søndag den 30. juni 2013

Søbingo

Forleden var vi ude og ro på Lyngby Sø,

det har vi aldrig gjort før, sammen -

og i morgen, 13:15 dér på Forfatterskabet på Roskilde, skal vi bestyre Ordbingo ((c) i sin tid Vagn Remme og Sternberg, og som de vistnok eneste forsøger vi at leve op til det oprindelige design og opråbe tekster med udvalgte ord i og ikke bare ordlister),

det har vi heller aldrig gjort før, sammen -

gammelt venskab på nye flasker!



(fotograf og ro-instruktør: Lars Gundersen)

Pink bracelet

Det er meget friskt af Roskilde Festival at tvinge alle journalister og mediearbejdere (og co., fx digtere og fx mig, der er, ja, hvad er jeg? redaktør/sprechstalllmeister/bankoopråber) til at bære

LYSERØDE

armbånd,

så ved de, hvem de er:

Dem med lyserøde armbånd på,
lyserøde armbåndsbærere,
arme båndbærelyserøde,
båndlagte, lyserøde armbær.

Det burde være genialt

for mig
med en
LAKIDSCROISSANT,
som den jeg købte i dag i Roskilde Stations 7-11,
men det var det ikke
(fedtede krummer & flydende andenrangs lakrids
just doesn't mix),
RUGCROISSANTEN
(7-11 har en croissantkampagne kørende lige nu)
lyder som en betydeligt dårligere og traurigere idé,
men er måske derfor faktisk en delikatesse,
det vil jeg finde ud af i morgen.

Hvedekorny!

Alt mulig Hvedekornsuro:

hjemmesiden nye nyheder og blogposter, opfriskning af de faste sektioner Vigtig poesi 2013 (og 2012!) og Poetiske blogs i DK -

og mandag, tirsdag, onsdag på Gyldendals og Rosinante&Co's scene Forfatterskabet på Roskilde Festival, situeret i The Dome i Dream City 3 x 3 livligt lovende digtere:

Mandag 1. juli, 11:30 til 12:00

Sophia Handler
Ingrid Nymo
Emil Kjær Voss

tirsdag 2. juli, 11:30 til 12:00

Rolf Sparre Johansson
Joakim Vilandt
Niels Henrik Egsgaard

onsdag 3. juli, 11:30 til 12:00

Caspar Eric Christensen
Jakob Slebsager Nielsen
Signe Gjessing

(flere andre glitrende (Hvedekorns)digtere optræder på scenen, bl.a. Cecilie Lind, Rasmus Halling Nielsen, Caroline Minor, Mette Moestrup, Jens Blendstrup, Morten Søndergaard, Daniel Dalgaard, Peter Adolphsen, se Facebook-link her)

lørdag den 29. juni 2013

Vigtig Jørgen

Du har tændt for Tour - fordi det giver god barndomsstemning,

og Jørgen Leth taler om

vigtige hjørner

på ruten,

så det lyder som

vigtige Jørgener

(og lige nu taler han om det skaldede bjerg, Mont Ventoux, der virkelig er skaldet, og det, der gør Mont Ventopux ekstra mytologisk, er, at det står helt alene og er skaldet, man kan se det i miles omkreds, det er skræmmende, er det)

(Stephánie Surrugue på Facebook:

Efter crazy første etape gør det godt med aftensmad - og Jørgen kommenterer stadig; nu på en svulstig banana split serveret i en porcelænssvane (!): "Det er vildt, det dér. Det er fuldstændig vildt. Det er den vildeste banana split, jeg nogensinde har det. En banana split er en dejlig ting, synes jeg. Jeg har engang lavet en filmscene med en banana split... Den hed 'Nye scener fra Amerika'... Dan Holmberg på kamera. Det var en 40 sekunder lang scene. Det var skidegodt".

  )

JP-guerilla-anmelder nr. 2

hyret af den oprigtigt og reelt innovative litteraturredaktør, David Jacobsen Turner,

er Peter Adolphsen!

Nr. 1, som opråbt flere gange her, er Lars Skinnebach (der i mellemtiden, i sin anmeldelse nr. 3 (ja, vi følger ham nøje på Blogdahl), summarisk og tilsyneladende fuldt ud retfærdigt slagtede en ny digtsamling af selveste Yoko Ono - og så har han sommeranbefalet (heller ikke i JP (faktisk kun i WA) anmeldte) Henrik Have! Frisk nok: "Det hele er i spil, når man læser "Hovedsporet": idiosynkrasi, intelligens, humor, dobbelteksponerede visioner, klange og kompleksitet, landskaber og geometri i et tempo og med en betydningstæthed, der ville virke skræmmende, hvis det ikke samtidigt var den smukkeste og mest overbevisende poetiske kur mod alt det totalitære - fra fascisme til puritanisme. En ideologisk afvisning af den ideologiske afvisning.").

Adolphsen dækker et umiddelbart noget kedeligere område end Skinnebach, der har fået poesi(agtighed), han har nemlig fået oversatte romaner, der jo nemlig er et langt kedeligere område end det burde være. To romaner har han foreløbigt anmeldt, begge positivt, men ikke glødende nok til at jeg ligefrem får lyst til at læse dem, Ron Rashs' Serena og Grace McCleens Det herlige land: den første er han lige ved at disse, men så disser han Susanne Bier i stedet for - og heldigvis skriver han jo Adolphsensk, Adolphsen, sirligt snusfornuftigt og oprømt, hjerteligt kollega-velkommen også til ham!

Serena" er en bred roman i den velkendte nordamerikanske stil: tyk, lindt flydende, lækre naturbeskrivelser, mundret dialog, saftige (men ikke vulgære, uha nej) sexscener, interessante tids-og stedsbilleder og ikke mindst et velturneret plot inklusive elegant subplot (den unge gravide piges historie). Lige til at ploppe i strandtasken, hvilket bestemt kan anbefales - dels fordi den opfylder de nævnte præmisser, men samtidig er en raffineret genskrivning eller opdatering af det elizabethanske drama (Shakespeare, Marlowe) og den græske tragedie, komplet med kor (et sjak arbejdere) og akter.
Dels fordi den giver en skræmmende beskrivelse af den uhæmmede kapitalisme og de rystende forhold, som arbejdere i datidens (og nutidens?) USA måtte udholde. At fælde store træer er en farlig branche, hvilket udpen-sles med mange blodige detaljer. Serena Pemberton er en fascinerende skurkinde, en Lady Macbeth med et stænk Medea, placeret i depressionstidens North Carolina på en hvid vallak og med en tam ørn (til klapperslangejagt!) på armen. På bogens omslag står der i øvrigt (med majuskler): BOGEN BAG SUSANNE BIERS NÆSTE STORFILM, og på bagsiden citeres filminstruktøren for følgende: »Frem for alt en kærlighedshistorie - en slags ' Borte med blæsten' for vor tid.« Det, vil jeg mene, er en fejllæsning af Serena; hun er et seksuelt væsen, javel, men stjerne-psykopat, og hun føler næppe kærlighed. Og dog. For Serena ses hele tiden udefra, via George Pembertons øjne, så læserne må tænke deres eget om, hvad der motiverer Serenas handlinger. Og det er altid en styrke i et fiktionsværk, at det kan forstås på flere måder. Derfor: Læs bogen, før De ser filmen om denne Serena, en stærkt fascinerende ond mær. Men læs ikke bagsideteksten - den afslører temmelig kluntet cirka hele handlingen.

