-->
HAVEBØGER
Old-mikroforlaget After Hand okser og kokser tvetunget videre uden juniorchefen
Vinduet er
vasket med døde fluer
Tóroddur
Poulsen: Leyvid haldi eg / Løvet tror jeg. 88 sider, 160 kr.
Naja Vucina
Pedersen: Blót. 88 sider, 160 kr. Begge After Hand
At holde øje med
de små, stadig mere vigtige undergrundsforlag er som at følge de små specialforretninger
i indre bys sidegader: man bekymrer sig empatisk og nyfigent (og handler der
alt for lidt).
Seneste sidegade-nyheder: Asger Schnack har
lagt sit forlag nr. 2, Bebop, i bero og stiftet et nyt og tredje, Asger
Schnacks Forlag. Matthias Kokholm forlader efter 4 hyperaktive år i
redaktørstolen på sin svoger Henrik Haves hæderkronede avantgarde-butik After
Hand for stifte sit eget forlag. Antipyrine,.
Hvis man var lidt bange for After Hands
skæbne efter juniorchefens farvel, og det var man nok, så genopretter forlagets
to nye udgivelser, der næsten ikke kan være mere forskellige, tilliden:
For det første den færøske digter Tóroddur
Poulsens tosprogede samling Leyvid haldi
eg / Løvet tror jeg, hans femte bog på After Hand. Poulsen kunne ligne en
slemt metafornedtynget, symbolbelæsset centrallyriker, hvis det ikke var fordi,
han var så let på fødderne. Iklædt islandsk sweater og thulepjækkert helt ude
på den yderste, mosbegroede pynt stepdanser han lige så elegant som underfundigt;
der er jo for søren en grund til, han udkommer på After Hand. Dette er nok så
fint titeldigtet:
”løvet tror jeg/ drikker mørket med måde// de
plettede skyer/ drillede mine øjne// vinduet er vasket/ med døde fluer// jeg
ligger her/ og tror på guds skygge// det tørstige lys/ sætter sig selv i
halsen”.
For
det andet Naja Vucina Pedersens roman Blót,
hendea anden bog på forlaget, der nægter sig enhver form for ro: Et
karnevalistisk middelalder-univers centrifugeres igennem manisk og rundtosset.
En slags hovedperson er ulven/dyret/bæstet, der er i evig, voldelig og erotisk clinch
med både enkeltfigurer, bruden Algea, Illyren, alkymisten, Venus Vulgivuga, og
kollektiver, almuen, Presbyterne, Synedriet, der på deres side jævnligt går i
flæsket på hinanden og sig selv.
En temmelig ynkelig trubadur optræder også,
og faktisk kan bogen godt ligne en techno-udgave af Ib Michaels Trubadurens lærling: Intet plot, intet
budskab, ingen historisk research, lutter MTV-skamklippede kalkmalerier:
”Venus Vulgvaga springer frem fra sit skjul,
slikker sig om munden, kravler rundt på alle fire i gymnastiske bevægelser,
sukker, stikker tungen i vejret, vejrer i vinden, suger sig fast til dyrets
røv, trænger ind i dyrets vom, åbner de indre organer. Åh, hvilken skede,
hvilken ynk. Succubus svømmer på dybt vand, flyder rundt i skidt og skrammel,
vælter sig i dyrets afføring. Hun trænger ud af dyrets krop, sætter sig på dyret,
stønner og pruster. Knæet som hun så sanseløst bedriver hor med visner og
falder af. Et knæfald ude af proportioner, et afsind i kog, en sveske i galop.”
Sådan skramler det på samme tid flaksende og
monomant, alt i alt ubehageligt underholdende. Den bedste opsummering af
Vucinas bastard-bog er selvfølgelig et digt af Poulsen – der også kan gælde som
efterårets vejrudsigt for Smallegade:
”i nat/ larmer vinden/ så meget/ at man
skulle tro/ at den er nervøs/ for udstillingen/ der skal åbne i morgen/ med alt
det/ den har blæst om kuld”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar