Der er ingen genrebetegnelse på bogen
og der er foreløbig blevet talt om både
digt og
digte (i ANMELDELSE i WA i dag) og
endda roman
for mig er den hverken eller eller
jeg tænker, den er samme genre som Ola Juléns Orissa,
som også er genreubetegnet
måske kunne den kedeligt bare kaldes
tekstserie
med henvisning til de indtil flere
tegneseriehenvisninger indeni
(ligesom HCA's Billedbog uden Billeder:
tegneserie uden tegninger)
en faderkompleks tekstserie
Viser opslag med etiketten H.C. Andersen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten H.C. Andersen. Vis alle opslag
fredag den 19. januar 2018
fredag den 14. juli 2017
Storkøbenhavn hævner HCA
Populært tweet lige nu:
Ben Cameron @ben_cameron
Ben Cameron @ben_cameron
The greatest sitcom never made.
Københavns hævn:
H.C. ANDERSENS BOULEVARD ER
H.C. ANDERSENS BOULEVARD
DICKENS ALLÈ ER
EN SIDEVEJ I SØBORG
torsdag den 15. december 2016
fredag den 9. december 2016
Julekalenderdigt 7 (forsinket)
Min livjægeruniforms
eventmanager
(har ingen yderligere kommentarer
(end denne))
eventmanager
(har ingen yderligere kommentarer
(end denne))
søndag den 10. november 2013
Han forvekslede sild med kaskelot
18 hours ago
Vinderen af dagens konkurrence om i bedste H.C. Andersensk stil at skrive et digt på andres rim er Martine Krogh.
Hendes løsning lyder:
Som udlænding kendte han ikke løvfald
og havde aldrig været til et høstbal.
Han arbejdede dag og nat ved en maskine
og drømte om at få sig en blondine.
Han forvekslede sild med kaskelot.
Til jobsamtaler sagde folk "jeg beklager"
De brugte ytringsfrihed, som det behager
og stod hverken tilbage for at sige sort eller snavset
og spiste han gris, blev de noget forbavset.
Allerhelst ville han bare flyve luftballon
- måske lande på en pariserbagperron.
Digtene er opgivet af Karsten Bjarnholt. Pia Tafdrup, Cindy Lynn Brown. Lars Bukdahl, Ole Bundgaard og Benny Andersen.
Hendes løsning lyder:
Som udlænding kendte han ikke løvfald
og havde aldrig været til et høstbal.
Han arbejdede dag og nat ved en maskine
og drømte om at få sig en blondine.
Han forvekslede sild med kaskelot.
Til jobsamtaler sagde folk "jeg beklager"
De brugte ytringsfrihed, som det behager
og stod hverken tilbage for at sige sort eller snavset
og spiste han gris, blev de noget forbavset.
Allerhelst ville han bare flyve luftballon
- måske lande på en pariserbagperron.
Digtene er opgivet af Karsten Bjarnholt. Pia Tafdrup, Cindy Lynn Brown. Lars Bukdahl, Ole Bundgaard og Benny Andersen.
lørdag den 2. november 2013
HCA-idyl foran Teknisk Skole
Et par helt nedslidte tennissko, der lå i deres æske uden låg. Som om de som kanariefugle havde været indespærret i æsken og havde trampet rundt i den flere år; frustreret og aggressivt sparket løs. Men da så omsider de fik tvunget låget op, havde de havde de ikke længere kræfter til at tage flugten. Ak!
tirsdag den 2. april 2013
DAGENS HCA ER BLENDER!
I dag modtog Jens Blendstrup H.C. Andersen-legatet ved en tilpas ceremoniel ceremoni, med taler af rektor for Københavns Universitet og formanden for Forfatterforeningen og dagens mand i himmelmarmelade:
Kære H.C Andersen, venner og priskomite.
Kære H.C Andersen, venner og priskomite.
Jeg er
rystet. Det er jeg godt nok hver dag.
Men alligevel. Jeg kommer lige fra H.C.Andersens hus i Odense hvor jeg har
causeret over ”Tællelyset.” Og det var meget mærkeligt at stå i hans hus og vide jeg skulle
ind i Tordenskjolds hus hvor han ikke har boet, og have H.C.Andersens
legat. Jeg har godt nok vidst det i
nogen uger nu. Men hver gang en har sagt tillykke har jeg hvisket. Shhh. Det
findes ikke. Det er noget jeg har drømt og på en eller anden måde udstråler gennem huden. Hey rolig nu Jens, tillykke. Shh! Hold kæft. Imorges blev jeg ringet op af en speedsnakkede vært på P4 der ville vide hvad jeg ville bruge prisen til om den
havde ændret mit liv. Hold kæft råbte jeg. Læg på. Den findes ikke.
Men nu er
det altså officielt. Pyh.
Nogen
gange tænker jeg, jeg er en lykkens
pamfilius. Og min kone siger jeg skal
huske det, når jeg andre dage tænker, jeg er et miskendt geni
strandet i en rædselsfuld provinsby for enden
af Sjælland. Men som alle ved er jeg
et utroligt optimistisk menneske. Jeg bliver aldrig melankolsk og kontemplativ,
sygelig sørgmodig og barnagtigt
introvert. Jeg tager ikke livet tungt,
hvorfor mit forfatterskab lyser af lethed og livslyst. (desværre synes jeg ikke jeg udvikler mig mod at blive en svane,
men mod at blive en grimmere og grimmere ælling med Sonofon-reklame-vandhoved. Det er tragisk og derfor er det dejligt at der er nogen der ser jeg
måske rummer noget mere. ) Jeg havde aldrig i mit liv troet,
jeg skulle have en pris i H.C. Andersens navn.
Jeg har
det lidt som da jeg i 2010 fik prisen som årets piberyger. Jeg må straks begynde at storryge. For at gøre mig fortjent til prisen.
Jeg har
kun skrevet én historie hvor HC Andersen er med. Og det er om to hjemløse tyve der flytter ind i eventyret Fyrtøjet. Der bor de så mellem linjerne og roder og stjæler de mærkelige HC Andersen udtryk
mens de i øvrigt taler sammen på deres eget mere hm bramfrit jævne danske.
Men
alligevel er der noget der binder mig og H.C sammen. Hold nu op, Jens, vil mange
af jer sikkert sige. Lov os det ikke er noget om din far. Det er det ikke.
Aahh, bare lidt min dreng … du ved hvor jeg elsker kongehus og priser...
Nej,
fader. Du er borte.
Men jeg ville være så stolt over at stå i min gamle Herlovianer-jakke
i Tordenskjolds pragtfulde sale.
Ja, men det er min pris fader. Vig bort. På fattiggården med dig, din gamle førtidspensionerede pyskolog.
Der er et
skæbnesammenfald.
Da
H.C. Andersen flyttede til København var det for at blive
balletdanser...
Jeg ville
også være balletdanser. Jeg
dansede for Jarl Borgen på Borgens Forlag, for at få antaget min første novellesamling Mennesker
i en mistbænk.
Måske var det derfor der gik så mange år før jeg fik antaget min næste bog.
Det gik
ad helvede til. Og det gjorde det vist også for H.C. Andersen. Der skal
have danset i nogen frygteligt stramme pik-bukser for nogen adelige damer. Indtil de bad ham læse noget op i stedet.
H.C. Andersen
elskede anerkendelse
Det gør jeg også.
H.C. Andersen
blev i sin levetid oversat til et uhørt antal sprog
Jeg er
oversat til japansk og finsk. 4 sider.
H.C. Andersen
gik hele livet med en pose omkring halsen hvor der stod navnet på hans første store ulykkelige kærlighed Rigborg Voigt.
Det gør jeg også. Det ved Malene ikke, men der står: Elskede Iben med de store patter. Hvorfor ville du ikke
ha mig i Skæring Forsamlingshus. Inderst
inde elsker jeg også Bonnie Tyler.
H.C. Andersen hadede børn på sine knæ.
Det gør jeg – ikke. Men mine døtre gider fandme ikke sidde på deres fars knæ mere. Det er så pinligt.
Spøg til side.
Tak for
prisen, jeg er så glad og stolt. Jeg kan love
jer at pengene ikke skal gå til skat … det håber jeg i hvert fald ikke.
Nej! Æren skal gå direkte til min hjerte. Og pengene skal bruges til et par
nye briller, og en ny mindre flad guldaldernæse, og så skal de skal give mig fred til at skrive min erotiske
roman Slagterkoner og bagerenker 2 færdig. Jeg er sikker på H.C. Andersen ville have sat
gentagne krydser i sin dagbog ved læsning af denne bog. Det er en
slem bog. Om en arbejdsløs elektriker der bliver erotisk vakt af bl.a. bulgarske
bryderkvinder, der bor i en by hvor der kun er, ja, bulgarske bryderkvinder der
savner en voldsomt venlig mand. Så tak. Og skål. Hvor er jeg glad.
lørdag den 15. december 2012
H.C. Andersenitis
Ikke det alt for meget skriveri om det virkelig ikke særlig blændende og givetvis totalt svindlede eventyr "Tællelyset" (så skrumlet og tåget en konkret-fabuleren), men den almindelige, irriterende tendens til besjæling og personificering af ting og sager - og juletræer, som skiltet på Røde Mellemvej, hvor hjemløse sælger juletræer:
HJEMLØSE
JULETRÆER
Ja, et juletræ er vel pr. definition hjemløst! Men man man køber jo ikke et jueltræ, fordi det er synd for det, at det ikke har noget hjem: Hvis vi ikke havde opfundet den besynderlige tradition, ville de jo ikke være blevet fældet, men kunne have stå fredeligt med deres rødder intakt i deres hjemskov. Og jeg kan godt forstå, at de hjemløse spejler sig i jueltræerne, de vil også gerne plantes i en plasticfod et par ugers tid i en varm midddelklassestue, men det bliver de jo ikke, og så er spejlingen rent hjerteskærende, der er ingen der inviterer en hjemløs hjemløs hjem, de køber allersammen en juletræ, fordi de vil købe et juletræ og får småske så lige et par minutters samvittighedsvarme af at købe juletræet AF en hjemløs, det er også et temmelig dårligt eventyr.
HJEMLØSE
JULETRÆER
Ja, et juletræ er vel pr. definition hjemløst! Men man man køber jo ikke et jueltræ, fordi det er synd for det, at det ikke har noget hjem: Hvis vi ikke havde opfundet den besynderlige tradition, ville de jo ikke være blevet fældet, men kunne have stå fredeligt med deres rødder intakt i deres hjemskov. Og jeg kan godt forstå, at de hjemløse spejler sig i jueltræerne, de vil også gerne plantes i en plasticfod et par ugers tid i en varm midddelklassestue, men det bliver de jo ikke, og så er spejlingen rent hjerteskærende, der er ingen der inviterer en hjemløs hjemløs hjem, de køber allersammen en juletræ, fordi de vil købe et juletræ og får småske så lige et par minutters samvittighedsvarme af at købe juletræet AF en hjemløs, det er også et temmelig dårligt eventyr.
fredag den 10. august 2012
3 havfruer
1. Begyndelsen på H.C. Andersens Den lille Havfrue:
Langt ude i havet er vandet så blåt, som bladene på den dejligste kornblomst og så klart, som det reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertov når, mange kirketårne måtte stilles oven på hinanden, for at række fra bunden op over vandet. Dernede bor havfolkene.
Nu må man slet ikke tro, at der kun er den nøgne hvide sandbund; nej, der vokser de forunderligste træer og planter, som er så smidige i stilk og blade, at de ved den mindste bevægelse af vandet rører sig, ligesom om de var levende. Alle fiskene, små og store, smutter imellem grenene, ligesom heroppe fuglene i luften. På det allerdybeste sted ligger havkongens slot, murene er af koraller og de lange spidse vinduer af det allerklareste rav, men taget er muslingeskaller, der åbner og lukker sig, eftersom vandet går; det ser dejligt ud; thi i hver ligger strålende perler, én eneste ville være stor stads i en dronnings krone.
Havkongen dernede havde i mange år været enkemand, men hans gamle moder holdt hus for ham, hun var en klog kone, men stolt af sin adel, derfor gik hun med tolv østers på halen, de andre fornemme måtte kun bære seks. Ellers fortjente hun megen ros, især fordi hun holdt så meget af de små havprinsesser, hendes sønnedøtre. De var 6 dejlige børn, men den yngste var den smukkeste af dem alle sammen, hendes hud var så klar og skær som et rosenblad, hendes øjne så blå, som den dybeste sø, men ligesom alle de andre havde hun ingen fødder, kroppen endte i en fiskehale.
2. Et stykke inde i Disneys The Little Mermaid:
3. Anden halvdel af teksten "Havfruens eskalerede moment" i Cecilie Linds Dughærget pupil accelererer tusmørke:
(...) aldrig vil hun ende som søanemonematrone vulgaritet er ynkværdighed i grotesk udfoldelse duller hun sig op og nynner skummelt vær et andet forbitret barn end det der til syne lader sig komme i spejlet nu er nuet nærværende det er øjeblikke af omvendelse hvor attituden oprigtigt udfoldes men i et andet regi at ryste af sig al distraktion vil gavne rivaler lokkes ikke til modangreb at rippe op i sår og sarte stoffer tørster ikke nok hun længes muligvis sulter ikke nok mangler mangler hårdt afstået interesse for legelyst driver videre til omsonst orgie gløder råt af arbitrær tillid alligevel en brist et brud på glubsk gråzone forulempet legeme men halen hænger slapt spiddet fra frue til pige omvendt forvandling svælger i ben og bevægelig gang bringer frem de kurtiserede vipper slipper let i blæst løses op forventet ankomst sært retoucheret motiv fremkalder vilkårlige bundne skærer stemme bortfaldet formidlingsorgan svinder hen ad vejen udstødes barnet drænet for salt syder upåagtet yder uselvisk opløsning skummet blik på overflade ekser ud i fragment drister kurtiseret kød sig fri af kontur og ånder ud over horisonter søges fugl
Langt ude i havet er vandet så blåt, som bladene på den dejligste kornblomst og så klart, som det reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertov når, mange kirketårne måtte stilles oven på hinanden, for at række fra bunden op over vandet. Dernede bor havfolkene.
Nu må man slet ikke tro, at der kun er den nøgne hvide sandbund; nej, der vokser de forunderligste træer og planter, som er så smidige i stilk og blade, at de ved den mindste bevægelse af vandet rører sig, ligesom om de var levende. Alle fiskene, små og store, smutter imellem grenene, ligesom heroppe fuglene i luften. På det allerdybeste sted ligger havkongens slot, murene er af koraller og de lange spidse vinduer af det allerklareste rav, men taget er muslingeskaller, der åbner og lukker sig, eftersom vandet går; det ser dejligt ud; thi i hver ligger strålende perler, én eneste ville være stor stads i en dronnings krone.
Havkongen dernede havde i mange år været enkemand, men hans gamle moder holdt hus for ham, hun var en klog kone, men stolt af sin adel, derfor gik hun med tolv østers på halen, de andre fornemme måtte kun bære seks. Ellers fortjente hun megen ros, især fordi hun holdt så meget af de små havprinsesser, hendes sønnedøtre. De var 6 dejlige børn, men den yngste var den smukkeste af dem alle sammen, hendes hud var så klar og skær som et rosenblad, hendes øjne så blå, som den dybeste sø, men ligesom alle de andre havde hun ingen fødder, kroppen endte i en fiskehale.
2. Et stykke inde i Disneys The Little Mermaid:
3. Anden halvdel af teksten "Havfruens eskalerede moment" i Cecilie Linds Dughærget pupil accelererer tusmørke:
(...) aldrig vil hun ende som søanemonematrone vulgaritet er ynkværdighed i grotesk udfoldelse duller hun sig op og nynner skummelt vær et andet forbitret barn end det der til syne lader sig komme i spejlet nu er nuet nærværende det er øjeblikke af omvendelse hvor attituden oprigtigt udfoldes men i et andet regi at ryste af sig al distraktion vil gavne rivaler lokkes ikke til modangreb at rippe op i sår og sarte stoffer tørster ikke nok hun længes muligvis sulter ikke nok mangler mangler hårdt afstået interesse for legelyst driver videre til omsonst orgie gløder råt af arbitrær tillid alligevel en brist et brud på glubsk gråzone forulempet legeme men halen hænger slapt spiddet fra frue til pige omvendt forvandling svælger i ben og bevægelig gang bringer frem de kurtiserede vipper slipper let i blæst løses op forventet ankomst sært retoucheret motiv fremkalder vilkårlige bundne skærer stemme bortfaldet formidlingsorgan svinder hen ad vejen udstødes barnet drænet for salt syder upåagtet yder uselvisk opløsning skummet blik på overflade ekser ud i fragment drister kurtiseret kød sig fri af kontur og ånder ud over horisonter søges fugl
onsdag den 5. oktober 2011
J-E-A-N
Triptykon i anledning af uddelingen af Albertine-Prisen til René Jean Jensen 5. oktober, 2011 på Forfatterskolen
Motto af Jean Paul (muligvis eneste tyskskrivende digter, der hedder Jean):
Jeder Mensch glaubt, er sei unter allen der wichtigste, der beste; aber nur der Narr und der Dummkopf haben den Mut, es zu sagen.
1. JEAN DE FRANCE af Ludvig Holberg (hidtil navnkundigste Jean i dansk litteratur) – 3. scene, 1. akt
3. H.C.. Andersens eventyr HJERTESORG oversat til engelsk af Jean Hersholt (1886-1956, dansk skuespiller i Hollywood, der oversatte samtlige HCA’s eventyr)
HEARTBREAK
The story we have for you here is really divided into two parts. The first part could be omitted, but it gives us some preliminary information which is useful.
We were staying at a manor house in the country, and it happened that the owner was absent for a day or so. Meanwhile a lady with a pug dog arrived from the next town; come, she explained, to dispose of the shares in her tannery. She had her certificates with her, and we advised her to seal them in an envelope and to write on it the address of the proprietor of the estate, "General War Commissary, Knight," etc.
She listened to us, took up the pen, then hesitated, and begged us to repeat the address slowly. We complied and she wrote, but in the middle of the "General War--" she stopped, sighed, and said, "I'm only a woman!" While she wrote, she had placed her Puggie on the floor, and he was growling, for the dog had come with her for pleasure and health's sake, and a visitor shouldn't be placed on the floor. He was characterized outwardly by a snub nose and a fleshy back.
"He doesn't bite," said the woman. "He hasn't any teeth. He's like one of the family, faithful and grouchy; but the latter is the fault of my grandchildren for teasing him. They play wedding, and want to make him the bridesmaid, and that's too strenuous for the poor old fellow."
Then she delivered her certificates and took Puggie up in her arms. And that's the first part of the story, which could have been omitted.
Puggie died! That's the second part.
About a week later we arrived in the town and put up at the inn. Our windows looked out into the tannery yard, which was divided into two parts by a wooden fence; in one section were hides and skin caps, raw and tanned. Here was all the equipment for carrying on a tanning business, and it belonged to the widow. Puggie had died that morning and was to be buried in this section of the yard. The widow's grandchildren (that is, the tanner's widow's, for Puggie had never married) covered the grave-a grave so beautiful it must have been quite pleasant to lie there.
The grave was bordered with broken flowerpots and strewn over with sand; at its head they had stuck up a small beer bottle with the neck upward, and that wasn't at all symbolic.
The children danced around the grave, and then the oldest of the boys, a practical youngster of seven, proposed that there should be an exhibition of Puggie's grave for everybody living in the street. The price of admission would be one trouser button; that was something every boy would be sure to have and which he also could give to the little girls. This suggestion was adopted by acclamation.
And all the children from the street, and even from the little lane behind, came, and each gave a button. Many were seen that afternoon going about with one suspender, but then they had seen Puggie's grave, and that sight was worth it.
But outside the tannery yard, close to the entrance, stood a ragged little girl, very beautiful, with the prettiest curly hair, and eyes so clear and blue that it was a pleasure to look into them. She didn't say a word, nor did she cry, but every time the gate was opened she looked into the yard as long as she could. She had no button, as she knew very well, so she had to stand sorrowfully outside, until all the others had seen the grave and everyone had left. Then she sat down, put her little brown hands before her eyes, and burst into tears, for she alone hadn't seen Puggie's grave. It was a heartache as great as any grown-up can experience.
We saw this from above-and seen from above, this, like many of our own and others' griefs could, made us smile! That's the story, and anyone who doesn't understand it can go and buy a share in the widow's tannery.
Jean Hersholt
Motto af Jean Paul (muligvis eneste tyskskrivende digter, der hedder Jean):
Jeder Mensch glaubt, er sei unter allen der wichtigste, der beste; aber nur der Narr und der Dummkopf haben den Mut, es zu sagen.
1. JEAN DE FRANCE af Ludvig Holberg (hidtil navnkundigste Jean i dansk litteratur) – 3. scene, 1. akt
JEAN : La la la la la la. Nu kommer jeg ikke ihu den bougre de pagrad, som jeg lærte sidst af Monsieur Blondis; pardi, det er en grand malleur. Mais voilá mon père et mon Sviger-Père; bon matin, Messieurs ! comment vive ma chere Isabelle?
JERONIMUS : Hør, min god Hans Frandsen! Jeg er fød i Christen Bernikovs Stræde, min Fader ligesaa. Der har aldrig nogen Isabelle eller Fidelle været i vort Huus; jeg hedder Jeronimus Christophersen og min Datter Elsebeth med Gud og Æren.
JEAN: Det er alt det samme, mon cher Sviger-Papa: Elsebet, Isabelle eller Belle; alene det sidste er det meer fornemme.
JERONIMUS: Hvo der kalder min Datter Belle, skal have med mig at bestille; thi det er et Hundenavn. Vil I ikke kalde os ved vore Christne-Navne, kan I see Jer om et andet Svogerskab. Jeg er en gammeldags ærlig Borger, og lider ikke saadanne nye Allamoder, forstaar mig heller ikke paa saadan høitraven Parlering.
JEAN: Pardonnez moi! Mon cher Sviger-Papa! Man siger aldrig nye Allamoder (…) c’est ne pas bon Parisisk, c’est Bas-Breton, pardi, La la la la. Dette er det nyeste Menuet, composé par le Sieur Blondis. Pardi, det er en habile homme, le plus grand Dantze-maitre en Europa. Hedder ikke Dantze-Maitre paa Dansk ogsaa Dantze-Maitre ? Jeg oublieret ganske mit Dansk dans Paris.
JERONIMUS: Det er Skade, at I har ikke glemt hvert Bogstav; thi nu kan hverken Dansk eller Fransk forstaa Jer. Havde I biet 14 Dage længer i Paris, havde I vel ogsaa glemt Jer Navn.
JEAN: No ma foi, jeg glemmer aldrig saa let, at jeg hedder Jean de France, non pardi non.
JEAN: No ma foi, jeg glemmer aldrig saa let, at jeg hedder Jean de France, non pardi non.
FRANDS; Jean de France nong Paradis nong, er det Hans Frandsen på Dansk? Det Sprog maa være mere rigt end vores.
JERONIMUS: Det var bedre, i Steden for at spørge mig om Saadant, at I gav Eders Søn et par Ørefigen paa hans Pandebrask.
JEAN: Messieurs! Je demande pardon, jeg maa gaae ; vi Parisiens kan ikke være længe paa eet Steds. La la la la la la. Jeg maa hen og see mig lidt om á la Greve. Adieu si long!
[Gaaer ud.]
[Gaaer ud.]
2. Jean vs. Jean, en navneremse
Jean-Luc Godard
Jean Harlow
Wyclef Jean
Jean M. Auel
Jean Baudrillard
Jean Seberg
Jean Renoir
Jean Rhys
Jean Sibelius
Jean-Luc Godard
Jean Harlow
Wyclef Jean
Jean M. Auel
Jean Baudrillard
Jean Seberg
Jean Renoir
Jean Rhys
Jean Sibelius
Jean Smart
Jean-Paul Sartre
Jean Stapleton
Jean Racine
Jean-Paul Sartre
Jean Stapleton
Jean Racine
Jean Shrimpton
Jean Cocteau
Jean Simmons
Jean Genet
Jean Genie
Jean Genet
Jean Genie
HEARTBREAK
The story we have for you here is really divided into two parts. The first part could be omitted, but it gives us some preliminary information which is useful.
We were staying at a manor house in the country, and it happened that the owner was absent for a day or so. Meanwhile a lady with a pug dog arrived from the next town; come, she explained, to dispose of the shares in her tannery. She had her certificates with her, and we advised her to seal them in an envelope and to write on it the address of the proprietor of the estate, "General War Commissary, Knight," etc.
She listened to us, took up the pen, then hesitated, and begged us to repeat the address slowly. We complied and she wrote, but in the middle of the "General War--" she stopped, sighed, and said, "I'm only a woman!" While she wrote, she had placed her Puggie on the floor, and he was growling, for the dog had come with her for pleasure and health's sake, and a visitor shouldn't be placed on the floor. He was characterized outwardly by a snub nose and a fleshy back.
"He doesn't bite," said the woman. "He hasn't any teeth. He's like one of the family, faithful and grouchy; but the latter is the fault of my grandchildren for teasing him. They play wedding, and want to make him the bridesmaid, and that's too strenuous for the poor old fellow."
Then she delivered her certificates and took Puggie up in her arms. And that's the first part of the story, which could have been omitted.
Puggie died! That's the second part.
About a week later we arrived in the town and put up at the inn. Our windows looked out into the tannery yard, which was divided into two parts by a wooden fence; in one section were hides and skin caps, raw and tanned. Here was all the equipment for carrying on a tanning business, and it belonged to the widow. Puggie had died that morning and was to be buried in this section of the yard. The widow's grandchildren (that is, the tanner's widow's, for Puggie had never married) covered the grave-a grave so beautiful it must have been quite pleasant to lie there.
The grave was bordered with broken flowerpots and strewn over with sand; at its head they had stuck up a small beer bottle with the neck upward, and that wasn't at all symbolic.
The children danced around the grave, and then the oldest of the boys, a practical youngster of seven, proposed that there should be an exhibition of Puggie's grave for everybody living in the street. The price of admission would be one trouser button; that was something every boy would be sure to have and which he also could give to the little girls. This suggestion was adopted by acclamation.
And all the children from the street, and even from the little lane behind, came, and each gave a button. Many were seen that afternoon going about with one suspender, but then they had seen Puggie's grave, and that sight was worth it.
But outside the tannery yard, close to the entrance, stood a ragged little girl, very beautiful, with the prettiest curly hair, and eyes so clear and blue that it was a pleasure to look into them. She didn't say a word, nor did she cry, but every time the gate was opened she looked into the yard as long as she could. She had no button, as she knew very well, so she had to stand sorrowfully outside, until all the others had seen the grave and everyone had left. Then she sat down, put her little brown hands before her eyes, and burst into tears, for she alone hadn't seen Puggie's grave. It was a heartache as great as any grown-up can experience.
We saw this from above-and seen from above, this, like many of our own and others' griefs could, made us smile! That's the story, and anyone who doesn't understand it can go and buy a share in the widow's tannery.
Jean Hersholt
tirsdag den 6. september 2011
Kritik er min far
I dag er også en mærkedag, fordi Kritik nr. 200 udkommer, et temanummer om kritik, som jeg regner med at få fingre i senere på dagen (min redaktør fortæller mig, at der flere mulige kommentar-anledninger, herunder et akademisk Kodal-forsvar!?) - forhåbentlig i god tid før receptionen i samme anledning på Gyldendal klokken 16, som jeg planlægger at deltage i, dels på egen vegne, jeg debuterede umindeværdigt som tidsskriftsartikelforfatter i nr. 78, 1987, "Livet i livmoderskibet. Med Bowie og Strunge in outer space" og har siden, med ujævne mellemrum, bidraget flere gange - og er redaktør af et konkurrerende, ikke mindre sejlivet tidsskrift, og dels på familiens vegne: min far, Jørgen K. Bukdahl (1936-1979), var medredaktør af Kritik i to år, 1970-1971, nr. 13-20, i kvartet med Erik A. Nielsen, Peer E. Sørensen og Knud Wentzel afløste han tidsskriftets stiftere Aage Henriksen og Johan Fjord Jensen.
Her er afslutningen på min fars artikel i det sidste nummer, han redigerede, "Ophævelsen af filosofikum - "ophævelsen" af filosofien":
Forsvaret for den generelle filosofi har det videre sigte at pege på en vigtig sammenhæng mellem 'kritik" og "ren teori", nemlig at kritikken ikke er sit eget formål, dvs. at livet ikke går op i at forholde sig selvstændigt, i evig bevægelse; kritikken er til for befrielsen af udfoldelsesformer, som vi nu engang har og hvis form for liv ikke nødvendigvis er af den kritiske holdnings opbrudskarakter, f.eks. vor i en vis forstand desinteresserede nysgerrighed i alle dens former: Fornøjelsen ved at finde ud af ting og prøve at finde grunde og sammenhænge. Undertrykkelsen, som kritikken sporer og bekæmper, er en undertrykkelse af den slags livsformer. Erkendelsen heraf rejser også det spørgsmål, i hvilket omfang sådanne livsformer må beskyttes mod undertrykkelse ved institutionalisering.
God sagt, far (som jeg altid bare kaldte Jørgen)!
Og her et uddrag, ca. midtvejs, fra min yndlingsartikel i min fars årgange, (24-årige) Jens Smærup Sørensens "Andersen":
Andersen var én af de første overhovedet til at skaffe sig sin écriture. Mens hans første værker ret nøje følger normen sker der ved begyndelsen af eventyrproduktionen en enorm udvikling. Han sprogbrug bliver væsentlig anderledes end samtidens - det véd enhver - og oftest er det forklaret ved at hans eventyr henvender sig til børn og sprogbrugen derfor på den ene eller aden anden måde skulle forholde sig til barnesprog. Men da denne sprogbrug, eller rettere visse træk ved den, i langt den største del af eventyrene er det eneste børn kunne tænkes at interessere sig for, er det nærliggende at lede efter en anden grund. Vi vælger denne: Andersen har bevidst brudt med den gængse sprogbrug for så alene at gå på opdagelse i sproget, og han har gjort det fordi der ikke gaves nogen anden udvej.
Godt redigeret, Jørgen!
Tillykke med de 200, Kritik, forbliv kritisk kritisk!
Her er afslutningen på min fars artikel i det sidste nummer, han redigerede, "Ophævelsen af filosofikum - "ophævelsen" af filosofien":
Forsvaret for den generelle filosofi har det videre sigte at pege på en vigtig sammenhæng mellem 'kritik" og "ren teori", nemlig at kritikken ikke er sit eget formål, dvs. at livet ikke går op i at forholde sig selvstændigt, i evig bevægelse; kritikken er til for befrielsen af udfoldelsesformer, som vi nu engang har og hvis form for liv ikke nødvendigvis er af den kritiske holdnings opbrudskarakter, f.eks. vor i en vis forstand desinteresserede nysgerrighed i alle dens former: Fornøjelsen ved at finde ud af ting og prøve at finde grunde og sammenhænge. Undertrykkelsen, som kritikken sporer og bekæmper, er en undertrykkelse af den slags livsformer. Erkendelsen heraf rejser også det spørgsmål, i hvilket omfang sådanne livsformer må beskyttes mod undertrykkelse ved institutionalisering.
God sagt, far (som jeg altid bare kaldte Jørgen)!
Og her et uddrag, ca. midtvejs, fra min yndlingsartikel i min fars årgange, (24-årige) Jens Smærup Sørensens "Andersen":
Andersen var én af de første overhovedet til at skaffe sig sin écriture. Mens hans første værker ret nøje følger normen sker der ved begyndelsen af eventyrproduktionen en enorm udvikling. Han sprogbrug bliver væsentlig anderledes end samtidens - det véd enhver - og oftest er det forklaret ved at hans eventyr henvender sig til børn og sprogbrugen derfor på den ene eller aden anden måde skulle forholde sig til barnesprog. Men da denne sprogbrug, eller rettere visse træk ved den, i langt den største del af eventyrene er det eneste børn kunne tænkes at interessere sig for, er det nærliggende at lede efter en anden grund. Vi vælger denne: Andersen har bevidst brudt med den gængse sprogbrug for så alene at gå på opdagelse i sproget, og han har gjort det fordi der ikke gaves nogen anden udvej.
Godt redigeret, Jørgen!
Tillykke med de 200, Kritik, forbliv kritisk kritisk!
Abonner på:
Opslag (Atom)
