Viser opslag med etiketten Per-Olof Johansson. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Per-Olof Johansson. Vis alle opslag

mandag den 2. april 2018

Luft-bøf stroganoff til Per-Olof

Per-Olof Johansson (vistnok ingen relation til Rolf Sparre Johansson) havde dette læserbrev i onsdagens Weekendavisen Bøger:

"Lars Bukdahls artikel »Falsk ræv at trutte i« (bragt som Kontroversen i Bøger 23/3) er unfair på flere måder over for Arne Herløv Petersen. Lars Bukdahl er Facebookven med Arne Herløv Petersen, som også jeg, og læser på Facebook hans afsløring af, at det er ham, Arne Herløv Petersen selv, der står bag et par forfatternavne (Preben Klystrup og Mikkel Fossmo), som først ved receptionen ved udgivelsen af hans Udvalgte digte på Det Poetiske Bureaus Forlag kom for dagen. Dette har altså AHP selv detaljeret forklaret, dels ved receptionen og altså også sidenhen på Facebook. Det er både en morsom og spændende historie, som Weekendavisen sagtens i sin helhed kunne have indviet sine læsere i. I stedet for »refererer« Lars Bukdahl den, så man ikke kan skelne mellem referat og egen research. Om Weekendavisen siden vil anmelde Udvalgte digte, står ikke klart, her bliver det blot til et par korte bemærkninger og så ud med den. Æren bliver ikke reddet med den afsluttende ros til et enkelt trelinjersdigt. Lars Bukdahl vil gerne afvise, at han på nogen måde indtager en magtposition i Danmarks litterære univers. Denne mulighed for at demonstrere en kontrovers med Arne Herløv Petersen er vidne nok for mig: Under dække af referat af forfatterens afsløring af forlagenes uvillighed, nedgøres forfatteren ved kun minimalt at være til stede med egne ord. Når AHP greb til pseudonymerne, var det, i modsætning til hvad Lars Bukdahl skriver, netop for at få svar på, om der var andre forhold, der spillede ind ved Gyldendals valg af bøger end rent kvalitetsmæssige: »Det gjorde mig mismodig, at Gyldendal ikke ville have mine bøger, for en udgivelse på Gyldendal sikrer automatisk anmeldelser og omtale. Og jeg tænkte på, om det var af politiske grunde. Eller om jeg var begyndt at skrive dårligere. Det kunne jeg kun få at vide, hvis jeg sendte dem noget, de ikke vidste, var skrevet af mig.« Lars Bukdahl medgiver, at det må være »ungdoms og forlagsnavns magiske ikkelitterære effekt, som har sikret udgivelse, omtale, superlativer, store fine moneter,« da AHP som Mikkel Fossmo udkom på Samlerens Forlag. Men Lars Bukdahl mener videre, at det dog ikke beviser noget om kvalitet. Kvalitet eller ej, hvordan kan han mene, at det ville have været retfærdigt med afvisning af de nu pseudonyme udgivelser, begrundet i at indsendernavnet havde været Arne Herløv Petersen? Hvad den magtfulde Lars Bukdahl skylder os, er afdækning af de værker, der er sikret udgivelse, omtale, superlativer, store fine moneter begrundet i ungdoms og forlagsnavns magiske ikke-litterære effekt og en erkendelse af sin medskyld som anmelder i sådanne forløb, og ikke en unfair behandling af den, som klokkeklart har afsløret forholdet."

Svar: Jeg forstår virkelig ikke, hvordan min artikel om Mikkel Fossmo-affæren er unfair: Jeg fortæller, at det er Arne Herløv Petersen, der har afsløret sig selv som manden bag Fossmo, og så har jeg selv researchet en smule og gravet flere citater frem, men jeg forvrænger ikke noget af det, AHP selv skriver, heller ikke, at det var et delformål med forklædningen at afprøve institutionens skjulte fordomme, mod ældre digtere og AHP selv; jeg refererer loyalt, at "udgangspunktet" ikke var en lumsk maskepi, men en helt klassisk poetisk raptus, og så forholder jeg mig lige præcis til historiens underforståede "morale" og endda direkte bekræftende, ja, historien afslører debutant- og ungdomsdyrkelsen og en vis forlagsfavorisering. Til gengæld undlader jeg at gøre opmærksom på AHP's egne forvrængninger og/eller fortrængninger, fx og meget centralt, at Fossmos debutsamling angiveligt "fik smukke anmeldelser alle vegne", den fik OK gode anmeldelser i WA og Nordjyske, men pænt skeptiske anmeldelser i Jyllands-Posten (tre stjerner) og Politiken.* Jeg skal forestille at ville afvise, at jeg "på nogen måde indtager en magtposition i Danmarks litterære univers." Det ville da være stjernedumt af mig at afvise; selvfølgelig (og forhåbentligt) indtager jeg en magtposition, som jeg forsøger at forvalte ærligt og ansvarligt og retfærdigt (og underholdende) inden for de rammer og vilkår, jeg har på en kommerciel avis, som jeg ikke selv (til forskel fra Hvedekorn) på noget niveau redigerer. Jeg ville IKKE have syntes "at det ville have været retfærdigt med afvisning af de nu pseudonyme udgivelser, begrundet i at indsendernavnet havde været Arne Herløv Petersen" Jeg ville have syntes, det havde været retfærdigt med en afvisning under hvilket som helst indsendernavn. Ærgerligt og mudret nok for renheden i afsløringen. Så meget bedre en historie ville det have været, i min optik, hvis det havde været FOR MIG fremragende digte, der var blevet antaget under falsk navn og alder, af fx jævnaldrende, mainstream-afviste og -ignorerede digtere som Hans Chr. Bøgholm, Henrik Have, Erik Helger, Susanne Jorn, Knud Steffen Nielsen, Viggo Madsen (en stor pseudonym-misbruger), eller faktisk AHP som bedst, som naturlyrisk kortdigter, men selv da ville jeg ikke betragte digtene som vigtige eller betydelige nok til, at det var pinedød nødvendigt at udgive og anmelde dem., beklager! Og ja, der udgives, af store forlag, og anmeldes, af store aviser, jævnligt bøger, der er dårligere end både AHP som bedst og Mikkel Fossmo som værst, og en hel del vigtige og betydelige bøger og forfattere, blandt andre ovennævnte, bliver ikke udgivet, af store forlag, eller anmeldt, i store aviser, og blandt andet pga. ungdomsdyrkelse og forlagsfavorisering, men jo også pga. simple kommercielle hensyn og deres onde cirkler - bøger skal helst enten tjene penge eller få omtale, og aviser skal helst blive købt og læst, ergo udgiver man det, man tror sælger eller giver omtale, og omtaler det, man tror folk interesserer sig for - og heldigvis udgives og omtales ikke-sælgende "smal litteratur" stadig i et vist omfang, men selvfølelig er der en grænse for, hvor meget smalt, der omtales, og den begrænsning, som den foregår dag til dag på redaktionen, bestemmes også af andre kriterier end rent litterære/kvalitetsmæssige, herunder nyhedskriterier og relevanskriterier (fx hvad skriver de andre aviser om). Igen til forskel fra Hvedekorn, som jeg redigerer uden hensyn til andet end kvalitet og som indeholder al poesi af høj kvalitet, som jeg modtager (og som anført i min artikel trykte mine forgængere som redaktører digte af både AHP og Mikkel Fossmo), overvægten af ungdom og debutanter i Hvedekorn skyldes den kvantitative, kvalitetsmæssige overvægt til den side i de indsendte bidrag (som igen skyldes Hvedekorns profil som debutanttidsskrift) - det nye nummer, 1, 2018, indeholder ikke desto mindre digte af både H.C. Bøgholm og K.S. Nielsen, i næste nummer bidrager E. Helger). Jeg bruger min magt i alle de sammenhænge, jeg indgår i, til at fremme synligheden af de bøger og digtere, jeg finder vigtige og betydelige, også på avisen, som jeg igen ikke redigerer, og hvor jeg derfor må kæmpe, argumenterende, for at anmelde gode bøger, som redaktøren ikke prioriterer af sig selv - og derfor udvælger jeg også mine kampe med omhu, og derfor har jeg valgt ikke at kæmpe for AHP, som jeg dog en enkelt gang rent faktisk har anmeldt, af eget valg. Hvis jeg  selv skal klynke et øjeblik, så finder jeg det temmelig grotesk og uretfærdigt at blive anklaget for medskyld i skæv opmærksomhed, når jeg konstant har været på barrikaderne for miskendte og usynlige digtere i ikke mindst AHP's generation (bare fx har jeg redigeret bøger af L. Madsen, Viggo Madsen, Jorn, Mathiesen), men fuck nu den mangel på påskønnelse, jeg trucker videre, ligesom digterne. KH

* - Tue Andersen Nexø - opdager jeg nu - undlod at anmelde bogen i Information med denne begrundelse (formuleret i et kommentarspor til en blogpost:) "Vækstlaget havde, så vidt jeg husker, en art neddæmpet ØK-stil over sig; der var i mine øjne ikke noget nyt ved den. Derudover husker jeg en enorm irritation over trangen til at slutte et digt med en lille skæg "krølle", et svirp med halen, som ligesom skal trække det hele ned i øjenhøjde. Alt for tit fungerer dén slags digte rigtig dårligt. Selv når det fungerer godt, så gør de det kun første gang, man læser digtet. Jeg er i dén grad ikke enig med kunstfondens bedømmelse (som kan findes på Fossmos blog): "Livets alvor bliver hævet op af morskabens svæv" - det skriver de, og det lyder i sig selv ret forfærdeligt. Sådan som jeg husker det, er der snarere tale om, at ethvert alvorligt anslag nedgøres af en ikke særligt morsom digterstemme. Lyrisk humor kræver en langt højere grad af sproglig præcision, mere sproglig energi end det, man finder hos Fossmo. Synes jeg."

vækstlaget - bog

- cover ved Peter Holst Henckel (og ikke, som Arne Herløv fejlhusker, Peter Hentze)

søndag den 12. juni 2016

Man skal være alvorlig eddikemisbruger for at blive sur på Bet'en

Visse har vrisset ad Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, der uddeles i morgen klokken 15 for an Cafe Svejk, og jeg har svaret offensivt positivt:

Comments
Arash Sharifzadeh Abdi
Arash Sharifzadeh Abdi Dejlig lille indspist gruppe.
Svarer du ikke digtere, der sender ind til Hvedekorn længere?

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Kære Hvedekornsbidragydende og WA-anmeldte og vel dermed totalt indspiste Arash. Jeg tør godt garantere, at de 13 på alle mulige ledder sindssygt forskellige nominerede aldrig har spist ved samme bord, heller ikke forskudt - men nogle af dem har helt sikkert, og hvad så? Du er hjertelig velkommen til at komme forbi og blive inddrukket med hvem der end dukker op til den pivåbne prisoverrækkelse på mandag. Og indrømmet, jeg er skrækkelig dårlig til at få svaret indsendere i tide, det er jeg helt ærligt ked af. Kærlig hilsen Prisbestyrer Lars Bukdahl

Bukdahls Bet får igen i år lov til at brede sig over to sider i Weekendavisen. Det er en parodi på en litteraturpris. Prisen er opkaldt efter en anmelder, der helt alene nominerer nogle bøger, han selv har anmeldt positivt eller af andre grunde selv synes om, hvorefter anmelderen spiller dommer og udvælger den af bøgerne, han har bestemt skal vinde. I en kommentar på anmelderens blog forklarer anmelderen, at når han denne gang ikke har valgt bøger af sin bedste ven og af sin kæreste, så er det, fordi han selv synes, han er inhabil, men han vil dog understrege, at hvis han havde givet sig selv lov til det, havde han også valgt dem.
Men det siger jo noget om litteraturens situation i dag. Det hele drejer sig om anmelderens eget lille egomane spil, og forfatterne og deres bøger er staffage og rekvisitter i det store spil om anmelderens fremvisning af sin magt.
Egentlig kunne vi vel helt undvære litteraturen. Anmelderne kunne lige så godt positionere sig og udøve magt ved at anmelde hinandens anmeldelser af andre anmeldere.

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Tænk, jeg troede, jeg på festlig vis ville hædre nogle værker, der ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener, på grund af deres såkaldte "smalle" kvaliteter og faconer, men hvad ved jeg? I hvert fald forekommer du, Arne, mere optaget af nominatoren end de nominerede, som jeg såmænd bare håber, at folk, inkl. dig, inciteres til at opsøge og læse. Forklar mig venligst, hvordan jeg holder op med at være egoman, hvis jeg også er det, når og fordi jeg bruger min pegefingers lysstyrke til at pege udenfor kanon, forfatter- såvel som genre- og forlagsmæssigt? (og ja, prisen er en parodi (i sin tid konciperet som en bogstavelig omvending (detournement) af Læsernes Bogpris), men en helt oprigtig én, på spejderære!
(intet svar fra AHP - længere nede i kommentartråden:) 

Per-Olof Johansson
Per-Olof Johansson Lars Bukdahl får nævnt en del navne, som ellers ikke når frem i 'omtalekulturen' og kriterierne synes jeg ok er interessante. Om udvalget helt kan leve op til kriterierne bob-bob. Som udgiver mangler jeg en oplysning om, hvordan bøgerne når frem til ham. Sender forfatterne 2 eksemplarer til WA - et til LB og et til BØGER.

Per-Olof Johansson
Per-Olof Johansson Det jeg mener er, at Lars Bukdahl med de kriterier ikke kan medtage Mikkel Thykier, hvis forfatterskab i den grad er blevet eksponeret med hele to kronikker i Politiken samt tilbud fra Jes Stein Pedersen om at have hele tillægget til sin rådighed til at forklare sig yderligere! At hans seneste udgivelse ikke 'direkte' er nævnt, er jo kun en finte...

Arne Herløv Petersen
Arne Herløv Petersen Signe Gjessing falder vel også udenfor, Udkommet på Gyldendal og anmeldt alle vegne. Han har vist lavet om på reglerne for at få hende med. Tidligere måtte de ikke have været anmeldt i store aviser.

Per-Olof Johansson
Per-Olof Johansson Ja - men nu er det jo kun noget vi leger...😉

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Altså, jeg ser mig jo bare omkring, så rundhorisontalt som muligt, selvfølgelig er det smart at sende mig og/eller avisen et eksemplar, men det er ikke nogen betingelse

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl og tjek lige kriterierne, der er ikke noget der forhindrer en meget anmeldt bog eller en kronik-skrivende digter i at blive nomineret til Bukdahls Bet. Nomineret bliver fremragende, smalle værker, som jeg ikke mener har fået den opmærksomhed og hæder, de fortjener, og smalhed findes der mange parametre for, noget, der gør Gjessings og Thykiers fremragende bøger særligt og sært smalle er deres usædvanlige, men velbegrundede formater. Bortset fra det har en del "almindelige" digtsamlinger, også fra store forlag og selv fra Gyldendal, været nomineret mellem år og dag, fordi, som skrevet står i formaliteterne, at en digtsamling altid allerede er smal (med ganske få undtagelser, Lex Y)

søndag den 3. maj 2015

Internittet

(digteren Per-Olof Johansson troede jeg, at i min WA-kommentar mente sådan cirka det modsatte (at kun nogle særlige unge digtere er og kan kaldes internetdigtere ca.) af, hvad jeg troede, jeg via en smule ironi, men mest klartekst, gav udtryk for - derfor følte jeg mig tvunget til at kondensere kommentarens pointer til suppeterningsformat:

Min konklusion: al poesi på nettet er internetpoesi, en digter der arbejder målrettet, flittigt, originalt, unikt (teksterne trykkes, ikke umiddelbart, andre steder) med poesi på nettet kan med rimelighed kaldes en internetdigter, en internetgeneration kan helt generelt forstås som en generation/generationer der fra barnsben af er vokset op med internettet, en litterær internetgeneration kan ikke, som dumme journalister gør, defineres som bestående af digtere med et praktisk (de skriver på det) eller tematisk (de skriver om det) mellemværende med internettet (jfr. den ikke-aldersafhængige definition af internetdigteren ovenfor), digteren Caspar Erics forsøg på at definere en litterær internetgeneration ud fra et særligt digterjeg med tilhørende humør og stil, genereret af interneterfaringer, kunne være spændende at arbejde videre med, hvis der bare var andre stærke digtere og andre stærke tekster til at repræsentere generationen end ham selv og hans egne.