Jeg vil hellere tale sort end gråt eller BEIGE, meget helle hellere

Anmeldelse af antologien om Helle Helle Hvor lidt der skal til ved Erik Svendsen i Jyllands-Posten, der morgenjysk vittigt afsluttes sådan her:

De tre redaktører er nogle flinke mennesker. Det er jeg sikker på, hvordan ellers forklare, at de har valgt at trykke Lars Bukdahls bidrag? Han annoncerer en idé »om kun at tale sort til alle et halvt år« og »minimalmaraton« er et lysende bevis på sort tale på skrift.

Hvilket jeg uden videre ville opfatte som en ros, hvis det var et stykke skønlitteratur, der blev anmeldt (og sådan har Erik Svendsen anmeldt pænt meget af min skønlitteratur, dengang jeg udgav sådan noget i bogform), men når det drejer sig om et stykke litteraturkritik, er det klart, at det er en træls smagsdom.

Hvis jeg havde trøst behov, ville det ingen trøst være, at Erik Svendsen selv er sådan en traurigt patroniserende læser af Helle Helle:

Undertegnede har givet udtryk for skepsis over for forfatterskabet - jeg betvivler ikke dets kunstneriske sikkerhed, men er loren ved den forsigtighed og fraværende refleksion, som bærer hendes bøger. Til gengæld er det underinformerende et trick, som vækker læseren: Teksterne siger sjældent noget klart om, hvad der sker inde i hovedet på figurerne, blot hvad en iagttager kan se, og hvad folk siger til hinanden. Der er meget scenisk over Helle Helles bøger, noget filmisk registrerende, og det giver læseren en masse fortolkningsfriheder. Læseren opfordres til, som det står et sted i antologien til mindreading. De erfaringer, som læseren har fra eget liv, er basis for de vurderinger, som gør læsningen af Helle Helles bøger til en dynamisk proces, og som betyder, at folk i de små hjem, i læsekredse, i skoleklasserne diskuterer, hvad der sker - for teksten siger det næppe. Man må så håbe, at folk ikke bare laver projektioner, når de afkoder hende.

Det danske folk sidder og husflids/husmands-fortolker, brodere/snedkerere-fortolker Helle-romaner, hvilket er noget hun udspekuleret tricker dem til, eller hvad står der? Jeg forstår heller ikke det med den manglende refleksion: er det personerne, der bør reflektere, og hvordan og om hvad? RUC-basisfags-agtigt?, hvad er det for et underligt krav at stille til en person(s kunstneriske gestaltning), eller er det forfatteren, der for fanden reflekterer plenty, i og med sin kunstneriske sikkerhed, men rimeligt nok ikke gør det eksplicit. Og hvordan forsigtig? Bare fordi det er provins og umelodramatisk, der er så meget dramatisk betydning og rig virkelighed i Helles fantastiske sætninger, og ikke mellem dem eller nedenunder dem, men PÅ dem, hvilket er lige præcis, hvad jeg prøver at fiksere i min minimalmarathon, men det er spildte ugudelige ord på uskægge Skæg Erik.

Undertegnede vil gerne give udtryk for dyb skepsis overfor Svendsen Svendsens litteraturkritik.