Sonetvæddeløb

Inden jeg anmelder Pablo Llambías' kæmpestore sonetsamling, Monte Lema, bliver jeg nødt til lige at få noget støj af vejen, som er den sjældne overlapning mellem værket, man skal anmelde, og ens eget kunstneriske (mere eller mindre, det er det meget penible!, offentliggjorte) praksis; jeg har selv i to omgange her på bloggen skrevet det, jeg (i første omgang) kaldte engangssonetter, fra rejser til Firenze og London, mine sonetter er tyndere og ordfattigere (og mindre næsten-korrekte, i format og linjelængdel) end Pablos, men ideen er vistnok den samme (og parallelt, som bemærket af Martin Glaz Serup om Pablo, med haikuen hos Klaus Høeck)  sonetten som emballage fra det poetiske supermarked at proppe oplevelser og tanker og (det gør vi begge to) afskrevet tekst ned i; jeg abonnerer også, både på bloggen og i mit forbandede work in no progress, Brian-Færgen læk, på tvangs-systemer (der SKAL skrives, på denne måde, på dette tidspunkt, i (det er så bare mig!) dette tidsinterval) og (simuleret!?) direkte hverdags-transmission, til gengæld er jeg IKKE med på Pablos nøgent patetiske, anti-litterære ambition om at lade det hele (hvad det så er) hænge ud til (meget helst) beskæmmende og provokerende skue, hvilket, kan man godt høre, jeg har mine kritiske reservationer overfor, som selvfølgelig er lettere mistænkelige, når det akkurat er en hovedforskel på vores på andre ledder broderlige projekter, jeg slår ned på, hvis jeg gør det, jeg har ikke skrevet anmeldelsen endnu, og er stadig i syv sind om, hvad jeg faktisk smagsfordømmende mener, og bl.a. pga. broderligheden, og nu skriver redaktøren, at hvis jeg vil have anmeldelsen på denne uge, hvilket NB ikke er det samme som et løfte!, så skal den kun være på 500 ord, og det vil jeg gerne, have den på denne uge altså, men det ved jeg virkelig ikke, om jeg kan, få den ned på 500 ord altså, bl.a. pga. !!!!!!!!!!!????????

BREAKING NEWS 12:40: 550 ord går også, så er der plads til 5½ af mine syv sind!

Det var Richard Hamilton (1922-2011), der gjorde nutidens hjem så anderledes, så indbydende

Trist på den værste, trivielle måde, selvom han blev en meget, meget gammel mand, at Englands pioner-popkunstner og verdens førende Duchamp-rekonstruktør Richard Hamilton døde i går i en alder af 89 år.

I sommerferien, da han stadig var levende  genså jeg på Tate Modern hans perfekte Duchamp-rekonstruktioner, det store glas etc., og på Tate Britain hans samlede, forgrublet stilige, grafiske værk på én lang væg og det cool, cool og sexede maleri "$he" i den ellers ikke ophidsende afdeling for moderne, britisk kunst (OK, der er også Bacon!).

Hamilton er en af 4 hovedpersoner (de andre er Duchamp, Bryan Ferry (der havde Hamilton som lærer i art school, og mig selv) i mit kæntrede work in progress Brian-Færgen læk, og hele tiden finder jeg anledninger til at skrive det umulige system/tilfældighedsdigt færdigt, nu er der en ny anledning, ærgerligt nok!

I Den Blå Port 75, 2007, er der et digt til Hamiltons legendariske collage "Just what is it that makes today's homes so different, so appealing" fra 1956 signeret mig:

jeg er ikke Richard Hamilton,

det er ikke mig, der krøllede

det 20. århundrede sammen,

ved at lave en collage, der

skulle forklare, hvorfor tidens

hjem var så anderledes, så

appellerende til købekraften,

som da virkelig var ved at

komme i omdrejninger og

snart skulle inspirere selv

kunsten til at gøre et attraktivt

spejltrick af sig selv, i form

af f.eks. det tegneseriemaleri

af Roy Lichtenstein, som

hænger dér på væggen ved

siden af portrættet af Adam

Oehlenschläger, og som han

slet ikke havde malet endnu,

Roy, han var stadig i færd med

at fiske Mickey ud af den eks-

pressive suppedas, ligesom

Claes Oldenburg heller ikke

havde lavet sin bløde skinke-

dåse dér på bordet, Hamilton

fik det hele for en slik, og

det gør ingen glad, slet ikke

en muskelmand ude af sit

element, som en slikkepind

tynger ned, han bliver melan-

kolsk, gør han, som det fjernsyn,

der naivt kun er i s/h, men til

gengæld nægter at slukkes,

selv af søvnløse, 85 år gamle

Richard Hamilton, der ikke er mig

Godnat, Richard, tak for den grandiose p-tærte!

Bryans teatertorden - flæk!

Al den torden og lynild lige før er punkt 5 på listen over Bryan Ferrys krav til koncertarrangører, i dette øjeblik får han serveret den udsøgte chardonnay, der er punkt nr. 7, og punkt nr. 117 kan næsten kun være, at jeg, lige så snart jeg kommer hjem fra koncerten i Falconer, genoptager mit igen og igen forladte poetiske work in progress Brian-Færgen læk.

Brian-Færgens dampfløjte ( it's the mamba talking)

Intet problem i at citere en sangtekst fra Bryan Ferrys nye plade Olympia, der er som hotellobbyfløjl i ørerne (under rulleteksterne til Sofia C's Somewhere, der foregår på et hotel I L.A:, synger Bryan "Smoke Gets In Your Eyes) - dette er singlen "You Can Dance", og det er er det skønne vrøvl:

You Can Dance

In a discotheque at dawn that’s when it came to me
I’d been raving through the night looking for some company
It was the mambo talking it’s got a lot to say
Do you come here often? Do you wanna play?
We’ll hitch hike into Paris
We’ll zig zag by the Seine
Oh the howling moon of promise
I’ll never be the same
There’s a world awaiting way beyond the sea
How I love to travel – baby will you come with me
Jump on the table slide down the pole
You can wear your sable, you can bare your soul
From Reno down to Vegas
Casinos never close
All the movers and the shakers
The tango never knows
To the motor city that’s where I get my shoes
I need some inspiration – I gotta lotta time to lose
From Brady Square up to Jesmond Dene
And in La Dolce Vita I’ll find my beauty queen
In England there’s a moment
One nation in a groove
All the music and emotion
Will make you wanna move
(You can dance)
Take me to the river try singing in the rain
I like the jungle fever, it’s got me in the mood again
Oh Tutti Frutti, Jones Bar Hollywood
I like Campari soda, I’d can can if I could

Jeg burde få skrevet noget poesi

Fordi.

Og fordi jeg skal læse op på torsdag til Under Oplæsning (Folkets Hus på Nørrebro, klokken 20.00) sammen med cool, unge digtere som Olga Ravn og Lea Løppenthin, og det kunne være rart at have noget frisk skrift med.

Jeg vil gerne skrive nogle éngangssonetter, der ikke handler om Firenze, men om ingenting.

Jeg vil også gerne skrive videre på mit system-monstrum Brian-færgen læk, som jeg ikke har skrevet på i snart 2½ år, og jeg tænkte en muligt kickstart kunne være at købe Bryan Ferrys nye plade Olympia, lige meget hvor kedelig Klaus Lyngaard end synes den er (eller måske faktisk fordi Lyngaard synes den er så kedelig) og så skrive digte til hvert nummer, mens jeg hører den for første gang - som en parentetisk trampolin i bogens system (som nemlig går ud på, BL.A, igen og igen at skrive digte til numrene på Ferrys The Bride Stripped Bare, mens jeg hører dem).

Bortset fra jeg ikke har tid.

Og fordi jeg ikke har tid.

Og fordi.

Den med god grund aborterede monster-konceptualitets tristesse

oplevet ved afspilningen af Lars Von Triers (og Niels Vørsels) uafsluttede konceptfilm Dimension, 1991-1997, der er inkluderet på den dvd med "Nordic Short Films", som følger med det nye nummer af filmmagasinet Ekko, og hvis koncept var, at Trier frem til 2024 skulle have 3 minutter om året, men de seks små sekvenser på tilsammen 27 minutter med delvis overlappende skuespillere gør et særdeles beskedent og distræt væsen af sig, bedst/spøjsest er en scene med Jens Okking og Lone Kellermann, der mæsker sig med flæskesteg og kaviar på et par melankolske gangsteres regning, inden Baard Owe, en konkurrerende gangster, banker på døren ...

... og jeg er meget bange for, at samme tristesse straks vil slå op i mig, når jeg kaster det blik, jeg bliver ved at udskyde, i min egen kun foreløbigt - har jeg fortalt mig selv - afbrudte monster-konceptualitet Brian-færgen læk, som jeg ikke har skrevet (eller kigget på) i ret præcist tre år ...

hvis jeg i 2020 stadig ikke er kommet nogen vegne med projektet (fordi jeg simpelthen ikke turde kigge på det) lover jeg at publicere manuset, ubeset, her på bloggen, som jeg dermed og hermed lover at fortsætte til mindst 2025 ....