torsdag den 2. april 2020

Korteste kortroman

Hele sit liv
var han
nr. 1
i køen.

(forfattet mens jeg en lille evighed var nr. 1 i køen)

onsdag den 1. april 2020

Breaking: Eske citerer Gnags!

Og hvis jeg var Peter AG - og det er jeg på godt og ondt ikke - ville jeg rødme seriøst - digt fra "Lille Aarhus-suite" i den nye, kostelige samling Omveje:
 
De taler både jysk
og kinesisk i Aarhus,
ikke alle, men en del,
og så er der selvfølgelig dem
der traller aarhusiansk
mens de slentrer ned ad Vestergade.
men der er formentlog også nogen,
der taler bornholmsk og længes hjem
til Bølshavn, rosernes by
og har røvet at presse
små blå erindringsblomster helt flade
i Espersens bornholmske ordbog,
silkepapirstynde, sprog og blomster
følges jo ad og kan kaldes sprogblomster.
De er almindelige i kinesisk,
som er et billedsprog, piktogrammatisk.
Jeg kender også en aarhusianer,
der næsten taler græsk
som på Sapfos tid. Men hvor tit
han gør det, ved jeg ikke.
Rotvelsk taler han vist
ikke, de jyske sigøjneres sprog,
hvor en kat hedder marullik,
en lysestage lovmand-dings,
et ildsted hedder funkerhits
og månen som hænger over
domkirkens mørke bjerg hedder
svas-lavoni. At en næse hedder
snøkkert siger sig selv.
Men jeg skal huske at sige, at
de jyske sigøjneres sprog rotvelsk
er et hemmeligt sprog, brug det
forsigtigt!

søndag den 29. marts 2020

Halfdan-haiku

De 2 haikuer gemt i "lille sky gik mortgentur" - som jeg netop har lært mig:

1 (16 stavelser)

Lille sky (...)
kasted skygge på en mur
så på livets vrimmel

2 (19 stavelser)

så en lille vralteand
gå i præstens have
(...)
så et bjerg med sne på

fredag den 27. marts 2020

HAR hjul HAR rat ER træer

Når jeg synger "Posemandens bil" for min søn afkræfter han hver gang hvert intethedspunkt ved at pege ud på virkelighedens ikke-intehed:

Bilen havde ingen hjul PEGER PÅ BILER MED HJUL
og heller intet rart PEGER PÅ BILER MED RAT
men det var også lige fedt
for det var nemlig nat

Skoven var en sølle skov
for der var ingen træer PEGER PÅ TRÆER
men var lige fedt med det
for det var dejlig vejr

torsdag den 26. marts 2020

Vi er alle flyveegern med lådne ben

Jeg har fået mig lært hele "Elefantsens vuggevise" udenad - før kunne jeg kun 3 af de 4 omkvæd - og har fået en ny yndlingspassage:

Et flyveegern med lådne ben
sidder i mørket og piber 

thi aren't we all netop nu

flyveegern med lådne ben, der sidder i mørket og piber 

fredag den 6. marts 2020

Cikaderne findes, men

FINDES CERUTTER?

Cerutparameter

Nils Gunder hra opdateret om et foredrag og min farm han holdt i Aarhus, hvor han fik nye og gode historier; jeg udbad mig én og fik denne kostelige:

Nils Gunder Hansen Jørgen K. udmålte læsetid i cerutter. Så han kunne omtale en bogs størrelse på følgende vis: "Den tager sådan en 30 cerutters tid at læse".
 
Jeg har ikke cerutforstand, men jeg forestiller mig, at det vil tage mere end 30 cerutter at læse Kirsten Thorups hyper-intense, så godt som afsnitsløse WW2-roman, Indtil vandvid, indtil døden, som jeg netop har påbegyndt. 

lørdag den 29. februar 2020

Mine yndlingssange om intethedsrejser / trip på stedet)

1. intethedsrejse - tekstforfatter: H. Rasmussen

Petersen og Poulsen
og Pallesen og Piil
tog ud en dejlig sommernat
i Posemandens bil.

Bilen havde ingen hjul
og heller intet rat,
men det var osse lige fedt,
for det var nemlig nat.

Skoven var en sølle skov,
for der var ingen træ’r,
men det var lige fedt med det,
for det var dejligt vejr.

Og Petersen og Poulsen
og Pallesen og Piil
har aldrig haft en bedre tur
i Posemandens bil.

2. trip på stedet - tekstforfatter: D. Byrne

Well we know where we're goin'
But we don't know where we've been
And we know what we're knowin'
But we can't say what we've seen
And we're not little children
And we know what we want
And the future is certain
Give us time to work it out

We're on a road to nowhere
Come on inside
Takin' that ride to nowhere
We'll take that ride

I'm feelin' okay this mornin'
And you know
We're on the road to paradise
Here we go, here we go

We're on a ride to nowhere
Come on inside
Takin' that ride to nowhere
We'll take that ride

Maybe you wonder where you are
I don't care
Here is where time is on our side
Take you there...take you there

We're on a road to nowhere
We're on a road to nowhere
We're on a road to nowhere

There's a city in my mind
Come along and take that ride
And it's all right, baby, it's all right

And it's very far away
But it's growing day by day
And it's all right, baby, it's all right

Would you like to come along
You can help me sing this song
And it's all right, baby, it's all right

They can tell you what to do
But they'll make a fool of you
And it's all right, baby, it's all right

There's a city in my mind
Come along and take that ride
And it's all right, baby, it's all right

And it's very far away
But it's growing day by day
And it's all right, baby, it's all right

Would you like to come along
You can help me sing this song
And it's all right, baby, it's all right

They can tell you what to do
But they'll make a fool of you
And it's all right, baby, it's all right

We're on a road to nowhere
We're on a road to nowhere
We're on a road to nowhere

We're on a road to nowhere

torsdag den 27. februar 2020

Ida skriver holmmgaardsk (og Inger citeres christensensk) om adjektiver

- fra den gode, fine, kloge bog Look:

"Silke er et substantiv. Alle substantiver er meget ensomme. Sådan skriver Inger Chirstensen i sin tekst om silken. Og videre, senere: Måkse har silken været blå. Alle adjektiver er meget hjælpeløse. De er aldrig rigtig noget i sig selv. De må dag efter dag klynge sig til himlen og øjets iris, til cikorie, klokkeblomst og kobbersulfat, til himlens genepsjeling i have og søer. 

Blågrøn, råhvid, slitd. Åben. Gulvlang, trist, halvdød, rasende og bange, blød og enkel, koket, cremefarvet, koksgrå, hvalpeagtig, mørkeblå (med hvide prikker).

Alle disse hjælpeløse adjektiver, der klynger sig til substantiverne, måske ligefrem  som tøjet klynger sig til kroppen? Adjektiverne er både hjælpeløse og pyntesyge, de kiler sig ind i de stramme, enkle sætninger og gør dem svulstige, parfumerede, pompøse. Spørgsmålet om stil melder sig, om dårlig smag. Er der en pinlighed i adjektivernes hjælpeløshed og diretkhed, i deres måde at vise sig frem og søge kontakt?

Som nu hos Morti Vizki. Der er mange adjektiver i hans sætninger, nogle af dem store og sammensatte. Her, for eksempel, i Peters revolution:

I en tilstand af hjertets forstening kigger jeg ud i den uendelige sommernat som jeg ikke kan tage del i. Derhenne på den anden seng ligger en rummelig ungling med sine fødder klodset ud over fodenden. Derovre ligger en fremmed, der alrig vil vække mig ud af den onde drøm og bare tage mig i sine arme og grine. Søndag, søndag. Fuglene synger melankolsk udenfor i den dugsmykkede græshave, jeg vil gå i pigesko. 

Dugmsykket, uendelig, melankolsk, jeg tænker på de tillægsord som skinnende smykker, store og chunky, guld, platin, ædelsten og fjer, det hele på én gang. Midt i den ugengældte forelskelse.

Det erinligt ikke at ville være ensom. At gøre sig til for andre, at blive set, elsket, føle sig sexet og smuk. Vizkis hjælpeløse og pyntesyge tillægsord, de er overdressed, balancerende mellem sårbarhed og grandiositet.

Vizkis jeger er mænd, der vil gå i pigesko og fodbolduniformer. De forelsker sig i andre mænd og må leve med usikkerheder og udsatheder. Stilen smittes af kærlighedens pinlighed og skønhed, den er ikke bange for at blive set. Den tror ikke på, eller kan ikke leve med, usynlighed.

Inger Christensen skriver: Og silken, hvid eller blå, er allerede ved hjælp af det ene ller andet af disse hjælpeløse adjektiver blevet i stand til at orlade sin ensomhed som substantiv og er nu på vej hen mod sneen eller himlen, cikorien eller perlen og videre ud i det uendelige. Eller det uendelige er på vej ind i silken.

Billedresultat for holmegaard look

søndag den 23. februar 2020

Præcist adjektiv om Cecilies bog

Mit barn er lige så rimeligt som dejlig også på shortlisten til Kritikerprisen sammen med 27 år ældre Pablo Llambías Zombieværtshus og endnu 27 år ældre Jørgen Leths Det bliver ikke væk - 3 GENERATIONER SPILLER GUD! - til en glimrende Kritikersalon om de tre bøger på Brøg Litteraturcafé den anden dag brugte Mikkel Krause Frantzen dette ord om Cecilies bog (selvom, fremhævede han, jeget paradoksalt nok hele tiden undskylder for sig selv), det, synes jeg, passer på en prik:

UUNDSKYLDELIG

Da solen stod op om natten OG STEMTE PÅ CECILIES BOG!

Der kan stadigvæk stemmes på en vinder af Politikens Litteraturpris, og der kan stadig stemmes på Cecilie Linds Mit barn som vinder af Politikens Litteraturpris ved at sms'e 'pris cl' til 1218 - her første del af Benedicte Gui de Thurah Huangs motivering:

"To ord bliver ved at dukke op i Cecilie Linds langdigt, ’Mit barn’. Sol og hjerte. Hvis det gav mening at tale om ekstrapoetiske ord, ville de to være oplagte kandidater. Hos Lind er de under stadig forvandling, digtet så at sige vrider og vender dem. Hjertet er ikke kun en metafor, men et blødt og udsat organ, som slår sig, revner og vokser, mens digtets jeg føder sit barn og vænner sig til at være mor.​​ »Hjertet og endetarmen brister« står der i skildringen af øjeblikket, lige inden spædbarnets hoved titter frem. Med den sætning sparkes det slidte idiom ’mit hjerte brister’ ud af det bevingedes sfære og ind i en ny erfaringsverden af udmattelse, lys, kærlighed, stank og blod. Med ét er alting anderledes end før. Jeget ved ikke længere, hvem hun er, men forsøger alligevel at beskrive sig selv, først som »MODERGUDEN«, der modtager saft og ristet brød som offergaver, og siden som en forrykt sol ude af trit med tiden: »Jeg er solen der stod op om natten«."

Linen "Jeg er solen der stod op om natten" er, kan jeg oplyse, en direkte henvisning til en af Cecilies yndlingsbørnebøger : 


lørdag den 22. februar 2020

Albert 100 Samuel 2

Den ene den anden dag, den anden i dag - krydspunkt: Ikea:


fredag den 14. februar 2020

Erkendelse 22:25

s
t
i
g
r
e
o
l
e
r
n
e

e
r

s
t
i
g
r
e
o
l
e
r
n
e

i

m
i
t

l
i
v

fredag den 31. januar 2020

ALBERT 100 I DAG

Dagens afklippede hæle og tæer

bl.a. pga. redesignet af WA og WA Bøger

- fra anmeldelsen af Ursula Andkjær Olsens Mit smykkeskrin:


På næste side, i et sekundkort digt, morfer hjertet gennem ryggen videre til en tvetydig anglicisme:
  ”jeg tænker på// jorden har min ryg”
  
(og måske var forrige værk, dagbogsromanen Krisehæfterne, så wagnersk emo-heavy rock?)

