ENDNU MERE FAKTISK ABSOLUT PINLIG REVYFORGLEMMELSE

(pga. reolfravær!)

Promises, promises, promises

- Pia Juul i WA-interview:

"(...) jeg har en periode nu, hvor jeg dels har gjort de to nye bøger færdige, dels regner med at udgive en bog om Agnes Henningsen til november. Og så skriver jeg på en roman, som jeg faktisk tror på bliver færdig. Men jeg er selvfølgelig hele tiden bange for, at det skal gå over."

- Caspar Erics præsentation af Hanne Højgaard Viemose forud for pizzeria-oplæsning :

"HANNE HØJGAARD VIEMOSE debuterede i 2011 med romanen Hannah. Hun har siden udgivet den monstrøse roman Mado, og senere i år udkommer så hendes tredje roman HHV, FRSHWN. Der er en mørk humor på færde i Hannes værker, ligesom at opmærksomheden på det skæve og absurde ved den hverdag, som alle render rundt og tager for givet, er et centralt omdrejningspunkt."


Fra kommentarsporet:

Lars Bukdahl Meget vildt faktum: i foråret udkommer så hendes tredje roman HHV, FRSHWN!

Hanne Højgaard Viemose det blir vist først i august

Lars Bukdahl Kan det så ikke blive på min radikalt runde fødselsdag, den 14.!?

Caspar Eric Jeg debuterede på din fødselsdag, Lars. Jeg kommer d. 17. aug i år, det er fredagen efter din dag

Lars Bukdahl Kan jeg godt huske! Og det er tæt nok på til at det tæller som gave, jeg glæder mig meget bestemt!

 

Caspar Eric men altså jeg stemmer da også på at Hanne skal komme deromkring

Hanne Højgaard Viemose måske, problemet lige nu er at jeg for (alle lede forbandelser) ikke er færdiii 

- 3-4 bøger lovet her: 1-2 af PJ, 1 af HHV, 1 af CE!!!!

Scoop: Lones tale for Hanne (og Hannah)

Eklsusivt for Blogdahl - tak for det! - er her Lone Nikolajsens gode tale ved uddelingen af Albert Dams Mindelegat til Hanne Højgaard Viemose - TILLYKKE også herfra:

-->

Kære Hanne

Tillykke med den pris, vores værter i Dansk Forfatterforening har givet dig for din litterære indsats. Den synes jeg, du har fortjent. Det lyder så overstået, når det bliver formuleret på den måde – som en indsats – men alle omkring dig ved, at det er det ikke. Det bliver det nok aldrig.

Dit forfatterskab er en løbende afrapportering fra livet som person med følelser i kroppen, omløb i hovedet og en brændende jord under sig. Den brændende jord får hovedpersonen først i Hannah og senest i den selvstændige fortsættelse Mado til at tage benene på nakken og drage ud i verden. Ikke rigtigt for at finde sig selv, snarere tværtimod. Det er i stedet en trang til at komme ud over sig selv og sine egne omstændigheder, til at fortabe sig i alt det andet, der ellers findes, der driver backpackeren Hannah ud i den australske bush i romanen af samme navn.

Her giver Hannah sig hen til det hjernedødt hårde arbejde det er at plukke bananer og til den hjernedødt hårde fornøjelse, det er at forelske sig. Hannah handler om mange benhårde og reelt forekommende fænomener som vold, afgrundsdyb ensomhed, vild afstand mellem mennesker og en grundlæggende følelse af ufrihed, der manifesterer sig i alverdens absurde påbud. Men det er meget langt fra at være en roman, der dyrker det hårde.

Jeg mener: Det blik, fortælleren i har på verden, er så langt fra at være forhærdet, som det kan være. Ingen kynisme, masser af fortvivlelse og ikke mindst masser af interesse for de mennesker, fortælleren omgiver sig med. Fortælleren beretter om alle mulige former for forråelse uden at give sig i krig med nogen fordømmelse eller nogen analyse og fortolkning af problemernes årsager og ophav. I stedet er der gennemgående i den gennemgående fortæller i dine bøger en gennemgående nysgerrighed efter den meget mærkelige dyreart mennesket.

Selv hvis det ikke var for den vidtløftige og af instituttet kasserede antropologiske projektbeskrivelse af et speciale om det islandske hestemenneske, der indgår i Mado, kan man godt se, at dine romaner er skrevet af en afhoppet eller afsporet antropolog. Feltarbejde og deltagerobservation spiller en vis rolle, ligesom antropologiens grundlæggende dogme om at være kritisk over for de sandheder og selvfølgeligheder, man har med hjemmefra.   

Både Hannah og Mado er fulde af menneskestudier, møder med mere og mindre egensindige typer, der beskrives med en blanding af antropologens nøgternhed og skrønefortællerens sans for dramatik, timing, underspil og overdrivelse.   

Angelica med englevingerne, som hovedpersonen i Mado og hendes mand Jussi har boende i deres kælder i Akureyri i Island. Livet har vist sig om ikke umuligt så i hvert fald temmelig ubærligt for Angelica de steder i verden, hun ellers har befundet sig, og hun lever i romanen en tilbagetrukket tilværelse. I en sjælden åbenhjertig situation viser hun de hudflapper, der hænger ned fra armene som levn fra den overvægt, et tidligere forbrug af psykofarmaka havde givet hende. Angelica er ikke nogen frelsende engel og det håb, hendes karakter bidrager med i romanen, er et lille bitte et: Angelica finder et sted, hun kan være som praktisk ubehjælpsom og alligevel højt skattet husbestyrerinde eller kæreste hos en fårehyrde langt ude på landet. Hun finder et sted, hun kan være.   

I den del af Mado, der også er udgivet under navnet Helhedsplanen, offentliggør du over for en helt autentisk absurditet ved navn a-kassen, at alt du skriver enten er for sjov eller med henblik på overlevelse.

Jeg ser ingen grund til at tale om et enten-eller forhold her. Den humor, dine bøger er gennemsyret af, tjener ikke til at dulme nerverne efter de sørgelige beretninger fra virkelighedens og følsomhedens verden. Jeg læser den som en modstandskraft og en overlevelsesstrategi, der smitter og skærper læserens øjne for forråelse og andre blindgyder, samtidig med at den peger på det latterlige og sørgelige ved menneskearten, som ligger til grund for den forsonlighed, der på trods af al trodsen og anfægtelsen og udmattelsen findes i dine bøger.  

Den antropologiske undersøgelse af foreningen af og/eller grænsefeltet mellem hest og menneske giver fortælleren et påskud for tage et delvist afbræk fra sine artsfæller. Det handler i hvert fald om muligheden for at komme ud over sin menneskelighed. Det lykkes overhovedet ikke. Mado er rig på beskrivelser af, hvordan mennesker kan tage plads i hinanden, både i biologisk forstand, når hovedpersonen bliver gravid, og i en mere åndelig forstand, når fortælleren efterlader et nyfødt barn i Korea, hvor en romance og en grundig kuldsejlet karriere som industrigartner har ført hende hen. Det barn fortsætter med at hjemsøge hovedpersonen.

Hannah er en coming of age-roman med en sund skepsis over for forestillingen om, at det at blive voksen er ensbetydende med afklaring. I slutningen af Hannah læner hovedpersonen sig op ad telefonboksen, hun netop har ringet hjem til sin mor fra. Hannah er tynget af, hvor svært det kan være at sige det rigtige. Den ydmyge snert af optimisme, Hannah på trods af det hele ender med, udspringer af den pludselige tanke, at moren ”kunne have en fornemmelse, et klokkeklart billede” af Hannahs liv. Det er så det håb, der kunne blive råd til: At man i hvert fald glimtvis kan have klokkeklare billeder af hinanden.

Kære Hanne, det er fortjent, at du får en pris for at give klokkeklare billeder og for at fortabe dig i alverdens absurditeter og selvfølgeligheder, og for din vilje til at skrive hjem om dem. 

 

foto: Gita Pasternak

Fundet: Glade forfattere!

3 FB-reaktioner på det 3-årige - så glædeligt med forfatterglæde (og hov, de treårige begrundelser er HER)!

Lea Marie Løppenthin

VÆLDIGT mange tak til Statens Kunstfond for 3 års penge og deres skriftlige tillidserklæring.
Der var jo ingen jobsamtale op til denne afgørelse. Men her på videoen er den jobsamtale jeg dagligt har med mig selv når jeg vågner; nu vil jeg gøre mit bedste for at fortsætte i dagene og årene . ! ! !

Hanne Højgaard Viemose

Kære alle, tusind tak for hilsener og hurra, jeg blev så glad! jeg ER så vanvittigt glad og overvældet, ka slet ikke forstå at det rent faktisk er sket. Lige nu er jeg på Amalfikysten for at fejre mine up coming fyrre, alt blir godt, drengene får store is hver dag

Amalie Smith

I år er det 10 år siden, jeg blev optaget på forfatterskolen og kunstakademiet og blev rasende, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne få lov at gå på begge skoler samtidig – ha, det var ungdommens overmod! I går fik jeg den dejlige besked, at jeg har fået et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfonds legatudvalg for litteratur og billedkunst, og at jeg ikke skal vælge side, fordi de to udvalg er gået sammen om at give mig det. Jeg blev helt rørt af at høre om det samarbejde og føler mig meget taknemmelig.

Trut for treårige

Oppe igen, yeah,  på et rimeligt antal "voksenforfattere", der får Statens Kunstfonds treårige legat, nemlig

5

(sidste år var det kun 2, 2015: 4, 2014: 5, 2013: 5) og komplette klapsalver til de 4 (selvom jeg havde mine (2 x små, 1 x store) forbehold overfor de 3's seneste bøger, men det er jo kun fordi jeg forventer mig det allerbedste!) - de tre (AS, CE, HHV) har også fået Munch-Christensens Debutantpris, 1 (AS) har modtaget Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, alle, også nr. 5, har haft tekster i Hvedekorn, 1 (LL) var Hvedekornsdebutant, 1 var det næsten (CE):

AMALIE SMITH (halvt fra Litteraturudvalget, halvt fra Billedkunstudvalget, en ægte hybrid udddeling!)

LEA LØPPENTHIN

CASPAR ERIC

HANNE HØJGAARD VIEMOSE

- og jeg gider ikke lade være at klappe af nr. 5, selvom jeg aldrig ikke har haft forbehold overfor hans bøger:

PEDER FREDERIK JENSEN

- dertil kommer en børnebogsforfatter, Mette Vedsø, som jeg skammeligt nok ikke kender, og en illustrator, Mikkel Sommer, som jeg heller ikke kender, men ham kan man billed-google, og se bare, hvor prisværdigt, og TILLYKKE til alle:


-->

Smuk opdateringssekvens

Sigurd Buch Kristensen

2 hrs ·

Alle vil være,
bare ikke
sammen.

Ud i klitterne
og le.

Hanne Højgaard Viemose

2 hrs · 

 

Björn: mor jeg syns du er en god lærer
mig: ja. eller.. hvorfor syns du det?
B: jeg syns det lød sjovt det med at I allesammen sku sove sammen og så lege at I var heste når I vågnede…
(øhm skriveøvelsen “en morgen da jeg vågnede efter urolige drømme fandt jeg mig i sengen forvandlet til en hest….” forvandlet under mit fravær i min 7-åriges hoved)
#hvadmorlavernårhunerpåHestrup #hvilkeskriveøvelserlaverIellersMor?

Kenneth Jensen

1 hr · 

 

jeg ejer ikke en tone
men kan høre en
der går og griner
og følger lyden
hen til en krukke og noget guld

det er længe siden at jeg h ar nydt så meget
men nu er græsset blevet vådt
jeg har bare fødder
og der er langt tilbage
til hvor jeg nu bor

3 Splintrende opdateringer

Ina Munch Christensen

October 29 at 12:51pm · 

 

"Okay så jeg drømte at en mand flyttede ind og var min stedfar. Jeg var stiv af skræk hele tiden, fordi han havde bekendtgjort at han formentlig ville slå mig ihjel, og havde ry for allerede at have myrdet adskillelige børn og stedbørn "i affekt" som han sagde. Så da jeg fik chancen slog jeg ham med en hammer. Først var det svært at lægge kræfter i, grænseoverskridende, men jeg huskede på hvor bange jeg ville være hvis han stadig levede, og jeg hamrede ham i skralden til det fuldstændig flækkede og til issen helt manglede. Hvorefter jeg foreslår min mor at udhule kraniet og bruge det som lysestage. Happy halloween, mand."

