lørdag den 16. juni 2018

En hel bænk af Inge

- den fulde tekst til en af Inge Pedersens syv bænke i Aarhus, om at begynde med, på, som poesi:


EN RØDBØG I MARIENLUND FORTÆLLER:
 
Molly havde skrevet et digt. Eller rettere, flere, mange. Og altid i hemmelighed, fordi hun boede hvor hun boede. Men nu havde hun sat sig i hovedet, at hun var nødt til at læse digtet højt for nogen. Det var den første søndag i august 1906, hun sad i græsset ved indgangen til Store Brønderslev Marked. Hun hviskede digtet for sig selv, og det kom så dybt fra hendes hjerte, at jeg - en rødbøg som står her i Marienlund langt derfra - kunne høre hvad hun tænkte. Og som tænkt så gjort, hun gik ind på den stuvende fulde markedsplads, hvor folk hujede og skreg, og udråberne råbte: Mine damer og herrer, så er der adgang til at beskue damen uden underkrop og hesten Daisy der kan tælle. Hun gik fra fakiren der gennemborede sin tunge med et spyd, og fra kalven født med to hoveder, til udbryderkongen Mr. X, som - skønt bastet og bundet med kæder - gjorde sig fri uden hjælp. Og alle steder, tænkte hun, alle steder var der liv og glade dage, men ingen steder stille nok til et digt. I det samme stak en ung sorthåret fyr hovedet ud fra en sigøjnervogn, hvad hedder du, sagde han. Hvor gammel er du, sagde han. Jeg kender et sted med dans og solistoptræden og keglespil, sagde han, og med symfonikoncerter og slaviske Tamburitza-orkestre, vil du med? Det lyder støjende, sagde hun. Men ved du hvad, smilede han, det ligger ved vandet, og næste søndag er der digtoplæsning. Digtoplæsning! Ordet faldt ned gennem hende som regn i en ørken. Som hun gik og stod tog hun med ham, og næste søndag, da de var nået til Aarhus, gik hun ned til havnen og tog dampbåden til Riis Skov. Der lugtede stærkt af ramsløg, og fra anløbsbroen gik hun over og stillede sig tæt ved Pavillonen. Hun lagde nakken tilbage og så op, og via den globale vandtransport gennem vores rødder sendte jeg, som er den højeste og smukkeste rødbøg i Marienlund, besked om, at alle træerne skulle flytte om på deres grene, så hun kunne se himlen. Og da publikum var holdt op med at klappe, og der var blevet så stille at hun kunne høre vandet, læste hun sit digt op.

Inge Pedersen, skyvandrer, 1936-2018

- her er min alvorligt betagede anmeldelse af Inge Pedersens første erindringsroman, Og halsen af en svane (og så kunne man godt ønske sig nogle litterært taknemlige nekrologer i de landsdækkende aviser,(s bogtillæg) ud over min egen (alt for lille) note i WA Bøger i går)

Kalkplettede øjne

Store henrivende Inge. Intenst og boblende og triumferende løber erindringen af med Inge Pedersen, og brat er også læseren (f. 1968) et besættelsesbarn. .
 
Inge Pedersen: Og halsen af en svane. 168 sider. 175 kr. Gyldendal.
JEG skulle ikke langt ind i Inge Pedersens nye bog Og halsen af en svane, med undertitlen og genrebetegnelsen »Stumper af roman«, før jeg havde overgivet mig til skriftens næsten hypnotisk sugende drive og glemt alt om min initiale skepsis ved for penge at skulle læse endnu et stykke barndomserindring inc. Hør bare den første sætning i andet kapitel, »Citronæblet«; emnet kan ikke være mere ydmygt konkret, og det er morens dækkede direkte tale, og ikke barnestemmen selv, der er i front, men alligevel tvinges læsningen dramatisk op i fart med det samme:
»Køkkenbordet i min mors første køkken havde været som seks af mine hænder lagt ved siden af hendes, og køkkenvasken var af sort afskallet jern, bare hun havde skrællet et par kartofler, var den stoppet, sagde hun.«
Ligesom flere af de andre store og små og meget små kapitler kører »Citronæblet« – som fortæller om morens fortælling om hendes og farens første tid sammen – rask deruda’ uden inddeling i afsnit. Det er i en på samme tid henført og viljefast strøm, der erindres, tumlende lige frem med radaren konstant finindstillet på det ene fortidsnu efter det andet.
Og den fortid, hvis nuer erindres, er en barndom i Nordjylland under besættelsen; hvis vi tillader os at skæve til flappens minibiografi, skal jegfortælleren forestille at være 3-4 til 10-11 år, og det passer meget godt, bortset fra, at pigebarnet lige er de kritiske par grader mere intenst opmærksom på stort og småt i verden, end almindeligt er for små pigebørn, nu som dengang. Og det, der sker i den besættelsesbarndom, er det, der sker i sådan en besættelsesbarndom, og det er ikke rasende interessant i sig selv: noget krise mellem forældrene omkring farens sabotagearbejde og fiskerdrømme, idylliske besøg hos farmoren og mormoren, en tante Kitte, der er kommet i uføre, en flygtningefamilie, der må skjule sig for tyskerne, mere eller mindre grimme/grumme oplevelser med lærere og andre børn, altså uskyldstab på uskyldstab på uskyldstab, plus jo så besættelsen, og alt hvad deraf følger af kendte rekvisitter og kulisser. Men uden for sig selv, i écriturens flintrende vold i pigens hoved, er dette hele ikke usædvanlige inventarium mirakuløst nok aldrig mindre end interessant rasende.
Pigen har noget med ord, et helt, lille kapitel handler om ordet Gestapo: »Det lå bare derinde og knasede ge-sta-po som det grå cementstøv på fortovet.« Og ligesom i Arthur Krasilnikoffs erindringsroman Hvalens øje og med samme urimelige held poetiserer forfatterkvinden Pedersen uafladeligt jegpigen Inges bevidsthed, her kan hun efter en ildebrand ikke falde i søvn: »Æbleblomsterne skreg. Æbleblomsterne sneede. Himlen var lille og grøn som snot, og til sidst lå jeg med opspærrede øjne under dynen igen.«
Sidste kapitel, der handler om jegpigens hemmelige, nonsensiske telefonsamtaler med ingen, hedder ligefrem »Et andet sprogs måner for øjnene«, og afrundes med følgende heftige sætning:
»Så jeg aldrig kunne blive mig uden fremmede åndedræt, uden susende skove af fremmede kroppe at høre sammen med inde under ordene.«
Da er man ikke længere i tvivl om, at Og halsen af en svane ikke bare er en smuk erindringsroman, men også en skarp kunstnerroman. Der er en stor, lige præcis poetisk retfærdighed i, at Inge Pedersen iført sit yngre, storøjede og renhjertede alter egos ham brænder så stærkt og klart igennem, at det ligner et veritabelt gennembrud, i al lynende beskedenhed. 

 Billedresultat for Og halsen af en svane roman

Babyen er den sande boheme

Rejser sig ikke, endsige går, løfter knap og nap hovedet

Sover halvdelen af døgnet, helst i en hængekøje eller en vogn rullet af andre

Taler sort, når han ikke RÅBER sort

Krøller bøger sammen eller også giver han dem knus

Taler (RÅBER) (sort) til dukker og legetøj og bare ting

Er ligeglad med tøj, har påklædere, nøjes helst med en ble

- og det var, fordi vi hørte den her:


Cause I like you
Yeah I like you
And I'm feeling so Bohemian like you
Yeah I like you
Yeah I like you
And I feel woa-ho
Woo!

fredag den 15. juni 2018

AND THE NOMINEES ARE ... SO TINY!

Her er de 13 nominerede til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, offentliggjort i dag i WA Bøger (i avisen kan man se portrætter af forfattere/konstruktører og læse citater fra værkerne - på rigtigt papir - uddelingen sker på torsdag den 19., klokken 14 på fortovet uden Café Svejk i Smallegade, næste fredag trykkes talen og listen over prisens inventarium - med billeder)

Må den diminutiveste vinde!


1.     Gitte Broeng: Oliekrisen. 36 sider. 85 kr. * (Asterisk). 

2.     Jesper Fabricius: Æternarkose. 127 sider. 150 kr. Space Poetry. 

3.     Christina Hagen: Min græske dagbog. 66 radioudsendelser. Radio 24syv (streambar HER). 

4.     Christian Haun: Hus År Hus. 182 sider. 195 kr. Mellemgaard. 

5.     T.S. Høeg: Trés 60. 112 sider. 130 kr. Escho. 

6.     Kamilla Jørgensen: Herman Bang: Kamilla. 186 sider. 150 kr. Ensumaffaktaforlag.

7.     Gerd Laugesen: Sort på hvidt. Upagineret. 250 kr. Korridor. 

8.     Peter Laugesen: Tohuvabohu. 79 sider. Asger Schnacks Forlag. 

9.     Birgit Munch: Brungst. 64 sider. 130 kr. Escho 

10.  Mads Mygind & Lise Haurum: nu. 4 ark. 250 kr. 365 tekster. 

11.  Cia Rinne: L’usage du mot. 32 sider. 100 kr. Gyldendal. 
12.  Stinne Storm: jämtska – of fluids and listening. 64 sider. 160 kr. Antipyrine. 

13.  Joakim Vilandt: Cassandra. 138 sider. 230 kr. Gladiator.
 
-->
 
-->Billedresultat for BET 
-->

Inger, singer 3

- fra papirudvalget Verden ønsker at se sig selv

(trykt i Information som Sankt Hans-sang 23. juni 1990)

Dejlighedssang

(melodi: Hvor smiler fager ...)

Nu hænger jorden igen på skrå,
og det er sommer i verdensrummet.
Og solens stråler gør jorden blå,
den hviler henslængt og sorgforstummet,
imens den nikker
mod himlens pol,
og Danmark ligger
forlist i sol.

Et skib der ligner et strandet vrag,
de grønne stumper af ø og fastland,
som kun et storstilet uvejrsbrag
med et af urtidens terningkast kan
ha ladet falde
på dette sted,
så vi fik alle
slags lykke med.

Når kaos sender sin storm hertil
og river tagsten af gamle huse,
da går nationen til skuespil
og ser på stormflod ved Højer sluse.
Den onde lykke
er god at ha.
Et lærestykke,
vi næres af.

Nå orden råder blandt folk og fæ,
og der er grobund for symbiose,
er vi tilsammen et bøgetræ,
et rum der udfolder lysets rose.
Den gode lykke
kan ingen ta.
Det lånte smykke
vi stråler af.

Den onde lykke er god at ha,
hvis vi sku møde det der er værre.
Den gode lykke kan ingen ta,
hvis vi har delt den med fler end færre.
Da har vi blandet,
hvad før var spredt.
Da ligger landet,
som vi har redt.

Så driver Danmark en sommerdag
omkring på vandet som grønne flåder
og drømmer drømme der kommer af,
at vi har havblik for rummets gåder.
Her er vi drevet
fra ø til ø.
Her har vi levet
som stjernefrø.

Billedresultat for verden ønsker at se sig selv

Jeg tysser ikke på Samuel

og heller ikke på det finske råbekor, hvis råbende, finske ånder kollektivt råbende har overtaget ham, jeg lader det gjalde for fuld hals

Billedresultat for finnish shouting choir

Når Samuel bliver stor, vil han være en bro

tydeligvis

og måske selve Femern-broen:



Samuel var can-can-danser i sit tidligere liv

- sådan som han for vildt og musikalsk sparker og tramper, særligt på puslepuden -

spørgsmålet er hvem

måske hende her (fra Wikipedia):

"La Goulue (13 July 1866 – 30 January 1929) was the stage name of Louise Weber, a French can-can dancer who was a star of the Moulin Rouge, a popular cabaret in the Pigalle district of Paris, near Montmartre.[1] Besides La Goulue, pronounced [la guly] and meaning The Glutton, she also was referred to as the Queen of Montmartre.[2]

Very little is known about her early childhood, but it is believed that Louise Weber was born into a Jewish family from Alsace that eventually moved to Clichy, near Paris. Her mother worked in a laundry. As an impoverished young girl who loved to dance, Weber is said to have enjoyed dressing up in laundry customers' expensive clothing and pretending to be a glamorous star on a great stage. At age 16, she was working with her mother in the laundry, but behind her mother's back began sneaking off to a dance hall dressed in a customer's "borrowed" dress.[



Dancing at small clubs around Paris, Louise Weber quickly became a popular personality, liked for both her dancing skills and her charming, audacious behavior. In her routine, she would tease the male audience by swirling her raised dress to reveal the heart embroidered on her panties and would do a high kick while flipping off a man's hat with her toe.[4] Because of her frequent habit of picking up a customer's glass and quickly downing its contents while dancing past his table, she was affectionately nicknamed La Goulue (The Glutton)"

- bare minus hende onde skæbne, nu skal hun have det gode, lang liv gennem Sanmuel:

"Alcoholic and destitute, La Goulue returned to Montmartre in 1928. She eked out a living selling peanuts, cigarettes, and matches on a street corner near the Moulin Rouge; no one recognized the severely overweight and haggard former Queen of Montmartre. She died a year later and was buried in the Cimetière de Pantin in the Paris suburb of Pantin, but later her remains were transferred to the Cimetière de Montmartre.[13]"

https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/85/Toulouse-Lautrec_-_Moulin_Rouge_-_La_Goulue.jpg

torsdag den 14. juni 2018

Næsekomparation - 3 generationer spiler ud

EMB vs. LB vs. (komparator) SLB - jo! det passer


Samuels livsfilosofi

Han er 

med al ønskelig tydelighed

FILUR & VITALIST

(ikke nødvendigvis i den rækkefølge)

 det er ikke bare et godt,

men det pinedød

NØDVENDIGE

udgangspunkt

UDGANGSPUNK 

(u d g a n g s p u n)

tirsdag den 12. juni 2018

Samuels første digt


jbv d gbbgccvxdzxttso76n  n b.m
-->

søndag den 10. juni 2018

Inger, singer 1

Inger
don't linger
with. a zinger

(Definition of zinger

1 : something causing or meant to cause interest, surprise, or shock
2 : a pointed witty remark or retort)

lørdag den 9. juni 2018

Hvad rimer på Inger?

Annoncen for Inger Christensens papirer kører med min trompet til min anmeldelse med store bogstaver:

Inger swinger

- og det gør hun selvfølgelig på en måde, men på en anden måde, kunne bedre trompeteten til julebog-uddraget (selvom det rimer dårligere:

Inger ringer

Her er rimene på "inger" fra Poul Sørensens rimordbog:

ringer

skinger (helt forkert)

klinger (noget bedre og rigtigere end swinger

vinger - Ingers vinger

ulykkesbringer, nej, lykkesbringer

finger, en Ingerfinger med i spillet

slinger, ingen slinger i Inger-valsen

kamlinger ?

Zwinger ?



torsdag den 7. juni 2018

Den hvide mursten, side 298

- slog tilfældigt op og landede på dette Brev i april-udkast:

Opbrud som var det skyer vi talte om
følelser der bare regner og regner
i dagevis så det rigtig blir til noget
og kan mlrkes i hvert fald til langt
hen på sommeren på grundvandet
måske i årevis fordi bedst
som det klarer op og faktisk

onsdag den 6. juni 2018

Bed om et sæt hos din boghandler

- hvilket lige nu nemlig kun kan betyde

Signe Gjessing: Synet og vennen
+
Inger Christensen: Verden ønsker at se sig selv,
som jeg skandaløst nok slet ikke har fået citeret fra på den ene eller den anden (Hvedens!) blog endnu

poetisk dobbeltmisbrug!

tirsdag den 5. juni 2018

Jac mindes med Gjessing

- og så meddeles det at F.P..s Jacs Mindelegat 2018 går til Signe Gjessing:

"
Det er med stor fornøjelse vi kan afsløre, at modtageren af F.P. Jacs Mindelegat 2018 er FORFATTEREN SIGNE GJESSING."

 - og det er tor jeg sgu, Flemming Palle, der aldrig nåede at læse Signe, ville være oprørende enig i - Signe er temmelig engleligt til (men tag ikke fejl af renfærdighedens djævelskhed (i ikke mindst detaljen, og i den nye bog, store opdagelse: digressionen!))!

Lars Gundersens eminente portrætfoto i anledning af prisen (der uddeles til september) er hede hule heroisk:

mandag den 4. juni 2018

Næste uges sommerminde - skænket af Signe nu, som flyvelimonade

Hurra for eksistensen af Signe Gjessings vidunderlige - som i lig et vidunder - prosadebut "fortællingen" Synet og vennen, der udkommer i næste uge, og som jeg læste de første to tredjedele af på en bænk (der er mange!) ved Gentofte Rådhus i aftes, mens solen gik ned, og barnevognen var stille, indtil barnevogen ikke var stille mere, og solen gi videre ned, og første halvdel af sidste tredjedel, da jeg var kommet hjem ,og anden halvdel af sidste tredjedel her til morgen, da solen var stået op, i alt er bogen på 48 sider, hvilket er kostbart få - nå, jeg ville bare dele et HCA'sk eks., på hendes for underlige vid, poesien er landet som for denne gang nødvendigvis prosa:

"Sommeren er på vej. Man kan mærke, at foråret bliver fjernt, fuglene bliver fraværende i blikket, mennesker er længere tid om at svare, når man spørger. Og hvis man henvender sig til foråret som til et lille barn: Glæder dug dig til sommer? så taber frugttræerne deres blomster, og det kan lige så vel betyde ja som nej, man er på bar bund. Tænk, at det, jeg skal gøre i den næste tid skal blive et sommerminde. Sortere kjoler efter farve. Et sommerminde. Sige hej til én, jeg så. Et sommerminde ... Det bedste, man kan gøre, er bare at være sig selv."

Men til Svend siger jeg i et flygtigt hej noget andet: - Det er utroligt, at sommeren altid kan slippe afsted med at blomstre så lidr. Som den store stjerne.

Stor eller lille stjerne, sommeren er der. Og hvor er jeg?  Prøv at finde mig. Kig i butikken. Kig på fortovet. Kig i dørkarmen i mit hus ... Det er svært ... Jeg er i zoologisk have.

(En drøm). Jeg kan se saften pumpe i en flamingo, som er førsteelskerfarvet. Der er noget dart over den. Over flamingoen. Det er en form for fuglesaft, der suser rundt i den, Sådan noget flyvelimonade (....)"

søndag den 3. juni 2018

Der er også SAMUEL KOK!

Sam Cooke, fødenavn: Samuel Cook - 1931-1964

der synger sjælen ud over stepperne, så det er en fest at høre på

for alle, der befinder sig på stepperne,

hvilket vi alle, i forskellig (og forskelligt erkendt) grad gør

lørdag den 2. juni 2018

2. juni

Det er læsterlig lørdag,
solen er hovedrig udenfor

vi spiller
Everyday Is Like Sunday
med computerens elendige, tynde,
tynde lyd

babyen smiler over hele tyvekronen

og ligner John McCain
som smilende baby

var hans krigsfangenskab graviditeten?

eller er det livet, der er krigsfangenskabet?

tænker jeg, han gør det helt sikker ikke

bliv væk, Armageddon,
bliv inde i de andres, de unges digte

lørdag er, foreløbig, som lørdag

håber McCain og Morrissey smiler bare 1 gang i dag

fredag den 1. juni 2018

juniprofeti

Juni
har at
være
jubinitrat!