fredag den 17. august 2018

Hvem kan jeg være nu?

- Young Americans-outtake 1:

WHO CAN I BE NOW?

Everybody's raised in blindness
Everbody know's it's true
Everybody feels that everything is real
Anbody's point of you
Nobody can break their bondage
Everyone can feel their chains
But even in my life I knew you found your sight
And nothing would be quite the same
Please help me

Whoooo, can I be nooow you found me
Oooo, can I be held apart, you found me
Nooow can I be, nooow you found me
Nooow can I be real
Can I be real
(Backing singers: "Sombody real")

If it's all a vast creation
Putting on a face that's new
Someone has to see
A role for him and me
Someone might as well be you

Up in heaven any angel
Writes a special game to play
Oh ho, could we, could we make a start
To snatch their Angels part
A major role for everyday
Please help me

Whoooo, can I be nooow you found me
Oooo, can I be held apart, you found me
Nooow can I be nooow you found me
Nooow can I be real(Can I be)

Whooo, can I be Nooow you found me
Whoooo, can I be held apart you found me
Nooow can I be, nooow you found me

Noooow can I, can I be real
Can I be
Can I be
You found me
Who can I be real
Ye ye yeah
Can I be
You found Love
Can I be real
Can, can I


torsdag den 16. august 2018

Privat 50 års-humør

- fotos jeg på forespørgsel indsendte til Politiken/JP, Belingske i dagens anledning:































































Fotograf: Cecilie. location: Samuels oldefars have, Karlslunde

Officielt 50 års-humør

Fotos illustrerende fødselsdagsportrætter i Politiken, Jyllands-Posten og diverse små lokalaviser:



































(fotos: Linda Kastrup)

tirsdag den 14. august 2018

Mine gaver sover

Jeg sidder her alene
på min fødselsdag,
men jeg er ikke alene,
du sover inde i sengen,
Samuel sover i sin slyngevugge

I ER GAVERNE

jeg har høretelefoner på
og hører 'Babies' med Pulp,
jeg er komplet rastløs,
men også rigtig glad,
hvilket jeg er rigtig glad for,
at jeg er, hvem fanden ved,
hvilket skørt humør man vågner
op til sådan en skør dag?

JEG ER SÅ GLAD FOR JER

jeg burde skrive anmeldelse
eller jeg burde genlæse bog
og skrive anmeldelse, men
kan ikke tage mig sammen,
derfor skriver jeg et følsomt
digt, der ligner en bleg kopi
af digtene i den bog, jeg
i stedet burde anmelde

I ER POESIEN

nu hører jeg Bowie selvfølgelig
'It's no game', det er ikke
noget spil, men hvad er det
så? og jeg har altid hadet spil,
bortset fra at så spillede vi
det der spil, der ikke var
Uno, med Rolf og Vera den
anden dag i deres gård, og
det var virkelig sjovt, og
det er det her spil også,
virkelig virkeligt og virkelig
sjovt, joyful er ordet

I GLÆDER MIG

Samuel slås lidt med søvnen
i sin vugge, jeg giver ham
hans sut, og så falder han til ro,
jeg ønsker os meget ro og
endnu mere uro, darlings

JEG GLÆDER MIG TIL I VÅGNER

søndag den 12. august 2018

KLOKKEN ER KONKRET 4 REAL!

Jeg omtalte i en Bogholderi-note i fredags Kamilla Jørgensens utroligt fine - og utroligt uselviske! - ur-værk, der bliver indviet på Grenå havn på onsdag: Vagn Steens digt (og forside) fra debuten Digte?, 1964, som et rigtigt ur hængende på en lygtepæl ved pølsevognen. Og nu har Kamilla sendt mig et billede af URET PÅ PLADS, og ser det ikke bare godt ud, OG KLOKKEN ER KNOLV!























- Indvielsesprogram M.M.:

Indvielse af Kamilla Jørgensens kunstinstallation ’Knalv knolv’ Grenaa Havn – bagved Pølsevognen Onsdag d. 15. august kl. 16.00 – 17.30 Indvielsestaler v/ Borgmester Jan Petersen Musik til digt af Vagn Steen v/ musiker Anders Graae Digtoplæsning v/ Andreas Pedersen (på vegne af Anholt Litteraturfestival) Og lidt ekstra! Foredrag om Pioneren Vagn Steen v/ lektor Tania Ørum Grenaa Bibliotek Onsdag d. 19. september Kl. 14.15 Workshop for 7. klasse på Ørum Skole September Ørum Bibliotek Udstilling: Værker af Vagn Steen September Ørum og Grenaa Bibliotek Vagn Steens datter, Anne Sophie Bergmann Steen, kuraterer udstillingen i samarbejde med Dansk Forfatterforening Udstilling: Værker af Kamilla Jørgensen og Vagn Steen September Kulturhuset Pavillonen, Grenå

- i mange år havde jeg kun Digte? i spættebogsversionen, som nu også er raf, rent urmærssigt:

Billedresultat for vagn steen digte?

SUT-bonus

Der røg en linje ud af min uglade anmeldelse af Torben Munksgaards roman Johns Saga, fordi jeg lige havde glemt reglen om ikke (længere i tide og utide) unødigt at disse på en vis navnkundig 80'er-digter, men så manglede anmeldelsen jo et eksempel på den mindreårige Jeronimus, og det er jo irriterende, så her er linjen tilbage i passagen:

"Jeg tror den mest irriterende kitsch er det arketypiske jeronimusseri: Åh, hvor er brune værtshuse hyggeligere end spejlblanke caféer etc. For hvem siger, at jeronimusseri er et arketypisk alderdomstræk? Jeg synes, jeg kender mange ikke-gamle, der er ramt: Søren Ulrik Thomsen har været kortbærende Jeronimus de sidste 25 år, og han er stadigvæk kun 62.
   Og hvad med bare for eksempel alle de aktivt virkende danske digtere, der er på Johns alder eller ældre, og som har alt for travlt med at sprutte originalt til at vride sig tvære, og selv når de er en slags jeronimusagtige, som fx Peter Laugesen og Henrik Nordbrandt, er det med en helt anden energi og uro end ham jammerkommoden John."

Reolroulette 7

"_ Hvad gør man, når den mand man elsker ikke gengælder ens kærlighed? Yvette sad i sit omklædningsrum på National. Der var pause i showet. ved siden a hende sad veninden og trak læberne op.
  - Man får ham til at elske sig, svarede hun og truttede med læberne.
  - Hvordan? Yvette vendte sig væk fra spejlet og så på hende.
  - Forfør ham, fortæl ham, at du elsker ham. veninden lavede et stort rundt nul med sine læber for at få malingen helt ud i alle kroge. Hun fordelte læbestiften med pegefingeren.
  - Det har jeg gjort, det hjalp ikke, sagde Yvette og tegnede ottetaller med sin skospids."

Ikke dårligt (meta)digt med skæg i

læst denne morgen:

mine kolleger ytrer sig fortrinsvis
om stokroser, sjælens udødelighed
og fordelen ved fuldskæg, fuldkorn
og jordomsejling, den slags, blodtryk
og fidusen ved husdyr, mange og gode
briller og måder at tilberede en kanin på,
hvorfor ikke også en hund, når alt kommer
                                                           (til alt)

- Per Aage Brandt, fra En flue i en dråbe rav, bind x i kvartetværket Vejrmeldinger

Dagens sandhed - sandhedens dag

(apropos min gode anmeldelse i WA Bøger af Kenneth J + Sigurd Buch + Rasmus Halling og apropos min ven og min kæreste og alle mulige)

Gode venner skriver godt
Kenneth Jensen

SCOOP 2: SKÆGGETS EGEN TALE

ved fødselsdagsreceptionen for dets herre Jens Blendstrup, eller rettere: Skægget egen dialog med selvfølgelig en navngivet FISTELSTEMME:

Hvem har vi der? Jamen er det ikke Jens Blendstrup himself.

Det er det.

Jamen, hvad laver du her

Jeg har fødselsdag.

Gud, det vidste vi ikke. Du ser frisk ud

Tusind tak!

Har du været til kiropraktor?

Nej jeg befinder mig bare i et varmt meditativt leje. Men hvem er du?

Jeg er forlagets ånde, Bitten Børgesen.

Dig har jeg aldrig mødt

Det er, fordi jeg arbejder mellem linjerne. Det er mig der retter dine kommafejl og ind imellem skriver dine historier, så de hænger sammen.

Er det sandt?

Nej, hvad tror du. Der er ingen kvinder, der taler sådan i den her verden. Det er et udslag af din syge fantasi. Hvis jeg havde existeret, havde jeg desuden anklaget dig for overgreb på min stemme, og så var det blevet me too, Jens Blendstrup, me too. Men det slipper du for, fordi du er så forpulet afvæbnende og jysk på en utrolig mosefundsagtig rar måde hele tiden. Det er ulideligt.  

Jeg ved det. Undskyld, Bitten!

Hold kæft!

Til sagen. Kære venner, så blev jeg også 50. Det er en stor dag. Der er mange gaver. Jeg har fået 2 flasker vin af min bank. Det fik Malene ikke, da hun blev 50. Hun fik et brev om rentestigning. Og nu står vi her på jordens hyggeligste forlag. Mit forlag har lagt hus til, jeg er så glad. Og se, hvor mange der er kommet.

Det er sgu da, fordi der er for meget ozon i atmosfæren og 35 grader udenfor. Vi er nødt til at være inde.

Jaaah, jeg tror nu også i kommer, fordi i ville fejre mig.

Kunne du i det mindste ikke have ladet dig barbere, du ligner Jens Vejmand med giftige alger i hovedet.

Tusind tak. Jeg har også opholdt mig meget i Korsør nord.

 Hvordan er det at blive 50?

Utroligt afslappende. Jeg har sovet sindssygt godt. Jeg blev vækket i morges under min seng i 35 graders varme. Tillykke, elskede far. Nu skal du ned i køkkenet og have varm kakao

Ja, det er godt nok også varmt for tiden.

Tal ikke om det. Jeg har siddet hele sommerferien i min kummefryser og skrevet 4 linjer på min novellesamling, resten af tiden har jeg følt mig som en avanceret krabbesalat i solen. I forgårs måtte jeg slukke min nabo Ole ,der var selvantændt af et litteraturprogram med en standupper i fjernsynet.

Sådan er vi mange der har det. Det er klimakrisen, Jens Blendstrup. Der har været over 77 brande i Nordsverige. 4000 poeter er smeltet på pilgrimsruten Caminoen, da den frygtelige Jan Sonnergaard-vind drev ind fra Sahara. Vi lider, Jens!

Jeg husker også somre der var varme da jeg var barn. Sommeren 77 var det ikke bare varmt. Der klækkedes mariehøns i millionvis. Og ens forældre fik slæbende stemmer

Var det ikke bare, fordi din far var fuld?

Muligvis. Men nu står vi så her. Ældre end alle fædre. Visere, rundere, federe. Skål!

Ja og nu skal vi fejre dig. Træd frem, Jens Blendstrup. Nu får du din gave fra os

Hvad er det ..?

Det er din egen personlige makuleringsmaskine til dine usælgelige bøger, så kan du altid gå i gang inden du har afleveret bogen, hvorved vi slipper for at sætte den på udsalg. Eller hugge dem op på en strand i Indien, som vi lige har gjort med Slagterkoner og bagerenker. Trykker du på knappen bagpå samler bogen sig igen i form af en Gøl Pøl spegepølse med sønderjysk smag med godt med trikiner og konsonanter.

Tusind tak, det er kærlighed, der vil noget!!

Kom i vores arme, Jens!

Så gerne. Hardy, min egen yndlingsredakør! Venner! ØK! Familie! Bitten, jeg kommer!

(Nej, hold dig væk, væmmelige svedige mandsperson)
 
-->






















- skægselfie

fredag den 10. august 2018

Den Tårevædede Skægtale

- i WA Bøger i dag står som kommentar Den Vindtørre Skægtale, der er identisk med denne Den Tårevædede Skægtale bortset lige fra slutafsnittet, fra og med skæg-interview-citatet. Ved fødselsdagsreceptionen i forgårs læste jeg begge slutninger op:

Hudløst fuldskæg

Min ven Jens bliver mærkeligt nok 50 denne 8. august: Hans vældige fuldskæg er ikke helt så gammelt, men har, vil jeg påstå, altid være på spring. Gennem hele Jens’ mytologiske Risskov-opvækst hvilede skæggets fantomskygge over kinder, hage og hals. Fra jeg mødte ham første skoledag august 1984 på Aarhus Katedralskole, indtil skægget – hvornår`- vel engang i 90’erne første gang begyndte at mørkne frem og oppe i 00’erne avancerede til at blomstre vildt og monstrøst.
. Jens’ skæg er et Blendstrup-værk i egen ret, et stadigt rekordforsøg – ingen anden dansk forfatter er nået tilnærmelsesvidt så langt, ikke engang Frank Jæger i hans sene kriseår, ikke engang Sten Kaalø som frimenighedspræst– et brand og en brand, udtalt på henholdsvis dansk og engelsk, et mobilt skjulested og en stor fed metafor på liv og værk.
. Jens’ tekster er som hans skæg. De er en fuldkommen original uredelighed voksende direkte fra og i samme bevægelse skjulende en håbløst renfærdig nøgenhed. Og pointen er jo så, at nøgenheden optimeres af skægheden. I form af et kæmpeskægs totalt sammenfiltrede rotorblade får nøgenheden mirakuløst vinger og bliver ikke bare skønnere og sjovere, men også sandere.
. Jens’ skæg er desuden en fælde. Læsere og tilskuere lokkes til af den tilsyneladende godmodige julemandsstil og låses umærkeligt inde i det ubændigt fabulerende krat; 100 år er ikke nok til at komme fri af en Blendstrup-tekst, der er vokset helt ind under huden.
  Mit yndlingseksempel er og bliver fortællingen ”Fodboldfesten”, fast indslag i vores fællesshow Litterær Hypnose og derfor klart den tekst, jeg har hørt læst op flest gange i mit liv.
   Fortællingen tager udgangspunkt i en autentisk fodboldkamp mellem Irland og DK, hvor lyset gik nede på banen. Jens lader tiden gå i stå i alle de små stuer, og derfra vokser fortællingen frit og rasende – refræn: ”Der hentes flere øl” – indtil lyset vender tilbage til Dublin Stadion, og fortællingen går ultimativt amok. Og publikum til deres fnisende gru opdager, at de lige har slugt et stort, frygteligt skæg. Det er præcis, tænker jeg, som at overvære en fast motion-optagelse af Jens’ skæg i årelang vækst. Skæg er endda et meta-motiv nede i teksten, hør bare:  
  ”Der hentes flere øl. Mændenes skæg vokser vildt gennem husenes sprækker og kroge. Små fugle har bygget rede, Indimellem må fuglene flygte, når mændene løber frem og tilbage og tager skægget med sig.”
  Jens har kun skrevet én komplet skægløs bog, og det er selvfølgelig Gud taler ud, den nyklassiske og gudhjælpemig filmatiserede roman om hans utrolige far, Uffe Blendstrup, Uff mellem sønner, hvor reglen var nødt til at være, at der ikke måtte findes på, ikke vokses skæg. Der er det, der gør den bog så særligt intens, med et barberblad pløjer den sig gennem alt det skæg, der ikke er der. Og ligesom Jens godt og grundigt har forløst sin fars digterdrømme, er han også gået til de fulde yderligheder med Uffs ustadige, beskedne skægtilnærmelser.
  Efterfølgeren til Gud, soldaterromanen Bombaygryde, er allerede voldsomt skægoverløbet. Jens meldte sig ikke til kamptropperne på Bornholm, fordi han tabte i Matador til sin far. I know! Jeg var til stede! Men nu om stunder tror Jens selv på, at det var sådan det gik for sig. På den måde vokser skægget ind over grænsen mellem fiktion og virkelighed., fra begge sider vel at mærke.
.  Jens er nemlig selv som sit skæg, han smykker alting mere skægt og skægget. Mellem 20 til 80 % af ethvert interview er det rene opspind og/eller groft fortegnet og overdrevet. Jeg holder hver gang regnskab, til Jens’ store irritation, bare for selv at have et vist realitetsstyr. Dette citat fra et Politiken-interviewe vurderer jeg til en høj grad af sanddruhed:
. ” Når jeg har skæg, er det, som om jeg har min egen lille Thylejr indeni. Jeg føler mig fri. Jeg prøver heller ikke at spille venlig eller høflig. Det er rart at se lidt skræmmende ud. Måske fordi jeg altid har syntes, at det var svært at være ung. Når jeg har skæg, er jeg mig selv. Og som regel også mere vanvittig. Og jo større det bliver, jo vildere bliver jeg.”
. Jeg misunder Jens’ skæg, både reelt og metaforisk, det er forfærdeligt sølle, hvad jeg selv formår, både reelt og metaforisk. Men sikke en glæde og et privilegium at forblive venner med et ægte skægmonster og kunne tale skægløst med ham, når det brænder på. Det dramadokumentariske dukketeater, der altid afslutter vores litterære hypnose, afsluttes altid med udskrålingen af et bestemt Tom Waits-refræn, som måske faktisk er nøglen til skæggets hemmelighed. Skægget er ansigtet for fuldt blæs drømt fantastiskere, og du er uskyldig, når du drømmer:
  You're innocent when you dream/ When you dream/ You're innocent when you dream/
When you dream”

Billedresultat for jens blendstrup 

(Foto: Mariana Gil)

torsdag den 9. august 2018

Scoop: Redaktørtalen - til Ventegodt Godhavns lille øgle


- Forlagsredaktør og -direktør Jakob Malling Lamberts tale ved fødselsdagsreceptionen i går på forlaget:

Tale ved Jens Blendstrups 50 års fødselsdag.
Jeg mødte tilfældigt Jens Blendstrup for 12 år siden. Han var ved at køre mig ned på sin cykel da jeg fuldstændig sagesløs var på vej ud ad Ørstedsparken. På det tidspunkt havde Jens’ redaktør gennem godt 13 år besluttet sig for at forlade Samlerens Forlag.  Så jeg tænkte jeg ville gribe chancen og invitere på en kop kaffe med den skumle hensigt at byde mig til som den nye redaktør. Joh, sagde Jens over kaffen, vi kunne da forsøge. Og han havde -nu vi talte om det - faktisk en novellesamling på tegnebrættet. Et par dage senere modtog jeg en email med en håndfuld tekster:
”Hej Jakob,
jeg er fanget af en frygtelig smertefuld modus. Jeg bliver ved og ved med at skrive disse tekster. Det er en frygtelig, frygtelig lidelse. Nedgroede ord! Vankelmodige malteserdrops, men hvad kan jeg dog gøre?
Deres, Tuttemand Ibsen”
Hvis man kan se et menneske for sig som et levende spørgsmålstegn, så var det hvad jeg lignede nu. Men jeg kastede mig ud i det og læste teksterne og noterede mig omgående forfatterens særlige kommatering som et sted hvor jeg kunne sætte ind med synlig effekt. Her havde jeg en tydelig mission og berettigelse. Han skulle ikke skuffes. Men knap havde jeg læst teksterne færdig og formet en plan for en gennemgribende omkommatering før nye noveller landede i indbakken, som salver fra et stalinorgel.
”Hej du,
jeg synes vi mangler en hårdt tilskåret sag med rytme og bløde og blødende kanter. Hvis nu den i går ikke duede, så gør den her helt sikkert. Den er da rørende og poetisk, er den ikk?! Ja, jeg ved godt det er nærmest umenneskeligt med alle disse pytter jeg sender dig, men den her tager jo ikke mere end 5 minutter før du skal sove, og så slipper du og din kone MED GARANTI for at skulle se udsendelser om Ausschwitz og Entlösung og 11. september – for denne gang.
Venligst , Cykelhandler Mørke”
Jeg padlede for fuld kraft og det bedste jeg havde lært op mod den rivende strøm af emails og tekster. En brevveksling der mere og mere mindede om en tenniskamp med Jens i angreb ved nettet:
”Hej Hardy,
er du snart tilbage fra samba i Korinth?! Skal vi snart mødes? Er verden gul eller er den blå? Hvem var damen med de mystiske blomster? Har Jorden en farvekode? Er digtere kolosser på versefødder? Har biblen en studs?
Deres, Thumlinge-Lazarus (født Lundme).”
Parti, sæt og match: Jens Blendstrup. Og mens I for jer ser mig besejret, skakmat, foran computeren, bedes I bemærke tiltalen af redaktøren som tog form under vores mailudveksling. Spørg mig ikke hvordan det gik for sig, men på et tidspunkt er mit fornavn i Blendstrups semantiske smeltedigel blevet forvandlet til Hardy. Siden har jeg stort set ikke heddet andet. Med en enkelt undtagelse, dog, i en mail da vi nærmede os afslutningen på vores udmattende første samarbejde:
”Kære Isenkræmmer Habasut Henriksen, åååååååååååååååååååååååårr. Hold kæft hvor jeg er træt! Søvnens æter der ikke siver. Men ­ som sjovt nok ­altid ­får det syge til at pible ud, ­ pipette pipette, ­ åårh næ nej, må jeg så be om Ninette? Og så skal jeg gudhjælpe mig til Asnæs i aften. Og læse op for russere. Jeg vil smile, vil jeg, ­ massemorderens smil.
Deres, Pegasus Knivsæg
Men mens jeg altid er den samme Hardy, er Jens – bemærker man - altid en anden. Jeg har sat mig for en gang ad åre at udgive en bog med portrætter over alle de personager som har sendt mails til mig fra Jens’ emailkonto. Her er blot et lille kig ind i min kostbare samling af Blendstrup-aliasser, alle de mennesker som gennem det seneste årti har skrevet til mig.
1.    Rodolphus Tempelløve
2.    Umtata Eriksen
3.    Krøsus Thomsen
4.    Osama bin Erik
5.    Swinitze Charles
6.    Ventegodt Godhavs Lille Øgle
7.    Opklaringseskadronens Konge a.k.a. Wingbritt Kaale
8.    Leifs Ven Prikke-Palle
9.    Vinkelmand Carstensen
10.Hultafors Redebom
11.Sixten Mannikin Pist
12.Tyttebær Fåreklæde
13.Tempelform Ole
14.Ingmar Glans
Man siger at kært barn har mange navne. Og hvis det er rigtigt, så må Jens Blendstrup have gjort sig til det kæreste af dem alle.
Og det var det første jeg lærte af vores første samarbejde: At Jens er det kæreste barn med de fleste navne. 
Det andet jeg lærte var at Blendstrup er en ordblender. Eller en drøm. Drømmen er spontant skabende, den bliver bare ved og ved med at skabe sine forunderlige billeder indtil man vågner. Ligesom en drøm er Jens et spontant skabende evighedshjul, som uophørligt skaber fiktioner, ned i det mindste ordspil, den mindste email og sms. Og jeg tilføjer: utroligt præcise fiktioner. Det ligner ikke noget. Men selvom det ikke ligner noget, er det alligevel så præcist. Nogle gange forestiller jeg mig Jens’ hjerne som et raflebæger fuldt af ord, der hele tiden rafler. Rafle-rafle-rafle. Og ud på raflemåtten kommer en yatzy: de mest originale og forunderlige ord og sætninger.
Kære fødselar! Du er den sjoveste og mest ord-originale forfatter jeg kender. En ordginal. Det er en sjælden ære og fornøjelse at være din redaktør og forlægger. Og det er en ære og fornøjelse at fejre din 50 års fødselsdag. Hvor du i parentes bemærket ved denne festlige lejlighed går i dit 25. år som udgivet forfatter. Det skal vi også huske at råbe et hurra for.
Jeg håber at jeg undervejs har kunnet bidrage med lidt. Om ikke andet med et komma hist og her. I en nytårs hilsen skrev Jens i al fald til mig:
Kære Hardy,
vær vel komma herrens år! PS JEG HAR DINE BUKSER!!  ... jeg har også dine kondisokker ...
Deres Tumling Kalibali-Kaj.
Det vil føre for vidt at komme ind på hvordan Jens kom i besiddelse af mine bukser og mine kondisokker. Men man bemærker en vis, næsten religiøs åbning for kommaets gåde -som jeg gerne vil have æren for.
Til lykke Jens, det kæreste fødselsdagsbarn med de fleste navne.

Billedresultat for blendstrup
-->

Overskriftalternativ

I stedet for

Litteraturens gøgler 

som overskriften fantasiløst lød på Politiken fødselsdagsportræt af Jens B

kunne der have stået 

Litteraturens øgler opgejlet
helt uden hoveddørsnøgler 

onsdag den 8. august 2018

Definition af surrealisme 8/8 18

I dag fylder mine 2 bedste venner, forfatter og entertainer Jens Blendstrup og trommeslager og forlagsdirektør Johnnie McCoy begge 50 -

og på tirsdag gør jeg det samme -

det er i sandhed overvirkelighedsafbildende

tirsdag den 7. august 2018

BET-KOMPOSITION

Se. hvor smukt Bet-inventaret står opstillet hjemme hos Bet-vinder 2018 Gitte Broeng, helt Sergeant Pepper-agtigt:




ANDY 90 - POP ER EN TANGO!


søndag den 5. august 2018

Sonnergaards Madsenattak

Jeg anmeldte i fredagens WA Bøger Marianne Stidsens store interviewbog Levende litterater og fandt den lige lovlig ukritisk, især hvad angår 70'ernes ideologikritiske regimente og særligt ansigt ti ansigt med professor emeritus i litteraturvidenskab Peter Madsen, som jeg nævnte, at salig Jan Sonnergaard (som Stidsen i alle mulige andre sammenhænge priser) havde været i haserne på, da han, Sonnergaard, efter sin sensationelle debut med Radiator, 1997, og mange, mange forbitrede studieår på lit.vid. omsider fik taletid. Dette er begyndelsen på artiklen "De fede, de dumme og de bjergsomme" i Information 15. juli, 1997, nogle måneder efter debuten:

"I 1979 blev Peter Madsen professor på Institut for Litteraturvidenskab. Den yngste professor nogensinde og et ebvis på, at nu havde studenteroprørerne lang om længe fået magt. Der var blevet ansat en af deres egne. I en livstidsstilling, uden mulighed for opsigelse. Stor fest.
  Hvad der så var bagsiden af medaljen var, at hele proceduren omkring ansættelsen var gået om, ikke en, men hele tre gange, idet pågældende Madsen aldrig havde skrevet doktordisputats, og heller ikke ph.d. Men . Men vennerne troede på ham, og trumfede beslutningen igennem. Og mulighederne var jo åbne og der var god grund til at håbe.
  Lad os spole tiden små femten år frem. Madsen har stadig ikke fået skrevet disputatsen, eller ph.d'en, eller nogen bog, der med den mindste grund kan betegnes som "væsentlig". Men han har fået magt. Masser af magt. Så da et lektorat bliver ledigt på hans Institut, sørger han for at ansætte en af sine personlige venner, en mand uden ph.d ved navn Ferderik Tygstrup. Der er mange andre ansøgere i feltet - deriblandt et par, der faktisk har opfyldt deres formelle forpligtelser. Og er blevet ph.d. En af dem har også doktordisputats. Da Lektoratet bliver besat med Madsens ven, er der en overgang noget, der ligner debat.
  Peter Bornedal, som er en af ansøgerne, skriver harmdirrende i Politiken om ansættelsen af den nye mand uden grad. Og i et par uger debatterer visse aviser den usædvanlige ansættelsesprocedure. Indtil der bliver lagt låg på. Et nyt ansættelsesudvalg bliver nedsat, sagen bliver syltet, og et års tid efter kan man i en kort notits læse, at det nye bedømmelsesudvalg naturligvis giver Madsen ret."

Og dette er sidste sætning:

"Hvis man skal tale om en vrede, der forsvandt, og et oprør, der virkelig svigtede sig selv og en revolution, der i den grad gik i vasken. Så er det studenteroprøret."

Netto- og Faktapoesi

- fra Caspar Erics nye digtsamling Alt hvad du ejer, der udkommer næste næste uge -

- homage til (cand. mag i litteraturvidenskab og filosofi - CE er magister i lit.vid.) Jan Sonnergaard (og hans Radiator-novelle "NETTO og Fakta" (husk altid kursiven)), hvis Mindelegat Caspar nyligt blev tildelt, også hos Sonnergaard er der tale om primære ensomhedslocations -

3 digte (bogen er uden genrebetegnelse, men de tre forrige CE-bøger har være betegnet "poesi") i sekvens, side 247-249 (det er en TYK poesibog, ikke Høeck-tyk, ca. Andkjær O-tyk):

Det betyder noget at bo et nyt sted
i forhold til hvordan du handler
i forhold til hvem du støder på i Nettoen

i Luisas Fakta er der en medarbejder
der altid siger én omgang hønseabort
når nogen køber en bakke æg

*

Din Netto er allerede ved at lukke
da det går op for dig at du har glemt dit dankort
men så får du lov at mobilpay'e kassemedarbejderen Julie
og nu ved du så at det er det hun hedder

*

Engang klagede en far til butikskæden Target
fordi man havde sendt tilbud og annoncer til hans datter
fyldt med produkter til gravide og nyfødte
selvom hun kun gik i high-school

et par dage efter at han havde klaget
fandt datteren ud at at hun var gået over tiden

supermarkedets algoritme regnede ud af hun var gravid
før hun selv vidste det

firmaerne ved mere om dig end din familie

du føler altid at de andre i supermarkedet
kan se at du bor alene

Billedresultat for caspar eric alt hvad du ejer

lørdag den 4. august 2018

Roulettenøgle 6

(ejet af Ole Rasmussen)

A. Chr. Westergaard: Klit-Per over Nordsøen, Westergaards Forlag 1951

Torben Weinreich i De store danske:

"Da den danske stat i 1947 for første gang udbetalte den såkaldte biblioteksafgift for den brug, bibliotekerne gør af forfatternes værker, var det Alfred Christian Westergaard (1888-1951), som fik udbetalt de fleste penge, dvs. at han var den forfatter, som havde flest bøger stående på bibliotekerne. 20 år senere – og dermed 16 år efter sin død – kom han ind på tredjepladsen.
A. Chr. Westergaard, som han normalt omtales som, var en produktiv forfatter med op mod 60 børnebøger, de fleste drengeromaner, og han var populær ikke kun hos bibliotekarerne, men også hos både anmeldere og læsere. På Danmarks Biblioteksforenings børnebogsudvalgs lister over anbefalelsesværdige bøger, Fortegnelse over Børne- og Ungdomsbøger, var han opført med flest titler i alle årene, dvs. 1932, 1938, 1941 og 1944. Og anmeldelserne af hans bøger indledtes typisk med formuleringer som
"Forfatteren […] hører til de allerbedste Navne inden for dansk Ungdomslitteratur. Han tager ethvert ønskeligt Hensyn til Læseren i sine Skildringer; han er frisk og fornøjelig, levende og sandfærdig i sin Fremstilling. Forældre kan trygt give deres Børn hans Bøger – og de kan selv læse dem med Glæde og Udbytte."

A. Chr. Westergaard var uddannet lærer og endte sin karriere som skoledirektør i Fredericia. I 1919 debuterede han med den lille vesterhavsfortælling Erik og Misse, som årene efter fik følgeskab af Mads Tumling (1920) og Strandens Børn (1921). Halvdelen af de bøger, han skrev, foregik blandt fiskere på den jyske vestkyst, især området fra den sydlige del af Nissum Fjord til Thyborøn, ikke noget velkendt miljø for den store del af læserne, men tilpas eksotisk til, at det kunne fange deres interesse. Her møder vi drenge, som bliver til mænd i kampen mod naturen, fattigdom og fristelser.
Mest udbredt blev serien om Klit-Per, begyndende med Klit-Per fra 1923 og efterfulgt af Klit-Pers Kamp (1927) og Klit-Pers Sejr (1928). Flere år senere fulgte Klit-Pers søn (1950) og Klit-Per over Nordsøen (1951), som foregår under Besættelsen, men som ikke har de første binds litterære styrke.
De første Klit-Per-bøger udmærker sig ved deres psykologiske portrætter af børn og unge og skildringer af det ofte tavst lukkede miljø bestående af fiskerne, som – når fiskeriet svigter, og det gør det tit – lever i den dybeste fattigdom eller tvinges til at arbejde som „Børster” på dæmningsarbejder.
Det gælder også Klit-Per selv. Først dør hans mor, og nogle år efter hans far, som på dødslejet siger: „Nu må du tage dig sammen, for du skal være Mand her og sørge for dine Søskende”. Og det gør Per så, om end modvilligt, for han må overtage farens plads i bådelavet og dermed tage med ud og fiske, og det kan betyde et farvel til livet som en af „Klittens Drenge”:
"Klittens Drenge er stærke i Arme, i Sind, i Venskab og i Vrede; det er en Arv efter Forældrene, som Ansigt til Ansigt med det mægtigste i Naturen – en ubrudt Storm og et fraadende Hav – har lært at kæmpe og ikke at vige."

torsdag den 2. august 2018

ØND & AND

Af alle onder
ynder jeg bedst
ænder,

der ånder,
det er et under,
siger en gl. inder

Reolroulette 6

"Jeg har fået min ordre," sagde Winkler.
  "Ja, I tyskere bliver aldrig klogere," svarede kaptajnen. "Det, at I har fået en ordre, betyder det samme for jer som ilatus' vasken hænder. Så mener I, at alt er klaret. Jeres Hitler bliver vist også nødt til at tage et fodbad for at få renset samvittigheden."
  "Var Deres mund, kaptajn!" udbrød Winkler.
  "Ja, sandheden er altid ilde hørt, derfor går Göbbels altid i en stor bue uden om den," svarede kaptajnen.

tirsdag den 31. juli 2018

Åh-åh, DEN måned

- i bestemt form: 

2018-

AU

GUST

EN

lørdag den 28. juli 2018

Roulettenøgle 5

Intet kompromis. Historien om Keith Green. Fortalt af Melody Green, 1989

Billedresultat for keith green

Det var ikke rigtig en blodmåne

snarere

en hudafskrabningsmåne

eller mere præcist:

en sodet hudafskrabningsmåne

hvilket er den værste slags hudafskrabning

men langt fra den værste slags måne

torsdag den 26. juli 2018

Tidens hastighed

Nej, Ziggy,
tiden tager ikke en cigaret,
det er der ikke tid til,
og hvor skulle den også gøre det henne?
og for øvrigt er ikke bare du,
men også Bowie død

Det er Lou, der også er død, der har ret:

This is the time
This is the time
This is the time
Because there is no time
There is no time
There is no time
There is no time
There is no time
 
- men slutningen på "Rock'n Roll Suicide"
gælder selvfølgelig, mere end nogensinde:

You're not alone!
Just turn on with me and you're not alone
Let's turn on with me and you're not alone (wonderful)
Let's turn on and be not alone (wonderful)
Gimme your hands cause you're wonderful (wonderful)
Gimme your hands cause you're wonderful (wonderful)
Oh gimme your hands
 
(og Marc Almonds koncerterindring (i Uncut):
"There are so many Bowie songs of the late ’60s and early ’70s that represent so much to me, but I have to single out “Rock’N’Roll Suicide”. As a skinny, spotty 14-year-old, bloody from being bottled by thugs on the way to Liverpool Empire in 1972, I climbed over the orchestra pit at the front of the stage. And as Bowie sang “Give me your hand!”, he reached down and took my hand. I was a mess of blood, glitter and cheap, badly applied make-up, but in a state of near religious ecstasy. ")

Iggy lever, 
i Florida,
og han vil hele tiden bare ikke vente længere:
 
Time won't let me
Time won't let me
Time won't let me wait too long      

Reolroulette 5

"Et andet stort spørgsmål for os var, hvad vi skulle gøre med hensyn til Keiths næste plade. Keith havde opfyldt sin kontrakt med Sparrow, og hans tjeneste udviklede sig hastigt samtidig med, at hans to første plader var store sællerter. Han var ikke længere "ukendt" og kunne forhandle sig frem til en god aftale med Sparrow eller med et andet pladeselskab, hvis det var det, han ville. Men nu havde han den stærke overbevisning, at Herren ønskede, at han skulle lægge mindre vægt på penge og ikke tage sig betalt for sit arbejde. Keith havde også sine tvivl med hensyn til den kristne pladeindustri, og hvor meget han skulle involvere sig i den. Sparrow ville have, at han skulle skrive en ny kontrakt med dem, og andre pladeselskaber kappedes også om hans næste album. Keith behøvede virkelig at høre fra Herren, for en ting var vist. Han skulle lave flere plader."

tirsdag den 24. juli 2018

Roulettenøgle 4

Leif Davidsen: Forræderen og andre historier, Lindhardt & Ringhof

mandag den 23. juli 2018

Reolroulette 4

- i sin tid Hvedekornsdebutant:

""Shut up," sagde Johnny igen.
  Han begyndte at knappe hendes skjortebluse op. Hun vred sig lidt og ville protestere, men han hævede hånden, og hun tog sig i det. Hans ansugt var sløret gennem hendes tårer. Sabine havde ikke været så bange, siden hun lå sammenkrøbet under den falske hund i den store grå Volvo i Østberlin før turen over sektorgrænsen."

søndag den 22. juli 2018

Hov, roulettenøgle 3

- endnu en Retsforbundet-traktat
(og tænkt at skaffe sig af med alle Retforbundetraktater nu, eller måske så rettere og lige pærcis, med et lettet suk, sin afdøde mands (garanteres ikke hustrus):

Rex Harrison: Sølvkuglen

med slaglinjen: "Der er kun én måde at udrydde fattigdom på"

- og jo nok ikke denne Rex Harrison

fredag den 20. juli 2018

Vrangkritisk svar 2

Vrangkritiker nr. 2 har dette læserbrev i WA Bøger i dag:

Moderne modernisme

Rasmus Vangshardt, boganmelder ved Kristeligt Dagblad og ph. d.-stipendiat. Keplersgade 2, st. tv., 2300 København S.
Lars Bukdahl hævder i sin fornøjelige og oplysende gennemgang af tidens yngre kritikere, at overtegnede »forekommer at hente sine litterære idealer et eller andet fjernt sted, før modernismen blev opfundet«. Her må der gøres indsigelse.
Ego er eksempelvis - O Himmel! - en stor beundrer af Johannes Ewalds Levnet og Meeninger.
LB ved utvivlsomt mere og meget om vor samtids nationale litteratur. Men hans dansklærermentalitet, hvad litteraturhistorien angår, er nu altså uforfriskende, ganske uafhængigt af hans alder.

- et svar kunne være, at hvis man ikke går ind for - OG STRAKS FÅR LÆST - Signe Gjessings Synet og vennen har man slet ikke ret til at synes om Levnet og Meninger, for slet ikke at tale om Ewalds forbillede Laurence Sternes The Life and Opnions of Tristram Shandy, og hverken eller er sguda modernisme, men totalt post-!

Vrangkritisk svar 1

Sidste fredag havde jeg en kontrovers i WA Bøger med titlen "Vrangkritikere", der handlede om behovet for at få udfordret midladrende og yngre kritikeres avantgardistiske konsensus, og om de tre yngre/midaldrende vrangkritikere, jeg kunne få øje på, Nordjyskes Christian Stokbro Karlsen, KD's Rasmus Vangshardt og Berlingskes Mette Leonard Høeg og om min skuffelse over vranghedens styrke og lødighed.

Christian Stokbro svarede på Twitter:


"I dagens @weekendavisen ønsker @LarsBukdahl, at jeg (og et par andre anmeldere) dog bare "var formidable modstandere!" (med udråbstegn sgu) - som kritikere forstås.
Lidt ros får jeg dog (hvis altså man virkelig leder efter anerkendelsen), idet jeg udmærker mig "ved at anmelde også de mindste hæfter fra de mindste forlag, den slags yderliggående smalhed, der ellers kun når frem til nomineringer til Bukdahls Bet".
Tror dog dét er en eklatant fejllæsning fra min side.
@LarsBukdahl indtager i artiklen selv den position, at kun den "avantgardistiske konsensus" i egentlig forstand skaber ny litteratur. Men han blander tingene sammen, for avantgardistisk litteratur er ikke ensbetydende med eksperimenterende litteratur. Mit standpunkt er
at der ikke skrives ret meget god litteratur i DK i dag, for den har rigeligt med at etablere positioner og lege med sproget. Men jeg ønsker mere af litteraturen, den skal have noget på sinde, som rækker ud over den blot akademiserede underholdning af middelklassen.
Og så er det jo noget frygteligt bavl, "at god litteratur primært skrives fra en i bred forstand eksperimenterende position", hvis det dermed menes, at den eskeperimenterende position kun dækkes ind af den "avantgardistiske konsensus". Jeg er nemlig enig med Bukdahl i det
ovenstående, men der er flere eksperimenterende positioner end dem, der kan dækkes ind under dagens smag blandt kritikere og digtere, som udgør den konsensus, Bukdahl skriver om, og som jeg ikke helt ved, hvem reelt er (men generelt er konsensus vel en dårlig ting blandt
kritikere?). I Peter Stein Larsens doktorafhandling tales der om en monologisk over for en dialogisk litteratur, og så er værdisætningen ligesom lagt. Alt for ofte gives der nemlig et naivt og stærkt reduceret billede af den såkaldte "monologiske" litteratur. Her hører jeg vel



ind under selv, men jeg oplever ikke min litteratur som værende spor monologisk. Det drejer sig om, at i Bukdahl & CO.s vilde begejstring for alt det ny, det unge, det vilde - altså egentlig bare en bestemt form for moderne retorik - giver et stærkt reduktionistisk indtryk af
hvad litteratur er. Litteratur er jo mange ting, og når jeg er grødet i min stemmeføring omkring idealerne, så skyldes det egentlig primært, at jeg ikke har nogle idealer for den gode litteratur rent formmæssigt, men forventer ganske rigtigt en eksistentiel modenhed i dens evne
til at tænke og overveje. Men noget af det fede ved Bukdahls skriveri i dag er jo, at han efterspørger en udfordring af konsensus. Det er jeg med på, som allerede skrevet, for konsensus er lig med iltsvind, og det er lige præcis, hvad den danske kritikerstand og dens små,
velformulerede poder (uanset om de har gået på denne eller hin forfatterskole (og jeg har i øvrigt intet mod Forfatterskolen, jeg tænker blot (uanset de bedste hensigter), at det kan virke uniformerende)) lider under. Indtil der dukker mere formidable kritikere end mig selv op
fortsætter jeg så i mellemtiden på @nordjyskedk med at slå et nysgerrigt slag for den gode litteratur - uanset om den dukker op i centrum eller i periferien.
... og så tak i øvrigt for denne: "Forfriskende er til gengæld hans respektløse omgang med koryfæer som Henrik Nordbrandt og Knud Sørensen; aldrig har en lyrikanmeldelse forarget så meget, som da to stjerner- anmeldelsen af Knud S. blev bragt i Morsø Folkeblad"

Cobraer

Når jeg ruller rundt
og natligt kaster blik

så er én ting
de ægte Cobra-malerier
inde i kæmpevillaer, de
kan strengt taget
være købt for deres
investeringsværdi alene
uden nogen form for
æstetisk præference,

langt kriminellere er
Cobra-reproduktionerne,
alle de indrammede plakater,
inde i lejligheder, thi
deres tilstedeværelse kan
blive nødt til at skyldes,
at beboerne rent faktisk
finder billederne fede ...

og jeg ved ikke, hvad
der er værst:

Egil Jacobsens masker eller
Carl-Henning Pedersens fabeldyr?

jo, ok, fabeldyrene er værst,
de er virkelig virkelig slemme,
vildt og inderligt ufabelagtige

(han skrev så faktisk nogle fine digte,
CHP, men de hænger jo ingen steder, vel?)

torsdag den 19. juli 2018

Myggeanråbelse

Psyk ej,
myg,
være straight styg,
tyg
& hyg!

Postapokalyptisk Sortedam

I

Fuglene sidder
totalt Fuglene-agtigt
på Fugleøen

II

Et par meter længere fremme
er Sonja Ferlovs skulptur
en naturtro gengivelse
af kommende plante-
menneske-hybrider
Billedresultat for sonja ferlov sortedam

Selve havudsigten

Når en millionær ser på havet

hvad ser han så?

Det spørgsmål har jeg spurgt

mig selv tre aftner i træk

Og nu har jeg et svar: 

Han ser en roman

af Virginia Woolf

The Waves

som han ikke kender

og aldrig har

eller får læst

(og forhåbentlig ikke -

DON'T, BILLE, DON'T! -

filmatiserer)

men den roman

i form af Øresund

læser ham, millionæren

og går i stå

tre sider inde

onsdag den 18. juli 2018

Tuborg Havneudsigt

Rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
 rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagmad og ser på

mandag den 16. juli 2018

Reolroulette 3 (gab)

"Artikel 3
Enhver har ret til liv, frihed og sikkerhed for sin person, hvilket forudsætter, at alle har ret til jord. Denne ret kan hævdes indirekte ved ligelig fordeling af de fordele, der ydes samfundet som vederlag af den, der får ret til at udelukke andre fra et stykke jord."

Elefantrim

Du får ingen pant
for en elefant
(ikke engang en slant)

Fjas, ikke tant,
morer en elefant

Hvad forstand havde Kant
på en elefant?

Der er ingenting så sandt
som en elefant

Dagen svandt
som i disen en elefant

Katten spandt
som en tilfreds elefant

Frankrig vandt
som en joggende elefant

søndag den 15. juli 2018

Og hov. 2 yderligere elefandigte! Internationale!

D. H. Lawrence

The Elephant is Slow to Mate

The elephant, the huge old beast,
     is slow to mate;
he finds a female, they show no haste
     they wait

for the sympathy in their vast shy hearts
     slowly, slowly to rouse
as they loiter along the river-beds
     and drink and browse

and dash in panic through the brake
     of forest with the herd,
and sleep in massive silence, and wake
     together, without a word.

So slowly the great hot elephant hearts
     grow full of desire,
and the great beasts mate in secret at last,
     hiding their fire.

Oldest they are and the wisest of beasts
     so they know at last
how to wait for the loneliest of feasts
     for the full repast.

They do not snatch, they do not tear;
     their massive blood
moves as the moon-tides, near, more near
     till they touch in flood
 

Elephant Dormitory - Poem by Russell Edson

An elephant went to bed and pulled a crazy quilt up under its tusks.

But just as the great gray head began filling with the gray
wrinkles of sleep it was awakened by the thud of its tail
falling out of bed.

Would you get my tail? said the elephant to another
elephant also tucked up under a crazy quilt.

I was just in the gray wrinkles of my sleep, sighed the other
elephant.

But I can't sleep without my tail, said the first elephant, I
like it stuck just above my anus; I feel more secure that way,
that it holds my anus from drifting out to heaven.

lørdag den 14. juli 2018

Et til elefantdigt (med billede)

af Knud Steffen Nielsen, fra denfri.dk, 2013
Billedresultat for knud steffen keramiske elefanter

Her lægges kun kabalen, der gerne skulle
gå op. Der er jo ikke noget at sige præsten på.
Han snakker, som han håndfodres.
Så kunne man måske nøjes med lidt fra Prædikerens
Bog, om myrerne og deres iver og gå-på. Og så ellers
fugeskum for resten af pengene, og det gør en prædiken.

Den afdøde havde store
planer, men kom nu ikke meget rundt,

og han var, som man nu ser flest
selvsupplerende/ og entreprenant og,

men ih, som han da
samlede på keramiske elefanter
fra hid og dig og fremmede kyster/. Og kaffen bagefter:
Hva ville han da med alle de lerdyr.

Hvornår skal I sælge, siger
det blødeste pudresind.

Hun kan da umuligt blive siddende
uden vogn, og butikkerne nedlægges
så tit./ apropos som landet ligger, vi skal

da snakke salg
af jordstykke
op mod os, nu
vi alligevel sidder sammen
bare til lidt have, ingen vej-ret/hvis det er det

2 elefantdigte

Tosseri af Halfdan Rasmussen

(titel savnes, via gl. blogpost af Louise Juhl Dahlsgaard)

Ude i den blanke å
mellem siv og planter
gik en aften fire små
trætte elefanter
Lige ud for Frederiksdal
hvor der er en sluse
mødte de en kæmpehval
i en ternet bluse
De var trætte af at gå
havde ondt i halen
tog en rød pyjamas på
og faldt om på hvalen

Fra Vagn Lundbyes Lundbyes dyrefabler, 1994

Elefanten og Laura

Alle dyr i Zoo har navn
efter steder, øl og mænd
Næsehornet hedder Vagn
løven Lars og svanen Svend
Min hjerteklapper flagrer
når jeg hører navnet Laura

Kommer Laura på visit
svinger jeg min runkne svans
Vinker hun og griner lidt
danser jeg en snabeldans
Hvis vi bliver søde venner
får hun mine stødetænder

Se, nu stiger solen op
over havens tårn og spær
Øverst fra platanens top
synger spurv og munk og sær
Skaden flyver bort med sorgen
Vi er elsket højt hver morgen