Morten Søkilde sendte mig efter DT-oplæsningen dette
link til dr.dk og hans meget pragtfulde, på samme tid (ingen selvfølgelighed jo) senest skrevne og senest publicerede text, en "SERMON", som både kan læses bogstaveligt og høres i to versioner, en med den gamle DR-vært Birgit Meister og en med digteren selv (som sædvanlig kan jeg ikke selv finde ud af at åbne lydfilerne), det er endnu eller atter en vokalfonokrom, på e og o, og i mailen skriver Morten, at den "måske kan blive til en bog, når jeg får den skrevet længere eller udvider den. Du ved hvor lang tid jeg tager mig." Det vil jeg glæde mig seriøst til, på den anden side nægter jeg at skyde en hvid pind efter værkliggørelsen af prosaprojektet om Mr. Bing, "Af en konvertits bekendelser", fra
Forfatterskolens Afgangsantologi 2004. Her er den første halvdel af den nye tekstherlighed, prologen nemlig:
Om stemmerne: Om den mon er celloens,
den med elkogerens ofte forvekslet?
Om den mon er tenens eller scepterets?
Mon selve den elskede Moders eller
jordens egen? penslens eller pennens her?
Hvem er stemmens? Her hvor den f.eks. som en for
verden fjern flodsengs fossende form for sprog
lever som en selvfornemmelses vemod
hos poeten, fejres den som opstegen
stof og tone, hvorfor den med soft mood
og efter eget tempo opleder de
med knofedt nedgnedne men endog meget
lette noders p h o r m s g r e p h t, jeg her med lodret,
vedholden pen som glohed loddekolbe
og velholdt omsorg for formen betoner.
Men nogen broderevorn forblommelses
henspredte gloseshow som properste pomp
nedover notesblokken her, er hverken
noget for perfekte ordensmennesker
eller for de store rodehoveder.
Om jeg som fremmedordklog og bleg bogorm
lod som om hele verden bestod dersom
jeg o d l e d e o b s o l e t e b e r l o k k e r,
eller om jeg som Homersk seerske stod
her og lovede jer, godtfolk om soklen,
selveste Penelopes trolovelse,
blev det vel nok osse jeg der for den med
overlegen ro og strengt betonede
herrestemme for frem og beordrede
et snerpet sprog, netop som mennesker med
hovmodets fede orme beboede
hjerter elsker det, som regel, eftersom
deres bogkloge og lettjente lovord
som de holder over os er "noget stort",
omend (og tog jeg mon fejl?) deres flotte,
fejt bejlende belevenhed og enormt
fotogene kropssprog, hvorved de fedter
for den nemme ros, blot er det reelle
og mest bekvemme gemmested for deres
egen ensomhed og gemene sorger.
Venner! Hjertensgodhed og menneskemod
er velkomne ord for en ensom borger.
Derfor er vores sobre betroelser
den bedste bod nogen medbroder modtog.
Betro dem derfor jeres hjertekoster
og kom frem med jeres forborgne sorger.
Deres gemmested er et sottekloster,
og det sovehjerte, der som en fodkold
whopper cheese vejer en hel pose
sorgers stegefedt eroderer vores
helbred, for, hvem ved, om det blev en blodprop
eller det prompte hjertestop der bortrev
os, omtrent som osse verbernes snefog
her omdejsende henvejret smelter bort
som fodspor efter det, englen sloges med?
Derfor, plej dem med megen ro og ros; kom
med godhed, bed for dem; le meget og del
jeres fred og feelgood med dem; hold
om dem, tro dem gerne og bless dem, ofte.
Enhvers ensomhed er jo et stort onde.
Og efterlod jeg en broder med behov
sov jeg selv osse som en levnet, ensom.
For holdes vreden nede, vemodet hen,
sorgerne borte, men hovedet oppe,
lever osse freden som en pebersvend.
Men meget hellere end nogen bodsflov
hofsnog eller storslem Sorteper vover
jeg her pelsen som poet og beder jer
velkomme denne for sprogets revelsben
penslede og for jer renskrevne
