Uklar polemik har fandens oldemor ophostet

Tue Nexø og jeg skulle aldrig have givet Promenaden den dobbelte opsang i LiteraturHaus, for sikke de pludselig producerer og er oppe på beatet; nu er de også hurtigere end Blogdahl til at kommentere dagens aviser, og det er jo virkelig konkurrence-kritisk; jeg havde tidligt i dag påbegyndt en blogpost om Erik Skyum-Nielsens koksede polemik i hans "oversigtsartikel" om forårets danske litteratur i Information, og før jeg var vendt tilbage til den, havde Martin Glaz Serup været inde over i denne Promenaden-post, mere udstillende end diskuterende, men stadigvæk: fordømt! Her er så min overhalede version:

Umuligt at finde ud af om Skyum er knotten på Christina Hesselholdts Selskabet gør op eller bare på alle os, der er begejstrede for den og måden vi ligesom er det på. Det gør det så ikke nemmere, at han mærkeligt umærkeligt har det med at skifte mening og smagsdom i løbet af en anmeldelse/artikel, og som regel fra glad til sur. Det begynder vældigt positivt, rimende på alle os begejstrede:

Christina Hesselholdt, der i sin nyeste bog ret beset beskæftiger sig med nok så smertefuldt materiale: sygdom (både fysisk og psykisk), smerte, skilsmisse og opbrud, men gør det med et vidunderligt og voldsomt smittende sprogligt overskud. Selskabet gør op handler om at befinde sig i frit fald, men på en eller anden mirakuløs måde lære at holde det ud, og jeg kan ikke se rettere end at denne her mystiske ’måde’ må bestå i skriften, som myldrer med tangentielle associationer og tillader sig kæmpe parentetiske indskud, men så alligevel hele tiden formår at bakse sig tilbage i sporet.  Forfatteren har i et interview udtalt, at fortællingerne i kredsen, når lige bortses fra et afsnit hvor alle personer – inklusive en hund (som hilsen til Virginia Woolf) – får mæle, taler ligesom hendes egen mor snakkede, dvs. i lange, velkonstruerede, om end gerne lidt overlæssede psykiatersætninger uden øh eller uhm. Det skal såmænd nok passe og svarer fuldstændig til, hvad vi i dag ved om stilen i Peer Hultbergs Byen og Verden, at den var en art æstetisk ekspropriering af tone og syntaks og perfidi i hans adoptivmors ofte timelange telefonsladder.

Allerede her sker der lidt af et skred fra "vidunderligt og smittende sprogligt overskud" til "lange, velkonstruerede, om end gerne lidt overlæssede psykiatersætninger uden øh eller øhm", som ikke lyder helt så fedt, vel? Sammenligningen med den snobbede sladder-fortæller i Byen og verden er stærkt misvisende, synes jeg, den fortæller holder Hultberg jo ud i strakt arm som markeret karikeret og stiliseret, mens Hesselholdt taler stiligt løs som så totalt og ekspansivt og spontant sig selv som muligt gennem sine fortællekredses fortællere.

Ca. en spalte senere vender Skyum tilbage til Selskabet gør op, og så bliver det virkelig forvirrende:

Nået hertil kunne det måske være betimeligt at påminde om, at også den prunkløse og anti-ekspressive realisme er en form, og at også den som ’roman’ arrangerede dagbog er en genreblanding. I den til tider lovlig indspiste kysse-kramme-lefle-rose-klub, der med f.eks. Forfatterskolen, Testrup Højskole og den hensygnende blog Promenaden for tiden skal gøre det ud for avanceret dansk litterær debat, synes der at herske bred konsensus om at fremhæve Christina Hesselholdt som noget i særklasse specielt. Men hvad hun laver, er i mine øjne blot pludre-plapre-bøger på højt niveau. Kuppet består i at lade snakken og det løse notat bryde ind og befolke romanen eller fortællekredsen.

Jeg vil da mene, at en bog "med vidunderligt og smittende sprogligt overskud" til hver en tid er "noget i særklasse specielt", men Glaz Serup har nok ret i, at Skyum her, som altid uden navns nævnelse, polemiserer imod Tue Nexøs anmeldelse, der smukt talte i tunger om, at Hesselholdts fortællekredse forjættede en ny, fri og virtuos art litteratur. Og nu er bøgerne så pludselig "bare", hvilket vil sige, at det ikke er noget særligt, "pludre-plapre-bøger på højt niveau". Jeg ved ikke, hvad vrænge-betegnelsen "pludre-pladre-bøger" står for, men det kan ikke være noget fint, når det ikke er noget særligt, at de er det på et højt niveau (hvis man nu sagde, at en bog var en kriminalroman på højt niveau ville jeg forstå det sådan, at den var et lige så fint stykke litteratur som fx en psykologisk roman på højt niveau). Men i næste sætning bliver det kaldt "et kup", hvilket er en ren positiv, Egon Olsensk term for et særdeles og sjældent vellykket kunstnerisk greb, at "lade snakken og det løse notat bryde ind og befolke romanen eller fortællekredsen", altså splejse roman/fortællekreds med pludre-plapren. Hvad fanden mener manden?