Kvindestudier - et Lloydfløjt

Excellent nye plade af Lloyd Cole, Standards, med træt og vittigt prætentiøse tekster, som er den bedste slags prætentiøs, og bl.a. denne, "Women's Studies"

- hvis vi ikke kan tale om ingenting,
så har ingenting at holde sin kæft

Women's Studies
I'm drinking tea
Taking unpaid leave from my
Women's Studies, uh huh
Out here in the meadow
With A People's History of America
I smoke a pipe to Johnny 99
Bipartisan Consensus
I'm keeping it dry, nothing flighty
On orders from my therapist

We were young and we were stupid
And it was fine while it lasted
To complete my education
I had to wake up in your bathtub
Oh, those Monday morning quarters
I grew so accustomed to

I've seen enough
I've made my recommendations
My work here is finished
Your powers of reduction
Remain strangely undiminished
Yes you, in your hushed tones
And your campus etiquette
If we cannot speak of nothing
Then nothing should keep her mouth shut

We were young and we were stupid
And it was fine while it lasted
Yes, I wrote my dissertation
On the barstools of your neighbourhood
But the bars were filled with lawyers
Filing action two by two

Through the valley of the women
That I am not married to
Are these riches here the spoils of my retreat?
These rented rooms and bachelor's degree
It's a Penguin Classic scene
Broken spine and faded green
Trying to relocate my arms
Around a memory
I'm drinking tea
Taking unpaid leave from my
Women's Studies, uh huh
Hiding up here in the library
With The Great Wall Of China
If Josef K was from Edinburgh
And Fast Product from Prague
That could have been kind of funny
Or maybe not that funny at all

We were young and we were stupid
And it was fine while it lasted
To complete my education
I had to wake up in your bathtub
With the shadows of the women
That I am not married to

Debatkulturdebat - kort, vrantent læserbev til Politiken

Hvorfor bliver debatredaktører kulturredaktører,
for kulturredaktører skal da ikke være debatredaktører,

og nu er der 1 til debatredaktør, som er blevet 1 kulturredaktør, der skal være 1 debatredaktør på den lavendelduftende avis.

Kulturprodukter debatterer ikke, det gør debattører.
Kultur er ikke debat.

Kultur er vener,
åbne
og blødende hallucinatorisk
ned på det ægte og ærlige tæppe fra Afghanistan.

fredag den 28. juni 2013

80'erne dør hele tiden

Krasnapolsky er lukket, og i stedet åbner
en steakrestaurant (?), der hedder Slaughter,

Carsten Jensen spiste en croissant,
en plain croissant,
med gaffel
på Krasnapolsky i 1985.

Hvem, Sommerskotjener,

spiser deres croissant,

deres plain crossaint,

med gaffel?

Edward Snowdon?

Barack Obama?

Frank Ocean?

Siden '96 har jeg bundet som en tyrkfejl

I Information i dag, hvor jeg også UDTALER MIG (se min kommentar i WA Bøger, ja, køb nu for en gangs skyld avisen, bloglæsere ...) om anmelderi udtaler den UNGE (hvor jeg er født i 1968, er han derimod født 1968) anmelder Mikkel Bruun Zangenberg:

Jeg holder Weekendavisen for tiden, og har lagt mærke til, at specielt midaldrende anmeldere er begyndt at svovle og bande rigtigt meget i deres tekster for at vise, at de stadig er unge og med på den. Man vil nødigt virke for gammel og stiv og fjern fra tingene. Hvilket jeg synes er lidt latterligt.«

Det er jo for pokker ikke Klaus Rothstein eller Leonora Christina Skov, der bander. Det er sgu da for fanden mig, og jeg har gjort det med, er jeg sikker på, ret cirka samme middelhøje frekvens, siden jeg i 1996, da jeg vel stadig var en slags ung, skiftede avis fra Kristeligt Dagblad, hvor en fast ansat bandedame sletter al uhøvisk tale, til Weekendavisen. Jeg kan huske, at Erik Skyum (der citerer mig rosende (for kritik af Morten Søndergaard) i samme Information - det er altid et chok: han Må være ironisk, tænker jeg paranoidt) ved samme års Bogemesse belærte mig om, at bandeord var en billig og plat vitalistisk effekt eller noget i den stil, og at jeg IKKE, som jeg burde have gjort, svarede: Fuck dig, din midaldrende kritiker! men velsagtens bare sukkede høfligt og ungdommeligt (ja, ja, det er det med midaldrende, der mest går mig på! jeg har tænkt mig at blive 120, og så er jeg først midaldrende, når jeg bliver 60).

Bandeord er vel for helvede bare ord - og tit meget skønne ord, som nu fx for helvede eller hvad med kraftedeme eller min yndling: guddødme (ikke guddødemig)? - til fri, retorisk og musikalsk afbenyttelse, og alt andet lige bliver de brugt for lidt, på skrift i hvert fald, og af (ikke-rappende) digtere ikke mindst.

torsdag den 27. juni 2013

Hans Otto SPARTAKUS Jørgensen

Noget af en SENSATION så sandelig i litteraturens lille verden - eller måske kun i litteraturens lilleverden, men den verden er min (OG DIN!):

Hans Otto Jørgensen vil for fremtiden udgive sine bøger på sit og Jakob Sandvads nyoprettede forlag Gladiator -

her uddrag fra the breaking news i Information:

De to første titler på det nye forlag Gladiator er klassikere. Det drejer sig om genudgivelsen af Henrik Bjelkes spektakulære roman Hundrede postkort fra Helvede fra 1980 og Helga Johansens psykologiske roman Hinsides fra 1900.
Men ellers vil det nye forlag være et forlag for ny dansk litteratur, der kommer til at »være konkurrenter og supplement« til de andre forlag. Det siger den ene af bagmændene bag det nye forlag, forfatter og tidligere rektor for Forfatterskolen Hans Otto Jørgensen.
Han har stillet sig selv i spidsen for den udvikling ved efter 17 bøger på samme forlag at have afviklet sin tilknytning til Gyldendal. Det hænger for ham ikke længere sammen at udgive sine bøger der.
– Så du vil fremover udgive bøger på Gladiator?
»Ja, det tror jeg. Det kan ikke blive andet, så må jeg se hvordan. Det er en mærkelig situation at udkomme på sit eget forlag, men både Peter Seeberg og Poul Vad gjorde det jo også på Arena-forlaget i sin tid. Men jeg er ked af det, for Simon Pasternak (Hans Otto Jørgensens redaktør på Gyldendal, red.) har gennem årene lavet et fantastisk arbejde med mine bøger.«
– Kan du komme med nogle navne på kommende danske forfattere, du trækker med over til dit nye forlag?
»Ikke nu. Jeg kan kun sige, at der vil udkomme nogle danske forfattere allerede til efteråret.«
– Forfattere, der kommer fra Gyldendal?
»Der udkommer ikke andre fra Gyldendal til efteråret.«
– Men senere så?
»Det kan man ikke vide. Det kommer jo an på, om det er attraktivt at udkomme hos os. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Men jeg er en talentspejder. Ligesom John Steen Olsen har været talentspejder for Ajax, har jeg været det for Gyldendal. Og nu er jeg ikke talentspejder for Gyldendal mere.«

Det er første gang i nyere tid en respekteret og etableret (kedelige ord), finlitterært betydelig forfatter flytter hele sit forfatterskab (og ikke kun mere eller mindre smalle/eksperimenterende sideprojekter) over på et lille forlag - bortset fra dengang Preben Major Sørensen flyttede til nu lukkede Anblik (og hvor er Majoren nu? det er faren ved at flytte i lysthus!), men ham vidste Gyldendal vel knap nok, at de udgav - når HOJ  (med sin første erindringsroman-trilogi) har solgt flest bøger, solgte han ikke synderligt mange bøger, så Gyldendal oplever ikke noget økonomisk tab ved hans farvel, men klart nok et prestigetab - hvortil kommer det personlige drama, det lykkelige forfatter-redaktør-par Pasternak og Jørgensens traumatiske skilsmisse: Pasternak formulerer sin klump i halsen sådan her på Facebook, apropos rørende:

Go vind, drenge!
Selvom det gør ondt, at vi skal gå vores vej - så er det jo kun godt, hvis der kommer mere god litteratur i verden.
Og hvis I engang kommer forbi Gyld så giver jeg en Cola og en smøg.
Kh S

Ræven bag Nellies øre græder ægte rævetårer

Jeg har fundet en ca. jævnaldrende bror til Niels Franks Nellie, der er en ræv!

I den amerikanske forfatter George Saunders' lille, snu og følsomme e-bog Fox 8: A Story, hvor titelpersonen er en ung ræv, der har lært menneskesprog og -skrift (af at lytte til en Mor, der læser op for sine børn), men bare heller ikke rigtigt kan stave, ordentligt:

Perhaps, reeder, you have herd the frase called: it was the best of times, it was the werst of times? (It is from a buk. Once the Mother tried reeding that buk to her cubs. But it pruved boring, with too many werds. Therebuy her cubs began doing what Yung Yumans do when bord, which is, rolling around with fingers up nose, pinching there baby brother.)
  All i cud think was, Fox 7 is de, and it is all my fawlt. Whyd ha I ever had the dum idea of entering the Mawl? Why was I born so weerd? Why cud I not be a simple Fox, having no day-dreems, speeking just Fox, obaying my Grate Leeder?
  It was the werst of times, i was the werst of times.
  And tell the truth, my hart went slite lee bad.

I sin artikel i Anmelderi-nummeret af Spring skriver Erik Svendsen om Nellies bog (i morgen i Weeendavisen Bøger skriver Niels Frank TIL GENGÆLD om Erik Svendsen, det er, kan jeg forstå, ikke uoplagt):

Hvad der ikke rigtig fremgik af de begejstrede anmeldelser er det faktum, at bogen kun er interessant for læsere, der sværmer for det formelle. Der er intet følelsesmæssigt drama, ingen lidenskaber, ingen erkendelse - andet end den intellektuelle og formelle, der ligger i konceptet og for så vidt er der intet på spil i Franks bog. Den bekræfter til fulde forfatterens status. Almindelige læsere derimod afvises fra sætning et. Ingen almindelig læser vil orke at stave sig igennem en ufremkommelig fortælling, der er blottet for psykologisk realisme. Nellie er et papirsubjekt, en papirtiger. Niels Frank sejrer i den litterære anmelderfejde, fordi toneangivende kipper med flaget.

For det første (som jeg også frådede ud i raseri over til sidst i interviewet med Johannes Riis og mig i Kulturen på News i går aftes): Vil ualmindelige, dannede, privilegerede, indforståede, intellektuelle, formelt skolede læsere ikke nok holde op med at udtale sig om, hvad almindelige læsere kan og vil læse, for hvor i alverden ved de det fra?

For det andet: Kan man læse en bog mere blindt og døvt end Erik Svendsen? Nellies bog er nok en formel leg, men det er sgu da ingen intellektuel øvelse, det er en helt vildt PRIMAL øvelse, lystfuld, men også melankolsk og ensom. Nej, der er ingen erkendelse - hvilket også i den grad er et intellektuelt koncept - men der er masser af lidenskaber og følelsesmæssigt drama. Jeg bliver tusindfold mere rørt over Nellie flakkende alene rundt i verden, end samtlige Jakob Ejersbos (hårdkogt) sentimentale  papfigurer. Jeg bliver med andre ord akkurat lige så fornøjeligt rørt over Nellie som over Ræv 8.

onsdag den 26. juni 2013

Aflyst slutning

på den kritikkommentar, jeg skrev i dag; den omskrevne blev enklere og - hårdt nok! - bedre:
Jeg vil gerne udsende følgende udtalelse: I forhold til, hvor lidt anmeldelserne rent kvantitativt vil fylde i forhold til al anden omtale af Lars Ringhof-klient Hanne-Vibeke Holsts kommende bestsellerroman om sin far, den smalle lyriker og Hvedekornsredaktør Knud Holst, er det i al beskedenhed til at få storhedsvanvid af, så utroligt irriterende kritiske kritikere åbenbart forbliver.  af konkrete bøger, og jeg syens Jeg er helt så mange betænkelige g og passer godt og gladelig.r af konkrete bøger, og jeg syens

TAK er et farligt ord, når man taster dårligt

de nærmeste bogstaver er

R       Y
     G

dvs.

RAK

GAK

YAK

tirsdag den 25. juni 2013

Jeg prøver at konkurrere med Nils Gunders Lars Bukdahl-optagethed

Nils Gunder Hansen anmelder Springs anmelderi-nummer i Kristeligt Dagblad med underubrikken: "Lars Bukdahl fylder alt for meget og redaktørerne alt for lidt i tidsskriftet Springs særnummer om anmelder", og hvad handler så tre fjerdedele af anmeldelsen om (uden at fortælle, at jeg selv kalder Ib Michael-fejden idiotisk, for ligesom i Himmelstrups artikel, er det pludselig lige fedt med IM og mig, vi skaber os begge helt åndssvagt for at få opmærksomhed og opfører os ekstremt og selvfornedrende, men hallo: den ene af os truede den anden med tærsk, og den anden af os sagde så, gider du ikke lade være at true mig med tærsk, så vi kan skændes videre med stil)?

En del af nummeret er helliget den fejde mellem forfatteren Ib Michael og anmelderen Lars Bukdahl, der udsprang af, at førstnævnte for et par år siden lovede sidstnævnte tæsk. De får begge lov til at ytre sig om sagen endnu en gang, og hele forløbet bliver omhyggeligt gennemgået af gæsteredaktør Kristian Himmelstrup. Det er deprimerende, at den fjollede historie skal have lov at fylde så meget. For som Himmelstrup selv er inde på, siger sensationen mest af alt noget om, hvor marginalt et fænomen den litterære kritik er blevet i den almindelige offentlighed. Aktørerne er nødt til at skabe sig helt åndssvagt for at få opmærksomhed. Der kommer lidt reality-tv over det, Michael og Bukdahl er divaer i junglen, og nationen skiftevis måber og morer sig over deres ekstreme og selvfornedrende opførsel. Lars Bukdahl fra Weekendavisen er den mest omtalte og omstridte kritiker i Danmark gennem de seneste 20 år, og faktisk lyder det også, som om det udelukkende er ham, Johannes Riis skriver kritisk om, selvom han er omhyggelig med ikke at nævne navn(e) og lader, som om han ser flere typer for sig. Der er imidlertid en historie om Lars Bukdahl, der aldrig bliver fortalt, heller ikke i denne sammenhæng, men lad da så mig gøre det: Før Bukdahl i 1996 blev headhuntet til Weekendavisen skrev han i en årrække for nærværende avis. Han var en ung, intelligent, velskrivende og fræk anmelder. Det var sjovt at følge ham, og fra tid til anden blev han da også bemærket og citeret i de andre aviser, ikke mindst når han uærbødigt tog litterære koryfæer i behandling.Det gik, som det måtte gå. Han kom til en større klub, som det ville hedde i fodboldverdenen, og her blev han sandelig ikke sat på bænken.Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen fortalte engang selvtilfreds i et interview, at hendes ugeavis ikke som sådan blev redigeret.Man ansatte jo kun folk, der kunne skrive! Så redigeringen var for så vidt overstået under jobsamtalen. Og det princip må man sige, at hendes skiftende bogredaktører levede op til, både Bo Bjørnvig, der hentede Bukdahl, og senere Klaus Wivel. Fra dag 1 og mange år frem blev Bukdahl overhovedet ikke redigeret. Sådan tog det sig i hvert fald ud, set udefra. Både Bjørnvig og Wivel er fortræffelige skribenter og sympatiske mennesker, som nærværende anmelder sætter højt, men man fornærmer dem næppe ved at sige, at ny dansk skønlitteratur ikke havde deres store interesse. Det var kun en lettelse, at Bukdahl tog sig af den, og der kom jo masser af opmærksomhed og gang i gaden. Fra at være en ung anmelder på en lille avis blev Bukdahl på ingen tid chefkritiker med megafon på landets største kritikerscene. Han anmeldte det hele, både det, han kunne lide, og det, han ikke brød sig om. Han skrev uhæmmet frækt og morsomt og med årene også stedse mere vildt, polemisk, personligt, injurierende, idiosynkratisk, rablende og selvrefererende. Først da Anna Libak kom til for et par år siden, er der - stadig set udefra - blevet lagt låg på Bukdahl. Han anmelder ikke længere det hele inden for dansk skønlitteratur, og han bliver også sat til at anmelde ting, han ikke selv har valgt. Desværre tror jeg, at dette indgreb er kommet mange år for sent.

Nils Gunder kan såmænd godt have ret i sin krønike om redigeringen af mine tekster; en stor del af tiden under Klaus Wivel fik jeg lov til at gå pænt eksperimenterende amok med mine tekster, især i mine såkaldte føljetoner, men jeg ved ikke af, at jeg fik alle de bøger til anmeldelse, jeg gerne ville have, det har jeg sgu aldrig fået, under Anna L har det så bare være nogle mit hjerte nærmerestående bøger, jeg, nu og da, ikke har fået (mestendels Pia Juul!). Og det er rigtigt, at samme Anna straks satte en stopper for den eksperimentelle-excentriske skrivepraksis, hvilket jeg selvfølgelig blev seriøst muggen over i sin tid, men vil mene, at jeg er så godt som forsonet med: når jeg gennem indtil flere år havde givet de specifikke yderligheder alt, de kunne trække, risikerede elastikken langsomt at blive slappere, og hvorfor så insistere? resultaterne og/eller manglen på samme var opnået; nu er øvelsen i høj grad den modsatte, at koncentrere og inddampe Borum-style, hvilket er mindre spektakulært (og læse-udfordrende / -anstrengende), men jo ikke mindre menings- og ærefuldt eller potentielt personligt og nuanceret, og ja, ja, jeg ville gerne skrive mere og længere og anmelde alle de bøger, jeg gerne vil anmelde, hulk, hulk og herregud! Men det er underligt og trælst, hvordan Nils Gunder tager for givet, at min kritiske praksis er og har været et (moralsk? etisk?) betænkeligt og beskæmmende fænomen. Jeg skriver "uhæmmet frækt og morsomt og med årene også stedse mere vildt, polemisk, personligt, injurierende, idiosynkratisk, rablende og selvrefererende". I mine øjne er det kun "injurierende", hvilket jeg vil mene, at jeg (modsat flere af mine "modstandere", fx Jan Sonnergaard) aldrig har været, der er et negativt adjektiv her. Det er en trist kritik, der foretrækker at være hæmmet, ufræk, umorsom, uvild, upolemisk, upersonlig, uidiosynkratisk, urablende, uselvrefererende, men der er til gengæld masser af den over det hele, også i WA Bøger, der er faktisk næsten ikke andet. Jeg ved for lidt om fodbold til at forstå klub-metaforen, men hvis man køber en spiller (selvom det er for ingen penge ...), er det vel ikke for at sætte ham på bænken, det er vel for at sætte ham på banen og score mål, og mål scorer han ikke, så vidt jeg har forstået, ved at være forsigtig og diplomatisk og konsensussøgende, men ved at være pågående og kreativ og infightende; han kan så drible mere eller mindre og mere eller mindre Laudrupsk og skyde fra mere eller mindre skarpe og umulige vinkler, men bolden skal rammes, så den rammer i plet, indenfor rammen, ikke også?

Lousiana loose

Dagens hykleriillumination i egen barm:

Jeg har set skeptisk til Louisianas Litteraturfestival - som ulideligt selvfedt smagfuld - og udeltaget både den ene og den anden gang, men i vel 17 år gladelig deltaget i den grelt kommercielt Bogmesse, indtil jeg i dag blev spurgt om at moderere samtaler med Svend Åge Madsen & Peter Adolphsen og Niels Frank & Solvej Balle på Louisiana til august, 24. og 25., så mener jeg pludselig, det er verdens cooleste gigs (med jo nemlig genuint første klasses favorit-writers, ikke akkurat gode nok lige-ved-og-næsten-yndlinge) som jeg ikke engang føler skam over halvgedulgt at prale med og reklamere for lige her.

Suk, hvor jeg er en sucker for sukker!

Det eneste, der helt klart er mere og mere af lave

er

(inspireret af de seneste dages anmelderivrissenhed (jeg skriver en kommentar i morgen, der træt er glad på egne vegne - jeg er glad for, at dårlige bøger dagligt fornyer min surhed, ikke noget værre end sur surhed))

jeronimusseri

(se den jeronispidsmus - dens snude visnede og faldt af).

Sommerplagsomt Hvedekorn!




Og pludselig er der kommet et nyt nummer af Hvedekorn, nr. 2, 2013, med delikate vintage-polaroider ved Jens Birkemose og UTROLIGT meget god poesi, bl.a. dette hardcore-herligste digt af chilenske, 98-årige og spillevende Nicanor Parra (oversat af Helge Krarup og Pablo Golborne):

Tidsfordriv

at få en verden til at springe ud af intet
men ikke af vægtige grunde  
kun for at plage – for at irritere

stemme guitaren falsk for pateren
onanere med rosenblade
kronrage de mindre søskende
skrive aforismer på væggene
true en stakkels gammel mand 
diskutere med juridiske doktorer
skyde bolde efter præsten
under afviklingen af den hellige messe
simulere et epileptisk anfald
mens han løfter den hellige hostie
vende ryggen til et trafikulykke

spytte på et brændende kapel
kæle for en lille romersk kat
lyne gylpen op og ned
- og hvis de ønsker det lyner jeg ned igen –

rive Fattiggården ned
udsætte bryllupsnatten på ubestemt tid
følge et brevkursus
korsfæste Kristus Jesus
pådrage sig en Kønssygdom
underkaste sig Urinprøve
blive opereret for Nyrekræft
overbebyrde Kirkens patere   
med spørgsmål som ikke har med sagen at gøre

tilberede en præstehat
med Pavestolens viden og samtykke

holde en patriotisk tale
men ikke af vægtige grunde
kun for at plage – for at irritere
Mine Herrer og Damer selvom jeg er uforberedt…

massakrere Zarfamilien på klos hold
sætte ild til Biblioteket i Alexandria
sønderdele gravide kvinder 
i den reneste Lyndon B. Nixon-stil

her respekterer man end ikke jungleloven


mandag den 24. juni 2013

Dadaister som frikadeller (over Atlantens plankeværk)

Calvin Tomkins: You kept somewhat aloof from the Dadaists, but it seems you were more involved with the Surrealists.

Marcel Duchamp: Well, at the time of the dadas I was here in New York again; I was not in Paris except a month or two at a time. I didn't take part in their manifestations. I never had the attitude of a ham actor, which you had to have to be a Dada, because you were on the stage performing all the time, reading completely idiotic things (laughs). And I hated public appearance. I've gained momentum in that direction, because I can lecture now, I can do things like that. I don't enjoy it, but I don't care. With the surrealists it is not as stagy as it was - sort of immobile decoration, like that form of expression in the Surrealist shows

- fra eftermiddagssamtale i 1964, opsamlet i Marcel Duchamp. The Afternoon Conversations, også købt som e-bog!

søndag den 23. juni 2013

Skt. Hanx

(vi flygtede fra Frederiksberg Have, da Søs Fenger gik på, vejrguderne er IKKE News-fans)

Slå op i et

lexikon

under opslagsordet

hex-ikon

og du ser et billede taget med

spex-Nikon


Sidste nys

Et
næsvist
nys
gør
nas

Nuser:

Fornosset!
f
nøs
han
nissificeret
ned i sin
Nescafé.

Off the Nabocuff - 2

In answer to the question: what scenes one would have liked to have filmed -
Shakespeare in the part of the King's Ghost.
The beheading of Louis the Sixteenth, the drums drowning his speech on the scaffold.
Herman Melville a breakfast, feeding a sardine to his cat.
Poe's wedding, Lewis Carroll's picnics.
The russians leaving Alaska, delighted with the deal. Shot of a seal applauding.

My advice to a budding literary critic would be as follows. Learn to distinguish banality. Remember that mediocricity thrives on "ideas". Beware of the modish message. Ask yourself if the symbol that you have detected is not your own footprint. Ignore allegories. By all means place the "how" above the "what" but do not let it be confused with the "so what". Rely on the sudden erection of your small dorsal hairs (ryghår). Do not drag Freud in at this point. All the rest depend on personal talent.

 

lørdag den 22. juni 2013

Tues Michael-tale til Sissel

(og her er Tue Andersens Nexøs tale)


