BLOGDAHL-EXKLUSIVT: MAi-TALE TIL JENSEN

Professor Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen (der fra nu af uddeles til en digter for hans eller hendes bog nr. 2) til René Jean Jensen; Tue Andersen Nexøs tale kan læse ovre på Promenaden, blog-co-op! (tak til AMM for publikationsæren):

Michael Strunge prisen 2012

Michael Strunge sagde om sin bog nr. 2, Fremtidsminder, fra 1980, at det var som om alting stod i den bog – han var heldigvis ikke beskeden på sin egen digtnings vegne. Strunge kaldte også sin egen svære 2´er et sansekatalog og en ”udskrevet” bog over tid og rum. Han blev ved med at kredse om netop dette digtværk i vores samtaler om hans forfatterskab. Fremtidsminder var lykkedes for ham, og den var et reservoir, hvorfra han hentede motiver og indtryk til andre senere digte. Han talte om, at her var han nærværende i sit eget poetiske rum. Efter en succesfuld debut er det vanskeligt at komme igen som digter og forfatter. Debutanter bliver som regel nogenlunde venligt og menneskeligt modtaget, mens ingen anmeldernåde bliver bog nummer to til del. Bog nr. 2 kan havne i hårde hænder, og den kan nemt vise sig at være et flop, der brat stopper alt videre professionelt digterliv og ditto dagdrømme.  Modtagelsen af Strunges Fremtidsminder var blandet, men Poul Borum afgjorde nok sagen ved at pointere, at man i Fremtidsminder bliver indtaget af digterens personlige billedverden, som han hele tiden er i stand til at aftvinge nye aspekter. I Strunges tid var der ikke så meget tvivl om, hvornår man var debuteret; det var man med sin bog nr. 1, der udkom på et professionelt forlag. I dag stiller sagen anderledes. Ofte udsender de unge digtere og forfattere små pamfletter og hæfter på forlag, der forsvinder lige så hurtigt som de er opstået.  Man kan kalde det debut´er eller små prøveballoner, som ofte får et kort og flyvende liv. Sådan har det i al fald været for René Jean Jensen. Det første lille hæfte udkom i 2001 på Basilisk med titlen, Opvågningsbog. 16 sider til en rund tyver og for længst udsolgt fra forlaget.  I dag en sag for samlere. Så gik der mange år og så kom der lige i to bøger i rap i 2010. Debutbogen med prosastykker, Om april, i maj, fra forlaget Anblik, og den suveræne to´er, digtene , Jeg har planlagt at dagdrømme. Den ligner overhovedet ikke Michael Strunges Fremtidsminder, og så alligevel kan man nok med en vis snilde sammenligne bøgerne og finde berøringspunkter. Som Fremtidsminder er Jeg har planlagt at dagdrømme en bog, hvor man næsten synes at alting står. Den er et katalog over sprogvendinger, sansninger, oplevelser, paradokser og indfald. Vi er i en talende digtnings spor, i et hverdagsunivers, der kan åbne sig både for drøm, vision, fantasi og surrealistiske syner, selverkendelse og selvhad, og vi er i et spejlkabinet af jeg-figurer. Også selve titlen har en efterklang af Strunge - i al fald i den parodiske del af hans digtning. Bogen er et fletværk af formuleringer og indtryk, der veksler og af og til får man næsten en post-Strunge-fornemmelse, når man læser et digt som følgende:  

Jeg er endda lidt
misundelig på den måde
du er ingen
på

og nu er det min tur
til at være urimelig

nogen skal straffes
for ikke at være mig

vinduerne blækker

jeg ville gerne være
i nuet men det står
uden for mig

med fugle i.

Her er vi i en heldig kombination af en slags post-Strunge og post- Højholt poesi, og det er godt at være her som læser og en meget speciel erfaring at gå på opdagelse i bogens jungler af ord. Indimellem kan det bliver næsten for meget, halsen snører sig sammen, når man skubbes videre, før man får tænkt færdig over formuleringer som ”hvordan gøres den hjernevaskede beskidt igen?”.  ”Alt det sprog, det gør mig trist” (s. 22) – siger digteren, og læseren nikker, men sådan skal det være. En bog af poetisk highlights er utålelig.  Jeg kommer til at tænke på Erik Knudsen, der engang spurgte en kollega: Får du udskilt nogle ord for tiden? ”Ja”, svarede kollegaen. ”Gør det ondt?”, spurgte Knudsen; ”Nej”, svarede kollegaen. ”Så er det alvorligt”, konkluderede Knudsen.  Ofte synes man som læser netop sådan er det hos René Jean Jensen, og man tænker, at her – i netop i denne sætning - er der stof til en hel samling digte, men novelle, eller måske en roman i den enkelte sætning.  Tænk at læse en novelle med begyndelsesordene, ”Jeg har planlagt at stå på jorden og gynge på hælene” (s. 51), en roman med slutningen ”Køerne står tilfredse, smilende i aftenlyset” (s. 51) eller et digt med begyndelsesordene ”Agurkeduft i gaden” (s. 53). Sådan et digt kan man læse hos René Jean Jensen, og det gør læseren sulten efter flere ord, flere agurker, mere poesi og også gerne fortællinger.

Jeg har planlagt at dagdrømme opviser en ordkunst og sprogkunst, der kan sprede sig i mange forskellige retninger.  Der er noget i energien, det på en gang adspredte og det kompromisløse i projektet, der minder om midt tresser-generationen. Karakteristisk digter nok Rene Jean Jensen da også om en vis berømt Brabrand-hund, tilhørende en af disse digtere. Jeg tror, at det er godt og løfterigt, hvis bog nr. 2 er kompakt, næsten for fuld af sprog og ord, der måske vil falde ind i og ud af de følgende bøger, sådan som vi eksempelvis ser det hos Kirsten Thorup. René Jean Jensens bog nr. 2 ligner både et reservoir for nye bøger

Derfor fortjener bog og digter Michael Strunge-prisen 2012!