(nervelunden kunne sagtens have udviklet sig til et helt blomstrende nervebundt af billeder, men gør det så bare ikke).

 - fra anmeldelsen af Johan Davidsens Selvmordstanker kan ikke betale sig: 

HVORFOR SKAL DET SKRIVES OG HVORFOR SKAL JEG LÆSE DET?

Hans genkommende titel-overvejelser af og om selvmord har Sofie den helt præcise kommentar til (og hvorfor er der i det hele taget ikke flere dialoger, dem turnerer Davidsen langt behændigere end de idelige monologer):
. ”Du snakker lidt om det på samme måde, som når jeg er fuld til fester og bliver vildt skuffet, hvis folk ikke kan lide den musik, jeg sætter på.”
  Skift nu den plade, Johan!

torsdag den 30. januar 2020

Ursula om hvordan det er at læse Ursula og bare at leve

side 175 i Mit smykkeskrin, digtet efter de to digte, jeg citerer midterligt i min anmeldelse:

gå gennem det ultraviolette lys fra hjernen
grædende
gik gennem, gik hen over sorgens bue
den sørgendes bøjen sig ind over sin sorgs bue
grædende
til sidst: gik gennem kroppens nåleøje
og ind, ud

grædende


at hvad der kan forandre noget kalder jeg energi
at hvad der kan holde sammen på noget kalder jeg energi
den måde skønheden slår på
rammer tungt og slår mod alle berøringsflader
kalder jeg energi

skumgrøn, mælkegrøn, perlegrøn, fløjlsgrøn

Billedresultat for andkjær smykkeskrin gyldendal

cover: Sophia Kalkau! 

Jeg vil skrive kritik som alle de bedste skriver skønlitteratur

Jeg vil skrive med en syntaks som Christina Hesselholdt

Jeg vil skrive med et billedsprog som Ursula Andkjær Olsen (se min anmeldelse af hendes fantastiske Mit smykkeskrin  i den nydesignede avis i morgen!) (og også som Rasmus Nikolajsen, hvis Barnevognshaiku jeg måske når at kaste et blik på senere i dag)

Jeg vil skrive med en polyfoni som Cecilie Lind (som jeg elsker på ALLE ledder) (og også som Peter Laugesen, min Bob Dylan, men jo så uendeligt meget stærkere en digter (og performer))

Jeg vil skrive med en klarhed som Helle Helle (og også som Eske K. Mathiesen)

Jeg vil skrive med et kaos som Hanne Højgaard Viemose

Jeg vil skrive med en humor som Line Knutzon (og også som Jens Blendstrup, min bedste ven (af to))

Jeg vil skrive med en satire som Kristina Nya Glaffey (som jeg forhåbentlig får hilst på i aften til WA's prisfest)

Jeg vil skrive med en forfinelse som Dorrit Willumsen (som jeg forhåbentlig også får hilst på til festen)

Jeg vil skrive med en indædthed som Asta Olivia Nordenhof

Jeg vil skrive med en charme som Pia Juul (og også som Lars Frost))

Jeg vil skrive med en påhitsomhed som Marianne Larsen (og også som T.S. Høeg)

Jeg vil skrive med en excentricitet som Vibeke Grønfeldt

Jeg vil skrive med en barne- og tyrkertro på poesien som Signe Gjessing (som jeg forhåbentlig også får hilst på i aften)

Jeg vil også skrive som alle de andre, jeg beundrer, fra Aidt til Voetmann

søndag den 26. januar 2020

Drengen hesten bilen

Drengen viser
hesten bag
indhegningen
på Gentofte Rideskole
sin røde yndlingsbil
(SOM SENERE PÅ DAGEN
HÅBLØST FORSVANDT
MÅSKE I ELLER NÆR
KGS. HAVE)

Hesten ignorerer drengen
med den foragtsfuldeste
mine: I couldn't care less,
vi var biler i årtusinder
før der var biler, gå hjem
og vug, grønært, helt ærligt!

fredag den 24. januar 2020

Kældermandens sang

Det er ikke noget, der
SPØGER,
at hver dag
ØGER
mængden af
BØGER

tirsdag den 21. januar 2020

X C

Stem på Cecilies Mit barn som vinder af Politikens Litteraturpris, skriv "pris cl" på en sms til nummeret 1218





















Billedresultat for konservative folkeparti


Billedresultat for konservative folkeparti


Billedresultat for konservative folkeparti

mandag den 20. januar 2020

Linjeantal

(Klaus Rothstein:) "Fine linjer":

"I hvert fald stod hun der og smilede uudgrundeligt med det lange lyse hår og blikket rettet mod fjerne horisonter, side om side med de nye noveller af Alice Munro, som Ida Jessen har oversat.
Men, hov! Det er jo slet ikke Alberte! Hun ligner bare med det lyse hår og de fine linjer. Der er noget bekendt ved ansigtet. Det må være endnu en kendis, der springer ud som romanforfatter. Aha, det er jo Malou Aamund! Datter af ham, De ved nok, og gift med ham, De ved nok (og gad vide, hvad han nu skal lave) - og prøvede hun ikke også at være politiker for et eller andet liberalt parti, jo nemlig, og var hun ikke ungdomskæreste med selveste, jo netop."

= (Robin Thicke:) Blurred Lines:



Hvad vi har brug for er (Massive Attack:) Blue Lines

lørdag den 18. januar 2020

2 associationer til afsnittet fra Penge på lommen, en nær og en fjern




Det par i sølv lyste op i det blånende mørke

mens jeg har hørt "Wasted My Youth" igen og igen har jeg læst Asta Olivia Nordenhofs mildest talt gode (og umilde OG DOG) roman og 1. FØLJETONDEL AF SYV (med navns nævnelse til sidst:

"SCANDINAVIAN STAR

Del et - Penge på lommen 
Del to - Ideer
Del tre - Maria, Atlantis
Del fire - Ideer 2
Del fem - Jørgen ofres
Dels seks - Tavshed
Dels syv - Watertown")

- og det er jo nok bare tilfældigt, men jeg synes sang og roman rimer, noget med kynisme og henførthed, her er apropos spildt ungdom sidste delafsnit af storassnittet "Hændelser i Maggies ungdom":

"Maggie står højt hævet over stationen på balkonen, hun ser togene rulle ind på perronerne, mennesker stimle ud, spred sig, holde på børn og tasker og forskellige ideer, der fra hendes høje sted alle fortoner sig.

Hun rejste hertil i går, lod det meste blive på værelset og gik mod Hovedbanen, hvor hun tog det første tog, der gik ud af landet, det havde endestation i Göteborg. Hun kan ikke være nogens barn, heller ikke kommunens, hun gider ikke svare nogen på, hvad hun laver, så hellere leve med, at ingen spørger.

Det er en handel, det ved hun, at få kærlighed af de voksne fra kommunen. Man skal tage grædekostume på, være taknemlig og forsage sig selv, men heller ikke blive alt for meget en anden, så de ikke har noget at have ondt af og lave om på. Men hun er ikke taknemlig for noget som helst, hu nægter at stå i gæld, det er sådan, hun har det, indtil hun igen kommer krybende og ydmyger sig for en meget ussel løn. Det er også alt sammen bare en fjern bekymring nu, hun har penge til et par dage og finder vel på noget bagefter.

Pakningen gik som altid hurtigt, ned it aksen med de mest umistelige ting, først og fremmest hendes skosamling. Det første hun gjorde, da hun havde låst sig ind på hotelværelset, vat at stille skoene op på række. I skumringstimen lå hun på sengen og kiggede på dem, det par i sølv lyste op i det blånende værelse.

Senere satte hun sig på balkonen, hun var i et vidunderligt stenet humør, lydene nede fra pladsen svømmede ind i hende, men uden at kræve noget.

Frøst da han rømmede sig, gik det op for hende, at der stod en mand på balkonen ved siden af hendes. Han rakte en pakke cigaretter ud over rækværket og hen mod hende, hun takke og tog en, så var de igen tavse.

Inden han noget senere brød op, gik ind på sit værelse og slukkede lyset, holdt han en lille tale: Han havde boet på hotellet i otte år, restauranten ville han varmt anbefale, han blev skilt og skulle bare være her i en periode, men tiden gik, og efterhånden så han ingen grund til at flytte.

I morges forlod han med en mappe i hver hånd hastigt buffeten, netop som Maggie ankom. Hun vendte sig og så efter hans korte, brede ryg, indtil han forsvandt ud af svingdøren.

Der var noget eventyrligt over ham, som om han var groet fuldvoksen op af jorden og straks gpået i gang med sine forehavender, pilet ind og ud af lobbyer med skiftende, uforståelige dokumenter.

Nede på pladsen går et ungt par med barnevogn mod stationen. Flere gange stopper de op og kysser hinanden. Maggie vender dem ryggen, går ind på badeværelset, hvor hun sætter sig nøgen i badekarret. Hun tænder ikke for vandet, det er den kolde porcelæn, hun gerne vil mærke.

Hun forestiller sig at skrive nogle sange om sit liv. Hun vil gerne synge dem ligesom Nico synger sine sange, Hendes hoved er tørt af cigaretter, hun har taget en pude med at hvile nakken imod, og nu svimler hun uden selv at kende skellet hen i drømme."

Billedresultat for nordenhof penge på lommen

Opium er opium for folket

Jeg skamhører og -nynner denne her sang af Jenny Lewis for tiden - og hørte selvfølgelig først det centrale omkvædsord som "puppy", dukke, i stedet for "poppy", valmue, hvilket klart giver mere mening:

Sister, we're slidin' down a bong
I can't tell you what I think you're doing wrong
Stop your cryin', our daddy's gone
Do you remember when he used to sing us that little song?

I wasted my youth on a poppy
Doo-doo, doo-doo, doo, just for fun
I wasted my youth on a poppy
Doo-doo, doo-doo, doo, just because

Why you lyin'? The bourbon's gone
Mercury hasn't been in retrograde for that long, oh no
Stop your hiding, drop that bomb
Do you remember when I used to sing you this little song?

I wasted my youth on a poppy
Doo-doo, doo-doo, doo, just for fun
I wasted my youth on a poppy
Doo-doo, doo-doo, doo, just because
And everybody knows it's a tightrope
The cookie crumbles into dust
And everybody knows we're in trouble
Doo-doo, doo-doo, doo, candy crush



Just 'cause you're young
Don't mean nothing, don't mean nothing
We are here and we're gon'
Do something, while your heart is thumping

I wasted my youth on a poppy
Doo-doo, doo-doo, doo, just because
I wasted my youth on a poppy
Doo-doo, doo-doo, doo, just for fun
And everybody knows it's a tightrope
The cookie crumbles into dust
And everybody knows we're in trouble
Doo-doo, doo-doo, doo, candy crush

Wasted my youth
Wasted youth
Doo-doo, doo-doo, doo
Wasted youth
Doo-doo, doo-doo, doo
Wasted you

onsdag den 15. januar 2020

Månens kønspolitik

Langt mindre problem
end urimeligt månehad
er rimeligt mandehad

færre mands-, flere
månechauvinister

mandag den 13. januar 2020

Svar til månesyg digterspire

Nej, en måne
minder
ikke om en mynde,
men, ok, på en måde om en hynde

lørdag den 11. januar 2020

Forarget spørgsmål til Frederiksberg Kommune

ER I DA HELT ULDORNEDE, NÅR I LADER OEHLENSCHLÄGERS GRAV PÅ FREDERIKSBERG KIRKEGÅRD LIGGE MØGBESKIDT OG ULÆSELIG HEN?

torsdag den 9. januar 2020

Et usagt, ulykkeligt spørgsmål fra barnet i aften

HVOR BLEV MÅNEN AF? 

10 min. senere:

månen: HER ER JEG! 

barnet: ZZZZZZZZZZ

Et andet ikke mindre (men pink!) glødende spørgsmål

HVORFOR DOG HAR MAN IKKE RENSET OG OPPUDSET DE FINE, GAMLE, LYSERØDE SMÅSØJLER VED SIDEN AF DE HELT NYE, FRA BUNDEN AF REKONSTRUEREDE PÅ BROEN OVER SPORET VED CHARLOTTENLUND STATION?

tirsdag den 7. januar 2020

Brændende spørgsmål

HVORFOR ER YNDLINGSBÆNKEN (MED DEN GODE WIFI FRA 7/11 OVERFOR) FORAN BERNSTORFFSVEJS BRANDSTATION BLEVET FJERNET? HVILKEN BRANDSLUKNING GENEREDE DEN (ELLER JEG BLOGGENDE PÅ DEN)?

fredag den 3. januar 2020

Ulrik Høy, høyere, høyest 1945-2019

Kær, filuragtig kollega på WA gennem mange år, menende alt muligt sort, men elskende poesi og skrivende som en energisk drøm - her en opsang til blandt andre mig fra 2009 (på akkurat min 41 års fødseslsdag), stadig hørt med ørt forført øre, akut savnet:

Anmelderiet har taget overhånd

Kritik skal være »ond«, blottet for behagesyge, åndelig bekvemmelighed og trang til at please forfatter, publikum og forlag.
I de seneste uger har medierne svælget i kulturlivet, mindre i kunstlivet og slet ikke i kritiklivet. Begrebet være hermed introduceret, men lad os tage kunstlivet først, hvor jeg ud fra en æstetisk betragtning har tre forventninger til et givet kunstværk: Det skal have herlighedsværdi, forfærdelighedsværdi og mærkværdighedsværdi, gerne elementer af alle tre dele, og da jeg føler mig bedre tilpas med angiveligt mærkværdige kunstværker end med evident mærkværdige it-installationer, mobiltilbud, digitale opfindelser, rumraketter og diverse finanspakker, ja, så stiller jeg ikke spørgsmål af typen »skal det være kunst?«, men sætter hellere spørgsmålstegn ved alt det andet: »skal det være fremskridt?«.
Set i det perspektiv er det angiveligt uforståelige kunstværk både indtagende, rørende og purt begribeligt. Hvad har det stakkels uforståelighedsvæsen dog gjort, siden det skal skammes ud på den måde? Hvem kan det genere? Som et skrøbeligt væsen ankommer det fra en fremmed klode og kalder på al sensibilitet og imødekommenhed. Jeg føler mig nok så tryg ved det og i samme ombæring ganske tilpas med et glas syltede vintage-heste fra Bjørn Nørgaards længst henfarne slagterbutik.
Så mærkværdighedsværdi, tak, det kan da kun provokere den, som intet har lært og intet glemt. Og så skal kritikken kvalificere min oplevelse af mærkværdighed, så jeg ikke stamper løs på de ostinate motiver »flot«, »fantastisk« og »det siger mig ikke noget«, for det motiv hører hjemme i kulturlivet.
Der er så få kunstnere med talent og så få kritikere med talent! De sidste er en truet art. Jeg har kun kendskab til en lille håndfuld talentfulde kritikere pr. kunstnerisk genre i dette land, selvom der er flere, mange flere, til at bedømme kunsten. Hvad der igen handler om den gamle relation mellem kritik og anmelderi, mellem det at være kritiker og det at være anmelder. For at sige det: Kan vi ikke få nogle flere kritikere og færre anmeldere, og kan vi ikke bede kritikeren skære ned på sin indre anmelder og træde frem som kritiker: sagkyndig, velskrivende, skarp, kompromisløs, kategorisk, når det kræves, eksklusiv, når det er nødvendigt, kort sagt som noget, der ligger lige langt fra kommunikation og formidling?!
Det er så vigtigt med kritikken, den kritiske instans, den kvalificerede vurdering, fordi der er tale om en vurdering på den absolutte målestok. Som findes! Sådan en skal man da have og spørge til råds, for det er slet ikke individuelt for den enkelte hver for sig, hvad der er god kunst, selvom det er sandheden for tiden. Selvfølgelig skal kritikeren med på råd - som gyldigt supplement til den trivielle treenighed af »flot«, »fantastisk« og »det siger mig ikke noget«. Og gerne fra det medlevende og impressionistiske hjørne af modersmålet. Så lad os opgradere kritikken og nedtone anmelderiet, især den del, som er nabo til anprisningen og den facile præsentation.
Som det er nu, er der for lidt kritik og for meget anmelderi/præsentation i dagspressen, og så er det jo godt, at vi har tidsskrifter med kræsen kritik. Det er dog i avis, radio og tv, at kritikere bør skærpe det kritiske apparatur. Jamen er det ikke udtryk for åndshovmod? Nej, det er åndshovmod at fable om »verdens bedste folkeskole«, det er ikke åndshovmod at sætte sig høje mål i kritikken. Selvfølgelig skal vi have kritikere i verdensklasse. De skal bare fremelskes, hvad de ikke bliver for øjeblikket, hvor kulturlivet breder sig som svampe efter regn, og sproget bliver derefter - svampet.
Kritiker eller anmelder? Forfatter, kritiker eller anmelder? For at sætte navn på problemstillingen: Jeg sætter stor pris på Carsten Jensen - som kritiker! Han er evig skarp, klar, polemisk i skrift og tale, hvorimod han som forfatter er snakkesalig som de skipperskrøner, der skaffer ham stor læserskare og stort publikum. Kan det være bedre? Ja! Carsten Jensens virksomhed som både forfatter og kritiker siger - næsten - alt om forholdet mellem kulturlivet på den ene side og kunst- og kritiklivet på den anden.
Jamen hør, er Carsten Jensen ikke forfatter og som sådan en rigtig sand og ægte kunstner? Tjo, men den kunst, han bedriver, er en florissant og ordrig sekundavare, og den type kunst er der rigtig meget af, hvorimod vi kun har få kritikere - og ingen som Carsten Jensen! En biskop kaldte ham ligefrem »ond«, og større kompliment kan man ikke få som kritiker, hverken fra gudelige eller ugudelige kredse.
For det er så vigtigt, at kritikken er »ond«, dvs. blottet for behagesyge, åndelig bekvemmelighed og trang til at please forfatter, publikum og forlag. Derfor: Den gode kritiker er ond, og han hader kulturlivet! Undertiden er haderen en hun, men for tiden har vi kun få gode onde kvindelige kritikere; så godt, at Weekendavisen nyder godt af netop en af dem! Leonora Christina Skov er, når hun er bedst, fuldendt ond i den gode betydning. Desværre vil hun hellere skrive romaner, men det gør jo alle begavede kvinder for tiden, så det er en afvigelse fra den egentlige bestemmelse! Lars Bukdahl? Vær kritiker, kritiker og atter kritiker, for vi har så få vanvidsskønne kritiske sjæle til vurdering af intrikate fænomener som æstetisk herlighedsværdi, forfærdelighedsværdi OG mærkværdighedsværdi
Hvad de menneskelige omkostninger er for denne virksomhed? Det er en mild version af social udstødning, kollegial fremmedgørelse, politisk partiløshed, rimeligt fravær af familieliv og generel abdikation. Værre er det ikke, vi er alle danskere, så den smule Skæbne burde flere tage sig på. Indrømmet: Kommercielt er det hårde odds, for romanen sælger i tusindvis, værker om kritik kun i få hundrede eksemplarer, hvis de overhovedet bringes i handelen. Finder man for resten ét eneste genuint værk om netop kritik, kritikere og kritikliv i dette efterårs righoldige katalog af udgivelser?"

Billedresultat for ulrik høy

Ekstremt vedkommende popsang

Især sunget som langsom langsom blues med brøndgravende gravrøst af fx og allerhelst nu 70årige Tom Waits: