(men modsat Jørgen Leth-digtet om amalgam, hvor det er Leth, der er digterjeget, er det her mig, LB, der taler om (og ud over sonet-formatet helst også lidt som) Pablo Llambías, ellers ville det blive for unødigt forvredet)
1
Det, der er problemet med Pablo Llamb-
ìas' sonetsamling Monte Lema, eller
rettere min teori om mit problem
med Pablos sonetter er, at før i tiden
prøvede han slet ikke på at skrive
litteratur: Han konceptualiserede
bøger, ligesom han på Akademiet
konceptualiserede billedkunst,
og tilfældigvis, hvis talent er tilfælde,
havde hans ideer og eksekution
litterær gehalt, det var ikke hans ansvar!
I Monte Lema forsøger han at skrive
anti-litteratur, men det er en af de
ældste, litterære ambitioner i bogen.
2.
Ikke for at gøre Pablo til en primitiv,
autentisk konceptualist, kun lidt;
hvad jeg mener er, at det litterært forfrisk-
ende ved hans bøger er hans, til forskel
fra os andre, af litterær henkogning
fuldstændig frigjorte måde at tænke og
konstruere bøger på, hinsides selv
Svend Åge Madsen opfandt han hver gang
den boglange, skønlitterære skriftenhed på-
ny. Hvortil kommer, og det tror jeg virkelig
ikke, han tog i betragtning eller lagde vægt
på, at han rent stilistisk excellerede vildt:
Dengang skrev han godt uden at ville det,
nu vil han frygtelig gerne skrive dårligt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar