt tilbage i tiden. På Ovids og Vergils tid kaldte romerne broderiet at ” male med tråd”. Det var uldtråd, man brugte dengang. Senere kom silken til og betød en revolution. Lige siden har teknikker, opfindelser, materialer, moder og anvendelser, både til pynt og nytte, skiftet. De fleste kulturhistoriske museer har eksempler på broderier, om ikke andet, så navneklude.
Bogstaver som motiv i broderi er ikke noget nyt fænomen. Bogstaver findes i mange varianter, i kunstfærdige ejermonogrammer på sengetøjet og formanende ordsprog og bibelsprog over ægtesengen.

Rysteribs

Udstillingen af Eske K. Mathiesens og Åse Rørdams ”Broderede digte” viser bl.a. en serie ”Rysteribs”. Det er ordspil, hvor der på forskellig måde leges med bogstaver og billeder. Somme tider skal billedet tages alvorligt, andre gange må man lege med øjne og fantasi. Prøv selv! De øvrige broderede digte skulle der ikke være nogen ben i.
Åse Rørdam og Eske K. Mathiesen er begge født i 1944, Eske i en familie hvor tekstile sysler har spillet en stor rolle i flere generationer. Åse, som er bibliotekar, har altid arbejdet med tekstile sager. Eske er, foruden digter med mange bøger bag sig, uddannet som kulturhistoriker.
Alle de udstillede broderier er i privateje. Rysteribsene er gengivet i tidsskriftet Hvedekorn nr. 2, 2011.


tirsdag den 22. januar 2013

Billy the Stalakit

Hvorfor skal
kulden
være så forbandet
kold,
hvorfor kan den ikke bare være
cool?

Arsvæv

JA
NU
i dette brutalt klare vejr kan jeg godt få øje på, men ved stadig ikke, hvad jeg dog rent praktisk skal stille op med alle de åndssvage
AR

(prequel til gammelt Remses-digt: "fe/ vi har ikke/ bru'/ for dine ar", netop opdateret, med assistance, som titel på Hvedekornsoplæsning 5. februar (jeg nok skal råbe tydeligere op om) til FEBRILT RUBIN-AR)

Tilegnet søde Jan Sonnergaard

Jeg sidder i Paludans Bogcafé og ser professor emeritus i Litteraturvidenskab Peter Madsen gå ned i antikvariatet, og - AK! - vende tilbage dernedefra! Selv i mumificeret tilstand fyldt han åbenbart for meget til, at det kan betale sig at have ham på lager; aldrig har en litteraturprofessor dog ellers været så antikveret fra starten af, ARGH!

Den knutzonske komedie-poetik på anden hånd

Reportage fra foredrag med Line Knutzon i Kakofoni den 28. november 2012. 

Skrevet af Nicoline Thoning.

Knutzon beskriver, hvordan hun opdagede, at selvom hendes tekster var skrevet i ramme alvor, så vakte de altid latter hos publikum, der var således aldrig et ønske om at være sjov, det var hun bare. Dette leder Knutzon videre til en diskussion om komedien og hvorfor hun synes netop denne genre bør løsrives fra lavstatussens trældom. Hun fortæller om, at komedien er fin, idet den skildrer livets ondskab, fordi den er uden udvikling. Karaktererne har aldrig lært noget og det er der, det alvorlige skabes. Dernæst bevæger hun sig over i en snak om sine egne arbejdsmetoder, hvor hun fortæller om at dramatikerne er plaget af en relevanssyge, hvor der er et kæmpe emnefokus, hvilket hun fortæller om i en ironiserende tone. Emnefokus er bestemt ikke noget Knutzon ynder at arbejde efter, for i hendes arbejdsproces kommer emnerne til hende og ikke omvendt. Ydermere er hun netop aktuel med børnebogen Lille Alan- den menneskelige antenne, hun har skrevet sammen med Peter Frödin, hvor hun bevæger sig ud i en snak om, hvor svært det var at skrive prosa, i særdeleshed på grund af alle de beskrivende sætninger, som dramaet ikke indeholder. Samtidig fortæller hun om, hvad dramaet netop kan og om, hvorledes hun synes onde og dumme mennesker er det bedste materiale, idet de rummer et fattigt sprog, hvorigennem man som dramatiker skal skildre dem, idet det er karakterernes sprog, som skaber dramaet. Dette er en pointe hun tydeligt illustrerer, da hun læser op fra Måvens og Peder får samtalekøkken, hvor personerne vækkes til live i kraft af deres individualiserede sprog. Således afsluttes en hylende morsom aften, der efterlader folk med et smil på læben, hvorefter de kan vende næsen hjem, opløftet af latterens rensende effekt.

Fremtvunget bogløfte - jep!

(på digterens fødselsdag i går)

Tillykke, Maja, vi kræver den bog nr. 2 på disken snart, som gave til OS!

mandag den 21. januar 2013

Sund poetik for damerne om alt

78

%. Så mange flere kalorier 
forbrænder du ved at gå side-
læns i stedet for ligeud.
Kilde: Active.com

- oplysning om "sundhed" i gammel nummer af Alt for damerne   

(udvalgte hits fra Google-søgning på "sidelæns":

Sara kører rigtigt hurtigt - sidelæns

Inflationen kravler sidelæns

600 hk sidelæns i Odense Congress Center

Porsche 911 kører sidelæns)

søndag den 20. januar 2013

Prisen for bedste prismodtagernavn

går til Sune de Souza Schmidt-Madsen, der modtager Georg Brandesprisen samtidig med at JUULellerVOETMANNellerBANGFOSS modtager Kritikerprisen, for en lille bog om Karen Blixen, der hedder En lille bog om Blixen (som jeg ikke har læst, men jeg har læst en klart Brandespris-kvalificeret, lille bog om Pia JUUL, når vi nu taler små bøger om store digtere).

Ikke flere uskyldige overskæg

I was having a conversation with somebody a while back about mustaches. Do you realize we're now at the first point in history where a mustache isnt't completely sincere? In other eras, a man's mustache used to be without question. Now there's all sorts of subtext. Levels. Implications. Baggage. I think that, maybe, that applies across the board.

- interview med Beck i Rolling Stone