-->
Kære Caspar,
Tillykke med prisen. Du har fortjent den, din bog har
fortjent den.
Da jeg anmeldte din første bog skrev jeg blandt andet, at
den havde et skarpt greb, som den brugte igen og igen, og at det var spændende
at se, hvordan du ville komme videre derfra i bog nummer to. Nu ligger Nike her, som umiskendeligt er en bog
skrevet af Caspar Eric, ikke bare fordi du ublu trækker på dit eget liv – dit
brud med en kæreste, dit liv i tyverne i København, dit liv med cerebral parese
– men også fordi den er skrevet med en sproglig sensibilitet, som man allerede
genkender som din særlige signatur. Alligevel gør den noget nyt. Hvis jeg
skulle sige hvad det nye er, så er det at den går all in på bekendelsesgenren, og at den samtidig forsøger at udvide
og forandre den genre.
Ser man på halvfjerdsernes bekendelseslyrik – mest kendt er vel
Vita Andersens Tryghedsnarkomaner – så
er der ofte tale om digte, der handler om punkterede forhåbninger. Utroligt
ofte handler de om de måder, digterjeget ikke kan leve op til sine egne og
omverdenens krav – om at være smuk, klog, aktiv, god til kærlighed. Til gengæld
kan jeget uproblematisk forklare, hvordan det ikke lever op til alle de krav og
forestillinger, og hvordan det er ikke at leve op til dem. Digtene lader jeget
udsige, klart og tydeligt, hvordan det lider nederlag, men også – måske –
hvordan det alligevel klarer sig. Digtene er tit sidelange og fortællende, men
de har alligevel en bestemt billedøkonomi. Alle deres triste detaljer er
udvalgt, fordi de er sigende. De
peger med eksemplets tyngde hen mod problemets kerne – at jeget ikke lever op
til et både indre og kulturelt ideal – og gør det med virkelig klar og trist
tydelighed. I halvfjerdsernes bekendelseslitteratur er det sådan, at der
parallelt med det triste jeg, der optræder i digtene, er et suverænt jeg:
udsigelsens jeg, der orkestrerer digtene.
Nike er et digt,
der bekender og bekender. Det er også et digt, der handler om afstanden mellem
de kulturelle idealer for vores kroppe og vores liv, og så jegets virkelighed, en
virkelighed, der blandt andet, men jo ikke kun er præget af livet med cerebral
parese, med en krop, der gør modstand. En krop, der gør fremtiden usikker. Men i
Nike søger jeget trøst i popkulturen –
det gjorde man ikke i halvfjerdserne. Og så er Nike ikke fyldt med sidelange enkeltdigte. I stedet er det et
langdigt, strømmen af ord stopper aldrig rigtigt. Som langdigt orkestrerer den
ikke sine detaljer med overblik. Den er heller ikke er komponeret i dele eller
på anden struktureret af en overordnet plan. I stedet knopskyder scener og
billeder ud af hinanden. Jeget associerer sig frem og dvæler ved enkelte
øjeblikke – mere fordi der knytter sig en stemning til dem end fordi der
knytter sig en pointe til dem.
Et af de rørende øjeblikke handler om en ung, navnløs pige,
der er faldet af sin hest og nu sidder i kørestol:
”men pigen kunne ikke/ skjule hvor sindssygt/ hun fik det
hver gang/ der kom en helikopter/ fordi hun ikke havde lært/ at være handicappet
endnu/ og jeg tænker på hende/ hver gang/ jeg ser en helikopter/ selvom at
ingen kan se det/ jeg har en kærlighed til gigantiske flyvende objekter/ som
jeg deler med Johan/ selvom vi aldrig kan dele/ helikopteren på den måde/ fordi
vi ikke deler hende/ hvis navn jeg skammer mig/ over ikke at kunne huske/ og
jeg vil ikke sige noget/ specifikt med hende/ jeg vil bare have hende/ til at
være her også”
Det er som om opmærksomheden skrider væk og tilbage til
pigen i associerende kæder – ud til kærligheden til helikopteren, ud til vennen
Johan, ud til jegets glemsomhed og skam. Til sidst er pointen ikke andet end at
pege på hendes eksistens: hun er her også. Det er også en måde at være skadet
på i verden. Snarere end den eksemplariske pointe handler billedøkonomien i Nike om inklusion og bevægelighed. Det
sidste ser man helt ned i og ordene, for forbløffende tit er det sådan i bogens
antilyriske stil at ordene bevæger sig i flere retninger, at de – hvis man
stopper op – betyder en ting, men noget andet hvis man læser videre. Som når
jeget sammenligner sig selv med en søstjernearm, der måske kan gro ud og blive
en søstjerne igen, og så konkluderer:
”men jeg vil ikke hele/ jeg vil ikke hele tiden/ skulle
blive helt/ menneske igen”
Som man kan se forskyder hele (som i heling) sig til hele
tiden, altimens helt (som i hero) forskyder sig til helt (som i hel). Citatet
peger også mod den stemning, der er i bogen og som føles som en signatur for
dig. Nike er ikke en trist samling,
men der en melankolsk tone i den, og også nogle gange en nærmest melankolsk
vrede. Det er som om, den er skrevet i skyggen af et tab, som ikke er et
rigtigt tab, for den er et tab af noget, man aldrig rigtigt har haft. Hvad er
det så der er tabt? Det er, tror jeg, illusionen om at man kan leve et perfekt
liv, et billedskønt liv. Som der står i begyndelsen: ”jeg føler mig ok/ ødelagt
for tiden/ det er ikke en særlig/ original men alligevel/ singulær måde/ at
have det på/ i den forstand/ kan alle være handicappede/ eller vi er
menneskene/ der har forskellige handicap/ vi smadrer vores egne kroppe/ vi
smadrer statuerne/ vi smadrer de små guder/ og så smadrer vi hinanden/ jeg har
bare været smadre/ fra begyndelsen”
Nike er en bog om
en krop og et liv og en stemning. Kroppen og livet er særligt, er singulært –
pointen er ikke, at vi alle er ens, fordi vi alle i det skjulte har det som
dig, eller at du repræsenterer ”den handicappede erfaring”, det siger du med
rette nej til – men stemningen er fælles. Den stemning og alle dens nuancer
fanger Nike virkeligt fint. Den er en
generationsbog og også del af en hel bevægelse, der udvider og forskyder
bekendelsens tradition blandt andet via langdigtet – jeg tænker her på Cecilie
Lind eller Rolf Sparre Johansson. Men den er alligevel præget af din særlige
tone.
Tillykke igen med prisen og med bogen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar