Har jeg lavet en Lilian? Hvem gider være et abstrakt du?

Jeg sad lige og havde planlagt en småanfægtet blogpost om min anmeldelse af Mette Moestrups Dø. løgn, dø, fordi min redaktør slet ikke kunne læse, at der også var kritik eller i det mindste en vis skepsis eller lige præcis: anfægtelse midt i al den grundlæggende positivitet, og det var jo ikke så godt, for betød det så, at jeg gjorde mig skyldig i akkurat den forbrydelse, jeg i en blogpost nedenfor kritiserer Lilian Munk Rösing for at begå i sin Pia Tafdrup-anmeldelse i Politiken: At dølge og camouflere og forbinynne kritisk afsmag? Men det vil jeg ikke mene; rent faktisk er jeg rigtig, rigtig glad for bogen og dens viltre for-meget-hed, og rent faktisk er jeg også en lillebitte smule loren ved for-meget-hedens myldrende, insisterende in-your-face-massivitet, og den ambivalens med vægten til den positive side forsøgte jeg at udtrykke så klart og nuanceret (og underholdende) som muligt i anmeldelsen -

da jeg på Facebook fik øje på en kæmpemæssigt statusopdatering fra digteren (få dig dog en blog, Mette!); første del handler om, at der ikke er særlig mange kvinder, der nogensinde har anmeldt hendes bøger (kun 3!), og det er jeg enig i er mærkeligt, men kan jeg jo ikke gøre for eller gøre noget ved (jeg vil da ikke lade være med at (ville) anmelde hendes bøger, fordi jeg er en mand!), og så når hun frem til mig:  

nå, men så i dag kom Lars Bukdahls anmeldelse i WA, og jeg ville være et dameskarn, hvis jeg ikke var glad for Medusafoto (aner seriøst en vis lighed) og titlen "Medusa was beautiful", ligesom slutningen da er large anti-cute: "hvis man forestillede sig, at Medusas hårlokker var kuglepenne i stedet for slanger, ville man have et meget præcist billede på, hvordan Mette Moestrups skrift ter sig, når hun rasende står på hovedet: Et farligt, dominerende rod!"- men jeg må desværre skuffe LB og evt andre nysgerrige med, at ingen af mine digte "virkelighedsmæssigt baserer sig på uenigheder med en ekskæreste", et projiceret påhit (en hvid løgn, sry!), der får LB til at operere med "virkelighedens 1. omgang" og "digtets 2. omgang", det er måske den nye kritikertendens: tvangsautobiografisering? dunno. du'et kan være abstrakt, bro, det kan også være selvtiltale; selv-skænderi. 

Jeg er sgu da ligeglad med autobiografien, jeg læser bare naivt og med alle mulige forbehold ("hvad ved jeg") digtet klassisk ikke-fikivt som en overbygning på eller knopskydning fra et skænderi, men jeg synes faktisk ikke, at min (ambivalente) pointe - om at digtet tromler mens det tumler - bliver svagere af, at duet er abstrakt og egentlig heller ikke af den rimeligt lang ude læsning, at der er tale om selvtiltale, så er det (en del af) sig selv, digtet tromler i sin tumlen; den centrifugerende boksehandske føles ikke mindre knockout-nærværende i læserens fjæs, sis! 

Mette er for meget (NEMLIG!)

dvs. min anmeldelse af Mette Moestrups Dø, løgn, dø er for lang, den er i brødtekst på 700 ord, men skal skæres ned til 600, fordi 700 er "for meget", hvilket jeg ikke underligt ikke er enig i. Anmeldelser og andres tekster i WA Bøger fra i fredags, der ved umiddelbart øjemål er på 700 ord eller mere og, eftersom de er blevet trykt, ikke "for meget": Anmeldelse af roman Marguerite Duras, anmeldelse af roman af Anne-Cathrine Riebnitzky, Blæksprutte om debat om (ikke-WA-anmeldt) svensk poets klassehad, anmeldelse af svensk krimiforfatters erindringer, anmeldelse af Karl Marx-biografi, reportage om paneldebat med Doctorow, Atwood, Amis, (anmeldelse af Franco-biografi), anmeldelse af tysk kulturhistorie, anmeldelse af 2 tennisbøger, anmeldelse af bog om fodbold-EM, kommentar om den blå bog. Ak ja! Det nemmeste ville være at skære en to tredjedels penge af det massive digt, jeg citerer in toto og som akkurat hedder "Magt", men det skal jo netop i sin detaljerige og rasende massivitet eksemplificere, hvor magtfuldt for meget Moestrup-skriften ter sig, så måske skal jeg snarere end at hugge Mettes (bevingede) hæl klippe egen (forstenede) tå i form af oplistningen af "pauser i generalmobiliseringen", så ville anmeldelsens egen massivitet måske også blive tættere, hvilket på den anden side ville være at slå mig for munden med samme ekkoende meta-klask som det, jeg peger fingre af hos MM. For meget er lige præcist ikke for lidt!

Apokryf, subversiv Moestrup-readymade

Da jeg klikkede Thomas Bredsdorffs trælse 4 hjerter-anmeldelse af Mette Moestrups Dø, løgn, dø frem på Infomedia, sluttede den med en tekst, som jeg hverken genkendte fra bogen eller anmeldelsen, men som på kostelig præcis vis vrænger af Bredsdorffs reaktionært gode poesismag:

Kedsommeligt gennemsnit
I en suite på et dusin digte med denne Cleïs som omdrejningspunkt kommer Mette Moestrups bedste sider frem: energi, vildskab, insisteren. De to højdepunkter fortjener seks hjerter, de slappe mellempartier to. Det giver et kedsommeligt gennemsnit på fire, lidt misvisende, for gennemsnitlig er det sidste, man kan kalde Moestrups 'Dø, løgn, dø'.
TV Barsels-bootcamp: Sådan træner du mavemusklerne.
TV OL-faklen 2012 er forgyldt og har 8.000 huller i sig.
TV Årets Københavner kæmper for den skæve by.
TV Retsformand opremser våbenbeslaglæggelser på stribe.
TV Politiet ransager lejlighed i Herlev.