I går var Lydiadag og hun havde malet sine negle sorte

og hvor var det godt at se og høre hende live, jeg blev helt fanoboysitrende, vi havde ventet i en time midt i caféområdet med andre hattedamer uden hatte og kom derfor til at sidde perfekt på anden række, så vi kunne føle os med-scannet, når hun lod sine store øjne vandre under interview og oplæsning, og heldigvis bad interviewer Christian Lund hende læse rigtig meget op, og læse perfekt udvalgte stories og frem for alt (det meste af, desværre ikke hele) "The Language of Things in the House", så vi omsider kunne høre den korrekte, omhyggeligt musikalske UDTALE af tingene i husets sprog:

A pot in the sink with water running in: "A profund respect"

A spoon stirring a mug of tea: "Iraqi, -raqi, -raqi"

The wasking machine in agitation cycle: "Pocketbook, pocketbook."

Ikke fordi hun ikke med stort og fint overskud svarede klogt og vittigt på spørgsmål - Lund mente at vide, at hun blev inspireret af tale med naboer, det vidste hun nu ikke rigtigt, men der er jo teksten om "Cows", og køerne er vel en slags naboer, og dem talte hun i hvert fald med; hun blev inspireret til sin frie kortprosa-form af den ikke særlig kendte kendte amerikanske prose poet Russel Edson (som døde i april i år), og han var god at lære af, fordi han modsat superheltene Beckett og Kafka også skrev svage tekster - men fordi teksterne er sagen selvfølgelig, og det helt vilde sensationelle var, at hun til allersidst, da vi troede seancen var færdig og havde voldklappet accordingly, læste en lang, liste-tekst in progress op, der hed "Goodbye Louise" og bestod af alt det, hun (og hendes bøger) fejlagtigt/sært var blevet kaldt og præsenteret og udpeget som, og som startede med ca. to sider med forvrængninger af hendes navn (og køn), inkl. Louise - jeg havde fået øje på den første sides smalle navneliste (uden at vide, at det var det, den var, jeg har ikke lasersyn, desværre) allerede. da hun kom ind og satte sig, og stærkt håbet, det var en ny tekst, hvilket det var, og hvilken (og alle damerne med og uden usynlige hatte og damekøn var helt vilde med både den og ting-sproget og sorg-grammatikken, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, jamen, hvorfor læser I så ikke nogen af de danske forfattere, der skriver lige så formalistisk påhitsomt og præcist og rørende , fx sidder Christian Yde Frostholm lige derovre, han har skrevet en Paris-bog, og I elsker jo Paris, der er så temmelig Lydiask, læs fx ham!)!

Intet slår idoler, der ikke skuffer!