Slagterkollegerne fra Pilestræde

Selv er jeg bare begejstret for for Larsen og Ulgilterne og høflig overfor Norèn i WA Bøger, men mine kolleger Klaus Rothstein og Nanna Goul er behørigt og - ser det ud til - helt rimeligt grusomme overfor henholdsvis Kristen Bjørnkjær og Erik Svendsen (hvis jeg skulle have anmeldt den bog, ville min anmeldelse givetvis bare have én lang, uartikuleret biden i luften), Klaus, den rare mand lidt mere underspillet end Nanna, der flabbergasted bare slagter løs:

Ang. Bjørnkjær (der har skrevet om at være embedded journalist på et Mærskskib):

Invitationen fra Mærsks kommunikationsdepartement var et smågenialt spinologisk træk - og gad vide, om ikke man kan sætte en Stockholmssyndrom-diagnose på manden? Måske får han et Mærsk-slips, og det fortjener han, men Kristen Bjørnkjær vinder ingen priser for sin temmelig usaltede og vægelsindede prosa, der består af sætninger uden megen sproglig omsorg, for eksempel: »Så tit det lod sig gøre, benyttede jeg enhver given anledning...« Eller hør bare, hvor uambitiøst sludrende, han skildrer temperaturen i maskinrummet: »Der er varmt, meget varmt, 30 grader. En slående hede som på kongens slot, da Klods Hans red ind på sin gedebuk for at fri til prinsessen, der forklarede den med, at de stegte hanekyllinger og derfor havde lagt ekstra meget brænde i kakkelovnen.« Med eller uden knæk: banalt.

Ang. Svendsen (der har skrevet om ny dansk prosa):

Lad os starte med første kapitel om minimalismen, »Minimalisme som litteratur?«. Her kunne man nok forvente, at Erik Svendsen ville beskrive fællestræk for den danske litterære minimalisme 1990-2010, men det er ikke tilfældet. I stedet skriver han stolpe op og stolpe ned om, hvorledes »den rigtige minimalisme«, der opstod i den amerikanske billedkunst i begyndelsen af 1960erne, er meget forskellig fra det, vi kalder for dansk skønlitterær minimalisme i perioden 1990-2010. Men hvorfor gøre et stort nummer ud af, at 1960ernes Minimal Art adskiller sig væsentligt fra en litterær minimalisme, der udspiller sig på et andet kontinent 40 år efter? Jo, mener Svendsen, fordi man ikke skal kalde det for noget, som det ikke er. Okay, fair nok - men kan du så ikke bare kalde det noget andet? Nej, det har Svendsen åbenbart hverken fantasi eller lyst til. I stedet skriver han lidt om Helle Helles debutbog, Eksempel på liv, der ifølge Svendsen er den eneste morsomme bog, forfatteren har skrevet (what?!), og Christina Hesselholdts trilogi om Marlon - for så at genoptage kampen mod prædikat-vindmøllen, så læseren aldrig får noget at vide om minimalismen i dansk prosa, for det burde det slet ikke hedde!

De står tydeligvis godt for hug begge to, men det betyder ikke, at mestermand og -kvinde ikke fortjener ros for deres præcise, lystfulde hug.

Eske er låst for denne Erik

Erik Svendsen kalder Eske K. Mathiesen for naturflipper og giver de udvalgte digte 4 stjerner i en anmeldelse i Jyllands-Posten, der slutter sådan her:

Selvom naturen er stor, er det ikke alle Mathiesens digte, der er lige store. Men det er svært ikke at holde af digterens uromantiske natursans: »Så højt der er til loftet i Guds hus./ Og ingen præster, bare svaler.« Digte udmærker sig gerne ved at turnere vores sanseapparat og måder at anskue rummet på. Den kunst mestrer Eske K. Mathiesen, som her viser, hvor generøs (og optimistisk) en skarnbasse kan være: »Midt på stien har/ skarnbassen lagt sig på ryggen/ og stritter med arme og ben,/ parat til at gribe solen,/ hvis den skulle falde.« Det er lige før, jeg melder mig ind i Eske K. Mathiesens fanklub.

Men du er pga. denne tjavsede, utaknemlige anmeldelse for altid nægtet adgang, under-Erik, sorry! 

Fiktivitet som excentricitetskondom

hos Erik Svendsen, der i sin anmeldelse af Bjørn Rasmussens Pynt (skal endnu mere akut end Kaspar Collings borgerkrig læses nu) skriver:

Sproget er til tider vildt springende og legende, men det er der en god forklaring på: Teksten er bundet til fortællerens bevidsthed, og hun er ude på dybt vand. Det fine er, at den spraglede form tilsvarer den desperate kvindes indre. Galskaben giver mening. Der er en patosbund, som bliver gradvist stærkere, jo mere kvinden (tilsyneladende, måske) normaliseres.

Det ufine ville åbenbart være, hvis den gale skrift ikke er signeret af en fiktiv fortæller - som hos fx Henrik Bjelke eller Kasper Nørgaard Thomsen eller Birgit Munch fx - galskaben SKAL med vold og magt give mening. Men hvor er det en trist domesticerende og (i helt konkret psykiatrisk afdeling- forstand) fikserende læsning af en vild skrift, at den er 1:1 forklaret og totalt relativeret af at være en funktion af en jegfortæller(s psykiske diagnose), et forpulet symptom.

Ræven bag Nellies øre græder ægte rævetårer

Jeg har fundet en ca. jævnaldrende bror til Niels Franks Nellie, der er en ræv!

I den amerikanske forfatter George Saunders' lille, snu og følsomme e-bog Fox 8: A Story, hvor titelpersonen er en ung ræv, der har lært menneskesprog og -skrift (af at lytte til en Mor, der læser op for sine børn), men bare heller ikke rigtigt kan stave, ordentligt:

Perhaps, reeder, you have herd the frase called: it was the best of times, it was the werst of times? (It is from a buk. Once the Mother tried reeding that buk to her cubs. But it pruved boring, with too many werds. Therebuy her cubs began doing what Yung Yumans do when bord, which is, rolling around with fingers up nose, pinching there baby brother.)
  All i cud think was, Fox 7 is de, and it is all my fawlt. Whyd ha I ever had the dum idea of entering the Mawl? Why was I born so weerd? Why cud I not be a simple Fox, having no day-dreems, speeking just Fox, obaying my Grate Leeder?
  It was the werst of times, i was the werst of times.
  And tell the truth, my hart went slite lee bad.

I sin artikel i Anmelderi-nummeret af Spring skriver Erik Svendsen om Nellies bog (i morgen i Weeendavisen Bøger skriver Niels Frank TIL GENGÆLD om Erik Svendsen, det er, kan jeg forstå, ikke uoplagt):

Hvad der ikke rigtig fremgik af de begejstrede anmeldelser er det faktum, at bogen kun er interessant for læsere, der sværmer for det formelle. Der er intet følelsesmæssigt drama, ingen lidenskaber, ingen erkendelse - andet end den intellektuelle og formelle, der ligger i konceptet og for så vidt er der intet på spil i Franks bog. Den bekræfter til fulde forfatterens status. Almindelige læsere derimod afvises fra sætning et. Ingen almindelig læser vil orke at stave sig igennem en ufremkommelig fortælling, der er blottet for psykologisk realisme. Nellie er et papirsubjekt, en papirtiger. Niels Frank sejrer i den litterære anmelderfejde, fordi toneangivende kipper med flaget.

For det første (som jeg også frådede ud i raseri over til sidst i interviewet med Johannes Riis og mig i Kulturen på News i går aftes): Vil ualmindelige, dannede, privilegerede, indforståede, intellektuelle, formelt skolede læsere ikke nok holde op med at udtale sig om, hvad almindelige læsere kan og vil læse, for hvor i alverden ved de det fra?

For det andet: Kan man læse en bog mere blindt og døvt end Erik Svendsen? Nellies bog er nok en formel leg, men det er sgu da ingen intellektuel øvelse, det er en helt vildt PRIMAL øvelse, lystfuld, men også melankolsk og ensom. Nej, der er ingen erkendelse - hvilket også i den grad er et intellektuelt koncept - men der er masser af lidenskaber og følelsesmæssigt drama. Jeg bliver tusindfold mere rørt over Nellie flakkende alene rundt i verden, end samtlige Jakob Ejersbos (hårdkogt) sentimentale  papfigurer. Jeg bliver med andre ord akkurat lige så fornøjeligt rørt over Nellie som over Ræv 8.

Overskriften sælger sig dårligt ved at nævne Erik Svendsen

Apropos 1 stjerne (nede i min kommentar til sidste blogpost) og Jyllands-Posten, så giver Lars Skinnebach 1 stjerne til Bue P. Peitersens (selvbevidst) hyper-nysselige digthæfte It's i sin JP-anmeldelse nr. 2 (det må da også være mere fascistisk end, at en JP-redaktør mener, at en forfatter, der truer mig tæsk skal boykottes og politianmeldes: at rent faktisk anmelde for JP!?), en næsten Skyumsk overflødig grusom anmeldelse: hvis man mener, at et selvudgivet hæfte som It's er så helt utroligt ringe, så lad da være at anmelde det eller i det mindste lad være at anmelde det så langt; hvem ville savne anmeldelsen? det ville ikke engang digteren, eftersom han ikke kan forventes at forvente den, der er (endnu) ikke andre end mig (og nogle digterkolleger, men de tæller jo ikke, rent kanonisk), der mener, at Bue er en stærk og vigtig digter i og med hans "pussenussethed".

I min baglæns læsning af Spring-nummeret om anmelderi nåede jeg frem eller tilbage til Erik Svendsen artikel "Litteraturkritik - en truet art" og opgav derpå, midlertidigt, ævred (Mathilde Walter Clarks artikel sprang jeg over, den havde jeg læst et par gange før, Johannes Riis og som sagt Mikkel Zangenberg gentager også sig selv, Peter Nielsens bidrag kan jeg allerede ikke huske, mens John Chr. Jørgensen velgørende nøgternt skriver om inhabilitet). Grådkvalt besværger Svendsen sit årelange martyrium som dannet, progressiv JP-anmelder - interessant at se, om Skinnebach tager udfordringen op eller ignorerer den eller bare ikke anerkender den, lige nu prøver han at agere en kombi af Skyum og Poul Borum, det har jeg alle dage også prøvet på og kan derfor kun gå ind for. Den dér strategi - og nu taler jeg om Svendsen igen - med at skrive sig dummere og/eller den dumhed at skrive strategisk finder jeg beskæmmende for en kritiker, både i princippet og i praksis - men jeg er så heller ikke sikker på, at jeg ville gide skrive for Jyllands-Posten: én ting er at skrive digtsamlinger for ingen, hvilket jeg åbenbart heller ikke gør længere, selvom jeg burde (have lyst til det), men at skrive i en avis for ingen, det har jeg gjort én gang, og det er for alvor meningsløst, i hvert fald i længden (= 8 lange år). Nå, Svendsen klynker, in real time:

Det er en kendsgerning, at avislæsere er noget af det mest konservative, der findes. Ergo må man differentiere mellem de forskellige avisers kernelæsere. For nu at tage et par klare forskelle: Politikens læsere har ikke mange fællestræk med Jyllands-Postens, der igen ikke har så mange fællestræk med Kristeligt Dagblads. Med andre ord: også en litteraturanmelder må kende Bourdieus distinktions-sociologi og have den in mente i litteraturformidlingen.
  Repolitiseringen af den danske dagspresse mærkes ikke synderligt på anmelderstoffet - men den kan spille ind i forhold til konkrete avis' læserprofil. det er helt afgørende om de holdninger og det livssyn en bog og en anmelder måtte have samstemmer med den konkrete avis' typiske læser eller ej. Det er en langt større faglig og politisk udfordring at skrive til et publikum, som anmelderen ikke er på linje med, end det er at skrive til læsere, som man på forhånd er på bølgelængde med. Amen.

Skammen, oh, skammen, ved at rapportere til det mørke Jylland fra Sortedammen.

