Jeg måtte kun røre og bladre

i Hvis det er på redaktørens kontor hos Rosinante&Co, hvor jeg lod som jeg var forbi for at hente Hvede-post, for der var faktisk ikke bare 1 eksemplar, men en hel lille papkasse fuld, som redaktøren vogtede lige så nidkært som sikkerhedsvagten foran kæmpepallen med sidste bind af Harry Potter dengang i Los Angeles-boghandlen; rimeligt nok er der ikke nogen pressemennesker, der kan få bogen i hænde før andre, nej, URIMELIGT nok, og jeg kan og skal jo ikke anmelde, men jeg havde nok ikke undladt at blog-rapportere, hvorom alting er, FIK jeg bogen i hænderne, og den så på samme tid robust og skrøbelig ud, og jeg bladrede også, men kunne for bare nervøsitet hverken fiksere ord eller bogstaver, indtil jeg nåede frem til et afsnit, der lige var en side langt, og proklamerede, at det afsnit ville jeg læse, men det RÅDEDE redaktøren mig venligt, men bestemt fra, når jeg ikke havde læst det forudgående, og det havde hun sikkert også ret i, TRÆLST nok, jeg nåede kun at opsnappe et enkelt fantastisk ord:

KOTELETGRUND*

* Grund, der ligger i anden række fra vejen bag ved forreste grund, således at indkørslen løber langs den forreste grund. Benet på en kotelet stikker gerne ud og kan fungere som et håndtag, heraf navnet på koteletgrunden.