Kan han holde sig fra sonet-kokainen

Ville gerne skrive en monografi om Pablo Llambías - vil helt ærligt gerne skrive en monografi om PB! - med denne titel:

En ukoket sonet

- fra New York Times (link her inkl video) :

Whether Lin-Manuel Miranda is standing with President Obama in the Rose Garden or accepting a Grammy Award onstage, he is known to give his audience a freestyle rap fit for the occasion.

On Sunday, when Mr. Miranda accepted his award for best score for "Hamilton” at the Tony Awards, his second Tony win in this category, he said he was too old to freestyle. So he wrote a sonnet instead, addressing his love for his wife, Vanessa Nadal, as well as the shooting massacre that left 50 people dead early Sunday in Orlando, Fla.

My wife’s the reason anything gets done
She nudges me towards promise by degrees
She is a perfect symphony of one
Our son is her most beautiful reprise.

We chase the melodies that seem to find us
Until they’re finished songs and start to play
When senseless acts of tragedy remind us
That nothing here is promised, not one day.
 

This show is proof that history remembers
We lived through times when hate and fear seemed stronger;
We rise and fall and light from dying embers, remembrances that hope and love last longer

And love is love is love is love is love is love is love is love cannot be killed or swept aside.
I sing Vanessa’s symphony, Eliza tells her story
Now fill the world with music, love and pride.

Den 1. på den 2.

Altså den første blogpost i februar skriver jeg den anden februar, og grunden til, at jeg ikke skrev nogen blogpost i går, var for det første tømmermænd, og for det andet, at jeg var så pinligt bevidst om mit bagsidedigt i WA Bøger, og i mit storhedsvanvid mente, at det måtte alle andre være også, at abonnenterne og løskøberne sad ved morgenbordet og formiddagsbordet og eftermiddagsbordet og middagsbordet og aftenbordet og nattebordet og rystede på hovedet og sagde, bliv ved din forlæsthed, digter er du for længst ikke, men selvfølgelig er der ingen, der har reageret, og sikkert knap nok nogle der har opdaget, endsige læst digtet; det er ligesom Pablo Llambìas' sonetsamlinger - jeg er nu nået til side 160 i nr. 2, og sikke man man keder sig raskt! - hvor han hele tiden forestiller sig den grande skandale, som udgivelsen vil afstedkomme, og som påny er udeblevet, fordi folk mest bare keder sig, men i det mindste gør det raskt, så de bliver ikke for alvor irriterede, og forargede er der ingen, der gider at være, og i lige præcis 1 sonet i det nye bind er det nøjagtig det, sonettisten frygter (og han mener vel buzz, fuzz lyder som en dansk forvrængning af fizz, der netop betyder, at noget fuser eller fiser ud):

Jeg forestiller mig, at der ikke sker
noget særligt. Bogen bliver udgivet.
Den bliver rituelt, men ikke særlig
dybt, nedsablet i Forfatterskole-

miljøet. Der kommer en række
anmeldelser, nogle udmærkede,
andre afvisende. Et par blade
prøver at gå i dybden med

temaet angst og litteratur,
men ikke mange gør sig overhovedet
nogen umage med at følge op
på bogen. Der kommer kommer i det hele taget ikke
det fuzz, som jeg går og håber på.
Ingen forargelse, ingen debat. En fuser.

For det kunne unægteligt have været skønt, hvis en eller anden havde gjort sig sig den umage at formulere sig gnavent om mit lille, rimede digt, og fx bare Nicolaj Stochholm, som jeg anmelder i samme nummer af avisen og kritiserer for ikke - nok så smadret og ødelagt - at rime mere i sin nye bog, men på Facebook nøjes med at hilse på mig med en lille, fyndig aforisme (som jeg er enig i):

Siger tak og rækker tunge ad drillemiklen Lars Bukdahl og siger at hvis der ikke er spejle i skærsilden, hvor i helvede skulle de så være? Hep! Hep! :)

1 til meta-Llambías-sonet og måske endnu 1

Pablo Ll spørger udenom bloggen, hvad jeg mener med en tradition for antilitteratur (og jeg kan godt forstå, hvordan man/han kan blive sonetafhængig):

3
Antilitteratur er litteratur, som
ikke vil være som litteratur ellers
er, eller parodierer eller vrænger
ad, hvad litteratur ellers er, fx

Don Quijote, Tristram Shandy, En sæson
i Helvede, Anarkotika, som har fået
litteraturen galt i halsen eller halsen
galt i litteraturen og vil hoste den op,

litteraturen eller halsen, men hvis man
ikke har noget fordøjelsesproblem,
hverken kløjes i traditionen eller slår
sig i dens tøjr, hvorfra skal så energien
og aggressionen i skriftens hosteanfald
komme? Astma kræver allergi, der er vild.

4
Bortset fra, som sagt i anmeldelsen, at
antilitteratur også er en stil og
en genre, der uden stilbevidsthed
og genrebevidsthed så let bliver kitsch.

Lars Skinnebach står i øjeblikket ved grænsen
for den slags kitsch, før skrev han sådan cirkus
centrallyrik, derefter vred anticentrallyrik,
nu skriver han fad antianticentrallyrik.

Jeg ved godt, at Pablo hævder i en sonet,
at han altid har haft grimme passager i
sine bøger, men det tæller ikke, for det
er grimhed som kontrast, malerisk grimhed,
flader af bad painting i det sikre skilderi,
det er funktionel, ikke flænsende fælhed.

Mine 2 meta-Pablo Llambìas-sonetter

(men modsat Jørgen Leth-digtet om amalgam, hvor det er Leth, der er digterjeget, er det her mig, LB, der taler om (og ud over sonet-formatet helst også lidt som) Pablo Llambías, ellers ville det blive for unødigt forvredet)

1
Det, der er problemet med Pablo Llamb-
ìas' sonetsamling Monte Lema, eller
rettere min teori om mit problem
med Pablos sonetter er, at før i tiden

prøvede han slet ikke på at skrive
litteratur: Han konceptualiserede
bøger, ligesom han på Akademiet
konceptualiserede billedkunst,

og tilfældigvis, hvis talent er tilfælde,
havde hans ideer og eksekution
litterær gehalt, det var ikke hans ansvar!
I Monte Lema forsøger han at skrive
anti-litteratur, men det er en af de
ældste, litterære ambitioner i bogen.

2.
Ikke for at gøre Pablo til en primitiv,
autentisk konceptualist, kun lidt;
hvad jeg mener er, at det litterært forfrisk-
ende ved hans bøger er hans, til forskel

fra os andre, af litterær henkogning
fuldstændig frigjorte måde at tænke og
konstruere bøger på, hinsides selv
Svend Åge Madsen opfandt han hver gang

den boglange, skønlitterære skriftenhed på-
ny. Hvortil kommer, og det tror jeg virkelig
ikke, han tog i betragtning eller lagde vægt
på, at han rent stilistisk excellerede vildt:
Dengang skrev han godt uden at ville det,
nu vil han frygtelig gerne skrive dårligt.