TILLYKKE! (ovenfor datterfotograferet til FB - som sædvanlig opmuntrende/anførende den yngre generation)
og jeg er ikke længere direkte hypnotiseret af hans autoritet, som dengang han var vores Arena-formand, og vi kaldte ham Formand H.O., og han har været mange slags formand siden, Forfatterskolerektor, højskolelærer, Gladiatordirektør, og hypnotiseret alle mulige andre til at kalde ham sheriff, godfather og det, der er værre, men jeg er stadigvæk og til evig tid totalt FAN af hans - lige nu en smule pauserende (Strange days indeed er fra så langt tilbage som 2012!), men jo kun fordi så ofte totalt GALOPERENDE, STAMPEDING - forfatterskab, og ja, Tue og Elisabeth, selvfølgelig får jeg før eller siden skrevet den monografi, vi for år tilbage har aftalt, til akkurat Arena, og jeg tror, jeg uafvendeligt blev fan, da jeg kort efter, at jeg glad-undrende havde anmeldt digtsamlingen Idyller og fascineret-begejstret havde anmeldt kortromanen Nåden (stadig mere klart et kærneværk) i Kristeligt Dagblad, forsinket læste det første bind i kortprosaserien, uofficielt kaldet Kalkun-serien, Den bronzefarvde kalkun, 1993: Den dér viljestærkt og rytmisk forbumlede, med enhver konvention skideligeglade, gennem al tradition machete-gennemhuggende FRIHED var, er og bliver for vild at opleve. Her er tre nyklassiske Kalkun-tekster som et HOJ-selvportræt-TRIPtykon:
Berømte danskere
Berømte danskere, til eksempel Flensted Jensen, så ærkepære dansk, sådan indtog han Amerika, det løfterige, Guds eget land, selvhjulpen og med kommandørrøst, bare stank langt væk af gymnastik, og sådan gjorde han indtryk på de vilde, de fjerprydede i deres reservater, med butterfly i nakken, wiing, fjernbetjening i blazerens brystlomme, en bid ledning af et gammelt høreapparat og en lille til formålet velcamoufleret teknomotor muliggjorde dens arrige rotation, wiing, min herre, han var ikke født i går.
Herb, piloten
Herb, piloten, lettede på sin solbriller, bed sig i knoen, det var som fan alligevel. Flyet lå i ruiner. Den ene vinge var knækket. Haleroret med. Næsen klemt som tuden på en kartoffel ... Men Herb selv ... Ikke en skramme . På den vis havde landingen været perfekt.
Men altså. Nu er Nevada stor. Fuck hell. Solen stod brændende hed på en skyfri himmel. Og over de takkede bjerge først for sås allerede de første gribbefugle.
Umuligt at holde sig fra livet
Han er lidt til en side, det er vi enige om. Til fare for sine omgivelser, muligvis. Men i hvert fald er det snart hverdagskost for os at have ham farende sådan rundt i natten. Jeg for min part tager mine forholdsregler, lukker og låser og slukker til gaden, kan næppe være forsigtig nok. Kender ham på lang afstand allerede, lyden af hans prusten, når hoveddøren går og han med sin enorme vægt entrer trappen. Den amputerede hånd med krogen af jern, der på det nærmeste hiver ham op ved gelænderet. - Umuligt at holde sig fra livet. - Jeg mener, og så i så lille en by.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar