Hvornår flyttede taksigelserne i (særligt kvinders (fordom!?)) skønlitterære bøger fra kolofonen om til sidste side og blev en selvstændig, floromvundet tekst i stedet for en ordpåholden note med småt? Har det noget med netowrking og pleje af samme at skaffe? Det er i hvert fald pænt irriterende, når der er tale om en god bog (som senest Susanne Stauns Hilsen fra Rexville), og groft og idiotisk provokerende, når der er tale om en dårlig bog, ansvaret for hvilken man virkelig ikke synes forfatteren skal tørre af på navngivne andre, som man alligevel bliver bitter på for netop det medansvar: kunne de ikke have grebet ind i tide? som lige nu foran mig den virkelig dårlige bog udgivet på et respektabelt forlag, jeg påbegyndte i går og læste færdig i dag og anmelder om nogle timer (efter jeg har anmeldt noget, i sammenligning, rasende godt rutine-Rifbjerg) og hvis 18 linjer lange taksigelse, der bærer overskriften "Der er en masse forskellige mennesker, jeg gerne vil takke:", begynder sådan her:
Først og fremmest en kolossal tak til Xxxx Xxxxxx, min utrættelige første læser. uden dig var det blevet en dårligere roman.
- som i virkelig, virkelig dårlig altså?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Helt enig. Det er skrækkeligt.
SvarSlet