Strunge gider sgu da ikke igen være højreorienteret

som han på en eller virkelig omvendt måde bliver i Marianne Stidsens flosset fnysende svar til mine tekster om højreorienteret poesi i WA, "Velkommen til de nye vilde" (bestående, må vi endnu en gang understrege, for det gør hun ikke, af siger og skriver 2 +30-årige poeter, den ene ren undergrund, den anden såkaldt huspoet i Berlingske), hun skriver blandt andet:

"DET OPSIGTSVÆKKENDE er dog, at de ikkevenstreorienterede, eller apolitiske, som de ofte også kalder sig selv, digtere i dag nægter at lade sig udskamme, skræmme og underkue – sågar baseret på noget så pinligt som en fejlcitering fra Lars Bukdahl! »De Nye Vilde« kunne man med rette kalde dem. Med tanke på den 80er-generation af digtere, der ligeledes søgtes slået i jorden af den foregående marxistiske falanks af jammerlige knækprosaister og socialrealistiske klamphuggere. Vi taler her Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen etc."

Det er til at få hovedpine af, når man tænker på med hvilken veloplagt desperation Strunge i sin tid forsvarede sig og sine mod netop den der marxistiske falanks' mistænkeliggørelse af kort hår og sort tøj og blanke støvler som noget betænkeligt højreradikalt eller det, der er værre. Her i artiklen "Gø ad en loppe, hyle mod månen" fra Sidegaden i året 1982

"Kan en puls være fascistoid , eller vil den forvirre den kedelige militærmarch? Kan man stole på en generation med jord under neglene? Er det reaktionært at knalde blottet for læderbukser og fornuft? Er det aristokratisk at spytte på Hovedgaden eller at vide mere end andre? Er det voldsæstetisk at bruge kraftudtryk? Er det formynderisk at få højlydt ondt i kroppen, når andre træder i spinaten? Er vi antihumanister når blodet stiger os til hovedet på grund af vores taktløse hjertes bifald til den stakåndede togfløjte? Er vi selvdestruktører, når vi endnu en gang skruer musikken op, så den overdøver mediemaskinens kasseapparat - vi har ondt i ørerne, hjertets kraft sender blodet på susende rundfart, når vi langer os selv en lussing over, at den politiske reaktion kan læse."

I min artikel "Strunges strenge. 80'erne som politiks opdrag", som deler antologi med Marianne Stidsens allerede slemt og fortegnet - men endnu ikke crazy - opbyggelige artikel "Jeg skaber selv mit selv - Michael Strunge og den senmoderne identitetsproblematik" (kan en titel lyde mindre punket!), nemlig En bog om Michael Strunge. redigeret af Anne-Marie Mai og Jørgen Aabenhus, udgivet 2008 på Strunges 50 årsdag (han ville nu have været 68 fandengaleme), skriver jeg før anførelsen af ovenstående citat :

"I sidegaden nr. 3, signerer Strunge den lange tryk 16-udladning "Gø ad en loppe, hyle mod månen" (god titel!), der svarer igen på en række midaldrende kritikeres lidet subtile advarsler mod "højreromantiske" og "antirationalistiske" tendenser i 80erdigtningen; kyndigt diskuterer og problematiserer Strunge forbindelsen mellem avantgarde og fascisme, bl.a. gør han opmærksom på, at "ærke-kommuniost, den gamle ur-Punk Broby Johansen" som 20-årig udgav en "digtsamling med titlen - blod. Den afsluttende, opkørte besværgelse af kritikernes idioti er, syens jeg, et retorisk mesterstykke, generationstalsmandens sorte stjernestund."

Generationsloyalitet

Jeg slettede et indskud i min Stidsen og alt muligt andet-kommenar, som jeg rekonstruerer og udvider her:

"Men så huskede jeg mig selv på, at netop Stidsens kanoniseringer altid - undtagen når det gælder hendes generationssfæller fra senfirer-/90'ergenerationen, Simon Grotrian, Morti Vizki, Pia Juul, Niels Frank, Solvej Balle, Chitstina Hesselholdt, hvoraf flere har være og (uklar hvor mange ud over Frank) er forblevet nære venner  - har forekommet mig dundrende upræcise, også dengang hun gik i avantgardist-klæder;"

Altså, hun har jo evigt ret i, at sen80ergeneration er og bliver en great generation og at de nævnte forfattere er vældige forfattere (jeg er først nu blevet absolut Balle-fan, men det er jeg så også!), men forfatternes hyper-snurrige og (bortset lige fra Grotrian, men kristen opbyggelighed er helt forkert, kun humanistisk opbyggelighed gælder) anti-opbyggelige praksis (Nellies bog) har i stadig mindre grad passet til hendes stadig mere aformalistiske og opbyggeligt konservative litteratursyn og derfor har hun stadig mere anstrengt måttet forvride sine læsninger (hvis hun ikke bare har genoptrykt dem) for at få dem til at passe med litteratursynet, så loyaliteten med vold og magt kunne opretholdes. H
uf. igen Frank:

Stidsen er "den mest loyale person, jeg overhovedet kender. Hvis hun har dannet et venskab eller en åndelig forbindelse med dig, giver hun aldrig slip«

Uanarkist

Niels Frank i WA:

"Stidsen er først og fremmest anarkist"

Men hvorfor synes hun så at anarkistisk- skrevet, tænkende - litteratur (lige undtagen når den er skrevet af hendes sen80'er-generationsfæller, se næste blogpost) - er psykisk, identitetsmæssigt, socialt, politisk, filosofisk skadelig og i virkeligheden på en eller anden virkelig underlig facon nyliberalistisk forfærdelig?

Om pseudohekse, REGLER!

Fra Stidsen-portrættet i WA

"Selv Marianne Stidsens venner og meningsfæller finder citaterne problematiske, men anfører også, at det litterære Danmark er dygtigt til at finde og afbrænde hekse. Først var det kritiker Mette Høeg, der blev udnævnt til dansk litteraturs Voldemort. Siden blev Christina Hagen ekskommunikeret af det gode selskab af Asta Olivia Nordenhof, og nu er det så den midaldrende dr. phil., der har fået rollen som det store dyr i åbenbaringen. Hvad har de tre til fælles? At de er barnløse, ambitiøse kvinder, der sjældent viser sig i »miljøet«? At de opfører sig »maskulint« og taler en kulturel konsensus imod? At de har forrådt deres »egne« og sagen?"

1. (gælder hekse 1 og 2):  Man er ikke en heks, bare fordi man er en hadefuld idiot

2. Man er ikke en heks, bare fordi man synes man er en heks

3. Man er ikke en heks, når man er fastansat på KUA, har fået en ph.d. på KUA og derpå i London, udkommer på Gyldendal (det sidste, og også punkt 2 diskvalificerer tillige, i første omgang, Mette Moestrup og Olga Ravn m.fl. fra at være hekse, hvilket nemlig alligevel ikke betyder, at de ikke faktisk er hekse) 

4. Christina Hagen er en heks, selvom hun synes, hun er en heks, og (en gang imellem) udkommer på Gyldendal, det gælder muligvis også Mette Moestrup og Olga Ravn m.fl.

Betimeligt Brøgger-tweet (og dog)

Suzanne Brøgger

@Suzannebroegger 

Vi prøvede at sammensætte en kreds, ligesom man til et selskab ville vælge en række personer med hvem man formodede at dele opfattelse om fundamentale begreber som kvalitet, kritisk sans, blik for sprogets behandling ... Karl Bjarnhof 1960

 

(men igen, jf. min kommentar i WA i dag, den Stidsen, man valgte ind for kun seks år siden, var jo ikke, hvad angår opfattelsen af kvalitet, kritisk sans, blik for sprogets behandling, en anden Stidsen, vel?)

Så gode avantgardister var de vist

IKKE:

citat fra Tue Andersen Nexøs afsnit om "In The Making" i 20 før 20, Informations litteraturhistorie:

"Samtidig slog skikkelser som Lars Bukdahl, Niels Frank og Marianne Stidsen, der på dette tidspunkt forfægtede den litterære og kulturelle avantgardes lyksaligheder, igen og igen til lyd for en ny avantgarde i dansk litteratur. De var trætte af de tidlige firseres og de tidlige halvfemseres patosfyldte, jeg-alvorlige digtning,

der for dem syntes inkarneret af Søren Ulrik Thomsen, især hans digtsamlinger Hjemfalden (1991) og Det skabtes vaklen (1996), og som i slutningen af halvfemserne var en nærmest uforståeligt kontroversiel skikkelse i den danske litterære debat."

 

Ved siden af alle andre uhyggelige udviklinger til det værre så har Stidsen så gu aldrig været  Thomsen-skeptiker, hvilket Niels F og jeg indrømmet i den grad har været (og ER), og det var i hvert fald ikke dengang uforståeligt - for os selv - i forhold til hvor monumentalt monumental hans og hans poesi og hans poetiks betydning i løbet af få år havde vokset sig.

PS til Akademikrisedigt

... studsen
over hvorfor hun blev valgt
ind in the first place,
håbløst uden ægte
fornemmelse for eller
viden om hendes
forskningsområde:
moderne dansk litteratur
som hun er
(altså ved siden af at
hun mener nogle
virkelige dumme og trælse og
forfærdelige ting om
moderne dansk litteratur
og feminisme og alt
muligt andet)

Akademikrisedigt

OK, da, men gid man man kunne begrænse
stadsen,
der gøres af
Stidsen
og hendes idiotisk hovedløse retoriske
stæsen'
gid man kunne nøjes med en
studsen

Alt hvad Lone siger

(om alt, men specificerer i morgen)

(idag er så lige pludselig i morgen, dvs. næste i dag, dvs. i forgårs i overmorgen)

om Marianne Stidsens bog i sin godmodigt sønderknusende anmeldelse i Information, her slutningen:

"Den sammenlignende analyse af Danius' og Engdahls karakterer fortsætter: »Danius, der - modsat Horace Engdahl, som har ordet og tanken i sin magt - har følelserne og stemningerne og farverne og sanseligheden og kropsligheden i sin magt.« Man kunne her tilføje, at Danius ud over at gå farverigt klædt har været professor og skrevet adskillige bøger.

Jeg kunne blive ved med de opklarende spørgsmål om, hvor Marianne Stidsen ved det, hun fremfører som sikker viden, fra.

Gennemgangen af Forfatterskolesagen - der først og sidst er en personalesag og som sådan fortrolig - er også præget af skråsikre antagelser om, at # MeToo her skulle bruges som »karrieremæssig løftestang«. Hvis bare kritikken gik på det, man faktisk ved, og ikke på en teori om et karrierefremmende feministisk komplot, som Stidsen gætter sig til, havde den været værd at forholde sig til.

Som en slags idéhistorisk underbygning af sin analyse fremfører Stidsen, at der er sket et skift fra de civile menneskerettigheder til de sociale menneskerettigheder.

Men dels har # MeToo-diskussionerne, så vidt jeg er orienteret, ikke drejet sig om menneskerettigheder, dels er Stidsens definition af de sociale menneskerettigheder vældigt tendentiøs. Det er »dem, der især har med gruppetænkning og magtkamptænkning og anonymiseret struktur-og lighedstænkning at gøre«, skriver hun, hvilket jeg vil mene er en udvanding.

På den måde virker menneskerettighedsperspektivet mest som intellektuel staffage.

Med Den nordiske MeToo-revolution forpasser Stidsen chancen for en sober gennemgang af # MeToos skyggeside og leverer i stedet et eksempel på en alarmistisk tirade præget af dobbeltstandarder og selvretfærdighed."

I stedet for tænderskærende at blogge, kommentere, tale i søvne om Marianne Stidsens såkaldte bog

MARIANNE STADSEN, LAKTOR, MEDL. AF DET DANSKE AKADEMI
MERIENNE STEDSEN, LEKTOR, MEDL. AF DET DENSKE EKEDEMI
MIRIINNE STIDSEN, LIKTOR, MEDL. AF DET DINSKE IKIDEMI
MORIONNE STODSEN, LOKTOR, MEDL. AF DET DONSKE OKODEMI
MURIUNNE STUDSEN, LUKTOR, MEDL. AF DET DUNSKE UKUDEMI
MYRIYNNE STYDSEN; LYKTOR, MEDL. AF DET DYNSKE YKYDEMI
MÆRIÆNNE STÆDSEN, LÆKTOR, MEDL. AF DET DÆNSKE ÆKÆDEMI
MØRIØNNE STØDSEN, LØKTOR, MEDL. AF DET DØNSKE ØKØDEMI
MÅRIÅNNE STÅDSEN, LÅKTOR, MEDL. AF DET DÅNSKE ÅKÅDEMI

Sonnergaards Madsenattak

Jeg anmeldte i fredagens WA Bøger Marianne Stidsens store interviewbog Levende litterater og fandt den lige lovlig ukritisk, især hvad angår 70'ernes ideologikritiske regimente og særligt ansigt ti ansigt med professor emeritus i litteraturvidenskab Peter Madsen, som jeg nævnte, at salig Jan Sonnergaard (som Stidsen i alle mulige andre sammenhænge priser) havde været i haserne på, da han, Sonnergaard, efter sin sensationelle debut med Radiator, 1997, og mange, mange forbitrede studieår på lit.vid. omsider fik taletid. Dette er begyndelsen på artiklen "De fede, de dumme og de bjergsomme" i Information 15. juli, 1997, nogle måneder efter debuten:

"I 1979 blev Peter Madsen professor på Institut for Litteraturvidenskab. Den yngste professor nogensinde og et ebvis på, at nu havde studenteroprørerne lang om længe fået magt. Der var blevet ansat en af deres egne. I en livstidsstilling, uden mulighed for opsigelse. Stor fest.
  Hvad der så var bagsiden af medaljen var, at hele proceduren omkring ansættelsen var gået om, ikke en, men hele tre gange, idet pågældende Madsen aldrig havde skrevet doktordisputats, og heller ikke ph.d. Men . Men vennerne troede på ham, og trumfede beslutningen igennem. Og mulighederne var jo åbne og der var god grund til at håbe.
  Lad os spole tiden små femten år frem. Madsen har stadig ikke fået skrevet disputatsen, eller ph.d'en, eller nogen bog, der med den mindste grund kan betegnes som "væsentlig". Men han har fået magt. Masser af magt. Så da et lektorat bliver ledigt på hans Institut, sørger han for at ansætte en af sine personlige venner, en mand uden ph.d ved navn Ferderik Tygstrup. Der er mange andre ansøgere i feltet - deriblandt et par, der faktisk har opfyldt deres formelle forpligtelser. Og er blevet ph.d. En af dem har også doktordisputats. Da Lektoratet bliver besat med Madsens ven, er der en overgang noget, der ligner debat.
  Peter Bornedal, som er en af ansøgerne, skriver harmdirrende i Politiken om ansættelsen af den nye mand uden grad. Og i et par uger debatterer visse aviser den usædvanlige ansættelsesprocedure. Indtil der bliver lagt låg på. Et nyt ansættelsesudvalg bliver nedsat, sagen bliver syltet, og et års tid efter kan man i en kort notits læse, at det nye bedømmelsesudvalg naturligvis giver Madsen ret."

Og dette er sidste sætning:

"Hvis man skal tale om en vrede, der forsvandt, og et oprør, der virkelig svigtede sig selv og en revolution, der i den grad gik i vasken. Så er det studenteroprøret."

Dine forsvarsnoter

(noteret af Cecilie Lind i auditoriet, afskrevet og redigeret af Blogdahl)

-->

Vindrosen - vendekåben

Flå et stort brød op .

Hvem er jeg? hvem er bleg om næbbet: Jeg!

Slet og ret – flet og spræt – op – fisk

Glitterstaturanalyse

Uden-at-kny-realisme

På-nær-læser

Attitude: Kræekvilibrister

Kvinder med indmad

Prakke-på-løsning

Plottet er pletter for øjnene

Gå-på-modsprog

Skamlitteraturen

Så går man for meget og har for lange tånegle –

Smerte – og også det at flytte bjerge KONSTANT

Så hårdt – det giver vabler

En station (Memphis?) – en station foldes ud – papirklip?

Et juletræ er problemer – rødder er kappet – dog – den har en fod

Hvad er identitet? Hvem er frygtløs den frygtsomme hund?

Og hvem er jeg.  Og hvorfor så meget post. Breve, visitkort.

Komme til kort.

Du har: en krop, et indre, et ydre. MÅSKE har du også en pels.

Viljer, intention, linje, minion, Øjne - bryster

Stig Larsson: Autisterna Line K: Guitaristerne

Selvet konstitueres løbende – jeg løber for lidt

MYNDIG medspiller (MUMIE)

Så spag i min sarkofag

Et sund helt menneske der kan overleve i den sociale jungle, -

Lændeklæde – et selv, en elg, et gevir

Monumentale stilstand / mentale tilstand

Papfar/popmor det FALSKE selv savler

Social mobilitet - rulleskøjter

SØKO-logiske æg

NEONliberalistisk / Kong Kreons kvababbelser

Giddens er baby-kitten

Psykologer og sjakaler

Landbrugskultur – gråd og afgrøder –

Mit psykologiske landskab – mit månelandskab

Svind i spejlene

Nå, men min farfar er verdens bedste tingfinder og pusler planter

Hvad kan de nordiske lande bidrage med: Trolde!

Afhandlinger – afbagninger

Kan vi se Jessica Jones når vi kommer hjem?

Vi er kaos, lykkeligvis!

En masse hyldest til Marianne Stidsen i Søndags-Politiken, 6 hjerter-anmeldelser fra svensk professor, begejstret litteratur-redaktør-leder (litteratur handler om NOGET!) og så også en artikel (vistnok kun på nettet (sigende nok, net-forskrækkelsen - det er det nye kulurradikale skræmmebillede, i 60'erne var det poppen - in mente) med lidt sporadisk, frem-interviewet kritik fra mig og Tue Andersen Nexø (havde det ikke været smartere og sjovere med citater fra selve vores oppositioner!), som Stidsen stejlt afvisende ikke rigtig svarer på (jeg vil så gerne have svar på det med attituderelativisme som kulturelt gateway drug (hvorfor kom ikke det ord med i artiklen, men fedt nok med "Jeronimus"!) til nyliberalisme).

NÅ!

Superskurkene Turèll & Laugesen har selv de bedste og korteste opppositioner; jeg ville have sluttet min egen ex audtorio-opposition med det sidste digt i Dan Turèlls sidste digtbog Tja-a- cha-cha - og læg mærke til, at vi er virvar både før og efter frygtens fødsel vs. Stidsens idé om dødsbevidstheden der triumferer over netværkslivligheden:

Virvar:
Vi var:

Universets eneste
Gyldne Råstof,
eneste Alkymien værdig:
Tid ...

Tid var vi.
Virvar

Før & Efter
Frygtens Fødsel

- Stidsen citerer i afhandlingen flere gange, forskrækket og advarende, Per Højholts dictum: Jeg vil ikke stå i vejen for kaos. Aporpos er her oopistionen fra Peter Laugesen, hentet fra hans nye efterskrift til genudgivelsen af Livstid (og ja, selvfølgelig var der en pointe i at mit forsvarshandlingsreferat stod at læse i samme avis som min gladelig formalistiske anmeldelse af nye gamle Turèll- og Laugesen-bøger):

"(...) bibliotekerne præsenterer bogen som: "Digte, der beskriver tomheden i den moderne tilværelse, hvor historien hele tiden gentager sig, og mennesket er uden håb, om at livet indebærer andet end det totale kaos."
  Den underlige kommatering er bibliotekernes, og teksten er noget hysterisk sludder. "Livstid" er ikke en bog uden håb. Kaos er håb, og historien gentager sig ikke kun i den i snæver forstand "moderne" tilværelse den gentager sig i kæmpestore cykliske genkomster, som enhver læser af Gimabattista Vico og James Joyce vil vide.
  (...)
  Nu kommer "Livstid" igen. det er der en stor glæde i for mig. Kaos er ikke overvundet, og håbet består.

Det ANDET møntvaskdigt

Det første er naturligvis "At være beat" fra Manuskrifter om hvad som helst, som Marianne Stidsen i Den ny mimesis læser som forfærdelig dæmonisk horsontalistisk:

"(...) Turèll eksempelvis i en tekst som ovenstående omfavner alt amerikansk. Som nævnt går den ensidige dyrkelse af identitetens horisontale side, som bl.a. ses i et digt som "At være beat", nemlig fuldkommen i hak, skal det vise sig, med det neoliberalistiske paradigme, som just udspringer fra USA, og som kommer til at dominere over hele den globale arena efter 1980."

Det andet er at finde som to fragmenter nogle sider mellem hinanden blandt kilovare-teksterne af Laugesen og Turèll i Victor B. Andersens Maskinfabrik (anmeldt i WA Bøger i dag, sammen med genudgivelserne af Vangede Billeder, Nytår i Rom og Livstid - og hvor farligt er ås det for velfærdsstaten??:

AT THE AUTOMATIC WASHING SUPERMARKET

All those people
And not a word

I borught my bag of dirty clothes
So they did

I got high on the lavatory
Sat down to write a poem in the machine hall
With all their eyes in front of me

Sunday families
(Yes I remember
We all know of families)
Machines rolling
Clothes cleaning
Smells of soap
Coca-cola automate

I have no cigarette nor any money
Outside there's a travel agency
On the other side of the pale street
A hunting & fishing store

Metallic sounds
Each time someone makes a change
Or buys a drink
The lavatory is automatic too
First: drop meoney
Second: drop shit
All in all
               it's quite the same

Three phases:
Washing machine
Centrifugal extractor
Drycleaner

This is still the first

((...) ?)

I grab i my pockets after cigarettes
I re-lit the empty pipe
O pipes & cigarettes smoken long ago
The present society would crash without tobacco
WE SHOULD LET IT

Second phase
The wet partly cleaned clothes
Turn around in high speed

I'm a confessional cannabis smoker

Think there's about twenty people here
What will I do when I get home
What will they do

Enter conscience:
Washing one's dirty underwear
Confusing information on your body withheld

Second time I walk out for air
No one else seems to care
Lazy sunday midday traffic
Want some music (seeing arecord shop)

Third phase
Clothes drying very hot
They have a light system
                                         red yellow white
On each machine
And the machines are Italian

I go outside again
Refill pipe
Smoking a lonely pipe of Ganja
(Indian: Ganja means 'insight')
In front of the travel agency
Red colour pencil dancing in my fingers
On little pieces of paper
A notebook once bought & forgot

((...) ?)

To ting jeg ikke sagde, men havde skrevet ned

i min opposition ex auditorio i forgårs (fra mine tætskrevne noter):

synes modstillingen skriflighed/mundtlighed bliver absurd, når den såkaldte mundtlighed er så optaget af visualitet/ bogstavelighed/ ordspil/ stoflighed/ polyfoni/ collage
- DT omhyggeligste korrekturlæser ever
2 extremer - skriflig OG mundtlig
tradition helt tilbage i skrift-kunst - Sterne, barok - og jo beyond til ægte mundlighed, trubadurer

helt uforstående
overfor dæmoniseringen af 'opbrudslitteratur' som et kulturelt gatweay drug, der fører lige lukt til nyliberalisme!?
Intet med hinanden at gøre!
Jeg har misbrugt i 25 år og har ikke tagte skade på min humanisme
(Richard Rorty ca.: læse Derrida og gå ned i Irma og købe mælk)
- At være beat, nærmest jovial opløsning, gæv groovyness
langt værre eks.: Sidste Forestilling, Johs. L. Madsen
- skal der være Parental Warning på den slags? Fare for nyliberal jeg-splintring?

Forsvar i stuen!

Marianne Stidsens disputatsforsvar (nej, jeg holder ALDRIG op med blogge om det!) blev live streamet og kan ses på 2 video-links, nummer 1 HER (med Stidsens præsentation af afhandlingen og førsteopponent Per Thomas Andersens opposition), nummer 2 (som lige nu ikke gider afspilles - jeg HAR klaget til universitetets videoafdeling) HER (med ex auditorio-oppositioner fra Anne-Marie Mai, Thomas Bredsdorff, Tue Andersen Nexø og mig, LB).



Professor Anne-Marie spørger præces - som hun hedder, indtil hun til slut officielt er Doktor - hvorfor og hvorledes 60'er-avantgarden / Det formelle Gennembrud ifølge hende er kommet til at fylde FOR MEGET i litteraturhistorien?

Helle Helle-remse 1

(fordi Doktor Stidsen i går ikke var enig i, at fordi HH's prunkløshed var smukkere og bedre skrevet end Jakob Ejersbos prunkløshed, så var den også betydeligere og betydningsfuldere)

Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel - Helle Helle skriver bedre end Jakob Ejersbo og det gør en forskel -

Mette Normal says it

RAMMENDE citat fra Kirsten Hammanns Smørhullet, som det er alt for lang tid siden jeg har læst, i Marianne Stidsens Den Ny Mimesis, bind II - det er vist Stidsens mening at (det er Hammans mening at) læseren skal tage etisk afstand fra Mette-jeget som mig-fortæller (en fortællerkonstruktion som analyseres rigtig fint og præcist - FØR der moraliseres), men jeg kan virkelig ikke mobilisere nogen distance - det er spot on mig i stemmeboxen 3. december:

"Mette kan ikke kalre al den mangfoldighed. der er for mange kontinenter med for mange stater og sprog. Der er for mange individer og for mange grupper. For mange religioner og måder at styre staten og familien på. For mange meninger, der er jo ikke noget, der er rigtigt, altså helt rigtigt, slut på diskussionen! 'Skal vi være med i euroen eller ej?' Det holder jo aldrig op. Hver gang vi skal afgøre noget om EU, står det lige, eller en af partnerne vinder knebent, men det stopper jo ikke diskussionen, nærmest tværtimod. det kan jo ikke bevises én gang for alle, hvad eet rigtige er med det fællesskab og med den fælles mønt. det er derfor, mange synes, det er skønt med demokratiet, for så er alle holdninger frie og diskussionen åben, men det synes Mette ikke. Hun vil bare have svar og videre til det næste. Men det skal ikke være diktatur, og der skal også være plads til flere sandheder, for selvfølgelig er der ikke kun én. Så det forfærdelige rod starter allerede inde i hende selv, blot hun reflekterer det mindste over 'verden'. Og når hun så åbner øjnene og begiver sig ud i den, ramler det da helt sammen. Et fuldstændig kolossalt, uopryddeligt rod."

En skarp, parentetisk iagttagelse om kursiv

som jeg er af hjertet misundelig på - åh, formalisme:

side 175, bind II af Den ny mimesis:

"De mange kursiveringer (i Niels Franks Små guder LB), som også blev brugt i (BF's LB) Tabernakel (og som i parentes bemærket tillige er at finde i Sonnergaards Radiator!) (...)"

Så sent som i 2011 har danskerne ...

Side  93, bind II (vi er stadig - og bliver et godt stykke tid (men ikke nødvendigvis blog-rappoteret) ved med at befinde os (altså mig) - i Marianne Stidsens disputats Den ny mimesis)
"Den svenske forfatter Stig Larsson (ikke at forveksle med krimiforfatteren af samme navn) er ikke videre kendt eller introduceret i Danmark, hvis man ser bort fra Gyldendals oversættelse af to af hans - mindre betydningsfulde - romaner i 1980'erne og 90'erne og fra den beslægtede danske forfatter Jens-Martin Eriksens ihærdige forsøg på at 'hype' ham i 90'erne gennem et større interview i tidsskriftet Fredag, som eriksen selv på det tidspunkt var medredaktør af. I Norge har man til forskel herfra allerede grundigt introduceret denne vigtige nordiske samtidsforfatter, der bevæger sig frit mellem alle genrer - og endog har lavet film. Så sent som i 2004 har nordmændene udgivet et helt bind med med oversatte Larsson-tekster." *

*

Godnat til mine kære Stig Larsson Oversat af Anders Abildgaard Stig Larsson (f. 1955) har siden debuten Autisterna i 1979 udgivet 20 digtsamlinger og romaner plus et antal skuespil og en essaysamling.  Larsson er en temmelig enestående digter i den forstand, at ingen andre skriver som ham. Til gengæld har hans kompromisløse tilgang til litteraturen inspireret mange andre forfattere – også danske. Særligt hans sene digtsamlinger med deres associative tankepoesi Likar (1993) og Matar (1995) og de tre selvbiografiske værker, der fulgte efter – blandt dem Natta de mina (1998)/ Godnat til mine kære – har haft omfattende betydning i hjemlandet Sverige og er også blevet diskuteret i danske sammenhænge.  Af Stig Larsson findes på dansk også romanen Komedien I fra 1989 samt mindre udvalg i bl.a. i Forfatterskolens skriftserie Legenda 4, Ek.Jag.Jeg, fra 2004.  Pressen skrev: Digtene i Stig Larssons 'Godnat til mine kære' er sprælske, polypagtige, snakkesagelige, pointeløse, ærlige på en nærmest affekteret måde. Bogen er også en ny klassiker. - Tue Andersen Nexø, Information

Udgivelsesdato: 21-09-2011

Udstyr: 120 sider, Hæftet

BASILISK