søndag den 17. juni 2012

Det der offensivt keder mig

ved Søren Ulrik Thomsens digte, som han står og læser dem op som Søren Ulrik Thomsen glimrende akkompagneret af Glemt Kvarter og voldsomt publikumstiljublet i Jazzhouse i går aftes, er ganske simpelt, at de aldrig overrasker eller overrumpler, at de HELT BEVIDST aldrig overrasker eller overrumpler, at hver linje hver gang er og SKAL VÆRE den mest forudsigeligt middle-of-the-road-bon-mot-SUT'SKE, man kan forstille sig (i det omfang ens forestillingskraft overhovedet påtager den slags kedsommelige opgaver, det gør min ikke). og fx den her: "Hver år på den dato/ der tilfældigvis blev din fødselsdag/ tager vi toget til Århus/ for at besøge din grav/ som nu engang er det sted i verden/ hvor du ikke er/ På turen op gennem byen køber vi blomster/ og taler som på enhver anden dag/ indtil vi står foran stenen/ Og på vejen tilbage regner det altid./ Eftersom intet af dette giver mening/ og alligevel finder sted/ må det være af største betydning."  Tænk hvis der (improviseret S+(11)7'sk) havde stået "må det være den største brandslange"! Ved siden af at være mere overraskende, havde det også været helt anderledes rammende og bevægende, vil jeg mene. Sammenlign med Theis Ørntoft, der parret med noget vel bastant fusion læste op af snart 3 år gamle Yeahsuiten og med nonchalant autoritet beviste, at disse bedragerisk letfærdige digte, sådan som vi i sin tid anede, vitterligt er nyklassikere, ikke mindst i kraft af deres agile og veloplagte spring mellem stemmespor og den HUMOR som diskurslegen oprømt-sirligt effektuerer; mit eksemplar af bogen gemmer sig et sted i bunkerne, og jeg kunne ikke lige net-finde et af de digte, Theis læste op i går, så her er et af de andre:
 "Fredspibe/ Sol på byens bygninger, en vildt god røv i løbebukser/ hej din lækre sæk! råber jeg/  fuck du er et svin! råber hun/ jeg fyrer af sted i den ligeste linie, men livet er ikke en retning/ selvom mange gerne vil anskue det geometrisk/ i den store forsimplings navn/ himlen er et herligt zigzag af flystriber/ det er sædceller der er uenige om/ hvad der skal befrugtes/ hvilket jeg også godt forstår, der er lidt uenighed omkring/ havde jeg indflydelse, blev der født langt færre idioter her på jorden/ min visdomstand bliver et faktum igen/ mit jeg trævles op så let som kødet på en kylling/ jeg hader at være uvenner med folk/ hvad enten jeg synes de er nogle idioter eller ej/ kom, vi ryger en fredspibe! får jeg lyst til at råbe til dem".  Og det er jo ikke bare fordi, Theis er ung og Søren Ulrik halvgammmel (men jo for fanden stadig ikke helgammel), alder er aldrig nogen undskyldning for at være kunstnerisk kedelig, ingenting er nogensinde en undskyldning for at være kunstnerisk kedelig.

Og Jens B og Girls at Airports eksploderede uimodståeligt taktfast funky - og tørrede gulvet af med den anden digter med skæg og alle dennes græsselige Dan T-platituder.

Og om eftermiddagen hørte jeg under noget ydmygere forhold, kunstspækket 2 værelses på Vesterbro, Kenneth Jensen og Rasmus Graff læse lovende op til reception for en anden levende 80'er legende, undergrunds- i stedet for overgrunds-, Vagn E. Olssons litterære comeback efter 22 års tavshed, Mysterier 1, som jeg desværre ikke nåede at høre ham selv læse malmfuldt op af, hvis han altså gjorde det; jeg er kun lige begyndt læse lystigt løs, men sådan her kan en 80'er-begyndelse også fortsætte:

GRÅDLABIL
GRØDHABIL

7 kommentarer:

  1. Det var Hans Kirk der i sin tid opfandt udtrykket: "Ufarlig litteratur". Det gjorde han i sin anmeldelse af Villy Sørensens debut ”Sære historier” fra 1953. Som reaktion kaldte Villy Sørensen selvfølgelig sin næste novellesamlig for ”Ufarlige historier”. Siden er udtrykket, især i tider med meget politisk litteratur, bleven brugt over for litteratur der ikke var anfægtende nok over for magthaverne.

    Men der er noget yderligere i Hans Kirks anmeldelse jeg syntes er vigtig. For Han Kirk var på dette tidspunkt (1953) allerede en gammel mand der for længst havde sine hovedværker bag sig. Villy Sørensen derimod, var en ung spirrende digter hvis talent Hans Kirk nok kunne se men ikke indrømme. Så udtrykket ”farlig litteratur” syntes jeg, passer – måske endnu bedre, end hvis der var tale om noget ikke særligt politisk – på et generationsskifte. Det er altid i de sammenhænge udtrykket syntes at dukke op.
    Så det kunne jo godt være fordi Theis Ørntoft er ung og Søren Ulrik halvgammmel (selv om han stadig ikke er helgammel). Alder er rigtig nok aldrig nogen undskyldning for at være kunstnerisk kedelig, ingenting er rigtigt nok en undskyldning for at være kunstnerisk kedelig. Men jeg tror heller ikke det er hvad det handler om. Søren Ulrik Thomsen er bare (for længst) bleven ufarlig fordi han har toppet. Og nye og yngre digtere har for længst overhalet ham. Glem ikke, hvor farlig Søren Ulrik Thomsen selv var da han selv debuterede i 1979. Dengang fik han hele den danske venstrefløj på nakken og blev netop beskyld for at være – ja, gæt en gang – ufarlig. Og det var lige hvad han ikke var.

    P.S. Jeg vil gerne logge ind som mit navn, men jeg venter stadig på en e-mail der skal bruges som bekræftelse. Og det kan jeg ikke sidde og vente på hele søndagen. Så derfor på denne måde.

    Jan H. Hansen.

    SvarSlet
  2. Spøjst. I en tekst i mit seneste bidrag til Hvedekorn (nr. 1 2012), hvor Olsson også er at læse, står:

    grødlabil

    vækststabil

    servilcivil

    SvarSlet
  3. Mon han alligevel haft tid (og lyst) til at plagiere lumsk forskudt? Mon ikke det er to poeter ca. samme forvridning? Men patentet er dit!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vælger søndagaftenstorsindet at tro på tilfældigt sammenløb af ordvrideri fremfor plank.
      Glæder mig til at læse bogen.

      Slet
  4. Grydehabit - hvor tomt kan det her blive?

    SvarSlet
    Svar
    1. Den komfortable anonymitet...

      Slet
  5. Det der offensivt keder mig ved Lars Bukdahls kritik af Søren Ulrik Thomsen er at den aldrig overrasker eller overrumpler.

    SvarSlet