Har jeg lavet en Lilian? Hvem gider være et abstrakt du?

Jeg sad lige og havde planlagt en småanfægtet blogpost om min anmeldelse af Mette Moestrups Dø. løgn, dø, fordi min redaktør slet ikke kunne læse, at der også var kritik eller i det mindste en vis skepsis eller lige præcis: anfægtelse midt i al den grundlæggende positivitet, og det var jo ikke så godt, for betød det så, at jeg gjorde mig skyldig i akkurat den forbrydelse, jeg i en blogpost nedenfor kritiserer Lilian Munk Rösing for at begå i sin Pia Tafdrup-anmeldelse i Politiken: At dølge og camouflere og forbinynne kritisk afsmag? Men det vil jeg ikke mene; rent faktisk er jeg rigtig, rigtig glad for bogen og dens viltre for-meget-hed, og rent faktisk er jeg også en lillebitte smule loren ved for-meget-hedens myldrende, insisterende in-your-face-massivitet, og den ambivalens med vægten til den positive side forsøgte jeg at udtrykke så klart og nuanceret (og underholdende) som muligt i anmeldelsen -

da jeg på Facebook fik øje på en kæmpemæssigt statusopdatering fra digteren (få dig dog en blog, Mette!); første del handler om, at der ikke er særlig mange kvinder, der nogensinde har anmeldt hendes bøger (kun 3!), og det er jeg enig i er mærkeligt, men kan jeg jo ikke gøre for eller gøre noget ved (jeg vil da ikke lade være med at (ville) anmelde hendes bøger, fordi jeg er en mand!), og så når hun frem til mig:  

nå, men så i dag kom Lars Bukdahls anmeldelse i WA, og jeg ville være et dameskarn, hvis jeg ikke var glad for Medusafoto (aner seriøst en vis lighed) og titlen "Medusa was beautiful", ligesom slutningen da er large anti-cute: "hvis man forestillede sig, at Medusas hårlokker var kuglepenne i stedet for slanger, ville man have et meget præcist billede på, hvordan Mette Moestrups skrift ter sig, når hun rasende står på hovedet: Et farligt, dominerende rod!"- men jeg må desværre skuffe LB og evt andre nysgerrige med, at ingen af mine digte "virkelighedsmæssigt baserer sig på uenigheder med en ekskæreste", et projiceret påhit (en hvid løgn, sry!), der får LB til at operere med "virkelighedens 1. omgang" og "digtets 2. omgang", det er måske den nye kritikertendens: tvangsautobiografisering? dunno. du'et kan være abstrakt, bro, det kan også være selvtiltale; selv-skænderi. 

Jeg er sgu da ligeglad med autobiografien, jeg læser bare naivt og med alle mulige forbehold ("hvad ved jeg") digtet klassisk ikke-fikivt som en overbygning på eller knopskydning fra et skænderi, men jeg synes faktisk ikke, at min (ambivalente) pointe - om at digtet tromler mens det tumler - bliver svagere af, at duet er abstrakt og egentlig heller ikke af den rimeligt lang ude læsning, at der er tale om selvtiltale, så er det (en del af) sig selv, digtet tromler i sin tumlen; den centrifugerende boksehandske føles ikke mindre knockout-nærværende i læserens fjæs, sis!