Montre for bortbaskede, lyslevende fluer I

- denne her anmeldelse nåede trælst nok ikke i avisen:

-->

HAVEBØGER Old-mikroforlaget After Hand okser og kokser tvetunget videre uden juniorchefen

Vinduet er vasket med døde fluer

Tóroddur Poulsen: Leyvid haldi eg / Løvet tror jeg. 88 sider, 160 kr.

Naja Vucina Pedersen: Blót. 88 sider, 160 kr. Begge After Hand

At holde øje med de små, stadig mere vigtige undergrundsforlag er som at følge de små specialforretninger i indre bys sidegader: man bekymrer sig empatisk og nyfigent (og handler der alt for lidt).

   Seneste sidegade-nyheder: Asger Schnack har lagt sit forlag nr. 2, Bebop, i bero og stiftet et nyt og tredje, Asger Schnacks Forlag. Matthias Kokholm forlader efter 4 hyperaktive år i redaktørstolen på sin svoger Henrik Haves hæderkronede avantgarde-butik After Hand for stifte sit eget forlag. Antipyrine,.

  Hvis man var lidt bange for After Hands skæbne efter juniorchefens farvel, og det var man nok, så genopretter forlagets to nye udgivelser, der næsten ikke kan være mere forskellige, tilliden:

  For det første den færøske digter Tóroddur Poulsens tosprogede samling Leyvid haldi eg / Løvet tror jeg, hans femte bog på After Hand. Poulsen kunne ligne en slemt metafornedtynget, symbolbelæsset centrallyriker, hvis det ikke var fordi, han var så let på fødderne. Iklædt islandsk sweater og thulepjækkert helt ude på den yderste, mosbegroede pynt stepdanser han lige så elegant som underfundigt; der er jo for søren en grund til, han udkommer på After Hand. Dette er nok så fint titeldigtet:

  ”løvet tror jeg/ drikker mørket med måde// de plettede skyer/ drillede mine øjne// vinduet er vasket/ med døde fluer// jeg ligger her/ og tror på guds skygge// det tørstige lys/ sætter sig selv i halsen”.

   For det andet Naja Vucina Pedersens roman Blót, hendea anden bog på forlaget, der nægter sig enhver form for ro: Et karnevalistisk middelalder-univers centrifugeres igennem manisk og rundtosset. En slags hovedperson er ulven/dyret/bæstet, der er i evig, voldelig og erotisk clinch med både enkeltfigurer, bruden Algea, Illyren, alkymisten, Venus Vulgivuga, og kollektiver, almuen, Presbyterne, Synedriet, der på deres side jævnligt går i flæsket på hinanden og sig selv.

  En temmelig ynkelig trubadur optræder også, og faktisk kan bogen godt ligne en techno-udgave af Ib Michaels Trubadurens lærling: Intet plot, intet budskab, ingen historisk research, lutter MTV-skamklippede kalkmalerier:

  ”Venus Vulgvaga springer frem fra sit skjul, slikker sig om munden, kravler rundt på alle fire i gymnastiske bevægelser, sukker, stikker tungen i vejret, vejrer i vinden, suger sig fast til dyrets røv, trænger ind i dyrets vom, åbner de indre organer. Åh, hvilken skede, hvilken ynk. Succubus svømmer på dybt vand, flyder rundt i skidt og skrammel, vælter sig i dyrets afføring. Hun trænger ud af dyrets krop, sætter sig på dyret, stønner og pruster. Knæet som hun så sanseløst bedriver hor med visner og falder af. Et knæfald ude af proportioner, et afsind i kog, en sveske i galop.”

  Sådan skramler det på samme tid flaksende og monomant, alt i alt ubehageligt underholdende. Den bedste opsummering af Vucinas bastard-bog er selvfølgelig et digt af Poulsen – der også kan gælde som efterårets vejrudsigt for Smallegade:

  ”i nat/ larmer vinden/ så meget/ at man skulle tro/ at den er nervøs/ for udstillingen/ der skal åbne i morgen/ med alt det/ den har blæst om kuld”