Hanne Højgaard Viemose

23 hrs ·

I morgen skal jeg mødes med Murakami på et slot, det glæder jeg mig meget til, sidder og tænker på hvad jeg skal sige til ham:
Hi my name is Hannah, I think you should meet me, I am a famous Danish writer, or maybe not that famous but I once wrote about a lizard, it came out from under my bed, it was very big, actually huge, and I thought it would eat me, but then it disappeared, I went for a pee and when I looked in the mirror I saw it again: the lizard inside me, somehow it entered my body,, you know what I mean? I am not sure, but I wrote a story, I think you should read it, it is called Mado, I brought you a book, I can sign it if you want, Mado is Korean, or not actually korean, Konglish, you also have it in Japan, Jinglish or Janglish? anyway I love Japan, I have a Japanese car, it is in Iceland, it’s a very good car, sometimes I drive very fast, but it is no problem, maybe one day you would like to come for a ride, I go in the winter, then I put spikes on the tires and go on the ice, there are almost no day light but so many stars and moon and the snow and waves on the ocean, sometimes we see northern lights on the sky, you know what it is? it reminds me of fireworks, hanabi, I always went in the summer, all over Tokyo, and also Yokohama, I think you should come with me to Iceland, I am sure you will like it, it is not very dangerous, I will drive very slow, we can listen to music and look at the snow, we can get dry fish at the gas station, there are so many horses, and little peoples in the lava fields and rocks, I heard you like music, and spirits in the nature, I can find you a parallel world....
#HannahogHaruki 

Bjørn Krag Rasmussen

4 hrs ·

jeg er ik nogen fe, som jeg troede i vår. heller ej jesus som sommeren forgår. næ jeg er en træt og arbitrær trold på nettet, en krigerske der spår i de nedfaldne skår fra CULT-flaskerne som racisterne smider ind over hegnet. så fuck dig ulla. heller iklæde sig sneens end dit hvide priviligerede skin, der stråler over nakkens rødmen: REDNECK REDNECK. jeg har varslet hele årets realitet da viben holdt op med at synge, da da / jeg / hør / hør kalkunen siger, hvad du ikke selv har sagt (mel. just give me a reason med pink) det hænger sammen nu, det er sguda bare at skrue limen af dåsen eller tape. du er selv et bånd der taler, så det. #åretsgangiellely #ulla #kys

Comments

Bjørn Krag Rasmussen (jeg blev spurgt om jeg ville i radioen og tale om hvorfor jeg ikke rimer.... øhhhh... har du mødt mig? jeg er lissom lavet af rim. rim er mange ting osv. kh)

Frivillig, kollegial betagelse

Peter Højrup

September 30 at 10:11am ·

I dag udkommer Christina Hesselholdts nye bog Vivian, som jeg er blæst helt omkuld af. Gid den må få al den hæder og alle de læsere den fortjener.

Hanne Højgaard Viemose

September 30 at 9:04am ·

TRUTTRUUT LARM OG SKRAMMEL: Idag udkommer VIVIAN af Christina Hesselholdt, tillykke Christina og allermest tillykke til alle os andre, det er den bedste bog jeg har læst i årevis <3 span=""> Hurra for Christina Hesselholdt og Vivian Maier, læslæs!

66 You, Cecilie Lind, Martin Glaz Serup and 63 others

Comments

Bjørn Krag Rasmussen I WANT NOW

Hanne Højgaard Viemose der er også en film, men læs først http://www.vivianmaier.com/film-finding-vivian-maier/

Documentary Film Finding Vivian Maier | Vivian Maier Photographer

vivianmaier.com

Bjørn Krag Rasmussen GIV ET CITAT, BARE ET LILLE ET

Hanne Højgaard Viemose Ja! kommer straks

Hanne Højgaard Viemose "Da Charles Maier for anden gang slog Hauser med børsten, rejste han sig op i baljen og var ved at glide og greb ud i den tomme luft i det trange køkken, og hvordan det gik til var der ingen der nåede at se, men kalkunen faldt ned i baljen til ham, `skal du også skrubbes', råbte han og pressede den store gyldne karamel ned mellem sine ben (og her inviteres I til at se for jer scenen i den Fellini-film, jeg kan ikke huske hvad den hedder, hvor en gruppe drenge fanger en flok høns som de så puler eller foregiver at pule, hver dreng med en baskende høne trykket mod underlivet, og de baskende vinger ligner propeller der trækker drengenes kroppe fremad), men så blev han slået igen, og han trak kalkunen op fra mørket og rakte den til Maria. Hun stod parat med et håndklæde og tog imod den som (var den) et barn der kommer op af bølgerne og skal frotteres, al hån veget for omsorg, tanken om Depressionen nærværende igen, det var et kolossalt dyr kalkun."

Lea Marie Løppenthin Hvor skønt 🙋🏽

René Jean Jensen "Når en baby ankommer til en roman, har man altid en fornemmelse af at den er blevet sendt med posten; den bliver afleveret; en af de ældre karakterer går ud og samler den op og viser den til læseren, derefter bliver den sædvanligvis lagt på køl, indtil den kan tale eller på anden vis bidrage til handlingen. Man møder først Jesus igen da han er omkring tolv år og belærer de skriftkloge i templet i Jerusalem."

Bjørn Krag Rasmussen Åh jeg smelter, se dén parentes er komik og elskelig og giver mig lyst til at leve 4 evigt <3 span=""> nu ringer jeg efter en taxa og kører direkte ned i boghandlen

Anne Mari Borchert omg omg den er så god <3 span=""> <3 span="">

Spillemandens abe taber igen

Det er åbenbart ikke muligt for Hanne Højgaard at få en pris for sin fantastiske bog, lige meget hvor mange gange hun bliver nomineret. Og hvor er det forfriskende, når en forfatter for en gangs skyld siger obstruerende finger til hele pris-halløjet (selvom jeg selv er associeret med indtil flere priser, herunder min egen, der inviterer nominerede, der for længst er sikre tabere, hvilket de ikke engang altid er klar over - men her er stilen godt nok ualmindelig dårlig)

"Angående Blixen-prisen, det var med tyk ironi jeg forleden skrev "det er vildt spændende", det har det på intet tidspunkt været for mig, men sygt irriterende at blive bedt om at møde op ("vi beder dig bekræfte.."), og nu har jeg så ovenikøbet fået en rykker, fordi jeg ikke har BEKRÆFTET (bekræftet hvad, at være spillemandens abe??). Hvad er der nu galt med en invitation fx? Eller en trøstepræmie i kontanter. og hvor mange gange skal jeg sige at jeg IKKE er en ABE eller en CIRKUSHEST for den sags skyld, EN DRESSERET PUDDEL, hva f… har I gang i??? NIXEN BIKSEN KAREN BLIXEN!!! ska det runge herfra 3.sal på St. Kongensgade (jeg har vist også en vasketid den aften)"

Den store hvide mandlige forfatter Hanne SKAL VINDE!

Hannne Højgaard Viemose er indstillet til endnu en pris for hendes mageløst monstrøse roman Mado, denne gang er det den kun 1 år gamle (hoved-)Blixenpris, og denne gang skal hun have prisen, skal hun fandeme! Med-nominerede er Ida Jessen, hvis bog jeg har læst og syntes godt om, men ikke lige så godt, og Trisse Gejl, hvis bog, jeg ikke har læst, men mine kvalificerede fordomme (+ 4 Gejl-bøger læst) tilsiger mig, at jeg ikke vil bryde mig om den, og selv hvis jeg gjorde, og Gejl formåede at præstere en Brenøe (selv MB kunne principielt ... og det kunne han så, men har til gengæld været sådan cirka tavs siden), så helt sikkert ikke lige så meget som Mado.

Samtidig har Hanne netop publiceret en veloplagt svidende (bruger det adjektiv for lidt) brandtale om den håb- og meningsløse identitet: Kvindelige forfatter, et klip:

"Det værste ved at være (kvindelig) forfatter er det evindelige pres for at udsende pressebilleder af sig selv og stille op til alverdens interview- og prisnomineringsgejl (jeg kan godt lide at læse op, men alt det andet: pff). Det får mig til at føle mig som en abe. Jeg hader at blive fotograferet. Jeg hader at vide at omtalen af min bog får en dårlig plads, om nogen overhovedet, i avisen, hvis jeg ikke sender et lækkert billede af mig selv ud. Jeg hader, at jeg nær blev frataget en nominering til en litteraturpris, fordi jeg ikke ville fotograferes. Jeg hader at folk altid vil SE forfatteren, at man skal give noget af sig selv som privatperson, (som om det ikke er nok at have vredet og våndet sig i årevis for at skrive en bog), at kulturjournalisterne køber den præmis og holder den ved lige. Jeg hader at skulle opføre mig som en dresseret abe, svinge med halen, for at folk gider læse mine bøger, for at de overhovedet opdager at de findes. Jeg hader bananer.
 Ind imellem slår det mig at folk kan opfatte en skrift som kønnet, at skriften kan opføre sig på en måde, så læseren får en fornemmelse af og forventning om et køn. Dengang jeg skrev på min første roman Hannah læste jeg et afsnit op for et hold højskoleelever og en umiddelbar reaktion blandt eleverne var, at det var sjovt, at jeg kunne leve mig så godt ind i at være en ung mand. Men de tog fejl, hovedpersonen i Hannah er en ung kvinde, det er i høj grad en selvbiografisk roman, men jeg tror, det er den lidt rå fortællertone og måske den nøgternhed og rastløshed, der præger skriften, der har virket så mandligt kønnet på eleverne. Efter bogen udkom har jeg ved forskellige lejligheder hørt kritikere og andre læsere tale om, at Hannah er en ung, forvirret kvinde, der opfører sig som om hun var en mand. Jeg forstår godt hvorfor man kan ræsonnere sådan, hvis man fx læser starten af Hannah og ikke kender eller tænker på titlen:
"Jeg arbejdede engang på en bananplantage uden for Tully i det nordlige Queensland. Tully, der ikke var et sted for en pige som mig. Get out of that place sweetie, sagde Donald (…)
Tully var ikke et sted, man slog sig ned, hvis man ikke havde sine grunde. Det var det vådeste sted i Australien, en flække gemt væk mellem masser af bananplantager, millioner af sukkerrør og regnskove, der bølgede helt ud til havet. De lokale slog sig på flasken hver eneste payday, fredag efter fire, og man fik nemt nogle tæsk, der skulle ikke meget til. (…)
Man drak Four X af cooler og gik med bare tæer og T‐shirts til en dollar.
Når pubben lukkede klokken tolv, kørte man til Country Club Feluga i en kasseret truck fra Chiquitas, stenede rundt i et rungende lokale af beton til Dirty Old Town, vendte de samme plader med Springsteen og Metallica. Man røg sig skæv og drak, til man tumlede om, eller ud for at knalde en tilfældig fra plantagen på flodbrinken på den anden side af vejen, til latterfuglen kookaburra lod sit morgenskrål lyde over sukkerrørene, regnskovene og bananplantagerne.
Her boede jeg det meste af et år i en campingvogn på den anden side af jernbanen, hvor tipvognene blev læsset med sukkerrør og kørt ind på fabrikken. Jeg vil ikke sige, at jeg slog mig ned, men jeg lagde heller ingen planer om at rejse, blev ligesom bare hængende uden at tage stilling til, hvad der skulle ske."
Det kan godt provokere mig, når folk på den måde sætter et køn på bestemte opførsler, eller bestemte måder at udtrykke sig på. Jeg synes jo ikke Hannah opfører sig som en mand, eller at jeg fortæller som en mand, hun er bare Hannah, jeg er bare mig. Jeg synes ikke, det er mere mandligt end kvindeligt at have et begær, at være rastløs, vred, frustreret, at forholde sig råt og nøgternt til begivenhederne. Når jeg hører folk sige, at Hannah opfører sig som en mand, kan jeg godt mærke en lille feminist stå og stampe inden i mig, ellers tænker jeg sjældent på mig selv som feminist, fordi kønnet ikke optager mig så meget som alle mulige andre uligheder og idiotiske forhold i vores samfund. Men det er mig altid en udelt fornøjelse at give fingeren til kedelige kønsstereotyper. "

HANS OTTO FÅR EN GEORG!

Sjældent har valget af prismodtager på samme tid været mere indlysende og mere glædeligt:

Georg Brandes-prisen 2016 går til Hans Otto Jørgensen (der for længst har fået sin Kritikerpris (for Helt og heltinde i 2007, han og en anden eks-Forfatterskolerektor, Niels Frank, er de eneste dobbelte prismodtagere) for sin målrettede, intense og oprømte ANTI-Det moderne gennembruds mænd, Horden.

De tre nominerede til Krtikerprisen (som jeg modsat GB-pris har haft en vis indflydelse som bestyrelsesmedlem af Kritikerlavet (vi diskutererede og stemte os frem en januaraften)) er der ikke mindre gods i OG GLITTER PÅ:

Hanne Højgaard Viemose: MADO (også nomineret til Montanaprisen, som hun ikke fik (men hun fik publikums/champagne-prisen) og Weekendavisen Litteraturpris, som hun forbandet heller ikke fik)

Dennis Gade Kofod: Nancy (ikke nomineret til andre priser, uretfærdigt nok, men desto mere retfærdigt med den her nominering for den sære, stærke bog (og det tilhørende, groft  undervurderede, sære, stærke forfatterskab)

Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj (superstjerne jo og Krtikerpris-nomineret flere gange gange før, også indstillet til Politikens Litteraturpris, som hun også MÅSKE får, da alle nominerede er digtbøger, men hun sælger sgu nok desværre mindre end de glimrende, unge mænd; jeg håber ikke, at hun gør!)

Pressemeddelelse fra Litteraturkritikernes Lav

Bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav, der er en sammenslutning af danske litteraturkritikere og anmeldere, har nomineret tre spidskandidater til Kritikerprisen for 2015.

Til Kritikerprisen 2015 er følgende kandidater indstillet:

Ursula Andkjær Olsen for digtsamlingen Udgående fartøj (Gyldendal)

Dennis Gade Kofod for romanen Nancy (Rosinante)

Hanne Højgaard Viemose for romanen Mado (Basilisk)

Fra Kritikerlavets side vil vi gerne markere indstillingerne af disse tre værker, der i særdeleshed udmærker sig ved deres litterære kvalitet.

Det gør vi med et arrangement under litteraturfestivalen Kbh Læser på Hovedbiblioteket i Krystalgade, København, mandag den 29.2 kl. 17.00, med oplæsning af forfatterne og præsentation af værkerne i en kritikersalon.

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

Modtageren af Kritikerprisen afgøres via afstemning blandt lavets medlemmer.

Prisen uddeles traditionen tro i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. Nærmere oplysninger om dette arrangement følger.

Samtidig kan vi meddele, at modtageren af Georg Brandes-prisen 2015 er:

Hans Otto Jørgensen for sit værk Horden (Gladiator)

Georg Brandespris-udvalget, der i år udgøres af Lotte Kirkeby Hansen, Mikkel Bruun Zangenberg og Mads Rosendahl Thomsen, begrunder deres valg således:

Georg Brandes-prisen 2015 går til Hans Otto Jørgensen for ’Horden’ og hans læsninger af en række kendte og mindre kendte danske forfattere fra Det moderne gennembrud. ’Horden’ er en fremragende og i ordets bedste forstand personlig og folkelig formidling af et felt og af en række værker. Hans Otto Jørgensen læser tæt, tænker historisk og aktualiserer glemte og marginaliserede forfattere på en vedkommende og original måde og knæsætter således på imponerende vis en ny omgang med det gennemtærskede moderne gennembrud.

Både Kritikerprisen og Georg Brandes-prisen er finansieret af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.

Spørgsmål kan rettes til kamillalofstrom@gmail.com

Kamilla Löfström, oldermand for Litteraturkritikernes Lav