Men for vildt fordansket næse, Niels!

Du læser Proust i toget til Jylland, Sodoma og Gomorra, bd. 2, oversat af Niels Lyngsø, og afbryder mig - som sædvanlig, når du læser Proust - igen og igen med særligt fantastiske passager, og i dag bl.a. denne, der også på dansk rækker næse suverænt intrikat og vittigt:

Men hans næse havde - i et forsøg på at placere sig på tværs af munden - blandt mange andre muligheder valgt den måske eneste skæve linje man aldrig ville have fundet på at tegne i dette ansigt, og som udtrykker en vulgær tåbelighed, der blev yderligere forværret af den omkringliggende hud, der var rød som æbler fra Normandiet. Det er muligt at monsieur de Cambremers øjne - eller det af dem man kunne se under øjenlågene - havde bevaret lidt af himlen over Cotentin, der er så smuk på solskinsdage, hvor dén er som ude at spadsere kan fornøje sig med at betragte poplerne i vejkanten og tælle de hundredvis af skygger de kaster, men disse tunge, væskende og næsten tillukkede øjenlåg måtte have forhindret enhver form for intelligens i at passere. Man blev forvirret over dette smalle blå blik og holdt sig derfor til den store skæve næse. Takket være en forskydning af sanserne betragtede monsieur de Cambremer sine omgivelser med næsen. Monsieur de Cambremers næse var ikke grim, den var snarere lidt for smuk, lidt for dominerende, lidt for stolt af sin egen betydning. Den var krum, blankpoleret og splinterny og fuldstændig indstillet på at opveje blikkets manglende åndrighed; men hvor øjnene af og til er det organ hvor intelligensen viser sig, er næsen (uanset ansigtstrækkenes tætte indbyrdes forbindelse og uventede gensidige påvirkning) beklageligvis normalt det organ hvor tåbeligheden bedst kommer til udtryk.