Den anden nat vågnede jeg op på sofaen og kunne ikke lige straks falde i søvn igen og satte mig så til at læse Pia Tafdrups digtsamling Salamandersol med 1 digt pr. år, digteren har levet, og blev først endnu mere vågen - tænk engang, at så kedelig poesi kan blive så lovprist - og så meget, meget træt - tænk engang, at så kedelig poesi kan så blive så lovprist. Når man læser de forlorent glade anmeldelser, får man det indtryk, at folk som mig kan have et problem med disse digtes poetiske og retoriske optimering og overdrive, deres højtravende "ord- og billedstrøm" med Lilian Munk Rösings automat-karakteristik i Politiken. Men det kedelige er, at der slet ikke er nogen eller noget strøm i eller på, det er digte, der mere eller mindre poetisk (billed)pyntet og retorisk flexende, men altid særdeles pædagogisk (også i de få sær-stiliserede digte, fx et baby-pludrende et, der nemlig aldrig geråder i egentlig nonsens ) REFERERER episoder og (som værst verdens)begivenheder, nøjagtig det, som de 80'er-digtere, som Tafdrup var en del af og som hun vier et VILDT kedeligt digt, anklagede de såkaldte knækprosaister for at gøre; jeg har fundet 1 billede, der slår mig som sært og overrumplende originalt, dette i digtet "Ingenmandsland": "En tand/ hvid/ som bellis, der vokser i græsset", men se så den kedeligt refererende fortsættelse: "i haven til det hus, vi bor til leje i,/ og under hvis tag min mor i regn/ nu og da synger/ "Solitudevej."" Lad os tage et helt digteksempel, "Damesving", der særligt blev fremhævet i Klaus Rothsteins anmeldelse i WA Bøger:
Søen med de druknede killinger,/ på den/ løber vi på skøjter, skærer/ i spejlblank vinter./ Herresving og damesving,/ udført af min mor,/ med et nyt barn i maven,/ baglænsløb/ med rumpen skudt tilbage/ og armene ud i vandret,/ skøjterne i glid/ fra side til side -/ men ikke mindst/ den fræsende lyd/ af nyslebet metal/ mod is,/ et hvæs af snegnister/ springer i lyset./ Søen med de druknede killinger,/ på den/ løber vi på skøjter,/ når isen er tyk nok/ til at glemme/ poter, der fægtede i luften,/ kløer, der spilede sig ud,/ de blind synkende dyr,/ der sprællede i sækken/ med den tunge sten./ Boblerne som længe/ flød/ på det sorte vand,/ hvor ringene havde sit centrum/ som skydeskiver,/ på kort over rækkevidden/ for raketterne på Cuba"
Der er skøjte-referatet og som flashback killingedrukning-referatet, som kun anekdotisk og meget dybsindigheds-plat (som en beretning om barnlig dødsoplevelse og -fortrængning) hænger sammen og ingen af hvilke selvstændiggør sig (og heller ikke forøger at gøre det) POETISK, mest væsen af sig gør linjerne "et hvæs af snegnister/ springer i lyset", men stadigvæk i al (synæstetisk) beskedenhed; poesien skal gøres af og i den helt (også bare sprogligt) håbløst klodsede, verdenshistoriske metafor til sidst - som i hvert fald aldrig ville være faldet en 11-årig pige ind - bobler fra druknende killinger på sort vand, hvor ringene (kan ringe ses på sort vand?) efter den synkende sæk har sit boblende (passer ikke rigtig til skydeskive-billedet, der er ikke bobler på en (påskudt) skydeskive, højst huller) centrum og som, ringene med centrum altså, er at sammenligne med skydeskiver på kort, i avisen/ tv, over rækkevidden for raketterne på Cuba - men centrum i den skydeskive er for søren Cuba, mens de eventuelle ofre for atomraketter, som killingerne vel skal jævnføres med (og hvad er så også den dybere eller overfladiske pointe her? intimt drab + fjern krigstrussel = dobbelt uskyldstab? men jo bare så PINLIGT krønike-anstrengt at hive Cuba ind), befinder sig ude i de ydre ringe, ergo rimer de to skydeskiver overhovedet ikke på hinanden, de er diametralt modsatte:
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg synes egentlig, det er en skarp (og noget krakilsk) læsning ... Egentlig kunne jeg langt bedre se teksten som et stykke prosa (hvis den blev redigeret; du burde være Pia Tafdrups redaktør, uha jeg gad nok overvære et møde). Men jeg forstår dig ikke, når du skriver, at centrum for skydeskiven er Cuba. Cubakrisen handlede jo om, at russerne ville opstille atomraketter på Cuba, og deres mål var vel USA og Europa, og måske lille Danmark. Jeg finder det også antstrengt at bringe Cuba ind i det hele, men tanken om, at skydeskiven centrum kunne være netop her, er vel rigtig nok? Eller hvad forstår jeg ikke?
SvarSletPrøv at se på det konkrete kort (top secret!), som er det, digtet henviser til, og som jo netop ikke er en skydeskive, det er Tafdrups ord, men et kort over, hvor langt atomraketter fra Cuba, hvis affyret, kan række, derfor er Cuba i centrum.
SvarSletOk. Jeg er med!
SvarSletIøvrigt hedder det da "hvor ringene havde DERES centrum" - men "sit" er nok valgt, for at man ikke skal tro, at det var boblernes centrum, ringene havde.
SvarSletDog kan det selvfølgelig også være valgt af hensyn til det tredobbelte bogstavrim: sit centrum/som
PS! Selvfølgelig mener jeg ikke, at digte skal skrives i overensstemmelse med retskrivningsordbogen, men afvigelser skal være kunstnerisk motiverede, og det synes jeg ikke, at afvigelsen er i digtet her.
SvarSlet