søndag den 3. juni 2012

Præludium til fornyet venskabsanmodning

Asger Schnack har fået en ny hjemmeside med forsiderne på alle de utallige bøger, han har skrevet og redigeret, og jeg mener jo så, at hovedindsatsen - sammen med de 2 drømmeforlag Swing og Bebop - er antologierne og enkeltdigterudvalgene, og at hovedværket er de fænomenalt gode, bedste antologier, jf. min blogpost med 3 x antologi-top 5, men som jeg sidder og beundrer den imponerende liste dernedad, opdager jeg 3 antologier, som jeg skandaløst mangler og mærkværdigvis ikke kender til (nr. 3 er jeg da vistnok stødt på, men kendte ikke som Schnack-redigeret), og straks må anskaffe mig (+ den splinternye mini-antologi Leve poesien. En vimpel til Pia Juul), fra 1977, 1978 (MAGNAPRINT UDVALG AF DANSKE DIGTE 1-2) og1992:




Og så vil jeg, når jeg er færdig med denne blogpost, spørge Schnack, om han vil være min Facebook-ven igen; han unfriendede mig tilbage i februar, da - og, formoder jeg, fordi - jeg anmeldte Josefine Klougarts roman En af os sover og ca. midtvejs skrev følgende:

Som værst resulterer det i lange, vilkårlige sammenlignings-lister a la Asger Schnack, ”en stemme, der lyder sprød, let antændelig. En solstråle i et glas”.

Jeg burde nok have været præcisere og skrevet fx "a la old school Asger Schnack som sløvest". Men herregud, Asger ved da godt (fra indtil flere hårde anmeldelser), at jeg aldrig har været nogen fan af hans præ-00'er-poesi (digtbøgerne fra kirkegårde og Thisted glædede og glæder mig såre) ligesom han, så vidt jeg ved, aldrig har antologiseret mine digte; og når nu han synes, at Klougart skriver fremragende poetisk, må det sgu da for ham være en positiv ting, at jeg sammenligner hende med ham, lige meget hvor ondartet intentionen! Men FB-unfriending forbliver en lidet elegant og konstruktiv form for fornærmelsestilkendegivelse, synes jeg nok, hvad blev der af glacéhandskeafklapsning? 

Nå ja, og tak for at have skubbet Rasmus Halling Nielsen og Tvillingerne ind ad porten til Samleren, endnu en kæmpegerning for poesien. 

4 kommentarer:

  1. Tak for den her blogpost, hilsen antologiforespørgeren!

    Jeg er ved at være igennem antologilisten, men nu har jeg så noget at arbejde videre med. Hold kæft den mand (Hr. Schnack) har nået meget.

    Er der slet ikke noget af det han selv har skrevet der er anbefalelsesværdigt?

    Hvis du en dag får tid kunne det stadig være godt med en antologi top[__] for antologier med oversat litteratur...

    kh

    SvarSlet
  2. Kære Navnebror. Læs fx hans digt i antologien Opdigtet Onsdag. Det er virkelig godt. Jeg tror, du vil finde både guld og uld i hans samlede forfatterskab, og måske vil der af og til være ulden, der glimter!

    SvarSlet
  3. [Anonym4. jun. 2012 01.13, igen]

    Tak for anbefalingen, men efter en meget målrettet google-jagt er det ikke lykkedes mig at finde antologien. Er det hele titlen? Er den udkommet endnu og hvad for et forlag står bag udgivelsen?

    kh

    SvarSlet
  4. Der har stået noget om den i et par af Bukdahls forholdsvis nye blogposter (inden for den sidste måned så vidt jeg husker. Den hedder "Det bedste af det bedste på en opdigtet onsdag" og er redigeret af April Lauring som arrangerer de månedlige oplæsninger "Opdigtet onsdag". Jeg tjekkede lige bibliotek.dk. Ingen biblioteker har den endnu, men mon ikke det kommer? Ellers kan du sikkert troppe op til en Opdigtet Onsdag og få fat i et eksemplar.

    SvarSlet