Protest in Place

U.S. cultural institutions have a critical role in maintaining the openness of social and political debate. That role is threatened when those institutions fail to take on real controversies around difficult subject-matter. A disturbing example involves the conceptual poet Vanessa Place, whose long-running project tweeting the full text of Gone with the Wind has become the object of virulent criticism, mostly conducted through social media. An anonymous online group led the charge, calling the project "at best, startlingly racially insensitive, and, at worst, racist." The same group has also attacked those they see as defending Place. Ever since the attacks started in early May, in the midst of the controversy and the pressures from the protesters, various cultural institutions have opted or been forced to remove Vanessa Place from a conference committee, cancel a discussion panel and even a whole conference--to the effect of imposing a silence where the only voices heard are those who attack the project and its author. On May 18, the Association of Writers & Writing Programs (AWP) acceded to the demands of the anonymous group and a related petition and decided to remove Place from a subcommittee that reviews applications for their annual conference. Paradoxically reiterating their commitment to freedom of expression, the AWP justified the removal as an effort to "to protect the efficacy of the conference subcommittee's work." Then on May 29, the Berkeley Poetry Conference, which had refused demands to banish Place from the program, scrapped their entire event, citing the withdrawal of a number of the other participants. And on June 6, the Whitney Museum in New York canceled a public program on the subject of the death penalty featuring Place along with philosophers Kyoo Lee and Avital Ronell. The organizers were unable to determine how to secure the integrity of the program in the context of the controversy. Those protesting have expressed little interest in engaging in a debate about Place's work; their aim has been to banish her entirely from cultural institutions. While they are free to do so - critiquing or protesting an art project is part of the give and take of a democratic culture – for cultural institutions to, in effect, blacklist its author and give in to online attacks from anonymous sources threatens our collective interest in maintaining a vital public sphere.
The cultural atmosphere evidenced by the events around Vanessa Place is chilling to any creative artist or institution that may consider approaching difficult questions around race, sexuality or politics. It makes real debate about emotionally charged issues over which we often disagree nearly impossible. Unless they develop strategies to manage conflict and disagreement productively, cultural institutions will operate as echo chambers under the pall of a fearful consensus, rather than leaders in a vibrant and agonistic public sphere. Not only is silencing and suppression dangerous for the culture at large, it does nothing to confront the realities of racism. Censorship has never contributed to the cause of social justice; throughout history it has invariably been on the side of totalitarianism and repression. But in the echo chambers of easy consensus, this lesson is very easily forgotten.

Gyldendal lortecensurerer

Gyldendal har udgivet denne her bog:



(Har du altid drømt om flad mave, slankere lår, lækre arme eller en mindre numse? Men bliver de ekstra kilo siddende - uanset hvor sundt du spiser, og hvor meget du træner? Så er denne bog til dig. I Tab dig hvor du vil får du fitnessekspert og bestsellerforfatter Anne Bechs kost- og træningsplaner, der er skræddersyet til at gøre noget ved netop dit ømme punkt - på bare 10 uger.
Anne Bech har i sine 20 år i fitnessbranchen trænet hundredevis af kvinder og ved, hvad der skal til, hvis du skal de stædige kilo til livs, uanset om de sidder på mave, numse, lår eller arme. I Tab dig hvor du vil får du et målrettet 10 ugers forløb, der fjerner kiloene - en gang for alle. Du får kost- og træningsprogrammer til netop din kropstype og alle de sunde opskrifter og effektive øvelser, du skal bruge for at få drømmekroppen på bare 10 uger. Anne Bech er personlig træner, fitness-ekspert og kendt fra tv og radio. Hun har været i fitnessbranchen i 20 år og er forfatter til bestsellerne Guide til gudindekrop, Bikini Bootcamp, Fit på 100 dage og Toptrimmet på 12 uger.)

opdateringer/kommentarer på Asta Olivia Nordenhofs og (forårsdebutant Ina Munch Christensens kone) Sara Sommerfugls Facebook-sider:

Sara (hos Sara):
Inas projektleder fra gyldendal har lige sendt hende en sms, hvor han konfronterer hende med, at hun disser en af forlagets bøger på instagram. ina kommenterer på billedet af bogen tab dig hvor du vil: "ud fra titlen synes jeg, det lyder som en rigtig lortebog." jeg dør, hahahah.

Olivia (hos Sara):
seriøst?

Sara (hos Sara):  
ja, nu har de slettet kommentaren.

Olivia (hos Sara):
det er jo super fucked

Sara (hos Sara):
ja, Olivia!

Mette Jensen Hayles (hos Sara):  
Mmmm ytringsfrihed smager godt ... sådan bittersødt!

Ina (hos Sara): 
(...) jeg skriver ikke kommentaren igen for jeg skrev selv at de kunne slette den hvis det var. Han skrev: på instagram disser du en af vores bøger. Hvorfor dog? Jeg svarede: jamen, det må I undskylde, men jeg finder slankekulturen virkelig skadelig og forsøger generelt at modarbejde den. Og så at de måtte slette den. Så gjorde de det. Det vel fair nok så. Men jeg synes stadig det noget lort med de slanketitler i bydeform over det hele.

Olivia (hos Olivia):
Fungerer det virkelig sådan at gyldendalforfattere ikke må udtrykke sig kritisk om andre gyldendaludgivelser?? ‪#‎bøgerneudafhændernepåkapitalisternejøsses 

Harald Voetmann (forfatter på Gyldendal) (hos Olivia):
Det har jeg aldrig hørt om. Jeg har også råbt op om bøger fra Gyldendal et par gange på fb eller blog, men måske er det gledet under deres radar. Det lyder tåbeligt.
Ina har ret. Det lyder som en hæslig bog, burde slankes ud af kataloget.

Olga Ravn (forfatter og redaktør på Gyldendal) (hos Olivia): 
altså, jeg har jo anmeldt bøger dårligt som kom fra gyldendal, mens jeg selv udkom på gyldendal, og det er der mange der har, det tror jeg sagtens er i orden. at forskellige forfatter ikke kan lide forskellige bøger fra samme forlag og siger det osv. forstår ikke det med ina og slankebogen, forstår heller ikke ordet projektleder ?
jeg tror, man skal forstå det som en sag mellem projektlederen og ina og ikke mellem gyldendal og en forfatter, just saying. synes i øvrigt også slankebøger er noget lort.

Olivia (hos Olivia):
men uanset er der i hvert fald en medarbejder som lader til opfatte det sådan at gyldendals instagram er en reklamesøje som andre gyldendaludgivne forfattere skylder ikke at forholde sig kritisk til, og det synes jeg da er et problem

Mette Holbæk (velsagtens ansat som et eller andet på Gyldendal) (hos Olivia): 
Kære Ina, Asta og jer andre i debatten, der er altid plads til saglig kritik af alle de bøger, Gyldendal udgiver - uanset genre (og dem har vi mange og mange forskellige af på Gyldendal). I dette tilfælde gik sagen udelukkende på den valgte sprogbrug. Den forbeholder vi os retten til at moderere på forlagets profiler på sociale medier - ikke for at udelukke eller lukke for debat, men for at holde et bestemt niveau i den måde vores forfattere og deres store indsats, uanset genre og budskab, bliver omtalt på dér.

Steffen Boesen (vistnok ham Gyldendal-projektlederen) (hos Sara):  
Kære Ina og jer andre i debatten, der er altid plads til saglig kritik af alle de bøger, vi udgiver - uanset genre (og dem har vi mange og mange forskellige af på Gyldendal). I dette tilfælde gik sagen udelukkende på den valgte sprogbrug. Den forbeholder vi os retten til at moderere på forlagets profiler på sociale medier - ikke for at udelukke eller lukke for debat, men for at holde et bestemt niveau i den måde vores forfattere og deres store indsats, uanset genre og budskab, bliver omtalt på dér.

Sara (hos Sara): 
hej steffen, det var godt at møde dig. jeg er bare stolt af ina for at udtrykke sig offentligt. det bryder hun sig ikke om, så jeg fandt det ret komisk, at når det endelig skete, foregik det så bramfrit.

Helene Schou Abildsgaard (hos Olivia):  
Mette Holbäk, at kalde "Tab dig hvor du vil" en lortebog har flere interessante pointer. 1) a spränge den borgelig-elitäre sproghegemoni, hvor kun de veltalende (veluddannede, ikke-ordblinde osv.) må komme til orde. 2) at oplöse det alvorlige i budskabet om at tabe sig overalt. For latterligt er det jo. Hån og latterliggörelse er veletablerede og anerkendte aktivistiske strategier, tag fx satiretegninen. Efter den analytiske kritik, som findes til overflod ift. slankekultur, er der måske netop nu i HÖJ GRAD brug for at knytte näven, at vredes og at le af, at vi konstant opfordres til at indrette vores liv efter vores mindrevärdskomplekser, der til stadig fodres af reklamer.

Caspar Eric (forfatter hos Gyldendal) (hos Sara): 
Jeg fatter det ikke. (til Steffen). Altså "en rigtig lortebog" virker da ellers til at have et ret særligt niveau af sproglig præcision. jeg har selv ledt efter et mere rammende udtryk - men hver gang jeg tænker på noget, har det en eller anden konnotation som er total diskriminerende over for en eller anden gruppe i samfundet el. lignende. Men jeg synes da også at titlen giver anledning til at tro at den bog, og/eller dens krav om at have en bestemt krop, er helt fuckd

René Fredensborg (hos Olivia):
Hej Mette. Vil du udtale dig til Radio24syv - AK24syv i aften, om hvilket niveau, der er tåleligt og ikke-tåleligt, når Gyldendals forfattere udtaler sig om bøger? Altså, præcisere det BESTEMTE niveau?

Mette Holbæk (hos Olivia):
Kære René, tak, men nej tak. Det ville være at skævvride proportionerne i det her.

René Fredensborg (hos Olivia): 
Blev proportionerne ikke skævvredet, da Gyldendal valgte at slette en kritisk kommentar på Instagram?

(udsendelsen blev sendt i aftes uden kommentarer fra andre end Ina - til gengæld blev flere af ovenstående opdateringer/kommentarer læst op)

- klart nok er det censur og klart nok (modsat Olgas formodning), jf. de to nøjagtigt enslydende kommentarer fra Gyldendaltvillinger, er det Gyldendal, der censurerer og (hvilket nok er det værste: som Gyldendalforfatter bør du ikke skrive (så) grimt om en Gyldendalbog!) korrekser

1 motherfuck/ing/er ad gangen

Jeg ser, at jeg i WA Bøger i dag både siger motherfucking (i Voetmann-anmeldelse) og motherfucker (i kommentar), og det var altså ikke meningen, og er kun sket, fordi Voetmann-anmeldelsen har flere uger på bagen; jeg går, som det løbende fremgår, af både bloggen og avisen varmt ind for eder og forbandelser som sproglige special effects, men selvfølgelig skal man udvise et ikke moralsk, men stilistisk skøn, og sgu fx og fandeme/ for fanden kaster jeg fra mig med løs hånd, men motherfuck/er/ing er så tilpas tungt og kulørt et kraftudtryk, at det, hvad avisen angår, højst bør anvendes, hvad skal vi sige, en gang om måneden, så jeg idømmer hermed mig selv en motherfucking motherfucker af en karantæne, KUN hvad avisen angår, på 2 måneder.

Loven om utidlig indblanding & en rød reje

Selv efter redaktørskiftet på WA Bøger, er det stadigvæk sandt:

Jo færre penge (ned til igen og igen slet ingenting) du får for en tekst, jo mere insisterer redaktionelle folk på at rette og korrekse og omformulere (= normalisere) og overkratte med røde streger og blå kasser - jeg HADER synet af de dér blå korrekturkasser, de vil mig aldrig noget godt eller bedre! edre edre edre edre edre!!!!!

Det var et chok for sheiken at censur gjorde min zen sur

Det var et chok for sheiken,
at jeg rystede på mit fraværende
hoved over, at han halshuggede
11 hovedløse fodboldspillere*

Offside-reglerne er meget
simple her sagde han,
står du på hovedet foran
et tomt mål, skal du begrave
dit hoved i grønsværen med
en teske mellem tænderne.

* (Politiken i går, og ja, det er den sheik): Den positive stemning, der prægede åbningen af den vigtigste kunstbiennale i Mellemøsten, Sharjah Biennal 2011, for få uger siden, er nu brat afløst af fyringer og forargelse./ Forargelsen er kommet fra Sharjah-emiratets hersker sheik Sultan Bin Mohammad Al Quasimi. Han har uden varsel fyret biennalens direktør, samt fjernet et kunstværk, som er anklaget for at være anstødeligt, muligvis blasfemisk./ Der er tale om en installation af den algeriske forfatter og journalist Mustapha Benfodil. Han har klædt en gruppe [hovedløse] dukker ud som fodboldspillerede, hvilket henviser til voldtægter udført af religiøse grupper, som fandt sted i Algier i 1990'erne.

Shanghai-hat 1

Blogcensur underløbet: Det er ikke muligt fra Kina at skrive eller læse blogs, i hver fald ikke til eller fra blogspot.com (Facebook er heller ikke tilgængelig, det er anderledes overleveligt, måske endda mentalt sundt). Derfor er, hvis operationen lykkes, denne meget lidt subversive tekst cut&pastet på bloggen via en mail til min søn hjemme i DK.

Det regner ikke længere i Shanghai: I går fredag, da vi ankom, silede det deprimt ned hele dagen, men her lørdag morgen. klokken er 8:30 i Shanghai, 01:28 I København, er det nok gråt og grimet, men tilsyneladende tørt, som jeg kigger ud af vinduet i mit absurd roomy hotelværelse på 13. Etage på den nedslidt futuristiske arkitektur, alle, guides og guidebøger, er enige om at sammenligne med Blade Runner, og det er rigtigt nok, det ligner til forveksling Blade Runner, især når neonen flammer op aftenligt – der er et kasino, er Sjón og jeg enige om det må være, med den sindsygste neo-drage her lige ved siden af hotellet, der for resten er Holiday Inn Shanghai Vista, 700 Chang Shou Road.

Shanghai Literary Festival: Festivalen er en stor ting i Shanghai, jeg har ved siden af mig en bunke i byen-blade, City Weekend, That’s Shanghai, Time Out Shanghai, Talk Shanghai, festivalen er på forsiden af dem alle sammen, og kuriøst nok er forsiden på Talk Shanghai og That’s Shanghai den samme danske (70’er?)bogreol med titler af Hans Scherfig og Soya og Herdis Møllehave og Dea Trier Mørch, på That’s Shanghai er titlerne bare doktoreret væk og erstattet med magasinets overskrifter: Use your noodle i stedet for Leif Panduro: Daniels anden verden.

Sjón og Riitta og Åsne: Jeg er et internationalt nul ved siden af mine tre nordiske kolleger, islandske Sjón, der uhyrligt cool er i gang med at lave en timelang National Geographic-musical med Björk og Michel Gondry, finske Riitta Jalonen, der rent faktisk er oversat til kinesisk, og norske Åsne Seierstad (der først ankom i aftes), der rapporterer boglangt fra krigszoner, men foreløbig aner ingen uråd.

Glamour Bar: Festivalen blev åbnet med et cocktail party i aftes i den yderst fashionable Glamour Bar, som er den ene af festivalens to scener: pink, pink pink, og en grøn, digital mus, der løb panisk rundt på væggen, og lige så panisk minglen, men ikke helt klart, hvem der var forfattere, og hvem der var Shanghai high society, og en ligesom røget champagnedrink, og til aftensmad en jævn strøm af apetizers. Jes suis glamour, står der på barens tændstikæske, og hvis de siger det!