tirsdag den 30. januar 2018

Anekdotiske forretningshemmeligheder

Jeg har lige mødtes med Nils Gunder Hansen, der er ved at færdigskrive sin bog om min far, Jørgen K. Budahl (som det også fremgår af et tekststykke i Korshøjen), og han fortalte mig indtil flere for vilde og fine anekdoter, som jeg ikke kan løfte sløret for her, fordi han selvfølgelig skal have lov til at gemme dem, han kan bruge, til sin bog, men højst mærkeligt at få fortalt gode historier om sin far (som andre har fortalt Gunder) i fortrolighed, så I skulle bare vide (hvad der skete ved Margrete Aukens forældres sølvbryllup), men sssh!

mandag den 29. januar 2018

Bedste dis af Bertel T. i 200 år

- også fra Må gerne berøres:

Nips fås også
i store størrelser.
   Henvendelse:
   B. Thorvaldsen,
    Slotsholmen.

Billedresultat for bertel thorvaldsen

Må gerne - Google-poetisk

må gerne - engelsk oversættelse - bab.la dansk-engelsk ordbog

https://da.bab.la/ordbog/dansk-engelsk/må-gerne
Oversættelse for 'må gerne' i den gratis dansk-engelsk ordbog og mange andre engelske oversættelser.

mågerne — Den Danske Ordbog - Ordnet

ordnet.dk/ddo/ordbog?query=mågerne
Søgning på “mågerne” i Den Danske Ordbog. Find betydning, stavning, synonymer og meget mere i moderne dansk.

Debatindlæg om at være chokoladefarvet: Du må gerne kalde mig for ...

https://politiken.dk/debat/.../Du-må-gerne-kalde-mig-for-neger-hvis-du-ikke-er-klogere
22. sep. 2017 - Debatindlæg om at være chokoladefarvet: Du må gerne kalde mig for neger, hvis du ikke er klogere. I stedet for at opfatte det som negativt, hvis en dansker antager, at vi danser godt eller kommer med sjofle kommentarer om vores store læber, så kunne man jo vende den rundt og sige: Ja, jeg er neger!

Trump: USA skal være først, men I andre må gerne være med - TV 2

nyheder.tv2.dk/.../2018-01-26-trump-usa-skal-vaere-foerst-men-i-andre-maa-gerne-v...
for 3 dage siden - Den amerikanske præsident havde tre klare budskaber, da han talte ved World Economic Forum i den schweiziske skisportsby Davos.

MÅ GERNE BERØRES - Johannes Larsen Museet

www.johanneslarsenmuseet.dk/planlaeg-besoeg/kalender/2018/maa-gerne-beroeres/
Oplev en udstilling skabt af billedhugger Lars Abrahamsen og forfatter og digter Eske K. Mathiesen. Lars Abrahamsen lægger vægt på, at skulpturen er et sansbart stykke kunst, der også skal opleves med hænderne. Derfor alle værker i denne udstilling gerne berøres. Det understreger Eske K. Mathiesen smukt i et digt ...

Sosu'erne må ikke ryge - borgmesteren må gerne - Kanal Frederikshavn

www.kanalfrederikshavn.dk/vis/.../sosuerne-maa-ikke-ryge-borgmesteren-maa-gerne/
for 3 dage siden - Frederikshavn Kommune har forskellige rygeregler for kommunens ansatte. For eksempel sosu-personalet ikke ryge, mens de er på arbejde, mens de ansatte på rådhuset gerne må.

Indsamlingsnævn: Donationer til Ali må gerne sendes retur | TV 2 Lorry

https://www.tv2lorry.dk/.../indsamlingsnaevn-donationer-til-ali-maa-gerne-sendes-retu...
for 3 dage siden - Hvis den konservative politiker Mette Abildgaard kommer frem til, at de penge, hun har samlet ind til bager Ali Parnian fra Tingbjerg, skal sendes retur til donorerne, er der ikke noget juridisk til hinder for det. Men det vil være meget usædvanligt, fortæller formanden for Indsamlingsnævnet, Christian ...

Ekspert: Virksomheder må gerne laver regler for medarbejdernes ... - DR

https://www.dr.dk/.../ekspert-virksomheder-maa-gerne-laver-regler-medarbejdernes-p...
16. jan. 2018 - Nogle virksomheder har indført regler for, hvordan medarbejderne skal parkere deres bil på arbejdspladsen.

Nøj, det' for voksne: - Jeg må gerne have mine modeller stående i ...

https://www.fyens.dk/middelfart/Noej-det-for-voksne...maa-gerne...i.../3225834
for 21 timer siden - Leif Vognsen på 65 fra Vester Kærby er besøgende på udstillingen og er blandt andet på udkig efter tysk militærgrej fra Anden Verdenskrig. Foto: Sebastian Stave Sjöberg; Nøj, det' for voksne: - Jeg må gerne have mine modeller stående i. 2 / 8. Lars Rabech (tv.) genopdagede modelbyggerhobbyen for 10 ...

Donationer til Bager-Ali må gerne sendes retur - Avisen.dk

https://www.avisen.dk/donationer-til-tingbjerg-bager-maa-gerne-sendes-retu_481466....
for 3 dage siden - Politiker overvejer at betale knap 500.000 kroner tilbage til tusindvis af borgere, der har støttet bager.

Læsernes liste: Disse ord må gerne dø i 2018 - Euroman

https://www.euroman.dk › Kultur
for 5 dage siden - Ja faktisk så meget, at vi gerne så dem forsvinde helt ud af sprogbrugen. Sprog. Nogle læsere indvendte, at vi burde bruge vores tid på noget fornuftigere end at fortælle andre, hvad de og ikke sige. Det kan de jo have ret i. Men heldigvis er vi ikke kun sat i verden for at være fornuftige, men også for ...

Naturen må gerne betrædes - Naturstyrelsen

naturstyrelsen.dk › Forside › Publikationer › 2009 › mar
16. mar. 2009 - men træd varsomt. Folder om adgangsreglerne mv.

"De må gerne larme endnu mere" - Sønderjysk Elitesport A/S

https://soenderjyske.dk/ishockey/maa-gerne-larme-endnu-mere/
“De må gerne larme endnu mere”. Jesper Klitgaard, 4. januar 2018, kl. 18:12. 1067. SønderjyskE ishockey byder fredag aften op til en formentlig spændende og tæt affære, når Aalborg Pirates gæster det sydlige DANMARK. Gæsterne hører vanen tro til i den absolutte top af dansk ishockey, og holdet fra nord møder op med ...

Det må gerne ligne noget, som er snittet i min barndoms ladeport ...

https://kunsten.nu/journal/maa-gerne-ligne-snittet-min-barndoms-ladeport/
19. jan. 2018 - “Bird is a word”. Som en sær krydsning mellem Johannes Larsen og Joseph Kosuth indtager Svend-Allan Sørensen en særlig position, hvor landlivet – og ikke mindst fuglene – er et omdrejningspunkt, og hvor sproget skaber billederne i de grafiske værker. Med grafikken fandt kunstneren den særlige ...

søndag den 28. januar 2018

Åh, et Eske-digt omsider at gemme sig i

Det forekommer som lang tid siden sidst der udkom et hæfte/katalog, der var nye digte af Eske K. Mathiesen i, men nu fik jeg lige fingre i Må gerne berøres  (gad vide om det er meningen, at titlen også kan læses som: Mågerne berøres?) med billeder af skulpturer af Lars Abrahamsen og digte - med primært skulpturtema - af Eske. De første 18 digte har været trykt tidligere, i et andet skulpturelt katalog, men resten er splinternye, blandt andet dette perfekte, hans 117. mindst med svaletema (og igen, skjult: mågerne!):

Min gravsten må gerne ligge i flugt
med svalerne, der stryger lavt,
når mørket falder på.

Tues fine bunke / Bunkens fine Tue

Tue Andersen Nexø anmelder i Information, som den første, alle 4 bind i OrissaBiblioteket på én gang, præmie til ham bare for det (siger det forkælede barn i flokken, med 2 særanmeldelser i lommen).

Selvfølgelig og helt rimeligt mener han, at Lind-bindet, er det betydeligste:

"Tættest på den oprindelige, og også mest spændende, tror jeg, er Cecilie Linds Ragusa, små noter om graviditet og mental skrøbelighed. Hendes skrift kan ellers godt blive en næsten uigennemtrængelig mur af ordspil og henvisninger til en piget og sort gotik, hvor måner og feer og perlekæder danser runddans med døden og trangen til at ødelægge sig selv. Det klæder den helt enormt at blive ordknap. Så får det oppiskede sprog modvægt af noget både hverdagsligt og trøstesløst."

Han er også glad for Myginds Bergamo og knap så glad for Hallings Norske stjerner (som jeg er virkelig begejstret for, finest knirkende maskine jo da!) og i rimelig grad indtaget i Korshøjen:

"Lars Bukdahl er digter, men jo først og fremmest kritiker på Weekendavisen. Han er også kæreste med Cecilie Lind. I sit bidrag, Korshøjen, skriver han om sorgen ved den foregående, snarere end den kommende generation. En af sætningerne i Orissa lyder i al sin enkelthed »Jeg savner min far«, Bukdahl skriver så om sin egen far, teologen Jørgen K. Bukdahl, der døde som 45-årig for snart 40 år siden. Det er rørende, selvfølgelig, og også nyt i forhold til Bukdahls tidligere digte, at han skriver så direkte og nærmest ukunstlet om sorgen. Erindringslimt fra livet som barn - med faren - og fra den morgen, faren lå død i sengen, blander sig med noter om det stadige savn. »At evigvente i børnehavehelvede på Citroënlyd// Cigar// At ryge cigaren, jeg prøvede engang at ryge en af hans cigarer, jeg kommer aldrig til at ryge cigaren// Chokoladekiks som MIN cigar (at fejre i Citroën Ami at være på vej HJEM fra børnehave)« Jeg kan godt lide blandingen af tab og barnlig fryd, der ligger i de her linjer. Derudover føles bogen mest af alt afklaret, på trods af alle Lars Bukdahls parenteser og indskud og store bogstaver nærmest stilfærdig. Korshøjen - den gade, hvor barndomshjemmet lå - skriver om et mørke, der har fundet sin plads, som ikke længere overvælder én og vælter livet omkuld. Det er også fint."

Det bedste er den kollektive konklusion: 

"Orissa-biblioteket er en enormt sjov og god og vellykket idé. Selvfølgelig er der tale om et formeksperiment og en stiløvelse, men på den allerbedste måde.
Og hvornår er det? Jo, når de nye formkrav tvinger forfatternes skrift nye steder hen og giver plads til nye stemninger, nye udsagn, nye former for præcision. Når kravene udvider digternes virkefelt og måske også udvider litteraturens."