Jeg gider ikke blive glad for Erik Svendsen

Først roste han i Jyllands-Posten Ida Marie Hedes Det kemiske bryllup, der skandaløst nok endnu er uanmeldt i andre landsdækkende tryksager, og i dag er han 3 stjerner-kritisk overfor Katrine Marie Guldagers nye roman Den ny tid, som jeg ikke har læst, men er kvalificeret mistænksom overfor, fordi jeg læste og anmeldte første bind i den åbenbart uendelig slægtsromanserie:

Den ulvesymbolik, der gav de to første romaner i krøniken slagside, er nedtonet. Uden videre hedder det, at ulven, som kun Lilly kan se, er et indre dyr. Mystikken erstattes nu af snusfornuftig psykoanalyse, og fortælleren bruger et par gange direkte psykoanalytiske begreber.Vist har Katrine Marie Guldager styr på den brogede fortælling. Men i mine øjne løser hun ikke det problem, som mange forfattere bakser med, nemlig hvordan en fortæller kan reflektere over historien. Det virker, som om Guldager springer op og falder ned på de kunstneriske udfordringer. Hvis en konflikt bliver tilstrækkeligt kompliceret, eller et tema brænder på - ja så får vi enten i en illusionsnedbrydende parentes fortalt, hvordan det faktisk forholder sig, eller fortælleren kaster sig direkte ud i udlægninger, der forvandler dramaet til noget, der illustrerer en tese.

Hvilket meget præcist rimer på min tese om forfatterskabet: At vilter vision er afløst af demonstrativ opbyggelighed.

Og hvor mange hjerter får romanen mon i Politiken?

Rigtig gættet! 5 hjerter!

Ved en særdeles upålidelig Bjørn Bredal (trygt atter at nære mistilliden), der tydeligvis har brugt mange trætte kræfter (fx ved at gentage en tidligere anmeldelses flade ordspil (lige ud ad Gammel Køge Landevej)) på at aflede egen opmærksomhed fra en ærlig forholden sig til romanens kunstneriske kvaliteter:

Fortællerstemmen har noget helt særligt hos Katrine Marie Guldager. En sagatone, som gør nedfaldne engle, luskende ulve og brændende huse i bevidstheden til aldeles naturlige dele af en normaldansk historie om en familie mellem Køge og København i årene efter krigen. En eksploderet familie i et minefelt af tidsindstillede bomber, hvoraf den værste, viser det sig, har sin sprængkraft fra et barn helt uden familie. Som stemmen siger: »Det var begyndt, fordi Nina, Leonoras bedste veninde og det eneste forældreløse barn i denne historie, havde stillet sine drømme til rådighed for denne verdens forældreløse«.Nu følger en grusom historie fra et børnehjem, en historie, som spejler og forklarer den større historie om alt andet end forældreløse børn fra et hjem i Køge. Det hele brænder, konkret og symbolsk, og stemmen skal ikke bruge andet end et snapshot fra en teltferie for at komme i tanker om, at familien ikke blot »er en biologisk enhed, men et system af nøje udvalgt erindring«. Katrine Marie Guldager har nu skrevet en smukt afrundet, forklaret, humoristisk og uhyggelig trilogi om familien fra Køge. Og jeg vil gerne gentage fra anmeldelsen af bind to, 'Lille hjerte', at det hele sagtens kan læses lige ud ad Gammel Køge Landevej som en ganske ukompliceret historie om dansk familieliv. Og denne historie kunne lige så sagtens stoppe her i al sin storslåede treenighed. Men forlaget fortæller, at yderligere fem bind er på vej.

Sagatone? Det første citat i klippet lyder snarere som en pastiche på tidlig Peter Høeg (der selv lød som en pastiche på latinamerikanske pasticher på 1800-tals- romanprosa ...). Og springet fra teltferie-snapshot til dybsindig familie-aforisme er sgu da uden videre et skræmmeeksempel, hvilke jeg også tror, Bredal underbevidst ved!

Usvindlet Svendsen i mangel af kritisk sort svane

Alle har anmeldt Sonnergaards seneste fallitbo af en novellesamling (forfatteren har åbenbart raset over sine anmeldelser på Facebook, men jeg er rimeligt nok ikke venner med ham -  er der nogen, som er, der vil dele hans aggressioner med Blogdahl?), men kun 2 Charlotte Weitzes fænomenale Harrzen-sanger, Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad og Nanna Goul i WA, og heldigvis fuldt positivt, men ikke helt så hysterisk begejstret, som JEG synes, bogen fortjener, Anders Juhl (der slet ikke kunne more sig over eller overhovedet forholde sig til Nellies bog) er vist slet ikke begejstringskapabel; hvad andet egentlig kan en roman udmærke sig som end fortællende prosa?:

Er Charlotte Weitze ikke en smule undervurderet? Er hun i virkeligheden ikke blandt de dygtigste prosaister i dansk litteratur? Sådan tænker jeg uvilkårligt efter at have læst hendes nye roman, der er skrevet i den mest eventyrlige romanprosa. At den netop er eventyrlig, skal forstås i begge ordets betydninger, og at romanen først og fremmest udmærker sig som fortællende prosa, bør understreges.

Politiken har bragt et måltidsidsinterview med Weitze (hvor hun fortæller, at et filmselskab overvejer at filmatisere sublime Brevbæreren, jeg håber sådan, det er PIXAR! det albinopostbud skal LYSE hvidt), men endnu ingen anmeldelse, det kan man da kalde utidigt sjusk! 

Ida Marie Hedes forrygende Det kemiske bryllup, der udkom i tirsdags, har, fordi min blev valgt fra til i dags WA Bøger, kun fået 1 anmeldelse, af Erik Svendsen i Jyllands-Posten, som gudhjælpme er gedigent glad (jeg kan ikke se, hvor mange stjerner - sikkert kun 4, forhåbentlig 5), selvfølgelig pænt sjusket, men absolut ikke udum, og selvom han aldrig i en million år kan blive tilgivet for sin åndsforsnottede Nellie-anmeldelse tillader jeg mig at påskønne, at han i dette gloende glimt for en gangs skyld har set lyset, her er hele anmeldelsen:

Sagt uden omsvøb: Ida Marie Hede er et oplagt forfattertalent. I referat kan "Det kemiske bryllup" lyde som en flippet affære. Det er den også, men der er både idé og pondus i den mildest talt spraglede historie om tvillingerne Caresse og Genesse, som fødes af en højttaler (så er niveauet antydet) og i perioder forenes som heksen og rebellen Jeunesse (!), der bevæger sig rundt i en gearet version af vores samtidige verden. Med afstikkere til f. eks. feministiske udkantsområder for rugemødre, og der er ikke et øje tørt i udstillingen af den rurale idyl. Jeunesse får et intenst forhold til shaman-aspiranten Ted, og de to er ikke de eneste i bogen, som dyrker det symbiotiske. Det er langt ude og ret underholdende.Det fine er dels den overraskende karakter historien konstant har, dels forbindelsen mellem det der sker på handlingens plan og fremstillingens plastiske sprog. Uden at havne i den rene vilkårlighed og det amokløbende associative formår Hede at lade en vedvarende transformation styre løjerne. Man kunne sige, at teksten og historien gennemgår den ene metamorfose efter den anden. Resultatet er en visionær og parodisk tekst, der både langer ud efter frelste ideer og magtens forskellige ideologier.Ingen går fri og humøret er højt uanset, hvor vi befinder os. På den ene side er kravet om realisme ophævet, på den anden side bruger Hede løs af referencer til den prosaiske verden." Det kemiske bryllup" etablerer et selvstændigt og dragende univers, der fungerer fordi det både ligner og drejer det velkendte. Det har sine friheder, men det er ikke en enfoldig dagdrøm, et stykke eskapisme. Ida Marie Hede hiver ind fra venstre og højre. Kaotisk, måske. Men hun er som regel præcis og har en herlig humoristisk sans. Et eksempel - og gå selv ned i boghandelen og køb eller bestil bogen: "Special Agent Cooper vågner! Dvaskt hviler han på langs hen over salens rokokostol som malerens søvnige muse, skøn at skue, med sit glatte, sorte hår, sin udstående hage. En blodfattig Adonis, som havde de lokale tæger forlystet sig på ham".

Hede selv har ifølge Facebook travlt med at være i England og blive inspireret til nye skrifteventyr:

skal til det her i morgen i bristol, wowzers. og sige noget på søndag om en udveksling af kærlighedsbreve, så nervepirrende, at den gik i opløsning, før den for alvor gik i gang. i landet, hvor radioen spiller 'heksen er død', men mange i harme råber, at noget så cool som en heks ikke bør sammenlignes med maggie t.

http://www.bristol.ac.uk/arts/research/performing-documents/conference/#description

Kamilla kicks the kamel

Jeg har med skam at melde ikke læst Nellies bog endnu, fik travlt med SÅM og i dag med at genlæse og (gen)anmelde År 9 efter Loopet, men i morgen når jeg tager til Holstebro som ledsagende kritiker tager jeg den med, og så er der heldigvis og omsider ingen vej udenom; i mellemtiden har det været godt at se, at Kamilla Löfström på Promenaden har anholdt Erik Svendsens kriminelt indskrænkede og læsehandicappede anmeldelse i Jyllands-Posten ("Kreativt tænkt og konsekvent udført, men jeg må indrømme, at bogen afslører denne læsers sproglige konservatisme: Der må for demokratiets skyld ikke herske sprogligt anarki. Der må være veldefinerede regler for, hvordan ord staves, og en grammatik, som må respekteres, for ellers kan vi ikke snakke sammen. Hvis alt er tilladt, vil man bruge alt for megen tid på elementært at stave sig frem til, hvad der overhovedet står i den støjende skov af selvforvaltet sort snak, og meningen med det hele forsvinder i afkodningen."), når jeg nu pga. læsemanko var indisponeret:

Writing is fifty years behind painting, sagde Brion Gysin for længe siden, og Danish litteraturkritik er 100 år bagefter alting, tænkte jeg, da jeg læste Erik Svendsens anmeldelse af Nellies bog. Jeg er interesseret i at møde læsninger, der er helt anderledes end min egen, helt enkelt bare for at blive overrasket og klogere, men Svendsens læsning er noget sjask. Og jeg køber ikke hans argumentation: at Nellies bog er mislykket og uinteressant (“en straffeekspedition”) på grund af sit sprog (“komplet malabarisk dansk”). Altså fordi værket ikke overholder formalia vedrørende stavning og grammatik, må det dømmes ude.
  Svarer det ikke nogenledes til at møde kubismen med et: “Det ligner dårligt!” Eller det abstrakte maleri med et “Hvad skal det forestille?”. Eller glemte Svendsen ikke Stein og Joyce i vendingen? Eller hvad med Blicher, skulle han have holdt sig fra at skrive på dialekt?

2 stjerners roman- og kanon-bonus?

"O.k., det er måske i overkanten at give Harald Voetmanns lille roman fem stjerner." indleder Erik Svendsen sin sjaskede - men mindre sjaskede end sædvanligt - 5 stjerner-anmeldelse af Kødet letter i Jyllands-Posten.

Ja, især når man tænker på, at han gav tre stjerner til Voetmanns forrige bog, kortprosasamlingen En alt andet end proper tilstand, 2008, hvor de første to kapitler og de første 30 sider i den nye bog ord til andet (undtagen kapiteltitlerne) optræder som den første tekst og de første 30 sider - hvilket hverken Svendsen eller andre af de med én undtagelse (murmeldyret Per Krogh Hansen på Berlingske, 4 stjerner) stærkt positive på-dagen-anmeldere (Bredsdorff, 5 stjerner, Politiken, Munk Rösing, Information - jeg har som sædvanlig ikke styr på Kristeligt Dagblad) nævner, måske fordi de ikke har opdaget det. Jeg har svært ved at se, hvordan de 2 kapitler + 170 siders kortprosastykker er 2 stjerner mindre kvalificeret en tekstmasse end de 2 kapitler + 100 sider roman, det er selvsamme virtuost væmmelige Voetmann-skrift, så differencen må enten skyldes selve romanstatussen og -formen, væmmeligheden hænger sammen i stedet for ikke at hænge sammen, eller den opskrevne kanon-status, som forfatterskabet har opnået efter al kritiker-rosen og alle prisindstillingerne til forrige års roman Vågen, det er nu lurmærket væmmelighed; men prøv, superstjerne Harald, i næste bog eller næste igen, hvis det bliver en kortprosasamling, at aftrykke de 30 sider og 2 kapitler igen igen, og se, hvor mange stjerner du får i JP, måske 4?

Jeg vil hellere tale sort end gråt eller BEIGE, meget helle hellere

Anmeldelse af antologien om Helle Helle Hvor lidt der skal til ved Erik Svendsen i Jyllands-Posten, der morgenjysk vittigt afsluttes sådan her:

De tre redaktører er nogle flinke mennesker. Det er jeg sikker på, hvordan ellers forklare, at de har valgt at trykke Lars Bukdahls bidrag? Han annoncerer en idé »om kun at tale sort til alle et halvt år« og »minimalmaraton« er et lysende bevis på sort tale på skrift.

Hvilket jeg uden videre ville opfatte som en ros, hvis det var et stykke skønlitteratur, der blev anmeldt (og sådan har Erik Svendsen anmeldt pænt meget af min skønlitteratur, dengang jeg udgav sådan noget i bogform), men når det drejer sig om et stykke litteraturkritik, er det klart, at det er en træls smagsdom.

Hvis jeg havde trøst behov, ville det ingen trøst være, at Erik Svendsen selv er sådan en traurigt patroniserende læser af Helle Helle:

Undertegnede har givet udtryk for skepsis over for forfatterskabet - jeg betvivler ikke dets kunstneriske sikkerhed, men er loren ved den forsigtighed og fraværende refleksion, som bærer hendes bøger. Til gengæld er det underinformerende et trick, som vækker læseren: Teksterne siger sjældent noget klart om, hvad der sker inde i hovedet på figurerne, blot hvad en iagttager kan se, og hvad folk siger til hinanden. Der er meget scenisk over Helle Helles bøger, noget filmisk registrerende, og det giver læseren en masse fortolkningsfriheder. Læseren opfordres til, som det står et sted i antologien til mindreading. De erfaringer, som læseren har fra eget liv, er basis for de vurderinger, som gør læsningen af Helle Helles bøger til en dynamisk proces, og som betyder, at folk i de små hjem, i læsekredse, i skoleklasserne diskuterer, hvad der sker - for teksten siger det næppe. Man må så håbe, at folk ikke bare laver projektioner, når de afkoder hende.

Det danske folk sidder og husflids/husmands-fortolker, brodere/snedkerere-fortolker Helle-romaner, hvilket er noget hun udspekuleret tricker dem til, eller hvad står der? Jeg forstår heller ikke det med den manglende refleksion: er det personerne, der bør reflektere, og hvordan og om hvad? RUC-basisfags-agtigt?, hvad er det for et underligt krav at stille til en person(s kunstneriske gestaltning), eller er det forfatteren, der for fanden reflekterer plenty, i og med sin kunstneriske sikkerhed, men rimeligt nok ikke gør det eksplicit. Og hvordan forsigtig? Bare fordi det er provins og umelodramatisk, der er så meget dramatisk betydning og rig virkelighed i Helles fantastiske sætninger, og ikke mellem dem eller nedenunder dem, men PÅ dem, hvilket er lige præcis, hvad jeg prøver at fiksere i min minimalmarathon, men det er spildte ugudelige ord på uskægge Skæg Erik.

Undertegnede vil gerne give udtryk for dyb skepsis overfor Svendsen Svendsens litteraturkritik.

Undskyld, Thomas Bredsdorff, Erik Svendsen er uforholdsmæssigt værre

Erik Svendsen i Jyllands-Posten om F.P. Jacs Man tror man samler sig til hele livet [Svendsen har ikke fået 'til'et med - han har i det hele taget ikke fået særlig meget med, nogensinde):

Som politisk digter udmærker F.P. Jac sig ved at være komplet talentløs. Øjensynlig vidste han intet om politik, og udfaldene går primært på fysiske træk ved politikerne. Ninn Hansens ansigt ligner en præstekrave - and so what? [så er det da en vidunderligt fin og sjov POETISK sammenligning] F.P. Jacs bedste digtsamling, ”Misfat” (1980) ekkoer af idolet Ray Davies og The Kinks' plade ”Misfits”. Det pudsige er, at den evne til med få velvalgte ord at tegne en skæbne, kreere en social ramme om en figur havde F.P. Jac kun i stærkt begrænset omfang. Han skrev om sig selv og pakker det ind i hittepå-somme ordguirlander. Bestemt med lyrisk sans - men han når i modsætning til Ray Davies slet ikke ud over scenekanten.

Bortset fra at Jac i sine sene radiospil og romaner og digtfortællinger (om ikke mindst Numse-Kaj) var fantastisk til - på Jacistisk - at tegne (også sociale) skæbner, så er det da en skrækkeligt fortegnet idé om, hvad der fordres af en digter; at han skal nå "ud over scenekanten" ved "med få velvalgte ord at tegne en skæbne, kreere en social ramme [sikke også et slemt udtryk: at kreere en ramme, den slags har jeg en rammemand til; seneste kreerede han en smuk ramme til min nyindkøbte Sven Dalsgaard-collage] om en figur" - og siden hvornår er det ikke alt nok, at han og hun skriver om sig selv og pakker det ind i hittepåsomme ordguirlander, det er sgu da selve jobbeskrivelsen for en poet, som hun og han så kan leve mere eller mindre fremragende op til, Jac levede optimalt fremragende op.

Og hvad er det, Jac siger i mit interview med ham i Læberne sproges: Min yndlingsanmelder er ham fra Jyllands-Posten, han jorder mig hver gang, og han er dum som et bræt.

Og fastlåst som en dør.

Konkret sjask

Jeg var godt på vej mod at få dårlig samvittighed over, at jeg kalder Erik Svendsens anmeldelsesvirksomhed sjasket i min kommentar i WA på fredag - der ellers forsvarer Erik Skyums (ret til) grumhed! - men så læste jeg i dag på JPs' hjemmeside Svendsens anmeldelse af Mikkel Thykiers Dit ansigt kommer før mig, og den må være selve definitionen af sjaskethed, ud over tale-tavshed-tricket får vi intet bare faaktuelt at vide om tekstspor (der er også breve med) eller opbygning eller indhold (Frederik taler det meste af tiden om (og til) en 2. pige end Alma), og som sædvanlig synes forfatteren ikke engang genkendt som havende et forudgående forfatterskab, og intimitet er da for fanden selve kodeordet og ikke noget, der søges undgået, Jesus:

Man kan læse Mikkel Thykiers bog på flere måder. Den ligner et generationsportræt, en skildring af en nær og dog distanceret relation mellem to mennesker, den er en monolog, som er dialogisk, den er et eksempel på ny-politisk litteratur, og den blander foto og prosa på en særegen måde. Vi er ikke ude i en dramatisk konfrontation mellem de to køn som i Strindbergs herlige enakter med to kvinder ”Den stærkeste”, men Thykier mimer den et stykke af vejen, idet kun denne ene part siger noget, mens den anden lytter. Pointen er blandt andet, og her kommer generationsmomentet ind i billedet, relationen mellem den ivrigt fabulerende Frederik og tavshedens Alma, er ikke af en sådan beskaffenhed, at det erotiske vækkes. Snarere handler det om at være mere end venner, men ikke intime. Døm selv, hvor varm Frederiks tilnærmelse er: »Det handler bare ikke om at sige noget om den, om kærligheden eller intimiteten, men om, hvad der kan siges med den. Og om hvad den siger om mig, hvad den får mig til at sige om mig. I dit tilfælde var der intet.« Mig om mig: den gode Frederik er mildest talt selvcentreret, og det er han jo ikke alene om at være i vore dage. Er ”Dit ansigt kommer før mig” en udlevering af en narcissist? Hvor meget betyder en venstrefløjsdemonstration for en mand, der erklærer: »Det afgørende for mig er spørgsmålet om at overvinde verden som begrænsning for mit liv.«Det skriver manden gudhjælpemig. Men ét er en figur, noget andet hvad teksten som helhed forsvarer eller advokerer for. Problemet er, at bogen på den ene side apropos titlen antyder noget om ulighed og forsinkede forbindelser mellem to mennesker, mens den på den anden side bevidst undlader at følge relationsfortællingen til dørs. Måske er det hele lir og stil. Hvor sjovt er det lige?

Heldigvis er det ikke ham der skal anmelde Bombaygryde i morgen (forf. stødte på anm. i IC3-toget og blev anråbt med sit fiktive navn Leif Balleby)