Kære Sissel,
Tillykke med prisen. Du har fortjent den, din bog har fortjent den.
Sortedam er et lavmælt og intenst kammerspil om den gravide Sigrid, der rydder op i sin mors dødsbo. Moren, Mona, var alkoholiker, men jo også et sært brutalt menneske, der synes mere optaget af sin egen flotte figur end af sit barn; at rytte op efter hende er også at gøre regnskab op over deres fortid sammen.
Bogen er Sigrids lange monolog til moren, bogens ”du”. I to lange tilbageblik beskriver den hvordan datterens opvækst er præget af et konstant, anspændt ubehag. De scener fra ungdommen har en lethed i sit anslag, i sin måde at tegne på en gang intime og sociale tableauer for læseren. De registrerer med en fantastisk følsomhed, hvordan katastroferne er flettet ind i hverdagen, hvordan de ligesom lurer i øjenkrogen. Hvordan de er der mens noget andet også sker, hvordan de sætter sig som rystelser i det sociales overflade. Som når Sigrid går rundt til en familiefest og – men ligesom i baggrunden – ser sin mor blive fuldere og fuldere. Hvordan moran falder mere og mere igennem. Eller som når hun sidder i pariserhjulet i Tivoli og pludselig, midt i menneskemængden, ser sin far med en fremmed kvinde, men også må fortrænge det, fordi hun sidder der med sine veninder.
De scener registrerer også morens alkoholisme som et svigt. De registrerer, at hun reelt kræver, at andre skal bære hende på deres skuldre, fordi hun ikke længere orker at bære sig selv. Og alligevel er det ikke så enkelt. ”Du har lagt ansvaret fra dit liv fra dig og har ladet det sejle, som andre ikke tog sig af. Og du har ladet mig være overladt til mig selv, uden nogen jeg kunne støtte mig til,” siger Sigrid på et tidspunkt til sin afdøde mor. At have ansvaret for sit liv er nemlig ikke bare at have ansvaret for sig selv, men også for menneskene omkring sig. Man svigter aldrig bare sig selv, når man giver slip. Vi er viklet ind i hinanden.
Barndoms- og ungdomsscenerne viser så også, at alle på et tidspunkt må give slip, og at man tit har gode grunde til det. Også Sigrid og faren slipper tøjlerne undervejs. Og hver gang sker der det samme, nemlig at nogle andre må betale prisen. Sigrid stjæler fra sin fars jakkelommer – så bliver rengøringskonen fyret. Faren får sendt sin kone på afvænning, men magter alligevel ikke mere. Han finder sig en yngre kæreste. Så falder Mona tilbage i alkoholen. Man kan have sine grunde til at slippe ansvaret. Men andre betaler prisen. Sådan er den diskrete morale i Sortedam.
I flere interviews har du fortalt, at Sortedam er inspireret af din egen barndom og ungdom, og at du gerne har villet give ”børn af alkoholikere stemme”. I romanen selv henvender Sigrid sig til sin døde mor, men på en måde også til sit ufødte barn. ”Jeg tænker allerede på, hvad jeg skal sige til mit barn, når jeg en dag skal fortælle om dig,” siger Sigrid i begyndelsen af romanen. ”Især hvad jeg skal lade være med at fortælle.” Et svar er vel at lade litteraturen – denne henvendelse til ingen, til ukendte læsere – samle alt det op, der ellers kan være svært at få over sine læber og svært at få klarhed over, men som alligevel er nødvendigt at få sagt. Her kan alle læse med – sønner, døtre, pårørende, og alle de andre, der må bære andres katastrofer med sig i deres liv. Katastrofer, som de på en måde var bipersoner til, men som alligevel sidder tilbage i dem som et smertepunkt. Hvilket vil sige os alle sammen.
At skrive det kan gøres på mange måder. Sortedam er på en meget diskret måde en meget velskrevet bog. Det er som om det anspændte barns overopmærksomhed er blevet til evnen til i få ord at optegne situationer og skikkelser med en forbløffende og tilsyneladende ubesværet præcision. Den evne ser man i hel ren form i følgende passage, som ikke har så meget med resten af romanen at gøre, men bare er utroligt fin. Sigrid skriver om en studiekammerat, der døde for år tilbage. Han lever stadig i hende:
”Måden han sad på, når han røg en cigaret, med benene over kors og albuen hvilende på knæet, cigaretten i hånden, ryggen foroverbøjet. Han havde i det hele taget noget med albuer, de var det foretrukne støttepunkt. Og hans stemme, lidt hæs og drævende, men altid så nærværende, som om han havde to bevidstheder, der bare osede ud af ham og sloges om taletiden.”
Det at se de albuer, og at skrive dem ned så enkelt, det står for mig som noget af det virkeligt gode ved den måde, du skriver på. Heldigvis er det en måde, du rendyrker i din nye bog, Ønsketænkning, en bog der bogstavelig talt er fyldt med gode sætninger. Under alle omstændigheder får du denne pris ikke bare for at skrive om svigt og ansvar og om, hvordan kommer til syne for os så at sige ud af øjenkrogen på vores liv, men for at gøre det så klarøjet, diskret og elegant som du gør. Tillykke igen.

Mais Strunge-tale til Bergfjord

(det er hermed, fordi det er anden gang, en tradition, at Blogdahl bringer årets Michael Strunge Pris-taler, en god tradition, fordi det også i år er gode taler for en god digter, der ikke er holdt mange taler for - her er Anne-Marie Mais tale)


Michael Strunge-prisen 2013 til Sissel Bergfjord for romanen
Sortedam, 2012
  
Det personlige stedord, ” du”,  kan siges og skrives med mange betoninger. Du’ et kan formes fortroligt, kærligt, hidsigt, vredt, anklagende, spørgende, afstandtagende, sukkende og opgivende. Du´et kan både i lyrik og prosa være et strengespil, der skifter klang i den enkelte sætning. Sissel Bergfjords roman handler om en datter, der tiltaler sin mor som et du, sit du, det du, der har fyldt så meget i datterens, Sigrids, liv, at hun er lige ved selv at blive dette moder- du, nu hvor hun står over for at føde sit eget barn. ”Hvad hedder du?”, spørger en fuld kvinde i toget Sigrid, og hun svarer med moderens navn: ”Jeg hedder Mona”, siger jeg og løber ud af toget” (s. 55). Sigrid er her flygtet fra en familiefest, hvor moderen endnu en gang har drukket sig fuld, blameret sig og gjort sig selv til skamme. Eller måske er det i højere grad Sigrid hun har gjort til skamme og påført skyld?  For den unge pige klinger de replikker, hun bliver mødt med i forbindelse med moderen af skyld og ansvar, og den vrede, hun rummer, kan lige så lidt som den kærlighed, hun føler, finde sprog og retning, finde et moder- du. Sortedam handler om, hvordan grænserne mellem jeg og du bliver så uskarpe, at Sigrid må bruge nogle distancerede ”du”-bogstaver for at trække grænserne op, få styr på vreden og skylden og redde sig fra at identificere sig med den kønne og charmerende mor, som alle beundrer, før hun går i det totale  drukforfald. Men hvis hun skal fastholde sin forskellighed fra moderen, må hun også se sig selv som for tyk, for stor og med store bryster og et kedeligt, stridt hår, der slet ikke ligner moderens ungpigebryster og smukke krøller. Sigrids udtale af du´et er nøgtern,  analyserende og gennemlysende: ”Jeg tror ikke engang du altid var fuld, sådan så du bare ud efterhånden” , tænker Sigrid om sine møder med moderen (s. 11). I tilbageblikkene til Sigrids ungdom hører vi om de evindelige forhandlinger og overtalelser af moderen til at sætte glasset fra sig og komme med hjem, angsten for skandalen og pinlighederne. Tiltalen af moderen som ”du” kvæler den gråd, der lurer under overfladen, med selvbeherskelse og distance, men omtalen af moderen som ”min mor” er dog ikke nærhedsskabende eller forløsende. Den er knyttet til situationer, hvor moderen forsøger at være mor, som ved studentergildet, hvor hun har pyntet huset og er på højde med situationen, indtil faderen fastholder, at han vil forlade hende, hvorefter hun igen begynder at drikke.  ”Min mor” er ikke nogen mor, hun er et vrag, hvis næste, gruopvækkende handling, Sigrid forudser allerede inden moderen selv har hittet på den. Det psykologiske spil mellem jeg og du, mor og datter, mellem den fødende kvinde og den døde kvinde,  giver romanen en dybde og enkelhed,  som imponerer. 
I romanen hævder sproget og stilen sin betydning, som Hans Otto Jørgensen en gang har sagt i forbindelse med Marie Bregendahls forfatterskab, og dermed griber handlingen og karaktererne læseren. Man oplever meget under læsningen, men Sortedam giver også anledning til samtale og kritisk eftertanke over, hvordan det er vi lever med hinanden, som mødre, døtre, fædre, kærester, fødende og døende. Jeg vil tillade mig at kalde Sortedam et rigtigt stykke brugslitteratur, hvor litteraturen viser sin styrke som en genre, der kan fremme indlevelse, medfølelse og selvransagelse. Fortællingens sorte dam er også et spejl. 

Frankes ven Nøgne Mand

Hvis bare

HA-FIBER

(fx dette Roskilde-postkort af Jens B fra sidste år (jeg har siddet forberedt ordbingo til i år):

Kære Bukdahl

Jeg er fanget i et telt med en meget meget stor dame i camping området stille og rart reserveret for finske kæmpekvinder. Det er utroligt hyggeligt, men det er også lidt tungt. Hun er fra Helsinki men virker meget landlig. Kære ven, jeg var ellers godt på vej hjem fra Roskilde i tirsdags, da jeg traf en gammel ven fra Hobro, som havde skiftet navn til Franke. Og kære ven, jeg burde have været mere skeptisk, Franke havde nogen kager med, som vi skulle spise, som han kaldte ”chokolade muffins med propel fra hobro” og vi snakkede dejligt sammen, lige indtil jeg skulle bryde op og gå til toget, så lystrede mine ben ikke mere, og Franke begyndte at iklæde mig et temakostume, hvor vi skulle være konger med kongekåber. Snart efter troppede Frankes ven Nøgne Mand også op, han havde fået en skideballe af politiet for at chikanere alle med sin ekstreme nøgenhed udenfor den officielle nøgenhedsperiode. Til sidst havde han svunget sin gynter så mange gange op i mit ansigt, at det var for meget, da han også ville rede den hen over min pande, at jeg flygtede. Jeg løb mod Pavillon Junior, og troede længe jeg var nået frem til Klumpen og Raske Penge - men det var altså ikke Pavillon Junior men en finsk kæmpekvindes telt. Kære ven, hvordan skal jeg nogensinde komme ud, når teltet her er bevogtet af kæmpe finske kvinder, der bruger deres bryster som bomme. Forestil dig 3.000 telte, hvor enorme ender stikker ud. Dejligt og uhyggeligt på en gang. Udmattede hilsner din ven Blendstrup)

hjalp på

HØFEBER!

Jeg finder mig selv betænkeligt læselig

- ikke bare hver uge i WA, inkl. i dag, hvor jeg kun har én anmeldelse med, urimeligt minimal, af 2 rimbøger - det rimer nu til ugleblæst (skriver jeg fx ikke) - men også i forordet til det herligt monstrøse bind med All opfindelserne, Storm P.'s selvfølgelg, som jeg netop har hjemslæbt 5 frieksemplarer af: jeg forsøger af alle ordknappe kræfter at være koncis og to the point; som var teksten en forbandet PH-lampe, der ud i egen formening er ren funktionel sirlighed, selvom den ikke lyser op for fem flade ører, i stedet for akkurat en velsignet Storm P.-maskine, der med stort, absurd udpindet besvær udmærket ved, at den kun virker - som fx labyrintisk lyseslukker - på papiret.

fredag den 21. juni 2013

Forbihvirvlen som superhelteevne

- eller stålfast generthed som afbilde-buffer: Mikkel Thykier KAN simpelthen ikke fotograferes (forfatter-pararazzoen Janus Kodal prøvede og fik digteren på nakken, og så er det først for alvor svært at blitze ham)





(fotos fra prisoverrækkelsen i går nolet fra Knud Steffen Nielsens blog)

Virkeligheden kort

Reality is a very subjective affair. I can only define it as a kind of gradual accumulation of information; and as specilization. If we take a lily , for instance, or any other kind of natural object, a lily is more real to a naturalist than it is to an ordinary person. But it is still more real to a botanist. And yet another stage of relity is reached  with that botanist who is a specialist in lilies. You can get nearer and nearer, so to speak, to reality; but you never get near enough beacuse reality is an infinite succession of steps, levels of perception, false bottoms, and hence unquenchable, unattainable. You can know more and and more about one thing but you can never know everything about one thing: it's hopeless. So that we live surrounded by more or less ghostly objects - that machine, there, for instance. it's a complete ghost to me - I don't understand a thing about it and, well, it's a mystery to me, as much of a mystery as it would be to Lord Byron.

- fra interview med Vladimir Nabokov i opsamlingen Strong Opinions, min første rigtige (dvs. købte og (halv)læste e-bog - og maskinen dér kan jo så her være i-pad'en!)


torsdag den 20. juni 2013

At vende om på sjælen

Tale til Mikkel Thykier ved overrækkelsen af Harald Kiddes og Astrid Ehrencron Kiddes Legat

Min yndlingsanekdote om Mikkel Thykier, fortalt uendeligt mange gange mellem år og dag, udspiller sig en varm sensommerdag i 2002, da tusindkunstneren T.S. Høeg og jeg var på vej til forlaget Borgens efterårsreception i deres eventyrlige have på Valbygaardsvej, der nu sikkert er i et eller andet sinistert medicinalfirmas besiddelse. Da vi spankulerende entrerer Vestre Kirkegård, får vi øje på Mikkel, der kommer gående den modsatte vej lige imod os, fordi, viser det sig, han netop har besluttet sig for ikke at gå til reception alligevel. Det er Thorsten og jeg i for højt humør til at finde os i, og ublidt, men kærligt skovler vi ham med os. Velankommet til festivitas opdager vi, at det ikke bare var receptionen, Mikkel i sidste øjeblik havde besluttet sig for at undgå, men også overrækkelsen af Michael Strunge Prisen. Som han så altså fik i hænde alligevel, takket være en resolut kirkegårds-kidnapning.
  Jeg kan i tale-skrivende nu ikke vide, om Mikkel ved egen kraft eller andres assistance er nået frem til Tordenskjolds gemakker for at modtage sin kun tredje litteraturpris – Klaus Rifbjergs Debutantpris var den første – Harald Kiddes og Astrid Ehrencron Kiddes Legat. I talende nu kan jeg konstatere, at det er han / ikke. Hej Mikkels nærvær / fravær!
  Men selvfølgelig er min anekdote allegorisk: Det er et pædagogisk billede på Mikkel Thykiers omgang med og udfoldelse eller måske rettere indfoldelse, hvis man kan tale om en ekspansiv og eksplosiv indfoldelse, af sit forfatterskab, at han – efter at have fået Rifbjergs debutantpris, og det ER skræmmende, I know - på Vestre Kirkegaard beslutter sig for ikke at gå til efterårsreception og få Michael Strunge Prisen.
  At han igen og igen uden for og i sine værker, trykte og utrykte - og på daværende tidspunkt lå der en hel kuffert fuld af (dag dato stadig) utrykte manuskripter på en hylde hos Borgen – står på Vestre Kirkegaard og beslutter sig for ikke gå til efterårsreception og få Michael Strunge Prisen. Og en gang imellem, som nu fx i dag, må han så finde sig i, at en eller flere bajadser forsøger at tvinge ham med sig.
  Skyggerne er kun flygtige fra 1997 forbliver en af de på samme tid sikreste og skrøbeligste, dristigste og mest introverte poetiske debuter fra de sidste 20 år. Et citat:
  ”Jeg trækker aldrig gardinerne for, men det uundgåelige er sket, jeg har forelsket/ mig i søvnen efter ikke at have kunnet falde i søvn i mit livs samtlige sytten år/ jeg dyrker stadig de søvnløse nætter i mine potteplanters muldede jord, men rene/ lagener er hvide, og som duften af dun slår eftermiddagssøvnen ned i mit hår.”
   Åh og atter oh, ikke sandt? Skyggerne er kun flygtige er derudover en af de mest originalt og excentrisk udformede debuter fra de sidste 200 år: Udfoldelige dobbeltsider med langlinjede, lige akkurat sammenflettede dobbeltdigte.
  Blandt andet derfor, på grund af den bogtekniske udfordring, udkom digtene hele tre år efter, digteren havde skrevet dem, og det er som om, Mikkel Thykier aldrig har indhentet den forsinkelse, dette lange tvangsophold på fødeklinikken, eller rettere, at han har gjort en dyd og en poetik og en praksis ud af forsinkelsen.
   Lige siden har det nemlig været undtagelsen, at en tekst eller et værk publiceres tidligere end to til tre år efter affattelsen, og i lange perioder så slet ingenting dagens lys, selvom alt tyder på, at skriften aldrig holder pause, for slet ikke at tale om de par år, hvor der kun blev skrevet og publiceret anonymt, fordi digteren heller ikke kunne eller ville indhente sit navn.
   Mikkel Thykier var, da debutbogen udkom, for længst ikke længere den pure og purunge poet, han skulle forestille at være; han befandt sig midt i en vild og flerstemmig raptus, involverende endnu umuligere i alle retninger udfoldelige artefakter, det fulde omfang af hvilken stadig er uklart, fordi den dér kuffert stadig er så godt som fuld.
  Projektet var ikke at kontaminere renfærdigheden, men at nå hinsides renfærdigheden frem til en genuin, åndedrætsfin intimitet, fri for al værk- og bogmarkedsgøgl. Hvilket sekundkort kommer så tæt på at lykkes, som det vel digterisk muligt er, i det det lillebitte, såkaldte B16-hæfte .katalog., udgivet 2001 og sandsynligvis en bådflygtning fra kuffertens mørke kontinent: de allermindste og umærkeligste (men også pludseligt og sært barokke) sansninger udformet som halve sammenligninger mellem nervøse gåseøjne, nervøse, fordi de ikke tør tro på, at hvad de gør, lader sig gøre:
  ”som tågen om din hånd ved skrælningen af en mandarin”/ ”som farven en overmoden daddel efterlader  på hotellets papirserviet”/ (…) "som om der bladres i dine læber”
  Siden har Mikkel Thykier ikke publiceret en tekst eller et værk, der lige ud og i traditionel (herunder traditionel avantgardistisk) forstand kan kalde poesi – han VIL ikke ned og få den Michael Strunge Pris. og han tror, at det at skrive noget, der ligner poesi, er det samme som at få en Michael Strunge Pris (og det er det, vil jeg gerne parentetisk indvende, næppe)
   I stedet har han skrevet tekster - og vildt temmelig mange af dem og til enhver tid flere end vi (foreløbig) har fået lov at læse jo - som læsedramatisk, men primært aforistisk og essayistisk besværger (og, i læsedramatikken, iscenesætter) den intimitet, der er det utopiske mål. Og som får flere kode- og kælenavne undervejs, ansigt, generthed, brev. Og som midt i besværgelserne, i ly af dem så at sige, nu og da faktisk kan tilnærmes, i fintfølende aflæsninger af kunstværker og mennesker, mennesker i kunstværker og mennesker SOM kunstværker. Her er et uddrag fra det vildt skarpe og intense, essayistiske hovedværk DAGENS ANSIGT: Allie Mae, udgivet anonymt 2008, hvor besværgelsen brat zoomer ind på et virkeligt, øjeblikkeligt ansigt:
  ”Ansigt set som et udtryk for opmærksomhed betegner mere end det ansigt, der ses. Alligevel er det, der kan ses i ansigtet, også fascinerende. Det er det alle mine henvendelser er vendt imod og skal aflæses igennem. Det er som om erkendelsen sker gennem det ydre før det indre og kendes på overfladen som vand, der spejler mig i dit ansigt. Egen mimik kendes kun fra andres reaktioner, deres mimik kendes med ét, men attraktionen, der tiltrækker mig, er genertheden, som hele tiden unddrager sig mig og mit greb. Når den andens mimik ikke kendes med ét kommer alle bevægelser til at foregå i et tåget og intimt område: Det kendes ikke til fingerspidserne, det kendes med fingerspidserne. Den anden kendes lige så lidt som mig: ”Sig mig noget der gør det muligt for mig at tale med dig, du må ikke gøre mig genert!”
  Der lå en ømhed - en genert ømhed, den var ikke udadvendt – i den måde ordene blev vendt ind mod dig selv, da du – den her person – sagde ”hej hej” lavt, og, fordi åndedrættet var vendt indad, næsten åndeløst.”
    Når nu Mikkel Thykier har et sådant (produktivt) besvær med at komme ned fra kirkegården og hen til receptionen og være digter, er det meget lykkeligt, at han er så dygtig til at respektere andre kunstnere og deres kunstværker, respektere dem ved at diskutere dem, nær(afl)æse dem, men også forgruble sig på dem, men også kritisere dem, lige meget hvilken skala de befinder sig på.
   Seneste udgivelse er fire bind med oversættelser – oversættelsen som et ekstremistisk intimt møde mellem læser og digter - af Maurice Blanchot, Åke Hodell, Lars Norèn og Laura Riding, med ivrigt diskuterende efterskrifter (i Blanchot.-bindet skriver efterskriften sig flere sider længere end skriften selv). Et nyt essaybind, Sub Rosa, var designeret til at udkomme i december, men er ikke overraskende forsinket. Jeg siger: No problem! Hjertens gerne tilbringer jeg endnu en sommernat mellem tilsodede gravsten med at være på vagt og være på spring. Du skal mødes akkurat, som du står og vender om, Mikkel, som du står og vender dig om, dér lyser dit ansigt tydeligst og nærmest.
   Og bare rolig, Harald Kiddes og Astrid Ehrencron Kiddes Legat er ikke en centrallyrik-pris, det er en excentrisk hybrid-pris, den passer som dug på rynket pande! 

Priser der punktligt rammer plet

I går Michael Strunge Prisen til Sissel Bergfjord
(for hendes anden bog og roman, glimrende Sortedam, for det er en pris, der tidligere var en lyrikerpris, men nu er en pris til forfattere af enhver art for deres anden bog, selvom de for fx et par måneder siden har udgivet deres tredje bog (i Sissels tilfælde den LYRISKE tekstsamling Ønsketænkning, som hun altså ikke skal tro, at prisen hentyder til), det er noget forvirrende!)

I dag Henrik Pontoppidans Mindefond til Morten Søndergaard og

Ewald/Aarestrup/Oehlenschläger/Bang Prisen til Kristian Bang Foss og

Harald Kidde-legatet til Mikkel Thykier
(se ovenfor)

Bravo
Bravo
Bravo
Bravo