Hele Danmarks kulturklovn is back in town

I sit vrantne svar på alle de sure kommentarer til Promenaden-blogposten om en "Yngre, kvindelig forfatter" (hvor han fremhæver, at teksten er en karikatur, ja nemlig, men en karikatur der ikke ligner nogen, på en eller anden plet, er en dårlig karikatur) nævner Niels Frank kun 1 person ved navns nævnelse, og det er sgu sørme mig, og sidst jeg så efter, var jeg ikke en yngre, kvindelig forfatter (selvom jeg frygtelig gerne vil være det, de har åbenbart både the looks & the money): 

Når den slags overvejelser (og her skynder jeg mig igen at tilføje: tilsyneladende) ikke fylder meget hos visse forfattere, er det ikke blot udtryk for, at den enkelte forfatter næppe har gjort sig mange tanker om forfatterens rolle i en større sammenhæng. Det er også udtryk for, at han eller hun simpelthen mangler et kunstbegreb. Spørg bare en mand som Lars Bukdahl, hele Danmarks kulturklovn, der er fløjtende ligeglad med, hvilke forestillinger et værk eller en forfatter arbejder med (for det er han ikke i stand til at uddrage af teksterne), men bare vil have fart og tempo. For mig betyder litteraturen alt for meget til, at jeg orker at springe på den vogn. Jeg betragter den bukdahlske infantilisme som en sygdom ved hele det (selv)tilfredse velfærdssamfund, hvor ingen længere har et klap at kæmpe for og nu bare vil have gang i gaden eller hygge sig. 

Jeg har svært ved at få øje på, hvilke associationsbaner, der fører Frank frem til dette pænt frådende og hånlige attak på min person og kritik, og hvordan det i sig selv hænger sammen, fra at mangle et kunstbegreb til være sygdom ved hele velfærdssamfundet, men jeg har en irriterende permanent respekt for Frank og bliver derfor reelt anfægtet hver gang, han kalder mig en idiot, hvilket han med skiftende mellemrum og forskellig grad af fråden har gjort gennem de sidste 15 år. Til forskel fra "Yngre, kvindelig forfatter"-blogposten forholder han sig her til en konkret praksis, men jeg synes godt nok ikke, at han gør det særligt præcist eller nuanceret. Jeg har ikke nogen idé om, at jeg bare vil have fart og tempo - selvom jeg absolut synes at det kan være en væsentlig litterær kvalitet; Italo Calvino vier en af sine millenium-forelæsninger til hastighed - hvad jeg tror Frank hentyder til og er utilfreds med, er min(e anmeldelsers) høje prioritering af - hvad skal vi kalde det? - det (til tider meget omstændelige og omkringcirklende) æstetiske portræt af værket på bekostning af tematisk fortolkning og bestemmelse af de "forestillinger et værk eller en forfatter arbejder med", som på en kedelig måde hos Frank og andre "avantgardister" er lig med forfatterens poetologisk revolutionære selvforståelse (hvilket jo, apropos diskussionen om instrumentel seksualitet på Promenaden, er akkurat lige så trælst instrumentel en måde at tænke og tale om litteratur på som i mediernes litteraturdækning, hvor bøger altid skal handle om nogle vigtige problemstillinger i liv og samfund, som man så nemlig kan blive klogere, måske endda visere på). Hvilket jeg sagtens kan udlede af teksterne; jeg skal bare, hver gang jeg anmelder en ny genrehybrid, slutte med at skrive: Orv, hvor dette værks anti-hierarkiske anstalter også er et eksistentielt og samfundskritisk lærestykke. Så er den klaret. Jeg synes, det er langt, langt sværere og vigtigere (en kunst måske endda!) at tegne værkets æstetiske portræt, skitsere og præcisere særligheden, som jo er - kapitalistisk metaforik! - vandmærket, uden hvilket værket, med samt alle dets fine intentioner og rigtige meninger, er kunstnerisk værdiløst. Og jeg synes, alt, alt for få gør det forsøg. Jeg tager udgangspunkt i og bruger de fleste af mine kræfter på det æstetiske portræt (derfor de ulidelige mængder af adjektiver), men det betyder jo ikke, at jeg er fløjtende ligeglad (jeg er meget gerne fløjtende som sådan) med og undgår eller nægter at tale tematik og poetologisk revolution, for alting hænger jo for fanden hele tiden sammen, jf. bare denne passage i min anmeldelse af Mette Østgaard Henriksens sang-mashup Stikkersvin jeg fucker dig (i den (herlige) grad et fart og tempo-værk) i WA Bøger i dag: "Mosningerne kan have forskellig karakter og effekt, satirisk eller nonsensisk, plat humoristisk eller purt poetisk (eneste kritikpunkt: for mange - fordi for nemme - nedmosninger af raptekster i gammelsange). Tilsammen får man en sund, svimmel oplevelse af et fælles ekkorum i hoveder og kroppe i fygende, anarkistisk flux."  Frank taler om den bukdahlske infantilisme, men hvad så med det franksk barnlige i at svare på kritik af sjusket mudderkastning ved at kaste en kokasse mod en helt tredje? Den ramte ikke, kokassen, men den støver fælt og ildelugtende.