Alle veje fører til Veljby-Risskov

Jeg skulle finde en adresse oppe i Charlottenlund, ikke langt fra hvor vi bor, og straks læste jeg vejkiltet Jægersborg Allé som 

JØRGENSBARN ALLÈ

Den originale polygrelhed

Det er slående, når man (omsider) igen sidder med Najas Balladen om Bianca, hvor meget den ÆSTETISK ligner en forgænger til Christina Hagens  Boyfrind og Jungle (bevidst eller ej): Det monstrøse bogformat, flerheden af stemmer/genrer/formater(fonter/pitcher) nede i teksten, men frem for alt den grelle, kulørte, pågående, overblown billedside (som Kim Lykke står for i Bianca):

- fra Bianca:


 fra Jungle

Bonusnote til pristale om polyfonikronoologi

Jeg ville godt, hvis jeg havde haft (intensitetsnedsættende) tid og plads i min tale til Naja om og for hendes bog, sagt noget om, hvordan flerstemmigheden blev opdaget og udviklet og radikaliseret i hendes forfatterskab for nu at kulminere mørkt i Carls bog -

Opdagelsen
skete i den umulige bog, der (ikke overraskende) er min yndlings-Aidt-bog, Balladen om Bianca, 2002 (skabt i samarbejde med Kim Lykke) - Naja taler selv om den i et rigtig godt, værk-katalogisk, selvsikkert interview ved Carsten Andersen i Politiken i dag:

»Da jeg skrev digtsamlingen ’Huset overfor’ begyndte jeg at arbejde langt mere bevidst med form. ’Balladen om Bianca’ var en fortsættelse af den større formbevidsthed. Før skrev jeg bare digte ud i det blå, nu lavede jeg regler for mig selv for at intensivere stoffet. Med ’Balladen om Bianca’ ville jeg gribe tilbage til den episke digtning. Jeg ville skabe et korværk af stemmer, et persongalleri. En fælles historie. Det er en stærkt eksperimenterende bog fuld af fotografier og tegninger, prosa og poesi, mange forskellige slags tekster, også fiktive interviews. Jeg arbejdede tæt sammen med Kim Lykke, som stod for det visuelle. Det var en virkelig sjov bog at skrive, simpelthen en opfindelse af noget, der ikke tidligere var set i dansk litteratur. For mig er der stor frihed i den, jeg magtede nu både poesien og prosaen og kunne smelte genrerne sammen, lave noget skævt og vildt med sproget."

Udviklingen
fortsatte i digtsamlingen Poesibog, endnu et interviewcitat:

"'Poesibog’ er min måske mest helstøbte digtsamling, og det er egentlig paradoksalt, for jeg fattede overhovedet ikke, hvad jeg lavede, da jeg skrev den. Den tager fat i alle mulige måder at skrive digte på, og den er det eneste selvbiografiske, jeg har skrevet, ud over ’Carls bog’. At være barn i 1970’erne, midt i et nybrud i tiden. Hvilke konsekvenser havde det? Det var jeg optaget af. Det er en bog om lede, også om lede over for poesien. Det var faktisk det, der satte mig i gang og blev en drivkraft. Jeg hadede poesi på det tidspunkt, syntes, den var latterlig og tilhørte den gamle verden, og havde vel en form for identitetskrise i forhold til at skrive. En fredag lagde jeg alle digtene ud på gulvet og gik rundt mellem dem. Så lagde jeg dem i bunker, og det blev til de forskellige afsnit i bogen."

Radikaliseringen
fandt sted i Frit Flet, der er skrevet side om side med og i munden på Mette Moestrup og Line Knutzon og med alle mulige andre virkelige og fiktive stemmer (blandt andre jo Camille Cloud) inde over - Bianca-afsnittet fortsat:

"Den (Bianca LB) peger helt sikkert frem mod ’Frit flet’, som jeg skrev sammen med Line Knutzon og Mette Moestrup mange år senere. Kim Lykke er også grafiker og fotograf på ’Frit flet’, som er en hybrid i endnu større udstrækning end ’Ballanden om Bianca’. Jeg er stadig meget glad for de to bøger«.

Kulminationen
er det knaldhårde stemmevirvar i Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage:

"Der findes ingen bøger i verden som den. Den ligner ikke noget. Den er sig selv. Og jeg synes, ’Carls bog’ er min smukkeste bog, den største litterære præstation, jeg nogensinde har frembragt. Og en måde at give noget tilbage på, til læserne, til de levende. I selve den gestus ligger der noget håb og noget kraft. Den er skrevet fra det yderste sted, et sted, hvor alt var skrællet væk, hvor litteraturen blev alvorlig og betydningsfuld på en helt ny måde. Litteraturen blev helt konkret min overlevelse."

fredag den 26. januar 2018

Redaktørens tale, heller ikke tåreløs

En Blogdahl Exclusive:

Gyldendal-redaktør Simon Pasternaks tale, efter pristalen, før Najas manusløse tak (hun havde dog noteret de gange, hun tidligere var blevet nomineret, 4 gange i alt, for Tilgang, Balladen om Bianca, Bavian, Alting blinker), ved overrækkelsen af Weekendavisens Litteraturpris i går aftes:

-->
"Kære Naja, kære jer

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Carls bog er en bog, man ikke har lyst til skal findes, man har ikke lyst til at ”høre om det, ingen vil høre om”, som der står et sted i bogen. Jeg ved, at du ikke ville skrive den, jeg havde ikke lyst til at redigere den, og jeg har hørt mange sige, at de ikke havde lyst til at læse den. Men som du sagde meget hurtigt, efter at det skete, ”Simon, jeg må skrive en bog om det her.” Du skrev den, jeg og til sidst Mette redigerede den, og mange, mange har læst den. Og hvorfor mon? Fordi vi SKAL høre om det vi ikke vil høre om, simpelthen fordi det findes - og så fordi du har skrevet et mesterværk selvfølgelig. Men hvordan skrive sådan en? Som du skriver tidligt i bogen, forsvandt sproget for dig, da det skete, citat ”Mit sprog er goldt”, og du ville ikke skrive ”lækkert” om det her, ikke litterært, velturneret, perfekt, ”skønt”, pyntet. Du kunne ikke bruge det, du vidste og det du allerede kunne. Der var ingenting tilbage. Kun brokker, løse sedler med diffuse beskeder, en mumlen, et kaos. Og hvordan finde en form for det formløse, hvordan finde et sprog igen for et menneske, der lever af netop det, sproget? Hvordan du fandt en vej i det mørke, kan jeg ikke sige noget om. Men jeg kan sige noget om, hvordan det var at redigere den bog fra smulerne og om DET?
Jeg besluttede mig for to regler for mig selv. Regel nr. 1. Jeg ville kun snakke form, form, form. Og Regel nr. 2. Jeg ville ikke tude. Kort sagt: professionalisme frem for alt, nul føleri.
Du bor i New York, og vi havde lange telefonsamtaler i månedsvis, bogen havde svært ved at finde sin form, jeg prøvede at spille klog og vigtig mand, du sendte og jeg læste, vi pushede bøger om sorg til hinanden fra Gilgamesh til Mallarmé, famlende frem og tilbage, men en dag sagde du pludselig, ”nej, det spor skal sgu da ikke med, Simon – kan du ikke SE det, mand?”, og så vidste jeg at du var tilbage som den Naja, jeg kender. Der fandt du tilbage til den formbevidste, helt ned i sætningen brutale ærlighed, der kendetegner dig, du fortsætter, til det, du siger er sandt uanset hvor springende, grimt, klumpet, desperat, kødeligt eller uhyggelig skønt det er, og bogens bue står klar, rå, kærlig – og nødvendig. Ingen distraktioner, ikke nogen lette og lækre veje, ikke NOGET PIS. Så som altid, når vi har lavet bøger de sidste 15 år, bruger du mig som den lidt tungnemme fætter, der lytter og siger ting, indtil du beslutter dig for, hvordan det skal være. Så meget for at fokusere på form og professionalisme, og regel nr. 1 døde.
Da vi slutredigerede bogen i din lejlighed i Brooklyn i december 16, kom regel nr. 2 under pres. Bogen var færdig, og i slutningen skriver du om, at du og din mand Eigil sad på en terrasse i jeres lejlighed og talte dag efter dag:
Du skriver følgende om jer to, citat:
”Alle de aftener, hvor vi to sad i et mørkt hjørne, tæt sammen, på en kasse og en vakkelvorn stol og talte og drak vin. Du og jeg. Du og jeg i sorghjørnet. Vi tændte ikke lys. Vi ønskede at sidde et undseeligt sted i huset, omgivet af gamle havemøbler, poser med visne blade, vi ønskede mørket. Vi græd, vi talte om vores dreng. VI talte om de andre børn, vi talte om vores liv. VI talte om det, der har ændret vores liv. VI holdt hinanden i hånden. Sådan kom vi igennem det første år. Jeg lyttede til dit åndedræt.
Jeg trækker vejret sammen med dig.
Du trækker vejret sammen med mig.” Citat slut.

Jeg ankom til lejligheden, der er i to plan, selve lejligheden og en så tagterrasse og en smal vindeltrappe med et klejnt repos, der forbinder de to planer. Jeg kom og gik op ad vindeltrappen, ud på tagterrassen og spurgte – var det her, hvor I sad?
-       Nej, sagde du.
-       Hvor så?
-       Der, sagde du og pegede på det bittelille repos på vindeltrappen.
-       Der kan man da ikke sidde to.
-       Nej, netop, sagde du.
Og lige der – at se det sorghjørne, at I måtte sidde sådan et ikke-sted for at kunne være i verden, lige der tror jeg, jeg måske så, hvor umuligt det hele har været og for fanden - er. Og så, beklager, Naja, der brød jeg regel nr. 2. Ikke tude.
Så meget for distance og objektivitet.

Jeg vil ikke komme ind på, hvad bogen handler om, men jeg vil gerne fortælle, hvad den IKKE er. Jeg talte med en person, der mente at bogen var terapeutisk, fordi den ”når et sted hen med sin sorg”. Det mener jeg ikke er rigtigt. Den når ikke til afklaring om sorgen, en bog kan ikke gøre tabet mindre, det er faktisk lidt uforskammet at sige, synes jeg, faktisk tænkte jeg på om vedkommende ikke burde udsættes for det, Naja og jeg plejer at sige folk, der ikke forstår, burde udsættes for, nemlig dolkning. Så nej, det er ikke terapi og selvhjælpsbog, men den har fundet et sprog og en form, der kan beskrive den virkelighed, der findes efter at alt er tabt. Den ”hjælper” ikke, men den viser, at sproget og kunsten findes og gør, at vi kan ”høre om det, ingen vil høre om”. Den gør ikke nogen mindre ulykkelige, men den gør det muligt at se det sted, hvor sorgen findes, fordi formen findes.

Så tak for din generøsitet, sit ekstreme mod og din vilje til på enhver måde ikke at ville mere pis! OG tak til Weekendavisen for at have præmieret en bog, man ikke har lyst til at læse. Og tak til læserne, der har læst den alligevel. Og tak til Naja for at have skrevet om det man ikke kan skrive om. Og Naja, nu håber jeg, du vil gå i gang med nye bøger, som du har lyst til at skrive. Tillykke fra Johannes, Mette, Vivi, mig og Gyldendal - og skål! "

Billedresultat for gyldendal trane

Den originale snubletalesætning (NAJA VANDT!)

Den her sætning i min tale (link til talen H E R) for Naja Marie Aidt ved overrækkelsen af Weekendavisens Litteraturpris 2017 (NAJA FIK WA-PRISEN, YEAH HUN GJORDE!) havde min redaktør rettet til publikationen i WA Bøger i dag, men den stod stadig i mit udprintede manus, da jeg rejste mig og tog talen frem fra inderlommen i går aftes, og jeg snublede i den, hårdt, men så begyndte jeg forfra og så lykkedes det, sværere er den ikke:


-->Thi hvorfor dog tale med og høre på andre end de til alle tider om det, der ikke kan tales om, smukkest og sandest talende? 

Sgu-fy-puha

I en eller anden anledning, jeg ikke kan huske, en vejfest eller en fødselsdag, lavede min far nogle lokale versioneringer af Shu-bi-dua-sange, under pseudonymet Sg-fy-Puha, og da jeg 2 år efter hans død oprettede skolebladet Musvågen sammen med mine venner Hans og Christian, bragte vi de sange som føljeton i de første numre, her er en af dem:

RISSKOV

SE SOLEN STIGER OVER JELLERNES SKOLE*
OG LUND** HAN ÅBNER SIN DØR
MENS ESKILS KONE STÅR PÅ HÆNDER FOR LARS WØRTS*
OG JELLEBAKKEN STÅR I FLOR

CYKLEN ER EN DEJLIG KØRER
HUNDEN HAR TO SKØNNE ØRER
RISSKOV ER ET DEJLIGT LAND
FLISEN LIGGER TUNGT PÅ STIEN
LÆR'EN FÅR SIN MAD I KLASSEN
JELLEN ER EN DEJLIG DRENG

DER FINDES ANDRE MENNESKER END DEM FRA RISSKOV
DE BOR I AALBORG OG SNAPSER HELE DA'N
DET HAR VI LI'GODT ALDRIG NOGENSINDE GJORT
DE ANDRE BYER ER NOGET LORT

CYKLEN ER EN DEJLIG KØRER
DE DER SIGER ANDET PLØRER
RISSKOV ER ET DEJLIGT
STED AT VÆRE
DER ER LI'SOM ATMOSFÆRE
RISSKOV ER ET YNDIGT LAND

MUSIK OG TEKST SGU-FY-PUHA

(* Jellebakkeskolen, vores skole i Vejlby Risskov, ** skolens pedel *** lærere på skolen, LW min elskede dansk- og klasselærer)

- også derfor kan jeg virkelig ikke se det som en kritik, når en vis Michael N i en 1 stjernes-brugeranmeldelse på saxo.dk sammenligner Korshøjen med Shu-bi-dua:

"Lars Bukdahl har skrevet en digtsamling om sin døde far. Forfatteren, der senest udkom for otte år siden, er dog noget stiv i leddene og skriver sig underligt sidelæns og ufokuseret ind på emnet. Bogen begynder med 12 (tolv!) digte om familien Bukdahls næser. Enkelte steder kan man høre Piet Hein hviske i næseteksterne, men det forbliver en hvisken, forfatteren maveplasker ustandseligt. Det almengyldige udebliver og man efterlades med en flad Shubidua-fornemmelse. For eksempel i digtet på side 37. Det består kun af følgende to linjer: ”At få en stor næse er ikke nødvendigvis/det samme som at få en lang næse.” Man forventer næsten, at Michael Bundesens dybe røst tager over, og man frygter under den videre læsning, at vi også skal høre om Bukdahls Vuffilivov eller andet, der hører hjemme i kartotekskassen med Shubbernes tekster og anden morfarhumor. Når det er sagt, så skal man ikke forvente, at Bukdahls stemme i digtene kun er den ældre humorists. Undervejs er han også ”totalt jaloux” og ”toppinlig.” Vi mangler bare, at han udbryder LOL eller OMG. Flere gange spørger man sig selv, om det er en skolepige eller voksen mand, der skriver."

Ar skrive som en blanding af Shu-bi-dua og en skolepige, det er smukt gået, synes jeg nok. 

Duellerende hitlister over sublimeste esoterik

Escho-forlægger og forbilledelig ildsjæl Anders Jørgen Mogensen skriver i aneledning af sit idols fødselsdag:



I dag er det Bo Reinholdts 70 års fødselsdag. Jeg siger HURRA. Men ellers er der ikke så mange der siger noget. Fyens stifttidende bringer et lille (og ganske fint) portræt, men ellers er der larmende tavshed fra alle andre medier.
Jeg fejrer det ved at udgive hans nyeste bog MYTOGRAFENS GRILLER via Forlaget Escho. Derudover har jeg lovet ham at jeg vil udgive hver en bog han skriver (og ønsker udgivet).
Så god synes jeg nemlig han er.
Første gang jeg stødte på ham var for seks år siden. Jeg fandt hans bog SALVEREN i en nu lukket boghandel ved Dronning Louises bro. Jeg ved det er 6 år siden for Ingemann var spæd og jeg læste bogen med ham på armen. Ud i et stræk, mens han sov en middagslur. Jeg var rystet over hvor god bogen var. Så rystet at jeg bad Caroline om også at læse bogen så hun kunne fortælle mig om jeg tog fejl. Det mente hun ikke jeg gjorde.
Bagefter gik jagten ind på flere af Reinholdts bøger. De flød på ingen måde i antikvariaterne, men de var til at finde og til ok priser. Ofte spurgte jeg folk om ham, men ingen synes rigtigt at kende til ham, selv om flere bøger var klistret til med lovprisende anmeldercitater. Men jeg blev hurtigt fan. Sådan rigtig fan.
Jeg er så stor fan af Bo Reinholdt at jeg har en top 5 over de af hans bøger jeg bedst kan lide. Det er ikke en jeg har lavet i dag. Nej, det er en liste jeg som fan har været nødt til at lave for det er sådan noget man gør, når man er fan.
Indtil i dag har den været i mit hoved, men nu gives den fri til verden med at ønske om at flere hopper på Reinholdt-vognen, for der er ikke noget jeg hellere vil end at diskutere Bo Reinholdts bøger. Det er drøm at blive uvenner med en af jer derude (altså bare lige i en kort periode) hvis I har en anden top 5 end mig. Men hvis I har en top 3 er I også velkommen til at byde ind med den. Sig et eller andet om Bo Reinholdt og jeg lover at snakke med jer.
Nå her kommer den top 5:  


1: Salveren (1997)
2: Tavlen (1998)
3: Thoras kammer (2006)
4: Almester (2015)
5: Kore (2016)

Stort tillykke til Bo. Hurra. Hurra. Hurra. Og til de fans der er derude kan jeg fortælle at jeg allerede har sniglæst lidt i den bog han arbejder på for tiden og jeg kan godt love jer der er knald på.
NB: De opmærksomme har måske opdaget at Thoras kammer mangler på billedet. Den har jeg desværre lånt ud engang og ikke fået tilbage. Det tænker jeg tit på. Det er jo trods alt nummer 3 af mine Bo Reinholdt yndlingsbøger jeg mangler.



Anders Jørgen Mogensen
Anders Jørgen Mogensen hva Flemming Andersen og Lars Bukdahl: kan man ikke også lige få jeres top 5???
 
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Jo, øjeblik!
Flemming Andersen
Flemming Andersen Kore er ikke med på min, han burde have skrevet den igennem igen. Men I sit billede er helt klart med og Almester ligger og slås med Salveren. Salveren er mere rent skåret, men Almester er langt vildere og frodigere.
Forlaget Escho
Forlaget Escho Almester er bestemt vild og frodig.
 
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Så! Halvt objektivt (hovedværker), halvt subjektivt (yndlingsværker): 
1. Til sprogmesteren. 
2. I sit billede. 
3. Almester. 
4. Salveren, 
5. Øjets purpur (som var den, sammen med Salveren, jeg (anmeldende) opdagede ham med, hvorefter jeg svor evig troskab og fandom og straks læste bagud) (er det OK, Anders, jeg paster din opdatering på blog senere i dag!?)
Forlaget Escho
Forlaget Escho Lars Bukdahl selvfølgelig :-)
Forlaget Escho
Forlaget Escho og jeg må lige ved lejlighed genlæse både I sit billede og Til sprogmesteren
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Ja, vi skal alle genlæse løbende! Og Sprogmesteren hører jo ret siamesisk sammen med Molter, ligesom I sit billede med Den morgen i Jolkos (og vel i og for sig også Salveren med Tavlen)
 
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Begyndelsen på min henrykte dobbeltanmeldelse i 1997: "DET er let nok at være interessant, og koket aparte går det også udmærket med, kun den genuine, konsekvente mærkværdighed har stadig svære kår. Men når det nu så småt er ved at være alment accepteret, at Simon Grotrian faktisk er en meget betydelig digter, burde også den mindst lige så idiosynkratiske og mytologisk beduggede prosaist Bo Reinholdt få en chance. Igennem de sidste fjorten år har han i al stilfærdighed bygget et forfatterskab op, der med sidste års novellesamling Øjets purpur og den helt nye miniroman Salveren nu tæller seks umulige bind, og ikke længere er til at komme udenom for hverken læsere, kritikere eller legatuddelere."
Forlaget Escho
Forlaget Escho Præcis. (Og til Salveren og Tavlen hører vel også Klipperen og fotografen.
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Nemlig!
 
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Således multiplicerer alle sande top 5'er sig selv

torsdag den 25. januar 2018

Sprogalmesteren 1983 og 2018

- første tekst i Bo Reinholdts debutbog Akefalens vidnesbyrd - og andre fortællinger, der udkom på Borgens Forlag i 1983:

"Prolog

a
Men mesteren på vej til Kapernaum vendte sig, og flokken standsede.

a,1
Da lod mesteren flokken gå i forvejen, og see, der kom til ham en mægtig fugl, der spiste af hans hånd, hvorpå den fløj bort for at lægge et gyldenhårsæg i landet med de blomstrende enge.

a,2
Men mesteren førte den ukendte drøeng til byen, der slumrede, og lod ham gå alene ned på torvet.

a,3
Og disciplene tav, thi mesteren græd bitterligt på vejen tilbage.


b
Der var en mand, der hørte historien om Kaspar Hauser. Han stod op og drog til de steder, hvor den ukendte havde vandret.

b,1
Og see, da han nærmede sig byen, blev han på een gang blind og seende, og hans fødder svulmede og munden løb fuld af levende væv. Da så han byen og dens tage, som han forsøgte at gribe efter, som han forsøgte at gribe efter, men deri gjorde han fejl. thi i ham var dét mørke, som kunne have været lys til at bryde omverdenen ud i rette størrelser.

b,2
Da vidste manden, at han var bæevet eet med den ukendte. Og på vejen mod byen mødte han en mishandlet fange, der advarede ham mod at drage ned mellem mennesker.

b,3
Men han fortsatte og nåede byen, hvis øjne fangede ham og fulgte hans gang, indtil han mødte sit eget spejlbillede og vekselvis lod hele den fantasi spille ud fra toppen af gaden, som var hans egen tankes opstillede fjællebodsteater."

Billedresultat for akefalens vidnesbyrd

(coveret på e-bogudgaven, som man vist bare kan købe)

Sidste tekst i Bo Reinholdts seneste bog, Mytografens griller, udkommet på Esco i anledning af 70årsdagen i går:

"Borte

Når borte har erklæret sig, forsvinder det. I denne forsvinden hviler intet tidløst gennemskueligt og opløst før alt andet, hvorfor borte på en måde er til stede som mulighed i intet, idet dets absolutte fravær af omfang udfylder rummet netop i egenskab af mangel. Men i mangel af bedre dækker ordet borte nødtørftigt det centralt uforklarlige område af det, vi for enhver pris ikke vil have navn på. Borte er for så vidt væk det øjeblik, vi skænker det en tanke. For så er borte jo om ikke andet netop borte som borte og altså dér borte. Dets bogstaveligt udtømmende mening truer altid lyset og for så vidt også mørket. Men lyset hader jo mærket og mørket lyset, og dog er det, som om de to modsatte størrelser forsones i borte eller simpelthen bliver borte i gråzonen mellem det lys og mørke, som netop forsvindende udlignes hen imod en anden, større stoflighed end den, borte har fortabt sig uendeligt ind i for at opstå som en diffus blanding af alt og intet. Ægtheden af borte forskyder sig med andre ord ind i et paradoksalt bedrag af fuldkommen tomhed og løber som billedet af flodernes flod ud i verdens fjerneste forsvindingspunkt, hvor det endelig kan finde hvile. Borte."

Billedresultat for mytografens griller

I dag var en fest på Kajbjerg Skov Kunstmuseum

- det fiktive kunstmuseum oprettet - via hjemmesiden - af mesterprosaisten Bo Reinholdt, hvis 70 års fødselsdag det var denne onsdag, som nu er gået for aldrig at komme tilbage - museets kalender er ikke opdateret siden foråret 2016, men selvfølgelig er mesteren blevet fejret hele dagen mellem de fiktive billeder og fx dette:

" Alessio Bronzetto ( ca.1450 - 1492): Bebudelsen. Omkring 1480. Tempera på træ. 30.5 x 49,3 cm

Maria står i en loggia-lignende bygning ved sin læsepult, mens engelen knæler udenfor foran et vidtstrakt landskab, hvor høje, slanke træer med fantasifulde kroner står spredt omkring. Bygningen har gulv med rødbrune fliser, lange og korte afvekslende, på hvidgullig bund. Taget bæres af slanke søjler med jonisk kapitæl. Hvælvingerne har spidse buer.
Maria har en himmelblå kappe over en fodsid, rød kjole. Hendes hår er sat op med et diadem, hvori er indsat ædelsten i tæt rækkefølge. Hun slår øjnene ned ved modtagelsen af det hellige budskab. Fra himlen står en lysstråle skråt ind i bygningen. En hvid due er indtegnet midt mellem himmel og jord. Marias læsepult er en særdeles kraftig konstruktion, og bogen, der ligger på den, er tilsvarende voluminøs. Marias venstre hånd berører et blad i bogen med det yderste af fingerspidserne, mens den højre understreger hendes blufærdige reaktion i en afværgende gestus.
Engelen er iført en lys klædning af kraftigt stof. Om livet et bælte, overdelen poser tungt ud, hvor dragten nedadtil danner rørfolder optrukket med kraftige skygger. Den ser op på Maria og rækker højrehånden velsignende frem mod hende, mens den i venstre holder en lilje med lang stængel. Engelens lange, lyse hår falder blødt ud over dens skuldre.
På bagsiden af maleriet står: ALEXIUS BRONZAETUS PINX. Rammen om de tre af maleriets sider (øverste, venstre og nederste) er den oprindelige.
I midten af 1700-tallet påførtes motivets himmelparti de lette skyformationer, som ses lige over loggiaens tag." 

 
 - den fiktive udsigt fra kunstmuseet, billede på hjemmesiden

onsdag den 24. januar 2018

Forslag til alternativt forfatterportræt

Relateret billede

Relateret billede

Min far antruffet på fællesarealet

- fra erindringstekst af historikeren Steen Busck, vores nabo til højre, i nr. 55 fra 1980  (faderlig bonusinfo: Jes Adolphsen er (1972-fødte) Peter Adolphsens far):

"Så en dag først i 70'erne skulle jeg ud og spise til middag hos min gode ven Jes Adolphsen, som var filosof og marxist. Marxister var der mange af dengang. Han boede ude på noget, der hed Korshøjen i Vejlby Nord.
(...)
 Et stykke nede fandt jeg den vej, der hed Korshøjen. (Mærkelig nok har man kun brugt de gamle marknavne til kirken, som er opkaldt efter den ene af Vejlbys fire store vange, Ellevang. Resten: Nordland, Byløkken, Espedalen, Kanehaven og vist nok også Korshøjen m.v. er lokaliteter på Samsø). Der lå en stor flad butik. Nordland Super stod der. Jeg havde glemt at købe rødvin, så jeg gik ind. Det var heldigvis fredag.
(...)
Jes boede i Korshøjen nr. 7. Han åbnede vinen med det samme. Han var ikke afholdsmand, men det var sjældent han fik vin, sagde han. Huslejen tog alt, hvad de havde. Jeg spurgte, hvordan en god marxist som han kunne finde på at købe hus. Det var ikke købt, sagde han, de sad til leje. Det var der mange, der gjorde. Husene var ikke til at sælge. Det kunne jeg godt forstå, sagde jeg, sådan som de så ud. Det ville han slet ikke høre på. Det var alle tiders huse, meget bedre end parcelhuse. Det hele var næsten som et eneste stort kollektiv, sagde han. De rendte ud og ind ved hinanden, spiste sammen, og de var marxister næsten alle sammen: Flemming Harrits, Jørgen Bang, Østerud, Johs. Østergaard, Hans Fink, Jørgen Bukdahl, Peer E.Sørensen oppe på Skodshøjen og Torben Vestergaard inde ved siden af i nummer 3. Jeg kendte hele banden inde fra universitetet og var nu ikke sikker på, de var marxister alle sammen. "Og se haven", sagde Jes, "den er ikke ret stor. Alt det andet er fællesarealer. Vi har lavet både fodboldbane og legeplads med kravlestativer og alverdens ting, altsammen fælles."
Jeg skulle absolut med ud at se det kravlestativ. Der kom en fyr anstigende hen over legepladsen med bare tæer og en hel stribe unger bagefter sig. Jeg kendte ham godt. Det var Jørgen K. Bukdahl, et af de klogeste hoveder inde på universitetet. Han plejede at snakke så højfilosofisk, at det ikke var til at forstå. Nu snakkede han om kravlestativer. Det var ham, der var hovedmanden bag værket, sagde Jes. Jørgen var flyttet ind i Korshøjen 53, før blokken var færdig. Det var i 1968, det år deres ældste, Lars, blev født. De havde fået rigget en primitiv telefonledning til ned til huset i tiden op til fødselen. Jørgen og Lise havde købt for 250.000 med en udbetaling på 50.000, som de havde lånt i banken. Det var mange penge. Og det var noget værre roderi, én stor byggeplads det hele, med forskellige bygherrer for hver blok. De kunne ikke sælge husene, så de måtte leje dem ud, indtil der kom nogle bedre låneordninger.
Hjem til pizzaen. Den smagte noget så dejligt, og Jes havde en flaske rødvin mere end den, jeg havde købt, viste det sig. Den slap nu hurtigt op, for der kom en pige, en af naboerne, der var røget uklar med sin mand. Det måtte vi høre en hel del om, mens hun drak en masse rødvin."

Tak for det glimt, Steen!

covER!

ved Mikkel Carl (hans første HH-omslag (bortset fra lille, hemmeligt festskrift)) - seriøs, drilagtig wow-effekt:


Egen medicin: GULP

Det er 
sjovt og
spændende og
grufuldt at
blive anmeldt.

LB, 24. januar 2018 
(efter 2 anmeldelser,
de første 2 i 10 år)

tirsdag den 23. januar 2018

En KD-anmeldelse, der ikke skulle være

Kristeligt Dagblad  har flere gode poesianmeldere, blandt andet Martin Rohr Gregersen, der på Facebook har skrevet disse skarpsindige ord om Korshøjen:
Jeg læser OrissaBiblioteket (1-4), der netop er udkommet på Forlaget Kronstork (http://kronstork.dk/boghandel/orissabiblioteket-1-4). Det er et fint koncept, som Kronstork har iværksat – og heldigvis har det også medført nogle interessante værker af Lars Bukdahl (’Korshøjen’), Rasmus Halling Nielsen (’Norske stjerner’), Cecilie Lind (’Ragusa’) og Mads Mygind (’Bergamo’). De fortjener at blive læst, synes jeg. Andre har fået opgaven i avisen, så her er mine første facebooktanker om førstnævnte:
SNYD NÆSEN
I sin nye bog, ’Korshøjen’, skriver Lars Bukdahl famlende, gestikulerende og sø(r)gende dagbogspoesi om tabet af sin far, teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som bare 43-årig i 1979. Det kan måske lyde som navlepilleri (næsepilleri), og det er det for så vidt også, men heldigvis rækker bogen også, når den er bedst, ud mod læseren. Hvordan? Som poesi, der undersøger og fremviser sorgens og savnets beskaffenhed; som poesi, hvor sorgen og savnet har sat sig skriften, i form af en følsom punktfiksering eller sårbar fragtmentarisme: anekdoterne, piben, cigaren, køjesengene, Citroën Amien, cowboytøjet, Maoskoene, det store værk (der aldrig blev til noget) og ikke mindst: NÆSEN, den karakteristiske næse, Bukdahl-næsen, der er gået og går i arv. Enkelttingene og detaljefokuseringen er en måde et komme i kontakt med fortiden på, det er en måde at erindre på. Faren er der ikke, men han er der i kraft af (erindringen og andres erindring) om disse ting. Derfor kan Bukdahl forsøge at skrive digte om farbilen (Citroën Amien), men ikke om faren. Det er den efterladtes måde at nærme sig og fastholde den tabte eller fraværende på: den afdøde, faren, som en sammenstykket konstruktion. Eller som der står et sted: ”det føles som sådan en/ forpulet konstruktion at tænke på ham nu,/ føles som latterligt Lego, som ingen god/ leg”.

Superpiratos er ikke MIT drug

- blandt indtil flere resultater på søgningen 'Blendstrup Superpiratos' var der også dette interviewsvar:

"Har du ritualer, der skal overholdes,når du skriver?

Klart. Superpiratos. Fire stykker mast sammen og så kaffe samtidig. Turbokaffe. Alternativt en god whiskysnus. Eller ved total krise: Massiv piberygning."

4 stjerner for at tilhøre de forkerte 90'ere (dvs. de seneste)

Det er en virkelig underlig aldersoplevelse, som Rasmus Vangshardts 4 stjerner-anmeldelse af Korshøjen i Kristeligt Dagblad bibringer mig: Jeg kritiseres for med min syntaks og vokabular at være for dybt og utidigt begravet i de ironiske 1990'ere til at præstere en ægte, renfærdig og fuldtonende, 1890'er-agtig 2018-patos (hvor man siger sekel i stedet for årti og savnsnærvær er et ord) - at den patos ikke lykkes mig, er jeg vistnok meget godt tilfreds med, for mon ikke det faktisk er hele (eller OK halvdelen af) meningen? Et uddrag

"Som nævnt og bestemt ikke glemt, når -Korshøjen- til tider en intens og ærlig erfaring af at savne en far, der beskrives som en anekdoteløs og umytologisk savnfigur, fordi han ikke var synderligt sær, fraværende eller hård, men til stede - som en god far, man forståeligt ville savne. Og på paradoksal vis mest kan gøre det anekdotisk.
Faktisk er prosadigtene slet ikke så patetiske, som forlaget og vist også forfatteren bilder sig ind. Uformidlet savnsnærvær til trods er Bukdahl også stadig fanget i den velkendte damp-ironiske syntaks, der stadig er præget af stemningen fra slutningen af det forrige sekel: -Når jeg viser dig billeder af ham, vil jeg/ bare råbe: SER HAN IKKE RAR UD?, for/ det synes jeg simpelthen bare, han så meget/ gør, og det kan jeg ikke huske, at han var,/ jeg kan kun huske, AT HAN VAR ().-
Der er selvfølgelig et vist ønske om at vække følelser i tilhøreren her (det vil sige: patos), men i både versaler og den naivistiske brug af -så meget- som adverbium er der ikke blot patos-stilistik, men også spoleret syntaks på den unødvendige måde. Det samme gælder brugen af en del talesprogsironikerudtryk som -totalt- (gentaget), -toppinlig- og -superpiratos- - det er altså stadig kodylt usamtidigt og ikke patetisk i den klassiske forstand."

Altså Superpiratos er jo ikke et talesprogsironikerudtryk, det er en ting, der virkelig findes, og findes til stadighed: 

Billedresultat for super piratos 

- en tom pose! 

søndag den 21. januar 2018

Billeder af min far



(ca. 1979 - foto: Søren Hindsholm (cigarfotoet nedenfor er taget af hans far))