De bedste ikke-venskabelige nekrologer

er dem, der er skrevet af litterater, der skriver om litterariteten (med hele deres litterære hjerte - og hoved).

Tue Andersen Nexø i Information:

"Igen og igen strømmer bogen over af passager, hvor Hassan forestiller sig sin krop vredet af led. Munden tygger på foden, mennesket taler med røven, alle sanser har mistet deres forbindelse til en normal eksistens. Det er, som om trykket på hans barndomsår har været så voldsomt, at han kun kan se sig selv som en misvækst: MINE HÆNDER VAR KUN TIL UTAKNEMMELIGHED MIN KROP VAR KUN TIL GRÅDIGHED ØJNE DER FANTASEREDE MERE END DE SÅ EN MUND DER KASTEDE MERE OP END DEN SPISTE TÆNDER DER SAMLEDE FLERE MADRESTER END DE TYGGEDE EN NÆSE DER LUGTEDE MERE END DEN TRAK VEJRET Men der er utallige passager, der burde citeres.

Som digter mestrede Yahya Hassan nemlig fyndigheden, det sproglige smæld og den fuldstændigt forbløffende præcision lige så meget, som han mestrede det ekspressive, voldsomme billedsprog. Bag det, der kunne ligne et simpelt raseri eller ren attitude, lå der ofte forbløffende intelligente, komplicerede observationer og sammenstillinger.

Sådan er det også i et af forfatterskabets højdepunkter, debutbogens afsluttende langdigt, hvor Yahya Hassan skriver om at forblive kriminel og samtidig skulle udkomme på Gyldendal. Så blander scener fra ghettolivet sig med konfrontationer i institutioner og retssale - og med samtaler med redaktører og forfatterkolleger, alt sammen skrevet i et rytmisk, stiliseret, bevidst forkert indvandrerdansk. Midt i et hjemmerøveri dukker en henvisning til velfærdsstatens fodsoldater op: MIN HÅND PÅ HENDES MUND MIN VEN I HENDES PUNG MIG JEG LØFTER HENDE OVER I SENG SOM EN HJEMHJÆLPER OG OVERLADER HENDE TIL HENDES EPILEPSI SOM EN HJEMHJÆLPER Billedet er både ømt og nådesløst, røveren er som den hjemmehjælper, der på én gang tager sig af og ignorerer den gamle kvindes behov. Han og hjemmehjælperen inkarnerer på samme tid, paradoksalt, både velfærdsstatens omsorg og deroute. Det er et utroligt billede, litterært set et utroligt øjeblik i en på alle måder utrolig bog."

Lilian Munk Rösing i Politiken:

"En måde at reagere på en prædikering på kan være at tage den på sig som en pose.

Det gør Hassan helt gennemført med det afsluttende ' LANGDIGT' i første samling, hvor han poserer som indvandrer med kreative sprogfejl: MIG JEG ER PERKER MIG JEG FORSTÅR IK EN DANSKERS IDIOMER MIG JEG HAR IKKE JOGGET I NOGEN SPINAT OG HVIS DIG DU BLIVER VED MED OG SNAK OM SPINAT SÅ DIG DU FÅR EN PROBLEM Indvandrersprogets manér med at fordoble første person bliver her samtidig et udtryk for den splittelse, der kendetegner ethvert reflekteret jeg: JEG er den, der taler og tænker, men jeg er også objekt for min egen tale og tanke: MIG.

Der er en gentagelsestvang i Yahya Hassans drive, ligesom ' LANGDIGT' ikke mindst handler om den gentagelsestvang, der dikterer rytmen i jegets liv: ind og ud af spjældet. Men kunne det forholde sig sådan, at den puls, der ligger i den poetiske stemme, i rytmen, klangen, gentagelsen, versalernes overvættes artikulation af hvert eneste bogstav, har forandringens energi i sig? Kunne det tænkes, at der i selve digtets drive findes noget, der konverterer gentagelsestvangen til forandringens impuls? En magt i afmagten? Kunne det tænkes, at vi kunne rette opmærksomheden ikke mod perkeren eller digteren eller voldsmanden Yahya Hassan, men mod den pulseren, der udgår fra hans poetiske stemme?"